Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 15, 1903)
Den sßo «" Elluinite tun Tjele Livsskildring fra Reformationgzliden at· H. F. Eli-old —«..P- Fjerde Bog. ges-— (Foktsat.) »Du lunde have haft hende for en Gylden,« nienle Rnud »Rosenoblen flog al Ballen til Jorden,«' vedbleo Folmer, »og lullede hendes fladrende Mund. Dog var der en, soin lurede, da hun og Bent traf Aflale. Da jeg i Nattens Msrle lom til Kloster-el, forte hun mig ille til Margarels Telle, men til Sofler Veronila. Mindes J hende, Ide?« »Jeg stillde mene del, Foliner!« fvarede Ide, »hun var netop den Stifter, som hjalp Genele at rede mig ital-» lss B:uv.« l »Nu, i denne Ronnes Bryst slaar et oartnt og gladj Hjerte. Hun futler i sin Klosterdoin og lcenges efter UdJ frielsens Stund. Sorn vi nu listede os igennem Edle-i gangen, greb hun min Arm og bad hvislende: »Fører J; en Gang Jomfru Margaret nd af Klosterei, saa tag mig med! Jeg vil ljene eders Huftru til min Dodsdag.« — Jeg gav del Laste, sinnt jeg ille turde sige Margaret del.« »Hal« udbrod Knud, »det ender dog med, at vi slaa ned blandl Nonnerne sont Høge niellem Duer!« »Von ingen Maade, KnudZ« soarede Falkner. ,,Hns,« vedblev Knud, »hvad der flaar.i Visen on Motten Venstermand fotn voldførle en Jornfru af din Æt! Hdad skger stong Hang der lil ham? »ber, du Motten Venitermand, jeg raader dig det, jeg tan: Tag din somit-n ai Kloster paa Stand, alt oni dn est en Mand!« Ltgefoin kan tog Qelvig Rud af Lstoelilke « lad ogiaa nn Foliner Rud lage Margaret Lovenbalt af Wie-sinnl« »Ja,« svarede Folmer, »in vor Konge havde lalt saaleregs til mig! Dog blsev det lige fuldt Motten Ven stermand et dyrt Nidt. Du ved jo godl, Knud, jeg tover ille af Frngl, nien fordi jeg oil sejre ined aandelige og aldrig med ledelige Vaaben.« »Herr J endnu Haab derom?« spurgte Jde loivlende. »Forta«l Es, hoad Margarel sagde, og ljvad Sindelag hun gav til Lende under detle Mode!« » «Nu,« soc-rede Folmer, »deraf er ille storl Haab al« hentr. Hnn bønfaldt mig med Tanter al lade hende il Frev, itle voldfnre hende og gøre hende til en Fabel ii Land-It. — Glem mig, sagde hun, se dig om efter en an-l den og bedre Freileknol og da jeg rent ud neegtede at gørei del og spnrgte hende, hoad godt hnn gjorde ved al pine sig i Klostexel og lade sin bedste Vcn sorge, soarede hun: med et fiolt Glimt i sine Øjne: ,,Jeg er et Gudg RedstabJ og jeg har alt været et ringe Middel til at forsone disse! trende Klostersamfund i Voer og Øm.« : »Halt er hell labt!« udbrod Knnd »Lad os hellere drage herfra den Dag i Morgenl« »Derpaa tcenker jeg nelop,« svarede Fol:ner, »men i den Hensigt at vende lilbage paany. Hast Kund, at jeg nvervandt din Soster i, at hun gav mig Haandslag paa ille at tage Slsrel nu, maa jeg end tilstaa, at del lneb. Hun gav itle det Løfte, før jeg svor at ville blive hoc hende, indstil Dagen gryede, at lade Solltene se, hun havde en Mand hos ftg i sin Celle. Her nu mit Forscet! J Murg-; naar Dagen gryr, rider jeg Nord paa, og den Fort gcelder Viborrig. Jeg agter at bede Thøger al folge mig herned. Han, om ellers nogen, maa have Aand og Kraft til at drive chevel nd, sont hat Magten over Margaret. Han vil ille fly at binde an med de; fule Munle.« « » »Don gor del itle, og du vil ride forgæves,« mente Anudz »men hvad saa vi?