En polfk Familie. i
Ai:;.6.Hauch.
H Fsrste Del. Yes-:
(Fortsat.)
Kort ester tom de oder Stepper og lyngbesgroede He
der, som oidnede orn, at man her haode overstredet
Granserne for den europceiste Kultur. Knn langt borte
pna Biergene hævede Klostere sig, der syntes bedre vedlige
holdte end de svrige Hase, og hvorsra Klotterne endnu med
deres Malmtunger hilsede Menneskets Glceder og Sorger,
ligesom de havde vceret vante til i lcengst sorsoundne, lytte
ligere Dage.
De sleste as dem, de mødte paa Besen, vare pjaltede
og halonøgne, as og til vandrede dog en rant Stittelse
sorbi. hvis stolte trigerste Holdning Armoden itte tunde
tue; ja ligesom der midt under Tjorne og Tidsler under
tiden fandtes Spor as en srugtbar Jordbund, saaledes
sandte-J der ogsaa tidt traftige Legemer under den elendige
Dragt. Men især bemærtede vore Ressende en Mcrngde
Jeder, som vare lendelige paa deres Stceg, paa deres sorte
cheder og starpe Ansigtstrwk, og der, som en Art as Rod
bier, spredte sig over Landet, sor at bemcegtige sig den Hon
ning, der endnu hist og her tunde vcere levnet.
Besen snoede sig as og til imellern Hofe og smaa Vierge,
der stode som Forposter sor Karpatherne, hoilte hævede de
reg stoottcedte Hoveder i det sjerne. Paa mange Steder
sang dnbe Huler, hvori Brette styrtede sig ned, der nu tun
indeholdt lidet Band, men som, ester Kustens Sigende,
oste ester en stcert Regn svulmede san stcertt, at de ncerlig
gende Huse bortslylledes derded.
Eiter nogen Tid sorsvandt die-se Huler tilligemed de
nedstnrtende Bætte, og de saa atter entelte Hader og Fragt
træer, tilsidst toni Vognen igennem en Landst, der syntes
tanlelig vedligeholdt, ja endog smut, thi lsøje Traser gnu
gede deres Toppe over Hufene, hvoras de sleste vare oder
strøgne ined Kalk.
»Stil«-e det være tnuligt her at san et Glas Vand?«
spurgte Aleandra. —- »Det havde du lettere faaet ind-.
mellem Biergene, hvor de solvtlnre Baslte lebe,« beniærtede
Leontine. Pan Adalbertg Vint holdt nn Vognen udensot
et anseeligt Hug, hvig sremspringende Tag stottede sig paa
en Soflerad, hvorimod han ved nøscre Estersyn opdagede,
at en as Gavlene var halv indstyrtet. Adalbert steg selv
ud og bad en bieg, mager Kvinde, som, indhyllet i iodne»
Stind, stod i Deren, at opfnlde Alexander-s Leiste. »Der?
findet Te en Brønd,« sagde den blege Kvinde og pegede ind;
i Gaarden, »har De et Glas, tan De hente Dem saa meget
Band, De sorlanger.«
,,.L)vorsor indhyller hun siq i lodne Stind midt i Sol-»
heden?« spurgte Emilie. ,,Taler De til Dereå Kammer-J
pige?« sagde den blege Kvindr. ,,Nej, jeg sporger, hvorson
De indhyller Dem i lodne Stind midt i Solheden?« —;
«Fordi jeg ingen anden Dragt har eg itte vil gaa nogen.«l
—- »Hvem ejer dette thust« —- »En as de celdste Adels
mænd i Polen« —- »Hvem er De?« --—— »Im er hans eneste
Datter,« svarede den sremmede stolt, hvorpaa hun vendte
Emilie Rnggen og git ind i Huset.
