Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 4, 1903)
J HEnpolskZamities Its J.(«"..l)anch. —::s:« Fsrfte Del. E (Fortsat.) Da han siden vilde lede Talen hen paa risse Ord paaftod Einilie, at hun itte erindrede kein; hun haode Heller aldrig, sin hun sagde, befundet sin bedre end netop nu. Oderhovedet smuttede hun ham sont en Aal af Handerne, naar han troede at holde hende fasteftx ja der gaoes Dage eg selv Uger, hvori hun forekom ham ganfte freinmed og forandtet. Tit flige Tidee opstode stcerte Tvivl i hans Jnderfte, thi da lyttedes det hani fjalden at fangsle hende lange, da fyntes hun endog at fln hans Selstab og havde tun Øjne for Casimir. Og handte det sig endog, at hun paa flige Dage neermede sig Adalbert og viste ham Venlig hed, da var dette dog ligesom de toete Solblint, der under tiden fes mellem Styerne, naar Vejret er utlart, ja naar hun af og til talte med hom, endte hun flere Gange Sam talen nied de Ord: ,,Det er ovekordentligt, hvot ineget De ligner Deres Broder, Adaldert.« J den Tid Majoe Zeltner opholdt sig paa Stottet, antcg Einilie et meget frenmied Versen mod Adalberi. Utaalmodig over dette Vantelmod besluttede han at afk fordre hende en Ertlcerina og at tvinge hende til ined Ord at afsige hang Dom, thi felv et Afslaa inente han let tere at tunne bære end denn-: vinlsige Uvikhed äsjioraenen efter Zeltnerg Afeejse msdte Adalbert Emilie i Haken, men da ban vilde tilftaa, boad der bevceaede han«--l Hierte, dar det. liaefoin tmn aenneinstuede ca tned tusinde sine Kunstnreb søate at modarbejde hang- Plan. Naar nanl var aloorlia, spottede hun, naar han ntrede Følelse, syntesi hun, dog med nieaen Artiahed, at fpotte darn, naar hanl iøate lZIndeI L«Ene, dendke hun dem liaesom af en Ocendelie beset, da niedte han en Gang hendes Blit, da fandt txan itte det Ildtrnt deri, hdornied hun sbetraatede lxam i forriae Tiderx ia da nan endelia med noale Ord berorte sin Hen siat, afbrod hun bain lmekt Tieblil del-J ined Instiae Ind fal:«, dels ined liaegnldiae Benicerlninaer, faa han Vel ind saa, at han itle havde truffet det heldige Ljeblit til lld: føtelsen af sin Plan. »T-: er nieaet lunefnld, Emilie, sagde han tilsidft, Te ligner« —— ,,.Hoad ligner jeg, lealbert« — »Diss-: Foraarsvinde, der smiare oH et Ojeblit, men paa hvilte man dog aldria ret tan ftole.« — »Det er den aainle Klage," iaade Eniilie pludselig aldotlig, »ma« bestylder es for llbestandiahed eg Voraelfind, man fordønimer os nden at hote dort Foksvaty oa doa tan del den Sag ligefoni de fleste, fes fra to Sider.« —- ,·,Jea tan virtelia her tun se den ene,« sdarede Adalbert niismodia »Mcendene eee saa fordringgfulde,« blev Eniilie ded, »de eke faa indtaane af dem sein« faa overbediste om dereg eaen Uitnodstaaelig hed, at endcg den allerustyldiaite Venlighed fra vor Side betraates sont Tegn paa Hyldeft og Undertaftelse, og naar de iaa sinde sig stussede i deres uriknelige Fokventningee, da stal vi boere Stylden, det falder af sig selv.« — »Og bvis jeg havde haabet, at De ncerede nagen Godhed for mig, er De da saa ganste uftnldig deri, Emsilie?