« »Om J ville,« sparede Folmer, ,,da bliv her og se nu og da ind i Vissing og sig, at nu er jeg dragen herfra·« »Je·3 blioer gerne her,« fagde Jde, »dog vil det· klive ntalnernmelig Gang til Vissing. Min VeermoderUi ser paa mig med fremmede Blilke, naar jeg stedes fort hende, og hoad flal jeg sige otn Margaret? For hende er! jeg nu lun et usselt Kreatur nden hpjl Tanlescet, og hnn slyede ille paa min Bryllupsdag at foreholde mig, at den» lirlelige Vielse underlaslede jeg mig lun for min egen og’ for Knuds Styld, ille for Guds Sinn-. Jeg gjorde der dog, idet jeg bojede mig under del, fom tylles mig nu at være hans Villie.« »Margarel es nu blind. Vil Gad, ital hnn blive seende og del ocn foje Tidl Saa stulle vi revse eder, Jdel Ved Gud, eders fasle Mod og glade Sind har i disse Ulyllens og Msrlhedens Dage, ncest mine Banner til Herren, vcerel min Sjeel lil usigelig Liset« »Knud,« sagde Jde og visle sine Smilehuller, ,,naar fagde du saa stønne Ting til mig?« «Det er unsdvendigt at sige fligt,« mente Knab, »du ved en Gang for alle, hoad jeg tcenler om dig.« «Folrner!« bad Jde rsdtnende, ,,da J lernler saa godl otn mig, saa fortcel Thsger, hvorledes del gil til med vor papislille Vielle, og hvor haardt den var mig imod, for at ilte den Gudö Mand stsl vredes paa mig vg for dornine mig.'« »Jeg faar vcere eder til Billie i den Sag,« fagde . Foliner smilende. »Na se vi de kommende Dage en Kende Mere an! Vi foreltille os, at Trolddommen er brudl og Margarel udreven af Papismenö Svclg; saa flal del for Sanden vise fig, hoorlil hendeö Ha flaar·! Som min Huftru vil hun blive mine Dages Sol og en Pryd for min Bordende.« »Da lylfalig lunde Margarel blive!« udbrsd Jde, ,,var hun ille fra sin Samling. Der sindeö ilte lrofaflere Elfter end J, Folmer, keiner-J for -langmodig.« ,At bie og lide, Ide, stiller weg-E Mittel« soarede Folmer. «Ere vi nu saa vidl at faa«nlin Werten-last bjergel, finde vi en lin, lille "Gaard til eder og Kand, helft ille langt fra Kjellinghsi. Saa ville vi leve t drei-er s) Ewigen-toben lkg ogf spßserlig Enighed og Frist-, dyrke vor Jord, jage vore Dyr og lade Hallen genlyde af vore glade Sange. Vi! Werden ikte vide of IS, fcragte vi den kg ville vekte us selv nok!« »Der taler J ud af mit Hierte, Folmer,« sagte Jde greben. »Knud, hvad tykkes dig?« »Den, som hat Ster paa, maa bebst vide, hvot den tryiker!« svatede Kund. »Folmer er et Stykke af en Skjald og udmaler alt for lyst og lyksaligt.« »Solen er nu sanken bag Aasen,« sagde Folmer vg tejste sig. »Der øjner jeg Per Kenner-g røde Aasyn ved SIusen, lig en anden Sol. Se, han vinker med sin Hur og rauher vist noget om soeben Grød. Vi ville hiern søge hans Kvindes Sulefad i denne Aften vg dritte en god Taar af hans tyske Øl paa et lykkeligt Udfald af min Viborrigfart og paa et frydefuldt Gensyn!" s .Folmer fvingede med sin Hue til Staat-, og derefter Igit de alle ind i Møllem Undet Kapitel. De Udvalgtcs Frihed. Dei var en solilar Sommermorgen, stille og glo dende vorm. Solen stod allerede højt paa Himlen, og dens Straaler stræbte at traenge gennem de cervcerdige Eges og løorige Linde-J Bladstcerme om Vissings røde Klostergaard, som oni Dagens Øje vilde forjage Møriet sra hver Krog i denne slumle Nonnebolig