V
Den flalllie Kuinite Inn Tit-la1
Livssiildring fra Reformationstiden
at
H. F. Ewald.
—
—;-.;. Tredie Bog. se-—
(Forlfat.)
Hnn rejfie sig osg gengældte Willst med ncgei nf fin4
fkrdums Stolthedx men da han løftede Haanden velfigneni
de og udtalte sit: Dominus vobiscum! bøjede hun Kna- og
tyssede hans fremralte Hat-and Han rejfte hende op og
lnyede hende paa Panden
,,’For nogen Tid siden oilde faa ung en Jomfrus Nar
vcerelfe paa dette Sied, alene og i denne verdgli.ge Dragt,
have voldet Inig ftor Forundring. Siden Softrene i Vis
sing sit de Gefiel-, af hville der er gaaet faa ftort Rh, tan
jeg nceppe tvivle onl, at J fo maa viere Jomfru Margaret
Mogensdatter af Tjele?«
»Bei er den samme, forn nu taler til eder,« svarede
Margaret og flog Øjnene ned for den gamles forflende
Blit. Hun var til Mode, fom tunde han lasse hende lige
ind i HierteL
»Nu«, vedbled han, «det taler flet for eders Moderz
og Stifter Marineg Aarvaagenhed og On:hu, at J er her,
faa langt fra Klosteret uden Ledfagelfe.«
»Hvem er J, ærvcrrdige Fader?" fpurgte Margaret
cg faa op.
Broder Ambrofiuis fra Din. Hat ille den renlioede
Petrdilebroter Vigand ncrvnet mit Naon for eder?«
»Vis3felin!« fvarede Margaret i en overraflet Tone.
»Mit-, min Tatker,« vedblev Broder Ambrosiusz »da
er J del ilte uvidende om, at jeg foler Deltngelfe for eder
cg eders ulytlelige Moder. Jeg har ofte tanlt paa at
airfte Wir-fing on ftedesz for hende; men vi Bredre fra Im
faa fjælden at fe et mildt Aafyn has Eøfter Illarine, oa
Bruder Vigand er faare nidlær orer fin Elllyndiglfed. Tog
maa J ille fe i mia en ukeltagende fremmed!«
»Q, tvcrrtixnod!« fvarcde Margarel og faa Brod-er
Amlfrofius i Ljneiie med frimodig Ynde. «Tet undrer
mig at here ederg oclvillige Sitidelaa, efterfom min Strifs
tefader har afmalet mig eder fom en Mund af ftor Streng
hed, hvad J dog naeppe er.«
»Bei turde dog i visfe Stylter findeg at ocere Til
fceldet,« fagde Broder Ambrosius fmilende.
,,Ærva-rdige Fader?« sagde Margaret med bevcegei
Rost, ,,i denne Morgenftund, da ftor Uro plagede min
SjcrL bad jeg Guds Moder: fend inig en crrlig Ven — og
fe, J loml«
Broder Ambrosius iagttog Margaret med et fotflende
Blit. Hendes fjældne Slønhed, hendes Ynde, hendes
Røfts blede Velllang, alt det, der vilde have vundet en
Mand af mindre strenge Grundfætninger, gjorde hain mis
ttoifl·
»J; er en Evadatler,« fagde han, ,,og Verden ha:
leert eder at fmigre. J tage dog helft ilte Guds Moders
heilige Navn ferfaengeligt og digt ilte en Bien, J ikke viele-.
lig dad.«
Margaret faa tun paa Broder Ambrosius til Svar,
men det Blil gjorde ham flamfuld·
»J har desuden,« vedblev han forlegen, ,,i Broder
Vigand en nidlcer, lyndig Striftefader og fuldstro Ven.«
»Jeg har faa," fvarede Margaret og bojede sit Hoved,
hvoreftek hun henfant i Grublen. Forst i dette Øjeblil
trenlte hun over, at Vigand ille havde hendes hele Fortko
lighed og indfaa Umuligheden af, at hun nogen Sinde
lunde overtale sig til helt at aabne sit Hierte for ham og
indvie ham i sine hemmelige Tanler. J mange Slags An
fcrgtelser havde hun tyet til ham, fundet Troft og Belcering;
men den ftsrfte og socrrefte Kamp mod hendes jotdifte
Karlighed havde hun udfcegtet i Stilhed. Hun overvejede
nu, om hun havde giort Uret i at fljule sin Striftefader
Kundslaben til hendes Hjertes Svaghed, og otn en flig
Fordolgelse var tilladelig. Dei anede hende ille, at Rig
and læfte grant i hendes Hierte og alene af Klogftab aldrig
havde omtalt det Punkt, idet han tcenlte, at jo mere man
roter ved Jlden, des hojere blusfer den· Hun tcenlte nu.
at det vilde være onsteligt, om Bigand havde haft Broder
Ambrosius’s hoje Alder og hvide Haar; men hun tad, og
det vemodige Udtryt i hendes Aafyn blsdgjorde den gamleå
Hiertr.
