Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 8, 1903)
Den s iolsie Jioinite nun Tiefe Livisskildring fra Resormativnsttden M H. F. Ewald. J Tredie Bog. sei-. (Fortsat.) »Ved Guds Meter, hvis Navn vi nhs lovpriste,« sang Abbedissen idet hendes fyldige Aashn blitsfede af Vrede, ,,jea har aldrig set større Formasteliabed end denne! Ylt træde op for Guds heilige Alter og talde en dydig Klo sterjomfru ud til et Elstovsmpdr. Folmer Hans-en! slal ille Riesens Forbandelse ramme eder, saa fjern eder paa Stand!« »Nu, cervaerdige Moder!« svarede Folrner loldsindig, »s:od det til eder og eders Lise, vilde jeg for lange srden viere overgiven i chevelens Vold. Dog, endnu er min Haand itte visnet; mit Hierte er frist, og min Sjcel lover Gud!« »Her, hville frcelte, formastelige Ord!« udbrød Vi gand og flog Kors for fig, og Nonnerne gjorde ligesaa. ,,Jeg valgte Timen og Mcaden med Villie,« ded blev Falkner uden at agte paa Vigand, ,,da jeg ved, at hdig jeg var tomme«c bedende og shavde danlet paa Port laagen, vilde J have ladet den smætte i for min Ncese, rg ret vilde da have lostet mine Svende Ilmage at slaa den ind. Nu sare vi med Lempel Jeg er af den Mening, at Jomfru Margrete Mogensdatter itte har indgivet sig fom Bester i dette Kloster, og at det staar hende frit for at aaa on tomnie, foni hende selv lyster. Lad nu Jomfruen ielo tale og give Som, om hun under mig den Samtale, jeg øniter! Margaret, ncrvn mig Tid og Sied! Du vil riitnot itte ncrate mig nogle Lieblilleg Samtale i Entmu? Tereiter stal jea draae dort, som jeig tom, med Fred.« Nonne-me hadde imidlertid slaaet Krebs om Mar garet, da Viaand raubte iil hende: »Ein aldrig den Kastter Gehor! Heller ilte indbild eder,« oedblev han, idet han rendte sia mod Folmer, »at di ere uden Fcrfvar i dette itloiter. Vi have haandfaste Karle, der ret stratg stulle tafte edcr nd, aaar J itle gov villig.« »Blaese med eders haandfaste Karle!« raabte Knab. »Steine-senden oa stottedrenae, ened dem tan J lyse Born. Nu ti tverr og lad min Spiter tale!'« Adbediste Mariae begyndte at fole Istng Hun terntte, at Folmer Rud itle vilde have vodet iig hid uden wand stærtt Folge af veebnede Evende, mod hville Klostereis Lægbrodre og Tyendelarle ille vilde lunne lage det op. Hure brød da den Krebs, Nonnerne haode slaaet om Mar garet, og fette hende frem. »Vi lheire da nu Jonifruen selo! Er du til Sinds, nein Datter, at opfylde Folmer Hansens Begæring?« »Ja!« svarede Margaret med et biegt Aasyn, men med fuldlomnien Fatning og rolig Stemmr. ,,Gaa nu lige til Forhallen, Folmer Haner! J vil straks finde rnig der ved Talegitteret!« ,,Saa vare det!« iagde Abbedissen, ,,og saaledes er det ssnimeligt og eet«. Nonnerne forlod nu Kirlen, og Margaret git midt iblandt dem uden at se tilbage. Folmer fulgte hende med Øjnene, indtil den sidste Flig as hendes hvide Aleedning var forsvunden dag Alieret. Saa git han need Kund, der sagde: »Gaa nu, Folnier, og gar det lort af! Jeg vil gaa udensor og blive ved Svendene.« «Vil du ille have din Spiter i Tale,« spurgte Folmer, »og ille lysse din Moders Haand? Jeg blev hende ilte var i Kirten.« »Von ingen Maade!« svarede Knud markt. »De ere nu intet for mig, forgjorte begge! Og du vil, Folmer, drage hersra med usorrettet Sag; det laeste jeg i Margarets Øjnr. Ithun er fast-ere, end du teenter.« »Nu, derfor raader Gud Herren!