Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 11, 1903)
Des shallße Kunde sum Tiefe-. Livsskildcing fra Reformationstiden M H. F. Evan. PL-. « — J Tredie Bog. se-— (Foktfat.) Dei endte da med, at hun bluedes over fig felv, af bad i en brennende Bøn til Guds Moder sin syndige Evan Ped og den« Lnnksnhpd, d» hande spiwt en hel Maaned as hendes Forberedelsestiv. Da Stoven var fuldt udspruns gen, og Folmet Ruv fah miåtrøstig paa sin Borg Og lyt: tede til Gøgens spottenbe Toner, flvjtede Margaret atter ind i fm Celle, mere død i sit Hierte for Kærlighed og Livets Lyst end fer. Hun aflagde for Guds Moder-J Alter et helligt Løfte, at intet mere siulde rokte hendes Tro og at, om saa Tjæveten felo isprte sig en Engels Skittelfe for at Friste hcnde til Frafald, vilde hun staa imod og vise sig trofaft Fjerdc Bog. Farste Kapitel. Ny Rund Et Aar er henrundet, og Midsommersolen taster atter frn Gl aan :-oer Tanmarts gronne Zkooe, blintende Soer vg biaa Euer e. As den moderlige Jord er fremvceldet Blomster, Grces og Korn, hoor der er saaet noget, og hdor zikte Rntxere cg Landslnægte have nedtrampet det, der er fremsdirei. Borgertrigen raser fremdeleg, men den nd .valgte Konzje bar gjort mtegtige Fremstridi. Han ligger riu med sin Hær for Kobenshavm hdor det blodige Dramas jidsste Handling er begyndt. Dagen ncermer fig, da han stal trykte Toillingerigernes Dobbeltlrone sast paa sit Hoded og derester strite til ten store Gernina, Gud har givet ham at Abs-re her i Verren. Dette lyttedes hans klare Tante og feste Villie saa gebt, at det med Sandhed er sagt-M at han har henstillet et Viert, der priser sin Mester. Uagtet Krigen havde draget sig endnu lcengere bort sra Jyllant, tdngede dog dens Bnrder haardt paa Provin sen, og der ait en stcert Gæring gennem Sjælene, idet de med Spænding asoentede det enoelige Udfald Tilstanden var lovløå not, mens Krigen stod paa; Adelsinanden rege tede efter eget Tritte Bonden fandt sig hist og her tun knur tende i at bære Aaget. Landevejsrøverne holdt til i Sto rene og hævete deres Tribut as de vejfarende, saa at Ran ng Drab kste ferefcldt og git upaatalte h«en. Kirtens Tjenere stceldede i deres Hierter ved at tcente paa, hvad der dilde komme, naar Kong Kristjern sørst sad i Scedei. J Bnerne maatte de holde sig stille og stjule deres qdarin-e og Ængstelse; thi der var ncesten overalt Messe og Bigilier ned lag:e, og lutherske Prceditere tordnede i Følelse as den Sejr, Der ncermede fig, med stadig større Dristighed mod Paden og »den babylonifte Hore«. Rom. Paa Landet Lderimiod havde Papisterne friere Spil og tunde give deres Vierter Luft. Ved Mos Soens Bredder tonede Kloster jlokkerne og Muntes og Nonners Kot-fange Dag og Nat, de rigt smyttede Helgendilleder bares i Processiom og Al tnuen tilbad Letn tncelende. Kunde Banner, Messer, Sang .og Røgofre have frclst den tatolste Kiste i Danmarl, oilde pldette dcere stet. Kun i Bis-sing Kloster glentte man stundom den overhcen sgende Fare as Joer for at vinde en Sjæl og formere Klo sterets Gans-. Efier lang Tids Siilhed, under hdilken Margarets papististe Jver var bleven stottet af Broder Am brosius og opilfldnet at Vigand, tom der paa ny svcere An v·fcegtels·eic til hende. Den endelige, slæbnesvangre Udgang paa Kampen ncermede sig ogsaa for hende — Kampen smellem