Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 7, 1903)
PEfn polsk Familie AiJ.t5.·L)nneh. HEXE Fskftc Del. E (Fortsat.) «Tet foreloininer tnig undertiden, naar hun ftaar fee mig med sit istolde Blit, som om jeg var viet til en Dsdning,« fagde Casimir. »og naar hun nu oven i Ke bet see ned paa mig, foni paa et Versen af en ladete Art,H naar hun vifer mig denne huldfalige Medlidenhed, der eng eet godt tan forenes daade med Bitterhed og Vrede, da fplek jeg otdentlig, at jeg hader hende.«' J sdette Øjeblil traadte Alexandra ind paany, hun narmede sig med et denligt og frygtfomt Blit paa Cast mir og blev ftaaende et Par Selundey endelig ralte hun sin Haand til Adalbert. »Tilgiv!« fagde hun, »jeg føler, at jeg hat overilet mig; naar vi trso at forfvsare en hel lig Sag, da tan det onde allerletteft faa Magi, men jeg tun-de itte gaa dort, føtend jea havde faaet Deres og Casimirs Tilgivelfe!« — »Vi har tun lidet at«tilgive,« svatede Adaldert, ,,tl)i ei lan itte mistende den ædle Grund til Deres Idee« -- »Bcerer over med inigl« sagde hun venlig, »thi jeg føler, at jeg itte leder lcenge ined eder.« Derlned git hun igen. »Bei var for din Stnld, at hun i Daa fpillede den fdrfonliges Rolle,« sagt-e Cafiinir; ,,inig sbehandler hun fiaslden med saa niange Omstcrsndiahedee." —- ,,.Lmn spili lcde sittert inan Rolle, Cafimir, hdad hnn fande, teni fr.1 Elendes-« Hierte!« — »Im ved itte, hvorfra det loin, nien det ded jeg, at hun aldrig er vredagtigere, end naar hun stal til Kirle eller tonnner derfra, faa jeg da ilte lieh-der andet Vidnesbnrd onl, at hun er an«deegtig-ftemt, end henecs Arrigftab eg Bitterhed, dog dette stal jo vcere de frommes nlmindeliae Slødefynd.« Noget efte: ledfagede Adaldert sin Onkel paa en Lilit dandrina, under hdilten han meddelte hain eet Optrin, booktil han nnlig havde været Vidne. — »Ja, ja,« spareee Czeinim, »Alerandra er en af rein, der gerne fpcereede ten hellige Petrus Beer til Himmelen, for-ei han en Ganz fernæntede Kriftiis, dvorledes last da den ftaltelg Cafnnir finde Naade for hendes Øjne?« Kett efter faldt ogfaa Talen paa Emilie. ,,Min Inder har ftor Godhed for hende,« saade AdallerL — »Din Feder hat en Del tilfcklles nied vore gejstlige,« Toarede Czerninn ,,tender du noaet til deni?« —— ,,Jtte ftort2« — »Der er Stadt-, af dem lan du ellerg leere, hvori ledeS man lan have et arbart tldsende, da den veere en isild Fnal i Grnnden.« —-— »Einilie hat et fniutt Udvdrtes ea en fjcelden Anstand, derpaa fcetter inin Fater ineaen Brig-« —-- ,,Tro du mig, al denne Anstand er intet andet, end et Stjnl for Ærgerriqhed og Jntrigue, eg fejler jen itte, da et hun driftiaere, end noaen af Eber aner, saa shart det aceleer om at tilfredsftille sin Li«denstab.« — De to vandreride date itle tomne langt, da de saa en Meengde Mennefter fanileee i en Kreise-, hvorfra der nettes Sang ca Harpetoner. »Der har di Foltesangeren fra i Afte5,« faade Czernim, ,,erfarer din Fader det, gaar tet nasope findt-« Beage ilede nu den til Forsainlingem fdin asrbpdig aabnede Bei for dem, hvorved de fit Plads inderst i Riedsem ncer ved Sangeren, der ille var una .:en hoig Latier den inntecs at verre blevne graa for Ti den, eg paa hvis stide stirrende Der man nickttede, at de manalede Seetraftz imidleriid slea han Hart-en ined niegen Zillerhcd Ved hans Zide fied en nna Kvinde, ter, ssmn Adalbert fiden erfarede, var lians Dritter. Beaaecz Trazit vie-nee- ern rinze Haar, og dereg kriege-, tnnnnerfulde Ansiatgtrcrst where at de, hviH Kald det dar at udbrede Glade omtring fin, itte felv vare gla-de. Efter et Par Ord af D.1tteten, holdt den blinde Sans qer inde et Ziel-lit, niedens Adalbert on hatt-J Onkel nier mcde fig. ,,.L)vad! er dn blinsd?