« svarede Folmer og gil til Talestuen, en lille, hvcelvet Forhal, afdelt ved et Trastillerum. Stratö efter hans Jndtrædelse aabnede en Slodde sig, og bag et Jærntraadsgittet viste sig Mar garets hvidtleedte Slitlelse og blege Aasyn. Folmer fplte sig greben af dle Sindsrøre, da han nu var den elstede Stillelse saa nat og dog stilt fra den. Dog om ogsaa Gitteret havde vceret dorte, vilde han itle have eørt Fligen af hendes KjorteL en saadan jomfruelig Sjeelörenhed og Ustyld tronede paa hendes Bande, og saa blid en Fromhed udstraalede nu hendes Blit. Han stir tede paa hende stunr og med syntende Mod, indtil hun talte. En flygtig dime paa hendes Aasyn og hendes Stemmes Usitlerhed rsbede, at saa toldt og roligt, som Falkner havde srygtet og hun selv maasle Instede det, var hendes Vierte dog itle. ,,Nyt nu Tiden, Iolmer,« fagde hendes blide Rost. »Fort sidste Gang i dette Liv, beeres mig for, staa vi nu Aashn til Aasyn. Vi maa nu tage Afsted med hinanden!« »Nei, nej!« svarede Folmer need fast Rost og et funk lende Blit. »Du er mig for dhrebar til, at jeg stulde slippe dig saa let. Nei, Margaret! til det sidste vil jeg ftride mod de lede Munte og salfle Nonner, hvis Hu staar til dit og din Moders Gsodsx du ser tun itte deres fule Hhtleri. oprigtig sonr du selv er din vildfarende From hed.« »Tal itte saa ondt om diöse Guds hellige og mine Venner,« svarede Margaret, idet hendes Øjne slsd Lhn, og hun blev sig selv mere lig, som hun var spr. »Forstyr heller ilte min Sjeelefred nu, da jeg, som er forlastet af Verden, her er henflyet under Guds Moderi Vareteegt.« Folmet tnslede netop at kalte hendes Si"kterhed. Dei funklende Blit og det soetrolige du gleedede hom, og han steed nu til at fortclle hende om hans sidste Msde need hendes hedengangne Iader og lod hende vide, at det ful de Minde til sderes Teolovelse var blevet givet af den afdsde, inden han git bott. Folmer gentog selve Or. Mo genW Otd og spurgte, om hun troede hendes Fader vilde give sin Dotter boet til en ged, cedeligs Mand, hvis hun havde veret han« Slegfredbarm Dog, Margaret, sont lhts tede need spendt Opmeerlsomhed til Ordene, vpdagede stritt-, at en udtehttelig Aneelendelse af hendet regte Fed sel fetten-. , — ,,Det vare nu, som det dil!« sagte hun, »det stal itte lnttess dig at rotte mit helliae Forsat, som er at leve e; do svm Jomsru oa, inden et Aar er omme, at blive Her rens Brud. Dog siger ieg vrn det, du hat med«delt, og om niin Faders er til dig — Gud naade hans Sjcel, som aav rnig Liv! Der dar itte Sandhed i hans Mund, oa han talte tun saaledes sor at tasttes dig. Dag og Rat here di scr ham, og Kirken genlyder as de hellige Vigilier, som stulle sri hans Sjckl af Stcersildens Pine.« «En svar Sincrte for min Sittle sagde Folmer, ,,at hore dia tale saa! Jtte alene fordi du røves inig fra, og mit Livs Lytte plat tilintetgøre5; men sor din egen Sjælesreds Sthld Jeg rceddes, Margaret, ved at toente paa den Stund, da du bliver seende, da det Helligheds-H Stin, som nu daarer dit Øje, vil blegne og salde af, oa du stuer Hytleriets Fulhed og det tødelige Sindelag, soml i dette Kloster sjæler sig under Helligheds Kappe.« s »Folmer!« sagde Margaret, »du er en Kætter oa raaber sor dove Drem naar du taler saa til mig. Hidtil har jeg intet ustitkeligt set herinde i dette Kloster.