Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (July 17, 1903)
— f J Stilheden. iAf Ernst Ebers ) — (Slnttet.) Alter ruller en Vogn ind i Gaarden og holder for Deren. Freien LErna Weber stnnoer sig uo for at mod tage Gar-steure Forst træder et ungt Par ind, det er Pastor Frants Armbrust med tin unge Huftru. For et halvt Aar siden var Frants bleven Katelet i F—, og for otte Uger siden hat han hjemfsrt Præstens Datter som sin Huftru. Sognepraesten har lovet at ville forrette Gudstjeneftien for sin Kaldsbrodet, hvem han gerne under dette Bespg hos Den ældre Brot-ed Efter dem folget det andet Par: Leid-J vig og hans Soster Alma. De se sig alle forbavset om-j tring, benne Omgivelse havde de aldrig tarntt sig saa for-i nem; det er forste Gang, at de ere deres celdste Broder, Godsbesiddetens, Geester. Hvordan mon han vil modiage dem? Hvem er den unge Pige, der saa venligt rækter dem Haanven og byder dem vellomsmenZ Hun har forestiller sig selv fom Ærna Weber. Hvem er Ærna Weber? Snart hviler Bruder oed Broders Brhst. Den blege Manv grader —- brcendende hebe Taarer. Er det af Glcede eller af Angek? Med eet omspiller et smerteligt Smil hans Mund. Saa tager han den unge Pige ved Haanden og forestiller hende for sine Stellende »Men, Henrit,« udbrpd Preeften forbavfet, »vet har du jo aldrig strevet et Ord om?" »Bei tunde jeg jo heller itte, da vi forst bleo for looet for en halv Time siden. Men, leere, fra nu af oil jeg helt ud være eders Broder, og for-di jeg ver-, at J holder Præstestanten hojt i Ære, hat jeg forlooet mig mev Pra stens Datter her i Sognet. Der er dine Forældre, Ærna. Nu maa vi ogsaa have Madam Lempfert herind. Hun vifte mig Vejen tilbage til vore Fort-klares Tro og Korr ligheo, Velfignelse og Fred.« Da Tottor Armbrusts gamle Pige tom inb, grad hun af Glaste. »Ja, der er de nu allesammen,« sagde hun og saa lig om i Krebsen. »Alma lige faa mild og venlig fom hendes Moder-, og Frants! Heere min Gub, hvor ligner han sin Faber, frm om den døde var staaet op af Graren!« Qa til sidft foretommer det hende, at baade Govszejeren og Kobmanden have Faderens Trcek. Nu bleo der en Sporgen frem oa tilbagse; Madam Lempfert var nu ordentlig i Ratten, hun maatte fortalle, hvordan hun oa heitres Manc- haode baaret den unge Heere næften fom den ind i Bancvoaterens Hug, og Henrit Armbrust lovprifte hendeö Samaritanerhæncer oa hendes Samaritanerhjerte. Men Madam Lempfert vilde itke here Tale om nogen Levpriesnina, hun sagte, at alt hvad hun havde gjort, var tun en ringe Otengcrld for, hvab haan Forældre havoe gjort for heitre. Da traadte Paftor Weber hen til Brudemrret og faaee hejtireliah ,,;’5orcelorenes Velfignelse naar uo over Gra ven. Den bhgaer Vorm-ne Hufe." --— Terpaa aav han dem oasaa sin Velsignelfr. Den bleae Mand saa ind i sin forloveoeg Linn der fpejäere sia en Himmel deri. Gt nnt Lio haode holdt sit Jndtoa paa Buchroce Paaitelniet lnste uo af alles Zim, mens Gudg Engle droge genuent Uemattet ca lob Palmerne sus-: over bete-«- Order-. W En polsk Familie. As J. li. Ha uc b. HEF- Fstste Del. ZE Forste Kapitel. Moder Utenfor den lille Stad S» nærved Grændsen as Aongeriget Polen, og omtrent fem Mile fra den gamle Ho redstad Anlau, ligger et anseeligt Slot og et Herresæde, der endnu tilborer den i Polens Historie itle ubetendte Fa milie Litowsti. Den nuocerende Eier af dette Herresæde er Stanislaus Litowsti. der paa den Tid, vi her omtale, allerede med ftætte Stridt ncertnede sig Oldingssalderen Han havde i fm Ungdom staaet i Forbindelse med flete af Polens mægtigste Mand, og blev i Folge heraf udvalgt