Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, July 24, 1903, Page 7, Image 7
En potsksamiiie. Afz.(.5..s;sauch. —F-sE FIrsttDcL ZE (»Fortsat.) Næpre vare de tomne ind i Gaarden, for en Manc traadte dem i Mode, hois Haar var hvidt, men hvig Le gemebngning tydede paa en ovekordentlig Kraft. »Der er Michael«, sagde Casimir, ,,han er blevet noget melan tolst i den sidste Tid, for Resten er han endnusras.« Mi chael holdt imidlettid Adalberts Hest, og næppe var Ubal bett steaet af, søt han med Heftighed greb hans Haand, vg tkyttede den til sine Lceber· Begge Brødrene ilede nu op ad den sirlige Trappe ind i Slottet. Paa Gangen kom tvende Damer dem i Mode, hdoras den ene var hpj og veldannet, og hstte til disse paa en Gang stønne og yppige Stittelsek, som have givet de ruesiste og polsle Damer et bewmt Navn næsien over hele Europa: den anden var mindre, hendes Bygning var sinere, og hun lianede en af de Blonister, som den nordiste Eol udilcetter, hos hvilie en aetherist Dust maa erstatte, hvad der mangler i Pragt og Fakveglans. Hun var sort tlædt oa holdt en Rosentrans i Haandem rimeligsvis fokdi hun nylig var kommen fra Messen. Casitnir ncermede sig meget veniigt til den første Da me oa saade: »Herr dringet jeg Dem da endelig min Bro der Adalbert, om hvem jeg saa oste hat talt ined Dem«. — »Bei alasder mig meaet personligt at leere den at tende, som min Broder siylder sin Lykte«, sagde Adalbert· — Ved diese er rodmede den unge Dame stcettt,, men Cast mir lo hejt ca udbrød: »Han trot, at Te et min Konk, Emiliez nei, du er dog ganste bleven en stemmed idlanrt os, hat du aldrig hørt min Kone besitive? Se, der staar hun jo, dette er derimod vor Cousine Freien Einiiie Sel iotvir;, der tom her til Haiet tort estek din Afrejse, han er den smutteste Piae i hele Egnen.« Under denne Tale rødmede Einilie endnu stattere end for, men Adalberts Sdiaerinre ncermede sia, og heftede sine store blaa Øjne paa hom. »V:ltommen, Adalbert«, saade hun, ,,vi har alle ventet paa Dem med Langsel«, dermed ralte hun han-. en Haand, der vilde have vceret veldannet, ja ncesten stan, hvig den itle havde manglet den Fristhed og ungdomme: lige Inlde, som Støndeden aldrig gansle tan undvcere. Fee Adaibert tunde svare, aabnedes et Kabinet, og en Tjener bad Adalbert trad: ind, da hans Fader onstede at se ha:n. Han sulate øjebliitelig Tjeneren og blev nu indført i et Verelse, hvothen ingen as de andre ledsagedc dam. Begier stode apstillede daa beage Sider as Vertelset, paa Vceagen lhanq tre store Malerin-, det ene var et Por trcet as Katharine den Anden, det andet sorestillede Kej ser Nicolaus. det tredie var Billedet af en Krigee med et inagert Ansigt og med mange Okdenek, hviltet Billede Adalbert itte erindrede at have set der spr Midt paa Gulvet stod en stor Mahognipult, og soran denne en Mand med et smutt udtryttssuldt Ansigt, og tlckdt i en sin biaa Fratle, hvortil et Par Ordenstegn vare heftedr. Tenne Mond saa ud til endnn at viere i sme trafthlde Aar, tun et Par graa Lotter otn hans Tindina vidnede om, at Lioets Hast allerede havde sor trcengt dets Sommer. »Min Fader!" raabte Adalbert da ilede bevasget hen imod ham, men Starosten blev rolig staaende, tastede et slygtigt Blit paa sin Son, tyssede paa Finaeren ad ham og vinlede, at han siulde tage Pladsu »Er «2jeblit, niin Sønl saa er jeg til din Tjeneste«, sagde han. Adalkert felte sia baade nedslaaet oa nedtrhtt ved kenne Modtaaelse, doa fandt han sig deti da satte sig med et haldtundertvungent Sut paa den Plad5, soin var ham anvist. Den gamle