Den stolste Kninde Ima Tjele.
Livsskildring fra Resormationstiden
as
H. F. Ewald.
J Anden Bog. sie
(Foktfat.)
Tukneringen git da las og varede et Par Timer
under stsdr Lystighed. Da Lansekne havde ftade Tra
Dupper, stets intet andet Uheld, end at et Par Soende
bleve stødte as Zadelen og slog en Roldbøtte i det grønncn
Genete og Margaeet saa til fra Tribunen mesd Forundring
og Glcede.
Genete syntes helt sorvandlet, hun lo som et Warn,
vg Matgatet judlede og tlappede i Hænderne, naar den af
Katlene, hun bavde holdt paa. rendte sin Modstander af
Sadelen. Begqe Date grebne som as en Rus ved at se det
L stemstilleti Virteligheden, hvorom de saa oste havde lcest
; og sunget. Eaa ensornt hendrog de deres Liv, og saa lidt
havde de set as Optog og Fester i stot Stil, at dette Dyst
ttdt trods dets Tarvelighed i dereg Øjne var en tongelig
Morsiab. - js
Ester mangt et Dustridt og Fægtninger til Fods, og
da Øltønden allerede stod paa Held for at udgyde sine
sidste Dauben bled Or. Magens-I Livhest ført stem,
for at Merkzeodek tunde vise sig i al sin Glanz og beyde
en Lanse med Knud der alt sad paa Graamuntg Rdg.
Ravnsvenste gjorde nogle dældige Kaprioler, da den sølte
den stemmede Rytter paa sin Ryg7 men den bewmmelige
Øvetste viste sig som en øvet Rytter og tcemmede den doe
slige Hingst med stor Dygtighed. Saa red han Bauen
noglsc Gange rundt, tastede sin Lanse op i Lasten og gkeb
den «cgen, hvorester Knud fulgte hans Eisempel og stilte
sig meget del fra sit Paraderidt. Derefter indtog de hvet
sm Plads, sceldede Lansekne og vilde netop ride los paa
hinandem da der pludselisg lød et hsjt Raub, Tilstueene
splittedes ad, og en Rytterstare viste sig ded Stranten.
Alle saa hen, hdotfra Latmen kom, og for detes forsaerdede
Mitte oiste sig paa en svedig Heft He. Mogens selv o;
bag harn Brod-et Vigand og sire væbnede Spende.
Man havde fotst ventet Hufets Heere hjem den nceste
Dag, og Knud havde haabet sorinden at faa etdvert Spo:
as Tutneringen udslettet. Dog, der var han, osg sont
han sad der paa Hesten, med Palsrotten hængende om
sin svære Krop Og Hænderne hvilende paa Sadelbonnnen,
idet han med bleae Kinder og et tomt Blit stirrede paa
den btogede Scene, lignede han en Billedstpttr. Han havde
set sin modfaldne, tungsindige Hastru le og sladte, da han
kom, Margaret med blussende Kinder oa suntlende Blitte,»
i hans Ler sotn en vanvittig, viste med sit Lommetot
klæde til Kund. Og nu saa han, hdad der dar det under
ligste af det hele, en vildfremmed Mand, hvem ban aldtia
for hadde set for sine Lcjne, siddende i en glimrende Rust
ning og med feeldet Lanse daa hans eaen Sonnen Maatte
han itte tro, at han drømte, eller blive til Mode, som
otn han dar sit eget Gensætd, der nu gcestede Tjele for
at se, hvorledes det monne gaa til der efter bang Hedeng
fartZ Endogsaa Vroder Vigands snu, selvbeherstede
Aasyn udtrytte den stsrste Forbavselse. »
stsstithed hasche et Øjcoxik i Krebsen. Da dkogf
He. Magens sit Svcerd, drev Sporerne i sin Hests Side
og satte ind paa Pladsen over Strantens Endre. Dyret,i
sotn var mat as et langt Ridt, stadte inkod, styttede ogl
kastede sin Ryttet as: Svcerdet fle langt bott, og selv
jrillede He. Magens hen i Græssen. Nu tom det Liv i
de sotstenede Tilstuere, Genete og Margaret ilede hver as
sin Heft, og alle ilede til soc at hjcelpe den ssorulyttede
Huösader paa Benene igen. Knud totn fstst, men sit
straks et Tegn paa, at hans Fadet var uskadt, og at hans
Fctbittelse ingenlunde var bleven mindre ved Kolbetten
Den gatnle rejste sig btat og tildelte Knud til Svak paa
hans leerlige Forespsrgsel en saa efterteykkelig Kindhest,
at han tumlede tilbage. Der stod nu He. Magens i sin
fulde Kraft, ttykkede Batetten fast igen paa sit haved og
nahte, uden at bryde sig om de andre, rasende paa Jesper
Husfvsed
Den gamle, der davde meet He. Mogens’s teo Tjenet
·"i ttedive Aar, ttaadte frem med Huen i Hasanden og sin
derknust Mine.
