Dei stillte- Jtniuite statt Title
Livsslildring sra Reformationstiden
as
H. F. Ewald.
J Unden Bog. sie-.
Ists
(Fottsat.)
Hans horte i Taoshed dette ejendomtneliae Goal-,
knien gav i stt stille Si. .d Knttd Ret Derpaa underrettede
han Knud om, at hang Pligt kaldte hant snarest til
Hadredallegaard, hoorsor han opfordrede Knttd til stralLs
at folge tned stg og sorge for Faderens Lia
Han raadede Knud til at sore d:t til Mariager at
jordes der; Hr. Moaetts s Fædre haode gioet rigeliae Sjce
legaver til Klosterei, og tillige mente hatt at det vilde være
klogt gjort as Knud at træde srent dereniaeniateniaix
tlogt gjort as Knud at dise stg der oa trcede frem sont
ftn Faders Son og rette Llrding. Denne Jnddlanding
vg den mnndige Tone, hvori Hans Thordsen talte, syntes
Knud aldeleg itte om, boorsor lsan horie dervaa i mut
Tavshed
»Eaa optet J oasaa. kwad J dar sejlet«, saade Hans,
inden de steg til Heit, »og bliv sra ntt af Heringens Sag
tro!«
»Da min Moder!« sagte Knud barst, idet han sprang
i Sadelen. »Til at vcerne ont hendes Aste, sont er rnin
egsen og min Stifter-L staar noertttest min Hu. Dog, ntt
forst bort for at sorge for den dode!«
'
J Tredie Bog. Ez
Første Kapitel.
Kund tider ene til Tittgr.
J den tidlige Morgenstund en Dag i Marts Maaned
1585 red en enlig Rytter over Taphede ad Bsiborg til.
Han var inidhyllet i en vid Kappe, der bang lost om hans
ranke, trastige Stitkelse og dættede tillige for en stor Del
Hosteth en smal, sintbvgget Stimme-L Den stridtede rast
hen ad Hedeftien, indtil den haode naaet Toppen as en lille
Hos. Der standsede den, spidsede Ørett, ryitede Natte
rittten af stn lange Manle og vrinskede. Det umcelende
Dyr vilde aadenbart stge til den Stabningens Herre, det
bar paa fm Rog: se dig om og sit-n, om di ilte ere paa
ret Ves! Teile var itle Tilsældet; thi Rytteren hande,
fordybei i sine eqne Tanler, ladet Hesten Tøjlen Vistnot
havde han itle langt til Astnild Kloster, sra hoillet den
Gang en maestsd Stcnbro sorte over Seen til Viborgz men
det var ikke at tcenle paa saa tidlig at totntne ind i den
befcestede Br:, og iscer var Rotteren itte meget oplagt til
at prøoe paa det sra denne Side, da han strats oilde støde
paa Vagten sra Borrevold hdor Kongeborgcn laa. Han
besluttede derfor at dreje Hesten mod Nord og ride uden ont
Ser for at ncernte stg Byen ad Aalborgoejen, der sorte til
Sankt Wogen-II Vert
Dog standsede hatt et Øjeblil og stirrede over til Byen
shdis Hasraekter og talrige Kirtespir oiste sig for hant i der
tændte Ny’s svaae Stin, medens de dobe Toner as Vigilie:
Sangen over den myrdede EritGlivpina i Moraenens Stil
l)ed lsd our-er til harn sra Sankt Mariae Krnpttirte. Te
tnejsende Taarne, as hville Domtirlens Spir, sont dengana
vare til, ragede hojest rnod Hamlen, vidnede ont den lristne
Kirles Vælde gennem Aarhundreder paa dette llellige
—Bjerg. Saaledes tan del Byen taldeg, otn de have Ret,
der trklede dens Navn as det islandsle Ord de, hellig, oa
Ordct Bier-g, og indtil lanat ind i Middelalderen blev
Byen laldt Viberg. Et Sæde sor Gudsdyrkelse har den
Balle, paa hvillen Byen ligger, uden Toivl været allerede
iden graa, heben-sie Oltid. Kristi Alter oar bleoet rejst
her, shvor Odins Alter havde staaet, oa ntt nylig haode et
Lyn sra det hoje oed Hans Tat-sen tcendt Sandhedensl
Faliel paa samtne Sied. Dei er den gamle Stad Viborgs
Helm, at sra ten ttdgit Resorntationen i Danmarl, og den
bot alene as den Grund holdes i Ære.