til Starost over ssere Godser i den Egn, hvori hans egne Cjendomme laa; han var for Reiten en af de Sidste, der forte denne Titel, der nu nwften er gaaet af Brugsx Med Hensyn til de oidtlsftige «Besiddelser, han sauledes bestyrede, benyttede han de Vint, fom de poler Sleiter ved deres Frugtbarhed give, og Folgen var, at flere omliggende Egne, der i lang Tid havde liget øde og udyrtede, nu genvandt det blomstrende Udseende, sont de i lcengftforsvundne lyis leligere Tider havde haft. Dei var derfor et overrastende Son, naar man fra de sandede Sletter, de dunkle Slove, de mangfoldige Moradser, de slet vedligeholdte, urenlige Landsbyer, hrormed den itsrste Del af Polen er opfyldt, nærmeoe sig til Litowstis Eiendonune. Her vare Bontur-J nes Hase mod Scrdvane ilte opsprte af raat Ler, men af; bcændte Stein«-, Baaningöhufene oare adsiiiie fra Staldene, T de store Stove havde veget Pladsen for frugtbare, vidt udstratte Agre og for frodige Klsvermarler, hvor chogeti græissede, halv stiult i det hvje Gras Gennem Agre ozix Klovekmnrter lob lunsxige Kanaler, hvotfta Vandet i den! stcerle Hede om Sctnmeren tunde udtastes over Græsfet og Sarden. Ved de smutt byggede Hufe laa Frugttrccer, levende Geerder gennemstar Martern-e, og adslilte dem im hoerandre. J de faa Moradser og halvudtsmmcde Jndi sper sont endnu vare tilbage, ftote ftere of de Masliner, der føre Naan af Vandfnegle, hvilte dreves ved Vindmoller ogs gennem hoig hule Struegange Vandet blev hcevet i Veiret oq bortfert. Nun langt borte saa man ensdnu en Monds af Stove, der, ligesom migmo'dige, havde trullet sig til bage i Baggrunden, hvor de store Trom, hder Gang Bind møllerne git, knstede paa Hovederne, medens de med melan tolste Miner syntes at betragte den fremstridende Kultur, der harde fortrængt deres Brødre fra de Steder, over hvil 0) Starostiervare en Art ai Lebst der uddeltes tilde Solike Adeltmcrnd, og over hotlte Netteus Haandhxvetie tidkom dem overdkaget »—— te de, end-tm for san Aar stden, abstrakte der-es duntle Etygget. Gennent diese Etooe red, tttod Sotttmerens Ende, i Aaret 1829, et nnat Menneste, hvis sntagsfulde og fine Paatladning uden Toivl bedre passede til en Parisertreds, end til de ntørte Stove, hoori han nu besandt sig. Dog sontes han ej nbetendt nted de mange labyrintiste Gange der snoede stg derigsennent, thi han sulgte itte den altnin delige Ves, nten valgte nted Flid Omveje, der- sor enhvet, sont itte vidste nøje Befted, maatte være ufremtommelige i det mindste til Heft. Undertiden holdt han stille paa de Lieder, hvor en ny anlagt Vej trysede den celdre Sti, men efter at have seet stg otn og betragtet Egnen nøjere, sandt han sig let igen til Rette. Endligs var han tonttnen til Stcvens Ende, og saa den store Dal ligge for sig, tht Szeeniawasloden, lig en glindsende Spslange, som itte be findet stg vel paa Landet, ilende soger Bej til diet store Ocean· Bed Synet af de oidtudfttatte Kornagre og de halvt udtørrede Søer nted Vindntøllerne standsede alter den Fremntede stn Heft, tnen ester at have tastet et Blit paa Floden, travede han igen hurtig as Sied, indiil han tom til Jndgangen af Byen S» hvor en Slagbont hindrede hant sra at trcenge videre frem. — Den Fremtnede, sein vi herester ville talde med hans Fornaon Adalbert, syntes med Utaalntodighedi at vente paa Bontmens Aabning. Dei varede heller ilte lange, spr Deren til et lille Htts opluttedes, paa hviltet den russtste Dobbeltørn stod malet, og en underscctsig Mand, med en rød Fodetstindstnte paa Hovedet, traadte nd deraf. Denne Mond lignede snarere en Mongol, end en Polat, tlyi hans Ansigt var fladtrntt, hans Hudsarve stnudstg, og de smaa, stævtliggende Line suntlede mistroist und-er den lave Bande. Han nærtnede sig soresten med den samtne Myn dighed, sotn selv en Hund efter Shatspeare stal besi·dde, naar den er i sit Entbede, eg spurgte Adalbert, om hatt ingen sorbudne Vater sørte tned stg. — ,,Det tan han se,« svarede denne, »jeg bar tun mine Reisetlakder og tnin Heft nied, ingen as dem here til de forbudne Vater.