En polsk Familie.
As 3.(5,. Hauch
—,-.k FIrsteDeL XE
(Fortfat.)
»Tette Ur burde istandsættes igen,« sagde AdalberL
,,Jngen Urinager i vor Tid tan bringe det i Orden,«
svarede den Gamle, ,,fløndt mange har forspgt derpaa,
baade Fremmede og Jndfsdte. Det var tun i gamle Dage,
man forstod sig paa Sligt, og det er da heller intet Un
der, thi Værtet blev dreoet med Trolddomstunft, efter hvad
jeg har hort, og Aander vare dundne til Hjulene, der dreie
de dem rundt; derfor blev det tun opttuttet een Gang om
Aaret, i Midnatsstunden, da Frelseren bleo fsdt.«
»Ja ja, det fortalte du inig tidt not i min Barndom«,
sagde Adalbert smilendr.
»Det er ogsaa vist,« blev Michael ved, »at Uhtet og
Bygningen paa en egen Maade hanger sammen, ihi fra
det Øjehlit Uret standsede, begyndte ogsaa Bygningen at
fotfalde. Det sidfte Aar, hvori det gil, var det, hvori Rus
serne tnttede ind iWarschau.«
»Var ieg en Mand«, udbrsd pludselig Leontine, ,,da
vilde jeg reife udenlands og vandre saalænge rundl, til
jeg fandt en Kunstner, der lunde scette dette Uroærl i
Stand.«
»Den gamle Herre har ofte talt om at sælge Hjulene
og Jernftængerne«, sagde Michal, men del haader jeg vil
ilte ste, saalcenge mine Øjne ere over Jorden·« — »Bruges
den garnle Botg itte mer til noget?« spurgte Adalbert·«
—- ,,«’flere af de Sale, hvori Hersiahets Forfædre leoede i
Frihed og Lystighed med detes Gesten bruges nu til Fang
sier,« fvarede ’Michael.
Adalbert tog deraf Anledning til at spørge om, hvor
ledes det git den gamle Sanger. »Harn gaar det ganste
taaleligt, jcg har bragt ham hans Harpe i Fængselet, men
han tsr itle spille paa den as Frygt for Starosten.« —
»Kan jeg faa ham at se?« spurgte Adalbert. »Det lod
sig vel gsre,« soarede Michael, ,,hvis der ilte i Verelfet ved
Siden af hain sad en farlig Fange, som let tunde merkte
Uraad og rpbe os for Starosten.«
Efter disse Ord steg de ned as Taarnet igen, og Adal
bert lunde itte andet end beundte den Behandighed og
Sitterhed, hoormed Leontine slked hen over de farligste
Siedet-, ligesoin en Zugl, der rolig svæver over Afgrundene,
rel vidende, at den i sine Vinger besidder en Talisman,
langt ftærterc end den Kraft, der drager den nedad imod
Tybet.
Da de oare tomne udenfor, blev den gainle Michael
staaende og betragtede det faldefardige Slot. »Hvad
tcrnler du Paa Z« spurgte Adalbert. Da den Gamle itle
loarede, gentog han sit Sporgstnaal med højere Rost. »Jeg
tænler paa, at dette gamle Slot, saa Islrøbeligt det snnes,
inaasle dog vil staa lcengere end det ny,« soarede Michael,
men Adalbert tunde itte andet end smile ved denne Sma
dom, hvortil nappe nogen, der betragtede den gamle Bog
nings Brpstfældighed, lunde feste Lid.
Sjelle Kapitel.
Undvigeliem
Om Gflermiddazrem da den nnqre Del af Familien
var fnmlet i Haken, lod en Oandelgmnnd sig melde, som
ønsleke at forevife Damerne nogle Smyller. ,,Lad ham
lonm1e!« raable Cafinrir, og Jeden Salomon ncermedc
sig med et Foderal i spannt-en »Er del dig?« sagde Ca
lirmir, der var ilet ham i Mode Ved Jndgangen, »dringen
du Guld, Inde?« — »Nei, denne Gang bringet ieg nogel,
som endnu er bedre,« svarede Salomon. — »Renegall hat
du afsvorel din Tro? give-Z der noget Bedre end Guld?«
—- »« o, Diamanler ere endan bedre,« svarede Salomon
og aabnede sit FoderaL hvori flere smalle Juvelsmyller
funklede Casitnir imødr. ,,Den1 maa Emilie se!« raable
denne og rev hurtig Foderalet ud af Salomons Haand og
bragle del hen til den Plads, hvor Damerne befandl sig.