og udgranste alle dens Heinmelial)eder. Lysglansen var blcendende over Klosterhavens gruslagte Gange, tlippede Buisiromheettc Jog prangende Blomstertvartcrerz knien i Lindeløvhytten JVeD Havemuren sandteg der Sinn-u var end Lasten seid spendet Treeernes Bladehnna jung og tryktende. Der stod en Nonne i Løvhntten, oa hnn var Marga ret Mogensdatter saare lia, doa tun som Saltstøtien estcr Forvandlingen inaatte have lignet Lotg Hustru. Hendes Aasyn var blegt som Marmor, hendeiJ Blit stirrende, tcmt, strcetslagent. linderligt var det, at hun docelere her i en Astrog as Haben niedens Nonnernes Fiorsang lod ud sra Kirten i den stille Luft i Morgenandagtenö Time. Hun horte norppe Lovsangens Toner uden som i Dromme. Hun horte hurtiae Fodtrin, saa sig oni og sank ned paa Bcenken, idet en dyb Rødme sarvede hendes nns blege Aasyn. Hun selte, hvem det var, der kom. For at undsly ham var hun ilet ned i Haven, da Nonnerne git til Kirlen. For at opsøge hende tosn han, da han havde opdaget hendeg Fraværelse Jnden hun tom til Sainling, sormørtedes Jndgangen til Løvhyttcn as en høj Stitkelse, og Vigand stod for hende. Hans Aasyn var underligt at se til. Der var et Sieer as srisk Rødnie over det, en sjælden Gcest paa hans blege Kinder. Var det Siamsølelse eller jublende Glcede, der sarvede hans Kinder saa rpde sont en ung Joinsrus, eller havde han syldt sig med Vin? Margaret siottede til ham og saa, at hans mørte Øjne tindrede med uhyggelig Glanz. »Endnu stroetslagen og stum!« ndbrød han med dyb, ,men dermpet Rost. ,,Hvilten Taabe du er, Margaret! sAt raeddes saaledes over det lille Kærlighedsord, jeg« «hvistede dig i Øtet!« " Margaret sad stum med foldede Heender og saa ned fvr sig » »Du stal hsre det endnu en Gang!« udbrød Vigand med stærtere Rost og traadte et Siridt nærmere—— ,,jeg har dig tret! Nu, hvad da? Ogsaa jeg er et Mennesie med et Hinte, som traever sin Ret; men min Elslov hel liges og ligner itie en Synders. Tænter du, at ingen Munt solte Elslov sør jeg? Hat du indbildt dig, at den grove Hutte gjorde Find til Sten? Hcev din Sjcel over· ussel Traldomssrygt og oplad dine Øjne sor at siue og smage den Herlighed, som er de indviede sorbeholdt!« »Vigand!« sagde Margaret, rcjste sig brat og saa ham ind i Øjnene med den usiyldiges saste og rene Blit. »J er en vanhellig Mand, eders høje Kald og hellige Kjortel til Standsel og Spot. Vig fra mig og lad mig gaa!« ,,Ret saa!« udbrsd Vigand med et Smil, der sit Margarets Blod til at isne. »Na er jeg jo strats i dine Der en Frister? O, du soage, oanvittige Sjæli Dei fsmmer sig itte sor dig at dømme din Sjcelehyrde og Siristesader, i hvis Hender den hellige Fader overgao iLøse- og Binden-glen. Os udvalgte er en Frihed ind tømmet, som itie ian tilstedes de lavere Aander, som fukte i Trceldom. Du stal tro, at den, som opiaster sig til Dommer over en viet Prcest, er itke stort bedre end den, der gaar i Rette med Gud Herren selv.'« Margaret stirrede sorscerdet paa Vigand og brød saa ud i en irampagtig Latiergraad Det var, som om der brast noget i hendes Hooed, hendes Tanler sor virredes, det blev sort sor hendes Øjne, og hun var en Asmagt mer. Dog-lylledes det hendes starrte Villie at saa Bugt med Svagheden og holde hende oppe. »Gio mia nu Svar!" vedblev Vigand, og hans Stemme stalvede as Lidensiab og Utaalmodighed »Din Stæbne ashanger as dit Svar! Vil du bpje dit Hierte til mit og have snig saa leer, som jeg elsier dig, højere end alt, der lever og aander paa Jorden?