tin siolste Kniuiie Inn Tjese
Livdfkildring fra Reformationstiden
. »
H. F. Emle
.——-Z- Unden Bog. sit-.
(Fortsat.)
«Nej, nej«, sparede Knud, »dog lyfter det mig, om du
hat Tio at tobe, at gøre vokt Regnftab op. Nu et Timen
der, Thomas, bvorom jeg en Gang talte. Lad os nu se,
hocm der er sitt-riesi, du eller ban, du siælvte for en Van
byrding!«
Uden retsle et er sprang de begge as lHestene, sont
bleve fangere af Henning Te git strats los Paa binanden
og trntiedc Fttinaerne Thomas afbodede det fokfte val
dige Hug ai Knab-J stockte Arm og fægtede mere toldsindigt
og smikigtx .!:-:n bang LIioditanDer var ham for ooerlegen
i Ein-Ja Hans Hug fath ftadig soagere, indtil Knud
endetig rrtek :aferi.de Magt tastede sig over bam og stat sit
Sværd Hennetn listig Brust, its-et ban raabtez »Fo: Jkse!«·
Han bar-Te Dragci sit Zværd no cg faa Blodet vælde
nd af Saaten ban Tom til Zamling kastede Sværdet fra
stg og drog et Klæoe frem for at lcegge en Forbinding paa,
mens Henning ftrckkslagen ilede til Stedet.
»du: er det fonet«, fagde Knud og lagde sin Haar-d
under sin Totssfjendes Hoved. »Giv nu ganste Aftald paa
Jde, faa tan alt endnu blive godt imellem os.«
»Tet er ude med mig«, hvisiede Thomas med bleg
nende Labet, men rprte Hovedet, sont om Knuds Haand
htændte hom.
J de: fasnme hortes Hestetrampen, og Kristosser Kruse
kom ilende tjid med nogle Spende. Da han faa sin Bro
bet ligge blodende og horte, hvad der svar stet, gleknte hatt
ganste sin egen Sitlerhed og drog sit Berge for at tage
David Knud tcg ikte sit Svcetd op men blev ftaaende med
ioeslagte Arme.
»Hug mig neb, om du vil, Kristoffer«, sagde han.
«,Jeg feetter mäg itke til Modværgr. Det angter mig, hvad
Idee et stet, fordi han var bin Brodet, han« var bog ellets
en ond Karl og mig hadsi.«
»Du hat gjvrt ilde, Knud!« ssagde Kriftosser og lob sit
Sværd synte, hvoteftcr ban tncelede ned hog sin dvende
Broder. Thomas- faa hain og gentendte ham; hans Blit
funklede et Lieblit vildt, og han sagde med has Rost:
»Kriitof, giv aldrig den Vanbytbing ste til Hu
stw —« i
Hans Rost tsvaltes, hans Blit brast, og Han opgavT
Aandem Kkiftosser blev nogle Øjeblitte tnælende ved sin
Brot-ers Lig og bad en Bøn for hans Sjæl; derpaa rejfte
han sig brat og vendte sig mod Kund.
»Na er der Blod mellem din Slægt og min, og du er
en fkedløs Mundl«
»Jeg var det vel alt forinden«, sagde Kund, idet han
v sieg i Sabelen. ,,Dog er dette Drab stet, mens Feiden stod
paa. Jeg er itte den, der vil snige sig versta, og trævee du
Mandebod for Thomas, stal jeg give den«
»Von med dig!« raabte Kristoffer og gteb til sit
Stund.
Knud tastedse et tangt Blit paa sin Fjendes Lig, men
bei vcr et toldt, fast Blit uden Aug-et Han venbte sa-:
Hesten og red mod Vest ad en Sti over Mosen, efterfulgt
qf Henning. . « «’««IIMIIIMM
Lange red de ta—vfe; omsider spurgte Henning:
»Hvorhen nu, Knud2«
»Ah Tjsele til!« fvatede Knab
.,Vi ville faa ilde Modtagelse den«
,,Nu«, fagde Kund, »so-: faa vi ligge i Stove og
Skjnl.« l
-»Jeg Ved et Sted, book vi tunne stjule os«, fagdes
Henning »Der er en Hule i Bigum Zion, som tun jeg;
Ruder; biet soge vi hen og bringe nogen Fetalie derian
VI krybe i Stjul der om Dagen, og orn Natten lisie vi osi
til Foulutn og fpøtge nyt fra Tjele.« i
»Nu«, sagde Kund med et bedft Smil, »det tan btivH
et ltyftigt Liv! Dog ved jeg ikke bedte Raad nu. Lad osi
da ile Syd paa for at prove det Asdenter j
Sjette Kapitel
;
l
!
