Den sßo «" Elluinite tun Tjele
Livsskildring fra Reformationgzliden
at·
H. F. Eli-old
—«..P- Fjerde Bog. ges-—
(Foktsat.)
»Du lunde have haft hende for en Gylden,« nienle
Rnud
»Rosenoblen flog al Ballen til Jorden,«' vedbleo
Folmer, »og lullede hendes fladrende Mund. Dog var
der en, soin lurede, da hun og Bent traf Aflale. Da jeg
i Nattens Msrle lom til Kloster-el, forte hun mig ille til
Margarels Telle, men til Sofler Veronila. Mindes J
hende, Ide?«
»Jeg stillde mene del, Foliner!« fvarede Ide, »hun
var netop den Stifter, som hjalp Genele at rede mig ital-»
lss B:uv.« l
»Nu, i denne Ronnes Bryst slaar et oartnt og gladj
Hjerte. Hun futler i sin Klosterdoin og lcenges efter UdJ
frielsens Stund. Sorn vi nu listede os igennem Edle-i
gangen, greb hun min Arm og bad hvislende: »Fører J;
en Gang Jomfru Margaret nd af Klosterei, saa tag mig
med! Jeg vil ljene eders Huftru til min Dodsdag.« —
Jeg gav del Laste, sinnt jeg ille turde sige Margaret del.«
»Hal« udbrod Knud, »det ender dog med, at vi slaa
ned blandl Nonnerne sont Høge niellem Duer!«
»Von ingen Maade, KnudZ« soarede Falkner.
,,Hns,« vedblev Knud, »hvad der flaar.i Visen on
Motten Venstermand fotn voldførle en Jornfru af din
Æt! Hdad skger stong Hang der lil ham?
»ber, du Motten Venitermand, jeg raader dig det, jeg tan:
Tag din somit-n ai Kloster paa Stand, alt oni dn est en Mand!«
Ltgefoin kan tog Qelvig Rud af Lstoelilke «
lad ogiaa nn Foliner Rud lage Margaret Lovenbalt af
Wie-sinnl«
»Ja,« svarede Folmer, »in vor Konge havde lalt
saaleregs til mig! Dog blsev det lige fuldt Motten Ven
stermand et dyrt Nidt. Du ved jo godl, Knud, jeg tover
ille af Frngl, nien fordi jeg oil sejre ined aandelige og
aldrig med ledelige Vaaben.«
»Herr J endnu Haab derom?« spurgte Jde loivlende.
»Forta«l Es, hoad Margarel sagde, og ljvad Sindelag
hun gav til Lende under detle Mode!« »
«Nu,« soc-rede Folmer, »deraf er ille storl Haab al«
hentr. Hnn bønfaldt mig med Tanter al lade hende il
Frev, itle voldfnre hende og gøre hende til en Fabel ii
Land-It. — Glem mig, sagde hun, se dig om efter en an-l
den og bedre Freileknol og da jeg rent ud neegtede at gørei
del og spnrgte hende, hoad godt hnn gjorde ved al pine
sig i Klostexel og lade sin bedste Vcn sorge, soarede hun:
med et fiolt Glimt i sine Øjne: ,,Jeg er et Gudg RedstabJ
og jeg har alt været et ringe Middel til at forsone disse!
trende Klostersamfund i Voer og Øm.« :
»Halt er hell labt!« udbrod Knnd »Lad os hellere
drage herfra den Dag i Morgenl«
»Derpaa tcenker jeg nelop,« svarede Fol:ner, »men
i den Hensigt at vende lilbage paany. Hast Kund, at
jeg nvervandt din Soster i, at hun gav mig Haandslag
paa ille at tage Slsrel nu, maa jeg end tilstaa, at del
lneb. Hun gav itle det Løfte, før jeg svor at ville blive
hoc hende, indstil Dagen gryede, at lade Solltene se, hun
havde en Mand hos ftg i sin Celle. Her nu mit Forscet!