«Jeg vilde helft teo,«« fagde han mildt, »at Guds
Moder paa eders Forsbon i denne Time har ftyret mine
Fjed hid. Tilgiv mig, min Datterl min Mistroiflhed
nys og sig mig uden Sty, hvad der tynger faaledes paa
eders Vierte, at J bad den Bon, og hvori jeg lan tjene
eder?«
»Na tun deri,« fvarede Matgaret rodmende og tned et
lyft Smil, «at J itle paa Stand fender mig hjem til
Klosterei, men tillader mig at dvale en Stand i ederä
Nærhed. Ledfag mig paa en Vandring lang-I Spens
Beet-. O-, her er saa iyft og flsntl Vi høre tun anlenes
jublende Sang og fe Solens Bitt paa de glidende Vover.«
,,Bed den hellige Ambrosius!" udbrsd den gamle,
,,hois Navn jeg uvcerdtg betet-, J vil gore et Barn af mig!«
»Den Shnd vil Gudö Moder let tilgive mig og edel
med,« fvarede Margaret atter med et Smil. Nu for sprfte
Gang siden forrige Baar, den Dag, da hun gil alene i
Enghaoen ved Tjele, beghndte hendeö Hierte at flaa frit
og let.
,,J mindes vel ille,« fagde den gamle, idet de lang
fomt gil hen ad Soens lratvotfede Brei-, »at det et den
hellige Ambrosi Dag og altfaa min Navnedag.«
»Modtag da min hieriens thsnstning!« sagde Mar
garet og kalte Ambrosius feinteng Haar-den«
»F have Fall« fvarede han, men vedbled haveds
rryften«de: «Mindft teenlte jeg i den tldlige Morgenftund
da jeg aabnede mine Ane, at jeg her t Naturens Enfomhet
flulde blive lhlsnflet af en ung Jokasten Jeg tilbad i
Stllhed min deinen og fneg mlg ud af Klofteret for at
unddrage rnlg mine Klofterbrodres Lylsnfkninger. Dettt
dar, filer jeg nu, ulærllgt af mig. hist henne paa der
Brit-L J der fer, fad leg nys og lcesie den helllge Am
broftl Levnet med en Ftlelfe af min egen store RinnhedJ
,,Meddel min noget af det, J laste,« bad Margaret
,,t)ar isa lJtsrt det iiifrsrn, iiiinkiczi jegi rct Tca itte.«
Faker Illisstrcsinkk Hirt-ins ikte kenne Fristelse, tk«i
irilet rar linzr fast-sie eizz a: take en :.:tt:r:n:netia Till)ø:iIt-»
thie, sxrii sjaszden tiskkixtcsp links i Klosterei. Pan
liankrs Styx-stinkt tcia .!.t:«a:·aaret da PladJ red lianizs Zi:-.s
under en Just i det riisine »Frau-, blniidt hdiltet Linn
tslrmitsstne alle1«e:e deihiidte at spire frem, ca han beginnt-:
sitt Fertallinac
»Den lxelliae Vliiilirosin9,« sagte han« ,,ledere i det
ijerke Jlarlnmdrede on dar en JJZand af stor Artikeler intel
rinaere end Fiejser Tlieodcsii den Ztrresz Statholder i Li
girrt-ein on havde iin Nesirenszs i Lijtaiiana than var en
IDednina og en lodlærd Mand. Her nn, min Dritter,
ded hdilten underlig Tilstittelse han, der end itte var ind
lenimet i Kirlen ved den heilige Daab, fra en vantroende
Statens Tjener pludselig fordandledes til en troende da
from Kirtehhrde. Bistoppen af Mailand var afgaact
ved Dimen, og hans Efterfølger ftulde uddcelges. Ved
rette Valg udbrød en blddig Fejde mellem Arianerne da
de rettroende, hviltet, da Ambrofius var Kejserens Stat
holder, nødsagede ham til at ilr til Vatastedet med væbnede
Folt og genvprette Roligheden. Da han ryttede frem,
raabte et Born blandt Mangdem Se, der lontmer vor
ny Bist og strals istemmede hele Foltet, glemmende Uenig:
heben: Ambrosius stal være vor Bistopl
,,«2lf det Barns Mund,« fagde Margaret, »talte Gud
Herren felv.«
,,Vik«selig,« vedblev Ambrosius, ,,som det siden viste
sig. Elstet vg agtet var han af Foltet for sin Mildhed ra
Retfaerdiahed, og det Rand, at han stulde være Bifp, vilde
itte standse. Lange stred han inidd, hclt uden Forberedelfe
til sit hellige Kald sont han dar; men omsider niaatte han
bis-je fig, lod sig døbse da tittraadte da sit hellige Embede.«
»Da hdorledes rogtede han det3« spurgte Margaret,
hviö Blit hang ved den aatnle, ærvasrdige Fortccllerzs
Laden
»Ja, hvad tasnler J, tnin Dattel-, hart ajorde ferti?