»Du arge Stam« beflede ht. Magens og holdt sin
Xnyttede Haand frem for hans Ansigt, »ee det saaledes,
Ton holder Orden vg Sitt, paar jeg draget as Gaaedes
Hat du givet Edit Miit-de til dette Mutnmespil, og hvem et
kden Karl der, jeg nyi saa spaa Ryggen as Ravnsvenste?«
Juden Jespet lunde frank-re en Undstykdering og
W Fortlarinz stiedei han as sin mislige Stillings as
TOphtwömanden til Ulysseu, som stnbbede hanc til Side,
dristig teaadte stem og hatte-de.
»ng san sie-seid i, at jeg hat velbycdige He. Mo
geni for miss«
»Ach Gut-i heilige Pine!« udbttd ht. Magens og
staadte et Stridt Albas-, »dann et J?«
«J fare med Stint-, am J faa sams-« spatedt thu
,,vg- beuge edees Forstand Eders Gcesi maa jeg vel vere,
saasom J er Eier as denne Gage-d; men en feemmed er jeg
sog ikse, da sdet et ederi Muts kfdelige Brodes-, Jvhn
Wsen Ckaigengelt, sont nu talex til eder."
· st. Magens blev ikte var, at den fremmede sag-de
«.Iette, ikke med edel Feimodiqhed og Sawddtuhedens
stieg, men med en Æventyrers Frqethed i Mtne og Blit.
Hm bitte tun Kendsgekningen og blev hjettesyg derved;
M Met meve stsbnesvangett Bunde handez hom, end at
M set-der vtste sig for at tage sig as stn mtihandlede
es blank-e sis i heudei Ægiefeelles Sagen-. Knud
f II Jeden GWP psg M sin betvarige
. wesw- W Wth b JOHN-ing
HUMWM" hhwdefooet vg
dens Folder. Vigand lod nu fin Rost hete. Han havde
ængftelig vogtet paa sin Velhndets sitætslagne Miner og
gav nu He· Wogen-IRS Villie det Stad, den itængte til,
idet han sagde:
»Denne Mand tan paa ingen Maade vare Genete
Jakobsdatters Brodet, oni hvem vi vide, at han alr for
flete Aar siden lod sit Lin i Valland.«
,,Ved min Helgen!« taabte Or. Mogens med vild
Glcede, ,,netdp det rilde jeg hare sagt. Høtet J, J Statt
cig KelttingZ Den renlidede Pteediledtodet Vigand flget,
at Genetes Bruder. og hun bavde tun denne ene, lod sit Liv
i Valland« og efier hvad der et tommet til vor Kundstab,
i Ttæbningen oed «ltavia.«
»Jeg hettc,'« fvatede Joltn med stot Koldbtodighed,
»hdao ryenne Statt af en Munt nns fagde og J til
Ovetflod aentog. Hart stal staa mig til Regnflab derfdr,
cig modes vi en Gang under andte Viltaat, ital jeg tlhnge
hatn op sont en Inv. Jeg hat nu tun dette at sige:
Spørg Genete felv ad!« t
Genete stod bleg og sttætflaaen, ftøttet til Margarete
Atm. Nu for Hi. Mogens imod hende da taadte truende:
»Bei-is, om du tan det, at denne Mand et din
Brodet!«
»Hvotfta ftulde jeg have Bevis,« svarede Genele,
ftceloende af Stich »jeg, fom itte hat set ham, siden jeg
nat Bam? Han siger, at han et min Brodet, og jeg
hat ttoet hans Forsitting.«
»Du hat gjott det, taabelige Kvind, du er!« sagde
HI. Mogens, ,,men jeg ttot ganfte det modfatte, og jeg
vil itte finde mig i, at en Spndstarl og Lobesthtte sniget
sig ind i min Gaatd og fpret Regimentet her under et
løgnagtigt Paafund, sotn var han min Frændr. Han
blivet innen Sinde af mia godtendt ssom saadan. Drag
hetfta, det snatefte J tan, vedblev han og vendte frg mod
den falste Stotte, »hvis J itte vil jages as Gaatde med
StanU
Men nu fot Knud frem. Kindbesten btcensdte ham
endnu og optprt var han i sit Jnderste, da han havde
knyttet sit Hjette til sin nh Ven og Frænde da intet nilde
here om, at han siulde vcete en Keltting.