Dog rorte Tanter as den Art sig itte hos den unge
Einer as Holland-Z Hovedsla«d, sont den var i sine Velmagts
«Dage. Han saa over til ten vidtstratte By, sont sra Bier-i
sgets as Domtirtien og Maria Kloster-et kronede Hojde ter
rassesortnet til begge Sisdek trat frg ned i Daten lige til
Satu, og osrede iikke Byens Mærlocerdigheder eller Ælde
en erteste Tante. Hatt brød sig tun lidt oin, hoor gammel
Vyen var, og hoor ntange Konger der oare bleone hyldedez
maasle vidsie han heller ikke stort detotn. Han taentte itte
ipaa de dsde, men paa de lebende. Vigilie-Sangen over
Eril Glipping, sont nu havde lydt i to og et halot Aarhun
Kreide og sorn stulde dedblive at lyde et Aathsundrede end
·nn, Teile as Mem sor den ater Konse, meet sor at .a e
Mitten den demed sordundne Jndttegt, gjorde Indier paa
"hant, sordi den-te Mmeises hsftidelige Toner var i
Samllang med hans egen mtrle Stemninsgr Da de sisdste
Toner bade den« gav hatt besten et Tryk as Sporerne og
bade
»Vi have tm waret-V not, Graamuntz nu as Sted
til Maalett«
Sitten heftet- oat See-many maatte vel Ryttereu va
te Muth Mogensenz M det ille i dei hengaaede halve
Aar hat-de set hans Stiftele vilde niedre sig over, i
IMM- Grad den hat-de udvillet sig, og am Metalklangen
i kundgegeben M W hatt var tm en fuldt avoir-l
U iWsssnongrderlnnltdtdatm
W erstand-Stole Dogvarhant
fIWM Osavikesigoasaamtatvcee
- i-- sit W II Fell-et RM
thpeddenensomnepede
., Ut- i- da- M
M ges miss- M
«M s- ame-u de
s-« - « »
J dies
Aarle oni Morgen Saiten den fang
iindei iaa aien en Lide,
Herr start klasdet sig ior iin Zeitg.
Kotigen ai« Tanniart lader der her-one
Oan drog paa iin Stjorte saa ston
under iaa grpn en t«ide.
dertil sintten Trøie nied Sitte faa gren,
Orangen ai Tanmait lader der hervna
Buttesliiidsfteivle drog han paa Ben
nnder saa grpn en t«ide,
iorgvldte Sporer wandte han omtring.
Kotigen ai Taninark ladet det hasvnr.
Forgnldte Sporer ipcendte han onitting,
under iaa grøn en Side,
saa rider Herr Karl ene til Ting,
Kotigen as Taninart ladet det hitvnr.
Saa tav Knud og lo bittert. Det dar ilte saa del, at
han dar saa stot, at Kotigen as Danrnarl stulde have noget
lat hævne pta hani, men han red ene til Tinge, og det var
netop Fej len. llden Vermer og Fortal ere hadde Knud as
egen Drift taget den Beslutning at drage sig til Rotte den
udvalgte Konges Nætværelse i Viborg til Holdningen, sont
stulde foregaa paa denne Dag. Mandagen eftet Lcetate
icller Midfaste Zøndag. Hans Faster Maren og Erit
Strain havde stral5, da Bondehæren i December fortige
Aar as Johan Rantzov dar bleven slagen og nedhugget i
Aalbossg, nyttet Landesreden og Siltetheden til at tage
Tjele, hdot de hadde bosat sig og nu date i Fand med at
udslrtte Brandens leelæpgelsr. Hart vilde nu ttæde steni
spr Kong Kt isijetn og ttær e sin lovliqe Ejendoin tilbage.
H: .d ednede rel nnge Knud Mogensen mod saa mægtig
en Fjende soin hans Frænde Etil Stram. Han havde vel
heller ille sto e Fordentninger derom, tbi han spurgte sig
selv: nion Kongen isnter mig et Blit i Dag?