« faade den sidite, »ja, ja, hver lan det euere andet! Sanaerne maa von-e stoldlinde i dette Land, tl«,i tnnde de stimte Dsaaem da mantte de ftrats fe, heortil deres Haanddcerl fører.« —- »Mit Hcanddeert er nflyldigt«, svatede den Gamle, »jeg fnnger tun om forzangne Tider, det ftader jo ingen·« — »Heute de Blinde ftal vife Vej, der gaar det mod Mprle og Underi gang«, sagde Czernim, »l)dad var det ellers du fang? Det tlang ret fmutt.« Den Gamle buttede, og han og Datteren begyndte nu folgende Sang, hvori hun bestandig fang de to Begyndel segstrefer og lian Endeftroferne i hvett Vers: »Tai-i staar dn faa knien-. o Bietetrwi Pan Heden iVinter og Wind-« —- «L, Jomiknt livi vaslqer du Himlen til Last Hvi er du faa hvid om meid·t« »Im aldeig heilte bag Stov eller Leg-n Dei-for er feg doid oni Kindl« —- ,.Mig oldqu foefriltek den ialdende Regu, Pera Hehn i Vintee og Vind.« ,,Men Sie-l ei dedkeven mit Hand dem-eg, Dei-for er ieg hvid one Kind !« —- »See Mannen er dunkel, og Solen er dteg Paa Heden i Winter og Wind-« »Ak! Joeden hat dknllet nun Villers Blod, Tekfor er jeg hvid om Kind.« —- ,,larmcen hat mykdet hani ved niin Nod Pan Heden i Winter og Bund-« Neppe var den Sang endi, før flete Retsbetjente nar mede fig, der befalede Sangeren og hans Dotter at folge dem. Da Vssnderne horte dette, llyngede de lig tcet oin Sangeren, og deres Ansigter bled faa ttuenide, at Stare ftens Fdlt et Øjedlil stode i Tvivl em, hvasd de stulde fere tage, dog, efter tort Betænlning grede de til deres Berges-, vg da VInderne fyntes fast destemte til fsr at lade Lidet end at forlade den blinde Sausen var det upaatvtvleligt tommet til et dlodigt Slagsmaah dvis itte Czetntm davde tagt fis dertmellem. »Aera roltget« eaadte han, »den blinde Sangee inaa i Mich den Sag er afcjort, det er jo ogsaa et flamme ltgt Feiertage-m at fynge sollefange i Polen. Lied J ttte, at syrft Conftanttn nyltg We en Baden-je for many Peaqn dlset for at have den- Olade at dreje haler ein paa — den, -iaaridt git denne store Regent i sin retfcerdige Brett-, fort-i det oprørste Dhr i hans Nærvcerelfe reciterede en enefie Linie af en slig gammel Sang; nsaar Papegøjer itte længere find-er Naade for Hersterens Øjne, hvad maa da Mennestene vente sig!« — Men trods den Ær bodighed, Bønderne nhlig havde Ivist Czernisn shntes de deg nu aldetes itte at Ville afftaa fra »Je: es Forscrt, i hvilten Beflutning de end mere besthrte des of Adaldert, der, efter lcknge at have staaet tvivlrsaadig, endetig udbrøru ,,Mine Vennerl her ligger en Misforstaa elfe til Grund, min Inder vil sittert itte forncerme den ne blinde Sanger, som, efter hvad jeg selv hat hori, et aldeles ustykdig, lad ham derfor giaa! jeg tager alt An fvar Paa mig.« — »Starosten hat befalet os at fcengsle dette Menneste«, sagte en af Retsbetjentene.« —- »Sasa lcenge jeg mægter at for-share det, stal det itte ste«, syarede Adalbert, hvis heftige Blod nu aabendart overvældede hans Besindig hed. Eiter disse Ord hcevede flere af Bonderne detes Heender mod Starostcns Folt, men nu git Czernim hen til de DEkdfte i Forsasmlingen og hvistede dem et Par Orsd i Øret, disfe talte da hemmelig med de omstaaende, ogs Folgen var, at den hele Flot adspredte sig og overlod de to Fremmede til deres Stæbne, sont WdalW, set-v nted sin bddste Villie itte lcengere tunde hindre eller forsintr. »Altsaa stal de nu til Siberien?