Jmidlertid ilede Adalbert ind i Gaarden til det Sted,
l-,vor Bronden stulde vere, han sandt den ogsaa, men be
mærtede, at Band-et deri var gansle gnlt; thi denne stra
taldte Brsnd var itle andet end et Hul, gravet i Jorden,
der aldeles itte var stensat, og den laa desuden ved en
saldescerdig Kostald, som næppe sorbedrede dens Jndhold.
Adatbert git dersor tilbage og berettede, at Vandet var
udritteligt, hoorpaa Alexandra besluttede at sinde sig i sit
Savn, og Vognen torte videre.
»Er det disse Steder, De soretrætter sor Paris oa
London?« spurgte Emilie Leontine. ,,Stulde hun elste sit
Land mindre, sordi det er nlytteligt?« svarede Alexandra.
,,Ncesten itte en cneste Blomst har jeg set paa den hele
Ves,« bemærlede Emilie. »J Polen votser mange Mom
ster,« sagde Leontine, »men De tan itte se dem.« —
»Hvor er de da?« — »As alle de gamle Gravhøje votse de
srem og slynge sig opad de soroitrede Kors og duste gennem
Aarhundreder; men De er en sremmed iblandt os, der itte
har Øje dersor.« — «Sværmersle!« sagde Einilie smilende,
»an i det mindste maa De tilstaa, at den, der begcerer
Blonister, sont man tan se med Legeinets Øjne, just itte stal
søge dem her.« —- ,,Jeg snster dog hellere at leve her end i
de srugtbareste Lande,« svarede Leontine.
Hort ester tom de gennern en Egn, hvori slere Grup
per as Naaletrceet asvetslede med Eg, Løv og Birk, og hvor
Naturen alene uden Mennestehjcelp havde sorget sor den
srodigste Fremvætst. Ved Stovens Ende saa de en Lands
by, hvori Husene, uagtet smaa, dog syntes bedre vedlige
sholdte end de Hytter, de sør havde set sra Vejen. Midt
i Landsbyen stod en sort Trcetirte: omtrent to Hundrede
Stridt dersra tnejsede en Bygning, der, stont den tun be
stod as eet Stotvcert og var tattet med Strau, havde et
temmelig anseeligt Udvortes. Denne Bygning var dei
saataldte Slot, hvorpaa Czernim boede.
Da de toin ncerknere, bemærtede de en spraglet Vog,
der hang torsseestet med udspilede Vinger over den ydre
Port. J Gaarden selv tom to store Jagthunde dem i
Mode; i en Krog opdagede Adalbert en sort Bism, sotn
var læntet sast til Væggem Kort estee indsandt Czernim
sig, der modtog sine Geester med særdeles Venlighed og
sorte dem op ad Hovedindgangem over hvilten store Hinte
og Elsdyrshorn date anbragte som Prydelser.
Slottet selv var, uagtet sit sornemme Navn, bygget
as Troe, og alt var deri paa gammel polst Mis. J Bee
relserne stode B.ileeggerovne, der, saavidt man tunde dem
me ester den uhyre Stsrrelse, orn Vinteren maatte give en,
orn itte sund, saa dog stiert Parme. Væggene vare itte
bettutne, Mel-lerne vare as Egetrtr. og mellem de store,
dobbelte Vinduer stode ester den polste Sredvane Vaser med
Bloinsterbnste, som stratte sig hsjt i Vesret, medens sor
siellige Fugle fle omlring mellem dem og gyngede sig paa
Grenene.
täJzk».,-.
Tolote Kapitel
Udslunten i Stochr.
Da der endnu var to Tage til den omtalte Fest, søgts
Czernim paa andre Maader at more sine Gasterp den net-sie
Morgen efter detes Antomst indbød han dem saaledes til
en lille Lystrejse. Rappe haode de modtaget Jnddhdelsen,
før han lod en Vogn forspcende, hvori Emilie og Alexandta
stege ind. De øvrige fulgte til Heft, og det bleo bestemt,
at man oilde spise paa en fri Plads i Stoven, hvor Ta
merne stulde opholde sig, medens den mandlige Del af
Selstabet forlystede sig et Pat Timer med Jagten.