« »J er mig en Assty og Vederstyggelighed!« sagde Margaret med et suntlende Blit. ,,"Jeg oil ilte langer dvæle paa det Sied, J vanhelliger oed ederö Notwenle itle indaande den Lust, J sorpester!« »Margaret!« sagde Vigand dødbleg og med et stit lende Blit. »Ja-at paa min Magt, og at du i dette Kloster er en Fange og gansie i min Haand.« Da Margaret tav og tun saa op med et sty Blit, vedblev han med mindre sitier Rost »Maaste iler du nu, lader jeg dig slippe, paa Stand til Abbedissen sor at flaer Spar dig der al Mojet Sssier Mariae staat med mig,«bun dil tun sle dig nd og sige, at du dar Feder og serfSyner. Siulde det mod Forventning lyties dig at svcerte mig sor Klosters-streng da vogt dig. Oderken Fted"eller Lytte stal trives sor dig, menz jeg er over Jorden, og stnlde han, den sule Ketten hvem du hat leer, komme sor at heute dig, og drog J end hundrede Mile borst og stjulte eder bag Volde og stetie Mute, ftal jeg folge eder til Verdens yderste Grause, og inin Dolt slal sinde hans sorte Hierte!« Nceppe haode han udtalt, for Margaret sprang frem, gab ham et Stød med sin Haand, for forbi ham som et Lyn og lob op til Klosteret. Gennem De øde Gange naaede hun snart sin Celle, hdor hun sprang ind og stren gede for sig. Hun tunte føle sit Hiertez Slag, idet hun lyttede efter, om hun bleo forfulgt; men alt var stille. Da hun tott ester horte Nonnernes slæbende Trin, mens de tom sra Kirlen, gil hun bort sra Doren, tastede sig paa Lojbænten og brast i heftig Graad. Hendes Sindsopror var længe for stcerkt til, at hun tunbe tasnke tlart over sin St« «ng. Dog tom hun snart paa det tene med sig selv og l den Plan at komme fra Klosterei, stulde hun end lade sin Moder blioe tilbage. Hun indsaa, at en Aabenbaring af·det stete til hendes soagsindede Moder oilde tilintetgøre alt Haab om Ub frielsr. Hun tænlte, at Vigand havde haft Ret, da han sagde, at enhver Klage til Abbedissen vilde vise sig freig teslos. Hun mindedes sin Brod-er og Folmer, hvem hun mente itke var langt dorte, og tæntte paa at sende Bud til dem og træoe deres Hjcelp; men samtidig folte hun den bitre Ydmygelse i dette Stridt og henssant i haabløs Fortviolelse, indtil en brendende Bøn til Guds Moder atter loste Forstenelsen. Hun fandt paa mange Raad og fortastede dem alle, indtil hun endelig maatte indrømme, at det tlogeste vilde ocere slet intet at soretage sig strats, men holde sig stille og afoentende. Den næste Morgen horte hun med Fryd, at Vigand havde sotladt Klosteret og eftet Sigende var gaaet paa sen lang Reise. Dette var nu itke ganste Tilfcrldet, men riet blev sagt og troet. Altsaa havde han dog ikte haft’ Mod til at afvente Folgerne af sin Formasteligshed! NU» aandede hun friere og fattede nyt Mod; men det blev. hende stadig mere tlart, at vilde hun slippe bott, maattes hun gaa snildt til Værts og stjule sin Uro under for-l bojet Andagts Meiste. Saaledes endte hendes Jagt eftex Hellighedens Krone i Klosteret med, at hun i sin Nod blev en Hytlekste og paa Stromt bar til Stue en Opløf telfe, hun itte mere evnede