—
f J Stilheden.
iAf Ernst Ebers )
—
(Slnttet.)
Alter ruller en Vogn ind i Gaarden og holder for
Deren. Freien LErna Weber stnnoer sig uo for at mod
tage Gar-steure Forst træder et ungt Par ind, det er Pastor
Frants Armbrust med tin unge Huftru. For et halvt Aar
siden var Frants bleven Katelet i F—, og for otte Uger
siden hat han hjemfsrt Præstens Datter som sin Huftru.
Sognepraesten har lovet at ville forrette Gudstjeneftien for
sin Kaldsbrodet, hvem han gerne under dette Bespg hos
Den ældre Brot-ed Efter dem folget det andet Par: Leid-J
vig og hans Soster Alma. De se sig alle forbavset om-j
tring, benne Omgivelse havde de aldrig tarntt sig saa for-i
nem; det er forste Gang, at de ere deres celdste Broder,
Godsbesiddetens, Geester. Hvordan mon han vil modiage
dem? Hvem er den unge Pige, der saa venligt rækter dem
Haanven og byder dem vellomsmenZ Hun har forestiller
sig selv fom Ærna Weber. Hvem er Ærna Weber?
Snart hviler Bruder oed Broders Brhst.
Den blege Manv grader —- brcendende hebe Taarer.
Er det af Glcede eller af Angek? Med eet omspiller et
smerteligt Smil hans Mund. Saa tager han den unge
Pige ved Haanden og forestiller hende for sine Stellende
»Men, Henrit,« udbrpd Preeften forbavfet, »vet har
du jo aldrig strevet et Ord om?"
»Bei tunde jeg jo heller itte, da vi forst bleo for
looet for en halv Time siden. Men, leere, fra nu af oil
jeg helt ud være eders Broder, og for-di jeg ver-, at J holder
Præstestanten hojt i Ære, hat jeg forlooet mig mev Pra
stens Datter her i Sognet. Der er dine Forældre, Ærna.
Nu maa vi ogsaa have Madam Lempfert herind. Hun
vifte mig Vejen tilbage til vore Fort-klares Tro og Korr
ligheo, Velfignelse og Fred.«
Da Tottor Armbrusts gamle Pige tom inb, grad
hun af Glaste. »Ja, der er de nu allesammen,« sagde hun
og saa lig om i Krebsen. »Alma lige faa mild og venlig
fom hendes Moder-, og Frants! Heere min Gub, hvor
ligner han sin Faber, frm om den døde var staaet op af
Graren!« Qa til sidft foretommer det hende, at baade
Govszejeren og Kobmanden have Faderens Trcek. Nu bleo
der en Sporgen frem oa tilbagse; Madam Lempfert var nu
ordentlig i Ratten, hun maatte fortalle, hvordan hun oa
heitres Manc- haode baaret den unge Heere næften fom den
ind i Bancvoaterens Hug, og Henrit Armbrust lovprifte
hendeö Samaritanerhæncer oa hendes Samaritanerhjerte.
Men Madam Lempfert vilde itke here Tale om nogen
Levpriesnina, hun sagte, at alt hvad hun havde gjort, var
tun en ringe Otengcrld for, hvab haan Forældre havoe gjort
for heitre.
Da traadte Paftor Weber hen til Brudemrret og faaee
hejtireliah ,,;’5orcelorenes Velfignelse naar uo over Gra
ven. Den bhgaer Vorm-ne Hufe." --—
Terpaa aav han dem oasaa sin Velsignelfr.
Den bleae Mand saa ind i sin forloveoeg Linn der
fpejäere sia en Himmel deri.
Gt nnt Lio haode holdt sit Jndtoa paa Buchroce
Paaitelniet lnste uo af alles Zim, mens Gudg Engle droge
genuent Uemattet ca lob Palmerne sus-: over bete-«- Order-.
W
En polsk Familie.
As J. li. Ha uc b.
HEF- Fstste Del. ZE
Forste Kapitel.
