Die-stellte Jtuiave sum Tiefe1
Livsslildring fra Reformationstiden
M
H. F. Ewald.
g —
—..:Z. Tkedie Bog. sei-—
(Forttat.)
»z« olrner!« sagde Knnd eg rendte sig om, ,,dit god·
Lune Undter mig. Du ftoj.er orn Rad med dine Fugle
Tom var du alt i Paradis, hdor itte findeg arge Stalte
Itsenkefmede dg fixie, topragede YJiutite.«
»Munle,« ioatede Fahnen ,,dille ri io sittetlig trceffi
ber. orn vi nogen Tid blire inoladte i Hinweing al der
Stund feig itle, forn te kslknce, honmodige Papifter, djceti
der mig til at domme de henfatne Eiitle — dog, haabet
jeg, uden Arme og agc Top!«
»Jeg hat deret idel Forundring, .Foln1er,« fagdc
Knud leende, ,,siden jeg tonr hertil.«
»Lad here i hdasd Henseende,« tsad Folmet finilende
«,om der II itte i din Forundtixig et blandet for ftærkt
Mshag rned rnig og niit singe Hu55«
»I.lii:.ai,i.1, me) nia felol « udbtod Knud »Jet
hat vætet en zinntrig ziar l het, yuld as Dosdensiab og Ked
somhed fra n: in J- ie og til min Spange.«
»Nu, nu! oi bade Vionet paa gnnste det modfatte —
Storoildtet i Eteo:ne, Lnksene i Aan, sont du flød ox
fange-de, Beut cui Henning, og rnine Spende, sont de
fægzere rnridixe — alle enste re Oel til Hohe snareft, at
Knud Mogenien dar en Kende mere led.«
»Vel, di have legt bravi, « svarede Knud og saa trinke
fuidt hen for fig. »Dog rat jeg imens mindre glad end du
iom sad inde hdg dine Zugle, seld en streitet Fugl Dei toni
sof, at jeg san mig for og taentte noget deroed. Jeg vil fige
dig ret, Folkrsetk Den sisnne Orden, der herstet Paa den
Gast-d, im fotundtet mig. Alt et got-et, fom om Has
bondens Ljne havde vogiet tidligi og silde paa Svendene
og4het hetes hvetks k: Larin eller Standsotd end sige vat
tet her Hug. Hvekn loerte dig den Kunst?«
Folmers Forundting rat stor, og hans Blit tobedi
det, da han saa tp. Han licvde itte tilttoet Knud at tcentc
jligt, ensd sige udtale det.
»Der find-es itte,« vedblev Knud rned siigende Vatme
,,1ysteligete Sted at dvcele paa end din stønne Fædteneborg
Sloven og Aaen med dens Baadehavn et her liqe for Por
ten; de starke Volde og dybe Grade, Vindebroen, sont
drages op hvet Nat, Staldene med dine stsnne Heste, Ruft
iammetet med de widerlich gamle og gode, nd Vaaben —
alt hat roldet mig storte Glæde, end du tceniet.«
»Ved min Stammefadet Hansl« udbtod Folmet, hvis
medfødte Beskedenhed dred hain iil at sijule scn Gliede over
Knie-As Lodtaler under en Spog, »du taler grangidelig sorn
den fede, garnle Kanniteprodft fra Toilu1n, naar han for
dum gceftede dort Bord og bluåsende nf Bin sad og talede
min .Fadet, hdis chel Gud naade, til Behag. Du hat
«forsnaktet din, iorn han stundom giotde; ihi føtsi sagte du
at du var ikte glad, iiden at du var det.«