— »Ist Jehovag Styld!« flreg Salomon og ilede efler
hom, ,,Diamanterne ere ille mine!"
Emilie belraglede Smnllerne med stor Opmcerlsom
bed og synles megel indlagen deri, Alex-andrer derimod saa
dem med Ligegyldighed, medens Leonline, der slod ved
hendes Side, ille verrdigede dem el enesle Blit. —- ,,H-r"!
sagte Casimir og log Salomon til Side, ,,hvad losler del
Halssmylle, som Fristen Emilie holder i Haanden?« —
»Al, del er det allerloslbakeste af dem alle!" sagde Salo
mon og ncrvnede Prilen. — »Du er rnegel dyr, Jøde!«« —
»Del er ille mig, som er dye, thi Diamanlerne høre llle
mig til.« —- «Det er tun el duml Jsdelneb, Salomon,
lhi Diamanlerne here dig dog til.« —- »Hvis leg vilde
bruge Kneb, da maatle del del blive Jsdelneb, Herre, lhi
jeg er jo lelv en Jede, men denne Gang er del dog sandt,
Diamanlerne ere ille mine, verlor lan jeg ille flaa en
Slllling af.« —- »Men du ved jo, al jeg ingen Penge har.«
—- «Vil Herren tsbe Smyllel, saa flasser jeg Penge«, sagde
Salomon. —- «Jeg ved nol, al du bedrager mig, Salomon,
men ligegorll striv del lun vaa Regningen nred del Od
rige.« —- »Ja gerne! Herren bør oglaa give mig nogel al
forljene, eftersom jeg i disse Dage hat visl ham en stor
Tienesle.« — »Hvillen Tjenesle, Salomon?« — «Ej! Bor
gerslabel i S. havde jo i Sinde al llage lil Starosten,
fordi huren ved sin Forllcedning drillede og gjorde Nat
of Byen, som de sagde; den Klage hat jeg forhlndrel.« —
»Del er Stude, Salomon«, sagde Casimir leende, »lhi den
var oill bleven morsom at lese-«
»Wind er del for en Klage?« svurgle Slaroslen, der
pludfellg lraadle leem of en Buegang. —- »At, del var
tun SOIG Elleelleneel og den balde By hat glredet sig
der-dek. —- ».dvorvver hat Vyen glcdel sig?« —- «Al, den
arise dem er suld af leer og Jndfald og allehaande
Muse Opfndelser, Dere- Exeelleneel« —- »Endnu en
Gang- hvorover vilde Borgerslabet klage?« —- Ak, vi haveI
felv ille været bedre i Vor Tid, Teres Excellence!« —- »Na
fortceller ban Sammenhængen, Salomon, og det paa Esse
blilket, fotftaat han mig?« — calomon kastede da spri!
St fkygkfomt Blil paa Casimir, hvorved han synies at trngqs
om Tilgivelfe, detpaa fortalte han det hele Jndtog, som
han felv havde set def. —- ,,Det er godt«, sagde Stark-sten,
efterat han tiliyneladende ligegyldig hnvde høtl paa For
tcellingen, »nu kan han gan, Salomon.«
»Bei var altsaa den Mande, hvokpaa du viste din
Bruder Forbedringerne paa Godset?« sagde Liioivski til
Casimir efter Salomons Bortgang. —- J Siedet fOk It
undslylde fig, som hans Fader vel ventede, svarede Ca
simit intet Ord. — »Hu du noget at sige til dit Forsvae?«
spurgie Starosten. —- Da forttal Mustlekne omlring Ca
simirs Mund sig paa en lrampeagtig Msaade, og han
btød pludselig ud i en voldsom Latier, som han forgæves
strebte at neddcempe. — »Hvis du, soni dsu Influ, havde
vcetet ansat i Warschau, og hvis du der havde fort dig
saaledes op, da vilde Storfyrsten vel have fundet et Mid
del mod din Laitermildhed,« bemærtede S—tarosten. —
«Tilgiv os!« sagde Czetnim, der nu ogfaa lom til, ,,vi
have begge syndet, dog har Adalbett forlængst paa egen
Hat-nd indhentet, hvad han den Gang forssmte.« — »Ei
ier Salomons Fortcelling hat jo du ogsaa vætet med,«
sagde Statosten til Adalbert. — ,,Adalbert et ustyldig,«
sagde Czernim, »han spgte at holde Broderen tilbage, men
det hjalp ille, og at han siden, fom en Judas, siulde
angive og fotraade Casimir, kan De bog nevpe selv snste«.