« sagide Adalbert, da de vare dorte. —- »Ra.turligvis«, svarede Czernim, »hv·ad i al Verdcn stal vi ogsaa med en Osftan i Poten? Flyt alle stige stadelige Veetfter, Laurbcertræer, Frihedstrceens eller hvad de for Reiten hedde, jo for jo heller til Siberien! Der tan de bevores under Jsen som en Art af Forstenin-« ger, og Naturfotsterne vil da efter Aartusinder strside omJ de virtelig eng-any hat blomftret, eller om de var blottel Naturspil.« — »Maafte tunne vi dog endnu ftelse dem.« — »Jt!e med alt det Guld, der findes i Ksarpatherne, min Drengl Hvad er du for en Dipl-omat, sont griber til Baa ben for en Patriot, der oven i Kobet gaar i Blinde! Er du gal? Forneinhed, Rigdom, Magi, det er de Guder, du stal iilbede, ali Andet er Svcermeri7 gid Djærelen vcere Patriot, naat man tan herfte over Patrioter og sende dem til Siberien, det man vcere dit Valgsprog.« «Hvad du saa siger«, svarede Adalbert, »saa vil min Feder intet andet end streng Retfærdighed, derfor maa han denne Gang vcere fcjl underrettet.« —- ,,Din Fasder er en tlog Mand, der vil, hvad han maa ville for at komme til Brit-L nien du og Casimir ere to Galninger, der stampe mod Bracdden, og jeg ved noeppe inere, hvorledes jeg stal sijule eders Daarftaber.« Da Adalbert tom hieni, traadte Leontine og Alexan dra hcm denliq i Mode; den fidste ratte ham Hoanden og fande: ,,Vi takle Dem for den Jver, hvormed De tog Dem as den blinde Sanger.« — ,,Hvor er han nu?« fpurgte Adalf.rt. —- ,,Han sidder fangen i den gamle Borg«, spa rede Alexandra, »vi bar sorgte-des bedet oin at se hom, men de Mcenlx sont bragte ham th. har fsortnlt os alt.« —i »Gid niine Befiræbelfer for ham havde haft et heldigere! ltdfald.« ——— ,,Mod og Villie til sine Brødreg Forsvar eri allerede en itor Slat i Sjælen«', svarede Alexandra. — »Jeg isctr man bede Dem am Tilgivelfe«, sagde Leontine, »thi jeg trccde, De itte brpd Dem mer om Deres nlytlei lsge Landsmann end Casimir brhder sig derom.« — »Cafiniir elster sit Last-, højere end du tror«, svarede Alex «andra. — »Don elfter intet af det, han burde elste«, fagde geontine « Feinie Kapitel Tet gamle Sini. sinkt eiter lcd Liloivfli lealbert laldc, og moving hatn Hieb ct ineget alcorlint Unsinn »Im horch at tu nnliq hat nie-ei 05 en Prewe pcm bit rioretlige MDDC fand-e han, ,,i:nivlcrlid sengt-It jeq for, at du part nenne Bef, linesom Rinier Ton Quinte i gamle Dinge, Eil finde flere Kraut-tin end Laurbcrrlkanie.« »Im satte niig lrm til Mut-Meige, forDi jeg vidfte, at De selv, nur De erfarede Sageng rette Zainiiienyceiig, vilde billige min Adfeerd«, spare-De Adalbert. »Og hvornf vivfte du det?« »Ist-g vidfte det, fordi jeg lender Detes Trenleniaade, min Fahrt! En henaandet Klang, ter boktvejtseg i Luftcn, et Dth om en forglemt Kcktlikihelx om en længstforsvuns den Som, er bog ingen Forbrydelfe; der lan jo heller ikle viere nogen Hentydning paci del Nærværende i Sange, fom tinieligvis eie digtede for fleke Aarhundreder fiden.« »Jlle?