Litoivsti vedblev endnu at strive i noale Minutter, derpaa greb shan en lille Solvilolte og ringete dermed, hvorpaa Toren til Sisdevcerelset aabnedes, og den aamle Michael traadte ind. Denne blev staaende nær ved Starr-sten, som, uden at se til den Side, hoor han stod, katte ham et Brev og besalede ham at slaa et Omslag derom, stride Adressen derpaa og sorsegle det. Den gamle Mand ilede na ud need Brevet, hdorpas Litowsti vintede sin Sen og ratte ham sin Haand, som denne eithdig greb og tyssede. »Dit Ydre har udvitiet sig til din Fordel«, sagde Starosten med et bisaldende Smil; »dine Breve have vg saa visi, at du hat udvitlet dig i andre Henseendee, og uagtet der vel sindeö Ytringet deri, som jeg paa ingen Maade ian billige, saa hat jeg dog grundet Haab om, at du hat holdt dig sei fra den Svimmelhed, sont saa oste henriver unae Mennester i vor Tid og tilintetgsr baade detes Grundsatningee og deres Fremtids Lyiie.« J dette Dieblit vendte den gamle Michael tilbage ined det sorseglede Bren. Statesten tog og betragtede det og sag-de derpaa nied en streng, misbilligende Stein-ne: »Det duee itte, Udstristen er streven med usittek haand og desuden hat han spildt Lat paa Beet-et, Mennestet det duer itte, siget jeg, than et en ubehcndig Person« som jeg neeppe tangere tan beuge til nogen Tingz gaa og steiv sie blitteiig en anden Udsltift!" Den gamle Tjener, der med neldslagne Blit og instit Aasyn havde hsrt hervor-, tog Beet-et igen og ilede nd dermed, men Litowsti oendte sig fuldiomrnen tsolig om til sin Ssn og sagde: »Jeg hat i dette Dieblit strevet til Watschau angaaende dig. Den diplomatiste Vej vil passe bedft for dine Evner, taenter fee-, men du maa fetst blive nogle Maanedet her, og blive be tendt med te Godset, som du maasie tilsidst dog stal be stnre, thi din Bredet duet nceppe dertil, han duee egentlig til ingen Ting.« Ved disse Ord git der en msrt Siy over Statostens Ansigt, han tav piudsetig og sysselsatte sig nie-d at ordne Papirer. Kost efter tom den gamle Tjener tilbage med Btevet, hvorom han havde staaet «et nyt Omslag, sont han stiltiende ratte sin Heere. der denne Gang intet indvendte, smen besalede, at det usottsvet stulde bortsendeö estet sin Adresse, hvorpaa han tilligemed sin Ssn begav sig ned i et stprre Verelse, hvoti det øvrige Selstckb desandt sig. DE var nu blevet for-get med en ung Pige, hvig Ydre va usædvanligt not, og hvis tige dunkle Lottet ind Jattede en.«1·t»tn ogfngsten orientalsi Profit: hendei Bag I h - baae var derimod slettet og samsmenhestet med en blinkende StaalpiL lia den, som Albanetinderne beere. Da hnn oendte Ansiatet mod Adalbert, behagede hun ham mindre, thi hun havde Udseendet as en lold Slønhed iscer gade de sine, sastsluttede Lceber hende et strengt Udtryk, som syntes at hindre enhder Tilnaermelsex de stsote dunkle Øjne funk lede deriinod endnu med det rene Ster, som ellers plejer at sorsvinde med den sørste Barte-dom. Hendes Stab nina var heller itte suldkommen udvillet, og hun sremstil lede et Billede as den tidligste Baar, som snarere dcetter Llnelser oni en kommende Slønhed, end Tilsredsstillelse i det nærvcrrende Øjeblil. ««« eg ded itte, om Casimir har sorestillet dig sor Damerne«, sagde Litowsii. —- ,,Emilie og Alexandra len der Ihan allerede«, sdtirede Casimir, »Leontine var ilte til Siede, da vi tom.« — »Saa lad mig være den forste, der sremstillet dig sor den elstvætdige Frølen Leontine Za lesti«, sagde Starosten, »din Sdigerindes Spstek, som Viser os den Ære at tilbringe sin Tid hos os.