En pOAlsk Familie.
KC Hauch
-Es5 FItsteDeL ZE
(Fortsat.)
,.Loerhærelse nied Fordonttne er aldrig usladelig«,
svarete Starosten, ,,se dig om paa diese Steder«, blev
han ved, »sammenlign den Velstand og Renlighed, der
hetsler her. ined den Urenliahed cg Elendighed, hvoti
vore Baader cllers lede, se, hvordan Dovenstab og Stideni
seerdiahed sottckre dem, saa at Polen er bleven til en Spot
og Væmmelse for andre Folteslagi Og dog anses det for
en Grusotnhed«, blev han ved med en uscedvanlig Jld,
»det udstriaes as salste Dentagoaet som en Forbrydelse,
at jea hat tritttet en Grændse mellent Tyr og Mennester,
at jea hader Todenslab, at jeg hat forvandlet øde Stetter,
udtotrede Søer og ndyrtede Stode til riae Korntnarter,
det bebreides mig, at jea sordrer Lhdighed for Regeringen
og sor Looene; ca doa ntener jeg, at jeg netop herded bedi
ser mit Land starre Tienester end hine, der sorsøre stg selv
ca andre til Stridt der, selv hois de sor en Tid lyttedc3,
sont Gud sorbnde, dea tilsidst vilde styrte dem og Landet i
usejlharlia llnderaana«
»Men i ret mindste hare vi Ret til at betlaae os,
naar man, liae mcd Kesseteng Laster, sører vore statlels
Landcsmand sotn Soldaten til Anstand«
»Jea betet dia, ntin Son! ooat dig sor ten Verble
shge, der griber enhrer Leiziahed sor at betvivle Reaerin
geng List oa dene Hensiater; kenne Migtillid, der stiller
Foit ca Fnrste sotn to sjendtliae Magter liae oversrir hin
andert, maa nodoendig hlive fordcerrelig sor rein heaae
Du ril for Reiten mode mange, hvig Sjcele sotaistes as er
slia Tadlesnae, blandt andre oil dir casaa hos mia se en
Ynalina —— desocrrre er han Alexandrag Broder rer
i sin Junge ttzsidder ten sarliaste Fjende, noaet Mennesle
tan have. Jea har iøvriat intet intod, at du er renlig mod
«denne ulnttelik:e, men betraat ham dlct sotn en assindig,
litt dit Øre sor hans Grunksætninaer, og lad ham staa for
dia sont et strasttende oa advarende Etseinpsei. Hast oder-ho
vetet, at ret er denilnreraiones Pliztt at taae alt,hvad hans
Forscsatte virte ca kesale, i den bebst-: Menina. Oa endnu
eet, inin Eoni« sang Litomgti tned saatete Rost, »den
Mistw, de salste Patrioter have datt, nøder oasaa Re
geringen til at gengcelde Migtro med Mistw; der gioes
Folt as alle Stauden som traenge sig fretn i Selstahet og
lhtte til, hvad der tales, sor disse tan jeg ilte bestandig
spcerte ntit Eins-; oogt dia dersor! et usorsiatiat Ord httr
oste btaat de sorncermede Magtharere til at sorvetsle Let
sknd med Styld.«
Adalbcrt indsaa nu, at hans Faders Overbevisnina
itte Var as den Att, at en Ynglings Jndvendinaek tunre
rotte den, han tav dersor stille og vildse gaa· Den aatnle
Statost had ham imidlertid at bie, hvorpaa han besalede
en Tjenet at hente Casirnir. »Du hat selv deghndt at un
derioae Tilstanden paa mit Gods«, saade han, ,,og- jeg on
» ster, at du fortstktter Idenne 11ndetsøgelse, jeg selv tan itte
ledsage dig, men Casimir stal ride med dig i mit Sied«
Kort ester ttaadte Caftmir ind. »Rid med Adalhert
til de udtorrede Søer og til de nhe Anlæa i Stooen,« sagde
Starosten, »Da vis ham alle de forhedrelre Jndtetninger!«
—- »Ssont De besaler,« svarete Casimir, ,,jeg stulde elletg
melde, at Oberst Czernini lominer her til Middaa og bli
ver her i nogen Tid.« — ,,Min asdøre Kones Broder vil
sledse date mia en taer Gest, hvor oste han end tomtner«,
svarede Starosten og vintede med Haanden til Assted,
hvortsaa de to Brodre sorsøjede sig hort.