.L)an ejede stdr Rigdom cg lunde selv uren sit Embcdes
Jndloxnster have dæret en vceldig Bisp med manae dæbnede
Erende i sit Folge, nied Bordfdende ca Munditiente og alle
de unhttiae Tjenere, Bisperne i ddre Tage vmaide sia med,
som am de dare Verdgliae Finstern Nei, han bortstæntede
sin Formue til de fattige og levede i tristelia Ydmyghed
Han bled en nidteer Kirtehytde, de betrcengtez Faden en
tro Sjcelel)nrde, Evangeliets ivrige Forthnder og en Malac
lia Ztridsinand mod Fia tere da Hedninger. Keiferen
arcre hain sdni en Faden oa saa stor var hana Lljiyndighea
at da den store steifer hadde straffet et Opløb med usriste
tig Grusomhed, og han bereitet vilde trrede ind i Hirten,
git Ambrosius ham i Mode paa Dortcerftelen og forbød
ham Adaanaen, ligesom Bifp Willum af Rostilde gjorde
ved Kona Svend her i Danmart syv Oundrede Aar derefi
ter. Keiseren maattc finde sig i, at Ambrosius paalagde
ham otte Maaneders Ajrtebod.«
»Ved J itte mere orn eders tære Helgen?« spurgte
Margaret, da Ambrosius tad. »Tcent itte, at jeg bliver
trat af at høke3«
»Nu,« svarede Ambrosius, »der lvd sig meget mere
fige om ham, vg tunde jeg end blive lange ved, vilde da
sitterlig eders unge Dren blive treette. Dog hør endnu
eet om denne ftore Kirtefader. Han var Muntes vg Non
ners varme Talsmand og ivrede saa startt for den ugifte
Stand, at mange Mødre af den Aar-sag holdt deres Døtre
fra Hirten, naar han praeditede —— hvad siger J dertil?«
Margaret saa ned for sig og blev rød som et dthp
pende Blcd.
,-Nu, min Dattert «sagde Fader Ambrosious mildt,
,,har faa Guds Moder og de hellige Engle fort vs hid,
hvad jeg nu mere villig tror, da lad min Nærvoerelse blive
eder til Gavn og til Styrlelse i det fromme Forsat, man
hat sagt at J nærer. Er det Tilfældet, at J agter at
indgive eder i Visfing Kloster?«
,,Dertil staat visselig min Hu,« svarede Margaret
med sagte Røst.
»Hold da fasi derved," sagde Ambrosius strengt, »og
udriv alt af eders Hinte, som vil fpærre eder Vejen! J
hat tantelig tendt denne Berdens Lyst, prøvet Ferse-enge
lighedens Anfcegtelfer, Mandene have daaret eder med
Smiger for eders Fagerheds Styld — jeg tør eller vil itle
aflotle eder noget Striftemaal, men underligt vilde det
verre, om det var anderledes. Vend nu eders Hu fra alt
dette og ftræb cerlig efster at forfage Verden!«
»Drit) itte paa mig, cerværdige Fader!« svarede Mar
garet med et bønligt Blit. »Krcever itke saa ftor en Be
slutning Selvavelse og Overlæg?«
»Visselig, min Datter!« sagde Ambrosius; »dog mente
jeg, at J nu i et halvt Aar i Klosterets Ensomhed maa
have haft Tid til at overveje den Sag.«
»Kunde jeg tun,« svarede Margaret, ,,gøre edek vis
paa min Sjeelö fande Tilstandi Jeg har jaget efter det
hellige og mente et Øjeblit at have grebet det; men da viste
det sia uventet. at mine Hander vare tomme og jeg ef
terladet i Marte. Da tom sandige Tanter over mig.