« Adalbert ncerrnede sig nu venlig og tiltalte Leontine, men hun soai rede ham saa lort, at han snart tabte Lysten til at fort sætte Samtalen. Vi maa bemerkte, at Leontine, tilligemed den unge Mand, vi i sorriae Kapitel have omtalt, tun date Alex andras Halvspslende, der vel havde Fader tilscelles meo denke, men ddg vare sødte as et sildigere Ægtestab. Sin Rigdom hadde Alexandra arvet ester en Slcegtning as sin Moder, hvoriinod hverten Leontine eller hendes Broder besad nogen Formue. Ved Bordet sad Adalbert imellem Einilie og Leon tine. Da denne sidste lun lidet indlod sia med hom, heni vendte han sig som ostest til Emilie, som han sandt scerdc: les clstdardia. Hnn udspurgte ham om thans Reise, otn de Steder, han hadde set, om de berømte og fornemme Mand, han havde besagt, on om de selslabelige Fuhle lwori han hadde levet. ,,.L)vorledes vil De nu«, sag-de lnin esidelig, ,,ester at have set san mange nicertværdige Gen stande. finde Dein i dore vilde Slove oa ensonime Eler ter?« — ,,HVerten Englands travle Flid eller Frantrigz glimrende Overflade tnnne noaen Sinde fortrcenge as lmin Sle Billederne as diese Slove da disk-; Zletter, som hundred-: Floder qenneinstrømmer, og hoor hver Eten minder oin meegtige sorsvundne Tider«, svarede AdalberL »Det var en stor Ære sor dore sattige Land-J byer, shois de virtelig tnnde erstatte Dem det rige London on det aliinrende Paris-", svarede Emilie. J samme Zie blit saa Leontine paa ham, og han studsede da ved at dc tragte Ihendes Aasyn, der forelom ham lige saa oplivet sont et dejligt Land-stah, der hidtil snnteg koldt og dunkelt, nien som nu pludselia belnses as Morgensdlen. »Fandt Te ille Deres Hjem meaet sorandret?« spnrgte hun. —- »Jo, min Fader har varet virksom i min Frasværelsr. hele Etove ere omhuggede og slere Søer udtsrrede, det ny Zlot er suldendt, og det gamle er endnu naermere ved sin llndergang, end det var, da jeg rejste.« »Ja, jea beariber vel«, saade Leontine, »hvorledes de Vilde i Amerika var til Mode, da de store Stove saldt un der Øksens Hug, da Hjorten oa Hinden slygtede, da Fug lene sle dort, og da Fistene døde i Flosderne, sordi Regen sra Dampmastinerne tvalte «dem.« —- »Det maa dog være en skøn Verden, der bevæger sig paa den anden Side as disse Stove«, demærlede Emilie. — ,,Jeg pnsier aldrig at sotlade denne Ensomhed«, sagde Leontinse, hvorester hun atter saldt tilbaae i sin sorrige Tavghed, og hint Udtryl i hendes Aasyn sorsvandt lige saa hurtigt, som det var tommet. Den aamle Starost, der horte noqet as denne Sam tale, sandt nu oasaa for aodt at blande sig deri. ,,Det er Adalberts soaae Side«, saade han, ,,at han undertiden lever mere i Dromme om det sdrbigangne end i Virteligs heden, oq at han elster Poesien mer end Sandheden.« «Te elster jo dog seld det siønne«, betncertede Adal-v beri. —— »Det sorstaar sia, men alt i sin Orden, sørst det nodoendige, saa det behagelige; Sagsøreren og Domme ren aater seg, sordi de tan stasse mig min Ret, Lægen, sordi han vedligeholder min Sundhed, den Geistlige, sordi han troster og deroliaer Follet, og leerer det at sinde sig i sin Skæbne; ogsaa Billedhuggeren, Maleren og den musik tyndige lader jeg gælde indensor deres Krebse, sordi de sorstafse mig en sorhojet Nydelse as Livet, og itke heller Poet-ten sortaster jeg, naar den bliver indensor Bittighe dens og den selstabelige Munterheds Granserz men hvad den santastiste eller saatalsdte hpjere Poesi angaar — dog jea ded, at dn en Gang selv hat givet dig as med sligt, Adalbert, dersor vil jeg itte videre udville sor dig, hvad iea tænler derom — lun saa meget maa jeg endnu sige, at den let tan nedscenke Mennestet i en Drsmmeverden, hvori han tabee sine bedste Krcester og bliver aldeles udue lig for Virtelighedens og sor Livets Fortetninger.