Magens Liveanlks Tilitaaelsr. j
Medens Bøndekne forfulgte deres Sejr og drsog Slel
paa, idet de spredte sig i flere Hohe og siændte og btændte
omtring i Landet, herstede der en sprgelig Virtsomhed i
Svenftrup By. Bindernes Kvinder tog sig barmhjertigt
af de saarede og underststtedes heri af Benediktiner-Non
nerne og nogle Mante, fom vare ilede hid fra Sebber
Kloster De ydede villig Sjæletrsst og Pleje, ligefom de
ogsaa sorgede for, at de faldne BInder blev kristelig jotdede
W Svenstrup Kirkegaatd. Saa let turde man itnidlertidy
ilke jage sig det med de adelige Lig, af Frygt for siden at:
slive draget til Regnllab as den afdsdes mægtige Slægtz
Jningr. Muntene lod derfor Ligene paa Bøndervogne spre»
til Mariager og henlægge i Klosterkirkem ;
Folmer Rad var funsden paa Valpladsen med et
«bybt Saat i den hsjte Stall-en Johan Goethes hasvdel
nemlig omsider fwaet Held til at tamme ham med sit
Sperb, men i samme Nu havde de fremtrængende Bon
der hvirvlct ham bott. Da de saa Folmer segne blsdende(
af Heft-en, troede de, han var bot-, oq lob ham ligge.»
Minute-ne havde nu taget sig atf hom, og paa sit eget Ønske
Var han bleven fstt til det samme Has, hvot han horte, at
Or. Mogens var bleven indlagt. Han tilbragte en Natl
i« den gamles Selftab, men det var en Nat fusld af stote
III-lieh og tun et Øjeblik vate de alene. Dog sit de veks let
.« Wfaa Ord, vg houd ht. INva fÆdes VVIM i Ofe
« « « Folmet stor Glcdr.
. , "«,«.Jeg« hat meget at angre«, sagt-e han med trytt Mele,
VIN dem vsandede sig af Smettr. »Nun hemn ded,
; Dei Indes wig at lese os rette, hvad som er ilde gjott.
sI Ist for alle Als-M SIle W, FUMM Ck fes
s- ? W M VII-Um II J III W NR
YMI M Im m ser ex Mit-«
Folnrer folte sig rolig ved det givne Samtylle og bled
i sin lidende Tilstand itte vaer, at Hr. Mog-ens’s Ord, hdor
veloilligt de end lode, dog ingenlunde date stitkede til at
fjerne Tvivlen oin Margarets regte Fødsel Tvcertimod
fyntes Tilstaaelsen af, at noget var ilde gjort og burde ret
tes, at styrte dem. Siden git det op for ham, men det sat
tedes ham da paa tilstrcetleligt Kendslab til den Sag,
hvortil den gamle egentlig sigtede.
Folmers Plejersier ansaa ille hans Saat for link-far
ligt, og da Nonnerne mente, at han vilde lunde taale at
flnttes, lejedc han en Vogn, fyldt med Halm, og lod sig
tore til Mariager. J det tige Brigittiner-Klofter og under
sin Falter-, Abbedisfe Elisabet Ruds Tilsnn turde han
naturliavis rente langt liebte oa omlmageligere Pleje end i
en fixitia Landsbys L-:rhntter·
Or. IlJioaens burde derimod være dienen, hvor han
dar. Trodgs alle Nonnernes Advarsler og Hans Thord
fens Modforestillinger forlangte han halstarrig at blive
fort til Tjelse, da da den nfortlarlige indre llro, som hade
overdckldet darn, bortioa al Sonn fra hans Lijne og virtede
iladelig paa hanz Tilsta!t-d, maatte Hans omsider føje
darn.