missorstaaet Fromhed, Fanatisme og Ondstab paa den ene Side, Sandhed, Dyd og Livets berettigede Krav paa den anden. Det rat i det smaa den samme Strid, som der i det store udsægtedes i hele Foltet; men tun i dybe, alvorlige Sjcele, sorn Margaret og hendes Lise, asspejlede Fig Kampens inderste, aandelige Besen. Sau fotblindei var hun dog nu bleven, at hverten Sandhed eller Fornuft mere magtede noget over hende. Hun vilde have vedbleoen rat Vandre i Motte, hvis itke hendes Lids onde Aand til scdst statt haode redet Slsret sra hendes Øjne. Hendes tBenner vare dog i Nin-heben og dem ville vi opssge i den 'Aftrog, hoor de sor hendes Styld havde scestet Bo. En god Mil sra Vissing, ved en Bugt as Jul SI og Tige over for Himmelbjærget eller Rollen, som Bjærget al mindelig kaldtes, laa chers Mslle ved sin blanke Wolle ’dam, orntrent ligesonr nu, dog endnu trettere omgiven as Tfrodige Ege og Elle. Det var en tlar Midsommerasten;« Lben syntende Sol lod sine Straaler spille paa Dammen, W Trætoppene, paa Jul Siens krnsede Vover og bag III og hen ad Batkeaasens stovtlædte Sider. Selve Kol - sie-es de ved dens Fod liggende Lhnghsje viste sig i As Yteispet mxd blose Davids sotn vare de illædte brunt - " MI Paa en lille Print hinsides MIlledammen, i Ly as teile Hutte og med den stsnne Udsigt til Damme-n, den as W oderstyggede Mille og den storslacede Baggrund, Irr-ne danne, sad Folmer Rud og Knud Mogensen. w date ifsrte grove Badmelö Kosten saa at de i det »Ist tlle adstilte sig sra Omegnens Binde-e Folmer sad - Mut-ten i Grublen og saa ned for sig med et msrtt Blit,! W Mine derimod var lys og munter som den klare " dont scade Mit snlgte en ung Kvinsdg som sea nde en Seel-alle med en Lande — seine, soni boldt det samtnen, saa its-an en Brystdag, hvis Finlied ille ganfte idarede til Klædningens Simpell)ed. Tet rede Stint faldt i svckre Folder can hendes runde Hof ter, og et aldent Baelte med et simpelt Spcende omsluttede den smaslre Midje. Den slære Ansigtsfarve og Heendernes Hoidhed sammensdor sig med Brystdugen og vidnede mod Klædedragten og de plumpe Sto. Dog teods bis-se git han let og naerntede sia hurtigt. Nu kunde Knad se det sicelrnfte Blil i hendes blaa Øjne og Smilehullerne i hen des Kinder — dobbelt sicelrnsk var Jde Nielsdatter at se til na, da den sorte Flole Hae sad tcet om hendes Hoved og ind fattede hendes Ansith ssne Runding i en Ramme. Det var saa langt fra, at Knad græmmede sig over, at hendes iige, ghldne Haar fuldstandtg dakkcdes nf Quem thi denne var Teanet paa Jdes nn Stand og mindede om, at na var hun Knud Mogensens Hustru. Da hun haode naaet Mændene og varsomt satte Bat ten sra sig i Græsfet, drog Knad hende til sig og gad hende et hierteligt Kys til Tal for hendes Gang. Saa stantede han i Krusene, og da Folmer vintede afværgende med Hann den og tiltendegav hende, at dritte, saa tredensede han det ene Krug sor sin Husbond og spargte hvistendeJ »Mindes da hin Tag paa Vingegaard ?« ,,En god, lnttelig Stand var den for mig!« svarede Knad med det fulde Bceger i Haanden, ,,dog itte for dig, saa Vift sont jeg hidtil tun hat ednet at bhde min Hustru ringe Knar· ; »Drit, Knud!« svarede Jde og lo, ,,t·lvnt det fryderf mig. at du endnu som hin Dag, glenimer Kruset over mig.ä Ringe Knar!