De var nctppe to Tusinde Stridt fra Czernims Bolia,
da de saa to Mante, som lom dem i Mede, i den ene as
disse gentendte de Pater Vincent, der bragte det hellige
Sakramente til en syg. Øjeblikkelia stege Alexandra oa
Emilie ud as Vognen, ogsaa Leontine med de to Ynglinget
svang sig ned paa Jorden, og da Munken git forbi, incr
lede alle, undtagen Czernim, der blev siddende paa sin lille
Heft, som han dog standsede, saa lange dette Optrin varede,
hvorpaa de alle sortsatte detes Bej.
,,Hvotfvr bsjede De ikke Knce for Sakramentet?«
spurgte Alexandra, »har De da ingen Religion?«
,,Jeg er netop meget fast i min Religion,« svatede
Czernitn, ,,jeg har desuden en stor Fortcetlighed for oote
tatholste gejstlige, jeg elster dem, ligesom Naturforstetne
elster Torbistet, Starnbasser og sjceldne Fluch og jeg tan
endog vise Dem en meget sindrig Ashandling fta min
Haand, hvori jeg inddelet dem efter et ordentligt System
paa Linnes Maade.«
«Lad vs here, hvordan!« raabte Casimir.
«Det et Stude, at Damerne itte sorstaa Latin,« sagde
Czernim, ,,thi hdis de fotstode Latin, vilde de ganste an
Jdetledes statte mit System. Jea deler vore gejstlige i to
Hovedtlassen ecclesiastiei capite triangularistx hvilten Int
deling indbesatter alle de tatholste gejstlige udenfor Mitme
standen, og ecclesiastici capite rotundo"), hvortil de eigent
lige Munte regnes. Disse sidste detet jeg igen i monachi
barbati, stæggede Mante, oa monachi glabti, glatte eller
ragede Munte; endoidere adstillet jeg dem efter Farven i
de hvide, btune, graa og spraalede Afattet; men jeg er
ilte bleven staaende herved, jeg hat ogsaa undersøgt digse
Jnsetters Siedet og Levemaade, iscet de forunderlige Veje,
hoorpaa de fotplante sig, saa de aldrig tunne forgaa.«
»Im bedet Tem, Onkel, hold dog op tned denne let-»
sindige Tale!« sagde Alexandra »
Men naar Ezetnim begyndte at rote ved den tatholste
Gejstlighed, da var han itte let at standse. ,,Jeg hat ogsaaw
undetsøgt deres Driftet og medfødte Færdigheder,« vedbleo
han, »og jeg hat fundet, at alle Mante, saaoel de glatte!
som de stceagede, ligesom Hvepserne og Bietne, samle sig il
Selstaber, hdotoed de adstilleg sta de Geistlige med tret
tantet Hoved, der føre et ensomt Liv. Faa Jnsetter fortij
ne større Beundring for deres Kunstdrifter end netop Mun
tene, thi de bygge Celler, der endog i Fasthed og StørrelfH
ovetgaa Biernes, og ligesom disse slagre de ud og ind og’
samle Forraad til den fællcs Kobe. De forvandle sig vg
saa, ligesom de evrige Jnsetter, thi Jngen fodes som
Mant, men begynder tvcertimod med at ocere en slet og ret
Jordorm, og først siden stifter han Hud og Udseende og
strceber at hceve sig over den Jord, hvorpaa han fødtes.