« ! »Da lovek jeg dig,« udbrod Folmer harcnsuld, ,,at er du sorst indtlædt og itte mere tan slippe de Nonners Tag, vil du saa mere deeas at se, end du ønster! Dog, Margaret, var end alle disse dumme, mædstede Kloster spstre saa syldte as den Helliaaand, som de nu ere fulde as Dorfthed og tødelia Lyst, og slied end det rene Evangeliums Okd sra de vanvittige Muntes Læber, som nu tun sylde dine Øren oa din Sickl med Fabel og Løgn —- det er tvcert imod Guds vise Hensiat, at Mennestebørn faatedes spcerres inde vg oplceres ved ct afguderist Mummespil til at soregøgle sig et HelliahedI-Stin, som deres Tan ter, Ord, ja Gerninaer hver Dag gøre til Løan Min elstede! Trv doa omsider din sande Ven, soni siger: itt-: Klosterniure, itte Gitter, itte Røaclse, itte heller Sankt da Klang lutter Djavelen ude. Nei, for Banden, haner derinde oa bar snarest starst Maat der, hvor han siæler sia i Helligherg Kappe va, sitter for den verdsliae Retsærdia hedsji Arm, fniaer sig til at udøde mangen sort Daad O, tnnde jea samte som i et Billede tun en rinae Pakt as de Standselgaerninaer, som ere ovede as Mnnte cg Non: ner, du vilte rast-des og gaa med xnia herfra i denne Stund!« Ta Folmer saade dette, hortes en san Larm, oa Margaret for sammenx men Folmer nicertede det ikte. Hang indtrænaende Ord, sont Vidnede baade om hang faste Overbeoiening da hans urottelige Hengioenhed sok hende, Stemninaer hosz hende selv, som nu vare under teyttede, nien som Folmerg Ord atter taldte til Live, sam mensvor sia imod hendeg papististe Tro og gjorde hende et Øjeblit vatlende. llden den Lyd, som dragte hende til Samling, vilde hendes Evar vcere faldet noaet anderledes ud. Nu viste det, at'hun atter havde tilluttet sit Hierte. og at hun itte enaang vilde afaive nogen Tilstaaelse om dc indre Kompe, hnn havde gennemgaaet. »Du maa ikte tro,« sagde hun, »paa onde og tætterste Mennesterg Bagoadstelser, som gore de stattels Kloster brødre og Klosters-sue svatlia Uteti Det er nu saaledes sat med mig, at gode Forscetter og hellige Tanter her i denne HelligshedsBolig salde over mig, og altid totnmer jeg Guds og hans helliges Samsnnd nærmere. Jeg hat min sncevke Celle tær, Folmeri J den er Fied, og al Verdens Forscengelighed og Uro er der luttet ude.« ,,Det ee Fejhed,« tog Folrner atter til Orde, og hans Stemmes Klang tobede hans stigende Utaalmodighed. ,,saaledes at flh sra Verden og al Gerning i den! Jam merligt ee det at trænge til Mute og Staaer i den Tro detved at devate sin Dnd og holde gode Forscetter oppet Ætesuldt og siont er det deriniod at leve i Berden og dog have sen Heere og Feelser i sit Hinte, sttide den gode Strid ved hans naaderige Hjælp og alt imens virte for dem, man elster, og blive sin Neste og sit Fodeland til Gavn. Dog — hoorsor siulde jeg spilde sleee Ord nu? Du stal igennem det Mortez Herren give dig en lytkelig Udgang dersra og Frelse til sidstt Jnden Aaret et omrne, Mar garet, tan meget sie —- ja maaste det Kloster, hvori du nu lever, need de andre blive nedlagt.« ; »Brodee Ambrosius sra Om,« svarede Margaret ideigt, »sigek, at hvad end den udvalgte, kættersie Konge agtee at g-ke, vil han ingen Sinde dtisie sig til at rote de Heetetlostre.« »Btoder Ambrosius!« ndbrød Fotniet og saa op. »Ha: han nogen Del i denne din Villie at tage Sloret, Mat garet?« »Ja,« svarede Margaret og saa hen sot sig nied et soættnerist Blit. »Er han ogsaa i dine Ojne en Stalt og Logner?« »Nu, Gud have Lov!