Han noermede sig Bhen i den ssrste Dagbrcetning og
sagte til et Herberge. Isom laa uden for Sankt Mogens’3
Port for alle reisende, der vare saa uheldige at indtrcesse
silde oin Astenen ellet om Ratten, naat den besastede Bys
Porte vare luttede. Det var ogsaa meget spgt, sordi del
var billigere end Herbergerne inde i Byen Betten tog
iniod ham i egen trivelige Person« og da han saa, at den
rejsende var godt ridende og estet alle Kendemcetter en
Adelsrncnd, tom han end uden Folge, tog han sin rtde Hue
as og gad Knud en htflig Modtagelse.
Knud saa sig snatt beentet i Gastestuen ded et rigeligt
Vord; nien stent han blev ene om Sulesadet og Øltanden,
saa var han dog ingenlnnde ene i Stuen. Der laa slere
Gester og sov paa Beentene, da den stvre Tilsttamning as
Mennester til Hyldninaen havde overfnldt ethvert Her-!
derge i og onikring Ziadem Medens Vatten satgede sor?
Rnud og lredensede hans Llltus. lod hun Munden labeJ
»Saa J agter edet til Hyldningen i Daa?« begyndte
han med findende Junge. ,,At ja, Gud og hans Helgene
væte ptisede, at di dog nu have faaet Ende paa den Lob
løshed og have vundet en lovlig Hetre og stetige til at
staa for Styrset!«
Knud undrede sia itte oder, at en Borger i den lus
therslsindede Bn Vibora satte Helaene i Munden, da vore
lutherste Fabre farst sent bleve den gamle Vane tvit; nier
han tæntie, at Vamns Hengioenhed sot Hering Kristjern
ilte var optigtig ment, da dersot svarede han:
»Jeg troede doa, at de Vibotrig Man-d alle deteä
Tage hndesde gamle Zion-g Lristjern, og det er bledet mia
sagt, at J hyldede ham forgangen Aar i den Stipper
sejde.«
»,Nn« soarede Vatten med et snu Blit, »det ajorte
vi for Rad-S- Stola Gud aivet Villie, Nøden aivct Tvangks
Sand-: not er det, at Rang Kristjetn, Gud se i Naade tili
ham i Bolt og Jærnl Var Botaeren aodz dog et Heringen
en tetsntret Mand, der vil stadsaste Stadens Privilegien
Han er egsaa ard lutherst oa hat Villie til at holde og
Klettetiet sra Deren ca iæftne den ny Bittens Orden.«
«Bar dca bate denne Krig og Blodsmttning til Ende,«
vedblev Betten, da Knud tad. ,,Zlatternes Tonge vil
blive haard Talen gaar, at Hans Naade i diese Daae
paa Tinge vil gøre et dybt Gteb i oore Lormnet. Heer
Ptæst, Degn og Rirte saar bade et halvt Aats Jndtceat,
og vi andre Bhsmænd slippe itte heller naadig.t. Don,
lad vs nu itte tænte detpaa, men glaede as oder den Natt
ing, disse Dages Hostid girerl Frygtede vi itle, ved min
Helgen, i Lsrdags, at Hans Naade dilde blive ude og It
Hin Johan Rantzov dersor maatte moldtage Hyldningen
as Bmderne den Dag i hans Navn. Da tom han i Gauk,
og intet er nu tabt; tværtimod faa vi nu en lystig thds
ning paa Ganimeltorv, soni so et Tingstedet, og der er
paa denne Aarsens Tid lunere end paa Dannetlhng, som
rat god not til de Banden Vi saa saa ogsaa en sie-n
Hyldning af Adel og Borgere alcne. Et lhsteligt Thea
ttutn et opfert og hettuttet med blaat Morde- Hang
Naade agter der at fremttæde og modtage Hyldningen
as de to Standets Usdsendinge, samt as de Prælater, som
ville svove sig dir-. Mig lyster at visde, oni Btsp Jsrgen,
den arge Stall, drister sig til at ride ind i Vsibottig!·'
Da Betten mærtede, at han-s stumme Gast var en
utalnenimelig Tilshirey sotlod han hom, ester at han
sktst havde ptist sine Fidevater og sit Ol, og lod ham
alene. Knud tvg imidlertid sor sig as Matten; men han
havde ille saaet mange Mundsulde ned, fsr han hsrte en
mastig Gaben sog saa«et Par lange Bkn sra en as Beentene
svinge sig ud paa Gall-et En th Stittelse reiste sig
fra Lejet. Klæderne date sny og pralende og Stegs-et vel
iplejet, men dpg var Kund ikke et Siebltt i Tvivl am, at
han havde sin Fremde Gett for sig. Det var stte noget
ringe Weshyrd om den Werdender-kanns Kund havde
saaet, at han itte strall tiltalte Gert, tnen ventede, om
denne under de forandrede For-hold vilde tendes ved ha-m,
for detas at sttnne, paa hvillen de han burde tage harn.