« —- »Ja saaledeg tale de alle,« svarede den moderne Cerberus, der bevogtede Jndgangen til Staden S» uden endnu at gøre ntindste Mine til at aabne Bontnten. —- »Han vil dog itte undersnne ntit Leaeme?« spttrgte Adalbert. —- »Jeg er af bang Keiserliae Masssitrt og af hatts Kongeligse Højhed, Storsttrsten, tat til at vaage over Orden og Sitterlted,« soarede Toldbetjenten, idet hatt lod sin Oaand alide hen oder Aldallterts Vadsast, der var fastbunden bag Eadelen. J detle Tjeltlit tastede den unge Mand en Solvmønt ned i Græssetz Toldbetjenten slap da Vadscelten, og bøjedc sitt ned ester Eølvpenaem sont hnn oasaa snart litttclig sandt. s-— Hatt bkeo da nteaet heiligen, ca ttttttnlede et Par Ord, der itulde undstdlte hans iorriae OpførseL paa samnte Tid toa hatt sitt Hne af, oa frentviste en bred, slaldet Jsse, der var saa stad:rts.tt, sont otn Trtrldontnteng Jernltaand haode bernrt den i Fodselenjcblittet, og sont otn alle hejere Eoner dereed date itandsede i deresz lldditlittg. —-- »Her r:n er ntaafle en Litttgfer?« spntate han. i— ,,Jeg er en Polat, tan ttan itte ntaerte dct.«· saade Adallsert tncd en stoli oa haldserntrrnret Mine. » »Wie-n doa en tro oa nn derdania llnkersaat af vor allernaadiaste Reiseer nenntce lede Tolddetjenten, i ret hatt ratte hntn en Bøsse i Mode, ;t;vori Ildalbert taitede en iille Kobbermtjnt Streits ester lvintede Toldbetjenten til en bredstuldret Karl, der synteö tat rente paa ltang Befalina, og som nn langsomt hejfede lBonttnen i Besten J det Tieblit naertnede endnn en Rntter sta sra den tnodsane Side, itan var tlcedt i en polsl Frattg sont ritte lig var besat nted Siltesnore, og tunde ses under band Rejietadpe, ved Eiden bar han et bøjet Sdærd, thi et saadant haode enbver polst Adelsntand Ret til at bere, tstsnt de russiste Maatharere ilte gerne saa, at man benyt here denne Ret. Den undersætsiae Toldbetjent tog med ten halvspottende, halvtrybende Mine igen sitt Hue as, mien den polste Adelsntand snntes ej at agte herpaa. Dioa »standsede han sin Hest et Lieblit, svøbte stg fastere ind i Isin Kappe, og tastede med de Ord: »Ist vnte Landevejene zfrie i Polen«, en Kobbertnynt ned i Græssen hvorpaa hatt Thurtig sortsatte sitt Ves. ,.Hvem er det?« spnrgte Adalbert. :-—— »En ung, fornent Herre, der maaste snart vil rejse lern gere dort, end han vel hat i Sinde«, spande Toldbetjenten, idet hans brede Leber fortrat sig til et Grin, hvorsved to spidse Histneteender traadte fretn as Munden, og gar-e hant en ojeblittelig Lighed med en Hyeene. der bag sit Fan ’gebur betragter et sorbiilende Mennesie, sont den gerne tilde sonderrioe, nten itte mægter at nat-. . Adaldert red nn igennent Byen, og standsede forst udensor den, ved et tenttnelig stort Vertshusstildt, paa hviltet en springende Dest, sont vel en Gang havde verret forgnldt, syntes at sparte til den striftlige Forsttring, der i uorthographist Stil blev gioet alle Forberejsende, at baade de og deres Dyr der stulde blive sortræsselig de vcertede. Neppe dar Adalbert antotnnten hert"il, for han hsørtr en Hund tnde indensor. Pan snmtne Tid sagde en Rost. som han troede at gentende: »Der er han, thi Fidelio bliver saa urolig.