« srsatede Stark-sten, »ved du da, hvad bine ga anile Sange betydes Disse Landlpbere synge itle blo« om Kerligleh de fnnge desuden om Oldtidens Komm esg oni Tariakernes Entsinnle Nei, ti kun! Jeg formt fer din Jndvending: Hvad brydet vor Almue sig mer om Tatlarerne7 vil du sige, deres Tid er farbi, derei Heeren-know er længft spnderbrudt og sorglemt. Men bei te er hin en M afle, siger jeg dia, Fortiden med sin dunkle Kaabe niaa tjene til Stle for Rutidens Anslag; Rasse-r ne ere de Tom-ten man nu tænlet paa, de gamle Sange fotvanvles fanledes til en Allegsoti. et Sinsdbillede, ved l)vis Hjcelp Ulydighed cg Opkøt forkyndes, hvorledes lan da vor Edle Keiser og hans ophojede Brot-er laale rem?« ,,.f:ois man ille paa hsiete Siedet lagde en saa stor Betydning i sdisse Sange, saa bleve be heller ikle scia vigtige.« - »Die ere vigtigete, end du trot, kortsynede Yngling! Follets Erkndringek hanger ved disse gatnlle Stern-um ved svisse Æventyr, ved visse Billeder fta en forsvunden Versen. Af alt bette lnyttes del ufynlige Net, hvoei Atm dekne fortges, og hvorved de binbes til en finer Singe nes Orden, der ille mere san og ilte meee sial bestan. Saal-enge Hieriet banger ved dicle Sange, san-lange han get Foltet ogfaa fast ved sine Even-merken ved sin gamle Dovenstan ved sine faldefkeedlge Bollgw Betag Almuen sine Ævenwy saa tilstrppee du Mildere til den- Daatstai bee; M Polen lignet nu hin gamle Konse, der med en magist Ring var blinden til et Lin, tilintetgør hine Sange, rg du bar tnust den magiste Ring, og Fortryslelfen er opljcrvct.« ,,«««Uten Inin Faderl har vi Ret til at brrøve Foltet »sine leerefie Erindringer og til at over-state de Verand, der Fbinde det til dcts Fortid?« I ,,Ret! Dasarstab!« svarede Starvsten, ,,ri hat Ret til at berøve Drengen sin Kcepheft og drive ham fra sin tasreste Les, paa dsct han tan lære noget. Havde vi itke denne Ret, hvvrledes stulde han da vorde til Yngling og til Monds Betragt en Gang den Berden, hvori vi leve, min Son! Det er nu Tid, at du henvender dit Blit pasi de ftore Forhold, der omgive dig- Hvad vil nn den tloge Regenti Hviid ville de Mcend, der forftaa deres Tid og stride frem nied den? Hvorfor er Polen itte mer noget selts strendigt Land? Fian du sige mig det? Eller var det maastc ved Feighed, vi tabte vor Rang blandt Europas Folteslag?« »Bitte Naboers Rænler hat fceldet os«, svarede Adol bert blussende, »thi Fejghed tendes itte i Polen; i Mod cg Begejstring viger vort Folk ingen af dem, hvis Ger ninger udfylde Verdens Aarbøger.« »J Svcermeri viger vort Folk ingen, det er visi, nien det har itke forftacet sin Tib, deri viger det for de fleste, der har afsondret fig, hver Entelt vilde vcere uafhorngia rg en Konge i sin Krebs, Alle ville herste, Jngen ville inde, derved fendersplittedes Landet, og Jntet tunde tri deg, der stulde ste med forenede Kræfter. Paa samme Tid, da i andre Stater Masferne sammensrneltede, da de En telte der leerte at underordne sig, blev hos os hver enkelt mere felvraadig; hvor denne Selvraadighed herfter, der sorvandles selv Heltemod til for-dærveligs Forsvovenhed; thi hvor Midtpunttet har tabt sin bindende Kraft, hvor de særstilte Organer itte ville underordne sig, der tjener en lirer Kraftyttring i te enkelte Ledemod tun til end mere at sønverrive det Hele vg til at fremstynde Døden.« »Sittert findes der dog en Middelvej, pna hvilten dct Gntclte tan blive i sin Vcerdighed, uden at det Hele fer: ftnrreg?