Moder
Utenfor den lille Stad S» nærved Grændsen as
Aongeriget Polen, og omtrent fem Mile fra den gamle Ho
redstad Anlau, ligger et anseeligt Slot og et Herresæde,
der endnu tilborer den i Polens Historie itle ubetendte Fa
milie Litowsti. Den nuocerende Eier af dette Herresæde
er Stanislaus Litowsti. der paa den Tid, vi her omtale,
allerede med ftætte Stridt ncertnede sig Oldingssalderen
Han havde i fm Ungdom staaet i Forbindelse med flete af
Polens mægtigste Mand, og blev i Folge heraf udvalgt
til Starost over ssere Godser i den Egn, hvori hans egne
Cjendomme laa; han var for Reiten en af de Sidste, der
forte denne Titel, der nu nwften er gaaet af Brugsx Med
Hensyn til de oidtlsftige «Besiddelser, han sauledes bestyrede,
benyttede han de Vint, fom de poler Sleiter ved deres
Frugtbarhed give, og Folgen var, at flere omliggende Egne,
der i lang Tid havde liget øde og udyrtede, nu genvandt
det blomstrende Udseende, sont de i lcengftforsvundne lyis
leligere Tider havde haft. Dei var derfor et overrastende
Son, naar man fra de sandede Sletter, de dunkle Slove,
de mangfoldige Moradser, de slet vedligeholdte, urenlige
Landsbyer, hrormed den itsrste Del af Polen er opfyldt,
nærmeoe sig til Litowstis Eiendonune. Her vare Bontur-J
nes Hase mod Scrdvane ilte opsprte af raat Ler, men af;
bcændte Stein«-, Baaningöhufene oare adsiiiie fra Staldene, T
de store Stove havde veget Pladsen for frugtbare, vidt
udstratte Agre og for frodige Klsvermarler, hvor chogeti
græissede, halv stiult i det hvje Gras Gennem Agre ozix
Klovekmnrter lob lunsxige Kanaler, hvotfta Vandet i den!
stcerle Hede om Sctnmeren tunde udtastes over Græsfet
og Sarden. Ved de smutt byggede Hufe laa Frugttrccer,
levende Geerder gennemstar Martern-e, og adslilte dem im
hoerandre. J de faa Moradser og halvudtsmmcde Jndi
sper sont endnu vare tilbage, ftote ftere of de Masliner, der
føre Naan af Vandfnegle, hvilte dreves ved Vindmoller ogs
gennem hoig hule Struegange Vandet blev hcevet i Veiret
oq bortfert. Nun langt borte saa man ensdnu en Monds
af Stove, der, ligesom migmo'dige, havde trullet sig til
bage i Baggrunden, hvor de store Trom, hder Gang Bind
møllerne git, knstede paa Hovederne, medens de med melan
tolste Miner syntes at betragte den fremstridende Kultur,
der harde fortrængt deres Brødre fra de Steder, over hvil
0) Starostiervare en Art ai Lebst der uddeltes tilde Solike
Adeltmcrnd, og over hotlte Netteus Haandhxvetie tidkom
dem overdkaget
»——
te de, end-tm for san Aar stden, abstrakte der-es duntle
Etygget.
Gennent diese Etooe red, tttod Sotttmerens Ende, i
Aaret 1829, et nnat Menneste, hvis sntagsfulde og fine
Paatladning uden Toivl bedre passede til en Parisertreds,
end til de ntørte Stove, hoori han nu besandt sig. Dog
sontes han ej nbetendt nted de mange labyrintiste Gange
der snoede stg derigsennent, thi han sulgte itte den altnin
delige Ves, nten valgte nted Flid Omveje, der- sor enhvet,
sont itte vidste nøje Befted, maatte være ufremtommelige
i det mindste til Heft. Undertiden holdt han stille paa
de Lieder, hvor en ny anlagt Vej trysede den celdre Sti,
men efter at have seet stg otn og betragtet Egnen nøjere,
sandt han sig let igen til Rette. Endligs var han tonttnen
til Stcvens Ende, og saa den store Dal ligge for sig, tht
Szeeniawasloden, lig en glindsende Spslange, som itte be
findet stg vel paa Landet, ilende soger Bej til diet store
Ocean·
Bed Synet af de oidtudfttatte Kornagre og de halvt
udtørrede Søer nted Vindntøllerne standsede alter den
Fremntede stn Heft, tnen ester at have tastet et Blit paa
Floden, travede han igen hurtig as Sied, indiil han tom
til Jndgangen af Byen S» hvor en Slagbont hindrede
hant sra at trcenge videre frem.