J Murg-; naar Dagen gryr, rider jeg Nord paa, og den
Fort gcelder Viborrig. Jeg agter at bede Thøger al
folge mig herned. Han, om ellers nogen, maa have Aand
og Kraft til at drive chevel nd, sont hat Magten
over Margaret. Han vil ille fly at binde an med de;
fule Munle.« « »
»Don gor del itle, og du vil ride forgæves,« mente
Anudz »men hvad saa vi?«
»Om J ville,« sparede Folmer, ,,da bliv her og se
nu og da ind i Vissing og sig, at nu er jeg dragen herfra·«
»Je·3 blioer gerne her,« fagde Jde, »dog vil det·
klive ntalnernmelig Gang til Vissing. Min VeermoderUi
ser paa mig med fremmede Blilke, naar jeg stedes fort
hende, og hoad flal jeg sige otn Margaret? For hende er!
jeg nu lun et usselt Kreatur nden hpjl Tanlescet, og hnn
slyede ille paa min Bryllupsdag at foreholde mig, at den»
lirlelige Vielse underlaslede jeg mig lun for min egen og’
for Knuds Styld, ille for Guds Sinn-. Jeg gjorde der
dog, idet jeg bojede mig under del, fom tylles mig nu at
være hans Villie.«
»Margarel es nu blind. Vil Gad, ital hnn blive
seende og del ocn foje Tidl Saa stulle vi revse eder, Jdel
Ved Gud, eders fasle Mod og glade Sind har i disse
Ulyllens og Msrlhedens Dage, ncest mine Banner til
Herren, vcerel min Sjeel lil usigelig Liset«
»Knud,« sagde Jde og visle sine Smilehuller, ,,naar
fagde du saa stønne Ting til mig?«
«Det er unsdvendigt at sige fligt,« mente Knab,
»du ved en Gang for alle, hoad jeg tcenler om dig.«
«Folrner!« bad Jde rsdtnende, ,,da J lernler saa
godl otn mig, saa fortcel Thsger, hvorledes del gil til med
vor papislille Vielle, og hvor haardt den var mig imod,
for at ilte den Gudö Mand stsl vredes paa mig vg for
dornine mig.'«
»Jeg faar vcere eder til Billie i den Sag,« fagde
. Foliner smilende. »Na se vi de kommende Dage en Kende
Mere an! Vi foreltille os, at Trolddommen er brudl
og Margarel udreven af Papismenö Svclg; saa flal del
for Sanden vise fig, hoorlil hendeö Ha flaar·! Som min
Huftru vil hun blive mine Dages Sol og en Pryd for
min Bordende.«
»Da lylfalig lunde Margarel blive!« udbrsd Jde,
,,var hun ille fra sin Samling. Der sindeö ilte lrofaflere
Elfter end J, Folmer, keiner-J for -langmodig.«
,At bie og lide, Ide, stiller weg-E Mittel« soarede
Folmer. «Ere vi nu saa vidl at faa«nlin Werten-last
bjergel, finde vi en lin, lille "Gaard til eder og Kand,
helft ille langt fra Kjellinghsi. Saa ville vi leve t drei-er
s) Ewigen-toben
lkg ogf spßserlig Enighed og Frist-, dyrke vor Jord, jage
vore Dyr og lade Hallen genlyde af vore glade Sange.
Vi! Werden ikte vide of IS, fcragte vi den kg ville vekte us
selv nok!«
»Der taler J ud af mit Hierte, Folmer,« sagte Jde
greben. »Knud, hvad tykkes dig?«
»Den, som hat Ster paa, maa bebst vide, hvot
den tryiker!« svatede Kund. »Folmer er et Stykke af en
Skjald og udmaler alt for lyst og lyksaligt.«
»Solen er nu sanken bag Aasen,« sagde Folmer
vg tejste sig. »Der øjner jeg Per Kenner-g røde Aasyn
ved SIusen, lig en anden Sol. Se, han vinker med sin
Hur og rauher vist noget om soeben Grød. Vi ville hiern
søge hans Kvindes Sulefad i denne Aften vg dritte en
god Taar af hans tyske Øl paa et lykkeligt Udfald af min
Viborrigfart og paa et frydefuldt Gensyn!"
s .Folmer fvingede med sin Hue til Staat-, og derefter
Igit de alle ind i Møllem
Undet Kapitel.
De Udvalgtcs Frihed.