at følel Hendes Plan stod nu fast; hun vilde gaa lige til chers Mølle. Hun spei dede baade denne Dag og den folgende ester en gunstig Lejlighed, og da den uoentet tilbod sig, udnyttede hun den sttat5. Tredie Kapitel. ( En as Kirtcns troeste Statut« l Samme Morgen, som Markt-drei strcrkslnzren flyst :-::e for Eli-Hand fra Lcohlstten til sin Celle, rendte dtnud tilbage fra et Riot til Rne. Tet havde verret hzng Hen fint at aceste sin Moder og Søster i Bis-sing, Inen ban Var biegen hindret deri. Den Omstændiahed, at han bar sin renstre Arm i Bind, afgav tilstræltelig Fortlaring over, af hvilten Art Hindringen havde været. Han havde næsten glemt baade Ridtet, og hvad der· var hcendet hom, da han nu i en hel anden Hensigt søgte «efter sm Huftru. Han fandt hende itte i Møllen, hviks Mamre vare tontme, heller itte i Haven, men omsider i Bagerset. Der stod Jde med bare Arme ved Truget og cesltede Dejg, medens en Tyendetvinde stod og saa til nied aaben Mund, og Mo’er Korne sad paa en trebenet Stol med Handerne foldede over sin Mave og lo. Hendes fyldige, godmodige Ansigt oendte sig mod Kund, der stod i Deren, indhyllet i sin Kappe. « »Se her,« sagde hun til hom, ,,en sin, ædel Frue, som vil lære Møllerens Huftru at lcegge Dejg og hage! Ved Sanlte Søren, J maa love eders gode Lytte, Knud Mogensen! J det Has, Jde Nielsdatter skal forestaa, vil der blive god Still« Knnd saa paa Jde med Glædr. Haode Jde som Ungmø haft Lyst til nu og da at tigge i en Bog, havde hun nu i sin Konestand aflagt den Vane, rg det var efter Knuds Sind. Kunde et mere lystigt Syn tcentes end det, Knud der havde for Øje? Der stod Jde og smilede til ham over sin runde, hvide Skulder, da hun havde tastet sit Livstytle og sine Ærmer for at arbejde des friere. Kerlighedsblintet i hendes blaa Øje og Sinilet paa heu des dlussende Kind viste Knud sont i en pludselig Aaben baring, hvilten lyttelig Mand han var. Dog maatte han forstyrre det stønne Syn og røoe Mo’er Korne Nytten as Jdes Undervigning i Bagertunstens Mysterier. HanI havde en Sag af Vigtighed at tale med hende om, hvorfor Jde, da hun harte det, sttaks brød af, toede sig, tog sit Livstytte paa og fulgte ham til deres Kammer-. Da Knnd lastede Rappen, saa Jde strats Bindet og bleo lidt bleg. Endslønt as Slægten Bruun og selv lcet not, var hun dog som Kone mindre glad ved sin Ægtemands vilde Mod og hans Hu til Sværddans, end hun haode vceret som Jomfru. Fra hendes Læber tom der dog ingen Jrettesættelser eller uoverlagte Ord. Hun tvang sig til at smile, pegede paa Bindet og sagte tun: »Knud, hvad hat du haft for, din Huggebasse?« »Nun Smaating, Jde!« svarede Knud; »en lille Rist, der vil ocere lcrgt paa nogle Dage. Jeg traf Verner Parsberg, og da han itte mindedes tilforn at have set eller lendt Knud Mogensen, opfristede jeg hans soage Hutommelse og gav hans glatte Kind et Meerke. Dei vil nsdsage ham til at mindes Mogens Løvenbalts Son, hver Gang han ser sig i Spejl.« Jde stred nu strats til at se Riften i Knuds Arm efter, og hun ftt den Trost at finde den lidet farlig. Jmens oedblev Kund: »Det var en Lykte, at jeg vendtc Næsen hjetnad; thi strats her ved Møllen traf jeg et Bud fra Kjellinghøi. Han sidder nu i Stankestuen og venter paa Svar. Bodil Hansdattet er utilpas og ligger syg. Hun beder Folmer bryde op og se hjem til heute. Hvad got vi nu, Jdes Stalle vi drage derhen?