Noale Tage efter Folmer Ruds Asrejse blev han da
tort Sand-er paa, liggende i blode Bolstre, paa Halm og
under et Stytte Lærted, sotn paa Tandebaand var fpcrndt
over Vognen. Det git lanafomt, Fod for Fod, og det var
et tedeligt Ridt for Hans Thordfen og de fire Gaardfvende
fra Tjele, fom hadde bjerget Lioet oa nu ledfagede deres
saarede Herre. Hans blev itle træt men diste HI. Magens
den ftørfte thu, idet han hpjlig undrede sig over den
gamle Herres Haardfprhed og Selvherredonime under saa
ftore Lidelser. Man horte ncesten aldrig noan Klage fra
hans Lcrber, men idelig og idelig spurgte han, hvor vidt
de vare tomne, og hvor mange Dage der vilde gaa hen
med Reisen, saa Hans gjokde sig mange Tanter om denne
feherfnge Higen efter at naa Hjemrnet Tre Dage gik
hen med at naa Hobrox den fjerde Daa oed Middagstide
naaede de endelig ad den garnle Landevej Lindum Stop.
Da Hans meldte det til He. Mogens, rpbede han itte nogen
Glasdr. Hans iagttog den syge npje og saa tendelige Tegn
til Slsvhed og Krafternes Aftagen. Da det var en frnut,
mild Oltobeedag, og Solen stinnede, anfaa Hans det for
reitest at holde Rast i Slovens Slygge og nærrnere over
oeje, hvad der var at gere. Han lod Korespenden bsje af
fra Vejen og ad en jcrvn Gronning tote vanen hen un
der en gamsmel Eg, hvor Toget standsede.
»Hvad tytles dig, Jsrgen«, spurgte han den identif
tigfte asf Gaardsdendene, da de vare stegne af Hestene og stod
afsides, »bjærge di mon din Herre levende til Tjele?«
»Jeg undrer mig over«, svarede Jsrgen, »at han itle
for lcenge siden har opgiret Aanden. Dog vil han itle do
uden paa Tjele, faa lever han del, indtil han naar sit Sen
gelamrner. Han haode alle sine Dane en stcert Villie."
»Det vilde være ilde«, mente Hans Thordfen, »hvis
han opaav Aanden her paa alfar Vej.«
»Der er lige ncer til Himmels, hvor man dor«, sagde
Jøtgern
F » en uden Striftr. Jørgen, og Absolution?«
! »Bei vilw være værte«, sagde Jørgen vg kloede sig
bag Øret ,,Var han end en.umil·d og nsjeseendse Herr-:
til alle Tiber, snster jeg itte, at hans Sjcel stal fare i
chevelens Kloer. Jeg rider gerne efter en Præst, hvis J
mener, at det er saa vidt med ham.«
»Derpaa tcentte jeg«, sagde Hans. »Rid nu fluks
til Sonderansild og bed Hr. Seien umage sig hid, saa
hastigt han lan.«
Jorgen var i Sabelen i et Nu, hans Heft var frift,
da de havde ajort Reisen i Stridtgana, oa han red da,
som en Mand bot ride, der trot, at en Sjæls Frelse af
hcenger af hans Heft Hurtiahed. Uagtet Hans Thordsen
havde set ham fare ned acnnem Stoven fom et Lon, uni
drede han sig dog over at se ham vende tilbaae inden en
halv Time. Han havde en Mil at ride frem og tilbaae,
og ilte mindre undrede han sig over at fe, at den Præft,
han fette med sig, itke var He. Spren, men Præsien fra
Itjern, Lavrids Thundeboe. Den storste Forfcerdelfe ftod
praeget i den dærdige Mands Aasnn, og saa fnart han san
Hans Thordsen, som han tendte, slog han Kors for sin
,,Guds hellige Moder forbarme sig over os! Nu gaar
Danmarls Rige under. Gaardene blusse i Øster og Ve
ster, og ustyldigt Blod udgydes.«
»Hm-e Bønderne da naaet denne Egn?« spurgte Hans,
mens Soendene, der havde hort Præstens Udraab, ilede
til.