Dei var en solilar Sommermorgen, stille og glo
dende vorm. Solen stod allerede højt paa Himlen, og
dens Straaler stræbte at traenge gennem de cervcerdige
Eges og løorige Linde-J Bladstcerme om Vissings røde
Klostergaard, som oni Dagens Øje vilde forjage Møriet
sra hver Krog i denne slumle Nonnebolig og udgranste
alle dens Heinmelial)eder. Lysglansen var blcendende over
Klosterhavens gruslagte Gange, tlippede Buisiromheettc
Jog prangende Blomstertvartcrerz knien i Lindeløvhytten
JVeD Havemuren sandteg der Sinn-u var end Lasten seid
spendet Treeernes Bladehnna jung og tryktende.
Der stod en Nonne i Løvhntten, oa hnn var Marga
ret Mogensdatter saare lia, doa tun som Saltstøtien estcr
Forvandlingen inaatte have lignet Lotg Hustru. Hendes
Aasyn var blegt som Marmor, hendeiJ Blit stirrende,
tcmt, strcetslagent. linderligt var det, at hun docelere
her i en Astrog as Haben niedens Nonnernes Fiorsang
lod ud sra Kirten i den stille Luft i Morgenandagtenö
Time. Hun horte norppe Lovsangens Toner uden som i
Dromme.
Hun horte hurtiae Fodtrin, saa sig oni og sank ned
paa Bcenken, idet en dyb Rødme sarvede hendes nns blege
Aasyn. Hun selte, hvem det var, der kom. For at
undsly ham var hun ilet ned i Haven, da Nonnerne git
til Kirlen. For at opsøge hende tosn han, da han havde
opdaget hendeg Fraværelse Jnden hun tom til Sainling,
sormørtedes Jndgangen til Løvhyttcn as en høj Stitkelse,
og Vigand stod for hende.
Hans Aasyn var underligt at se til. Der var et
Sieer as srisk Rødnie over det, en sjælden Gcest paa hans
blege Kinder. Var det Siamsølelse eller jublende Glcede,
der sarvede hans Kinder saa rpde sont en ung Joinsrus,
eller havde han syldt sig med Vin? Margaret siottede til
ham og saa, at hans mørte Øjne tindrede med uhyggelig
Glanz.
»Endnu stroetslagen og stum!« ndbrød han med dyb,
,men dermpet Rost. ,,Hvilten Taabe du er, Margaret!
sAt raeddes saaledes over det lille Kærlighedsord, jeg«
«hvistede dig i Øtet!« "
Margaret sad stum med foldede Heender og saa ned
fvr sig
» »Du stal hsre det endnu en Gang!« udbrød Vigand
med stærtere Rost og traadte et Siridt nærmere—— ,,jeg
har dig tret! Nu, hvad da? Ogsaa jeg er et Mennesie
med et Hinte, som traever sin Ret; men min Elslov hel
liges og ligner itie en Synders. Tænter du, at ingen
Munt solte Elslov sør jeg? Hat du indbildt dig, at den
grove Hutte gjorde Find til Sten? Hcev din Sjcel over·
ussel Traldomssrygt og oplad dine Øjne sor at siue og
smage den Herlighed, som er de indviede sorbeholdt!«
»Vigand!« sagde Margaret, rcjste sig brat og saa
ham ind i Øjnene med den usiyldiges saste og rene Blit.
»J er en vanhellig Mand, eders høje Kald og hellige
Kjortel til Standsel og Spot. Vig fra mig og lad mig
gaa!«
,,Ret saa!« udbrsd Vigand med et Smil, der sit
Margarets Blod til at isne. »Na er jeg jo strats i dine
Der en Frister? O, du soage, oanvittige Sjæli Dei
fsmmer sig itte sor dig at dømme din Sjcelehyrde og
Siristesader, i hvis Hender den hellige Fader overgao
iLøse- og Binden-glen. Os udvalgte er en Frihed ind
tømmet, som itie ian tilstedes de lavere Aander, som
fukte i Trceldom. Du stal tro, at den, som opiaster sig
til Dommer over en viet Prcest, er itke stort bedre end
den, der gaar i Rette med Gud Herren selv.'«
Margaret stirrede sorscerdet paa Vigand og brød
saa ud i en irampagtig Latiergraad Det var, som
om der brast noget i hendes Hooed, hendes Tanler sor
virredes, det blev sort sor hendes Øjne, og hun var en
Asmagt mer. Dog-lylledes det hendes starrte Villie at
saa Bugt med Svagheden og holde hende oppe.