— »Im Derres Skyld vil jeg da glemme denne Historie,«
sparede «Stakofien.
Men da han siden var alene med- Adalberi, fagde
han: »Jeg havde haabet mere Optigtighed af dig, min
Son! forresten lan dette Eventyk leere dig, i hvillen Stags
Lystighed din Onkel findet mest Smag.« —- »Onlel Cza
nim var ilke med os i S.,« svarede Adalbert, »han mødle
os fsrft udenfor Byen, da disse Qvtøjer vare til Ende.«
— »Dog er det nedve hans Stle, at han ille fpilledc
Hovedrollen deri,« svatede Starosten, »vogt dig for hum,
Adalbekt! han hat alt fotdætvet en af mine Sonnen jeg
haaber i del mindste, at han ej ital fordærve den anden.
»Naat De troede det, min Fadetl hvorfor overlod De
da i saa lang Tid Casimir til hans Omsotg?«
Litowsli trat vaa Sluldrene: Jeg tendte ham ilke
den Gang saa godt som nu«, svarede han, ,,desuden er
han velbavende og vil rimeligvis indsætte dig og Casimir
til sine Akvinger, derfor unstet jeg ille at støde ham for
Hovedet.«
Da Adalbert var alene paa sit Vierelse og tcentte nøjere
over, hvad han denne Gang havde oplevet i sit Hjem, følte
han vel, at det Jndre her var endnu niere forandret end
den ydre ngivning, han føiie, at hver havde sine Pla
ner, som han stjulte for de andre, og at den ene, trods
al Anstand og ydre Høflighed, dog itte troede den anden.
»Hvilten Dcemon,« tæntte han, ,,har forstnrret den Fred,
der for hersiede paa diese Stedek? Hvilten fjendtlig Kraft
har gennemanavet de Baand, der bandt Søn til Fader,
Mand til Hustru og Undergivne til dereg Herreri Det er
jo dog den samme Himmel og den faninie Jord, som jeg
saa i min Ungdom, Solen stinner ligesaa varni paa Stov
og Slette sont den Gang, Maanen stiger over de fjerne
Bierge og spejlek sig i Kilderne paa fasnune Maade som
forhen, men at, hvor meget er itte sorresten blevet ander
ledes, uden at jeg ret lan indse Grunden dertil!«
Under digfe Betragtninger lagde han fig i et aabent
Vindue cg stirrede ud over Egnen. Det var ganste ftillc,
hvide Taager stode over Matten og lagde sig, ligesorn
Elek, foran de sorte Einve. Alle Lys vare sluttede, paa
et enefte nckr i den aamle Borg, hvis store Stenmasser
Adaldert i det svage Maannstin netop tunde stiinte. Det
foretom dani, soin han harte Harpetoner, der klang genneni
Hatten, dog var han itte sitter paa, oni han ej tog feil, da
Tonerne klang saa sagte, soin oin de frygtede for at høres
vaa digfe Steden
Da henvendtez bang Ianter igen til den blinde Har
pespiller, der sad fangen i hin Borg, vg det randt hain i
Hu, hvor haardt denne Mand sandfnnligvis vilde tonnne
til at bøde for en Haandterina, soni dog ingen Forbrydelse
var,
Jv lckngere han tcentte derover, desmere Lnft sit han
til at afvende Faren fra den aamle Sanaerg Jssr. At be
vcege Ztaroften til Medlidenhed, var iniidlertid, som bang
tidligere Forssg havde overbevist ham om, aldeles uniuligt,
og hemmelig at befordre Fangens Flugt synteg Adalbert
en vovelig Sag. Paa den anden Side foretom det ham
uridverligt og sejgt, hvis han uden Modstand overlod
den ulyttelige Sanger i sine Fjenders Vold. Des-uden
anfaa han det for uværdigt, hvis han i den Alder, han nu
havde naaet, opofsrede sine Grundsætninger sor en andeng
Villie; ja det foretoin ham, fom om han hidtil just itle
havde givet store Prover paa den Selvstændighed, der an
staaer en Mand, og han rodniede ved den Tante, at selv
den letsindige Casimir lagde en starke Kraft for Daaen end
han, eftersorn denne git den Vef, Naturen havde tegnet for
han1, og dristig viste fig soin han var, uden Hensyn til, oin
de andre vare misfornpjede dermed eller ej.