— Den Fremtnede, sein vi herester ville talde med hans
Fornaon Adalbert, syntes med Utaalntodighedi at vente
paa Bontmens Aabning. Dei varede heller ilte lange, spr
Deren til et lille Htts opluttedes, paa hviltet den russtste
Dobbeltørn stod malet, og en underscctsig Mand, med en
rød Fodetstindstnte paa Hovedet, traadte nd deraf. Denne
Mond lignede snarere en Mongol, end en Polat, tlyi hans
Ansigt var fladtrntt, hans Hudsarve stnudstg, og de smaa,
stævtliggende Line suntlede mistroist und-er den lave
Bande. Han nærtnede sig soresten med den samtne Myn
dighed, sotn selv en Hund efter Shatspeare stal besi·dde,
naar den er i sit Entbede, eg spurgte Adalbert, om hatt
ingen sorbudne Vater sørte tned stg. — ,,Det tan han se,«
svarede denne, »jeg bar tun mine Reisetlakder og tnin Heft
nied, ingen as dem here til de forbudne Vater.« —- »Ja
saaledeg tale de alle,« svarede den moderne Cerberus, der
bevogtede Jndgangen til Staden S» uden endnu at gøre
ntindste Mine til at aabne Bontnten. —- »Han vil dog itte
undersnne ntit Leaeme?« spttrgte Adalbert. —- »Jeg er af
bang Keiserliae Masssitrt og af hatts Kongeligse Højhed,
Storsttrsten, tat til at vaage over Orden og Sitterlted,«
soarede Toldbetjenten, idet hatt lod sin Oaand alide hen
oder Aldallterts Vadsast, der var fastbunden bag Eadelen.
J detle Tjeltlit tastede den unge Mand en Solvmønt ned
i Græssetz Toldbetjenten slap da Vadscelten, og bøjedc sitt
ned ester Eølvpenaem sont hnn oasaa snart litttclig sandt.
s-— Hatt bkeo da nteaet heiligen, ca ttttttnlede et Par Ord,
der itulde undstdlte hans iorriae OpførseL paa samnte
Tid toa hatt sitt Hne af, oa frentviste en bred, slaldet Jsse,
der var saa stad:rts.tt, sont otn Trtrldontnteng Jernltaand
haode bernrt den i Fodselenjcblittet, og sont otn alle hejere
Eoner dereed date itandsede i deresz lldditlittg. —-- »Her
r:n er ntaafle en Litttgfer?« spntate han. i— ,,Jeg er en
Polat, tan ttan itte ntaerte dct.«· saade Adallsert tncd en
stoli oa haldserntrrnret Mine. » »Wie-n doa en tro oa nn
derdania llnkersaat af vor allernaadiaste Reiseer nenntce
lede Tolddetjenten, i ret hatt ratte hntn en Bøsse i Mode,
;t;vori Ildalbert taitede en iille Kobbermtjnt Streits ester
lvintede Toldbetjenten til en bredstuldret Karl, der synteö
tat rente paa ltang Befalina, og som nn langsomt hejfede
lBonttnen i Besten
J det Tieblit naertnede endnn en Rntter sta sra den
tnodsane Side, itan var tlcedt i en polsl Frattg sont ritte
lig var besat nted Siltesnore, og tunde ses under band
Rejietadpe, ved Eiden bar han et bøjet Sdærd, thi et
saadant haode enbver polst Adelsntand Ret til at bere,
tstsnt de russiste Maatharere ilte gerne saa, at man benyt
here denne Ret. Den undersætsiae Toldbetjent tog med
ten halvspottende, halvtrybende Mine igen sitt Hue as, mien
den polste Adelsntand snntes ej at agte herpaa. Dioa
»standsede han sin Hest et Lieblit, svøbte stg fastere ind i
Isin Kappe, og tastede med de Ord: »Ist vnte Landevejene
zfrie i Polen«, en Kobbertnynt ned i Græssen hvorpaa hatt
Thurtig sortsatte sitt Ves. ,.Hvem er det?« spnrgte Adalbert.