»Gio mia nu Svar!" vedblev Vigand, og hans
Stemme stalvede as Lidensiab og Utaalmodighed »Din
Stæbne ashanger as dit Svar! Vil du bpje dit Hierte
til mit og have snig saa leer, som jeg elsier dig, højere
end alt, der lever og aander paa Jorden?«
»J er mig en Assty og Vederstyggelighed!« sagde
Margaret med et suntlende Blit. ,,"Jeg oil ilte langer
dvæle paa det Sied, J vanhelliger oed ederö Notwenle
itle indaande den Lust, J sorpester!«
»Margaret!« sagde Vigand dødbleg og med et stit
lende Blit. »Ja-at paa min Magt, og at du i dette
Kloster er en Fange og gansie i min Haand.«
Da Margaret tav og tun saa op med et sty Blit,
vedblev han med mindre sitier Rost
»Maaste iler du nu, lader jeg dig slippe, paa Stand
til Abbedissen sor at flaer Spar dig der al Mojet
Sssier Mariae staat med mig,«bun dil tun sle dig nd og
sige, at du dar Feder og serfSyner. Siulde det mod
Forventning lyties dig at svcerte mig sor Klosters-streng
da vogt dig. Oderken Fted"eller Lytte stal trives sor dig,
menz jeg er over Jorden, og stnlde han, den sule Ketten
hvem du hat leer, komme sor at heute dig, og drog J end
hundrede Mile borst og stjulte eder bag Volde og stetie
Mute, ftal jeg folge eder til Verdens yderste Grause, og
inin Dolt slal sinde hans sorte Hierte!«
Nceppe haode han udtalt, for Margaret sprang frem,
gab ham et Stød med sin Haand, for forbi ham som et
Lyn og lob op til Klosteret. Gennem De øde Gange
naaede hun snart sin Celle, hdor hun sprang ind og stren
gede for sig. Hun tunte føle sit Hiertez Slag, idet hun
lyttede efter, om hun bleo forfulgt; men alt var stille.
Da hun tott ester horte Nonnernes slæbende Trin, mens
de tom sra Kirlen, gil hun bort sra Doren, tastede sig
paa Lojbænten og brast i heftig Graad.
Hendes Sindsopror var længe for stcerkt til, at hun
tunbe tasnke tlart over sin St« «ng. Dog tom hun snart
paa det tene med sig selv og l den Plan at komme fra
Klosterei, stulde hun end lade sin Moder blioe tilbage.
Hun indsaa, at en Aabenbaring af·det stete til hendes
soagsindede Moder oilde tilintetgøre alt Haab om Ub
frielsr. Hun tænlte, at Vigand havde haft Ret, da han
sagde, at enhver Klage til Abbedissen vilde vise sig freig
teslos. Hun mindedes sin Brod-er og Folmer, hvem hun
mente itke var langt dorte, og tæntte paa at sende Bud
til dem og træoe deres Hjcelp; men samtidig folte hun
den bitre Ydmygelse i dette Stridt og henssant i haabløs
Fortviolelse, indtil en brendende Bøn til Guds Moder
atter loste Forstenelsen. Hun fandt paa mange Raad og
fortastede dem alle, indtil hun endelig maatte indrømme,
at det tlogeste vilde ocere slet intet at soretage sig strats,
men holde sig stille og afoentende.
Den næste Morgen horte hun med Fryd, at Vigand
havde sotladt Klosteret og eftet Sigende var gaaet paa
sen lang Reise. Dette var nu itke ganste Tilfcrldet, men
riet blev sagt og troet. Altsaa havde han dog ikte haft’
Mod til at afvente Folgerne af sin Formasteligshed! NU»
aandede hun friere og fattede nyt Mod; men det blev.
hende stadig mere tlart, at vilde hun slippe bott, maattes
hun gaa snildt til Værts og stjule sin Uro under for-l
bojet Andagts Meiste. Saaledes endte hendes Jagt eftex
Hellighedens Krone i Klosteret med, at hun i sin Nod
blev en Hytlekste og paa Stromt bar til Stue en Opløf
telfe, hun itte mere evnede at følel Hendes Plan stod
nu fast; hun vilde gaa lige til chers Mølle. Hun spei
dede baade denne Dag og den folgende ester en gunstig
Lejlighed, og da den uoentet tilbod sig, udnyttede hun den
sttat5.