»Bei er sandt not,« soatede Knud rned Alvotz »ic;
ylcetesde mig over din Lytke. Du hat alt, hvad jeg savner«
og det, sorn er mere end Borg og Fæftek Jeg tcenlte ogscic
— det Sind-elekt, her raadet, var mig fremmed hisdtiL Hvor
fiot Fotfkel paa her og mit Fædrenehjem, fom det der
sigit til lige fta rnin Batndorn og til den Dag, da jeg rom
tnede detfta i Vtedel Din Fadet maa ikte have lignet
«tni«n.«
»Jeg- agtet og Eter din Fader i hans Grav,« sagdsi
Iolmer og sendte Knud et misbilligende Blit; »du her dg
sasa gpre det eg hufke hans vanstelige Knar.«
»Det evnet jeg itte,« fvarede Knud toldt, ,,og hntteis
sie Taatet ptvde ingen Grav. Lad ds nu tale om din
Iædreneborg. Her fattes tun eet — Fjendet udenfot, som
lunue give os Travlhed!«
»Na tender jeg dig igen!« udbrød Folmer og taftede
Univ og Pind fra sig. »Knud, slan de Sttidstantet ai
Sindei Mindes Thomas, foen du vog, og bed Gud holde
dine Hændet rene for Bloid fra nu af!«
,,J-eg gjotde gerne Bad sor det Drab,« svatede Knud
tned ftot Sindsto, ,dog selv det et mig nægtet.«
»Ja, Bad med Pungen og GylderiS-Veerds, fotheerdede
Hinab du et, men itte med Hjette og Sjceli Lasd os fere
«"it«ille os, hvad Ende det vilde tage! Ved du, hvad din For
«fa'der. Jens Melfen as Avensbjætg, maatte bade for, at
; hatt ihfelslog Jens Jenien Brot af Klavsholnr?'«
»Gut Eritsens SIfter Petnille af Ring Kloster for
Hialie mig engem-g derein, da jeg vat Bern, dog det hat jeg
for icenge siden glemt."
»Nu, faa høt det! Han maatte fotpligte sig til at
Miste en evig Ssjcelemesse for den dteebtes Sjcel i Sankt
Titkementz Kitte i Rats, og en anden i Sortebtedte Kitte,
« hope Jens Jensen hat-de sit Lejetsted. Hart maatte saa til
« de Messer give tte Leestet Korn aatlig, en Mslle og 14
deergaatst selvfslgelig koste Jens Jensenz Begtavelse
W det pragtigste og indbyde dettil begge Sloegtet med
Etextes Vennet samt optleede ttedive fattige, som maatte gaa
- eriss Etgvognem hvet med et Blus si Haar-dem ensdekig nd
- W en Pilegtim til Rom, en til Jerusalem og tretten til
Y CM heilige Siedet her i Norden-«
. »Bei dar stint « udbtsd Kund listig, ,,og sont det
-W sig en Man-d of Ætten Ltvenbalk. «
) - USCMUD spatede Folentey »den sttn isct as
Stimle hvad for en Mund Jenz Brot man
met, wen esse-a begge Sie-stets Verde, hvot
sssUg den Fer vilde date bleven, ein den var
Log Den-s stmbalk ikte hat-de tillsbt sig Frei-.
) ZMU fis-Innere bilde det bog have vætet,« mentt
d, »vor Heiden bleven udfægtei. «
Qg bess- Skcgtset uvryddede as Jorden?« spurgtt
- M M itzte stete. derive ftrgede Dronning Mat
Kett-weise et Fuss blev tatst-set og sit-er
-ÆH SWU need to M Ied
«i AK ZEIW sie N TM
; J
t
I
inden i Sandtxed on Odrigtighed dil angte din Brode.