»Alt een Gang,« fagde han til sin Faden bleg af
Harme, ,,vifte du en Ftænde af Gaatde. Gst du nu
ligesaa med Motbtodet sont nied Thsgen ved min Helgen,
jea vil itte langer taldes din Zon, og du set mig i Dag
fot frdfte Gana!«
«Knud, Knud!« raabte Genete og faldt ham oni
Halfen. »Tal itte faa vildt!«
»Du faar itte hjctlpe, Moder!« sagde Knud med
Fasthed; jeq maa dort «
»Du blivet del, din Hvalp!« taabte Knuds Fadet
atrigt. »Jespet! Vogt nøje paa Knud; du indeftaat
mig nied dit Hoden iot, at han itte tommet hetfta!«
»Nu,« sagde John, »dem Tyran end edet, aamlh
Usling J et, finde-:- itte i dette Land. Edets Huftru handsi
let J med, sotn var hun en theltvinde, hvad jeg fuldt
del ved: hendes Brodet jaget Jaf Gnatde, oa hendes Sen
flal del nu i Fangehullet. Men J gamle Bondeplaget
og dedelL Reanslabetg Time et nat. Gester jeg Tjele
anden Gang, ftal J undacelde for den Tott, J hat tilfpjet
mig, sont ogsaa for ederS tyiannifte Fætd.«
»Vat edets bedfte Mund!« taabte Ht. Msogens ta
fende. »Nævnet J eder endnu een Gang fom Genetes
Vtodet, ladet jeg edet spinebinde og tafte i Lensfængslet.«
»Ho, ho!« spatede John med dtillende Koldhlodighed,
»det hat gode Veje. Endnu et det Vaft ikte spundet, deri
flal binde mig, og J er den fidfte Mand, der magier de:.
Hat-de jeg itte ftptte Ting for, ftulde det viere niig en tht
og en final Sag at lade edet binde i eders egen Gaatd o;
smage Fladen af min gode Klinge. Af Sted med edet,
og vcet J alad, at J flipper uftamfetet fta dette«
He. Mogens faa sig om og mattede en ttuende
Stilling hos sine Sven«de; de stal Hovedetne samtnen, Vg(
da han taldte paa en af dem, torn han uvillig og tvcet.
Dette gjotde hatn tvivltaadig vg luttede hans Mund.
Han bsd Genete vg Matgatet fluls gaa sp paa dens»
Karme, gav Jespet Otdke til at blive ved Stalden ogi
vogte paa den ftemtnede og hans Spend. Detpaa git
hanhastig pp paa Bergen med Vigand og et Pat af de
tweste Spende, idet han lod Poeten lutte eftet sig og for
svarlig stetige.
Kund blev gletnt i Fotvitringenx han ftckd med tots
lagte Arme og saa«paa Motbtodet, sont btast i en taa
Latter.
»de nu?« sputgte Kund, ingenlunde i Stemning
til at le.
»Fu- tnig et der tun eet at gpte,« svakede Morde-weh
»paa Stand at dtage hersta. Dog, da din hallunt at en
Fee-der hat foestanset sig i sit Kastel, stal du gaa detap og
fothandle med has-n, oni at han udlevetet Intn Ransel og
entn Kappe, vil han itte hedde en Tyv og en Ast-ein«
»Jeg gaat stratö,« fagde Kund, »men hvts J tilladet
det, Wort-reden deugee jeg ined edet.