« — »Fordi en Mand til en vis Grad behaaer os,«« vedblev Entilie, »eller fordi di af Grunde, sont maaste aldelez itte ded totntne hans Person, sage hans Benftab, oa fordi vi til sidst, naar vi matte, at han hat misfokstaaet os, treelte os tilbage, et vi derfvr strafstyldigess Er vi dersor gru fonnne og falste, sont den forncermede Egenlcerlighed da saa tidt findet for godt at talde os? Jeg tnener snarere, at det er vore ubefojede Antlagere, der fortjene Dadel.« Da Adalbert horte disse Ord, soarede han intet, men vendte sig dort og git med Hiertet gennemtreengt af bitter Sinerte. »Du er sandt, jeg kan itle juridist overbevise hente om hendes Troløshed,« fagde ban, da han var alene, »hendes Øjetaft, Smil og Haandtryt vare tun stumme Vidner, der itte gælde for nogen Ret; men dog et hun tro lps,« blev han heftigere ded, »dog spillee hun et bedragetft Spil on alle de Fortrin, hdotxned Naturen udftyrede hende« blive til faler Tarninger i heudes Lande« Det var en dejlia Morgen, Fuglene sang i Stovetn Blomsterne duftede, Kildetne rislede, men Adalbert meer tede det itte, han vandrede den hele Dag igennem Sietter og Stove og vidfte neeppe, hvorhen hans Fødder bate hom. Saaledes traf det sig, at han uden at meet-te det drejede sig i en Krebs. og tilsidst, da Solen dalede, lom han igeu tilbage til den store Haoe ved Slottet, hvor han endelig udmattet satte sia paa en Bank, sont besiyggedes af Val noddettaer, hvis Grene stratte sig henimod Bygningen. Da horte han folgende Sang, der tonede fra et aabent Bindue over hans Hohes-: Jeg eied intet met paa Jordan Thi canet var inin bedsie Stat, ca book ieg git fra Syd til Norden, Jeg ftod tun i en betten-et Nat. Jeg lytted til den gamle Matte, Ter klang t Stooen Am tot Aar, Mens Hast og Winter tog titdage Hver Blomst. der spieed trem i Baar. Jeg ikued Sorg paa alle Bete Ten stod tMandens Alvoksdlit ca ved den unge Ptges Leie Lg dek, book Bat-nett Vugge gis. Paa Maanens kind ieq taa den hange, Den futked gen-seen Rindeni Rost · Og dteeed gennein Hart-end Strenge . Dg gennem Ratte-Halm- Bwit »Du-· tankte ten, .et vi tot-kalten par Naadeus Poet fis attet lutes par atter Eva its totmaftet It selbe den toedudne Fragte-· Da ton- teg diste Anker nenne, Opdqed teq en sammt Bos, VI but det leiste Ltv ei stanttq et tandt tes t en litt-et stos E kt ;s.; nsj-.:"..1NixnmIJJli ter, fix Onalsuxkx :»-t-—-,xlt:n1 : des: Flan, Tit L»11)-.1"-i:i.k«1ti.«;s:s- Lied-must Jl! lobe-I i en duntlt Unu Tn tin s»Hm-n del Fid, sont nnd-ter .I(nni Zmoet cnnger tun nor .’lnnd. sk; llmte Tod at gnmlc stellen Ter lxgned Lock-ed i nasmpehaand cg ttont soin Tod on Tom de tlkngetz Lg Itont vor Soaglied immer dem, Lan n- det dog pan der-es Ringen Vlt Skalen set iit fande Hieni Denne Zank-« der blev sungen af den renefte Koinde ;steinme, frembragte samme Jndtryt naa Ad«albert, som en Klostertlotte om Aftenen frembringer paa den urolige Vandker. ,,Hvem tan synge saaledes her?« sagde han ved sig selv. ,,Esnilie er det itte, hun fynaer ingen flige Sange, Alexandrn hat tun en svag Stemnie, og Levntine bryder fig jo, som hun selo siger, tun lidt om Musik vg Sang.