« Kort efter stnrtede en ung-, sinnt Mand nd, ttvis Paatlædning, ungtei den bar Præg as Stsdeslpshed, deg dar-de et fint isg des-uden et haiv milttart Udseende. ,,Caftmir!« raabte AdalderL »er det dig?« — »Veltontmen, Broder!« svarede den nnge Mond.« «Joseph!« blev ban ded, ,,slip Fidelio nd, hører du itte, hvor det stattels Dyr tuder? Veltontnten, veltontntenl Gud være lovet, at di hnr dig igenl" Dernted greb han Adalberts Haand sotn denne ratte hatn, og ttyttede den imellent begge sine. Paa satnttte Tid totn en stvr hvid Jagthund frent ttted brune nedhotngende Feen, der med Logren, Bäcessen oa tustnde Spring lagde en ligesaa stor Glcede sor Dagctt, ’sont dens Herre. — »Hvor du er votset«, vedblev denne msed alle Tegn paa en inderlig Tilfredshed. »Hm du ilte glentt din Broder end-nu, stønt du har vandret saa vidt onttring? Vcrr itte vred, fokdi jeg itte svarede dig paa dine Brette, jrg er en doven Knegt, ved du vel, der aldrig tider sætte Pen paa Pay-in men dersor har jeg dig doa ligesact tar, sotn ont jeg hver Postdag havde strevet dig et Been, saa langt cg tedeligt, sont de, Alexandra stritt-erl« —- »Jeg lender vel din Trostab, min brave Casttnir, og behsver intet striftligt Bevis detpaa,« sagde Adalbert, idet han spang stg ned af besten, hvorpaa Casimir med Tan rerne i Øjnene tastede stg ont hans Hals. Et Øjeblit der s » ·ester lo Casimir højt, og Muntserhed og Taarer kajOge you-andre ligesaa hurtig i hans bevægelige Aasyn, sont dette plejer at ste hos Barnet i den spat-beste Alder. »Herr du ventet mig længe?« spurgte Adalbert. — »Den hele Nat, Broderl og den hele Mcrgen, jeg har ikle oceret af Alte-Verne; hder Gang jeg horte en Hest trantpse, troede jeg, at det oar dig, endelig lunde jeg ilke lcengere lholde det ud, nten tradede herhen, sor at jeg dog lunde viere den sørste blandt dent alle, der sit dig at se.« — ,,.L)dordan lever min Fader, Casimir?« —- «Tsen Gamle! Der er ingen Forandring at se paa hom, og paa Fidelio theller its-e· Sei du, hoor godt han tender dig, hold nu or med den Tuden, du dumme Hund! Ogsaa Ernilie lcenges fester dig, der slal du se en Pige, hvis Lige du nepne bat sinnt-et hoerten i Paris eller London, for Resten ligner hun dig noget, det er del dersor, jeg tan saa godt lide hende.« t— »Hvordan gaaer det den gatnle Michael?« spurgte Adalbert. —— ,,Michacl! Han er assat sra alle sine Be stillinger, og brugeg nu tun til at forsegle min Faderg fBreve Pas paa Hesten, Joseph! leeg et Treppe over den, og vent en Stund, for du giver den at dritte.« Med digse sOtd greb hatt Broderens Haand, og sorte hant ind i Viert-Z »l)uset. ) Uagtet dette Vaertshus laa omgioet as Litowstis Bestdkdelsseh havde dog hans Eisempel tun lidet dirtset der ’Paa, thi det var itle stort bedre, end de Kroer, der almins Idelig sind-es ved de polste Landeveje. J et enestse stort Bee Irelse oar Kutten og Dagligstue sorenede, Jldstedet, sottt las midt i Værelset, var uden Røgfang, og Regen bortførtes gennem et Hul i Lostet, Gulvet bestod tun as stampet Ler; E Kjøttenet selv stod en Ko fastbunden, der drejede Hovedet lzenitnod Jldstedet, og med Begærlighed indaandede den rann-e Rog, som derimod var Mennestene til stor Besvær; Hans og Ænder vandrede frit omtring paa Gulvet, tnedens en rødspraglet Hane var flojet op paa en Bjcelte unter Los-« tet, hvcr den galede højt, og saa stolt ned paa de evriae Jntoaanere i Verrelsei. Rundt otn Jlden sadde nogle pjal tede Born, hdis Træk, der soreslen oare s:t::kkc, take den igraelitisle Rates untislendelige Præg. Ved Siden as dem stod en nantmel Pfg-z