»Ja ie; Viltc i dank Eted ingen Sind-: hat«-e nedäadt mig
:ex:i:.«
»L« Lere Ins i andre Tit-er, Knnd3« sparede Fettnet,
»Es-den er sales-en mindre, saaoel som dgsaa Anaeren og
Y,dn:1)gl)eden rinacm Underligt er det, Kund, at din For
saterszs Leiersted i disse Tider er blos-set helliget Det dar
jo sra dans cg bang Hustruiii Ligsten, at Hans Tadsen paa
Gkaabrodre Kirteaaard prccditede sor Foltet, da Bispen
sorbød kam Abgang til dtirtetne i Viborrig. Nu, jeg
l1aaber, Kund-, at det enaang man blioe dia nndt at give
Bod sor Thomas- cg sarlige dia med Krislos, og at du sor
»Jeg haaber inte: mere«, svarede Knud merkt ,,Selv
er jeg i Unsre og oanmægtig, min Moder sdaasindet og mit:
Spster i Munteg da Nonners Fuge-. Den Time vil kom
me, Folmer, da du odaiver os, og da itte metc dsin Vindebto
nedlades sor Knnd Il?ogensen!«
»Den Spaamand, som soe ramme Lllvor vilde djasrde
sig at varsle saaledes«, udbrod Folmser, ,,dilde jeg lade piste
as Gaarde! Jeg hat Tro daa din Moders Ære, Knnd,
og eone vi end itte for Tiden at raadse Gaaden og vaste
Pletten as hendes thold, saa dil der oel en Gang sind-es
Mitdel dertil. Nu magte di intet na maa lade den Sten
liage. Tag din Søster, Gud signe hende! hende agter jeg,
vil Gad, snarest at redde, og dil l)un, sont jeg, stal hun om
tpse Tid dtagc hetind soin Hassrue.«
»Da vil Vetdens on Etandensz Ringeagt salde paa
dia, Folmer!« sagte Knud ,,Gode Mcend oa Koinder ville
« ride Kjellinghøl sotbi, og din Hal vil blide tom.«
»Tet er itte aode tin-ak«, spare-de Folme:, »men vi
saa dære dem! Lytlen vil da ocete min daglige og stadige
Gast. Jeg vil itte have nodig at se ud ester hende, om
hun stulde komme tidende ad Landevejen. Jngen Stude,
Kund, tan min Hal blioe tom, naak Mataatet Mogensdat
tet sisddek sor Bordendenl Hun stal saa samme Sind som
jeg, der tcenter, at med en seelst Samdittighed er det mig
itte en Klipping«. verd, hvad Verden dpmmet.«
»Desvcerre!" sagde Knnd med et Sat, »hun hat nu
et Sind, der et ganste modsat dit.«
»Vi ville snakest se ind til den-de i Vissing«, sagde
Folmer, ,,og saa at se, om hun itte nn er led ved de dum
me Nonnet.«
,,Naat, Jolmer?«
»Im tænter den Dag i Morgens svarede Folmet og
soingede sin Ami. »An tan jeg uden Stade rote mig.««
,,Naa, Gud have Lov!« udbrod stnud og sprang op.
»Saa gaar jeg ned i Ztalden for at se, om vore Heste itte
have lese Z:o.«
Den nceste Morgen, set Sol stod op, sad Knnd og
Folmer i Hallen ca nod derei- J«a.tste, add, varm Sobematy
som Bvdil seld bavde indbaared Der satte-des dog heller
itte Sul on Bildt-end samt Brod ca ji«-mer« og en stor
Zølvlande med dann Lntendrant stcd daa Vordet, som
dar daettet med en smndset Tug.
Uagtet Bcraen i sin Stil var plump oa mere starrt cg
anselig end smut at se til udesta, da den strev sig sea
garntnel Tid on var dringet for at gioe Beboerne Zitlekhed
da sitte sdr a: volde dem Lienlnst, saa var doa det indre
hnggeligt oa Værelierneis Jndretning sorud sot Datidens
lidet udritlede Imag. Ljnaioetserne dar Prceg as Borg
hettens Dannelse on milde Laden Hallens Vcegge vare
stønt tlcedte med tunstsærdiat ndstaaret Egeteæs Panel,
og Lostgdjckltetne date ligeledeg drndede med Trceslcerees
ardefde, Slckgtens Banden var indsat sleee Steder, men
uden pralende Farren Llltæatige Hjortetattek vake opslaas
ede daa dassende Steder, og under dem hcengte nogle as
Folnrers slønneste og tostbareste Svcekd, otltnede med
Smag. Mellem digse Prydelser var der saste Armstager as
sint hamret Jern Vinduegsordnbningerne vare paa
Grund as Murenes Tyttelse tummeline Siddepladser og de
smaa, i Blyranunek indsattede Ruder as ualmindelig godt
og tlart Glas.