« ,,Jngen Middelvej er her mulig, et Folt, der endnu vil staa paa samme Trin, hvorpaa det stod i Middelalde ren, maa gaa til Grunde; det gamle Ha-ab, de garnle Tromme, de gamle Sange, de gamle Æventyr, de ere Polcng Pest og dets Ullytstr. Deraf opstod den sørgelige Foragt for ethoert Fremftridt, deraf lorn vor Mangel paa Eammenhold, vor Trods mod Fornuft og Orden, deras tom den stcerte Kloft rnellein Falk og Finste, ja deraf kom sog-san Almuens Dovenstab og Urenlighed, thi saaledes va re deres Fædre for dem, og saaledes ville de ogssaa vcere.« »An dette lunde vel afhjælpes ved mildere Midler, udcn at en fremmed og fjendstslig Magt udstratte sit Jem si»pter over dg.« ««)cetop dint Foll«, gensvarede Starosten, ,,hos hvilket den Oerstendes Villie er Alt, og hos hviltet den Entelte taber fig i Massen, for hviltet Lydighed er den højeste lsliat og Selvraadighed den højeste Brode, netop hint Folt, siger jeg, er bedst stiltet til at vcere Formynder over slige forvildede Born, som Polatterne ere.« Trods alle Starostens Jndvendinger, hvifiede dog en Rost i Adalberts Jndre, at hans Landsmænd itte havde Uret, naar de grebe til Mvdsvcerge mod en Magi, der vsilde ndslette deres fsoltelige Burg Jmidlertid var han sra Barndommen af vant til at tie ved Starostsens Ord og til at vige for hans Qverbevisnings. Han ncermede sig derfor til Deren og vilde ftiltiende g-aa, da hans Fader pludselig traadte hani i Møde, greb hans Haand oa tryi tede den med en Følelse, der overrastede ham. »Ad«albert!« sagde Starosten, ,,tro mig, jeg Inener det godt nied dig, jeg tilgiver dit falste Stridt i Dag for din Ungdorns Styldx ja jeg stal aldrig vredes paa din dristine Tvivl, svrndfat at du crrlig tilstaar mig den; thi jeg føler vel, at det itte er let at for en Uøvet Haand at finde Tran den i den Labyritnh, sont omgiver os alle. Jeg opgiver derfor niin sørfte Plan, du bør i lang Tid endnu blive her under min Opsigtx thi tom du stratg til Warschau, vilde du neppe niedbringe den rette Maaleftot for dine Orngi velser, vg den almindelige Sviminelhed, der har henreret saa mange, vilde Inaaste oasaa henrive di31.« Adalbert blev rørt ved sin Faders Venlighed, og lovede at føje ham i Alt og at folge hang Rand. »Mit forste Raad er: Tro Jugen, der vil vcelte din Missfornøjelfe mod det NærværendeL Betragt med hvor megen Møje, vi have erhvervet, hvad vi have. Betragt den Ulykte, den Blrdsudgydelse, den Tøjleäløshed, der stedsc fulgte med enhvet Foltebevcegelse, og du vil da siltert tilstcsa at selv en slet Regering er vedre end slet ingen, at selv en Tyrans Herredømme bør foretmtles for den rasende Meengdes, der med tusindeHcender spnderslider sine Ofre, og med tufinde Tunger lcesler sig i deres Blsod Tro heller itte dein, sein fortynsde et nyt Evangelium, en ny Tingenes Orden, hvori all-e garnle Baand slulle briste, al Inang, al Standsforstel ophøre, og hvori Menneslene stulle leve svin Brødre med hverandre, alt dette er tun en Madding, der scettes paa Krogsen for at fange den uer farne Ungdom; det himmeler Paradis, den himmelste Fied, der maasle undertiden svævede for Svcermerens Die, bringtes endnu ofterse fom Paaslud for Bedsragernes Planet, og de Herren der strige heftigst imod Hersteshge og Magtens Misbrug, strige tun saa heft, fordi de felv ville have den Magi, fordi de felv ville herste og sidde øverst; og have de naaet dette Wech sda herste de almindeligt faalcdes, at deres ivrigste Tilheengere tilsidst nødes til at vrifte dem Magten af Heenderne.« Men dette taler j-o netop for det, der bestod fra gam rnel Tid«, sagde Adalbert. »For det, der nu bestaar«, fvarede Starostem «men ilte for det forceldedex hvad nu! bestaar, er Forbandet med Rusland, intet Andet.