« vedblev hun, og hendes Line fantlede, ,,at,i Knab, jeg stander itle efter Højhed, og vi have været lntleJ lige over al Maade her i dette Stle hos Per Korne og hans Hastra, lntsalige netvp paa Grund as Ringheden og Ube mærketheden, som har tilladt os at leoe helt for hinanden. th, tunde di blive her til evig Tid!« »Tet er Kvindesnat!« sagde Knnd og rnftede paa Ho vedet. »Da vilde tiliidst blive led ved din Hasbonlz slalde han altid lege Evend hos en assel Moller og dølge fig i Vadmels Kofte.« »Wer Korne er itte assel«, sagde Folmer og bævede pludselig Hovedet, ,,tværtimod er han en velstaaende Mand og al Agtelse verd. Tal ille saa tingeagtende om ham!« »Tilgiv mig, eders Naade!« svarede Anud Meinte faldt, »jeg mente, at eders Tanlet Vare langt herfra, og jeg glernte da, at Per Korneg Fadet fotdain var en af eders Faderss vordnede. Nu, IolmerN vedhlev han med Alvot, ,,det paarninder mig om, at di ftylder dig det venlige Herberge, min ange Hastta synes saa godt om; Vi have noest Herren, ene dia at talte for, at vi, Jde og jeg, ere samtnen i Fred og Glatze Lad oI na dritte et Tallebceger Jde, til Ære for vor Lyttes Einber, Folmer Hansen af Ætten Rud, om vi inalig lunne saa et Smil paa hans al vorsfalde Aainn!« »Det got jeg hiertensgerne«, saade Jde og dral, me dens hendes Ljne faa smilende over Bergerei. »Na hvad«, sagde Folmer med et chil, der saldt tangsindigt not ad. «Knad er sm egen Lytles Mester; han voldførte jo sin Brud, som Ridder Samsing. orn hvetn vi nys sang.«· ,,Saaledes steie det!« adbrød Knnd og nynnede derpaa folgende Vers af Vifen om Samsing, soin tjente i Kongenå Gaard og dortførte hans Sie-ster: « Jeg ivobie hende i min Kappe blau og leited hende paa nein Nanger grau. Jeg satte hende pan min got-e Heft og iøkte hende hieni, iom jeg Lande bei-it —« og dabbelt dyrebar er hun inig derfer!« »Da Jde sagde som liden Kirsten« , fortsatte Folmer: »Ein gerne jeg det gjorde, via jeg for min Brodet turde!«' »Ist er min Sorg og mit Sat«, sagde Jde rpdxnende, ,,at det maatte komme saaledes!« »Jeg vilde ille andvcere den Stand for meget godt, Jde!« adbrsd Kund-, »du da steg i Sabelen hos mig og flog dine Arme om min Hals.« »Vi voldte Barbara Jotutnsdatter stor Sorg derved«, sagde Jde spcth ,,Ja!« udbrsd Knab, »se, der er et adelt Hierte i ufri Jomfras Barml Hun laante es Hus og handlede mod os som nwd en Sester og Broder.« s ,,Det er godt, Knadt« sagde Jde og ttaede ined Fin Jgeren, ,,at hun sidder saa langt herfra t Viborrig!« ! »J gantes«, sagde Folmer med Alvor, »og mindes alt aden den Forsmædelse, som timedeg eder, da J bleve vie de —- en ful, papistisi Vielse med Messe og Smrelse var det Jo.« ; »Sig ille det endna en Gang, Foltner!« udbrsd Jde heftig; »faldgod og gyldig var den« Den tande da heller itke sie paa anden Bis eller andensteds end i Vissing, og Abbed Thomas er en renlivet Mand, paa hvis Ære ingen Yhidtil satte Mil. Allerstdst, det jeg ved, tot J vtage Bra idepigem da det var Margaret Mogensdatter, der — »Na na, Jdel« faldt Falkner ind, «bliv tlte faa hed!« «Til Tegn paa, at jeg itle er hed«, sparede Ide, »lad mtg da fuldfsre min Tale og tilfsjn det blev ltge gpdt en arm Brudefeertx saasom to sattelte-L Kristof og J, Fol mer, og endnu flere, hvem mit hjette hat Leer.« »Al, Jde!