Saaledes saa den Hal nd, der tun ventede paa Mag
gaket, sor ved hendes Ncervaskelse at bline Foltner Ruds
jordiste Para·dis. Nu sad han der annsle ene, thi Knnd
havde Uro paa sig kg Hat gaaet ned sor at se til, at Hestene
bleve vel fodtedr.
Gamle Bodil traadte ind, og Folrnet blev stratg rar,
at hans Fostetmodets eerlige Ansigt var tagt i alvorlige
Foldek, saa at hun maatte have noget sætdeles paa Hinte.
Hans Fostermodet taldtes hun med Rette. Hans Forml
dee Ohavde brugt den blandt den hpje Adel temmeiig almin
deng Stit at sætte detes Vorm mens de vate spæde, ud
hos Slcegtninge, som vcilde tage sig as dem, medens de
selv sceededes seit ved Hove eller Paa Rejser mellem detes
sokstellige Ejendomme. Kun as og til saa Foltnet og bang
Sssiende, Peder og Johanne, detes Forældrr. Stønt
disse viste Verrene enegen Kærttghed, medens de haode dem
hos sig, saa blev Folmets Anime Bodil dog den Moder-,
der vaagede over ham Dag og Nat og ledede hans sptste
Opdvagelsr. Netsindig, sotstandig og gudseygtig, sont hun
vat, og itte ilde opleert, uagtet hun var tommen as Von-der,
hat-de hnn hast den heldigste Jndflydelse paa dam, og han
Trade hende endnu hist, om end hendes velmente Formo
ningcr og Raad nu og da ttcettede hom. Hun var tidlig
dleven Ente vg- detefter baknlss, saa at lhun helt havde
tnyttet sit Vierte til hom. Sorgelige Oplevelset i hendes
Slægt havde sitt Bädil med Fostetsen til Overensstem
metse t et rigtigt Punkt —- indetltg Kætlighed til Luthers
Leere og gtjdende Had til Paptsmem
Bodtl gtt itte ltge til Macht, men hendes dem lod
stg itte vitdlede as hendes venltge Forespstgsel til hans
helbeed og den Gliede, htm ndtulte over hans votsende
Mut-Inst hatt svatede tun toet dekpaa, sot at hun snatt
nde komme til Sagen og itte ved alt for stot Bidtlsstigs
-d hindre Afrejsen hatt stæntede et Begee suldt med
Lutensdeant, ttedensede det og tatte hensde det, soe at hun
tunde dritte til Afsted med dam. thun tog Plads i webt-«
dig Asstand sea ham ester athade nippet til Bannen og
« endelig sit heut-es Vierte Luft ved de givde Ønster, hun«
derestee udtalte one den foreftnaende Reise.
" »Nan Sane- stnaa det vere,« fagde hun med
" ei Sei-, »so-c deine dig as Sau-den mei- eu in- sutvi hec
W Atm. Tag mtg ttte ttl Mtztytttz miu Sin, at jeg
spie-gen eedet Sondetz at det Mdt galt-ex Btsstng Mo
ZEIT-«
t Missttdew
- es OFee III-un n
.«,( .«,» - JU- ·«;.;;3;.