»Gud naade!« sagde Hr. Lavrids, idet han steg af
bestem »Vingegaard ligger i Aste, og nu blusser Tjele;
tun se J ille Rogen her for Traeerne.«
,,Guds Adl« raabte Hans Thordsen, ,,har J hokt
noget otn Fru Genete og hendes Dotier. Hasve de reddet
sig?«
,,«hvad ved jegl« svarede Hr. Lavrids. .,Jeg var i
Onsild at bereite Hr. Spren, der ligger flogen af Sygdom
Jeg vilde drage hieni, ja var alt paa Besen, da jeg saa
Regen, og flygtende Kvinder fortalte mig den Ufreds
tidende. Jeg veg da her op til Sckoven og stsdte der strats
paa denne Sonst-, sont laldte mig hid. Domine mite
reeorde nostrutnl Er det sandt, at Hr. Magens Lavrtdsen
ligger her fom Dsdens Fange?«
»Det er saa«, svatede Hans. »Ha: J viet Brod hos
eder?«
»Ja feg har her i rnin List-disk Dog vil jeg nu ssrst
se, om He. Mogens er ved sin Samling, stillet til at an
namme Trost og strifte mig sine Sonder. Men flulde det
itte være saa wi, give vi ham Guds hellige Legeme mellem
Leberm, for at hans Sjcel maa fare vel.«
hans Thordfen hilligede itte Papisternes Overtro, at
Sakramentet, modtaget paa denne Mande, flulde lunne
frielle en Sjael, men han blandede sig itte deri. De traadte
nn hen til Bognen og fandt He. Mogens efter en tort Stdn
wagen og ped Small-w men saure frag Da han saa
Preisen og horte, at dank Ihr-edlen hat-de ladet ham heu
te for at berede ham til W, bleo hanc blege Uafyn
end-n We, men stratt derpaa blutsmde todt. san
Misset- Iseitie at lett-« ud st bog-Mc vg Unglng m
see-let
s f »Ja oil d- M M grttme Fort-'s sagt-e han med
»Mit Mk »o« ts- m dem-e starkes
Ist var do Mond-r at site end at fsje ham. Mel-l
i
stor Mtje blev han i sin Bolsterdyne lsftet af Vognen og
varsomt henlagt under Egen; men hvor varfomt Flytnin
gen end stete, brpd hans Saat dog op, vg han mistede
Samlingem Efter nogle Minutter vaagnede han op, og
Dr. Lavrids bpd nu alle vige til en Side vg lade ham ene
med den dcende.
Prcesten drog nu sin Messebog ftem og læste af den
for ham; han talte ham tott ag fyndigt til og gik ham
haardt paa Klingen, at han stulde strifte sine Synder. Da
hcm mæriede, at Hr. Mogens næppe lunde faa Ordene
frem, sagde han til dam:
,,Det er min Pligt fom Jer Krifti Tjener at fperge
eder, velbyrdige Or. Magens, nu paa eders Yderfte, da
Dodens Porte aabne sig og J snart sial stedes for den
evige Dommert er det Tilfældet, at J levede et syndigt,
ugudeligt Levned med ekers Borns Moder, den stotsie
Kvinde, fom J nu i mange Aar hat haft hos edet? El
ler hat Rygtet løjet eder det paa, og ivar hun cders rette,
prcestegivne HuftruZ Jeg fortnoder del forfte og for
maner eder til at afbede den Synd, forinden jeg gider eder
Herrens Legeme cg salver eder med den hellige Qlie.«
»Ved Guds helliae Moder!« hvislede rlen dpende,
»diku er min rette Adellone og præftegivne Huftru,
sisnt —«
Her gik Mcelet fra hom, og han lunde itle fremføre et
Ord mete. Denne Tilstaaelse. som blev hvislet Lavrids
Thundebo i Dret og itle hortes af Vidner, blev bang Hem
meliahed Han aabeirbatede den ill«e, enten det nu var af
Frnat for denne Verdens mægiige cller af Ligegyldighed,
indtil hans Vidnesbyrd mange Aar derefter blev lrædet af
ham.
He. Ladrids laldte nu Hans Thordsen og Spendene
hid, bad Hans i He. Mgens’s Navn freknsige den almindes
lige Syndsbekendelsr. Da dette var stet, falvede han under
Anraabelse af Guds og alle Helgenes Barmhjettighed den
dsende paa Aasyn, Heender og deder med den hellige Sal
ve. Rappe var han færdig dermed, for Or. Magens drog
sit sidste Sul og var ded. Alle stvd sammen okntring Liget,
indttl Prcesten bsd dem lncele, hvorpaa han bad en Bsnl
over den dpde og tegnede Liget med Korsets Tegn !