fom den, at trods Bønner, Messer og Hymner, trods Ker·
ternes Glanz og Virats Duft er der blandt de hellige
Saftre i Ktosteret tun helligheds Stin, og som om Gud
havde vætet mig noermere mangen Stund midt i den travle
Verden.« ·. sspwsssisiltkl
,,Lad eder ikte forvirre deraf,« sagde Ambrosius med
Alver. »Bei siulde maaste findes, at der stundom blandl
Søftrene i Vissing er mindre af Kødets Spægelse og op
rigtig Ppnitense. end Insteligt var. Vi betete Hellighedens
Klenodie i strebelige Kar og maa fægte med Djævelen, til
Forlssningens Time flaar. Der er Brpst selv i den hel
lige Kitte, iscer i disse Tiber, og derfor hvile Guds Straf
fedomme haardt paa os.«
»Jeg fatter det helt vel,« fvaeede Margaret, ,,og- fig
tede ille dertil. Tvættimsod var det min Taute, at det
hellige slyt stundvm selv den Stal, der med arlig hu og
i brandende Nidkckrhed fsger det.«
»Bisselig!« fvarede Ambrosiad, «for at prsve vor
Standhaftlghed Endnu ved J itke, ung og uprsvet sont
J er. mtn Bat-ten hvad en fast Tro ved herrens og alle
» ban- hellige Bistand evnet. Dtjt over ederz Fatteevm
ftsaae ved stets Spagelfe Bin-ter- vg Lovfanges helligi
« gmnde Kraft, svm ogsaa Fastes og Bods eerisende Magt
bevisltggjprt gennem Aarhundreder af tro, fromme Sjcli
; og stadfeeftet ved mange Undetgerntngee.«
en! L
i
»Es-II at here ekrr t.:!e sca,« sagte ;I.ts.«.:j:.7r:: i;«ri)t,
spitz-zisch inin Im ernsan
»Hei s«1.1.!« sagte Itsnisrofini txt Liede sit Drei-:
«(’-"«1!, sont er sinrre end sei tater nn as I:.i.: ).t(:::i.k-! Ta.s::l
nn Uns-Ja zur-J, at tun end-, svrn J for fast-J, Osti? t:«.:-:-e cdkr
nat irtirt i den snsidine, traute Verdcn, at Tisi Etisnd Her
ren er nllestedsknasrdirrende, den man J ikte tciole visi, et
bat tilosteretizi Mure under tinsthedzlnsteriå Tunt on i
stonnrrneiz lzellikie Entnsund er den npperite .Octli,il;edi
Mrrsne at vinde —- give Gndg Moder rki alle lxseLIine Eiigle,
at Iet ninn dasre eder untt at nan tilenrdiet!«
,,Je«».i vil strabe derester!« ndlirød ;Ucargarct med et
lsrasndende Blit.