:-—— »En ung, fornent Herre, der maaste snart vil rejse lern
gere dort, end han vel hat i Sinde«, spande Toldbetjenten,
idet hans brede Leber fortrat sig til et Grin, hvorsved to
spidse Histneteender traadte fretn as Munden, og gar-e
hant en ojeblittelig Lighed med en Hyeene. der bag sit Fan
’gebur betragter et sorbiilende Mennesie, sont den gerne
tilde sonderrioe, nten itte mægter at nat-.
. Adaldert red nn igennent Byen, og standsede forst
udensor den, ved et tenttnelig stort Vertshusstildt, paa
hviltet en springende Dest, sont vel en Gang havde verret
forgnldt, syntes at sparte til den striftlige Forsttring, der
i uorthographist Stil blev gioet alle Forberejsende, at
baade de og deres Dyr der stulde blive sortræsselig de
vcertede.
Neppe dar Adalbert antotnnten hert"il, for han hsørtr
en Hund tnde indensor. Pan snmtne Tid sagde en Rost.
som han troede at gentende: »Der er han, thi Fidelio bliver
saa urolig.« Kort efter stnrtede en ung-, sinnt Mand nd,
ttvis Paatlædning, ungtei den bar Præg as Stsdeslpshed,
deg dar-de et fint isg des-uden et haiv milttart Udseende.
,,Caftmir!« raabte AdalderL »er det dig?« — »Veltontmen,
Broder!« svarede den nnge Mond.« «Joseph!« blev ban
ded, ,,slip Fidelio nd, hører du itte, hvor det stattels Dyr
tuder? Veltontnten, veltontntenl Gud være lovet, at di
hnr dig igenl" Dernted greb han Adalberts Haand sotn
denne ratte hatn, og ttyttede den imellent begge sine.
Paa satnttte Tid totn en stvr hvid Jagthund frent ttted
brune nedhotngende Feen, der med Logren, Bäcessen oa
tustnde Spring lagde en ligesaa stor Glcede sor Dagctt,
’sont dens Herre. — »Hvor du er votset«, vedblev denne msed
alle Tegn paa en inderlig Tilfredshed. »Hm du ilte
glentt din Broder end-nu, stønt du har vandret saa vidt
onttring? Vcrr itte vred, fokdi jeg itte svarede dig paa
dine Brette, jrg er en doven Knegt, ved du vel, der aldrig
tider sætte Pen paa Pay-in men dersor har jeg dig doa
ligesact tar, sotn ont jeg hver Postdag havde strevet dig et
Been, saa langt cg tedeligt, sont de, Alexandra stritt-erl«
—- »Jeg lender vel din Trostab, min brave Casttnir, og
behsver intet striftligt Bevis detpaa,« sagde Adalbert, idet
han spang stg ned af besten, hvorpaa Casimir med Tan
rerne i Øjnene tastede stg ont hans Hals. Et Øjeblit der
s
»
·ester lo Casimir højt, og Muntserhed og Taarer kajOge
you-andre ligesaa hurtig i hans bevægelige Aasyn, sont
dette plejer at ste hos Barnet i den spat-beste Alder.
»Herr du ventet mig længe?« spurgte Adalbert. —
»Den hele Nat, Broderl og den hele Mcrgen, jeg har ikle
oceret af Alte-Verne; hder Gang jeg horte en Hest trantpse,
troede jeg, at det oar dig, endelig lunde jeg ilke lcengere
lholde det ud, nten tradede herhen, sor at jeg dog lunde
viere den sørste blandt dent alle, der sit dig at se.« —
,,.L)dordan lever min Fader, Casimir?« —- «Tsen Gamle!