Easimir ilede ned i Stellt-km medens Adalbert hleo
tilhage i dyhe Tanter. Han solte rel, at han vanslelig
ganste tunre gendrioe sin Faden der i mange Henseender
hat-de Ret, eg dcg var der nsoget i hans Jnderste, som
talte hin ulhttelige Monds Sag. Han havde nylig selo
solt ten tiltrcettende Kraft, hvortned gamle Minder og
Barndomserindringer virte, og ansaa det for uvist, oni
det, der i sig selv er del Bedste, altid uden Staansel paa
ethrert sStsed burde udssres, han selte, at Forbedringer
tun da uden Jnsdstræntning hursde antaaes, naar Foltets
Jndre var sorberedt derpaas og ovethovedet meertede han,
at han her stod ved et as disse dobheltsidige Spmgsmaah
sorn lade stgs betragte under saa sorslellige Synspuntter,
at man itte ubetingset tan asgore, hvilten as de stridende
Parier, der hat Net; ja det soretom ham, sotn otn Ret
og Uret her paa en sorunderlig Maade vare bllandede med
hinanden, saa at Tunan paa Retscekdighedens Bergt
staal datlede srein og tilbage, uden ved en asgsorende Oper
vcegt at neddrages mod nagen as Sidetne.
Nu torn Casiinit tilbage med to opsadlede hefte. —
,,Men tan du holde det ud?'« spurgte Adalhert, »du hat
jo dog vaaget den hele Nat.« —- »Alt tan jeg holde ud,
tun sitte den utaalelige Stilhed og Eenssormighed her
hjetntnez jeg stger som Etnilie: det maa veere en dejlig
Verden paa den ansden Side as disse St«ove, cg oste saaer
jeg tht til at stnderrisoe mine Lenker og hvert Baan·d,;
der holder mig, og at ile dort paa den anden Side as
B,jergene, hvor Storten osg den lette Soale slhve hen.« —
»Men du elster jo dog dit Fadeeland2« — »Bei sordomte
Dyr!« sagde Casinrir, idet han spendte en Rein sastere
orn Broderens Heft, «det tan hlcese sig op, saa at Sudel
gjorden stedse tomtner til at sidde los. Ved du ellerö,
hvad vi hat oplevet i de sidste otte Dage, ssr du tom hat«
—- ,,Nej.« —- ,,Nu, det et snatt sottalt: Fidetio har jaget
ester en Rcev uden at naa den, Alexandta har hver Dag
liest latinste Banner og talt Perlerne paa sin Nosentrans,
min Fader har tappet en Tel Bart-d as sine Moser og
sendt en Dei Landlsbere til Siberien, og vor graa Kat er
tonnnen i Barselseng, mer er der itte slet t den Tit-, saa
vidt jeg ved.« —- »Det sidste er iseer en oigtig Nhhed«,
soarede Adalheet. — «Det ene er lige saa vigtigt soin det
andet, ieg er ted as dette Liv, as min Fader, as Alexandra
og undetttden endog as Ernilie selv og as dette evig stufsede
Haab5 jeg vil ud t Ver-dem til Watschau,- til The-lieh og
saa en Kugle sor Panden io for jo heller, det er det Bedste,
der tan handes mig.« Med disse Otd svang han fig paa
l—
Hesien Og ilede i start Galod hen ad Vejen, saa at Adals
beri ikie var i Stand iil ai folge ham.