Gert sie-rede ttl hom, men tog strats Øjnene til sig
taenx han thlte paa Betten og sorlangte Malo og Dritte
heb den Juden Budendr. Nu vtdste Kund-, hvad Motten
dar M, as sptesatte stg at ftvasse aale Bett sor hatte
UW
Mit-U Mksaadehan osheevedestrusetspt
OWNE
e MM wMagststwhpm
abs-z;»
- " spat et Mk
- -— asszauwewwxsagpxaauv
»Da-an ..wsaa-Wzmckak,vazavexmv«
nu var i Lide og J toin for at iigge paa Tjele.« i
Gert trg toldfindig mod det Hil) og sant et magtigi
Stalle Flcrst osg saade faa:
,,Eders Falter er jeg Tal siyldig i hans Grav; med
eder bar jeg intet at flasse.«
»Seit er sjcelden sand og fager sjcelden fafi,« svarede
Kund. ,,J lnbcr efter de rige, Gert, for at bjærge Felde
log Klckder. Dei er ringe Ære for vor Æt!«
»Maren er min Frei-nie og mig lige saa ncer, sont
hentes Binden eders Faden var.«
»Bei saa!« svarede Kund. »Hvem, som nu vil have
med Erii og Maren at stasse, maa forncegte Anud Wogen
sen. Naar Gods ganger paa Grund, vorder Venstad
ivndi.«
,,Jiie hat« udbrøld Gert bidsig. «an sagde du«
jea ajorde Ætten tin-ge Ære. Du tale helst iite om Ære,
end mindre om DER
«Tat, frrdi du duiiede mig!" svarede Anud og lso
barst. »Mit dog nu, at var det itte, sordi du er min
Frande og for dine graa Haars Styld, slulde du for de
er faa smage Odden af min Klinge·«
»Jeg er itie rced,« sagde Gert ca stulede til Knud
over Ølian·den, ,,dog smitter jeg nødisg mine Hernder ined
dit Bind. Vi gaa nu bver helft sine Veje; din Uven er
jea resuden iite·«
»Liae godi det! saade Knud og reiste fig; »hvad du
er on hvad du icenler, vejer som et Halmftraa.«
Derpaa ait han oa flog Deren i efier sta, saa Klin
ten raslede derved. Med faste Striot og stolt Holdning
«cansdrede han ind igennem Sankt Mogens’s Port, sont
Vægieren nu havde aabnet. Der var alt Fall paa Benene,
og Gaderne vrimlede as Borgere og Adelsrnænd. Da
Kund blandede sig i Mcengden, sani hans Msod noget;
thi utendt og upaaagtet, soin han var, fette han sin egen
Ringhed og Magus-Ihm Jlte Paa et eneste Aasyn medie
hani et gentendende Smil, og ingen VennelzaandludratieI
sig itnod ham. --« IsiE.«!.-.-7e"-.-i!d,-.r-·st:»..:;s"..:s III-· .«
Medens Knnd rastlos vandrer gennem Gader og
Streetder med Bitterhed i Hiertet og grublende over, paa
hvad Maade han bedst ital ndfsre det Forscet, der har
fort ham til Studen, ville vi tage denne lidt ncermere i
Diesem -- «-«--«-—i·-.--.2-. - · «
Viborg Var efter de Tiders Maalestoi en sior og fol
ierig By, men hverten regelmcessig eller stadselig bygget.