« Ved at tcente paa Alexandra faldt det ham ind, at han itte var den eneste, der paa dette Sted led as stussede Foroentninger. Ja trods den Smekte, han fette, hvistede en Stemine i hans Jnderfte, at der vel gaves Lidelset, fvm git dybere til Hjertet end lhansz han todmede over, at han, henreven af sin felvtærlige Lidenstab, havde gleint, hvad han den fvrrige Tag var Vidne til, ja at han havde undladt, hvad dog den simpleste Hoflighed bod, at ertnndige sig om den nlyttelige Alexandrag Tilstand. Han ilede ojeblittelig affied« for at indhente det for-feinte. Paa Gangcn modte han iaen Emilie, der nu traadte ham venlig ? Mede da fnnth at have ftif:et Lune. ,,Til·aiv min Utaal modige Vldfcerd,« sagde hnn on ratte bam Haanden, »hvoe fittcrt man end tror at beherfte sia selv, sna tonimer dog den gamlc llnrtinhed fra Borneaniene en Gang imellem frem; doa tun De stvle dan, at De hat en tto Veninde i mig.« Efter diizsfe er forlcd hnn ham lige faa hurtig, sont lmn var tocnmen. Adalbert bankede flere Gange paa sin Svigerindes Dest, for noaen horte l)a:n; enkelig tosn Levntine on luttede han! ind.« »Min Zøfter er itte l)er,« faade Leontine, »hnn er i mit Vetteln-, vil De f-: hende, tan Te folge mig.« Efter djizsse er ledte tmn ham igennem Alexandras Ftams mer ind i et Eidevasrelse, i hviltet et Par Vinduer varc aalsnede til Havem hoc-ei de stvre Balnoddeblade ncerved Ruder-ne ligesom are-nn-: Vifter, taempede med Solstraa lerne for at holde dem dorte. Fra et tredie Vindue, der vendte med Best, var der en dejlia Udfiat over Stoven og til den fjerne Flod, fvrn lnede nted gyldne Straaler i Af-» tensolen. En forunderlig Fred var ndbredt over det hele Landstab og over Vckrelset selv. Men i Bangrunden hang et ftort Kort over Polen, hvorpaa Adalbert ved nojere Eftersnn opdagede, at alle de Lande, som i gamle Dage havke hnrt til Kongeriget, line fra Zstersoen til det sorte Han, og lige fro Oderen til Dneiperfloden, vare indftregede vg omeirtlede Ined Rndtridt. » Alexandra sad ncer ved det tredie Vindne, hvorfra der var den stonnefte Udsigt, tiun san langt bedre ud, end Adalbert havde ventet, thi den milde Aftenluft udbredte en svag Nod-ne over hendes Kinder. Paa hans Zwerge-« maal ocn, hvvrledes hun befandt sig, ratte hun ham Haan den vg sagde, at hun befandt sig bedre og aandede friereJ end hun i lang Tid var vant til. »Pater Vincent hart været her,« sagde Leontine, »hans Ord er den bedste Liege-: dom for Alexandra.« — ,,; a,« svarede denne, »ved hansl Tale veg Ufreoen fra mig, og niin Sorg foretom mig liste som et tungt Klebebom der itte horte min Sjcrl til, og som jeg tunde tafte bort, naar jeg blot havde Villie dertil.« — »Da naar man sao horer Fugtene tvidre og ser, hvorledes Bolger og Blade lege med Solstraalerne, da mildnes en shver Sorg,« sagde Lecntine. ,,Og naar man dertil hat en tro Beninde, som dig, der kan fynge Sorgen bort,« sagde Alexandra, ,,det hjcelper ogsaa.« ——— »Altfaa var det; Dem, fom nylig sang den Sohne, jeg horte i Haven?«« spurgte Adalbert. »Ja, det var mig,« sontede hun. »Sol men er diatet af Pater Vincent,« sagde Alexandra. — »Men De saade jo en Gang, at Te hadede Musit.« — ,,Det er tun Emilies Musit, jeg hader,« fvarede Leontine. »Hun har elstet Musik og Sang fra sine forste Bøtneaar af,« sagde Alexandea, ,,hun har en sinnnere Stecnine end Einilie, men hnn syngee itte saa tunstigt og lader sig aldrig høre i store Selstaber.