..Nu«, isvatede Motbtodet med et tnu Qlit og ftp-g
sit Stieg. »Du faak have din Villie, lan du slippe Ersta,
tmntnet du end alene og med en flunien Pung.«
Ernst itte der-fort« fvarede Laut-. »Jeg ital, haa
bet jeg, bringe en Svend nced og i alle Maadet veete godt
nistet Rid nu til Foulum og apspstg der Mads Jes
petsen, vor Fogeds Sin. Bringet J hilsen fta dam,
vtl han tage inwd edet, og i han« Gaatd man J vente
denn-e Rat. Jst Degen geht-, stal jeg, vil Gud og min
helgen, vcete hoö edet.«
»Du er en taadsnild Ungetsvend«, sagde Morbtvdet
og gsav Knud et djeeevt Slag paa Stuldeten. J dine
Kaat gjoede jeg ligesaa. Det et bedte at fætdes ftit i
Leding blandt Mend end taadne her blandt Kvindet og
Trelle.«
Den nieste Morgen, da Sol M op, blev det meldt
he. Mogenö, at Gmamnnt og en af Svendenes hette
many-lebe i Statt-m Da det ved en Methgning rifte
fig, at wetten Kund ellet Wing var noget Sted at
Inde, par dee itte sogen Tot-pl pay at de begge i For
eeetnq matte vcve eint-neu he. Mvgent besesede first
pp sed den Stdn-de os tmdte nsogle Even-de ot- fvt at
WWWM7mderwdtetthmdden
UWUMWQUMMDKUM.
MMMiMWvIteilevneseteets
M see W M paa. Roset, Im ltsnede Ins-U
kobede sig nu i Or. Mogens’s Tale, men Vigand fotstod
snart at lvcele denne gode Fslelse.
»So-n han er faren af Gaarde,'« sagde han til Hor.
Mvgens, da de sad ved Øllanden rg talte orn Knud, »Na
lad ham fare af Tanle og Sind. Dei tjener eder flatte
lig dog bedst, at han er af Vejen.«
He. Mogens tiggede den Dag dybt i Ølkanden vg
blev om Aftenen baaren til sit Leje med en fuldgod Rus;
men Genete og Margaret grced deres Oer rpdr. Knud
havde om Ratten dceret hos dem og taget icerlig Assied
med dem; de ventede aldrig meke at genfe hom, og de
Ongftedes ved den Tanle, at den Mand, han nu havde
sat sin Lid til og dar dragen bori med, dog muligvis
var en Keltring og ingenlunde Knuds Mark-toben Kun
grublede de forgakves over, hvorledes han havde faaet fati
i John Eraigengelts Harnisi, og hvad der havde bragtl
ham til at iare under falst Flag og dolde dem denne Stuf-:
felse. De hadde doa ilte dceret i Stand til at holde Knud
tilbage, og Genete havde derfor i Nattens Stilhed giveiF
sin Sen de Penge, hun havde, og stoppet hans Randsel
baade med Klader og Fodevareiy hvorefter de selv hande»
hjulpet ham nd af Gaarden. l
Knud havde givet Margaret en Hilsen til Ide, som
hun ogsaa nogle Dage eftek fit Held til selv at overbringe
hende. Hun fandt Jde merk i Hu, men ingenlunde bsjet,
af al den Modgang, hun nu maatte gennemgaa. Hun
brast dog i Graad, da lnm sit at hete, at Knud var rem
rnet, ilte fordi bun ncerede Its-at for hans Liv, men fordi
hun didste med sig selv, at hun itle harde været mod hom,
fom hun burde. Hun striftede sin Synd for Margaret og
fandt Trost ved den-des Barm
»Nu oprinder vor Korsegang«, sagde Margaret,
»naar tcenler du, Jde, den ender?«
»Bei ved lun Herren«, svarede Jde med et funllende
Blit. »Men jeg har sovret en dyr Ed, Margaret, vg den
stal jeg holde, at irr-des Knud og jeg nogen Tid igen, og
han ille forlaster mig, vil jeg blive hang, nsdes jeg end
til at rsmme og dtage ud i den vide Verden med ham."