« sagde Folmer, »det er da givet mig at tænte lidt ibedke, Margaret, om dig og satte din Fotblindelse, —- stsønt min Uro itte derved blivee eingere, naar jeg tænter paa Enden. Dog, Broder. Ambrosius er en retstafsen Danneniand, stsnt han maa taldes en svrstottet Padist. Jeg tcentte, Gud iilgive niig det! at Sortebrodee Vigand, den arge Stall, soet soruden og svtt soeinden, at tun han havde evnet at totte dig i Nonneenes Garn. Dette stal være mit sidste Ord til dig for denne Gang, Margaret —- vogt dig soe ham! Ellet ved min Sicels sorventede Salighed, jeg stygter saare, den Dag vil komme, da du bittett vil angre, at du satte din Lid til den argeste Hytler, der nogen Tid stat i en Kutte!'· Atter hortes den samme Lartn, men starkem Fol tner studsede, Margatet saa sig sorstreellet om. Hun vidste, at der var et Lydhul, gennem hviltet Abbedissen og hvem hun gav Myndighed dertil, tunde horc, hvad der blev sagt i Talestuen; men det var blevet hende strengt paalagt al dtig at tsbe det sor nogen Leegmand. Nu sagde hun dog med dampet Nsstt »Raab itte saa hist, Folmett Hvad om nogen harte det, du der sagde!« »Ja!« udbrsd olmee med heevet Rost, «hvot tunde seg trente, at noget gt eerligt til i denne Falsthedens Hulet Naa, Gud have Lon, stulde den Sorttappe, jeg navnede, have latet og saaet hsre sin egen Stam!" Deri tog han itte feil. Baade Vigand og Abbedissen havde varet ved Lydhullet, og Latinen var opstaaet ved, at Bigand, suld as Forbitrelse, vilde styete ind og asbryde Sammentomsten. Asbbedissen havde holdt ham tilbage, da det soretom hende, at Folmets teetteeste Tale tun gav dem Banden i hat-de tenod ham, og Matgaret desudetn sotn det lod, tlatede del for sta. Nn peb en Dør paa fine Hængfler, Margaret tilla: ficde Folmer et fmerteligt Blit og forfrandt, hokrefter Vlblsedicise Marineg grobe og fyldige Ansiat oredeblusfenre oifte sig oed Talegitteret. »F have Tak, Foliner Hanfen!« saade han fphdigt, »,,for alle de ftønne og høvifle Ting, J bar sagt om SO "ftrene i Visfing, Broder Vigand og alle andre hellige Bre dre og Søftrel Ved Guds hellige Moder og Santte Bene ditt! for flig ngudelig Bandflrop som eder oplades aldrig tiere Talegitterets Stodde, derpaa tan i ftole! Stulde J nogen Tid atter lifte eder herind som en Tho, flulle Vore Evendes Knipler danfe paa edets icetterfte Rhg, faa J ftal mindes, at J har været i Vissing!« ,,Prøv det helft ftrats!« fagde Folmer. »Se, her er et Glnghul — et Stød i min Pibe, og mine Svende ville komme orer eder, fom Filiftrene over Jøderne." »J vil ikte vove,« faagde Abbedisfen nied direende Røft, »at krænke Klosterets Fred.« »For denne Gang ftal J flippe med Slrætten Men jeg koinmer igen før eller siden, det vcere sig nu fom Tyv eller Rever!« Termed gik han, og flog Dotene hoardt i efter fig, indtil han var i det fri. Han fteg til Heft og red bort med Knud og sine Svende. Knud ftønnede af hans Tavshed og morle Mine, hoad Udfald hans Samtale nied Mak garet havde faaet. Fra nn af fit han ingen Grund til at prife Folmers gode Lune, og det blev hanc, der maattc holde sin Vens Mod oppe. Margaret var fra Taleftnen ilet til fin Eelle; der taftede hun sig paa Løjbcenlen og grced trampagtig og lange. Mens hun ftod Aaan til Aafyn med Folmer, darde hans Tale forarget hende, og Soarene havde vceret; paa rede Haand. Visheden oni hendes Striftfaders ogi Jlbbedigifens Naervaerelfe oed Lhdhullet havde ajort hendei saft, naar hun bleo vollende. Men nu, da hun var alsenei oa Falkner dorte, buttede hun for et Øjeblit helt undeLi tFn heftig Llenafel efter at fe hani greb hendetz Hierte, vg; hans leoarleey om hvilte hnn havde ladet haant, fitt en Vægt og en Sandhed, som fhldte hendes Sjcel nied Angest. Dog