Jmidlertid hvor højt jeg af omtalte Grunde statter
disse mærtvekrdige Stabninger, saa tan jeg itte nægte, ati
de, ligesom andre Jnsetter, kunne blive et Slags Lande
plage for de nge, hvori de sor staettt sormere sig, thi de op
cede da Alt, hvad de finde vg ere for ovtigt meget graadige
af Natur, detsor bot de vel ogsaa, hvot ondt dset end gør
mig at tilstaa det, i det Hele snarere regnes til de stadelige
Dyt, der bør udryddes, end til de nyttige Dyr, der bøt be
ftcetmes.«
»De har aldeles ingen Tro«, sagde Alex-andrer med
blussende Kinder og med en Heftighed, hvotaf hun stedse
betoges, naat hun syntes, at Nogen dtev Spot rned det
Hellige.
»Hvis De dil shøre mig«, soatede Czetnim alvotligere,
,,da stal jeg sottælle Dem en Historie, der maaste tan be
rigtige Der-es Mening om min Tro.«
»Fortcel, Onkel!« raabte Casimir.
»Der levede en Gang to Vennet, som, uagtet de elste
de hinanden haft, dog i Troessaget aldrig tunde wes-. Da
de en Asten havde sttidst længe og heftigt om Zick
lens Tilstand efter Døden, hvorom de iscet havde meget
forstellige Meninger, blev de endelig enige om, at den af
dem, der forst dabe, stulde, hvis det paa nogen Maade git
an, dende tilbage og underrette den Efterlevende om sine
Ersaringer paa den anden Side as Graden. Efter nogen
Tid døde virtelig den ene; hans Ven sorgede lcenge over
ham, Inen agtede tun lidet paa hans Løfte, thi han vidste,
at slige Laster ere lettere at give end at opfylde. Dog en
Akten, da han sad alene —- ocrr De tun rolig, de Spøgelse- «
historiet, jeg fortceller, ere nceppe af det Slags, der tan
fvtstrastte nogen — en Asten, siger jeg, da han sad alene
paa sit Kammer og tænkte Paa forgangne Tiber, saa han
pludselig ved sin Side en hvid, luftig Stiftelse, i hvis
Aashn han gentendte sin afdøde Vens Trakt. Han fortset
dedes natnrligvis og betragtede Sihnet længe uden at mcele
et Ord. »Nu, hvorfor taler du itte til mig?« sagde ende
lig den hvide Stiftelse. — »Er det virtelig dig?« suktede
den anden, »sig, hvorsot kommer du het?« —- »Jeg kom
met for at opfylde mit LIfte«, svarede den Døde· — »Na
da, hvotdan set det ud paa den anden Side as Graden?«
— ,,Hverten saaledes, som jeg eller saaledez som du tro
ede«, svarede den Dode vg forsvandt.«
»Du tror altsaa dog paa Noget?« sagde Adalbert.
,,Paa den Gamle af Dage tror jeg, paa ham, der
bandt Jordens Belte om det svulmende Hav og lod Maa
nen lyse gennem Styerne som en Morgenlænderindes Of
ne gennem det lange Slsrz men med eders System«-, der
vmfpcende Religionen, ligesom Eddertopperne de gamle
Ritter, hat jeg tntet at bestille.«
,,De er en Hedning!« raabte Alex-andren
«Det tan vare«, sagde Czernim.
»Jeg gyser for ederiI Raturgud", blev Alexandra ved,
,,han er itte blot en Opholder, men ogsaa en Fordærver,
tht vt vide jo Alle, at Stabningsvcerket, der i Begyndelsen
O) Getstltge med tresantet Ooved.