»Bei var en stsor Ed, Jde«, svarede Margaret, »dvg
jeg ded, der siaar et Slaklagenshjerte under din Bryft
dug.«
»Jeg lenker«', sparede Jde og tsrrede sine Taarer,
»at i diåse Tider er det stundorn os Piger tjenligt at have
Mantis Hierte og Mod.« —
Det vilde have vieret gavnligt for Margaret, bavde
hnn ofte lunnet velsle Tanker med Ide; men fra nu af
faa de ilte hinanden i lang Tid Margaret vendte tildage
til sin tungsindige Moder og sin aandelige Formynder,
Broder Vigand, der hildede dem begge dybere og dybete
i sit papistisle Garn. De spate Trost i deres Bodsøveliek
og detes Banner, men disfe naaede fjcelden til Guds Tro
ne; thi Jomfru Maria og en hel Heerslare af Helgene og
Helaeninder opfcingede dem paa Vejen.
Fjerde Kapitel.
Aftenen for Slnget.
Fiaa Tage -:fter, at Knud hadde dendt sit Fædrene
hjem RyageXL git scm en Lobeild den Tidende gennens
hele Jylland, nt den frngtede Søhane, Kriftjern den An
tens tro Tilhcknqer, Stipper Element, var loben ind i
Limfjorden med nogle Stibe. Foltene vare en Stute Fe
taliedrødre, vilde Kutte, der bleve forte af hans Staler
dre i mange Ædentnr, Jens Finte, Oluf Winte, Thomas
Vq Hermand De vare dragne mod Aalborg, og Byen var
falden i deres spendet-, da det uholddare Slot, Peder
Lyttes Len, havde overgidet sig uden Svasrdflag.
Manne tillagde i det forste Øjeblit itte dette Ind
fuld stor Vigtighed; men det vifte sig snart, at Gred Kri
ftosser i Element havde valgt den rette Mund til at tcende
Rtigsluen i Jvlland, baade fordi han var en fnu, modig
og etfaren Hsvding, og fordi han var Vendelbo af Ber,
født i Aaby Sdgn i cher Herred og tendte sine Lands
mænd og vidste at tage dem fra den rette Side. Heller itte
maa man af det tarvelige Navn Stipper lade sig vildlede
til at tro, at Element hidtil havde været en Mand af
ringe Vigtighed Viftnot var han en raa Sehane og
havde, ligesom de andre Æventyrere as samme Slags,
Elaus Knyphof, Martin Pechlin, Brun von Gsttingen
og stere, lejligshedsvis fundet sit Livsonhold ved Ssrtveri
og vieret fredelige handelsfarere, scrlig Lydætterne, en
daard Soebe. Han ftyldte tun sin Lytte, at han itte lige
som hine, var dleven fangen og havde maattet lade sit
Hirn-d fclde for Otfem han havde dog for nogle Aar si
den veeret i Fredetit den Ftrstes Tjeneste som Unda
Admtral, og endnu Aaret i Forvejen hadde Kong Gaste,
forn den spenste Konge, Gustav Vasa, taldteö, da Element
laa med nogle Stibe ved Getaelm indladt sig i Under-»
handlinger med ham for at dinde den navntundige SI-«
helt for tin Beiseite Var Element end, tigesdrn Lands-;
tneegtsøversterne til Lands, tun en Lejesvend paa Spen«
havde han dog veret i Forbindelse med den trofafte Streni
Nordy, og dar, naar det torn til Styttet, sin gamle herre,
Kong Kristjetm hengiven. Som Element havde vætet
med paa Kongenö ulyttelige Tog til Norge, der endte med
hans Fangenstab, saaledes dar sittert Aarsagen til, at den
utrættelige Sshane viste sig i Farvandet ved Gotaelv,
været den« at han alt da hast-de Kundstab vm Grev Kri
stossees Planet til Kong Kristjerns Udfriellr.