Endelig da de oare tomne ei Sthtke frem, holdi Ca
simir pludselig stille-, og den sorrige melancholste Stem
ning havde nu vegei Pladsen for ei lystigere Lune· »Sei-r
du,« sang han og abstrakte sin Haand imod Vesi, »der
ligger Siaden S., der dille vi hen.« — »Men det er iiie
ester dor Faders Ordre.« — »Jo visi, den Gamle vil, at
jeg stal vise dia de mærteligste Forbedringer i Egnen, os»
ved min Ære det stal ste, sølg mig!« Dermed losd han sin
Heft danse henad Vejen og sdarede iniet andet til Adol
berts aentagne SpørgsrnaaL end: »Du vil saa alt at se,
naar vi tommer til S.«
» En halv Fjerdingdej sra Byen mødte de en gammel
Soldat, som sad ved Vejen; han rejste sig op, da de koni,
og raiie scn Hat henimod dem, paa samme Tid saa de, at
han havde mistet sit ene Ben.
»Du staiiels Mand!« spurgie Casimir, ,,hvsorledes er
Du iommen til den Ulytie?«
»Paa Valpladsem unge Herre! svarede den Gamle.
»Der salder mig noget ind »- nej du maa itke komme
med Jitdvendinger, Adalberti — jeg vil give Dig enDQiaL
garnle Mand, hvsis Du en Times Tid vil laane mig din
Hat eg din Troje.«
»Fo: en polst Gylden har jeg tidt dsovet baade mini
L:.nnner ca mit Lid,« svarede den Gamle, »saa ian see-»
del ogsaa for en Dutat vove min Hat og min Trøje.«
Nu tog Casimir, irods al Adalbertg Mddsigelse, den
gainle Hat og den lappede Trøje paa, der stat forunderlia
as til hang ødrige Dragi dg til den prcrgtige Dest, hoorpaa
hast red. ,,Veni mig!« saade han til Soldaten, »der da:
du min Fratte og min Hne til Pant.« Derpaa travede hast
igen lysiig hen ad Vejen, uden at aate paa sin Vroder, som,
da han ilte tunde holde ham tili«age, besluttede at folg-:
ltam og staa ham di ,hdis hans letsindige Jndsald stuldsr
paadrage ham nogen llbehagelighed.
Zaaledeg aniom de degge til S. Neppe var Casimir
indensor Vettern sør han lod sin Heft sremstride med lang
siomme Ziridt, medeng enhver, der modie ham, med Fsor
uncring blev staaende og bestraatede hang Dragt· Snart
samlckes en Utaeitgde Mennester dm ham, der doa rimelia
ais as Ærbodiahed sor hang sornemme Stand, holdt fixi
i ndgen Llfstand, saa Jndioget derved fit ei desto højtides
ligere Ildsscende. Oasaa as Hutene tom Tilsiuere frem;
Mand, Qdinder og Born slotkedes i alle Døre, i Vinkuerne
saaeg slere Pigeansigter, oa blandt digse adstillige, der var
nteget smatte. Paa de sidste hilsede Casimir med stor Ar
iighed, tilsidsi vendte han sia om til sin Broder og sagde:
»Der ser Du nu, hdad der her i Bhen er gaaet srem til
det Bedre i din Fraocrrelse, de steste as Pigerne ere votsede
til i de sidste Aar.« —- Da Casimir hadde naaet Byeng
Ende, drejede han om da red tilbage igen. Paa Tilbage
rejen viste der sig endnu slere Ansigter i Vinduer og Dere,
hele Bhens Besoltning syntes at vcere til Siede, ligesra be
dagede Oldinge as til smaa Born. Te Ældre rystede paa
Horederne og havde maaste standset Casimirs Hesi, hvis
itie hans Navn og Stand havde vatt dereg Ærbodigheci,
alle Pigerne arnaældte derimod med Venlighed Casimirs
Hilsen; ogsaa Jeden Salomon var til Siede, han stod paa
et Histne og tog leende sin Hue as, da Casimtr red has-.
sorbi.