« »Deri har Statosten itke Unt«, sagde Emilie. — »De er en russisi Pige«, svarede Leontine. — »Dekved stammer jeg intg itte«, ssugde Ernilir. Ester Bordet fsrte Litowsti selv sin Ssn om i de vigtigste Bygninger paa Gaarden og gav ham saavidt multgt et Overblit over den hele Bestyrelsr. Da de vendte tilbaae, saldt Talen paa Enrilie og Leontine. ,,Emilie er en Datter as en as vore S«leegtninge, der var gist i det indre as Ruslan·d«, sag-de Starosten, »du hendes Moder dsde, ansaa jeg sdet sor min Pligt at tage rnig as hensde7 sor Resten er hun meget tlog og dannet, smen alt dette har jeg, hvis jeg ikte sejler, stristlig meddelt dig.« Med Leontine syntes Starosten mindre tilsreds; »Alexandra vil itle undvcere hende«, sagde han, »dersor bor hnn her, men hun har flere Lunet, end man burde tillade si,a, naar man itte er rigere, ensd hun er.« Casinrir var imidlertid sysselsat med at tilride en Heft i Gaarden, hviltet Emilie sra et Vindue betragtede. Da Starosten lom ttlbage, ytrede han sen Missornøjelse ever, at Casimir itte var fulgt med desin. »Don det galder om noget al«vorligt, der er du aldrig med«, sag-de Cian. Casimir svavede itte derpaa, men da han om As tenen var alene nied sin Beoder paa hans Verelse, sagde tan: »Den aamle er itle soenssjet med mig, vg ieg op rigtig talt Zeller ikte med hasm.« — »Du er uretfærdtg mod dam. Casentin han er jo dog i sin Krebs en mart vaerdia Man-d, hvis Arbejdsonihed vi, ser om han ttle vae vor Faden burde agte.« —- »Det lan viere, men han og jeg passer itte samtnen, og fordi jeg tkte vtl den Ves, som- han ønster, saa habet han mig og gider itte se til den Side, hdor jeg er.« —- »Du hat Uret imod ham, han elster dig mer« end du tror·« — »Huster du den Dag, da jeg havdse fyldt mit syvende Aar, A"d-albert? Du var den Gang fem Aar gammel, vi blev da begge tidlig om Morgenen taldt ind til den gamle, han sad allerede i sin Puddetmantel, hvorpaa der var syet en Orden, medens en Tjener krel lede hans Haar; jeg husker det endnu, som var det i Dag, vi sprang begge shen til Hin for at sidde paa hans Stad, som vi vare vante til, men han viste os tilbage og holdt en Tale til os, hvoraf Meningen var, at vi nu havde naaet en Alber, hvori det itte passede sig, at vi vare saa fortrolige ined vore Inteler heller ikke gik det nu an, at vi sagde du til dem, men vi stulde smutt tysse dem paa Haanden og sidde stille, som om vi Vare vots neFolk, og Gud ved, hvad merexx—— Bi saa paa hinanden og brast begge i Graad og bleve gkædende bragte ud af Verelset Det er alt, hvad jeg huster ·derom, men fra den Dag af var det forbi med vor Leg sog Lystig«hed, det erindrer jeg not.« »Jeg erindrer det ligeledes«, sagde Adaslbert, ,,tnen jeg huster oafaa et andet Træt af ham, sont itte heller lei vil gaa mig af Minde: Engang faldt jeg i en heftig Syg dom, hvori Lægerne, sont jeg siden horte, tvivlede om mit Liv, da Iaa jeg, hvet Gang jeg tom til smig selv, min Fa Ier fidde ved min Sena, han holt-i min Haand inren ’«. fin og den dybefte Sorg ftod malet i hans Anfigtz faa snart jeg derimod kom mig, forlod han mit Leie, og siden taalte han itte engang, at der i hans Nærvcerelse blev sagt et Ord am, hvor ængftelig han havtse vceret for mig.« »Ja dig holdt han bestandig af«, svarede Casimir. --— ,,Han mener det vgsaa godt med dig, Casimir, og ønster alvorlig at spkge for din Lytke.