« Jde vilde den foregaaende Aften have været lidet tilbsjelig til at forlade sKjærs Mølle, hendeö Paradisx men Modet med Verner Parsberg havde vistl hende, i hvor los en Ttaad Freden hang. Hun slønnede, at Knud bag Kjellinghsls Volde og i en afsides Egn vilde være bedre gemt end her ved Nyc, hvorigennem der git alfar Bej og hvor der fcrsedes mange reisende. Hun svarede derfor: »Mig tykkes, du der neevnede det, som us bnr qsre da det Vil tage lcengcre Tid at faa Folmer lxentet sra »Vitmrrig. Vi! tvn som jeg, bryde Vi snarest eks wen lade Bent blive her for alle Tilfceldes Stle Eaa lade vi Spenden fra Kjellinghol drage videre efter Folmer Ig underrette ham.« Jde stillere som den, der mod sit Hiertes oyst hat gjoxt sin Pliat; men Knud blev glad og gao hendes For slag sin fulre Til«slutning, da han var hjertelig ked af Møllen csg re frugtesløse Farter til Vissing Kloster. — Jnden to Timer efter denne Samtale vare de til HHest og red langs Jul Sø ad Linaa til. Jdesaa news Idig tilbage til Møllen, den blanke Datn og de sthggefulde ;Treeer, taslede et Blik paa den blaa Sø og de mcegtige,, lstovllcedte Anfe, over hville Kollens btune Top ragedesop, THun var til Mode, sotn Eva maa have vceret, da hun blen jagen nd as Paradis, og taentte i sit stille Sind Paa sm. Brøde, at hun var løben af Gaarde med Knnd mod sin Fotmynders og sadetlige Vens Villie. En stor Guds Naade, tænkte hun, er det, at det undtes os at vcere mite lige saa længei Da de red forbi Hain-sen Dynces, der siyder sig udis i Søen lige oversor Himmelbjerget, kastede Knud et Blik ned til det gamle Linaa Laven Slot, som den Gang end nu laa paa Naesset, slønt halvt i Ruiner. Det var efter Sagnet blevet ødelagt i Valdemar Atterdags Krige med den jydste Adel og ilte siden blevet istandsat. Dog var endnu en Fløj as den gamle Borg brugelig og havde nogle taalelig vedligeholdte Kanne med simpelt Bohave. Linaa Laven Slot hørte nu under Aarhus Bispestol, og Ove Bilde havde paa sine Resser et Par Gange taget et Maaltid i de øde Hallen Han holdt ogsaa en Borgfoged paa Slottet for at vaage over, at Bønderne itte hort førte Sten. Den gamle Foged og hans Huftru boede der ganste alene, og der dar i Regelen stille og øde, ogsaa paa Grund as Almuenz Ovettm da man mente, at der spei gede vaa Dhnces og i Borgruinen Knud studsede nu ved at se Folk paa Næsset; der var vcebnede Spende, hvis Vaaben blinkede i Middags solen, og nogle af dem red deres Heste til Bands. ,,Hvad tænter du derom?'« spurgte Knud Henning og pegede derned. »Jeg maa tro,« svarede Henning efter et Øjeblils Overvejelse, »at det maa være Lenszmnden sra Bille borg og hans Mænd.« Knud blev holdende og siirrede ned paa disse Meh nede Svende, der snntes Voksede op as Jorden Hatt følte sig greben as underlige Anelser, for hoilte han ikke nu kunde sternføre nogen sornustig Aarsag, men som han senere ofte mindedes. Han følte sig mcegtig dragen ned til den gamle Borg og dens gaadefulde Mandskab og sanfte et Øjeblik paa at vende tilbage til chers Mølle cg derfra i Pck Kornes Baad ro ud paa Seen for at spscjde. Jde nærede Frngt for ny Forleaenkeder, og Knud lod· sig da as sin HusiruL Bønner cvertale