»Ob«-e agter J nu at ftre den afsjeelede Heere heut«
spurgte han saa Hans Thordfen. »Hans Fædrenehjem er,
Gud nat-del nu vel lun en Brandtomt.«
»Om J fynes faa«, svarede Hans og reiste sig brat
»du tsve J her nagen Tid sog lade Soendene holde Vagt
ved Liget. Jeg rider imens til Tjele for at spstge, hour
ledes det staat til, og om nagen der et til Hase og lan
tage Bestemmelse.«
,.S-aa vcere det!« fagde Hr. Lavtids. »Vi stulle haa
ge over den døde oa bede for hans SjæL dog maa J vende
tilbaae, inden Mstlet falder paa.« «
J en Hast var Hans Thordsen i Sadelen, og kort ef
ter bottes hans Hests Hovslag, da han, fulgt af Jprgen
Gaardsvend, jog ad Vingegaard og Tjele til.
Syvende Kapitel.
Tjeles Brand.
Jtte ukyen Farer og Vanskeligheber flap Knud og Hen
ning Snd paa. Folteaanden var patt, og Bøndernes Seit
bavde mckgtigt styrtet Haabet om Ak-elgfjendens, Kriftjern
Den Andeng Urfrielse og Genindsættelte. Banden løftedk
Hovedet on traadte sine Operrnænd driftig nnder Zjne, satt
at mange Adetgmasnd tun vev Flunt fkelste sig fra Mig
tandlingsen Under disfe Omstændigheder blev enhver Rei
fenpe iagttanet meb stor Migtænteligbed, on da Knuds
ttlædsedragt og Vaaben tndeligt vifte, hoilten Stand ban
ttllrørte, stededes han mere end en Gang i ftor Fute. Han
redbede sig hver Gang ud beraf, snart ved got-e Ord on
Lempe, snart ved fast Mod, idet han i det rette Lieblitj
beugte sin gar-e Klinge og Graamunts rappe Ben. Hen
ning fulgte nam tw og udvifte baaoe Snildhed og Mod.
Nogle Dage for Knuds Fabier som en baende naaebe
Lindum Stov sit-de om Aftenen, i Regn og Blut-, fandt
Knud og Henning ab næppe tendelige Stovftier til det
underjorvisie Palads, fom Henning en Gang, da han strei
fede igennem Bigum Stop, havde opdaget. Jndgangen
til Hulen var godt stinkt, men da Henning havre taget gote
Kendemærtetz fandt de dog til sidst den Lem, som under
nogle tatte Buste luttede for Aabningen· Da de brpd den
fra, flog en lun, tør Luft dem i Mode.
»Jh«, sagde Kund, »he: er varmt som i Jldstuen paa
TstkR
Da de havde faaet gjokt Jld og tcendt en Tellepraasx
sont Denning havde været san tcentsom at stasse sig, gjorde
de en i deres nuvcetende Stilling faare uvettommen Op
dagelse. Hulen var optagen, og dens Beboere, hvis dkr
var stere, maatte forst for tort Tid siden have forladt den;
thi Asten paa det lille Jltysied var entmu vorm. Ved Si
den as Trefoden paa Jldftetiet stotd en lille Nebel og paa
Jowgulvet en Krutte med Band. J Kragen ftod en
Srade og en Øtse, cg paa Moöbænten ved hulens Vor-z
laa en Fangfttniv. J- Hulenö bagefte Rum var der op
stabset Pinsdebrcende og paa en plump Hylde fandtes et
halt-it Brit-, en Læddilte med Salt og en Kruste Fest
Endelig hang der paa en Trætnage nogsle Stytter frist
Dyret-d. Under mange Udraab af Forundring blev den
hele huilige Jndketning underspgt.