« Da Adatv rt siden ttaadte ind i den store Sal, hvoti Familien plejede at snniles, sad Ernilie paa Svfaen og lceste i en Bog. Kort efter totn ogfaa Casimir, han tat misfornøjet ud, og efter at hnn i nogen Tid havde gnaet tavs op og ned ad Gulvet, satte han sig ved Pianofortei vg spillede flere vilde Fantasier, tilsidft spillede og sana han folgende Vers, under hvilte Einilie vedblev at blude i sin Bog, uden, som det lod, at steente Sangen syndeelig EOpmcertsomhed l l i Furt-eh mit elltte Moderbientt fnrveL dn favke Sommer! » Hvoe Linden sprit i Blomfter ftaar. og Wegen tidltgst kommen l Hvor Csteessek votier gwnneft stein, og Mannen stinner tlares1, Hvor Stjeknen blintek venliglt ned, og Tiden ladet fnaeeft. cg hope jeg tender hoer en Stett da dver en Plet i Sandet Da hver en lplveestægget Pil, der fpejler sig l Banden Men at, det er Fortunaö Sttt at bole need de flette, Ten Hund, der flumked ved min Ter, den vil mig lnart forgeette. Den Him, der lober i min Stop, den stal en enden ftyde, Den Rose, jeg hat elstet mest, den stal en anden drydr. Den Zugl, det ingen Rede hat, den man alene soge, Den Jomfru, der mig tatest var, en anden vil tkolooe. »Er det en Foltesang?« spurgte Emtlie og lod sin Bog syntr. »Du ved jeg ttte,« soc-rede Casimtr. «Mig synes ttte, at det sidfte Vers egentltg dehnbeö,« vedblev Emilie, «tht alt er jo allerede sagt forden.« —- «Det stader dog ttte, at man udtkytter sig tydeltg,« svarede Casimir, »saa tan tngen tage fejl af Meningen.« her-pack sparede Emtlte intet, men tog igen sin Bog, hvvrt dun attet syntes at lese, endeltg luttede hun den og fagde ttl Adel-bett: »jeg hat her tust en ganste artig bitter-in ttwader De, at jeg t Korthed fortcllee Dem Ind holdet denkst« »Ja Tsscj linke-P riet te Cafinxir To singe Menri:ster, forb nndrr ve: ef fiii Fenstan kiflexe Enge ten fnnune Pipe ter, nagte: nun difte like-r nf rexn Innnge Tegn pan Belvillie, drg ils-: smueis besiean as fcrcircrkle nonen af dem· Dette skcd den i flere Anr, indtil Lence ldfte soin maskierte at hanzs in i-: Ren Var lzaniås Uterdej ler, faldt paa den romantifle Giille at peoer fig fel n for fin Vens Stle, hvad der rel tildels toin nf den Tro, at den yngre var den, Pigen foreteat. Den celdfle flngtede da heinmelig til et fremnied Land, hvor han levede tummekfuldt i nogen Tib, og hvor Lcengfel og utilfredg ftillet Lidenflab tilfidft ftyrtede hain i Graden. Paa Dems lejet ftrev hnn et Brev til fin elftede, hvoti han tilstod fin Fecerlighed og fortalte Grunden til sin FlugL Men nu aabenbarede det sig, at den bottiflygtede netop var den, Pigen elftede, hun hsavde derfor allerede afslaaet den yngres Hannd og git endelig si et Kloster, hvor hun henlevede sin Tid i from Betragtning, nden dog noget Øjellit at gleinine den afdødr. Dette er Hiftoriens Hovedindhold, hvori Traaden for Reften, paa Romanftriverens Vis, er nd trutken faa langt fom muligt, og hdoti Ospofrelfen ifær Zog de Optrin, der ncermeft ftaa i Forbindelfe dermed, eee ’anlagte paa at aflokle Læferen en Mcengde Taarer. Hvad siger nu De dettil, Adalbert? De, der befindet faa megen Dannelfe og faa ftot Dømmekraft, billiger De ganfte den bortflygtedes Opførsel?«« »Jeg ikte blot billiger den,« fvarede Adsalbert, »mcn jeg bilde, hvis det hele grundede sig paa noget mere end paa en Romanftrisvers Jndfald, i høj Grad beundre den.« — »De findet da en faadan Handlemaade vcerdig til Efter ligning?« — ,,Upaatvivlelig.« — »Jet( ikke,« fvarede Ewi lie, ,,det naturligfte havde vel vasret førft at høre Pigens Mening, thi Ihnn var dog den, der burde give Udflnget, den forftudte havde siden vel fundet Lcjlighed til at flygte.