til at ride videee og fortsatte Reisen. Den saa han sig ofte em, indtit· Bakkerne skjulte Dynces og Linaa Laven Slot for hans spejdende Mille J Jdes Selstab glemte han eftet haanden Synet paa Dynæs eg den underlige Uro, det havde voldet ham. Det stete nu alligevel, at Per Kornes Baad blev sat i Søen næppe en Time ester Knuds og Jdes Ast-esse Knuds Tanke at udspejde de fremmede Gæster paa Dy nces blev udført ved et Tilsælde, uden at han vidste det Bent Tue følte nemlig en meegtig Trang til en lldflugt;· thi de rolige Dage i Møllen havde været trykkende for hatn, der var vant til et seit, omstrejsende Liv. Hatt havde nu god Tid til at adsprede fig, da hele hans Gee ning under hans Herstabs Ftaværelse var en Gang intel lern at ride til Vissing og spørge Fru Genete og hendes— Datter, om han ilke kunde vcere dem til Tjeneste. Bent stod sig godt med Per Kot-ne Der, som over-« alt, forstod han at gøre sig nyttig, og Per søjede ham der sor gerne i at gaa lidt ud paa Fisleti med ham, ja, hatt reiste ikle en Gang Jndsigelse imod, nt Beut tcg sin Ann brøst og sine Jernbolte med i Baaden. Maaske Per Kotne selv itte var stemnied for Jagt eftet Storvildt, den Jdrcest, i hvilten Bcnt satte Livets højeste Nydelse. Den uhel dige Omstcendighed, at Bent som fattig og ufri Mand al-. deles var udeluttet sra ät nyde Jagtens Glæder paa egens Haand, medførte rigtignot, at hans Jagt maatte stemp les med det stygge Navn Krybstytteriz men med Hensyn til«· Sloven og det omstrejfende Bildt hat-de Bent ingen Sam-: vittighed. Den Gang og i lange Tidet derester havde den« Forestilling fast Nod hos Almuen, at Slovene og deres Beboere ere Fallesejendom, og Fortidens grusomme Jagt love vidne om, hvor stcerk den Modstand hos Haltet vat, der udtrcevede saa haarde Midler for at tue-Z. Deut tænkte altsaa tun paa den større ellet mindre Fahr og Per Kot-ne som sad til Rors, mens Beniførte Aarerne, lo i Skcegget,. da Bent sagde: »Alt bliver snart ledt! Fange vi nu en Vildbrad on; faa den paa Tungen, des kærere blive vi derpaa efter Flasssei. Jeg tytkes, Kletternes Stovopsynsmænd lade sig sjælden se, Per?« »Vi Klostertjenere have et naadigt Herskab.« shared Per. »Se dig dog vel sor, Bent, og jag ikke paa den sejle Side af Stellen Hans Stygge og hans Skovopsyns mcend lende inden Spøg.« ,,Nu,« svarede Beni, »vi holde os da til Kloster gkunden og prise de Mante, som itte ncegte, at Stoven er .Fattigmands Kappe. Heil« udbrød han og hvilede paa Aarerne, «hvad nu? Der er Kvindsolk at skue ved Linaa L-aven.« Per vendte sig otn, styggede for Øjnene og saa over mod Dynces. »Ved min Helgen!« ssvarede han forundret, »der saa du ilke fejl. Jeg set et Skøtt eller to og en Herre med Fjerhat og Svcerd Ved Siden. Hvad Herstab kan der have festet Bo? Dei er lidet lystigt at dvcele der, hvor Krager og Ugler slyve nd og ind; og det fcerdes·, sotn et vie-te.« — »Biip Ove,« vedblev Kotne eftee et Øsebliks Tuns-« hed, Jan -det naeppe vere, saasom der er Kvindfolt med, og hun der paa Vvlden ligner itke Hans Stygges Hutten, Kristence Lange. Hnn bar aldrig sng utlædelig Brach men cerbar Hue og Lin; denne er broget i Toppen met Bindite og Baand som en Spotte. Lad os gste et Stac derovek Bent.« O ..- « - , s...««I Sinn-ek- « i. « l « (Fortseettei.)« ;