Da klang Haepetonerne højere, ligesom de vilde til
tendegive Adalbert, at det Lieblit allerede var koinmet,
hvori han stulde vise, om han tangere vilde samtytle i sin
egen Umyndighedstilstand, eller itte. Han sprang op ined
det fafte Forfcet at befrie den Fangne, hvad det saa stnldc
loste. Hans fsrste Tante var at ibetro sig til Casirntir, men
ved nøjere Qverleeg fandt han det raadeligere at aaben
bare sin Hensigt for den gamle Michael, der as Hiertet el
stede den sonndne Tid, vg hos hvem han derfor sittert reg
nede paa at sinde Bistand.
Han erindrede fra soeeige Tidet, at Michael havde et
lille Kammer svetst oppe under Taget. Til dette begav
han stg nu med sagte Fied. Han bankede flete Gange paa
Deren, men ftt intet Svar,-han fvtnwdede da, at den
Gamle sov haardt, og bautede starken, men sorgeeves,
endelig for-state han at aabne Deren, men den var i Laue,
tilstdst taldte han paa den Gamle, first sagteee, derpaa med
hsjeee Risi, men da tngen svarede dam, maatte han endelig
vende ttkbage med ufsorrettet Sag
Dau besluttede nu at udsætte Udfmlsen as sit Forsct
til nieste Dag. Jmidlertid tunde han ikke ncegte sig selv, at
entwer Lpsakttelse var miglig, estersom Sangeren kunde blire
bortfort as sit ncerocerende Fængsel. »Maaske skal han alt
bort i Nat!« sagde Adalbert hojt og ilede urolig over sine
egne Ord hen i det aabne Pindus-, for ved Klangen as den
Blindes Harpe at overbevise sig om, at han var der endnu.
Men denne Gang høtte Adalbert aldeles intet, derimod
saa han til sin Forundring ikte blot et, men to Lys i den
gamle Borg, hvoras det en bevcegede stg srentad igennem
slere Værelser.
Hans Hierte bankede cengsteligt ved dete Syn, thi
de Ord, han haode udtalt, sorekom ham som et Forvarsel,
der endnu i denne Time stulde opfyldes. Ester nogen
Tids Betcenkning ilede han ned sor i Nwrheden at under
søge, om hans Frygt var grundet eller ittr. Alt var stille,
gennem et Hjørnevindue nedsendte Maanen en svag Los
ning, ved hois Hjcelp han lunde stimte forstellige Gen
stande. Han udrakte Haanden, sor at gkibe Nøglen til
Gangdoren, der plejede at hcenge paa et Søm i Gangen,
men han sandt den iklr. Tvivlraadig blev han staaende;
tort ester mcerkede han, at Deren ikte som scedvanlig om
Ratten var tillaaset, men at den stod paa Klem. Han anb
nede den og begao sig paa Vejen til det gamle Slot, der
omtrent laa tohundrede Stridt sra Hovedsbygningen. Da
han var noget over den halve Ves, bemerkede han, at det
ene Lys igen var sorsvundet, hvorimod dset andet endog
brasndte tlarere end sorhen. Da han var ganste naer ved
Bygningen og stod ved Slotsporten, horte han en Larm,
ligesoin om en tung Dør blev oplukket, tort ester saa han
atter Lyset beoæge sig og horte Trin as Gaaende, der mer
mede sig Udgangen. »Sluk nu Fakkelen!« raabte en Stern
me tentmelig ncer ved ham. ,,Tal sagte sor den hellige
Jontsrus Styld!« hvistede en anden Stemme, hvorpaa
Lyset blev sluklet, og den Port aabnedes, Ved hvilken Adol
bert stod.