»Gut: Herren styrle da dit fromme Forsæt!« sagde
Vlmbrosioug r-ørt, ,,og hans hellige Engle oinsvæve dine
Fied! Nu tende vi hinanden. Tillad mig nu, niin Tatter,
at talde dig Du med en aandelig Faderg Ret!«
,,J have Tal dersvr, ærværdige Faderi O, niaatte
det undes mig ret oste at samles med eder! J slal itte
bryde ever orn Syster Marines sure Mine, men snarest
-gæste os i Vissing!«
»Bei bæres rnig sor,« svarede Ainbrosiu5, ,,c!t sau
ledes er det Herren-s Villie, og da bot jeg itte srygte Men
nesters Ugunst.«
De samtalede endnu lcenge og til sidst sagde Fade:
Axiibrosiris:
»Bei er mit Raad, min Dotier! at du uden Forhalinq
indgiver dig som Ungsøster i Klosterei, at dit Prøreaar lan
bekiynde, sont maa hengaa, inden du lendes værdig til
som Tean paa stadig Fasthed at modtage Sløret og aslasgi
ge Lostet Jeg skvnner, at i din Zjeel med dens rige Gaver
er nedlagt et Lvste om store og hellige Gerninger.«
»Al, ceroærdige Fader!« ndbrod Margaret rvdntende
us undselig Gier-de »nn satter J sor stvre Tanter om mig»
der er en svng Kvinde.« J
»Herren udsoger stundoin sine Redstalzer blankt dxs
sonne,« svnrede Arnbrosiits, »o«,1 gør disk-se til de statrtestei
Te liellige ttvinder stod til ingen Tid tilbnge for de heftian
Mir-nd· Dog, Gud bedre det, Nidtærheden er paa inaeni
us Eiderne i die-se løje Tider san stor, at et blodigt « Tat-;
tnriinnz Glorie venter nogen tro Inn eller Dotter os’
Hirten. Deriinod tcent du paa den Slavhed og Lunte·n
her blandt dine dordende Medsøstre, hvoroni jeg før talte!
Hund vil du itle der tunne virte ved dit Eleempel Ved
dit Mammon tan du dinde Anseelfe, hviS du staenter
ttlosteret rige Gauen Du nytter den da til at anspore
Alitsedigsen til strengere Klostertugt og al Helligheds
Frennne!«
De reiste sig nu for at gan, og Ambrosius tilbød Mar
garet at ledsage henre til Klosteret, da Buslene raslede bog
dem, og en Stute Mænd og sevinder stormede ind paa den
Plad5, hvor de havde siddet. Der tom Søster Veronika,
Klosterets yngste og mest rapsodede Nonne, ledsaget af et
Par Klostertjenere med Knipler; der lom tytte Sester
Barbara vraltende og endelig ingen ringere end den verr
dige Abbedisse, Søster Marine selv, stottende sig til Bro
der Vigands Arm
,,Saa er J her dog!« udbrød Sester Verontla, idet
hun lv. ,,Jeg tæntte sor Sondern at en sit-ir, nng Widder
svend havde vortsørt eder, og at vi aldrig stulde gense
eder!«
Margaret, som tendte Sester Veronitas verdslige
Sindelag, vcerdigede hende intet Svar, og der blev heller
itte Pusterum til Genmæle; thi der brød Sester Barbara
gennem Bustene og raubte:
»Den hellige Benedittus vcere lovet, der er hun! O
ve! hvor vcerter det i min Side!«
,,Hvilten unyttig Larrn!« sagde Arnvrosius vredt.
»Jntet har vaeret siernere sra Jomsru Margaretes Tante
end at komme. Jsær J, Svster Veronita! stal vare eders
letfcrrdige Mundt«
»Ej!« udbrød Spster Marine, som havde naerinet
sig ad en mere magelig Bei og set og hort, hvad der sore
gil, ,,jeg ser, at den hellige Bernhard har sendt Joinsru
Margarete en as sine til Vern, hvad Nod har hun d—a!«
,,Havde J vogtet hende bedre,« svarede Ambrosius
harmsuld over de stillende Ord vg det spydige Smil, der
ledsagede dem, »vilde hun ilte have hast mit Beern nødig.«
»Nu,« svarede Abbedissen, »de Meer, som have Strip
pevane, ere onde at vvgte. Tænl paa disse Tibers Uro og
Fore, Jomsrulil, og vold itke tiere eders Moder og os saa
stor en Streit«
,,Min Moder, det saar saa vcere!« sagde Margaret
og hævede sit Hoved med Stolthed, »men tun hende slyl
der jeg Regnstab sor min Goren og Laden.«
»Min Dattert« udbrød Ambrosius og løstede adva
rende sm Haand. »Tænt paa vor Samtale nys og se at
mestre det verdslige Sind, der endnu, det ser jeg nu,
regerer i dig.«
«J burde tænte paa Klosterets Verrdighed,« sagde
Bigand med Strenghed« idet han stottede mistroisk til Bro
der Ambrosiiis, «og tro itte, at J endnu er paa Ijele.«
Margaret rødmede dybt, og et Vredeslyn tændtes i
hendes Blit. Hun saa et Shn, et Tanlesyn tun, men
saa lebende, at hendes Hierte banlede derved — Folmee
Rud, som sprangte hid paa sin Ganger, splittede den hele
Stare ad, løstede hende op til sig i Sabelen og for dort
med hende. Dog det Trommebillede s-vandt, som det var
toininet. Hirn saa Fader Ambrosius’s Blik hvile midt
vebresdende Paa sig, blegnede og brast i Graad, derpaa
grev hun sm Rosenlrans, asbad sin Synd og bønsaldt den
hellige Moder at holde slige Djævelens Anfægtelser dorte.