Der er ingen Forandring at se paa hom, og paa Fidelio
theller its-e· Sei du, hoor godt han tender dig, hold nu or
med den Tuden, du dumme Hund! Ogsaa Ernilie lcenges
fester dig, der slal du se en Pige, hvis Lige du nepne bat
sinnt-et hoerten i Paris eller London, for Resten ligner hun
dig noget, det er del dersor, jeg tan saa godt lide hende.«
t— »Hvordan gaaer det den gatnle Michael?« spurgte
Adalbert. —— ,,Michacl! Han er assat sra alle sine Be
stillinger, og brugeg nu tun til at forsegle min Faderg
fBreve Pas paa Hesten, Joseph! leeg et Treppe over den,
og vent en Stund, for du giver den at dritte.« Med digse
sOtd greb hatt Broderens Haand, og sorte hant ind i Viert-Z
»l)uset.
) Uagtet dette Vaertshus laa omgioet as Litowstis
Bestdkdelsseh havde dog hans Eisempel tun lidet dirtset der
’Paa, thi det var itle stort bedre, end de Kroer, der almins
Idelig sind-es ved de polste Landeveje. J et enestse stort Bee
Irelse oar Kutten og Dagligstue sorenede, Jldstedet, sottt las
midt i Værelset, var uden Røgfang, og Regen bortførtes
gennem et Hul i Lostet, Gulvet bestod tun as stampet Ler;
E Kjøttenet selv stod en Ko fastbunden, der drejede Hovedet
lzenitnod Jldstedet, og med Begærlighed indaandede den
rann-e Rog, som derimod var Mennestene til stor Besvær;
Hans og Ænder vandrede frit omtring paa Gulvet, tnedens
en rødspraglet Hane var flojet op paa en Bjcelte unter Los-«
tet, hvcr den galede højt, og saa stolt ned paa de evriae
Jntoaanere i Verrelsei. Rundt otn Jlden sadde nogle pjal
tede Born, hdis Træk, der soreslen oare s:t::kkc, take den
igraelitisle Rates untislendelige Præg. Ved Siden as
dem stod en nantmel Pfg-z sysselsat nted at tnuse togte
startofler, sotn ooenitøbet ille oare skraellede, hoilten For
tetning Bornene nted ntegen Deltagelse betragtede.
Vcerten, i hvig Aasnn Godmodighed syntes at tcempe
med Zttnhed, ilede strals til Døren, da Adalbert traadte
ind, buttede og nttrede stor Gliede over hans Anlomst. Der
efter aabnede hatt en anden Der, og sørte begge Brodrene
ittd i et Eidevcerelse, sont rigtignot var mindre, end Kol
lettct, nten derintod saa meget ordentligere ud. Et stort
tizteitab stod i en Kroa, og paa de hoidkallede Vceage bang
ndstillige Portraster af rugsifte og polste Generaler, som just
Ette didnede ont noaet Mestserslab i Kunstem Blandt digse
nrntasrleke isatr General Diebitsch sia, der saas ridettde
tun Epikfen as Bttltanltjeraet tnedens hans Heft med e:
ettcste Eprina sttnth at ville stttrte sig ned i Dalen.
»Du har sntutte Billeder«, fagde Casintir, ,,tnen as
an di itlc lede, bdad lsar du sorresten at ttedcetix
tttco?« --—- ,,tft·cellence, jeg er en fattia Mand«, svarcde
For-cit. --- »Hier du itte et Etntke Stinke, Salonton?« —
,,.L-:rten oed jo net, at det er dort Foll sorbudt at spise
as Inn-Its Jena« -— »Bei er det samme, otn det er sor
ltudt, Salomon, naar dtt blot hat det.« — »Nej, jezt hat
det, Gnd strafse mitt, itte, men jeg tan not stasse det.« —
»Sna stas det da!« —- «Ja ja, nten da det er sorbudt, toster
det tnere, som den unge Hserre begriber.« —- «D-et er litte
ayldigt, ftas der blot!« — »Strals,« sagde Salonton og
git buttende stn Ves.