Tenne sandt ingen Plads, hoor han tunde stjule sig,
og de Personer, som kom ud as Slottet, opdagede ham
stratg ved Hjcelp as Maanelyset. »Hven1 er der?« raabte en
Ztemme, som Adalbert oel kendte, thi det var hans Onkel
Ezernims· — »Det er mig«, svarede han. —- «Rinder der
blot en Draabe polst Blod i dine Aarer, saa lader du hel
lere din Tunge udstcere, end du med et halot Otd kober,
hoad du ser her«, sagde Czernim. —- »Det er den unge
Herre, ham har jeg altsor oste vugget paa min Arm, til
at jeg skulde tro, han oilde sorraade os«, sagde en anden
Rost, som heller itte var Adalbert ubetendt, og han saa
tre Mænd og en Kvinde noerme fig, i hville han gentendte
sin Onkel, den gamle Michael, den blinde Foltesanger og
dennes Datter.
»Gaar nu, mine Venner!« sagde Czernitn, »Michael
vil folge jer paa Vei, og naar J sørst komme paa min
Grund, da er J saa sitre, som det er muligt at ocere i dette
Land, hvori al Silterhed lidt ester lidt sorsvinder, og
hvori alle vore gamle Rettigheder bestandig stærkere trete
des under Fod.« —- ,,At ja!« sulkede den gamle Michael,
,,Voldsrncendene ere stoerte i vor Tit-, og den hellige Jom
sru smiler itte længere til sit Foll.«
J samme Øjeblil hortes en sonderrivende Tone, hont
ved Alle sorscerdedes, thi den klang ligesom et Smertestrig,
og bog syntes den ej at udgaa sra noget Mennestes Lieber.
— »Alle gode Aander være os naadige!« raabte den gamle
Michael og torsede fig. — »O ve! det var en as de kostba
reste Strenge, der sprang«, udbrød Harpespilleren, ,,det
isnede i ntin inderste Maro, da jeg harte det.« — »Giv dig
tilsreds«, svarede Czernim, ,,ingen Spejder stod dig saa
ncer, at hanmaertede det.« —- »Ak, derpaa tcenkte jeg ikte«,
svarede den Blinde, ,,nien nu er Harpen ubrugelig, thi jeg
ejer ingen saadan Stræng mere og hat ingen Penge, book
med jeg kan lobe den.« —- »Vær rolig!« sagde Czernim,
»l)oS tnig skal du saa saa mange Strenge, du sorlanger.«
Harpespilleten gik nu bort med sine Ledsagere, men
Czernim vendte sig om til Adalbert og sagde: »Hoad syneg
dig om denne Mand? Han er en aegte Polak, thi det sarer
ham igennem Marv og Ben, naar hang Harpe tager Stude,
og han sorger mere derover, end han nylig sorgede over den
Rejse til Siberien, der sorestod ham.« — »Nu, ved Hatpen
vinder han jo sit Livsophold«, svarede Aoalbert. — »Nej«,
sagde Czernim, »du sorstaar ham itte, det Var noget langt
bedre, end det du trot, der rørte sig i hom, det var hans
polste Hjerteblod, der isnede ved Tanlen om den bristende
Streng, thi Musik og Sang ere blevne os lige saa nødven
dige som Aandedrættet, og dem vil dog vor Arvesjende be
rove os; han vil sorbnde os det Sprog, hvori vi alene kan
udtrytte vore bedste Følelser og Tanler, er det tkte ligesom
han oilde sorbyde Ørkenens Vandrer at dritte as den lied
slende Kilde, eller som han oilde sorbyde Blomsten at duste
paa Heden? Men det vil aldrig lytkes; saa lange, der er
Kilder til, vil de lcedste de Vandrende, saa lcenge, der er
Blomster til, oil de duste i Waaren; ja, selo hvis man rioer
dem op med Rod, ville de endnu duste, indtil den sidste
Livsgnist sorlader dem; saaledes hørte jeg ogsaa tidk mine
saarede Brødre paa Valpladsen endnu i Dødens Øjeblik
at synge hine gamle Sange, hvis Minde tun forlod dem
med den sidste Draabe as deres Blod.«
Adalbert betragtede med Forundring sin Onkel, thi
sliae Ytringer hcvde han aldrig for hørt as hans Mund,
men Czernim trnttede vcnlig hans Haand og vedbleot »Jeg
behsver itke at sige dig, hvad der nu og i Fremtiden er din
Pligt.« Ester disse Ord git de stiltiende tilbage og listede
sig med sagte Fjed til deres Verelser.