Bendelboerne vare djærve, srisindige Falt, der tun
uvilligt dar Adelenö Aag paa deres Natte, og fra hvem
hidtil ethvert Oprsr i Jylland var udaaaet. De trængsl
te tun til en Forer for at rejse seg, og da han nu vifte stg,
flottedes de jublende om dam. Det blev en Bondetrig i
vtldeste Stil, og Element indfriede erligt sit Lsfte til
sine Landsmænd om at pdelægge herregaardene, fri dem
fka Adeleni Tyranni og gtre de fornemste Bsnder til
Lenznnend Dog syntes Nov og Brand at have været
hanc vigtigfte Øiemed; thi det varede ttte lcnge, in
den Klarupggard, Segeltorp, Voergaard og Bietelse vare
gaaede pp i Liter, hviltet dog tun vae en ringe Forsmag
vaa det, der stulde komme. Nogle og tnve herregaaede
bleve i denne Feide hingebe og enhver, der ttte vtlde hylde
Lang Ketstienn dar Adieu-. Jtte des mindre stuttede
entelte Adelimcnd stg til Element-; men det var naturlig
vis Folt, som intet havde at tabe, og som haabede at fiste
i rørt Bande og under et nyt Regimente at komme til
DEte og Anseelse.
Den indfte Adel mente med Grund, at af den Siags
Regimente, som Stipper Element udsvede, tunde itte
tomme noget gcdt, og dens Medlemmer vare desuden
djærde, modige Mænd af et itte mindre sejgt Stcf end de
flldste Blenden rede til at ofre Livet sor deres Privilegien
Nu dar det itte alene de celdre Mand, der greb Stunden
ogsaa de unge tilbpd fig, da det gialdt i Hast at sowie M
mandstcerl Stare og tvcele Bonderejsningen i Fodselen.
Ogsaa He. Moaens Lodendalt følte fig Pkkgtig ti:
at gribe Ssvcerdet, glemte Alder ca Ztrobeliabed og dro;
ud i Plade og Staat, fulgt af tnde velrustede Edendst.
Doa efterlod han nagte dæbnere Ziaile daa THE UND«
Jesper Gaardfogedg Kommando, men crerdrog den
egentlige Myndighed paa Gaarden til Bruder Viaand og
overgav Genete cg hendes Datter i bang Varetasan Hel
ler itte Kristosser Kruse og lians Brod-er Thomas deldt fis
tilbagr. Alle drog til Hobto, hvor de ftødte til den Heer,
der sra alle Sider havde samlet sig i Aarlnig oa nu under
Anfsrsel as Erit Banner oa Holger Rosentrantz drog mod
Aalborg. Jsost Globeet havde sluttet sig til dem med en
lille Delina bdervede Ryttere; men i eet oa alt udajorde
dtri lillc Hast tun tolv Hundrede Mand, Halvdelen Rot
teri, Halvdelen Fodfoli.
Sankt Hededigs Dag, den 15. Oktober, oin Aftenen
naaede den adelige Heer Zoenstruo som ligaer en Mi!
senden for Aalborg paa begge Sider as Listeraa Her
vilde Ansprerne holde Rast for at overveje, hvorledes An
griebet paa Aalborg stulde fores. Vistnol var nu tolv
Hundrede Mond ingen stor Har, men den var dog stor
not til at overfylde en Londsth Stulde Mennestenc
have Tag over Oovedet, maatte det blive sncevert for By
»ens Beboere, og for at tun en Pakt af Hestene tunde nnde
iStaldens Lunhed, maatte Bondens Heste og Kveeg vige
IVaasenx Dei hjalp imidlertid, at Sdenstrup Bonder,
itsnt itle i sogen god Hensigt, hadde gjort Plads for den
adelige Heer. Nasten alle daabenspre Mænd vare alle
rede dragne til Aalborg, hvor de under Clements An
relse smagte Magtens Ssdme og sdcelgede i Borgertrigens
Rædsler og Orgier. Altsaa fandt de Adelige mest tun
Oldinge, Born og hylende Adinder i Byenx og da de not
tunne gelte, hdor de daabenfore Mcend dare, saa ajorre
de itte manae Omstcendigheder med Svenstrup Bpnders
Ejendele. Mangt et Ungnød maatte lade sit Liv og
Fjertræet strætte Hals sor at stasse de sultne og ttætte
Krigere et darnit Maaltid. Jovrigt maatte sselv de fer
nemste tage til Takte med simpelt Knatter, da der ilte
engang fandtes en Prcestegaard i Byen. Jnaen tom af
chederne den Nat, soin for manae bled den sidste i dette
Liv. stun faa as dem ncerede nogen Frygt for, hvad den
Dag i Morgen vilde bringet thi saa overmodiae rate
de alle, oa iaa lin taentte de sia Millikttseden af, at Bon
derne vilde dode at anaribe, at de itte engana iaaitoa den
simple Forsiatigdedsregel at udstille Vaatposter paa te
nordlige Heiden
J den storste Bcndeaaards runimelige Stellen, der
tilliae var Bondens Dagligstue, sad Anforerne oa noale as
de niest onsete Adelsmeend efter endt Maaltid omtrina
Jldstedet, hvor et stort Baal blussede. Det var en told I;
fuatig Akten, og den ftadig vedligeholdte Jld oplioede itte
alene de trætte Rutteres ftide Lemmer, men oplnste tilli
gemed sm muntre Flamme det mørte, todede Rum, i bott
let de opholdt sig. Det rode Stier faldt Paa Krigernes
staegaede Ansigter og deres brogede Dragter, tg naar Jl
den blusfede op, og Stæret trcengte ind i de mørteste Firci
ge, dlintede dersra de aode Mandg Brystharnister ca Baa
ben, som de for at nyde Hdilen fuldstændig havde taget af
og hensat langs Væggenr.