sysselsat nted at tnuse togte startofler, sotn ooenitøbet ille oare skraellede, hoilten For tetning Bornene nted ntegen Deltagelse betragtede. Vcerten, i hvig Aasnn Godmodighed syntes at tcempe med Zttnhed, ilede strals til Døren, da Adalbert traadte ind, buttede og nttrede stor Gliede over hans Anlomst. Der efter aabnede hatt en anden Der, og sørte begge Brodrene ittd i et Eidevcerelse, sont rigtignot var mindre, end Kol lettct, nten derintod saa meget ordentligere ud. Et stort tizteitab stod i en Kroa, og paa de hoidkallede Vceage bang ndstillige Portraster af rugsifte og polste Generaler, som just Ette didnede ont noaet Mestserslab i Kunstem Blandt digse nrntasrleke isatr General Diebitsch sia, der saas ridettde tun Epikfen as Bttltanltjeraet tnedens hans Heft med e: ettcste Eprina sttnth at ville stttrte sig ned i Dalen. »Du har sntutte Billeder«, fagde Casintir, ,,tnen as an di itlc lede, bdad lsar du sorresten at ttedcetix tttco?« --—- ,,tft·cellence, jeg er en fattia Mand«, svarcde For-cit. --- »Hier du itte et Etntke Stinke, Salonton?« — ,,.L-:rten oed jo net, at det er dort Foll sorbudt at spise as Inn-Its Jena« -— »Bei er det samme, otn det er sor ltudt, Salomon, naar dtt blot hat det.« — »Nej, jezt hat det, Gnd strafse mitt, itte, men jeg tan not stasse det.« — »Sna stas det da!« —- «Ja ja, nten da det er sorbudt, toster det tnere, som den unge Hserre begriber.« —- «D-et er litte ayldigt, ftas der blot!« — »Strals,« sagde Salonton og git buttende stn Ves. «.ltort ester totn han ind igett med den forlangte Stinke og nted en Flaste Vin, sont dan opstillede psaa Bot-det, der ncest aabnede han Egestabet, og tog et Par Solvbeegere ud deras, sont han satte soran Castntir og Adalbert —- »Du har vist mange Penge i det Stab?« sagde Casentin — »Gud strasse ntig itte en Stilling, Excellence! Franstmætt— dene hat allerede plyndret det for sytten Aar siden, og dt jeg ilte hnvde mete, toang de mig dog endntt til at be tale dem tohundrede polste Gylden.« — »Tohtutdrede polsle Gylden betalte du endnu, da du itte havde mer-e, det var et Kunststytte, sont Faa sie-l gore dig ester.« —- ,,Ja, og ooen i stobet vilde de Menge mig, sordi jeg ilte kunde stasse dem Gul"dpenge.« —- »varsor dlev du da itte hcengt, Sa lomon?« — ,,Ffordi jeg gav dem Anslag paa etc-Anden, sont de tunde hænge i mit Ste «, soarede Salomon med en snu Mine. -— »Deri handlede du vel, men htt- nu: Hom nteget vil du have for at spise det Stytte Svinetpd, der ligget?« —- ,,Jtle sor alle de Statte, der vatei Jerusalems Tempel,« svarede Salornmt sorstreettet, ,.thi Svinet er et urent Dyr.« — »So-a lud den ene Urene sortære den an den,« sagde Ca«simir, idej han lastede et Guldstytte paa Bordet·; »spis, Salomon. ssaa hører dette Guld dig til.« —- »Drt er Gud strasse mig bestaaret,« sagde Salomon, idet hatt begærlig greb ester Guldstyltet. —- »Naturligvis,« Jvarede Casimir, ,,thi det komm-er jo sra dig selv, det var Edlandt de Penge. du sidst luante mig.« — Nu greb endelig Salomem Stinten og spiste den, idet han bestandig tastede site Blit paa Guldntyntm »Fidelio!« raubt-e Caftntir. »std op, ntin Dreng, og wer andeegtig, wen-s Salomon ls;)iser!« —- Fidelio reiste sig strats op paa to Ben og jdlev saaledeg siddende, medens Salomon ist-ist« Endelig ·da hatt var fcerdig, kastede Castmir Guldstylttet til hant lunder hoj Lattcr. »Der hast du det,« sang han, «tnett tun patt Viltaar as, at du laatter mig hundrede Dutater endnu, for denne er en as de stdste, jeg ejer.