hvad var dette andet end en Anfcegtelfe, Die-eve len lxavde paafort l,-ende? Hun takntte sig Fader Ambro sian nakrdcerende sog lhttende til hendes Fortælling om dette Mode-; him harte i Aanden hans Zoar, faa tlihnterne i hanö cerdcerdige Pande cg folte hang misbilligende rg iorgfulde Blit hdile paa hende, idet han yntede hendes anzkrhed og Mangel paa Fafthed i Troen, og hun bluedes i sit Hierte. Hun sprang op, blottede fine hvide Stuldie, greb Zdoben, som hang paa Væggen under Ktuctfitfet og til delte fig tolv Stag. Hendes Unge Arm var traftig, og hendes brcendende Selvhad lod den fdinge Sdøben saa efterteyttelig, at da den fidfte Gang havde ramt hendes fine Hud, vare Snorene blodige. Med et Smil hangte hun atter Zvøben hen, dcettede fin blodige Stulder med den grooe Satt og Kjortelen og tncelede derefter ned paa Gulvfliferne, idet hun greb sin Rosenlrans og begyndte at bede den hele Cytlus af Bon net, fom Rosentranfens Opfinder, den hellige D-orni-» nikus, hat-de budt. Hvor ofte havde ilke Vigand fortalt hende oni hansH Klofteeordens Stifter og om Rosentransfeften, ved hvil-’ ten Sortebrødrene den førfte Sondag i Oktober mindedess den grufomfte aandelige Tortur, foni nogen Sinde er op fundet. Bilde Frelferen itle, hat-de han endnu vandret paa Jorden og var traadt ind til Margaret, have ynkedes over hende, som underkaftede sig det tyrannifke Mennefte bud at gennerngaa i Tanten hele hans Leonetsløb, ind delt i fem glcedelige, fein fsørgelige og fem glorvcerdige Hemmeligheder, og alt imens opremfe 150 Bønner eller tettere Fadervot, Ave Maria og Æee viere faa mange Gange, indtil hint frygtelige Tal blev naaet? Vigand havde kaldet disfe Banner aandelige Smaaspjler, der dan nede et herligt Gnds Tempel, men mon Margaret ikte allerede havde mæetet, at de fnarere vate at ligne vethav ftene, der betegnede hendes andægtige Tanters Dad, og fom gjorde hendes Sjæl til en Kirtegaard? Han havde lignet Rosenlransbønnen ved en Rosenirone, ved hvilken de teoende gøre Jomftu Maria en Forceking; var den itteI fnare at ligne ved et Tortutredfkab, hvis Brug maa drivel en Mennefteficel til Vanvid? . Det lyttedes hende knn at komme gennem den gleite fulde Rofentrans og de fprfte halvttedsindstyve Banner, da fank hun afnmgtig orn paa Stengulvet vg vidfte of intet, for shun vaagnede, liggende paa fin Lpibænk. Hun følte en delgørende Soalhed paa sit Hoved vg faa SIftet Barbata ftaa hos hende med et vaadt Klebe. Hun harte den tytte, godmodige Kdinde fnart trofte, fnart stande, fordi hun havde vcetet faa haatd imod sig felv, indtil hun inættede, at Krefterne og Samlingen date vendte tilbugr. Hun eejfte sig nu og fotlerngte at væee alene. Da B-.akbara, ingenlnsnde misfornøjet ovee at blive fri for Sygeplejens trcettsende Gerning, fjeenede sig, traadte Vigand ind ad Cellens Dei-. For førfte Gang i lang Tid fplste Margaret sig greben af Uro og Modvilfie ved at fe darn. Hun sank attet ned paa Løjbcenlen og en hende felv ufotklaklig Gyfen gennembævede hende, da han traadteg hen til hende og lagde sin Haand paa hendes Hoved. — »Gut-s Moder,« fagde han, »fer til dig fra sin him melfte Trone og konnex dig med sit tcerlige eg guddoinme lige Bifaldsfmii. Oele Klosteret genlyder af din Ros, og Søfter Marine hat fremftillet dig fotn et glorvceedigt Els enipel for de hellige Kvindee, hvis «Lige, nej, hvis Forbil lede du om fsje Tid flal blive. Lever du, min Datter, og fremdeleö udvifer flig Nidtæthed, vil du visfelig ende fom Abbedisfe og dette Klosters hojt ærede Forftanderste!