Syvende Kapitel.
Diplomatifk Fremfterd.
Næste Morgen bemærlede Adalbert flere Ryttere, som
joge af Sted i fo:tslellige Retninger; lort efter blev en
Mund fort fra det gamle Slot over til Starosien, i denne
Mand- genkendte Adalbert Toldbetjenten Jwan, der havde
Italidset hasm ved Jndgangen til Byen S . . Adalberts
Vierte banlede uroligt ved detie Syn, thi ban tvivlede ikle
paa, at det var hom, Michael havde omtalt som en far
lig Junge, og han frygtede meget for, at han havde hørt
Noget af, hvad der foregit ved den blinde Harpespillers
Flugt.
Hnrtig begav Adalbert sig til sin Onlel for at med
dele, hvad han havde set. Uagtet det var tidligt, fandt han
ham fuldkommen paallædt: en Der-, der gik fra Czernims
Værelse ud i Gaarden, stod aaben, og den lille Heft, pag
hvillen han almindelig red, stat sit Hoved ind deras, medens
Czernim ralte den Brod, og lod den spise as sin hule
Haand.
Da Adalhert sortalte, hvad der soregit, luttede hans
Onkel pludselig Døren og sagde: »Hvad der er stet, er m
Hemmelighed, hvorom du itte engang bør tale med dig selv,
naar du er alene; thi den sørste Regel i dette Land er, at
din venstre Haand ilke stal vide, hvad din højre soretaget
sig, og dermed nok om den Sag! Komme de til mig, skal de
finde Fuglen oel gemt, og ester nogle Dage er den doti
fløjet.«
lSlden hietrcrde den gamle Michael Adalbert, at
Jwan, uagtet der var stcerte Beviser paa hans Uredelighed,
dog var sat paa fri Fod, rimeligvis fordi man ilte længere
kunde undvcere hans hemmelige Tjenester.
Starosten syntes ille at mistænte nogen as Hufets
Folt, han var endog mindre streng imod dem, end han
plejede at være, sor Resten syntes han stille og tanlesuld,
og efter Bordet erklærede han, at han nceste Morgen vildc
rejse til Warichau.
Den hele Estermiddag arbejdede han i sit Verrelse,
men orn Aftenen tom san ned, og der var intet Spor met
as Mismod i hans Aasyn, tværtimsod shntes han meget
vel til Mode. Han satte sig imelleni Alexandra og Emilie
og underholdt dem med stor Benlighed om sorstellige Gen
stande. Alexandra blev da scerdeles oplivet, Leontine der
imod stod taVs og alvorlig ved hendes Side.
«Deres Sundshed sordrer, at De ikte staar op i Mor
gen, naar jeg rejser«, sagde han til Alexandra, »dersor vil
jeg tage Assled med Dem i Asten.« — ,,Min elstede Fa
rer!« sagde Alexandra, ,,jeg har noget paa Hierte, som jeg
itte sør vovede at here om, men nu, da De viser mig saa
megen Venlighed, vil jeg tage Mod til mig.« — ,,Hvis det
staar i min Magt. saa er Deres Begæring tilstaaet«, son
rede Starosten. — »Jeg vil tun bønsalde Dem orn et lille
Tegn paa Deres Fortrolighed.« —- »Nu da?« — »Sig du
til mig, elstede Fader, og vis mig derved, at jeg staar Dem
lige saa ncer, som Deres andre ·Børn.« — Leontine saa
paa ham med et bedende Blit, da Alexandra udtalte bis-se
Ord. —- ,,Min tcere Datter!« svarede Starosten og tryltede
venlig Alexandras Haand, ,,denne Begcering tan jeg vir-«
telig itte opfylde; den Stil at sige du til hinanden, sthrter
sjceldent Benstabet, men den tilintetgør oste Hø«flig.heden.
Hvad mig angaar, da ønstede jeg, at der itle sandtes noget
du i S·proget, og at baade Sostende og Ægtesæller sagde
De til hverandre; og det er netop en as de Egenslaber, jeg
statter hajest hos vor Emilie, at der, saa vidt jeg ved, ikte
gives et eneste Mennesle, til hvem hun siger du.«
Alexandra tav nu stille, og paa Leontines Lceber var
der et Udtryl as Spot, der blandede sig med Vrede, men
Staroften syntes ilke at berncerke det, og tort ester tog han
Assted fra Alexandra og vendte tilbage til sit Vcerelse.