««) Geistllge med rnndt Hoden
A
var saare godt, siden bleo sorftnrret as Syndm Fra der
Tio af lan del Naturen foroilde de stolte .Ojerter, rg des
er intet godt Tegn, naar Nogen hellere vil tncele pac
de istolde Bjoerge end sor Herren-Z Alter, naar han sjer
ner sig fra de ydinyge Forsamlinger, hvori ljon burde til—
bede tilligetned sine Brødre, for at bringe Templer assidek
og i de sorte Skove, hvor han leerer Grufomhed paa Jag
ten, Uregerlighed as Binden og Troløghed as de vilde Bol
ger, thi dette er netop Bejen til dette gamle Hedenstab.«
»Ak, min lcrre Svigerinde!« sagde Czernim, ,,lidt
Hedenskab maa De dog taale i denne Verden, eller slal nu
den bredmundede Storm manes ind i den sneore Orgelpibe
og sorvandleg til en Koralmelodi? Stalle alle Oeeanets
Døtre blive grcedende Klostersøstre, flulle de lette Sommer
alser, der flagre gennem Skovene og blæse paa den trunk
m Lotusblomst og paa Riddersporens Horn, nu med klip
pede Vinger synge Ligsalmer i eders KirtetZ Tro De mig,
ret gaar aldrig an, thi der slumrer endnu mange hedenste
Dromme i vore Hierter, og der gives mange vidunderlige
Historier, der hverten passe ind i eders Himmel eller i
eders Helvede.«
»Jeg tender tun een Historie, der i Sandhed er vib
underlig«, sagde Alexandra.
Næppe var Selstabet antommet til det bestemte Sted,
for Czernim tilligerned de to unge Mænd, sulgte as Fide
lio og et Par langhaarede Vandhunde, ilede ind i Sto
ven. ,,Mine Drenge!« sagde han, ,,nu gcelder det at be
znytte Tiden, oi har tun to Timers Frist, men jeg vil søre
;eder til Steder, hvor Vildænderne med de sorte Vandhøns
stjule sig imellem Sinene. Der stal vi se, Adalbert, om du
endnu husler vore gninle Kunster, da vi hentede Fisteørnen
og den svcevende Glente ned af Lusten, hvis itte, bliver du
til Epot for vore Koinder·« Dermed forsvandt de mel
lem Trceerne.
»Jeg hører gerne Hundene gø i Stoven og Knaldet
af Studdene og Jægerhornets Toner«, sagde Emilie, idet
hun smilende saa efter dem, ,,jeg tunde da sristes til, lige
som Te, Leontine, at onske den gainle Tid tilvage, da Kom
derne i dejlige Jægerdragter, og med Vajende Strudsfjcedre
pan deres Hatte, sulgte med paa den lnstige Jagt.« —
»Nej«, svarede Leontine, »i Sloven elsker jeg Stilhed, der
tun nfbrydes as Stovstadens Strig og as Droselens ens
sormige Sang; Hundenes Gøen derimod hører jeg helft
om Ratten i den sjcerne Land-Liby, eller om Aftenen, naar
det tlinger over den stille Sø.«
Kort efter flog en Tjener Jldog antcendte en Haand
suld tørt Lon, som han havde samlet, derpaa hentede han
Kviste og smaa Grene i Stoven, somhan lagde over Løvet,
og det varede itte lcenge, sør en stcert Lue blussede i Vejret,
hoorved de Spiser bleve darniede, som vore Reifende havde
taget med. Emilie Vaatog sig Opsynet derover, en hvid
Dug blev ndbredt paa det gronne Græs, og Alt ordnede sig
smutt under hendeg Hemden
Jmidlertid git Leontine rundt og søgte eftcr et Sied,
hvorpaa Alexandra tunde hvile fig. Endelig fandt hun
en Plads, som han ønstede den, under et stort Egetrce,
foin streckte sine lnudrede Kcempegrene ud over Grcesset,
hvorved der opstod en Løohvæloing der styggede sor Mid
dagssolen uden at udelutle den friste Luftr. Her udbredte
hun nu en stor Kappe og indbød Søsteren til at slumre
derpaa. ,,Jeg føler mig beftandig mat«, sagde denne, »der
er ingen Kraft i mig mere, jeg vil dersor modtage dit Til
bud.« — »Sol) du!« sagde Leontine, ,,jeg stal vaage over
dig.«
Alexandra, der var træt, saldt snart i Søvn, medens
Leontine sad ved hendes Side og spejdede opmcertsomt til
alle Sider. Flere Gange sprang hun op, naar et Firben
pludselig tom srem og legede med sin lange Hale, eller naar
en nysgerrig Fugl ratte Halsen ud sra et nærstaaende Trcex
men da hun tilsidst mærtede, at der ingen Grund var til
Frngt, blev hun endelig rolig og begyndte at slette en Kranz
as de blaa Blomster, hvoras Græsset rnndt om hende var
fuldt. Da shun var scerdig, bsjede hun sig over Spsteren,
og tryttede Kransen sagte ned over hendes Tindinger,hvor
ester hun betragtede hende med inderlig Velbehag; og vir
telig tog den sig meget godt ud om Alexandras Hoved,
hvis blege, cedle Trcet meget sorftønnedes, naar de vare i
suldlommen Ro
Ester et Par Timers Forli-b hørtes Hundebjces i
Stoven, og tort efter kom de tre Jægere srem bag Grenene.