« Eiter denne Tale reifte Emilie sig og gik sin Vej ud af Vætelfei. »Af denne Historie et vi begge endnu itke blevne llogeke,« sagde Cafitnir; men Adalbcrt focfcerdedes, thi lian didfte nu med Vishelx at hans Broder var hans Med lsejler. »Du elfter Emilie!« raubte ban. »Ligefom dn,« innrer-e Casimir. ,,Det et en anden Sag, jeg er ngift, nren du er med de helligfte Baand forenet med en anden.« —- »Ja med en Stygge,« fvarede Cnsimir, »fon1 Unber verdenen hvek Dag nied ftcerkere Røft krcevee tilbage.« Terined gik ogfaa han, dog tog han førft en Seddel frem, fom han laftede paa Boedet med de Ord: »Loes dette Pa pie! det angaar baade dig og mig.« Adalbekt greb Seddelen med ftærk Spoending, thi han dentede deri at finde nye Bevifer paa sin Brot-ers Lidenflnb; men fnart faa han, at det Lun Var en Jndbydelfe fm hans Onkel Ezernim af følgende Jndhold: »Til Casimir. . Mellem en Troldlvinde og en Coqnette er der megen Lighed, thi de ftrive begae magifte Kredfe, og beuge dertil Kunfter, hvis Tryllemagt de Uindviede nceppe begriber; de drive begge en Leg med ftætkete Aanders Angst og Pine og tvinge dem efter deres Bil lie, uagtet de dog felv ere af fvagere og lavere Natur. Dette maa ftaa fom en Jndledning for at betyde dig, at en lille Luftforandiring kunde vcere dig tjeniig; hvis derfor din Armida itte rent har lcentebundet dig, faa vis det med at beføge mig jo før jo heller; bed Adalbert at folge med. Tin trofafte Onkel Czernim." Ellevte Kapitel. En Reife. Czernitns Billede virtede i det mindste saa weget paa Adalbert, at han mindre lidenftabeliat begyndte at overveje Emilies Adfærd, og da han itte tnnde naegte sig felv, at hun virtelig havde drevet en Leg med ham oa Andre, saa «foresatte ban sig alvorlia at spuderrive de Paar-IV hvormed hun hidtil hadde fænaflet darn. For at naa dette Maul be fluttede ban med starre Joer end for at give sig af nied al vorliae Forretninger, og name han irrengte til Adspreoelie, da hellere at føae denne i Alexandras og Leontines Sel stab end i den farlige Emilies. Til denne Beflutning bi drog maasle Leontines opbloinstrende StøMheb oa det stille iVelbek)aq, hun i den seneste Tid haode vatt hos ham, niere, end han selo anede j Med Caiimir dar der oqsaa foregaaet en mcerlelig iForandrina, thi alle Styer vare bortoegne fra hans Bande, Iog bang onde Lune syntes ligefom vcd et Trylleri at være Iforspundet, saa han lo og fpøgede den hele Dag og var lige saa venlig mod Adalbert, som han nogen Sinde havde veekei. Adalbert fluttede heraf, at oasaa Cassmir var ved at overvinde fm Lidenslab, i denne Reining beftyrtedeg yan end mere oed Casimirs Ooførsel moo Etnilie, sont ban nu fiældent tiltalte, og som ogsaa Paa sin Side snarere syntes at ftn end at føge hans Selftab. En nMorgen traadte Casimir med sin Jaatpifk i Haaw den ind til Adalbert, der som sædvanligt var sysselsat med Roger og Regnfkaber. »Der er igen tommet Breo fra On lel Czernim«, fagde han, »hvori Ihan indbyder os alle til sit Hostqildr. Da nu Fru Tarnow i Dag vender tilbage til Kralau, saa er di blevne enige om at rejfe strats, du er bog med?' —— ,,Lad mig blot endnu gennemgaa dette Papie, saa tommer jeg«, svarede Adalbert. —- »O lad dog itte den Gamle saaledes faa Magt over dig, at kisan spærrer dig inde, fom en Fugl i et Bur! dort med de stimlede Regnin ger, siger jeg!