« —- »J»eg brydet mig tm lidt om, hvad man talder Lhkle, naar jeg itle maa vcere lhttelia paa min Vis.« —- ,,Du er itte tilfreds, Cafi117ir, betro Inig, hvad der ligger dig Paa Hierte.« — »Zum har gjort Inig ulyttelig«, fagde Casimir med en mørk Mine, »iea elster itte den Kone, han har stafet mig paa Hal fen, og vil aldriq elfte hend-e.« —- ,,Saa stulke du heller itle have taget hende.« — »Du ved, jeg er letsindig af Na turen og mangler ftedse Penge; for at faa dem, lod jeg mig lotte til, hvad jeg mit hele Liv vil fortryde· God Nat, Proben lasd es ilte tale derom! totn Fidelio!« Der med ait Casimir hort, ledfaget af sin Hund, og fløjtede en lhftig March, idet han ilede over Gangen, faa enhver, des- hørte ham, maatte tro, at han var meget vel tilfreds, men Adalbert lagde sig til Sengs med et bedrøvet Hjerte, thi han elftede sin Broder heit, cg det sinertede ham, at dennes Lytte saaledes var forspildt. Tredie Kapitel. Bei-g i Omegnen. Neste Morgen vaagnede Adsalbert tidlig, han siod ftraig op, men da alle Hufels Folt endnu sov, blev han Paa sit Kammer, og aabnede blot et Vindue, hvorfra hnn havde en fri Udsigt oder Sletten og Stoven. Stiernerne vare endnu synlige, og tun i Osten fortyndte en bleg Stri be, at Dcemringen nærmede sig. En dle Ro hvilede over det hele Landstab. Undertiden blussede dog en fjern Lue op i den højeste Atmogfcere og skød fig, som et Stierneslud, gennem Lasten. Adalbert maatte derved tcenke paa mange Optrin i sit tidligere Liv, og paa de forunderlige Syner, han den Gang hadde set; thi nceppe gives der noget Land, der er rigere paa scelsoinme Luftsyn end den polste Stet te, Jldtugler, Bisole, Stierneftud og alle- Slags phosphJ risse og elet.risteL-1)J ere her itte sjceldne oq maaste b draxie diese Lys, idet de, ligesom Luftaanderne, opftige oder Etodene og de dunkle Bande, meget til at nære den Sande for det ceventyrlige, der udgør et Grundtrcet i den polfle Foltetaratter. Lidi efter lidt blegnede Stjernerne, enlelie Fuqle has vcde deres Summen og den blege Stride i Tften blev be standiq lyfere. Adalbert tunde nn stimle Egnen og glæs dede siq ved at oderflue den store Dat, hvis Frugtbarhed endnu mindede om den Tid, da Polen ikle blot lønnede Ar: bejderneg Møje med en rig Høft nien endog tunde dele sin Overflod med de tilgrænsende Folteslag. Purpurrøde Morgenstner vifte sig i Osten, og store Dugdraabek bleve synlige paa de nærmefte Træer, i det fjærne bemcertede Adalbert den Fled, ved hvis Bredder han havde leget som Barnx ja langt boite mod Sydvest troede han endog at flimte Taarnene i dct gamle Kralau, denne forunderlige By, der Mr igen, ligefotn et Gravminde om en fors·vun den Herlighed. Nu vaagnede Hufeis Falt, og Adalbert hørte allerede sin Faders Rest, der gav Befalinger til sine Undergivne, han bragte detfor sin Dragt i Orden iog ilede ud for at sige ham Godmorgen, men ban fandt ham its-, og alt dar igen stille. Han git da ned i Gaatden, hvor han saa Leoniine, der stod omringet af en Flvk Duer, til hvilte hun udftrsede Korn og Ærier. Midt i Flotten befandt sig en lille broget Landstildpadde, der fit sin Føde ved Si den af Duerne uden at agte paa, at flere af dem toge Scede paa dens hsjthvælvede Rygsijold. Da Adalbert ncermede fig, singtede en stdr Del af Forsamlinqen, tun Stildpadden blev tilbage, tilligemed en fnebvid Due, der ganste uforstyrret beholdt sin Plads paa Leontines Stulder, hun tog den da i Haanden og tlappede den, medens bun blev ftaaende foran Adalbett, der maatte belende for sig selv, at han fjceldent havde set noget sten nere end denne Sylfidefigur, omgivet af cille disfe vingede Stabninaer. ,,Dere5 Feder red nnlig ud«, sagde hun, »han kom mer not ilte igen for om nogle Timer, og Casimir lader sig ficelden se saa tidlig om Miorgenen.