H
,,Ee!« itksdred Folgner, ,,et det alt titii:d«.1rt, at sey1
til-er til Viksinth Eza n:na Ftnnd Hisogenien bade staner
»Te: var itte soeben dir-. Baue, Folmer, at delete, hxer
dn droa t;en," saaee BcdiL »Jeg solte dersor llto ra
spuegte Knnd Mcgenscn teroni.«
,,Ftnud los itte,« snarede Folmer med Rnnler i sin
Pandez deg stratcs derpaa smilede han og tilsøjede: »Im
eider til Viessing for at aakste de Nonner og hote en Messe.«
»Na gantes du med mig, Folmerl« sngde Bodil, hvis
artige, ennlede Ansigt snarere viste Tilbojeltghed til at
grade end at le· ,,Jeg fnar sige det, om du ogsaa vredes
— en ung Jontfrn, som fjaklek sig i Klosteret, Knud Mo
genseng Sie-steh lolter og deager dig did.«'
Da Folmer tavs stierede ned i sit Bergen vedbleo Bo
dil l:elt hevasget og idet hun torkede line Øjne med Fligen
af sit Honedtlæde:
»En usri oa ringe Koinde er seg; men jeg glemmer
det itte! Allersidst vsilde jeg uspuegt give fri, adelig Mond
sont dig Rand i slig Sag, Var der andre til den Gerning.
Don nu, da Finder og Moder ere dode og Frænder langt
herfra, hoem stulde da give dig Rand, om ikte Bodil Hans
datter? Du fandt Neering og Hvile ved min Barm, da du
var spart-, og lænae vare mine Arme din Vuagr. Dag og
Nat har jeEz bedet for dig, at du inaatte sanae god Lntle
i dette Liv, Salighed i det andet, naar din Sirel farer her
sta. Don det, du nu har sor, vil tilintetaore plat baade
din Lytte her og din Frelse hisset.«
»Leeg ud set Inig, Bodil,« sagde Folmer og dtejede det
tomme Bægee hastigt mellem Fingrene, «Paa hvad Bis saa
radrelige Ulhtter tunne komme as, at jeg rider med Knud
til Vissing sor at sporge til hans Solter7«
»Snig dig itle saaledes derfka!« ndbrod Bedil og sog
te Folmers Blit. »Det er gansle, sein da du var Barn,
oa du oilde folge dit eget Sind og tillutlede dit Hiertr.
Du mente, at du selv var den tlogeste. Al, Folmen den
Gang galdt det tun Æbler oa dider til at aive Maveoe,
nu gælder det unae Jomsruer, der ville odeleegge baade
Legeme og SjceL Talen gaar saaledes i Borgestuen blandt
dine Svende: nu agter Folmer Hausen at hente sig en ung
Nonne og leve med hende i Fthd og Gammen!«
»Den Svend, der sigee saaledes,'« udbrpd Folmer vted,
»han skal vises as Gaarde og slaas med Bagdoren, hvis
jeg sinder ham. Jngen Sinde, Bodil, stod min Hu til
sligt. Ved Jesum Kristum du stal itle leve den Daa og se
mig give Forargelse veo sligt snndiat Levnet.«
»Nu,« svarede Bodil med et toivlende Blit, »seg hat
easaa ment, at sdu var sor aod til sliqt Alttaa loj Even
Dene, og du har atter slaaet den Jomsru as Tanletne ?«
»Det maa vel være Tilsceldet,« sngde Folmer, ,,at
du itte tan alte-des ded, at jeg agter at indgaa i det helliae
IEatestan og at Neglerne maa slyttes sra dit Bælte til
rnin Huftrus.«
»Gud naade!« udbrod Bodil en sloa Haknderne sam