Tredie Kapitel. (
En as Kirtcns troeste Statut« l
Samme Morgen, som Markt-drei strcrkslnzren flyst
:-::e for Eli-Hand fra Lcohlstten til sin Celle, rendte dtnud
tilbage fra et Riot til Rne. Tet havde verret hzng Hen
fint at aceste sin Moder og Søster i Bis-sing, Inen ban Var
biegen hindret deri. Den Omstændiahed, at han bar sin
renstre Arm i Bind, afgav tilstræltelig Fortlaring over,
af hvilten Art Hindringen havde været.
Han havde næsten glemt baade Ridtet, og hvad der·
var hcendet hom, da han nu i en hel anden Hensigt søgte
«efter sm Huftru. Han fandt hende itte i Møllen, hviks
Mamre vare tontme, heller itte i Haven, men omsider i
Bagerset. Der stod Jde med bare Arme ved Truget og
cesltede Dejg, medens en Tyendetvinde stod og saa til nied
aaben Mund, og Mo’er Korne sad paa en trebenet Stol
med Handerne foldede over sin Mave og lo. Hendes
fyldige, godmodige Ansigt oendte sig mod Kund, der stod
i Deren, indhyllet i sin Kappe.
« »Se her,« sagde hun til hom, ,,en sin, ædel Frue,
som vil lære Møllerens Huftru at lcegge Dejg og hage!
Ved Sanlte Søren, J maa love eders gode Lytte, Knud
Mogensen! J det Has, Jde Nielsdatter skal forestaa, vil
der blive god Still«
Knnd saa paa Jde med Glædr. Haode Jde som
Ungmø haft Lyst til nu og da at tigge i en Bog, havde
hun nu i sin Konestand aflagt den Vane, rg det var efter
Knuds Sind. Kunde et mere lystigt Syn tcentes end
det, Knud der havde for Øje? Der stod Jde og smilede
til ham over sin runde, hvide Skulder, da hun havde
tastet sit Livstytle og sine Ærmer for at arbejde des friere.
Kerlighedsblintet i hendes blaa Øje og Sinilet paa heu
des dlussende Kind viste Knud sont i en pludselig Aaben
baring, hvilten lyttelig Mand han var. Dog maatte han
forstyrre det stønne Syn og røoe Mo’er Korne Nytten as
Jdes Undervigning i Bagertunstens Mysterier. HanI
havde en Sag af Vigtighed at tale med hende om, hvorfor
Jde, da hun harte det, sttaks brød af, toede sig, tog sit
Livstytte paa og fulgte ham til deres Kammer-.
Da Knnd lastede Rappen, saa Jde strats Bindet
og bleo lidt bleg. Endslønt as Slægten Bruun og selv
lcet not, var hun dog som Kone mindre glad ved sin
Ægtemands vilde Mod og hans Hu til Sværddans, end
hun haode vceret som Jomfru. Fra hendes Læber tom
der dog ingen Jrettesættelser eller uoverlagte Ord. Hun
tvang sig til at smile, pegede paa Bindet og sagte tun:
»Knud, hvad hat du haft for, din Huggebasse?«
»Nun Smaating, Jde!« svarede Knud; »en lille
Rist, der vil ocere lcrgt paa nogle Dage. Jeg traf Verner
Parsberg, og da han itte mindedes tilforn at have set
eller lendt Knud Mogensen, opfristede jeg hans soage
Hutommelse og gav hans glatte Kind et Meerke. Dei
vil nsdsage ham til at mindes Mogens Løvenbalts Son,
hver Gang han ser sig i Spejl.«
Jde stred nu strats til at se Riften i Knuds Arm
efter, og hun ftt den Trost at finde den lidet farlig.
Jmens oedblev Kund:
»Det var en Lykte, at jeg vendtc Næsen hjetnad;
thi strats her ved Møllen traf jeg et Bud fra Kjellinghøi.