Den Bøn blev hort, thi det lyltedes hende fra nu as at
hcerde sit Hier-te og nedsænte sin Sjeel i Helgentilbedelssens
Asgudsdyrlelsr.
»Glem ille," sagde Fader Ambrosius til Margaret,
,,at meddele din Moder og Klosterets verdige Forstander
ste, som her staat-, hvorom vi have talt, og den Beslutning,
hvvrtil du er kommen, staar den ellers fast. J vil da næppe
Ssster Marine! naar J hører det, vredes paa den hellige
Bernharduö og itte heller paa mig.«
«Giv mig eders Velsignelse, cerværdige Fader, inden
vi stillest« udbrsd Margaret og sank tnælende neb, »og
indeslut mig fremdeles i eders B.ønner!«
Dhbt rtrt lagde Ambrosius sin Haand paa hendes
dont-, udtalte Belstgnelsen over hende og gjorde Korsets
: Leg-u men Brodee Vigands onde Ojne vogtede paa ham
sog rebede Stristefaderens sttnsyge Harme.
, Derpaa skiltes de, vg Margaret vendte tilbage ji
Klosteret med fine Vogtcre. Trods hendeå fromme For
, scetter at unterkaste sig med Ydmygshed undslap der heut-e
- rog et dybt Sus, da Klosterporteu lukkede sig efter heade«
- Med hver Dag, der gif, mærtede hun mere vg mete, ais
tknds al Æxdsdighed, der blev hende dist, var hun dog km
en fangen szgl og Kloster-et henbes Bur. Dog, eftek at
, hun mere end een Gang havde samtalet med Ambrosius vg
uvøsj sit Hie:te for ham, stod hendes Beflutning fast. Til :
Abbe-Dissens store Glæde og idet Broder Bigand priste
lzendes Fromhed, indgav hun sig ikke lcenge berefter sont
Novice elle: Ungføsier i Klosterei. Juden Skoven var
grøn, færdedes hun i Klosteret i Ungføstrenes hvide Klav
ning og forberedte sig til den endelige og fuldstændige
Optagelfe i Benediktinersøstrenes Samfund.
Sjette Kapitel
Ord og Sump
Henning og Bent Tue sad Paa en Vindscelde i Rece
heden as Hulen i Bigum Skov og varmede sig i den tid
lige Vanrsols Straaler. Trceer vg Buste lnoppedes alt
saa smaat, og Slovlmnden prangede med Blomster; men
det var langt fra, at Ftnud Mogensens hjemløse Svende
frndere sig oed dette Son. De nød kun den legernlige
Velgerning nt varmes af Zolstraalerne
Henning lau pna Trcestammen, sna lang han var, og
qnbede, Bent sad cg snittede paa en Trceske. Te saintalede
stødvis og rned dæmpet Rost, fordi deres unge Herre, som
først lzen ad Morgenstunden var vendt hjem fra en Udflugt,
laa og sov paa Mosbænken inde i Hytten, hvis Dør stod
nahen.
,,Bent!« sande Henning og rejste sin op, saa han sad
over Strava pna Irre-stammen ,,sig mig nn, til hvad
Maul dette vil fere, og hvad Enden monne blive paa dort
LøvesfnttesLiv BE have nu linnet her som Bjorne i Hi
lcenger end en Manned og iiie haft anden ngængelse end
mcd Ulve, Nkeve og andre Skooens Dor. Det var tedsomt
nok i Vinter hos de Zøster i Mariager; dog var det vedre
end rette. Give Gud og alle Helgene, jeg n ldrin havre disk
Fenud til dette Jordhul. Dei er en udetvem Bolig for en
fri, adelig Mund og hans Svende!«
»Hav dog Tak, fordi du gjorde det!« svarede Beut
og nittedc. »Du friede rerved ufrels Mnnd sra Galge og
Gren.«
Henning gabede, som om han derved vilde tilkende
give Bent sin Ligenyldiglzed med Hensyn til den Barmhjer
tinlyedsqerning, han uden at tænte over det havde været
Styld i. Han frydede sig heller itte over den, idet han var
stinsyg paa Vent, der ved sin Erfaring og Kløgt havde
vundet stor Overvcrgt over hain og nu i højere Grad end
han selv havde deres fælles Herres Øre Han tcenlte sig
ogsaa, at Bent vidfte mere, end han lod, og gav sig derfvr
nu til at Udfritte ham.