Noget udensor B.r)en bleve de indhentede as en mid
aldrende Mand, som red paa en lille Heft. »Der er Oniel
Czernim,« raabte Casimir. »God Dag, Adaldert, god
Dag, min Dreng!« sagde Ezernitm ,,men hdad er det for
Optøjer, J have haft for i S.?« — »Hm du allerede hort
dei, Onkel?« sagde Casimir. —— »Ja visi, alle Byens Falk
ere endnu sorsamlede; Strceddeten taber sin Naal, Sto
mageren iaster sin Syl og sin Last, Snedieren forlader sin
Høvlebæni, Smeden sænter fm Hammer, og hans Drcng
glemmer at røre Bælgen, saa Jlden stuttes, Striveren neb
lcegger sin Pen, den Gekrige glemmer et Øjehlii sine Penge,
ja selv Pigerne paa Tordet glemme at bedrage og bagtale
deres Herftaher, og alle tcenie tun paa Eders sorunderlige
sOpto-g; hvad er det sor Griller, der saaledes bringe via
’til at lege Masterade med den hele By?« — »Bei var tun
en Spieg, Onkel, for at Adalberi iunde leere dei hæderlige
Borgerstab at tende.« —- »Dei hcrderlige Borg«erftab,
Kneth som om jeg iiie didsie, at du gider det haderlige
Borgerstab Døden og cheoelen.« — ,,Min Fader hat selv
sendt os assted,« sagde Casimir. —- »Da vcedder jeg Paa,
at det iite er ester hanö Besaling, at du red i det Opiog
igennem Byen.« — ,,Nej, jeg stulde tun vise Adalbert alle
Isorbedringerne i Omegnen.« —- ,,Du stulde da dise ham
alle de herlige Sper, sder er soroandlede til Msoradser, alle
de nogne Sletter, der har sortteengi vore Prergtige Siove,
alle de nye Hase, der er byggede, for at Bpnderne tan scdde
med bedrpvede Ansigter deri og langes ester de gamle. Men
tom nu, jeg er reden over ire Mit sor at se Adalberis glatte
Ansigt igen, men deras tan jeg dog iiie leve.«
»Du ser, Oberst Czernsim har iite foransdrei sig,«s
sagde Casimär. s
»Jea ligner Casimsir, ligesom en Tydster ligner denz
Sin, han hat saaet i Paris,« sagsde Czernim, ,,han ers
beheensdtgere og tleeder sig bedre end jeg-, og er dertil en!
sttrre Nar, det er den hele Forstel.«
Nu tom de til det Sted, hvor den gamle Soldat sad
i Grasset og dentede pasa dem. Casimsir gav ham da hans
Kleeder igen og tasiede desuden to Dutater i hans Hat.«
Den Gamles Øjne straalede as Glcede, da han saa Guldet,
men Casimir stritt-die sig dort, og hans forrige Munterhed
dar igen sorsvunden. ,,Gives der nogen starre Ulyite, end
sasaledes at miste dei ene Ben?« sagde han. — »O ja, man
ian misie dem begge to«, svarede Oberst Czernim.
Nærved Sloiöporten msdte de en Dominitanermuni
med et udtrtytssuldi Ansigt Han hilsede hdmygt og hef
tede et Par drpnrmende Seine paa Adalberi. —- »Det er
Pater Vincent fra Kraia-u," sag-de Casiirnirz »han er Alex
andms dedste Ven og tommser her to Gange om Ugen sor
at lase Messen i Ca«pellet.«
»Ja, fa, jeg kender dem not, disse Munte,« sagde
Czernim, «de ere tun Milepaele paa Vejen til Saligheden,
thi med udstraite Fingre vise de hen til Maalet, men selv
rote de sig iite as Siedet.'«
» .- sei-» »Es-witz- I Izu-Ink- use-Z
Fjerde Kapitel.
Folkksangeren.