Czernim sremviste slere Vildcender og Vandhøns, som han
og Adalbert havde studt. Casimir derimod bar i Haanden
en stor Stenørn, hois brunrøde Hoved vendte ned og slce
bede langs ad Jorden.
»Hvor ncente du at finde den Fung« sagde Leontine,
ȯrnen er jo Polens Vaabenmaerte, den burde dog sinde
et Fristed i disse Stooe.« — »Der gives jo ogfaa russiske
Ørne«, sagde Czernim, »og en Jceger styder den vilde
Fugl, hvor han sinder den.«
»Den Krans har Leontine bundet«, sagde Alexandra,
der nu var vaagnet og kom med den blaa Kranz i Haan
den. —- ,,Ja«, svatede Leontine, »og her er en endnu, den
stal tilhpre den, sorn paa to Hundrede Stridts Asstand
rammer et Sted midt i Barken paa det Trce derhenne«. —
»Bravo!« raabte Czernim, »lommer, J unge Mennestert
jeg er for gammel til at bejle til Pagernes Kranse, jeg
oil derfor nøjes med at overe Voldgistsmand."
Nu hentede han et Stytte Kul, hvormed han tegnede
et sort Mcrrte i Trceetz derefter afmaalte han Stridtene,
endelig lod han de to Brødre traetle Lod om, hvem der still
de styde forst. Loddet traf paa Adalbert.
Da tom ogfaa Emilie til, og alle tre Damer toge
Plads i Grcesset, medens Czernim ratte Adalbert et ladt
Gevcen Denne tog det og srgtede lcenge, endelig stsd han,
og Kuglen trængte ind i det sorte Mærle ganfte ncer ved
Midten. ,,Godt trusset!« raabte Czernim, ,,han har studt.
som det anstaar en Polat!« Alexandra smilede, Emilie
tlappede i Hundertte, og Leontine stod beredt til at rcelte
ham Kransen.