« dermed flog han til Papirerne med sin Pist, sqa flere af dem faldt pasa Gulvet. —- ,,Den Reise er hurtig bleoen bestemt«, sagde Adalbert fmilende, idet han siamlede Papirerne op fra Gulvet igen. — »Ja vist«, svarede Cast mir, «Sligt maa ste, medens den Gamle er borte, lut nn de dumme Boger til.« —- ,,Du stulde ikte foragte dem saa meget, Easimiy du tunde tværtimod have godt af at se deri en Gang imellem, i det mindfte er det din Faderg Ønste." —- ,,Min Faders Ønstel Er han gal! J mit Liv hat jeg aldrig last nogen Bog til Ende.« —- «Men l vor Tisd tommer man itte vidt uden Kundstaber.« —- ,,Jeg begærer . - ·t . . .. .T ’« ««..- k-«—-«« «« « lsiller ikxe «f tjsnss he i.T-:«, sites-.- sraxx »n-:: M- kukk «-,7.sie, Extffi i.-;- lxsar Inst la: sac. skzxi t««-.::"-«-Ie Iris-Time tin kriege-. Lan Dil.« « »Tai " ssle r tikt e::« -;«·;- 7,a: It ieti Trsstixy sein ist-Hi itte lin D llis e, i tet inink «.c ; du dag, - link-? Tit itte er albe« . : lle nd, tie. » ndrc lianz ,x;»rs!:i: d, hanå Li:llie!raft, liakigs tituettelige «)lrlseidioi:il;e:s.« —- »Na ja for Tanzen-! Jlrbejde er Ein hanI Unst, min er at vcere »Er-Den na· icieistei oa at atra paa Jaat, laD Extlkrer drive det» lxan lzar Jcrnpjelse af, ca Derined Basta.« Eiter risse Lisd ilede Casiniir stknaenke ned ad Trup perne ea nd i Otaarden Her aao han med atean Idee sine Befalinaer, lod to Banne tratte frem, en til Fru Tarnotws oa en starre til Det øvrige Selstah Han nnderføate dem begge selb, ja lagde endog Haanden paa met, da Hestene stulde foispændes. Midt i Arbejdet slap han Det tinidlek- « tid for at tnalde med en stor Pisk og for at lege med Fideiko, der syntes lige faa glad som han selb, over den Rejse, der forestod. Saa snart alt var i Stand, sendte han Bud efter Dainerne, men da disse itte strats kom, blev han utaalmo ldig og git selv for at hente dem. , Da han naaede Emilies Kammer, harte han hende tale med hendes Ventnde. Han git nu sagtere, ja naeppe meet tede han, at Emilies Der stod paa Klem, for han erindredes sig Major Zeltners Leere og standsede for at lytie efter heil des Ord. »Den stattels Alexandra er rigtignok nalmindelig bleg«, sagde Einilie, »det er ubegribeligt, at hun itte stnin ster sig.« — »Dertil er hun alt for dydig«, sharede Fm Tarnotv, ,,hnn Vil langt lhellere se ud sont et Genfcerd, lend hun Vil stuffe med laante Farver.« —- »J det Windsb burde hun itte stedse klæde sig i Zott, derved shneå hun tun endnu blegere.« — ,,Hende5 Dragt herer med til hendeäs Religion, hun bildet sia ind, at hnn aldrig btiver salig, hvics hnn gaar tlædt sont vi Andre.« —- »Hnn har stor llrei«, sagte Einilie, »selv den, der virkelia er stunk, but-de aldria forfønime sit Ydrex en yndia Draat, ja den uhethdeis liaste Vleinst, naar den tun er bei-Nester med Z:nag, har oftere, end De fleste tro, fort en flt Jatii Elfter tiksdaae igen.« »Bei Lamme har jea sagt hende selV ,svireke Fru Tar now. — ,,Var jeg i hendes Sied« , vedblev :nilie, »da« — »N« i hendesz Sted kan De vel en Gang tonrnre.« — ,,Men dertil føler jeg ingen tht«, svarede Einilie, »Na var jeg i hendes Sied, da vilde jeg veere venligere nred ham, end hun er, jeg Vilde udforske shans Sniaa, jeg Vilde deltage i hans Tidsfordriv, jeg Vilde spafere, ride, jage med hatn, selv am jeg i Hiertet itte havde tht dertil, og alt dette vildc jeg fortsætte faa lcenge, til han stulde tro ntig lige saa med-— oendig til sin Fornøjelfe, sont Aandedrcettet til Livet.