Adalbett inaastte nu hvet Fotmicdag henhtinge sleteJ
Timet i sin Fadets Værelse for med ham at gennerngaa
sotstellige Papirer og faa en Udsigt over Godsernes Be
styrelse. For end msete at optlate sine Begrebet med
Hensnn hertil, ted han ofte ud alene og saa sig om i Egnen
Casimir fulgte ham sjelden Ved slige Lejligheder, men for
drev som oftest Tiden med sine Heste og Hunde. Tidt gii
han ogsaa paa Jsagt med sin Onkel, til andre Tidet led
sagede han Damerne, naar de lørte ud, hdilket oste stete,
thi Emilie Var en stor Elsterinde as slige Koretute, sotn
ogsaa Alexandta for sit Helbteds Styld maatte foretage:
og nagt-et Casimit ellers sjelden viste sin Kone nogen Op
ttiærlsomhed, saa forsømte han dsog aldrig ved slige Lei
ligheder at ledsage hende. Om Eftetmiddagen lom der
tidt Fremmede til Slottet, som stedse blev modtagne med
Artighed as Lit-otvsti, der i det tnindste i Ptagt og Gcest
frihed endnn lignede en polst Adelsmand fta garnle Dage.
Da Alexandra ofte formedelst Stigdom var ftavcrrende
fta digse Selslaber, plejede Emilie at paatage sig Vcerts
indeng Rolle-. Hertned var ogsaa Starosten tneget re!
tilstedg, thi han synstes at ncere stot Gsodhed for E:nili.s.
»Hm besiddet en dikteligVerdenstone,« sagde han en Gang
til «tldalbett, »hat du betneetket, med lyvilten Anstand hun
tret-der ind i et Selstab; hun hat stedse en Ariighed at sige
enhoer, hun et aldtig sorlegen, naat hun stal begynde en
Santtale; dette er vigtigete end de Fleste troet; af den
Anstand, hvorined vi sremstride ded vor første Jndtrædelsr,
met-eng alle-Z Øjne ete heftede Paa os, ashænger ofte de
Held eg den Fremgang der siden ventier os.«
»Herr dn nu hørt en Forelcesning over Iliznnestejsz
Bestennnelfe i Lord Cliestersie lds Mancr?« sagde Cz r
nim, sont hadde lyttet til Stotostens Ord; »har du fattet
l,t«ot digiigt det er at butie paa det rette V « spa tat d: n
rette Mande? Hat dn begtebet, at den Ziirligs,hed hvot
med et Bteo lctggseg samtnen og fotsegl:s, er digtigere end
Bredetg Jndhold7 Hat dn overhovedet vel indptcentet dig
den tttrundscetning at man bot bedømnie Mennsestet efter
iin Zial og itle efter sin Kame? Lceg Markte dertil tnin
Treng! eg leer at binde dit Halstørtlcede smukt og at
beere din Hat paa den rette Maade, smil til din Fjende,
naar han et ncerveerende, og spot aldrig din Ven, uden
naar han er dorte, saa tomtner du not frem i Verden.«
Emilie rat i Begyndelsen meget venlig imod Adal
bett, hnn talte ofte og lcenge med ham, hun spurgte ham
til Raads ded tnange Lejlighedet og viste saa stot en Til
lid til hans Stnag, at hnn endog tidt rettede iig detester
i sin Paallcedning. Hun satte sig ogsaa tidt red hang
Side ved Bordet cg viste hani da den højesje Optnættsonts«
bed, ja da hun leerte ham nøjere at tende, indbød hun ham
endog undertiden til at folge med, naar hun spadserere.
Ved stige Lejlighedet talte hun meget forttolig med
ham otn de huslige Begivenhedet, der havde sundet Sted
i hans Fravcerelse, et Pat Gange ledte hun ogsaa Talen
hen paa Casimir sog Alexandta, og viste da med megen
Finhed, at denne stdste, saavel ved sine Dyder, som ved
sine Fejl, satte en uoverstigelig Mut tnellem sig og den
Mand, med hvillen hun var for-banden.