Han sidder nu i Stankestuen og venter paa Svar. Bodil
Hansdattet er utilpas og ligger syg. Hun beder Folmer
bryde op og se hjem til heute. Hvad got vi nu, Jdes
Stalle vi drage derhen?«
Jde vilde den foregaaende Aften have været lidet
tilbsjelig til at forlade sKjærs Mølle, hendeö Paradisx
men Modet med Verner Parsberg havde vistl hende, i hvor
los en Ttaad Freden hang. Hun slønnede, at Knud bag
Kjellinghsls Volde og i en afsides Egn vilde være bedre
gemt end her ved Nyc, hvorigennem der git alfar Bej og
hvor der fcrsedes mange reisende. Hun svarede derfor:
»Mig tykkes, du der neevnede det, som us bnr qsre
da det Vil tage lcengcre Tid at faa Folmer lxentet sra
»Vitmrrig. Vi! tvn som jeg, bryde Vi snarest eks wen lade
Bent blive her for alle Tilfceldes Stle Eaa lade vi
Spenden fra Kjellinghol drage videre efter Folmer Ig
underrette ham.«
Jde stillere som den, der mod sit Hiertes oyst hat
gjoxt sin Pliat; men Knud blev glad og gao hendes For
slag sin fulre Til«slutning, da han var hjertelig ked af
Møllen csg re frugtesløse Farter til Vissing Kloster. —
Jnden to Timer efter denne Samtale vare de til
HHest og red langs Jul Sø ad Linaa til. Jdesaa news
Idig tilbage til Møllen, den blanke Datn og de sthggefulde
;Treeer, taslede et Blik paa den blaa Sø og de mcegtige,,
lstovllcedte Anfe, over hville Kollens btune Top ragedesop,
THun var til Mode, sotn Eva maa have vceret, da hun blen
jagen nd as Paradis, og taentte i sit stille Sind Paa sm.
Brøde, at hun var løben af Gaarde med Knnd mod sin
Fotmynders og sadetlige Vens Villie. En stor Guds
Naade, tænkte hun, er det, at det undtes os at vcere mite
lige saa længei
Da de red forbi Hain-sen Dynces, der siyder sig udis
i Søen lige oversor Himmelbjerget, kastede Knud et Blik
ned til det gamle Linaa Laven Slot, som den Gang end
nu laa paa Naesset, slønt halvt i Ruiner. Det var efter
Sagnet blevet ødelagt i Valdemar Atterdags Krige med
den jydste Adel og ilte siden blevet istandsat. Dog var
endnu en Fløj as den gamle Borg brugelig og havde nogle
taalelig vedligeholdte Kanne med simpelt Bohave. Linaa
Laven Slot hørte nu under Aarhus Bispestol, og Ove
Bilde havde paa sine Resser et Par Gange taget et
Maaltid i de øde Hallen Han holdt ogsaa en Borgfoged
paa Slottet for at vaage over, at Bønderne itte hort
førte Sten. Den gamle Foged og hans Huftru boede der
ganste alene, og der dar i Regelen stille og øde, ogsaa paa
Grund as Almuenz Ovettm da man mente, at der spei
gede vaa Dhnces og i Borgruinen
Knud studsede nu ved at se Folk paa Næsset; der
var vcebnede Spende, hvis Vaaben blinkede i Middags
solen, og nogle af dem red deres Heste til Bands.
,,Hvad tænter du derom?'« spurgte Knud Henning
og pegede derned.
»Jeg maa tro,« svarede Henning efter et Øjeblils
Overvejelse, »at det maa være Lenszmnden sra Bille
borg og hans Mænd.«
Knud blev holdende og siirrede ned paa disse Meh
nede Svende, der snntes Voksede op as Jorden Hatt
følte sig greben as underlige Anelser, for hoilte han ikke
nu kunde sternføre nogen sornustig Aarsag, men som han
senere ofte mindedes. Han følte sig mcegtig dragen ned
til den gamle Borg og dens gaadefulde Mandskab og
sanfte et Øjeblik paa at vende tilbage til chers Mølle
cg derfra i Pck Kornes Baad ro ud paa Seen for at
spscjde. Jde nærede Frngt for ny Forleaenkeder, og Knud
lod· sig da as sin HusiruL Bønner cvertale til at ride videee
og fortsatte Reisen. Den saa han sig ofte em, indtit·
Bakkerne skjulte Dynces og Linaa Laven Slot for hans
spejdende Mille J Jdes Selstab glemte han eftet
haanden Synet paa Dynæs eg den underlige Uro, det
havde voldet ham.