»Ved msin helgen,« sagde Kand, »der er alt,,hvad et
Menneste treenger til for at frifte Livet. Det er, som den
vi havde vieret ventede!«
»Allersi«vft -det," sag-de Henning ,,Jeg vilde give me
get til, at Hulen havde været lige faa bar fsom en Lo ved
Midsommetstid.«
»Nu, Wing,« sparebe Anat-, ,,lad itle det volde
Vtitg Sorg! Hulen liggxt paa vor Stovpart, og vt ere da
be rette Tiere. En usellig Nasvished er det at staa sig
nesv og feste Bo pas en anden Monds Grund! Kommer
ten Deyntelgceft, svm hol-per her til Hufe, laste vst hatn ud
med brodden Paade.«
»Det er giebt not, Kund-' sag-de heuntng tergerlig
»men soc miaa vi holde Bergt, og mine Øjne klippe af
Weh-d—«
»Das dtg tun,« svarede Kund, ,,jeg vtl vaage.«
Tet lsod Henning sig itte sig-e to Gange; han lagde sig
paa Hulens ene Beni, og snart harte Knud ham fnorte.
Knud holdt sig vaagen, saa lange Tecllepraasen lyste; inen
da den var udbrirndt, og sdet blev markt, inagtedie heller itte
han at modstaa Søvnens Mag-t. Tritt as de sidste Dages
Strababser slap han Vatget dg henssant paa Most-ernten
i en dyb, fast Søvn.
Jngen as dein vidste, hvor lange de havde sovet; men
Opvaagningen stete i stor Straf. Henning solte sin Mund
fast tilluttet af et Tørtlcede, og i sainnie Nu snøredes hans
Fødder sainsinen af et Par starte Hemden Det stete saa
hurtig og snilsdt, at man stulde tro, der var slere om den
Geriiing, og dog blev den iidført as en entelt Mand. Tet
hjalp da heller ikte, at Henning greb sor sig med Handerne,
der snart var-e bundne liae saa fast cg aort nied et stiertt
Reh som Føddernr. Vcd Staret af en bræntsende Inse
Pind, som var stutten i en Trasstage i Vaaaem saa Henning
strætslagen sor sig en start, btedstiildiet Fiarl i en graa
Vadmels Koste. Hans Haar og Stæg var uredt, han
havde en Daggert, og denne drog han nu, idet han listedc
sig hen til Kniid Aandeles oa i stor Ssjaleangest saa
Henning Voldsmanden ined den blanke Daggert i Hann
den snige sig paa hans Herre og Ven. Men Eva-eben
som Kniid søvndriitten hande ladet falde, blev hans Frelse.
Karlens For-— stødte imod det, og Knud som havde en let
Sonn, vaagnede ved Lhden, saa den cverhckngende Fare og
var i et Nu paa Benene insed sin Pul i Haanden -Saa
hurtig og uventct stod han der i sin sulde Heide og Kraft,
at Rederen blev bange og trat sig hen i Huleng Baggrund.
Knud opdagede strats, i hvilten Stilling Henning var,
han sprang derhen og ovetstar hurtig hans Baand, idet
han dcg holdt et Øje ined Reveren. Henning sprang nu
op ined et Frhderaab, og Knud vendte sig mod Reveren og
sagt-se toldsindig, idet han greb sit Sværd:
«Saa, nii have vi digt Du er sangen som en Ræv
i sin Hulr. Kast dit Værge og overgiv -dig, saa stulle vi
staane dit Liv!«
Karten saa paa ham ined et trodsigt Glimt i re smaa,
graa, dybtliggende Øjne; inen hanö Aashn sit strats terpaa
et snu Udtryl og han rakte Knud sin Daggert.
»Ti! slige relbhrdige, unge Herrers Ovd tsr jeg vel
saste Lib. J ville itte aflive en Staltarl som mig-.«
Knud tog Daggerten, satte sig paa Bauten og sagde,
idet han nsiz vogtede paa Karlens Vlit og Bemgelsen
»Hde for en Karl er vel dat«
Meget og mangt hat jeg i mine Dage prsvet,« sha
rede den anden, ibet han strøg sit sorte Stag; ,,dc-g er alt
blevet til Usselhed og Elensde.«
Uagtet denne Tilstaaelse lod ydinygi not, var der bog
intet ttyntende i Karlens Steinme, vg hans Blit var fast,
itte behende.