,,Jeg har sjældent set min Fader saa munter og spre
tommende som i Aften«, sagde Adalbert. — »Ja, han kan
godt sorstille sig«, svarede Czernim, »han kan tale med
Munterhed om de ligegyldigste Ting, selv naar de mørleste
Tordenstyer trcetter op over hans Hoved; imidlertid need
der jeg dog paa, at der i Asten var en hemmelig Angst i
hans Sjcel.« —- ,,Hvorover?« — ,,the den Blomst, der
hlomstrede i Fjor, laster en mattere Glands end en Hos
mand, naar Naadens Sol truer med at dale.« — »Har
han da Noget at befrygte?« — »Tror du, din Fader
reiser til Warschau uden Grund?« — »Hvorfor rejser han
da?« —- ,,Ja derom vil jeg nu ikte tale, men da du dog en
Gang stal være Statsmand, saa vil jeg give dig en Regel
for Fremtiden.« -—— »Na da?« —- »Den, hvis Navn ellet
Titel er større, end han selv. den, der lever as en Apis
strivers Nog eller as en Konges Bifald, hans Kinder vilde
vorde blege, inden Enden kommer.«
For Adalbert lagde sig til Ro, sit han et Bei-n as
Casimir. Først lastede denne sig i en Sosa og san nogerr
Tid uden at tale, endelig sagde han: ,,Mærkede du den
gamles Venlighed mod Emilie?« —- »Ja, han er stedse
venlia imod hende.« — ,,Hør! jeg vil betro dig noget.« —
»Nu?« — »Den Gamle er forelstet i Emilie.« —- »Unm
ligt!« raabte Adalbert og betragtede sin Broder med For
slrcettelse. — «Hvorsor forfcerdses du? Hvad toninier del.
dig ng mig ved, Adalbert?« — ,,Jeg ser ingen Grund-,
hvorsor jeg stulde tiltro min Fader en slig Daatlighed.«
— »Grund! Der er Grunde saa klare som Solem Han
saa bleg ud, da han ssiulde rejse, det var hverken sor"niin.
eller din Styldz han behandler hende som den sornemstek
Dame, vg dog er hun en saderløs og sattig Pige, han raser
hende ved alle Lejligheder, han giver hende Penge og Far
æringer, som han dog ellers ikte plejer at kaste hort; hans
Ansigt optlares, naar hun tommer, og mørtnes, naar hun
gaar, og jeg har overrasket hans Øjne, naar han betragtede
hende og trcede sig ubemærlet, og jeg siger dig, med et sligtz
Udtryt betragter han hverlen mig eller dig.« — »Men:
han taler jo med Foragt om Karlighed.« — »Du fkal i·tke«
tro hom, thi han har dog ingen Helgen varet i sin Tid.«
—- ,,Nej, det er umuligt!« raabte igen Adalhert. —- ,,.Hvor
for tager du dig den Sag saa narr? Du er dog itte selt)
sorelslet i hende?« — »Jeg? Nej i Sandhed!« ——— »Saa
bliv det heller itt«e, Adalbertl det er det Bedste baade for
dig og for mig —- der elster dig, thi min Fader giver dig
aldrig sit Samtytte·« — Dermed trytkede han Adalderts
Haand og gil.
»Det er umuligt!« gentkg Adalbert slere Gange for
sig selv, men desuagtet falte han en større Uro ved Tauten
orn, at en slig Lidenstab lunde sinde Sted, end han vilde
tilstaa sig selv.
«Tidlig naeste Morgen, da han sad i Tanker og bladede
»i en Bog, traadte hans Fader ind- i hans Vcerelse, hviltet
than eaeks atvkig ist-jede »Jeg stytdek dig et Bei-g paa
Jdit Kammer«, fagde han, »og vil nu, sur jeg reisen betake
imin Gældz hvad er det sor en Bog, hvori du laset?« —
»Et historist Barth som De ser.« —- ,,Det et godt, min
San! Naar du er alene, har jeg Jntet tmsod, at du le
ser, men var sorsigtig dermed, vis itke dine Bsgn til No
gen og laan dem aldrig ud!« — ,,.divorsor maa jeg ttte loc
ne dem ud?’« spurgte Adalbert. —
Gortscttey