« —- ..En anden Gang tan vi tale deront,«' svnrede Salomon. idet han atter buttede og git ud ai Donn. » «Det er dog del ilte dit Alt-on Casintir, du behøoer jo dog itte at laane Penge as nogen?« sagt-e Adaldert. — ,,Jo vist bebt-ver jeg, den aatnle er altsor paadoldende, han tatt desuden itte lide mig, som du ved, og giver mig »saa godt sont intet.« —- »Men du er io gist med en ritt Ksone.« —- »Det er sandt,« svarede Casimir med letstndiq Latter, ,,jeg er en gift Mand, men det husker jeg aldrixt paa, uden naar nogen minder ntig derotn; intidlertids es min Kone ogsaa gereig, Fader har desnden taget det tneste under stn Bestyrelse, og jeg selv eiee det endnu tun i Haabet, sorstaar du« og tnaa dersor viere Salomon meget tatnetnntelig, naar han forvandler Haabet til Vir leligihed.« —- »Du er endnn lige saa letsindig, som du altio vat.« —- ,,Rigtig, og det vll jeg blive til ntitt Dodsdag.« Nu tog Samtalen en anden Retning, og Brødrenc vbeglmdte at otntale flere Familieanliggender, der, for saa vidt de kann-e interessere os, med Tiden stulle blive fortakiä Blandt andet erfarede Adalbert, at den unge Mand, has mødte ved Jndgangen til Byen, var Casimirs Stang EBnnaventura Zalesti, som m)lig hnvde aflagt et Bei-g hos sin Søster. For Reiten fandt Casimir lige saa lidt Behaa i denne Svoger sont i nogen anden af fm Kones Familie, iscrr ntrede han fm Uvillie mod Frøten Leontiwe Zalesti, en Geister af hans Konse, der bestandig ophokdt sig hos denne, og som han erklcerede for en af de egens sindigfte oa tedeligste Stabninger, han nogensinde havde set. Endelig taldte Casiniir paa Betten, og tastede endnu et Guldstytte til hom. ,,Det er for Fortceringen « sagde han. »Det Guldstytke er ti Gange saa meget vcerd, sont vor hele Fortæring,« sagde Adalbert —- »Det brydet fea mig tun lidet om,« svarede Casitnir, hvorpaa begse Bredrene igen stege til Heft og rede dort. Rort efterat de to fremmede vare bortredne, hettes sen sagte Bank-en paa Salomons Rude. — »Mein er det?« fpurgte Salomon. — »Bei er mig,« svarede en Mund udenfor, medens Toldbetjentens Anfigt blev synligt net jved Vinduet.—— »Hvad vil du, Jwan?« spurgte Salomon. J— ,,Hrein var den fremniede Herre, fom nylig red igennem lByen?« spurgte Jwan. — »Ei, det var den yngste af lStarostens S,ønner der nu er kommen hjem fra fin aben landfte Reise « —»De t er en anden Sag,« svarede Jtvan, l»han er studfri « —- ,,Har du haft ham mistcenkt, Jtvan?'« » —,«Nu derom ville vi ikke tale, jeg mistænler a"lle Men Fnestey naar jeg itte tender dem, men Starosten et en brav !Mand. « — »Ja, han er en mcegtig Mand, de siger, at han gaar ind og ud hos Storfyrsten, naat han hat Lyst dertil; men hvorfor mistcentte du ellers den unge Herre?«— ,,"«’59rdi han itte vilde svare mig, da jeg spurgte ham, vm han var en tro og underdanig Underfaat af Kejferen,«« sagde Jwatn og vendte sig om og git. Men for han endnu havde naaet sit Hieni, blev han Pludselig standset af et Par Ryttere, der i Starostens Ncwn befalede ham at folge dem. Jwan bled da rolig staaende og lod uden Modstand, ja Uden at mcele et eneste Ord, sine Hcender binde fast til Halen af den ene Heft-» Dserpaa galopperede Rytterne bort, og Jwan maatte an spænde alle sine Kræfter for til Fods at folge dem. Undet Kapitel. Hjcmlomsteir. Den gamle Litowsti var optaldt ester den sidste polske stonae Staniglatls, ved hois Hof han var opdragen. Den polste Adel synteg i hin Tid temmelia fordcervet, thi de celdre, strengere Fast-er date sortrængte af Overdaad og Praat, oa den høje Fiedrelandstcerlighen der siden adlede Polen midt i lllt)tten, lJadde den Gang endnn itte vist sia. Da Litolrigti snarere hørte til de beregnende end til