men; »mener du, at jen, er slig raadelnsten oa aridst KvinM
Tet oil være en srndesuld Dag, naat jea maatte faa se en
got-, eedelig Hastru ved din Side i denne Halt Doa dertil
tan umnlia Jlegseddatteren sta Teile være ndfet. Det
silde ilre somme sig for en as de stolte Ruder at sore slia
Vanbyrdig Brud til sit Hug. Hoad mon Peter, Johanne
og hendes Hnsbond vil siae dertil!«
»Tet er mia liae qodt og ens, hvad de sige!« sagde
Folmer med et sunliende Blit· »Ja, var endogsaa Fader
og Moder i Lire on ooen Jorden, vilde jesg ille hore dem
i den Ing. Jeg har den faste Tro, at Mark-trete Mogenss
datter er sine Forældreg rette, cegtespdte Dotter, ng at de
selv vate rette Ægtesolt Stoe Ueet er stet, da Erit
Stram tog Tjele, det er jea vis paa, otn jeg end itle nu
eoner at udrede det Rentespil.«
»Villig og gerne,« sagde Bodil, ,,man tænter og tror
det, man onsler stulde veere saa. Den Jomsru har vel
selo stuttet dig de Blaar i -Øjnene.«
»Langtsra!« svarede Folmer. »Du tan slonne heu
des Ædelsind as, at selv tæntee hun det ringeste om fig oa
sine Kaut, og min egen Moder tunde itte være mere om
over min Ære end hun! Hun asslanr rent no at hlioe min
og agter at klostetgive sig. At hindre delte er min Agt,
og dersoe ridee jeg nu til Vissing.«
Den Underretning undrede Bodil i saa hsj en Grad,
at den lullede Munden paa hende. ;
»Mindes du hende, Bodil?" svnrate Folmer og saa
then for sig med et drommende Blit. ,,Doa, hun var tun;
let Barn, da hun sor nogle Aar siden gastede os her. Hat:
ldu nogen Tid set et meee saaert Barn?«
Bodil soarede tun ved at ryste paa Hoeedet
»Men nil stulde du se hende,« vedblev Folmee med
Jlsd i sit Blit, »nu da hun er en suldvolsen Mo! Jngen
Abild som hendes Øjnex de tunne se blidere ud end en
Dues og bog lyne som en Mens. Hendes Haar er brunt
som en Nod i Hast og mete blodt end Silte; hun er suld
om sin Barm og snuektee om sin Midje; hendes Gang er
som Hindens Lob gennem Stoven, og hendes Stemme
lhdet sodt som Droslens Sang.«
»Gud naade,« udbrod Bodtl soeseerdet, »hun maa
oeere et Trsoldbarm som har sorgjort dig!"
Folmer lo, og Hallen gav Genlyd as hans klare
Lattet.
l
i
l
l
l
«Nej, Bodil, nej,« sagde han soc-, »hun er from som
en Gudz Engel, men hildet i Vildsaeelse. De Nonnee i
Vissing og de Munte ere,Ttoldene, sont have slaael Ring
one hende, og hendes Striftefader, Sortebtoder Bigand,
et Djævelens Apostel og Heloedes Udsending. Jeg vll beyde
den Trylleelng og eive hendes Sjæl ud as Papisteenes
Kloet!«
»Ja, gjorde du det sot Guds Styld,« svaeede Whil,
,,«d«tlde ldet vcre en prtseltg Gerntngx men tat-Bild dig tue
sdetl thetz Syst, ttte hellig Nidlcerhed driver dtg nu til
Visiten Maoste ee den Jomseu bedee,-end ieg tænter om
hende. Lad hende da med Fredt Det et dog bedre at
date en erlig Nonne end en rettroende Mands Feilletonr.