»Bi lidt!« sagde igen Czernim, «Casimir er en got
Stytte, han tan maafle komme lige saa mer.« Nu traadte
Casimir frem, men han afslog det Gevær, Czernim ratte
hom, greb sit eget, ladede det selv, stillede frg i tilborlig
,Asstand og sigtede tun et Øjeblit, hvorpaa Kuglen hvinede
gennem Lasten. ,,Lad set« raabte Czernim og ilede hen
til Treeet. ,,Trusfet!« raabte han lidt ester, »paa etHaarS
bred, lige i Midtent Kransen er Casimirö.«
Da ertendte ogfaa Adalbert sig for overvunden og tog
»
Sejrherren ded Haanden for at sdre liani den til Leontinez
der stod med Rranfen i Haandcn Hun hie-one den lang
somt og holdt den over Cnsimirg Hoved, men Find-selig be
tcenlte hun sig, trat sin Haand tilbage og reo Kransen i to
Stytker, som hun lod falde for Casimirs Fod med de Ord:
»Den, der drceber de polske Dirne, sinl ikte have nagen
Kraus- af min Haand.«
»Ho! ha! slap det derud!« raakste Czernim, »kom iik
Bords, min Drengl Kvinderne er sulde as Luner og
Griller; fik du ilte Kransen, saa fortjente du den bog,
dermed man san mangen stor Mand trøste sag i denne Ver
den.« — Jinidlertid havde Emilie afrevet en Kvist fuld af
Led, hvilien hnn bøjede i en Kreds, derpaa forenede huct
begge Enderne med en Sløjfe, som hun tog paa sit Btyst,
,,vil ilte Leontine vcere tetfcrrdig, saa vil jeg«, sagde Eini
lie, dermed trytkede hun den ny Kranz paa Casimirs Hos
ved. »Dem, Adalbert, tan jeg ingen Krands give«, sagde
hun, ,,men Kvinderne man tage sig as dem, som Lylkerc
forlader, iom De og saet Dem her hos os!«
Vore Benner vare endnu ikke til Ende med detes
Maaltid, da de atter saa en Munk ncerme sig imellem Tre
erne, og i hvilten de snart genkendte Pater Vincent. Har
git langsomt srem og syntes besvceret as Heden,hans Aasyn
var blegt, hans Slo vare sorslidte, og Vesens Støv be
daellede hans lange Kande.
Alexandre, Leontine og selv Emilie rejste sig, da han«
nærmede sig, og de bade ham tage Plads hos sig. ,,Gerne«,
svcirede han, ,,dog ian jeg ikle blive længe, jeg har vandret
over Heden og gennem Skoven, jeg hat fulgt Sporene af
Deres Begn, jeg spurgte mig for hos de Møoende, paa det
jeq kunde finde Dem.« — «Nn, saa scet dig ned og spis og
drit, ærvcerdige Fader!« sagde Czernirn. — ,,Jeg ønsker
Jntet for mig selv«, soarede Munken, »men der bor en
Kvinde paa Heden, nær ved Deres cget Slot, det er for
hendes Styld, jeg kommer.« —- ,,Hvad trcenger da hukr
til?« spurgte Emilic. —- ,,Hendes Nød er snart sorbi«, spa
rede Munken, »thi hun lever nceppe mange Dage; men to
blege Børn staa ved hendesz Leje og smægte efter jordisk
Ncering, efter en ringe Del af de Smuler, der falde fra den
Riges Bord«
«Nccppe vare disse er udtalte, sørend de tre Damer
kappedes om at forsyne Broder Vincent ined Alt, hvad
de kunde undvcere· »Not, nol, mine Venner!« sagde hatt
endelig, »Gud Vil gengcelde den, der lindrer sine Brødress
Nød.«
»Kan hnn ilte bruge Penge?« spurgte Casimir og
kastede et Guldstylle paa Bordet. Dette var et Vint, sont
Alle fulgte, og en lille Sum Penge blev bunden samt-nett
i et Tørtlcede og overleveret til Munken; kun Czernim satt
ganske rolig og ytrede ingen Lyst til at give det Mindste.