« ——- ,,Og De selv, Fristen Leontine«, spurgte Adalbert, ,,hvad bringet Dem til saa tidligt at forlcrde Deres Varelse?« — »Den Vane hat jeg haft fra min sprste Barndom«, svarede hun. J dette Øieblit klang en Klotte indenfor. »Der ringer Alexandra«, sagde Leontine og ilede ind. Asdalbert saa efter hende et Dieblit, dervaa git han langsomt ud as Guarden for at opsøge nogle af decw ew.der fom han endnu huftede fta forrige Tider af Det var en dejlig Foraarsmorgen, den ovgaaende Sol snnteö at fpejde efter Dugdraaberne, der forgeeves søgte Tilslugt mellem Blasdene og paa Bunden af Plem stetnes .B.cegre. Den sjetne Flod snoede sig, lig et ghldenk Bælte, over Sletten. Jo langere Adalbert kom stem, des flere Batndomsminder opdagede han, hdet Fugl syntes at hilse og at byde ham veltommen, hvet Sten og hvett the , fatetom ham sotn gamle Vennet, der hadde en halv for alemt Etindring at fottælle dam; under Bladene svævede gamle Æventht og Batndotndrømme, og alt, hvad han genkendte, var ham saa tcert; enhvet ukendt Genstand derimod, enhver senere F«otandting, forsthttede hom, selv naar den var velberegnet paa timelig Fordel, og uden at vaere stg det tydeligt bevidst, følte han, at en uindviet Haand her havde tilladt sig et Jndgreb i hans aandelige Ejendoin. - Under disse vetslende Følelser kom han stedse vide re, da fordybede sig bestandig met i en sotsvunden Tit-, hvis Begivenheder i asbrudte Zissre, der tun vate for staaeliae ssot den inddiede, stode optegnede paa Butter og Høje, paa Træstammetne og paa de smidige Kviste, hdot Fuglene syntes at synge detom, ja selv i Blomstetnes Jn dte, hvdr de dtuinmende Bier paa detes Bis syntes at lasse oa sortynde Hemineligheden sot enhvet, sorn kunde satte deres fotunderlige Sptog. Den starrte Hede og den Mathed, Adalbett følte, satte snart en Gtænse sor hans Dtømmetier, og tvang ham til iaen at vende tilbage i Vittelighedens Vetden. Han op daaede da, at han befandt sig itte langt fta en nhlig op bnaaet Bondegaard, og besluttede at gaa derind fot at hvile fig. Han bemærtede snatt, at de nhe Huse saa me aet smutte oa venlige ud, han erindrede tillige, at der i hans Batndom havde staaet nogle faldefaetdige Hytter, hviS Behoete han den Gang tendte· »Der er dog aabenbatt alt fotandret til det bedre«, sagde han højt, ligesoin for at ovetdøve en Røst i sit Jndte, der oasaa denne Gang hcevede sig til Fordel for det sor svundne. J Gaatden, hder han nu traadte ind, sad en mager oa blea Mand, soin sttaks tejstse sig og tog sin Hue af, da Adalbett neetmede sia. Denne bad oin et Glas Malt, hviltet Manden oasaa strats bragte. Bed naetmete at betraate hain, syntes Adalbert at genkende Trcet af en aanisniel Betendi. ,,Mia synes, jeg stal tendse dig«, sag-de Adalbett, da Manden naevnede sit Navn. »Ja, ja, nu hustet jeg dig«, sagde Adalbett, »du et bleven meget mager og blsea, siden jeg saa dig sidst.« — »Ak, der et sket meget, siden den unae Heere var her sidst«, sagde den blege Man-d —- ,,Men du hat det jo dog godt, sotn jeg set.« —»Detpaa svarede Bonden aldeles intet. —- »Du hat saa-et en Del Rhntet, siden jeg var her sidsj«, sagde Adalbsett2 — »Det tommer as det strenge Arbejde«, svarede Bonden; ,,sot den naadige Hette vil, hvad han dil, og det et itte stor Tid tilbage, hvori vi tan samle Kraftet.