En Gang faldt ogsaa Talen paa Leontine, over hvem
Emilie da tneget bellagede fig. »Jeg hat lidt utroligt
for Leontines Styld,« sag-de hun, »jeg kan neppe tro, at
hun besidder et godt Hjerte, i det mindsste har hun aldtig
vist det imod mig. Medens hun var angre, fandt hun fin
storste Lysi i at drille tnig og fotdcetve alt, htvad jeg satte
Pris paa, saaledes brændte hun en Gang med stit Forscri
Hul i et smult Tøttlcede, som Cascmit havde fotceret mig;
ncesten hder Gang jeg sang i Selftaber, vceltede hun est
Sicetm«brcet, et Bord eller en Lænestol, og latmede tidt
saaledes, at ingen lunde høre et Ord; ja en Asten, i en
stot Forsatnling slsap hun et Pat Oldenbotret løs lige Vcd
min Side, thi hun ved meget godt, at jeg ilte kan fordrage
dissse Dyr, og ganste rigtig fle de rnig da lige i Haarene
cg pinte og forsttekltede mig, saa jeg streg højt og bragte!
det hele Selsiab i Fotvittina«
En anden Gang talte Emilie ogsaa med Bitterhed
om Alexandra, ja gav endog Vint om, at det var hende
der, lebet af en utittelig Mistante, lavde ophidset Leon
tsine intod hende.
Jo mere Adalbert saaledes gav sig af med Emilie,
desmere tiltrættende sandt han hende. J Begyndelsen oar
hendes sSelslab hain blot behageiigt, tilsidst blev det ham
næsten nundvcerliai. Denne Følelse syntes Emilie at dele,
og Adalbett bemærtede til stn store Glæde, ai hun viste
Mistnod, naar han i lang Tid talte »med andre, og at hun
blev Oenlig og tilsreds, naar han igen ncermede sig til hende.
Herved eg ved tusinde andre Kunster vidste hun saaledes
at faengsle ham, at hun i lansg Tid blev Msidtpunttet for
alle hans Tanter5 ja as Blit og henlastede Bin-i og halve
Ord, sotn Jngen horte uden han« dannedes det tilsidst en
magisl Ring, i hvillen han hvee Dag maatte dreje sig uden
at komme videre.
En Estersmiddag udeblev Emilie lange, flere Frem
mede vate iitnidlertid an·iomne, hsvis Unsderholsdning tun
tidei morede Adalberi. Endelig, efter en ledsommelig
Time, der langsomt hengled i en stiv og ligegyldig Sam
tale, saa han Emilie, som tilligemed Casimit og en Ven
-inde, en Fru Tat-now fka Byen Ktakau, iom over Gaats
den. Kort ester traadte de alle Tre ind. »Hvor hat dn
veeret?« spurgte Adalbert sin Brodet. —- ,,Hos Fidelio,«
svarede Casimit, »sor han et syg.« —- Adalbett studsede,
thi han stuttede hetas, sat Emilie ogsfaa havde besiegt Fi
del-i’o, hvillet, estet hans Mening, aldeles itte passede til
den sine Anstand vg Takt, for hville hans Fader saa høj
lig bewmstnede hende. Denne Begivenhed fosrsstemte Absal
bert en Stund, uden at han var sig Grund-en tydelig be
vidst.
Nogle as Gersterne bad nu Emilie om at synge, hont
til hun ogsaa straks var beredt. Casimir satte sig ved Pia
nosortet og gteb et Pat Accorder, hvorpaa Emilie nat
tnede sig og udssette med en af de sremtnede Damer en
Vetselsang, som Casitnir accotnpagnwerende Kost estet
ttaadte den ftentmede Dame tilbage, eg Emilie sang alene
til Gasitnirs Spil. Hendes Stemme havde et stott Om
sang og var uscetdvanlig uddannet. Cafrmirs Spil vat
mindre fuldlosmment, sdog vtdste han saaledes at underord
ie det under Emilies Siexnme, at denne betljdelig vanki ·
Iekved. Næsten alle koste Emilies Sang. og den graues-.
Ztatsost, der stsod bag «ved hendes Stol, viste sig meget til-« sp
freds med det Bifald, hun indhsstede Adalbert undrede
Fig over sin Broders Talent, thi uagtet denne i sin Bam
dom havde lært Fing-ersce1ningen paa Klaverei, saa var
han formedselst sin Ustadighed dog ikke kommen synsderlig
vidt før Broterens Afrejse.