« — »De taler med mer Erfarenhed, end man af Deres Alder fkulde tiltro Dem.« — »Ja var jeg gift med harn eller med en Anden«, blev Einilie ded, ,,da stnlde dog inin Mand aldria overraste mig i nagen slødesløs Dtagt, jeg vilde have mit eget Sovekantniet, eller ogsaa stulde der hænge et Trep pe imellem os, som først maatte trcekles til Side, naar jeg-. var fuldtotnnien paaklcedt Da phntetx beftandig vilde jeg-« træde ham strlig i Mode, eg endnu ester mange Aathsfu Ægtestab siulde han i mig genfinde sin unae Foklovede, ja han stulde om muligt vcenne sig til den Tanke, at jeg var votfet stem i al denne Pragt og Herlighed, ligesam Lil lierne ude paa Matten« . »Den, der ofrer Alt for det ydre Stin, kør maasie« beere sig saaledes«ad, vilde Alexandra spare-« »Nu, ogsaa han stulde drage Otnsorg for sit Ydre,« lige saavel som jeg, han stulde aldrig vise sig saa findest-ist tlcedt for mig, soin Casimit saa tin findet for godt ai vise sig for Alexandra; heller iike vilde jeg af ham taale de Uartigheder og Tilsidefcettelser, som de sædvanlige Ægtei mcend byde deres Huftruer, jeg vilde aldeles itke vcere nogens tBold for hans Luner, og tro De mig, jeg siukde Mittage lham paa den artigfte Maade af Verden.« »Men naar Deres Mand saaledes var opdraget til iDeres Behag, tror Te da itke, at han ogsaa kund-e behage iAndre?« i »Den, der itte tan behage Andre, behager heller itke mig«, svatede Emilie. »Ja, ja, De ved, at De ingen Medbejlerinde here at frhgte.« ,,Ttor Dei-« »Den stattels Alexandra er i det mindste ikte saa be gunstiget af Naturen, at hun tunde vove en Kainp med Dem « »Hm-Mr ncevncr De netop hende?« sputgie Emilie: , »O, jeg hat ogfaa Zine«, fvaredc Fru Tarnow med et is Bitt til Deren, »og til Straf for Dei-es Mangel af For- - trolighed hat jeg i Gaar Aftes tagt mig efter at vcere Spi on, thi dct bliver Mode nu, siden Major Zeltners An tom-f.« — »Hvad faa De da?« — »Jeg faa Dein i Sel stab nied« —- »Med hvem?« spurgte Emilie. — »Med en Mand, der er os neermere, end De ttor«, svarede Fru Tat-— now, og i famme Øjeblik traadte Casimir ind. »O, den Asfstyeligei han hat lyttet«, raabte Emilie. — »Stynd Dem«, sagde Casimir, »Vejret er dejligt Vognm venter, lad os benytte Tiden, mens Faeer er dorte, thi naar han vender tilbage, er dsog den bedste Foruøielse forbi·« Frn Tarnow ilede ind i et Sidevcerelfe, nceppe verwie hun Ryggen, før Casimir pludselig omslhngede Emilies Liv og trytkede et Kns paa thendes Lieben —- ,,Vær dog forsig tig«, sagde Emilie forstræktet, »De styrter ntig i Ulylle ved Deres Ubesindighed. »Na stulde De overtale Emilie til at besoge mig i Kra«!au,« sagde Fru Tarnotv, idet hun igen traadte ind i Reisetlceder. »Oberstens Slot ligger jo tcet ved Gesen setne.« Kort efter tom ogsaa de øvrige, og det varede ikte lcenii ge, fett de to Bogne tullede ud af Guardem Rappe havde vore Reifende fotladt Starostens B- if· siddel"ser, for de mattede en sprgelig Forandring. De fleste af sde base, de sau, vare saldefætdige, de dytkede Agte bleve sjceldne og selv paa ditse vo«tsede Toene II Ttdsler i Mengde mellem Schen, ja nndertiven dem-riese de hele Laut-Ihnen der laa sum Rainer fra en forsvundess Tit. . . ..j.. G...-·-!« »Ju