Samialen git en Tid livlia not og robede Adelsmcen
denes ftore Ringeagt for Bondehærem men ogsaa derei
Forbitrelse over dens Fremgang, hviltet de for en Del
tiltirev Mangel paa Mod og Fasthed hos nogle af deres
Standsfeeller i Vendsyssel og stcendigt Frafald og For
reedderi has andre. Desfotbandede Jenö Hvas til Kons,
den eneste meegtige Adelsmans«d, der var gaaet over til
Element, hviltet han dog viftnot tun gjorde af Nod, og
fsrft efter at hans Gaard var afbraendt og her-get. De
dritte den gæde Bagge Gtiis til Klarupgaard, sorn alle
rede havde reist sig mvd Voldsmeendene og fundet en
yntelig Ded. Da dan nemlig ester en Ftavcerelse paa
nogle Dage vendte tilbage til tin Guard, men tun sandt
en Brandtomt, ilede than i fm Fotdittelse strats til Aal
borg, opspgte Element og styrtede lss paa ham med sin
Doggert. Hat-de den snu ganile hsdding itte baaret en
ESiaaiskjokte und-: fm met-nistet piide det have met uve
med heim, og den Feide, der nu better hans Navn, vilde
vel faaet en brat Ende; men nu miilyttedei Oveefaldet.
Bagge Griic maatte dige sor Overmagten og sly. Da han
red gennem Aalboras Gelder. tastede en Stomagek dem
en Tagsten i Honedet og ramte ham faa godt, at han tun
nasede til Hastelris Mer, hoc-c man siden sandi ham div
as sit Saat. — Med hat-me blev det omtalt, at Jens
Martvardten var gaaet over til Bmderne og havde mod
taget BIrglum Kloster sont Len as Element. Dette var
dog intet imod den Kendsgerning, at Element havde vovet
at give Hundslund Kloster i Fortening til en Bande.
Dette var et Jndgreb i Adelsmændenes dyrebareste Ret
tigheder og maatte i deres Øjne veere et formafteligt For
spg vaa at omveelte den lovlige Samsundsordem
Stuttelig sit de gode Meend sig en dygtig Latier over
det ,der var handet Bistop Styge Krumpen, fom med sin
Frille, Elsebet Gyldenftjerne, var bleven overrumplet as
Benderne paa Voetgaard og havde sljult sig i en Bagn
ovn, mens Elsebet flygtede, ingen vidsfte hol-then hendes
Bei-den Mester Anders, og Falkner Rud, soin i denne
Feide vare blevne gode og fortrolige Venner, fad afsides
i en msrl Krog af Jldstuen, fotdybede i Samtalr.
»die-C hdistede Folmer, »Um de stvaldre og le og
haane din Sfttee Etsebet.«
»Jeg werd-ne det itte«, sagde Anders Gyldenstjerne
med et matt Blit. »Im viide ver ogsaa tote Crit Frem
niing til, som iscr staat Gatten los, havde vi itte dort
Bled nsdigt til sttrre Gerning end Trotte mellem Mond
oa Mand.«
»Viseltq tolt at dis. Niederst« svaeede Folmer.
.«.» . , . WITH-) i
«