»Er De da den eneste, hvis Hierte er tillutket for den
Ulnlkelige?« spurgte Alexandrm og Alle san forundredcs
paa ham. — »Ja, mit Hierte er tillukket, o; jeg gioer ikker
en halv Stilling,« sagde Czerniin. —- ,,Oderst Czerninr
maa handle, som han vil«, sagde Munken, »ng tender jeg
ham vel og ved, at han itle er saa haardhjertet, sont han
nu giver sig ud sor, Gud ved af hvillen Grund.« —- »Ja
vist er jeg haardhjertet«, svarede Czernim, ,,jeg har nok at
sorge for i mit eget Orts, og min Tiltro er saa tidt blevem
misbrugt, at den har sorandret sig til Tviol og Vantro.««
—- »Ja«, sagde Alexandra, ,,kunde du lcege dette tvivlende
Hierte, cervcerdige Faderi da Vilde du« maaske fuldbringe
en Gerning, ligesaa god som den at understøtte en Ulykles
lig.« — »Hvo tan læge et vantro Hierte2« svarede Man
len, ,,hvo kan stcenle Tvivlen Tro? Hvis de Døde gik
srem af Graven og præditede, vilde han da iike i sin Sie-l
finde en Udvej for at nægte, hvad han saa og hørte? Bilde
han ilte sige: »Mit Syn var sorvildet, min Hierne sor
virret, og jeg drømte lysvaagen2« Og hvis han horte de
himmelste Hærslarer synge, vilde han da ilke sige: »Dettes
er en Sygdom i mit Øre, jeg vil hente en Læge, som stal
sordrive den?« Ja, hvis den Evige ser strev sit Navn med
glimrende Zisfre pna Himlen, vilde han da itke sige: »Dek
te er et Tilfælde, en seelsom Grille as Elementerne, et be
synderligt Sammenstød af Luftsyn, derfor agter jeg itle
derpaa.«
»Naturligvis«, svarede Czernim, ,,boad Andet stal
den, der ingen Svcermer er, ved saadan Lejlighed sige?«
Munten svarede intet hertil, men sad en Stand gansie
stille. —- ,,Naar du igen tommer fra den syge Kvinde, vil
du da ikle tote med os, cerværdige Fader?« sagde Alexan
der; »thi det tænker jeg da, at Oberst Ezernim tillader.«'
— Nei, min Datter! jeg kører aldrig.« — ,,Det er bog
besvcerligt at vandre i denne Solhede paa Sletten, ow.
der er nu liden Slygge paa Veien.« — »Min Heere vg;
Mester vandrede inange Veje, der Var hedere og besvcer
ligere end denne«, svarede Munken. —- ,,Naar ses vi igean
spurgte Alexandra. — »Kom til Krakan om to Dage, da
stulle J se mig ved Solnedgang i Kosciuszlos Eapel«, staa
rede Munlen og stod op, men Alexandra talte hemmelig ei«
Par Ord med Leontine. Begge ncermede sig derpaa til
Munien og greb hans Klædebom som de ins-sede, men han
gjorde Korsets Tegn over der-es Pander og Bryst, velsig-.
nede dem og gil. ·
Adalbert vidfte denne Gang aldeles itle, hvad han
skulde tcenle om sin Onlels O-psørsel, thi han tunde ille
paa nogen Maade sorene den Ligegyldighed, han her lang
for Tagen, med den Jver, han forhen havde vist for der-.
gamle Folkesanger. Ja ille blot sildalberh men ogsaa
Casimir syntes denne Gang misfotnøjei. »Den, der ikle
lendte dig bedte«, sagde han endelig, ,,tnaatte io tro, at ders
HGamle havde smittet dig med sin fordømte Gertighed.«««
—- ,,Naar du bliver saa gammel som han«, svarede Cza-·
nim, «da vil du vel ogsaa meerte, at Penge duer til Andet
end at taste hen i Vejr og Vind.« — »Nei, veo alle Helgene,
det vil jeg ille«, svarede Casimir.
sPaa Hjemvejen spurgte Adalbert, hvor den blinde
Harpespiller var bleven af, og ersarede, at han for setz
Dage siden tilligemed sin Dattet havde sorladt Czernimk
Slot og var vandret mod Sydeu.
Kost efter soteslog Alexandra, naar den store Fest vat
iforbi. at sotetage en Reise til Kratau, hvor hendes Bro
der Bonaventura boede. Dette fandt Bistand hoö Alle,
thi Emilie Instede at bei-ge sin Veninde Fru Tarni-eh
Casimir vilde des-ge Major Zeltnet, og Adalbert havde alt
oste ytret Ømstet om at se Kralau tgen, hvorsra Czetnims s
Gods ikte laa loengere end site Mil. .
Gauen-ej