« — »Men dette Forbund hat itte sin Rod i Folllets Billie.« —— Nu tasv Statsosten et Øjevlik, endelig sag-de han: «S«aa har mtn hele Tale da vieret spilsdtz det er meget n-d-vendigt,l at du bliver her«, blev han ved, »for Resten mishager din. Quile Færd migi endnu mere end din, han, sorn en ældre Mand, but-de allermindlt stænte slige Landlsbere sin Op meertspmhedz inen der gives Mennester, der, hvor gamle de end Olive. aldrtg komme ud over Drengeaarene.« Teods denne strenge Mtvingi vedblev dog Lttvtvstt at behaupte sin See-et med stor Arttghed, som om Jutet var fowfaldetz Weist orntalte han« albeles ttte i de Andres Nætvcetelse den fremmede Zangen og da Leontine ende lia spurgte otn dennes Stank-ne gav han et undvigende Sonn Dei haan vel undertiden, og iscet i Ungdommen, at« Mennesket befindet sig midt imellem to Veje, uden at han dog saa let sont Herkules et i Stand til at opdage, hvilken det et den rette, og hvilten den urette. Der opflsaat da en Gæring, en Kamp i Sjcelen, og en detaf folgende Utica hed, det, saalcensge den vater, itke tillader Handlingen at tomme til Gennembtud, hvorfsot en enfidig Bestemtheds af de flesfte agtes langt højete end en slig Vatlende Tilstand. Jmidlettid oprinder denne Ballen tidt af de cedleste Be oæggrunde, ja undettiden kunne de, der befinde sig i en slig; Uvished, naar de endelig komme ud detaf og vide, hvorhen de skulle densde detes Ktceftet, udvikle en Sjaelsstyth sont sovettasier d·obbelt, fordi man mindst hos dem havde for ;mo-det den. ; J en slig Uvished befandt Adalbert sig, det, saa snatt han havde fotladt sin Fadets Kammer, ilede ud i Yden fri Luft og ovsetlod sig til sine Betragtninget. Da than i nogen Tid havde vandtet saaledes, nedsunten i Tan jten og endelig hævede Øjet, bemarkede han, at han stod inætved det gamle Slot, hvoti den blinde Sanger sad fan Igem Med dette Slot svsat han fra sin Barndom velbetendt, than hnvde den Gang tidt løbet igennem de lange Gange ;og leget i de øde Siale, hbori endnu enkelte Tapetet med Yafblegede Billeder mindede om den forgiangne Tid. Dei var iødtigt tun Hovedbygningen med sit høje Taarn, som endnu ftod tilbage, Sidebngningetne vate derimcid nedrev ne. De Stenmasset, man saaledes vandt, vate saa be tt-delige, at man detaf tunde bygge det ny Slot, uden at angtibe Hodedbygnsingen Dette vat del den vigtigste Aar sag, hsvotfsor den hidtil vat bleven flaanet. For Reiten bar den, selv i sin forfaldne Tilftand, det Ptæg af Storhed og Betydning, hvotved Fort-Deus Bygninger saa tidt u"dmær lede sig fra dem, der opføtes i vor Tid, og Adaslbert msaattc, da han saa dette Slot, tcenke paa sit Fcedreland, der, søndettevet og stilt ved saa mange Provinser, dog endnu mindede om en betydningsfuld Fortid, hvotaf der rigtignot iite var mer, end en ftot Ruin tilbage. Da han havde bettiagtet Slottet og endelig nærmede sig til Hovesdindgangem mødte han den gamle Michael, der stand-sede, da han saa ham, og tog sin Hue af. ,,Hvor fiddet den Fangne?« sputgte Adalbett. —- »Jense nen et inde i Riddersalen«, sdatede den giamle Tjenet, der var lidt tunghør. — »Er det Ftøken Emi«lie?« — ,,Ja«, svatede Michael, ,,Ftølenen kommet ofte heut-den thi hun er itke, som den unge Vetden plejet at vaete, der kun løbet eftet, hvad der et paa Moden.« — »Fo: mig da ind i Riddetsalen!