Kirtetne og Eli-streng over tyve i Tallet, inejsede endnu
paa nogle saa nar. sorn Bsorgerne med Fiederit den Forsies
Zarntntte hast-de nedrevet, og idesuden sandies der nogle
! find-tin grundmurede eller Bindingsværls Bygninger, til-—
berende velhavende Borgere. Adelen havde endnu itie Bo
liaer i Sie-dem De sleste Byaninger bavde tun Lervceage
ca vare ice-Liede med Siraa, saa at mange as Gast-erns
« mindede orn en Land-st. Noale as dem vare snævre Gy:
! ter, ureaelmcessige da uden Viola-gering, mange Siedet
laa Møddinaer ved Hufene, oa Svinene leb srit amtrina
oa rodede efter Æde. Kun den indirekdende Nattefrost
idarede de gode Borgere og mere fornesmine Herre, hrem
Hyldningen havde samlet i Studen, sra at vade i Dynd
« iil Gammeltvrv: nsen der havde man doa fnldt Hullerne
med Sand, sor at Hans Naade med sit Folge beivemt
kunde gaa til Hvldninagtribunem
Mere end tredive Klotter rinaede i en hel Time, og
blandi dem ionede især med dnb oa starrt Klang Dom
iiriens tre Motten Hojtidgtlottem Prcedileilolten og
Tolviloiien Hvor startt et Had end Viborg Bymcend
nckrede til Papicsmen, da i bvor le Grad de end misbil
liaede Kirtetloiiers Jndvielse, Saldelse og Daab, elstede
de doa Filangen oa vare siolte as Klotternr. Som en listig
Musik lad den eviae Ringen i Bvraernes Bren, niedenZS de.
noale ined deres Huitrner ca Dotie, trippede hen ad de
frogne Gader for at sitre sia en god Pladg naa Tordei
eller i de iilftpdende Gabel-.
Dei var, sandi at siae, nu en Tid fiden, at noaek
starre Opiog havde glcrdet Viborg Boraere; thi de urolige
Tider havde ikie værei heldiae for slige frsedeliae Stuei
fvil. Dei var da en Øjenlyii en Gang igen at se Vyvaaten
i dens Stadzdragt -og iscer alle Gildelavene med deres Pan
tede Oldermaerd og Svende og med de vajende Ferner
Der var de elleve Tushde Jornsruers Gilde, Santt Kjel’d«g,
Sankt Ursulce, Annce og Birgittæ Gilde, oa disie Op
tog bleve dobbeli paastønnede nn, da esier Papiiternes
Underiuelse de Pragtful-de, tirielige Processioner teli vare
ophsrte. Der sandtes iile saa Mairaner Da Jomsruer,
der endnu med et Sui mindedes de Dage for en halv
Snes Aar silden, da Sankt Kjelds, Byens Sinigpatrons,
der-wie gnldne Strin hie-v baaret i stort Opiog gennem
Bycn, amgivet as flammende Kerter. J deite hellige Gern
me laa Helgeixben, Haar as Martyrer, Stniter af Jomfra
Mariæ Scert og mange andre underline Levninger. Dei
var endnu til og gemies i Sankt Kjelds Kapel ved Dom
iirlen; vnien det hensiod Upaaagtet, brændte end ved Kan
nitlernes Omlzu den heilige Lampe fremdeles ved deite sor
dum saa iosielige Mem-die
Nagle af Kvinderne lod deres Tanier gaa tilbage i
Tiden og suiiede; rnen det blev ved Sutlet, da ingen vone
de at usdtale slige Tanier. De sonder, gamle og haarde
ellet unge og blsde, soin fsr altid havde grebet efter No
sentrsansem maatte nu savne denne Prydelse og nsjes med
Sammet-klirrten et tarveligi Bett-erlag. Jst-gen ung, sod
talende Muni git mere ind og ud i Borgernes Hase, lyt-i
iede til Kvindekneö Sul og Stristemaal, ydede dem Trsst
eller gav dem tlnge Raad i Forlegenheder. Endelig vakz
i Riesen den utlare Andagt under Messen og de bound-i
nisle Hymnet blevne aflssie as Aarvaagenshed under de’
lutshetste Presdiierek sorstaaelige Tale og strenge For-»
umringen De nxange Altatlys med deres blendende Glancs
soran de javelsmyttede helgenbilleder og Monstranser vate;
sluitede, og i Siedet sor Eorsangetnes smutkir. musikalsie
Ydelsee var traadt Menighedens sinnende Sana
Det vilde htjlig sorarget Thsger Lippe-Walz Jergenz
Sadolin es Jaitib Sijsnning, disse den lutherste Leerth
dictve Fuhrwerk som nu gil samtnen pp ad Gras-th
dre Diesem-de havde de denne Motgenstund og ved man
gen can-den Leilighed tunnet lese i nogle as dete- Sognes
bunt dierdet Dog med heutsyn til det Idee var der
intet at dadle; tdi Rosenltansene date dandiyste, og de
brave Miete dleve hilste as alle med den site-sie Pre
iomt m quer-de wage e-: TM spuken-i sf
sym- sotsexe og de »- as mem- mste uvsemvc
cf det, de dare, ntodige, selvftændige, nidtæte Mond Vis
selig vilde ellets heller ilte Hans Tttofetts Sandhedsord
hasce bund-It Jndgang i detes Sjoele og gioet detn Msod ti!