«.ltort ester totn han ind igett med den forlangte Stinke
og nted en Flaste Vin, sont dan opstillede psaa Bot-det, der
ncest aabnede han Egestabet, og tog et Par Solvbeegere ud
deras, sont han satte soran Castntir og Adalbert —- »Du
har vist mange Penge i det Stab?« sagde Casentin —
»Gud strasse ntig itte en Stilling, Excellence! Franstmætt—
dene hat allerede plyndret det for sytten Aar siden, og dt
jeg ilte hnvde mete, toang de mig dog endntt til at be
tale dem tohundrede polste Gylden.« — »Tohtutdrede polsle
Gylden betalte du endnu, da du itte havde mer-e, det var
et Kunststytte, sont Faa sie-l gore dig ester.« —- ,,Ja, og
ooen i stobet vilde de Menge mig, sordi jeg ilte kunde stasse
dem Gul"dpenge.« —- »varsor dlev du da itte hcengt, Sa
lomon?« — ,,Ffordi jeg gav dem Anslag paa etc-Anden, sont
de tunde hænge i mit Ste «, soarede Salomon med en
snu Mine. -— »Deri handlede du vel, men htt- nu: Hom
nteget vil du have for at spise det Stytte Svinetpd, der
ligget?« —- ,,Jtle sor alle de Statte, der vatei Jerusalems
Tempel,« svarede Salornmt sorstreettet, ,.thi Svinet er et
urent Dyr.« — »So-a lud den ene Urene sortære den an
den,« sagde Ca«simir, idej han lastede et Guldstytte paa
Bordet·; »spis, Salomon. ssaa hører dette Guld dig til.«
—- »Drt er Gud strasse mig bestaaret,« sagde Salomon,
idet hatt begærlig greb ester Guldstyltet. —- »Naturligvis,«
Jvarede Casimir, ,,thi det komm-er jo sra dig selv, det var
Edlandt de Penge. du sidst luante mig.« — Nu greb endelig
Salomem Stinten og spiste den, idet han bestandig tastede
site Blit paa Guldntyntm »Fidelio!« raubt-e Caftntir.
»std op, ntin Dreng, og wer andeegtig, wen-s Salomon
ls;)iser!« —- Fidelio reiste sig strats op paa to Ben og
jdlev saaledeg siddende, medens Salomon ist-ist« Endelig
·da hatt var fcerdig, kastede Castmir Guldstylttet til hant
lunder hoj Lattcr. »Der hast du det,« sang han, «tnett
tun patt Viltaar as, at du laatter mig hundrede Dutater
endnu, for denne er en as de stdste, jeg ejer.« —- ..En anden
Gang tan vi tale deront,«' svnrede Salomon. idet han
atter buttede og git ud ai Donn.