»Nii,« sagde Knud og saa ham stist i Øjnene, »du har
ellers vidst at indrette dig stønt not i denne Hule, og enten
du nu har ranet eller gaaet ined Tiggerposen, saa bar du
bjerget Faden. Bi have tigget i dit Fadebur eg sitndet
det del sorsynet.«
Da Karlen tav og saa ned sior sig, vedblev Anat-:
»Dit Maal redet, at du er Bester sra· Jeg tør vcedde
spaa, at «du er en Reinningsmand. Sig Sandlxeden og lnv
ille som en Staltt Hvilten Herre har du tjent, hror rom
.inede du sra og as hvad Aarsag?«
»Bei er let not sor eder at spørge,« sdarIde starkem
idet han saa op nied et mistainlsomt Blit, »n:s:n svcrrt for
mig at spare, da jeg er uvidende oin, hvilte Mand jeg giver
inin Sag i Bold.««
Eftek et Zjeblits Orerveielse svarede Knud:
»Jeg er den Mantis Son, som ejer denne Stdn Du
inaa da vide, at mit Navn er ttniid Mogensen Ledenbalt.«
»Jh!« iikbrød Karten inigniodig, »saa er jeg falaen i
rette Hander2«
»Tin har intet at srngte as mig, thi niin Stilling er
heller itte god; jeg er en Reinningsiiiand, som du, dog i
bedre staat Jeg har en tro Ssvend nødig, hdig du Vil
tjene mig, og jeg evner del at lønne dig. Sig mig nit dit
Navn!«
Karlen saa studsende op, men Knuds aabne oa sti
madige Mine indng ham suld Tilltid Hatt navnede sit
Nahm som var Bent Tue eller Sorte Vent, og sortalte
ham tortelig sin Historie, ver lignede saa mange af hans
ulytlelige Standsscellers. Han tilstod, at han Var en
Ugedagstjener sra Magens Munts Gods Volstrup ved
Holstebr·o, oas at han sor et Last Sthld havde maattck
tumme. Hans Hustru var bleven tastet ud paa Msddingen
med sit Bern, havde slattet oni sog var tilsidst dsd i stor
Elendigshed Han vidste tun bette, men itte, hvor hans
Barn var blevet as.
,,J maa trv,« sagde han tilsidst, ,,at jeg var en ærlig
Karl, sør Vold vg Uret drev mig til divargr. Bed min
Helgeiis Ed, det Lani var mit, sksnt jeg Mo det gaa umar
tet, da det var en Silbestdning; det git hos Modersaaret,
som idersor ittezshlev waltet. Magen-s Munls Foged til
egnede sig det for sin herre, ogs da jeg paatalte den Uret,
inaatte jeg lide «den Forfslgelse, der gjorde mig hiernlps
og nsdsagede mig til at sritte Livet sani en Rot-er vg Kind
stytte. Dog hat jeg tntet Mennesleö Blod paa min Sam
vi·ttig;hed.«
«Jeg trat dig,« svarede Knud nied den Tillidssuldlxea
som er Ungdomniens lhttelige Gave. ,,For mig ital du sra
nu as viere som en ierlig Mandi«
»Gut) signe eder sor det Ord, Knud Mvgensen!« nd
brsd Bent Tue og traadte hen til Knab nied sremstratt
Haand »Im denne Stand er jeg eders med Liv og
SjæU
Kund gav ham Haandslag ttl Tegn paa, at han
sæstetde ham som Svend; derpaa sagde Beut mindre modig:
«J evner bog vel neeppe at sri mig sra Megens
Muiiit Udleverer J niig til ham, hvori J tunde upd
sages aivd eders Billie, bliver miii Stiel-ne haard.«
»Diese menham nu!« sagde Kund. »Da-is egne
Binder have fort-redet ham sra Gaard vg hieni, og han
er slhgtet Studer paa.«
»Vat« raabte Bent med et lhnende Mit og lsstede
den knyttede sannst-, »Ist-We jeg veeret nie-d paa den Jagtt«
»Du et Mut-ritte- tom teg let-« tsade stunk-ca der
itte ret led Knudi nhe Spend. »Da andrer ung, at du
lutter vin her i Stoven og ttte er med W paa dere
Tags·
Gortscttes.)
- - - its «
Cis-s-· - - .-.----«e.-, .., z