her mig, mens det er Ttd, at du ttte soe tilde stal sonde,
at hvem ikle Rand vil have soe godt Kot-, han steil lobe
siden Anget dhee!«
»Det vilde angre mig til mtn Dividag,« svarede
Foltnee on eejtte sig brat, ,,sptgtede jeg- niln Hjeetensleet
nu, da hun levee i Miete og tun hat paa den otde Jord
en suldteo Ven, og hans Navn et Folmer hausen. Du
stql engang, det haabee og teoe jeg, tllttaa, at t den Sag
er heteen med mig, og at jeg ttte boggede mtn Lytta Hut
, » ,
paa Sand! Du ital, vil istiid, lede den Tag. da dii faar
Izcrc Vindesrren donne, naar jea iiter herind Sieb niixi
Dank Vio, inens Briidedliigsene itiiine ira Voldeite kg
stiiitie i t«;«ii!senaaen»3 Vaii«de!« —
» Da Listen-J fisrtte Etraaler tittede Oder Hierxnind
Elodaaxz blev Vindebroen nedladt, Portgeniineren sindte
i sit Horn, da Ztoven gao Genlnd, iiiens Folmer og Kund
ined derei— Eiiriide ied iid af Borgen og satte Kaaien mod
Syd.
Uiende Kapitel.
Vrd Tolenitteret.
Dei var en lold, sterniiiild Maidaa tidlia oin Mage
nen. Nonnerne oare sariileIe i selig-sing Kloster-tit» til
Primen eller Morgenlioniiem soiii lkoldtes Ftlotten seis.
Vigand havde af sit Breviarium læst Bønnen og tortelig
mindet Sostrene om den Helgen, hvio Mindedaa det var,
Kirlefaderen Gregorius af Nazians. Nu lod derefter
Nonnernes Sang. niedens Kirtevindiieriieg Ruder tlirrede
for Storinen.
En fiild, tlar Sternine ansprte Sangen on lefcede
den over det eng-formng udtrylxsløsc Toiieiald, den saa ofte
havde tsil daglig. De ganile, flove Noniier felte siwldeii
noget ved det, de sang. Aar nd og Aar ind. Tinte efter
Time, tun ved det ydre tvungne til at betende og tilbede
ined Lceberne, vare de for længe sideii blevne trcette og ben
faldne i aandelia Død Smaaliae Tanler ior dein aenneni
Hovedet, trieben-is de sang Mariae Lovsaiia: de længtes tun
efter at faa sen Ende paa Giidstienefteii for at toinme til
Vords i Neseltrriet da lange til Giedfadet.
Et Par af dein undrede sig deg over den Andagt og
Jnderliahed, hvormed Forianaerinden, Jomfruen fra
Tiele, so« de taldte hende, fremiubleiide baade Ord og
Toner. De mindedes derved om deres unge Dage, da de
felv soni Ungsoftre havde solt det, der nu fil Margarets
Hierte til at soulme og fnlde hendes Øjne med Taarer.
Den yngste i Laoet, Stifter Veronita, der stadig ved fin
Munterhed og liefterrettelighed paadrog sig Jretteicrttel
ser og Bodsstrasse, havde sit Blit feestet paa Margaret,
fom stod lige over for hende yderft i Ratten. Veronilas
godmodige og endnu finutte Aasyn udtrntte Beundring og
Medfølelfr.
Soni en Sonne mellem Gees var Margaret at se til
ii denne Nonneflot. Den sitelivide Novicedraat stiiilie nu
ihendes slønne Stabniiig, men hench Holdning var cedel
iog fuld af Ynde soin spr. Hun holdt Bonnebogen inellem
de foldede Hemden Hovedet var opløftet, og hun saa opad,
idet hendcs fine Prsosil diste sig under den hdide·Hcette.