at byte dett ttteeatige Vibotg Bisp Brodden, satt de modte
vorbnede med Zvcetd eg Lilfet ved Graabeodte Kirle for
at vætne ont Ptæditetens Fotlyndelse af det tene Evan
gelium. «
Nærntest Fotbojningen, hvor Kongen stulde frem
ttcede, havde Votgtttesteten, Motten Hcgelund, taget
Plads. Han bavde ded sitt Anfeelse vertet den luthekste
Leeres storleste verdglige Stotte i Vibotg- Dkt stsd ost
tsaa Raadmcensdene, hvoriblandt Peder Trane og Konnt
Iten He. Jakob, Magika JMS Vg Kkistrn Stub- alle
Mænd der hande ftottet den ttn Late. Til detn NUMVE
sig Thggkk og hang- Mckbrodte ttted glade Motgenhilfettetx
men deres muntre Miner sotntortedees, dtt de sna den for
hthe Bisp Jotgen Ztiis indfinde sig nted et stott Folge
af papistisie gejstlige og væbnede Even-de. Dist VCWVT
hant Vej gennent Mcengden, og han iUVWR fWks VM spl
netnste Plads, der ogfaa lovlig tiliotn hattt. Bokgetne
knurredez men da Bispen havde vieret ntcd til at udvælge
Kongen, lunde det jo heller itle forbndes hattt at over
være Hyldningen, og tnalte Kotigen bam endntt, tnnatte vel
Borgerne ogsaa finde sig i hans fothadte Nærværelie. Te
folte stg intidlertid overtndede ottt, nt naar Rongen folst
sad i Siedet, vilde de hovtttodige Kietefytstets Tid viere
otttnte, og heti flussede de sig heller itle.
Da Tiden til Rongene Komme nættttede ftg, tyddede
Bysvensdene med deees Pilet en Vej op til Fothojningen,
ad hvillen Hans Naade uhindret lunde naa til sit Sche.
J den nderste Rcktke ttf Meengdem lige bag Bysvendsene,
Eunoe Finud toget Plads, og her ovettasledes han ved for
fotste Gang dentte Dag at blive tiltalt ded Ravn og ven
lig hilset. Det var en Vel ncetet dg godt tlædt Borger
med en un; Pige under Armenz der san uventet og tned
at Divisthesd henvendte stg til bunt. Jdet han getifendte
den velagtesde og rige Vintappek Joltttn Ptyds og hans
stæltnste, fort-jede Dotter Barbnta, dultede et sntult og
muntett Barndontstttinde op hos hom. Hans Fadet PM
ede i 'fsordutns Dinge at tage ind hos Jotum, det holdt et
grdt Herberge, og Knud ntindedes den ftdste Gang for
nogle Aar siden, da han var det, at have haft en Del Lojer
for med Bettbara og leget Sile og Tagsat med hende
mellern de tonttne Tonder, der laa i Herdetgets Guard.
Den Gang date de begge Born. Nu var hun en volfen
Jontfttt, og as hendes Tale ntætlede Kund, at medens httn
for længe siden havde meet ude at bang Taute, saa hOM
hendses Hjette trofaft gentt Mindet om hont. I · « «
Knuds Liv var tot Tiden saa venneloft og ttden
Gleede, at Jsotunt Vintctppets vetvillige Otd faldt sotn
Dug paa hans Hinte, og Barbarns mild-e Blitle og sitt-lin
sle Smil sptedte Motlet i hans SjceL Det var lttngt
fra, at Mindet ont Jde Nielsoattet hindrede hattt i ttt
ftyde ftg ved den Solstranle, der faldt pcta hans Vef.
Hans Stetnrting mod Jsde var tveettintod fot Lieblitlet
bitter. Httn sttd nu pca Holtneganrd hog antidcs cg
Annn, medensi Kristosser Kruse fætdedes i L»edin,t. Bin-ges
gaatd var jo tun en Brandtotnt, og Ktiftossers Hutten.