« — »Men du hat »det jo dog bedre nu end før«. —- »Aa ja, vi maa vel have sdet bedte, sot alle sige det jo.« — »Du synes dog ikke tet fornsøjet med den Forandring, der er stet«. — «Aa jo, hvotfor itte det?« —- »Du hat ingen Tillid til mig«, sagde Adalbett, »vi hat jo dog kendt hinanden vel i den for ganane Tid.« ——- »Ja, den fotgangne Tid, var en god Tid, da havde jeg endnu min aantle Hhtte, da levede min Kone endnu og sad om Aftenen ved Jldstedet hos mig, mens vote Husdnr laa tundt om os; men hun er nu ded, og Dhrene hat deres Stald langt dorte, og jeg sidder ganste alene ved Jlden om Aftenen, dog det maa saa vaere, thi den gamle Oerte forstaar vel. hvad han g-øt." —- »Det for staar han sittett, dit nh Hus er jo ogsaa meget smutkere end det sortige.« —- ,,Jeg ønstet intet smukkete Hus end det, mine Fabre havde før mig«, sagde den blege Mand al votlig. — »Men jeg ser dag, at Sæden paa dine Marter staat bedte nu, end den sør stod; hvad begceter du mete?« — ,,Jea beaceter tun at liage i min Grav, at komme det hen, hvor niine Fædre er, da behøvet jeg ikte mere at tette mia eftet de nne Moder, soin hretken de ellet jeg tan have neaen Gliede as.« — »Du et jo ingen gammel Mand, du der itte ønste Deden«, sagde Adalbett; ,,desuden har du ja nasaa sen Son, hdis jeg husker tet, han maa snart rcere rotsen nu, lan itke han hjælpe dig?« — »Min Søn er Soldat, oa Russerne hat føtt ham ud af Landet". —- ,,Dertil bar de jo ingen Ret«, sagde Adalbett. —- »Ja de gør saa meaet, som de ingen Ret hat til«, svarede Bon den. — »Hvoras døde din Kon?« spurgte Adalbert for at lede Samtalen hen paa en mindre satlig Genstan·d. ——— »Hun døde af Sorg, da den gamle Hytte blev revet neds over vote Hovedet.« —- »Stattels Mand!« sagde Adakbett vg tatte ham en lille Gabe, ,,jeg vilde ønske, jeg kunde vit te noaet til din Trost« —- ,,Nej, nej, Penge behøvet jeg ikle«, svarede Bonden, ,,vil Herren detitnod lcegge et godt Ord hos sin Fader og stasse mig Lov til at leve mellem mine Husdhr, som min Fædte hat levet set mig, det e: sden eneste Ttøst, der et tilbage for mig.« Da Adalbett tom hjem, mødte han sin Brodet tik Dest. »God Morgen, Ciasiinit«, sagde han, ,,er du alt saa tidlig oppe2« — ,,Jeg hat itte vceret i Seng den heles Nat«, svarede Casiinit, »da vi i Gaat stiltes ad, sadlede jeg min Heft oa red til Onkel Czernim, for hans Slsot ligger tun tte Mit hetsra, som du ded, vg jeg havde lovet sttats at melde hatn din Antomst.« — »Du stulde hellem have sendt hasm et Brev.« — »Jeg- tider set ttedive Mil,. end jea sitivet et Btev pasa tre Liniet«, svarede Casimir. — »Men om Ratten burde du dog ittse ride ud.« — »Nat og Dag, det et det samme for mig«, svarede Casimit, ,,Onkel Czietnirn !ovede at vcete her til Midsdag.« l Adalbett aik nu op og sagde sin Fadet Godmvrgen, derpaa betettede han i saa staanssomme Udtryt som muligt den Samtale, han nhlig havde haft med den Hlege Bdnde. Den utottelige Rolighed, hvorined hans Fadet høtte paa hatn, foretom ham itnidlettid itte at vcete noget godt Tegn. Jmidlertid lyttede dog Starosten med stor Op mættsomhed til hans Ord. »Du et endnu ung, min Son«, sagde han endelig, ,,ncesten alt for ung, sthgter jeg, for alvorliae Fortetninger, men dog maa du alletede nu tunne begribe, at en indsitcentet Hiernes Drømsmeriet neppe ville totke de Planet, som en Mund med Besin dighed hat udtastet, og som han satter stn Stolkhed t at udføte.« »Im vaastaae itte, at denne Bonde hat Ret«, svare de Adalbert, »je«a ønstede tun, at man bat over med en ustadelia Fotdom naar en Mands Liv vg- Lhkke afhcns get deraf.« Gottsættey