Kun lidet anede det herve, at liun blev iaatazxei ai
profane Blitle; thi hdad var hendeg Hiertengveii nii andet
i hendeg Dine end et vanhelligt Verer? Baa, ltlosteretg
Lcegbrodre og Liegt-site irm tiicrlende overvcerede Mor
genaudåtieneftem laa Knud oa Folsner, den fidfie nasften
siainifuld over, at lxan blandt Papister bojede Kna- ioni en
Afgudgdyrten Dog forsvandt denne Følelse firatH, da
han havde faaet Oje paa Margaret· Dyb Znierte da trot
lende Angest greb hani, da han saa hende i den tloiierlige
Dragt, der i hans Eine dar et Dodeng ltlædebom oa lian
blev hendes Aafyns Vlealxsed verr. Hvor bendes Træl oare
blerne starpe, og saa dette brcriidende Blit, der iifraoendt
itirrede oval-, medens de llare Toner iidait sra hendeg
blege, fordiim soa fiiile Læbert Der var et Trcet oin
hendes Mund, der mild-te ham helt fremined; del var fuldt
af usigelig Vemod, eller som oin hun var bleven ineget
celdre. Den lolde Soed ftod Folnier paa Panden Zynet
af Margaret niidt i hendeg Andagt cifte liam tlarere end
Ord, at Faren for at iniste hende var langi fiorre, end han
havde tceiitt sig. Han henfaldt i Grubleii over, hvorledes
det var miiligt, at hun tunde være toiiiinen saa vidt, og Bin
dette var den stuinle Miiiilg Viert alene, han, soni stod
der ved Alterets Fod nied stinhellig odadvendte Blitle, ioet
han nied sin dybe Rost ledsogede Nonnernes Sang. Hor,
hvor stont Slutninggstroieii toner gennein Hirten:
»O rleiiiens, o pia, o dulrig Virgo Maria!««s·)
«Endnu iiiange Aar derefter, naar Folmer inindedes
sit Bring i Bis-fing Kloster Sankt Gregorii Dag, genlod
i hans Dir-n de bliebe, sitrende Toner af Margarets Stein
ine, inedens hiin sang dette: ,,o eleiiiens, o pia, o dulcis!«
Saa omt bedende havde ingen Sinde for nogen mennesie
lig Rost foreloniiiiet hani at Inde. Han folte sig reer med,
glemte, at Joinirii Maria Guddoin tun er Mennelle-Paa
fund og vilde folge sin elsledes Sicel paa dens vildfarende
Vei, da Sonnen standiede og den sidite Genlyd dpde hen
under stärken-s- Hvaelvingen
Folmer sprang op. Han var i et Nu sig felv igen og
git, ledsaget of Kund, driitig op mod Korb-rein Den
dybe deme paa Margareiö Kinder og det sunllende
Blil frei Vigands msrte Øiiie vifte, at begge havde iaaet
Øje paa hom. hastig traadte Vigand frein i Korb-ten og
udstralte Haandew
»Hvilleii arg Ketter,« sagde hon, »dieer fig til at
lrcenle Kirleiis Fred og besinitte dette hellige Sted med
sine ugudelige Fodtr-in?«
»Ja-n din Junge, Muntl« raubte Folmer og traadte
op i Lord-ren, idet Vigand veg tilbagr. «Margarett«
sagde han taa og vendte sig imod heiide, »ieg Infler en
Samtale med dist«
hirn itod for hani med et blegt Aasin, seende mod
Gulvet og tnugeirde Binnebogen mod sit Bryst. Den
lendte, leere Ssteinnie sit hendes Vierte til at baute, og
det fortrolige: Dig! rainte hendes Øre med underlig Magi.
Medeas hun under Adftillelien stadig havde iiernet sig
mese fra ham og reist en Mur melleni sit Vierte og dani,
var haii i fin Tante stadig toinmen hende neerinere. Nu
ftod han der, aubenboet til Sinds at bruge hele sin Magt
og gsre Krav galt-ende, en Frister, der oilde lolle hende
ira det hellige Ain ud i den iyndtge, urolige Verden.
Jesus, Joinfru Mariat« ltd det ned ad Nonnernei
Rette. Nogle af dein flog Katz for fig, og inden Margaret
vari Stand til at give Spar, traadte Adbedtssen irem pg
ititlede tin there Stittelle for-an hende, fom oin hun vtlde
vierge hende for Beimittelse.
) Du milde, du fromme, du fide Jomfru Mai-ist
(Iottseettel.)