» «Det er dog del ilte dit Alt-on Casintir, du behøoer
jo dog itte at laane Penge as nogen?« sagt-e Adaldert. —
,,Jo vist bebt-ver jeg, den aatnle er altsor paadoldende,
han tatt desuden itte lide mig, som du ved, og giver mig
»saa godt sont intet.« —- »Men du er io gist med en ritt
Ksone.« —- »Det er sandt,« svarede Casimir med letstndiq
Latter, ,,jeg er en gift Mand, men det husker jeg aldrixt
paa, uden naar nogen minder ntig derotn; intidlertids es
min Kone ogsaa gereig, Fader har desnden taget det
tneste under stn Bestyrelse, og jeg selv eiee det endnu
tun i Haabet, sorstaar du« og tnaa dersor viere Salomon
meget tatnetnntelig, naar han forvandler Haabet til Vir
leligihed.« —- »Du er endnn lige saa letsindig, som du altio
vat.« —- ,,Rigtig, og det vll jeg blive til ntitt Dodsdag.«
Nu tog Samtalen en anden Retning, og Brødrenc
vbeglmdte at otntale flere Familieanliggender, der, for saa
vidt de kann-e interessere os, med Tiden stulle blive fortakiä
Blandt andet erfarede Adalbert, at den unge Mand, has
mødte ved Jndgangen til Byen, var Casimirs Stang
EBnnaventura Zalesti, som m)lig hnvde aflagt et Bei-g
hos sin Søster. For Reiten fandt Casimir lige saa lidt
Behaa i denne Svoger sont i nogen anden af fm Kones
Familie, iscrr ntrede han fm Uvillie mod Frøten Leontiwe
Zalesti, en Geister af hans Konse, der bestandig ophokdt
sig hos denne, og som han erklcerede for en af de egens
sindigfte oa tedeligste Stabninger, han nogensinde havde
set. Endelig taldte Casiniir paa Betten, og tastede endnu
et Guldstytte til hom. ,,Det er for Fortceringen « sagde
han. »Det Guldstytke er ti Gange saa meget vcerd, sont
vor hele Fortæring,« sagde Adalbert —- »Det brydet
fea mig tun lidet om,« svarede Casitnir, hvorpaa begse
Bredrene igen stege til Heft og rede dort.
Rort efterat de to fremmede vare bortredne, hettes
sen sagte Bank-en paa Salomons Rude. — »Mein er det?«
fpurgte Salomon. — »Bei er mig,« svarede en Mund
udenfor, medens Toldbetjentens Anfigt blev synligt net
jved Vinduet.—— »Hvad vil du, Jwan?« spurgte Salomon.
J— ,,Hrein var den fremniede Herre, fom nylig red igennem
lByen?« spurgte Jwan. — »Ei, det var den yngste af
lStarostens S,ønner der nu er kommen hjem fra fin aben
landfte Reise « —»De t er en anden Sag,« svarede Jtvan,
l»han er studfri « —- ,,Har du haft ham mistcenkt, Jtvan?'«
» —,«Nu derom ville vi ikke tale, jeg mistænler a"lle Men
Fnestey naar jeg itte tender dem, men Starosten et en brav
!Mand. « — »Ja, han er en mcegtig Mand, de siger, at han
gaar ind og ud hos Storfyrsten, naat han hat Lyst dertil;
men hvorfor mistcentte du ellers den unge Herre?«—
,,"«’59rdi han itte vilde svare mig, da jeg spurgte ham, vm
han var en tro og underdanig Underfaat af Kejferen,««
sagde Jwatn og vendte sig om og git.
Men for han endnu havde naaet sit Hieni, blev han
Pludselig standset af et Par Ryttere, der i Starostens
Ncwn befalede ham at folge dem. Jwan bled da rolig
staaende og lod uden Modstand, ja Uden at mcele et eneste
Ord, sine Hcender binde fast til Halen af den ene Heft-»
Dserpaa galopperede Rytterne bort, og Jwan maatte an
spænde alle sine Kræfter for til Fods at folge dem.
Undet Kapitel.
Hjcmlomsteir.