Det stete nu alligevel, at Per Kornes Baad blev sat
i Søen næppe en Time ester Knuds og Jdes Ast-esse
Knuds Tanke at udspejde de fremmede Gæster paa Dy
nces blev udført ved et Tilsælde, uden at han vidste det
Bent Tue følte nemlig en meegtig Trang til en lldflugt;·
thi de rolige Dage i Møllen havde været trykkende for
hatn, der var vant til et seit, omstrejsende Liv. Hatt
havde nu god Tid til at adsprede fig, da hele hans Gee
ning under hans Herstabs Ftaværelse var en Gang intel
lern at ride til Vissing og spørge Fru Genete og hendes—
Datter, om han ilke kunde vcere dem til Tjeneste.
Bent stod sig godt med Per Kot-ne Der, som over-«
alt, forstod han at gøre sig nyttig, og Per søjede ham der
sor gerne i at gaa lidt ud paa Fisleti med ham, ja, hatt
reiste ikle en Gang Jndsigelse imod, nt Beut tcg sin Ann
brøst og sine Jernbolte med i Baaden. Maaske Per Kotne
selv itte var stemnied for Jagt eftet Storvildt, den Jdrcest,
i hvilten Bcnt satte Livets højeste Nydelse. Den uhel
dige Omstcendighed, at Bent som fattig og ufri Mand al-.
deles var udeluttet sra ät nyde Jagtens Glæder paa egens
Haand, medførte rigtignot, at hans Jagt maatte stemp
les med det stygge Navn Krybstytteriz men med Hensyn til«·
Sloven og det omstrejfende Bildt hat-de Bent ingen Sam-:
vittighed. Den Gang og i lange Tidet derester havde den«
Forestilling fast Nod hos Almuen, at Slovene og deres
Beboere ere Fallesejendom, og Fortidens grusomme Jagt
love vidne om, hvor stcerk den Modstand hos Haltet vat,
der udtrcevede saa haarde Midler for at tue-Z. Deut tænkte
altsaa tun paa den større ellet mindre Fahr og Per Kot-ne
som sad til Rors, mens Beniførte Aarerne, lo i Skcegget,.
da Bent sagde:
»Alt bliver snart ledt! Fange vi nu en Vildbrad on;
faa den paa Tungen, des kærere blive vi derpaa efter
Flasssei. Jeg tytkes, Kletternes Stovopsynsmænd lade
sig sjælden se, Per?«
»Vi Klostertjenere have et naadigt Herskab.« shared
Per. »Se dig dog vel sor, Bent, og jag ikke paa den
sejle Side af Stellen Hans Stygge og hans Skovopsyns
mcend lende inden Spøg.«
,,Nu,« svarede Beni, »vi holde os da til Kloster
gkunden og prise de Mante, som itte ncegte, at Stoven
er .Fattigmands Kappe. Heil« udbrød han og hvilede paa
Aarerne, «hvad nu? Der er Kvindsolk at skue ved Linaa
L-aven.«
Per vendte sig otn, styggede for Øjnene og saa over
mod Dynces.
»Ved min Helgen!« ssvarede han forundret, »der
saa du ilke fejl. Jeg set et Skøtt eller to og en Herre med
Fjerhat og Svcerd Ved Siden. Hvad Herstab kan der
have festet Bo? Dei er lidet lystigt at dvcele der, hvor
Krager og Ugler slyve nd og ind; og det fcerdes·, sotn et
vie-te.« —
»Biip Ove,« vedblev Kotne eftee et Øsebliks Tuns-«
hed, Jan -det naeppe vere, saasom der er Kvindfolt med,
og hun der paa Vvlden ligner itke Hans Stygges Hutten,
Kristence Lange. Hnn bar aldrig sng utlædelig Brach
men cerbar Hue og Lin; denne er broget i Toppen met
Bindite og Baand som en Spotte. Lad os gste et Stac
derovek Bent.« O
..- « -
, s...««I Sinn-ek- « i. « l
« (Fortseettei.)« ;