« sagde Adsalbert, hvdtpaa den Gamle gik ind i Bygningen, og Adalbett fulgte ham gennem en Ratte af Vætel«ser. Paa entelte Siedet fiandfede Michael og Pegede Paa de sondettevne Tapetet, hvoti man endnu saa Levninger af »stote Jagtftyktet, som vare inddcesvede deri. Aidalbert bemærkede i Fotbigaaende flere Damet og Herret tisl Heft, de sidste date kendelige paa detes med mangfoldige Sitte snsote forsynedse KuttkaN dg paa detes polstse IHuer; ved Siden af dem stode Jcegete, og højt i Luften fløj Falle-, som søgte at sovetliste et Par Heiden der sttatte detes Naeb fom spidse Landset ud imod dem; ligeledes saa man flyg tende Elsdyr, og lcengere borte en ttsodfig Bjøtn, der satte sig paa Bsagbenense for at fotfvate sig mod Hundene. Alle disse Figuter vate blege ssom Skygger og halvt fortætede af Mol, fom havde arvet de Kostbarhedet, der vate de henfdundne Slægteto Stolthed. Endelig ttaadte Adalbett med sin Ledsager ind i Riddersalen, hooti selv Tapeterne oate dorte, og hosoti intet levende Vcesen saan med Und tagelfe af dem selv cg to Tusmøttefugle af det Stags, der taldes Dødningehooeder, l)vilke, bedtagne af den Dun lell)ed, fom var udbtedt o«detalt, socevede omtting midt om Dagen ,,Ftøkenen er itke het«, -s-agde Michael, ,,l)un et sikkett Paa egen Haar-d gaaet op i Taarnet.« —- »«« Taarnei!« gentog Adalbett fotsktcekket, »Opg-angen dettil et fatlig, hoig jeg husiet ret.« — »Bei er itke forste Gang, hun gsaar den Vej«, svatede Michael, ,,hun fotstaat næsten Kunftm bedre end jeg felv, der dog fta Ungdotnmen af et vant til at llavte paa diHse Ttappet. J Dag Vilde hun dog not højete op end sædvanlig fot at se det stote Ut; jeg stnldek følge hende, men da jeg ikke lunde komme strals, gik hun i Fotvejen, eftet at vi havde sat hinsanden Stævne i Rid: detsaien.« —- ,,Lad os ile til hende«, sagde Ada«lbert. De gik nu op ad en Vindeltr-appe, der i Begyndelsen var bted, men btev smallete og smallete, jo højete de kom; ja tilsidst harte Ttappen op, og de maatte tlatte videte frem paa Stiigset og sitide den over Tvcerbjcelket, fra hville et eneste falzst Sltidt vilde hiave styrtet »dem ned i den dybe ;Afgrund-, fom de faa under detes Føddet. I Endelig stode de fotan det Ur, om hoilket Michael havde talt; paa den and-en Side detaf fad, til Adalbetts -Fotunsdring, ikke Emilie, men Leontine, sont syntes ned snntet i dybe Dromme. »Gott vcere lovet! det et Fro tenen«, sagde Michael, »he: et ogsaa det ftote Ur«, blev »han ved-, »som Herren vel etindstet fra giamle Dage, thi ;het maatte jeg tidt fsøre de unge Junkere op, uagtet Sta itosten strengt forbød den« ) ,,Kan det da al«dr-ig mere gaa?« spurgte Leontine, der nu vasagnede af sin Demn. »Nei, desvcette«, sbatede Michael, ,,men i min Ungdom gik det endnu, det var den Gang det kostbatefte Veerk i hele Egnen, saa Fremmede kom hethen for at se det. Det viste itte alene Timet, men tillige Solens og Maanens Løb og Kvattetsliftetne5 paa den ene Side ftod Dvden med sin Le, paa den anden Side stod Tiden, fom en gammel Man-d med Vinget og Timegslas, og hver Gang en Time var udtunden, flog han med Vsingerne, og Timeglasset vensdte sig af sig selv, mens Døden hcevede sin· Le ogs spingede den ftem og til bage, idet Klotteslagene lod; men nu er Timeglasset Must, Viseten er sandetbrudt, og Hjulene ete tustne, tun Dtden med fin Le staat der endnu, som Its-Leuen sen« O) Eu km Ficke-, hvowua tun Adel-n bavde Ret It Inm Silkesnotr. i i Gottsættey