« adbrsd Falkner, »hvad bliver vor Stadtg hev i Troen til, naar det gelber? Da jeg red med Knab og eder tnd paa KelltnghtL vg Both stældte mig ud for en Minder-lieh fordt hun tcnlte, det var Margaret, jeg fette hieni, Insiede jeg i rnit Vierte, at det havde vieret saaledes, havde end den argeste M ttjet vore beendet samnien.« »G-: det «saa!« sagt-e Anat-, »det er nu et ringe Bode ftylle, at rtve en Jomfru af et Kloster! hveni vil agte der paa, otn Nonnerne og Mantene streg af Harme, saa det tnnde htres over hele Litan Stiere prespil var Jdes Fliegt need mig fra Holmegaard. Uden dis, Falkner, som m vor gpde Dagttngsmandsh bog Keistvsser, vilde det flnttelig ver-re gaset ps ildr. « solt-set zeitlebe, thl han maatte give Knab Ret. Fol mert og Kristosseri lange pg trofafte Venstab havde mer fasset en breit Ende over nenne Sag. Foliner havde first syst ct sue-Ue ßn M tll Rette need Densyn til Qrodeeens i «) Heile-, Itthtmcub. Drab og scerlig fremhcedet, at Thomas fra sprst as havde1 tirret og udaestet Knud Dernæst hovde han paa Knudes Vegne folt sig for med Hensyn til Ide. Uagtet Kristosseisp i Forstningen havde ndtalt sig lemfceldig, mærtede han ille saa snart, at Knuds Ha endnu stod til hans Mondling, fori Piben sit en anden Lyd. Folmer indsaa, at her dar inteis at udrette med det gode. Han havoe da ladet Kristoffers vide, at Knud næppe dar bange sor at bortssre Jde; mens deroni lod Kristosser haant og mente, at det stulde han let» forebygge. Denne Samtale sandt Sted i Julen paa Vol-I megaard, og det var Kristossers Agt, naar han atter drog i Leding, at sore Jde med sig til Sjcelland og bringe hende tili en as fine Frcender. Forinden det blev sat i Verl, hentede Kund Frtalen as Baker Kristofser var da ilet efter dem, men han red en sejl Vej til Kellinghøl, hvor han havde ment at oderraste dem. Han traf tun Foliner, fotn lige ved et Bud dar blevet underrettet om, at Bielsen havde sundet Sied, oa at det nygifte Par var paa Besen vp til ham. Hanhaode svaret nied at tilsige Knnd og Jde Husln og Vcern paa sin Borg. Da Kristosser horte dette« bleo han vred, og saa hidsigt faldt Ordene, at han paa et hiengende Haar Var lonnnet til at inaale Klinge med sin celdste og bed ste Ven. Tet var dog omsider lyktcdes Folmer at dætnpe den cerlige Kriftossers retscerdige Brede. Kristosser bsjede sig for det Argument, at Ulvtten nn engang var flet og itle stod til at andre, oa at han ved at sorsolge den Sag for Reiten lun bragte Ulnlte over to Mennesler, der dog begge i Grunden vare gode og retsindiae og intet hellere on sledc end at forlige sig med hani. Folnier maatte gaa i Borgen sor, at Rnud vilde holde sig rolig og itle gore For dring paa sin Hastrus Fortune soin Kristosfer agtede at tilbaaeholde og itte stippe af Hænde, sørend Knud havde paadift sin asgte Fodsel eller i det mindste slasset sig en Stil ling, hoorved han gjorde sig vcerdig til Agtelse og Tillid Folmer sad nu og tæntte over alt det, han havde gen neingaaet med sin Ven Kristosser sor Margarets Broders Stle. Han maatte indromme, at den hele Sag havde op taget hans Tanler paa en gavnlig Maade og holdi ham opde daa en Tid, da han var ncer ved at butte under for haablos Tungsind, lkaesom ogsaa det lhltelige, unge Pars Selslab havdc dcrret hans eneste Trost. Der var da ingen Bittershed mvd Knud og Jde i hans Hierte, men snarere Tatnemmelighed, og han sagde dersor med et let Spor