»Men han derinde«, spurgte han og Pegede over
sin Slulder hen imvd Hulem »von den Bis og ved den
Omflalken tænter at vinde Ære og Anseelse, end sige Tjele
Gaard og Gods?«
«Han maa vide det selv,« svarede Bent og snittede
paa sin Træsle.
»chertiende Mund mener ogsaa noget,« sagde Hen
ning med et spydigt Sinil
»Og tavs Mand tros niest!«
»Nu,« udbrød Henning utaalmodig, »deraf kan man
siønne, at du har noget at stjnle. Vær nu ilke saa ord«ger
rig og mistcenksoml Mener du Knud Mogensen det beer
end jeg, eller er du celdst i hans Brød?«
Bent teenkte i sit stille Sind, at Henning var sin Heere
mest tro og lydig as Vane, han selv derimod af Tatnemme
lighed, hvilket Baand han mente var stærkest. Han gjsotde
nu vistnok sm unge Medtjener Uret i at toenke saaledes;
thi vist var det dog, at Henning omfattede sin Herres Bel
fcerd med en Varme, som sjcelden opstaar i en Tjeners
Bryst, og at han havde tcentt over Knud Mogensens Stil
ling mere som en Ven end sorn en Lejesvend. Knud havde
rigtignol ikke indviet ham i sme Planet, og Bent agtede
sin Heere tun des hojere, sordi han uden Fortlaring bød
sine Svende gøre dette eller hint. Han vidste alligevel et
og andet og sandt det ester nogen Overvejelse raadeligsi
at tilfredsstille Hennings Videlyst.
»Du er eeldst i Bredet,« svarede Beni, ,,n1en yngst i
Aar og Forstand. sEn Tjener med Øjne og Zren tjener sin
Heere bedsi«, naar han imellem Stunder lader blind og
døv, men han maa aldrig vcere det. Horte du intet, da
du sidst var nede i Foulum hos Mads og saa til Logene2«
,,Hvad slulde vel det vcere2«
»Mere, end du tænker«, svarede Bent med en vigtig
Mine. »Jeg spurgte dog ilke Mads derotn«, vedblev han«
med et lunt Smil.
»Du har luret, Bentl«
»Naar Herren fjæler sig under Jorden maa vel
Sve ndene lurel vad tæntcr »n, det gcelde12«
»Na sig frem« , sagde Henning utaalmodig.
»At tage Tjele med vcrbnet Haand«, sagde Beni, idet
han gjorde det sidste Snit paa Træsleen og smed den fra
sig og satte Heenderne i Siden.
»Det var ilte halvstrattes Tale«, udbrød Henning og
lo. »Herr Anud maaste os uafvidende hyret en Feennike
LandslncrgteI Eller vil han gaa paa tre mod trediveI Nu
gantes du med mig, Bentl«
,,Giv Tid!« svarede Beut, tog et nyt Stytte Træ og
begyndte med stor Sindighed at arbejde paa det med Fol
detniven. »Sig mig nu forst: Tænkte du intet ved, at
IKnud fra den Dag, da han vendte hjem fra Vissing, nu
Iög da sneg sig dort otn Aftenen?«
»Es-vat- har han gjort Beni, siden vi kom herhid, uden
at gaa og komme?«
»Jlke i saa smaa Vendinger, Henning! Her mi hanc
Ætindei Han gil til sin Faders Vom-eh frittede dem ud
og selte sig for, om de itle stulde være lede as det ny Her
stab. Dem, sont han sandt, der var sauledes til Sinds, og
paa hvem han mente at lunne stole adspurgte han, om de
turde djeerve sig til, naae han fette an, at drage i hob med
ttzllse og Spyd for Tjele, indtage Gaarden og drive Crit
og hans Svende berste-. (Fortscttes.)
« «.«..««.- -»..-«-.-1-.
M —.-’Jt.-«·d