Den gamle Litowsti var optaldt ester den sidste polske
stonae Staniglatls, ved hois Hof han var opdragen. Den
polste Adel synteg i hin Tid temmelia fordcervet, thi de
celdre, strengere Fast-er date sortrængte af Overdaad og
Praat, oa den høje Fiedrelandstcerlighen der siden adlede
Polen midt i lllt)tten, lJadde den Gang endnn itte vist
sia. Da Litolrigti snarere hørte til de beregnende end til
de beaejstrede Wander, saa havde han sat sia i Hovedet, at
Polen under ingen Ontftcendigheder tunde modstaa Rus
landg Drum-an tlli at det starre Land maatte faa Oder-«
vcrat over det mindre, beregnede han liaeieem efter Mas
serneg Lode; den moralste straft derimnd Staate han al
delei itle med ind i Bereaninaen, Da tæntte enten itle
derpaa, eller ansaa den, naar dens Birtninger nødte ham
til at ttente derpaa, som et Sommert, som uden Nntte for
det hele maatte styrte den entelte, der viste det, i Unver
gang. J hans førfte Ungdotn var det, sont vi siden stulle
here, Lidenstab, der ltragte ham til at tage Pasrti for Rus
serne, siden var det derimod en fast og fuldtornmen Oder
lsevigning om, at han ene saaledes tunde virte til sit
Fcedrelands Fordeh hvillen han satte i en sitter Nydelse
as materielle Goder. J Folge heraf betcentpede han ivrig
Fionstitutionen af tredie Maj, som han troede udsprungen
as et farligt Sværtneriz for at omstnrte den indlod han sig;
endoa i en Sammensvcergelse derimod, sluttede sig til de
inisfornøjede ved Targolvicz, og lastede stg med dem aldeles
i Russernes Arme.
Det var naturligt, at han ved denne Fremgangs
maade ilte vandt sine Landgmænds Karlighed, og selv
Russetnes Gunst kunde ikle bestylte ham for Følgetne
heras. Estet slete Ktæntelset, som han troede usortjente,
og under hvilke den herstende Magt efter hans Mening
ikle ivrig nol havde bestyttet hom, beslutede han endelig
at modtage et Starosti i det sydlige Polen og at leve for
sine Godsers «Bestyrelse, hvorved det Blik han besad for
alt, hvad der laa indenfor Beregningens Grænser, lom
harn Vel tilpas. Han gjoede stg fnatt belendt lned de
bedste nnere Sktister over Landhusholdningen, og foretog
i Følige de Kundskaber, han saaledes tilegnede sig, sont
vi alt have antydet, en Mcengde Forbedringer, hvorved hau
soregit sine Landsmcend med et gavnligt EtsempeL og ilkes
lidet didtog til den luldtomnere Agerdyrtning, san nu:
lidt est-er lidt ogsaa indsørteg i Polen.
Sin celdste Søn bestemte han til den militære Leibes
dane; vittelig havde denne vgsaa tilbragt et Par Mut
sont Lssjtnant i et Rytterireaiment, men da han ille kund
vænne siq til den- strenge Krigstugt, sont Storfyrst Em
stantin sotdrede, udvittede Fadern ved sin Jndflytlklsg
bang Ajsled fta Tienesten Denne Son, der var den«egent-.—
Iige Art-sing til Staevitens store Gut-A hande· han for
nogle Aar siden giftet med en ria Kone, og det er hem,
som vi have leert at lende under Navn af Casitnir.
Sin yngte Søn opdrog Starosten til Studetinget
og sendte hant, da han hadde opnaaet Ynglingsaldetetr,
til Universitetet i Warschau. Siden stassede han hasm end
oa Tilladelse til en lldenlandSrejse, som ellers i de fenete
Aar sjcelden blev tilstaaet en Polai. Adalbert havde nu i
ljalvtredie Aar epholdt sia i England, Paa det han ont
tnuligt tnnde tilegne sia noget af dette Lands praliistes
Rand. Kun paa Hjemrejsen aflagde han et tokt Bessg i«
Franltrig og Tmtland, og det var fra denne Ud«en«landö
rejse, han nu vendte tilbage.
Eiter at Adalbert og Casimir havde sorladt Salomonis
Qui-, rede de hurtig til og ftandsede først udensor et just
ilte stott, lnen doa scerdeles smutt leot, hvori det flade
Tag tilligemed en Meenade Søjler mindede om den itali
ensle Smaa, i hoilten de volsle Slotte som ostest ere Ug
ae:e. Omteing denne Bolig laa flere adsvredte Hufe, fpm
alle date Prcea af, at de nylig vare opferte; langen harte
derisnod saa man Rainer af en overordentlig stor Pyg
nina. hvoras begge Fløjene vare nedrevne, og hvotaf time
ligvis Stenene vake brugte- til det ny Slots prskeokk
Gotthey