af sit gamle Lune: »Du vil, Knuo at jeg stal folge dit glorværdige Els empel og voldsore min Hiertenstcer, og du tænter itle paa, at jeg er gaaet i Bergen sor dig. En smut Borgen den, hat«-de jcg itte storre Sindighed end du og ovede Hærvcert mod et Nonnellosteri Tu sejler storlig i at tcente, at den Sag vilde gaa upsaaagtet l)en, naar Fejden er til Ende oa Loven atter ded Magi. Dog hel vrieslos bliver alTale derom, naar di tcente paa, at Margaret itte vil soin jeg. Bilde du haoe fort Jde sra Holmegaard imod hendes Villic Ost Hu?« - »Ved min Helgen nej!« svarede Knab. »Eer vi det!« sagde Folmer. »Dog tilstaar jeg, at den Ventepine blioer mig droj og over al Maade lang. Jeg sprcetter as Hat-me oed at tcenle paa, hvad den sule Sorte hroder Dag ud og Dag ind hvister Margaret i Øret, vg jeg snsker om Broder Ambrosius, er han end saa renlivet og hellig som Engelen Gabriel: gio den sorftotlede Klerl sad i Roth« Idet Folnier sagde dette, rasleke Buslenes Grene, og Ambrosius selv stod sor dein i sin hoidgraa Kutte. Han havede Haanden, som for at give stn Velsignelse, men da han blev var, hvem han havde for sig, scenkede han den atter. Folmer hadde sor ilte lange siden opsogt ham i Øm Kloster og irettesat han1, at han lottede Margaret til at tage Zloret, og at han holdt sin Haand over en saa tvetydig Person som Sortehroder Vigand. Det havde voldet en bitter Ordstrid, og Folnier var gaaet bort i Vrede. »Saa sor da Broder Viaand ilte med Usandhed, Folmer Hansen!« sagde Ambrosius med et strengt Blit, »da han svor paa, at J endnu sneg eder om her paa Egnen·« »Nn,« svarede Folmer med et toldt Smil, ,,og jeg tot vel gaa paa Guds grsnne Jord, om rnig lyster fremde les at dveele her og lære Per Korne den Kunst as at sigte sit Korn. Det gor ingen saa vel som Klostertjenere.« «Tag Plads, cervcerdige Iader!« bad Jde venlig, »og smag en Slurt Ol! J hat gaaet langt og er varm.« »Jeg tatler, Jde Nielsdatter!« svarede Ambrosius og lsstede Haanden asvcergende, »jeg torster ikte. Sig mig nu eet,« vedblev han usormildet, idet han atter vendte sig til Folmer, «er det Sandhed, at J sorgangen Rat var i Vissing og talte nied Jomsru Margaret ved hendes Cel legitter?« ,,«"tol paa, at jeg var der. Det tsr vel blive en Sag mellemJomsruen og mig.« »Aus miseticorde nostrutn!« udhrod Broder Ambro sius og flog Kors for fig. »O, disse Tiders store og aga delige Fræthedl En sti, redel Mand as bersmmelig Æt bryder ved Nattetide ind i et Klosters Helligdom og taler bekom, som var det as sorlotte en dhdig og sront Ung stster en uslhldig Gerningt Nu vide vi. hvorsor Jornsru Margaret negtede at tage Slsret og Instede yderligere hen"stand.« »Ja, Gud have Lov!« sagde Folmer og mtdte Mun tens irettesættende Blit kalt. »Jeg sravristede hende det Lsste til hendeö Sjælö Frelse, at hun vilde asvente denne Fejdes Udgang, soni er mer, og hvad Standpunkt hans Rande, vor udvalgte Konse. monne tage til disse Forder velsens Vater, J talder hellige Klostre. Se J til, Fader Ambrosius, hvor de hlive as, og hvad Ende det vil tage med Kutternel De steengede Poete, haaber jeg til herren, vtlle aabne·sig, Nonnerne tunne da gaa nd, om de ville, og Meendene gaa derind sor at hente sig en Brud. Dog er det itle her den strengede Port, ilte heller Klostermurem som holder min Viertenslar fast, men hendes egen as edet og den Stall Vigand troldgjorte Villie.