Paia Adalberk fresmbragte Emilies Spil wegen Birk
ning, isæt i Begynsdelsen, da hun fang flere italienske San
ge med sjcelden Smag. Dei foreloni ham, der saa lange
havde levet i England-, saa langt borte fra de Lande, hvvri
Sangen har sit Hieni, som om han hørte en dejlig Natter
gsal, der sad i en as Italiens duftende Myrtelunde og nd
aandede sin Sjæl i Toner. Siden efter san-g hun paa
Opfordring nsogle franfke Sange, som ogsaa vidnede baade
Im Færdighed og— orn et udmcerlet Foredtag.
Miedens Emilie sang, stosd Adalbert vsed Siden« af
Alexandra og Leontine, da hun var færdig, vendte han sig
til den sidfte med de Ord: »Frøken Emilie hat en fmuk vg
udtryksfuld Stemme.« — Leontine syntes ej at høre hans
»Ord, thi hun svarede iniet herpaa. —- ,,Elfter De ikke
F.N11fil?« spurgte han endelig. —- ,,Nej«, ssvarede Leontine
Iog fasteke sine dunkle Øjne paa ham med et lldtryk of
’Zirenghed og Misfornøjelse, ,,jeg hader Musik.« —- »Tu
lhende ikke!« sagde Alexandra, men Adalbert maatte del
jtænke paa de Veskyldninger, Einilie havde fremført imod
«k,ende, hvilkse ved denne Opsprfel syntses at vinde i Vcegi.
J dette «Øjeblik klang ogsaa Musik udenfvr, en dyb
mandig Stemnse lod sig him, der ledsagsedes af Harmo
ner. — »En Folkefanger!« udbrød Leontine, medens ett
ftcerk —Rødme bedæktere hendes Kinder. — ,,Det er erk
Mand, som endnu hnsker gamle Melodier og bedre Tiber«,
bemceriede Czernim, men Litolvski v-inkede en Tjener, til
Ins-Im han hvifkede et Par er i Øret, hdorpaa Tjeneren
gik ud, oq kort efter tav Musikken. — »Herr De sendt ham
krrt7« spurate Leoniine. — »Stdrfyrsten nnd-er ikke disse
onwanlende Sanaere«, fvarede Starosten, ,,det er mig der
for heller ikke tilladt at befkytiie de«m«. — »Men der-for er
det dog og andre tilladt at elske dem«, sagde Leontine. —
Starofien blev meget alvorlig ved dsisse Ord, men Emilie
gav alter Samtalen en mildere Vendingt »Lad os- dog hy
re ham«, sagde blin, »Herr von Litowski er saa bekendt for
sin Troska, at han del kan tillage sig, hvad andre vildes
betcenke sig paa.« — »Bei snierier mig, at jeg ikle kau
opfylde Dercs Ønfke«, svarede Stawsten, »nylig er der
kommen en streng Ordre mod alle dsisfe syngende Landw
bere, det er derfvr min Pligi at adsvare denne Vagabdnd,
og hvis han ikke sopgiver sit Haandvcerk, da maa jeg seng
sle ham.«
,,Sillert findes der dog nogle af vore Nationalsange,.
Der tiltale Dem«, sagde Adalberi. — »Jeg tilftaar, at jeg,.
uden Hensyn til den Slade, te stifte, ingen Sang bar der
for«, svarede Starosstenx ,,kbi de minde alle om en bar
barisk Tib, og hvorledes kunne de and;t, da dei er be
lendt, at de ere digtede af raa, uvidende Mennesket!« —
»De Sange, som nu digies, ete rigtignok regelmæssigiere«,
fagde E«milie, »de har desuden det Fortrin, at ogsaa de,
som ere fodte uden for Psolens Skove, kan forftaa dem.«"
— »Bei gaar her som i den gamle Fabel«, sparede Cza
nim, ,,Na·i«tergalen sein-get fosr vildt olg urjegelmcessigh
Gegen derimod holder en fastere Takt, den kan man versor
bedre forftaa.«
Adalbert forlod denne Aften Selskabet med stærke«
Fordomme msod Leontine, hvis lunefulde og sig selv mai-st
gende Opførfel efker hans Mening ene lod fig forklare ais
Misundelse over Emilies Foririn.