« Hvor un·detligt, Matgaret følte itle mindfte Gliedes ved at hsee en Lovtale, som for ikle lcenge siden vilde have bragt hende til at tsdme af Stolthedl Hun hatmedes over sit eget Hieries Stridighed og ftred fortvivlet imod; men alt mens Vigand talte, horte hun i Aanden Folmets R-oft, fom sagde: han er en arg Skalk, fort foruden og fort for inden —- vogt dig for hamt Hun flog Vigands Haand uætbsdig bott, reifte fig og fagde kned et Blit, hvis Kulde. Irænkede ham dybt: - »Im-vie mig ikle ved flig Smigertalel Guds hellige Modee!« udbrsd hun og fant attee ned paa szbeenken, » ovbarm bis over migi og send mtg Matt-d pq Frevl« · :L.·· HEXE-OW. Dette Ukbrud sorrxildeke atter Vigat::, og han tog Pladsz red hendeg Eide. »Tilgiv min, Margaret, at jeg i niin Gliede ever din hellige Nidtccrhed glemte den haarde Bod, ru uns har paa laztt dig selv, cg de Lidelscr, den paaførte dig. Bis en an den Gang lidt mere Staansel mod dig selo og spat dit Legeme.« ,,Give Gud!« sagde Margaret, »min Sijasl var saa tatst som mit Legeme!« ,,3andt nok,« vedblev Vigand, »en svar Olnfcegtelse er i Tag kommen til dig. En Kætters Aande har forgif tet Luften for dig, og hans ugudeligeOrd have cengstet din cheL Tog nu er denne onde Aand vegen vort, og for de syndige Tanker, der muligt har rørt sig i din Sjæl,. har du gjort fuldstændig Bod.« »Shndige Tanteri« spurgte Margaret med blas sende Kinder, »hvad er eders Mening med den Tale?« »Nu. Margaret,« sagde Vigand med et stummelt »Smil, »indbild dig itke, at dit Hierte stulde vcere en luttet Bog for mig, hvis Kald det har vceret at vejlede dig fta dit tiende Aar til denne Dag. Du hat elstet denne Kart ter, jeg hat vidst det og tiet dertil, haabende, at denne syndige Flamme vilde sluttes af sig selv. Dog nu er Die vlittet tommet, da Tavshed maatte paasøre mig Anklage for utilladelig Efterladenhed Hør nu mine Tanter om dine Vittaar, og hvad du bør gøre. Du maa aflægge et Løfte til Guds Moder aldrig tiere at laane Øre til den Bandstrop, om hvem vi tale. Du bør udrive ham af dit .Hjerte, helst glcmme ham; men evner du itie det, bør du hade ham som en Frister, ja, som den ane selv!« Margaret sad dødblea og saa ned for sig, idet hun tnugede sine foldede Hoender mod sit Bryst. ,,Dog,« føjede han til i en mildere Tone, »vor jeg itte glemme din Ungdom, og at du er en Kvinde. Dit ømmc Hierte vil endnu fpille dig mangt et PtidS. Luk net ikte til og stol iike paa din cgcn Firaftk Lat- mig, naar Anfægtelserne komme, høre dine Siikte og mevdel Inig dine hemmeligste Tanker! Jeg vil itte vredezs over det, jeg da faar at horc, det være not saa s1)ndigt. Vig niig fuld Tillid, og du stal fande, at jeg ingenlunde er haardhjertet, eller at jeg itte stulde tunne satte en Jomfrus Hiertesuk. Du er mig dt)rel)ar, hvis Sjael jeg shar foi:ret og for hvis Vel jeg har bedet Tag eg Nat nu i syv sarnfulde Aar.