« «Nu«, svarede Broder Ambrosiue, bleg as Dame, »Murene og Portene ere gode mod Freelle Minder-trete Vid ogsaa, at til bedre Trhghed er der fra hin Rat as, da J listede eder ind i Klosteret som en Tho, stadig god Bagt og lsse hunde i Klosterets Gaard.« »Meine J dermed," spurgte Kund durft, »at srt Bott gang fra Kloster-et er min Stster sorbudt?« »Jeg mener det, jeg sagde,« svarede Broder Ambro sius og lagde Armene over Kors, idet han saa Knud fast i Øjnenr. ,,Endnu er Kirten ilte saa vanmcegtig, at den itte stulde edne at værge dein, der srivillig soge Fred vg LZteerin inod den onde Verden i dens Sind. Dei oil ille gaa saa let her, Knud Mogensen, som da J lsb af Donne gaard ined Jde Nielsdatter, ved Guds hellige Moder, nej!«« ,,Det lyder stortt« sagde Folmer og lo; ,,dog stal J nu vide, at itle den Vagt, ilte heller de løse Hunde, men tun Jomsru Margarets egen sri Villie steerrner hende. Jtle Brætjærn eller Tang, men mit rede Guid aabnede hin Nat Klosterets Portlaage sor mig, og jeg vilde, hviö det tunde fremme min Sag, lage mig paa at lobe eders Vagt og hele del hellige Spiterlav dertil, vilde jeg lade en Bon degaard eller to springe.« »Ugudelige, frcette Mand, J ert« udbrød Ambrosius harmsuld. »J farer der med Lean! Vi tende den Tale om Muntes og Nonners Gerrighed Ja andre Udyder. Dog talte J ogsaa Sandhed, er da den, snm lebet en Sjæl til at svigte sin Herre, bedre end den, som lader sig lede? Drister J eder til at sige, at de lutherste Kettetes Leonet stulde viere renere end de staltels sorhaanede og trcengte Muntes? Har Mord, Nov,- Storlevnet ag Druttcnstab regeret vasrre i dette Land end nu i Frasaldets Tage blandt Kertterne?« «Nu, Inder Ambrosius,« svarede Falkner-, siadig hol dende Fatningen, »jeg talte itte oin Muntenes og Wonner nes Storlevnet, men det gjorde J. Jeg undlod det, fordi jeg agtede Dyden selv hos en Papist, og jeg mener, at J, ligesom jeg, er en retstassen Dannemand med gode Siedet Dog et J starblind oa evner itte meke at stelne hvidt sra fort. Sig mig nu, vilde det i eders Øjne være en Sand at lobe en Streiter sor at sri en, J havde terr, fra Kætteriets SnarerZ Bette bar jeg aiort, tun omvendt, ester min Samoittiglxsed, som i dette Stytle er eders gansle modsat. Jeg haaber, der snart slal salde os ttættere og eder Papi ster en Gudsdom iinellen1, soin stal dife eder, paa hvad Side den Alineegtige staat.« »Ja saa!« udbrød Ambrosius, »J, der er saa vel staaren for Tunaebaandei, vil vist uden Messe edne at gøre mig tlog paa, as hvad Aarfag Vorherre stulde stnrte sin egen Kirte i GrusZ En Gudsdoml J er, ved min Helgen, en sisn Profet at sortynde Herrens Strassedommet Op lad nu eders gistige Mund og lad Edder slyde ud as den, for at jeg ret lan siønne ederg syndige, vantro Vierte-Z Sorthed og afmale det sor den dydige og rettroende Jam fru, J sorrnaster eder til at esterstrcebe, hende til hderligere Addarsel mod eder og til endelig Styrtelfe i hendes from me Forscettert« »Ved min Frelser!« sor Folmer op oa stillede sig soran Anibrcsius med viedeanistrende Ljne, »J stal itle gaa hersra uden Svar, og give Gud, J vilde raabe det i Margaret LIJiogenSdatters Øxen Gud Herren ledes ved eder og eders Kitte, fordi eders asgudiste Helgentilbedelfe er ham en Forncermelse on Vederstyggelighed, eders Af ladghandel i hans Ljne tun Tilstnndelse til at synde, eders fule Pades og vanvittige Priesters llsejlbarlighed for mastelig Anmasselse as den samme Guds heilige Egert staber. Sdar nu derpaa, om J lan!