de beaejstrede Wander, saa havde han sat sia i Hovedet, at Polen under ingen Ontftcendigheder tunde modstaa Rus landg Drum-an tlli at det starre Land maatte faa Oder-« vcrat over det mindre, beregnede han liaeieem efter Mas serneg Lode; den moralste straft derimnd Staate han al delei itle med ind i Bereaninaen, Da tæntte enten itle derpaa, eller ansaa den, naar dens Birtninger nødte ham til at ttente derpaa, som et Sommert, som uden Nntte for det hele maatte styrte den entelte, der viste det, i Unver gang. J hans førfte Ungdotn var det, sont vi siden stulle here, Lidenstab, der ltragte ham til at tage Pasrti for Rus serne, siden var det derimod en fast og fuldtornmen Oder lsevigning om, at han ene saaledes tunde virte til sit Fcedrelands Fordeh hvillen han satte i en sitter Nydelse as materielle Goder. J Folge heraf betcentpede han ivrig Fionstitutionen af tredie Maj, som han troede udsprungen as et farligt Sværtneriz for at omstnrte den indlod han sig; endoa i en Sammensvcergelse derimod, sluttede sig til de inisfornøjede ved Targolvicz, og lastede stg med dem aldeles i Russernes Arme. Det var naturligt, at han ved denne Fremgangs maade ilte vandt sine Landgmænds Karlighed, og selv Russetnes Gunst kunde ikle bestylte ham for Følgetne heras. Estet slete Ktæntelset, som han troede usortjente, og under hvilke den herstende Magt efter hans Mening ikle ivrig nol havde bestyttet hom, beslutede han endelig at modtage et Starosti i det sydlige Polen og at leve for sine Godsers «Bestyrelse, hvorved det Blik han besad for alt, hvad der laa indenfor Beregningens Grænser, lom harn Vel tilpas. Han gjoede stg fnatt belendt lned de bedste nnere Sktister over Landhusholdningen, og foretog i Følige de Kundskaber, han saaledes tilegnede sig, sont vi alt have antydet, en Mcengde Forbedringer, hvorved hau soregit sine Landsmcend med et gavnligt EtsempeL og ilkes lidet didtog til den luldtomnere Agerdyrtning, san nu: lidt est-er lidt ogsaa indsørteg i Polen. Sin celdste Søn bestemte han til den militære Leibes dane; vittelig havde denne vgsaa tilbragt et Par Mut sont Lssjtnant i et Rytterireaiment, men da han ille kund vænne siq til den- strenge Krigstugt, sont Storfyrst Em stantin sotdrede, udvittede Fadern ved sin Jndflytlklsg bang Ajsled fta Tienesten Denne Son, der var den«egent-.— Iige Art-sing til Staevitens store Gut-A hande· han for nogle Aar siden giftet med en ria Kone, og det er hem, som vi have leert at lende under Navn af Casitnir. Sin yngte Søn opdrog Starosten til Studetinget og sendte hant, da han hadde opnaaet Ynglingsaldetetr, til Universitetet i Warschau. Siden stassede han hasm end oa Tilladelse til en lldenlandSrejse, som ellers i de fenete Aar sjcelden blev tilstaaet en Polai. Adalbert havde nu i ljalvtredie Aar epholdt sia i England, Paa det han ont tnuligt tnnde tilegne sia noget af dette Lands praliistes Rand. Kun paa Hjemrejsen aflagde han et tokt Bessg i« Franltrig og Tmtland, og det var fra denne Ud«en«landö rejse, han nu vendte tilbage. Eiter at Adalbert og Casimir havde sorladt Salomonis Qui-, rede de hurtig til og ftandsede først udensor et just ilte stott, lnen doa scerdeles smutt leot, hvori det flade Tag tilligemed en Meenade Søjler mindede om den itali ensle Smaa, i hoilten de volsle Slotte som ostest ere Ug ae:e. Omteing denne Bolig laa flere adsvredte Hufe, fpm alle date Prcea af, at de nylig vare opferte; langen harte derisnod saa man Rainer af en overordentlig stor Pyg nina. hvoras begge Fløjene vare nedrevne, og hvotaf time ligvis Stenene vake brugte- til det ny Slots prskeokk Gotthey