Da Adalbert næste Morgen besøgte sin Breder, fandt
han ham i en ivrig Samtale med Alexandra, der stob
sorttlædt fcran ham med en Rosentrang i Haanden —
,,N-:j«, raabte Casimir, idet hans Brot-er kozn ind, ,,jegs
er itte stemt dertil, jeg aaar itte med dig.« —- »Ak, du
hat ingen Tro, Casimir!« — ,,Det vil sige, jcg er et slet
Menneste, itte sandt?« —- ,,Elet! derom er ikkse Talen, men
hvormanae spilde itke deres Tid paa Letsind, uagtet deres
Hiertek ere gove! Hvormanae ere ikte fowildere, fom dvg
ikte tunne taldes slette!« —- ,,Hjcrlp Inig, Adalbertt Du-.
horch hvilke Starlaaensptæditener, jeg maa døje.« —
»Mig fhneZ-, at Alexandra er for streng i sine Zudrin
aer«, fagde Adalbert smilende. —- ,,Adalbert«, svareder
hun og betragtede ham med et alvorligt og gennemtrcengen
de Øjetaft, ,,tilgiv mig! men sont en af Deres ncermeste
Sslcegtninge hat jeg Ret til at tale fortroligt med Dem,
De synes hell-er iitte at btyde Dem ftort om Relsigisonen,
ja De glemmer, at det er den Fornemmes Pligt for Ek-.
semplets Stle at besøge de hellige Steder, selv naar hans
Hierte itte drager ham derhen.« —- »Fsorftaar du?« sag-de
Casimir, »du hcengek itte not med Hovedet, det hat hunc
allekede market paa »d»ig.« — »B-ogt dig, Casimir, at du itle
tent fordcerves!« sagde Alexandra, medens en svag R--dme,.
som et Lhnglimt, foer oivser de ellers blege Kinder. — Cast
mir git nu hen i et Vindue uden at spare og fløjtede en
March, Adsalbert sagde derimod alvorligtx ,,Nu, et Spat
fortjenet Alexandra sitkert, thi om hendes Jrer end gaat
for vsidt, faa er den ltrog velment.« — »Velrnent!« math
Casimir og vendte sig om mod fin Broder, ,,o ja, oveetaleris
hun mig føtft til at blive et Hang-ehon og bcere Mete
bogen efter hende, da mener hun at have Magten over mig,.
og deki har hun ogsaa Ret.« —- ,,Jeg hegcerer ingen ureti
fcerdig Magt, Casimir, hvad jeg fagde, var til dit eget bed
ste, thi sandelig jeg har inderlig Medlidenhed mied dig og
med enhvier, der mistender det enefte virtelige Gode, vix
exer·«
Termed git hun, men Casimir lo højt og fagdse: »Der
set du, for-di jeg itte hver Time paa Dagen staat Kors for
mig ·og besprøjter mig med Vievand, fordi jeg foretræiker
Jægerhornets Lyd og Hundeglam i Sskoven for den en
foldige Pladder i Kirterne, detfoe stal jeg vaerse fortabt k
Tid og Evighed, ogs hun hat Medlidenshed med mig, meet
jea foragter hendes Medlidenhed, jeg hader den og tue-age
in-.s der-tit; lasd heut-e have Medlidenshed med sig serv, mes
sine dødblege Kinder, med sine blosdløfe Lsceber og med W
- indfalone Bryft, der ligger, som en funten Ligsten, over
- et Hjierte, som alt hører Grasven til.« — »Du er meget gen-.
- 7en1 mod hen«de, Casimik!«
(Fottseettes.)