« Mens han sagde derje, lagde han sin Arm fortrolig paa hendes Stulderx men hun rev den hort, sprang op og stod for ham, dødbleg og med lhnende Blit. Hun lief tede Haanden og pegede paa Cellens Tor, som om hun vilde byde hain at gaa; men der tom intet Ord ooer hendes Lieber. Han blev siddende og stirrede paa hende med et vrændende Blit. Da trat hun Hatten over sit Hoved, saa sty til ham og slngtede nd af Cellen. Dog hvad hjalp her Fluth Hun tyede til sin Mo der, grced ved hendes Brhst og forvirrede hende ved vild. uforstaaelig Tale. Da Abbedissen blev hidtalvt, blev Mar garet stum, og «hun fit Husraad og Anvisning paa Lege midler i Stedet for Trost. Softer Marine havde før set Ungsøstre rase saaledesz vet var altid drevet over, og kott Tid efter havde de spøget og let. Maaste var Cellens En somhed den icere, unge Jomfru for sorgelig; hun havde taget det for hidsig med sine BodsøvelserI Nu, derfor var der Raad; hun tunde jo atter slytte ind til sin Moder, til hun var bleven tatst. Dette Raad fulgte Magaret straks og solte stor List og Fred derved. Hun havde i nogen Tio ncessten vraget sin blide og aandssvage Moder-s Selstab. Nu gav den barnligc Frev, der var i Genetes Nærhed, hendes Hjerte Husvalelse, og de levede i nogen Tid samtnen, mere som de atter vare i Genetes Kammer paa Tjele end i et Kloster-. J al den Tid holdt Vigand sig fra dem, foretog nogle Dage efter Folmers Visit i Klosteret en Rejse paa et Par Uger, men vendte saa atter til-vage. » En Dag kom Broder Ambrosius til Bis-sing og blevs jindladt til Genete og Magaret. Han blev straks var den Istore Forandring, der var foregaaet med hans Yndling. JHun saa langt fristere og mere rundtindet ud, end da han isidst havde set hende, men hun var i sit Versen tendelig for ilegen og lidet tilbøjelig til gudelige Samtaler. En Sam tale med Aibbedissen underrettede ham om Folmer Ruds Visit, og han sit saa vrang en Forestilling som muligt om Aarsagen til den Sklapshed i Andagt, der siden den DagJ havde vist sig hos Margaret. Han opsøgte Bigand, rg dett Fortlaring, han der sit, vildledte ham endnu mete, vg «saaledes rustet stred han til at give Margaret en alvor lig Formaning. « Hans Forundring og Harme blev stor, da han langtk fra at finde hende ydmyg og angerfuld, mødte Fasthed ogt Modsigelse. Margatet aabnede sit Hierte, om ikte ganste,. sasa dog mere for ham end for nogen anden, og den gode Broder Ambrosius mcertede, at uagtet hun itte var ble ven en Ketterste, saa var hendes Jver for at tage Slsret »og vinde Helligheds-Krone i Klosteret mcerkelig aftagen.. JDa han trængte haardere ind paa «hende, sit han at vide,( Hat hun havde tabt Tilliden tit sin Striftesader, Ig at hun siden den tretterske Folmer Hansens Visit itte hande tilladt Vigantsat nærme sig til hende· Nu, her var no get for Broder Ambrosius at gsøre, vg han git dertil med en blinds hele Oprigtighed og Jver. Saa dyb var Mar garets Ærefrygt for ham og saa stor hans Magt over hende, at hsans Gerning lyttedes over Forventning Mar garet begyndte desuden at føle Lede ved sit totnme, wirk somme Liv, og den gamle Nidtærhed vaagnede i hendes ,- , Sjcel. Var Folmer kommen igen som en Tyv eller R-- — ver i hendes Vanmagts Tit-, vilde han maaste itte vere; dragen byttelos og sortvivlet derfra. Nu varede det derimod itte lange, inden Andagtens Lidensiab atter syldte hendes vansmcegtende Vierte. Hatt bad og sang og fastede mere ivrig end far, tun brugte hun itte mere Soeben. Vigand nærtnede sig hende tun med den stprste Ærbsdighed, og hun syntes at spore Anger hoö ham. Burde hun for et Øjeblits Svagheds Slykds vedvarende hade en Mand, til hvem hun mente at me i stor Tatnemmelighedögældi Maaste havde hun sub stændig gjort ham Uret, ja, det havde hun sittertt Bisse hun have sattet Mistillid til ham eller tvivlet om baut sOprigtighed og hanö rene hensigter, hvis Folmee ikse havde saaet Mitten og Angest« i hendes Viertet Bissen-; ittei d « « ' I - . »I- sjssd «" GWM)L