« »Na vcere det nol!« sagde Knud og rejste sig. Ved min Helgen, ti Sdærdhua ramme mindre shdast esnd ederg giftige Ord, der stille som Vier og lade Brodden Blide.« Broder Ambrosius scod et Lieblil maallvs over Folmerg Anfald, sont ramte Sagens Kerne mer en Nøjagtighed, han itte hadte ventet sig as en Lckgmand. Da Svaret tom, bled det tun en Fordandelse. Han havde dog ncrppe frem scrt de sprite Ord — sorbandet verre! for Jde lagde sin bløde Haand paa hans Mund og sagde: »O, ærværdige Fadert sniit itle eders Lieber med slige ugudelige, haarde Vandsord, som J siden bitterlig vil angre.« Broder Ambrosius rev hendes Haand bori og sagde: »Jlle det, Kvinde, men lad Heevnen viere Herrens! Han stcente os Taalmodighed i disse Trængselstiderl Dog tonimer trodg alle voke Bonner den Stund, som er Dick velens. Stal Kalten syldes, nødes di at tpmine den beste Drit, og maa det ste, som den Kelter med satanist Gliede spaar, at eders tættersle Hering oil brnde Klostrenes Fred og paanøde os ny Stit og ny Focandring, da vil jeg itte lcenger lpise mit Brod i dette Land, men bryde op og dan dre til den heilige Fader sor at lcegge mine Ben i Roml«« Da Ambrosius havde sagt dette, vendte han sig brai og git bott need hastige Stridt. As og til slog han ud med Haanden, sorn om han endnu sor sig selv gav sin Harme Luft. De andre saa ester ham i Tavshed, indtil Foliner udbrod: »Na er vor Fred her i Møllen til Endel Jeg maatte tende de Munle slet, loni her itte sra nu as hder Dag en Spejoer sor at udfriile Per Korne om vor Guten og Laden og taelle vore Svende og beste, snari en gammel Karling, saa et Bat-n og saa en Klostersoend!« «Nu,« sagde Jde, ,,sor den Sags Styld hat alt gamle Mart været her.« «Saa J vcerre Heis, Jde, en den rynlede, gamle Mind?« udbrtd Folmer harmsuld. »Ti! hende loher nu Margaret, og hun stger Klosteret og er Abbedisse Marines hpjre Haand Din veene, dydsulde Seiten Knud, og saa hin rhggeslsse Kvindel Tænt dig diöse to sammen og i god Forstaaelset Mit hierte trymper sig sammen, naar jeg sorestiller mig det.« »Nun eet Read, Folmer,« sdarede Knud, »har jeg at give dig, men du har alt sortasiet det·« »Nu,« sagde Jde til Folniee, »eengst eder ille saaledeö over al Msaade sor Margarett hun bjergee sig not, thi hun ejer et hsjt Sind og et fast Mod· Tyttedes hun eder forandret, da J var has hendei J hat sortalt os saa lidt oni den Nattefart til Klosterei. Bi sit nhs lidt mere at oide, da J blev hed og steendteö med Feder Ambrosius. Sig oö nu, hvorledes det git til!« «Saamænd, Jde,« sagde Falkner ester et Oseblits Grublen. »Bei et bedst, at J og Knud teenter paa nh Raad Ferst er der den gainle Portsoster Beneditte, hun er til sals til enhver Tib. Din Beut ee en snu Karl, Knudt Da han forgangen Dag git til Margaret med det Breo fra Ide, gav jeg shain i Kommission at tsbe Beneditte, og han stilte sig oel vertra. For en Rosenobel blev hun min og vil stlge mig, gtt Farten ned ned i heloede.« »Nu,« udbrsd den husholdertste Ide, ,,J tlattee itte med Glitt-eh Folmerl« · « (Fortscttei.) »Op-— ---.-·«-.. . « -...· - « ...·...-J-.