Bornene og Oldetnoder vare alle tnede til Holttteganro,
hror de bavde fundet en neesttnild Modtcaelse sitt-no
hnvde sendt Bud og Brev derben: tnen Jdes Stett disre
eftet Knuds Mening, at der tnaatte vix-te format-et en
Fortmdting i hendeö Sindeltw Slont hun ille unben
ltjst brsd tned hattt, saa indeltoldt liendeg Vtea den tun
sacre lidi ont Kcerlighed, tnen deö flete Veldt-eid-elier, fotdi
han liavde fwldet Thomas Kritsr.
Knud fotdttbete sitt nu gansle i Sattttttle ttted Batlktta
Joltttnkdatter og ntætlede ncepve, bvad der foreziit o:t::
trinq hont, forend Hans Naade med hele sit stote Folge
ctf Risets Rand-er og andre pode Masnd, sont alle date
stcgne af Heft-en ved Totvets Jttdnang, nted sior Ponto
git forlsi hartt. Da satt sinud for forste Gang sitiitjetn
den Ttedie, on han strebte nt lese i Konneng Aaftttt, hrnd
for Mond han monne vere. Med tongelin Anstand stred
han forbi i sitt sotte Flole Kappe, tnesd en Kot-de pan Brit
stet, den flade Baret med den hvide Fjer Pan det brttne
Haar ogi det gyldne juvelsmnltede Sværdfcestr. Hans
Aasnn var alvotsfuldt, og i hang Blit afspejlede sig Ret
ftnd og en stærl Villie. Dog veg denne Strenglted i Un
ttyltet, naat hcn stnilte og nted venlig Nedlndenhed hilste
til alle Eil-et
J bang Folge gil mange af Rigets bedste og nteft
anfete Mit-nd og iblctndt dem to af den endnu vatlettde
Trones fasteste Stotter, Rigens Hofnteftee Magens Gjoe
og Johan Rnntzov, tnaasle sin Tids storste Felthette, sotn
tun havde behovet en storte Stueplads for at vinde ettro
" Meist RU: dog manglede ved denne Lejliglted den tredie,
Dantnartg BovehalZ, Peder Strom, ftn Tids mest udntcek
lede ·Solriger, og hvad der vil sige endnu mete, den meft
tetftafne og uegennyttige af Aarhundtedets gode Mond.
Endelig var der en stor State Asdelstncend, og blandt dein
blev Knud var stn atgseste Fjende, Eril Stratn. Hvor
han hadede det ryntede Aasfyn og det snu Blilt Unit
taarlig gjvrde hqn et Steidt frentad; men strals folte han
Bitssvendens Pile mvd sit Bryst, og da han satte sig til
Modvcerge, oilde der vcete opstaaet Tumult, hat-de ilte
Jolutn Vintappet lagt stg itnellettt og fokmildet den vtede
Vogter as Byfteden.
Kort eftet fotegit hykdningen paa leedvanlig Vis.
De tilstedeveetrende Uldsetrdinge fra de tte Stænder i Jtyls
let-nd svor den udoalgte Konge Troste-hieben og Rigens
hofmestet opleeste paa Kongens Vegne et aadent Beet-, i
hviltet dee tilsagdes Stæwdeene Bedarelsen as deeee gantle
Privilegien sont de hævde haft fra Artle Tib. Deteftet
ftentttaadte Kongen selv og blev hilset med hole Jubel
metb. han talte Mengden totteltg til, takiede Stan
detnes Ukosendinge for den Trostasb, de havde tilsagt dam,
og lovede at blive Follet en mild, retfcerdig og twfalt
herre. Stuttekig nnbefetlode han dent Fasthed i de vanstei
lige Tidet og Billighed til at dcete de tunge Bykdey sont
Rigeti Teængsel miagde alle, hofe sont lade. hatt endte
tnCo at nedbede herrens Velsignelse over Land og Felt.
Undet gentagne Jus-elend steg Kotigen ned ad Fide
shojningen og gil iamnte Bei ttlbagr. Nu var Folget
entdmt storeez tdi fleve tin-fette Berge-e og geistlige vaee
blean itcdbusdne til hans M, og do MUW stulde
hold-ei- ftwis eftee Midningenp gis de me med det stetige
Folge M Konseslottet m Vorrede-O
GMMMJ j