Den sinlstie Jst-inne nun Tjeles
Livsstildring sra Reforinationetiden
ai
H. R Guald
k —
"—D Unden Bog. sit-.
(Fortsnt.)
»Eders Fader,« sagde ved denne Lejlighcd Predbjørn
Podebust til Biip Oluf Mant, »er, frygter jeg, helt senken
srn vort Parti. J man Viere fattet paa, at han sejlek i
ENDng Gjøes Kslvankn saa ssandt de i bedste Forstaaelse
fUTgkks Od- da VI spkgsngkll Dag stiltes paa Vingegaard.«
»Saa maa Rigens Hofmester," svarede Oluf Mant,
»have den gamle reeddelig med det Spsgelse, hakt fkygtek
værre end selve Dicke-elen, Kong Kristjerm og forestillet
hom, at de Lybsie atier ville sætte ham ind, hvad de vel
lade MVU WITH de have taget Sonderbcrg Slot.«
--;(1-« ngVe Pkedbjstm »Mogens har en glat Tunge
IS kk stETk i thfsrelfens Knnst.· Han hcr ogsaa anstrengt
sig Mkd den wenige Adel, og di ville sinde en slon Hoden
Folt i Rye i. Morgen.«
,,Aaih,« udbrsd Jprgen Fetts, »dermed har det ingen
Fare. Vi ere her mandstekrte, og Mogens slal finde os
feste, dar ban end santet flere Folt sammen, end der er
Gran i. Solen.« —
Med Hovederne sulde as verdsliae Tanter gil Pete
later oa Munte samt de to liege Rigens Rander ad Klo
steraaardens hvcelrede Omgang til den store og prcegtige
Klostettirte, under hdis hsje Hoælvinger ngelsestyer hol
gede, medens talkige Lyg bscendte paa Vor Frues Alter.
Foran dette stod Abkcd Pedcr i fuldt Ornat, rede til at
lcese Messen, understøttet af Prioren, Subprioren og Dia
tonerne. Da den var læst til Ende, brød Korsnngens jud
lende Toner frem, idet Muntene i. Forening ened Kordrens
gene sang den heilige Jornfrus Litani, hvis Kyrie eleison
og Ave mariH stella dalte Genlyd i hver en Krsog as Hirten
vg lsd vidt over Seen i den stille Sommerasten. Det
havde nemlig den foregaaende Dag vceret Mariae Besøgeli
sesdag, den Fest, som den tatolste Fiirte allerede fra det
tolvte Aarhundrede plejede at ljelligholde til Minde om
Jsotnsru Marias Besen bog sin Frcrnte Elisabeth. Da
Prcelaterne paa Reisen itte liavde tunnet fejre Festen,
bleve nu Lovsanaene ester Bisp Odee Zuste aentagne. —
Furtlende steg Eolen den nieste Morgen op pna den
tlare Himmel on led sine gnldne Strnaler spille paa d:
stovilcrrte Butter, pna Zantt Zøreiiö Kirtespir i Rne da
raa Im Klosters-.- Tasse on tnttete ("»3adle, niedenz en lJt
Tanne stjnlte »Er-eines inejldlnnte Finder. Still-»den i
Liliten spaaede, at Et. Marting Tun dilke klire en steti,
darin Zoiiiiiicrdaq; inen san eller innen Sjasle nlcrdede fis
i denne frisle ;t.Itor:ienftni-.d seiner Nennung- Herlintien Ta
gen-J Li: fandt bog innen sokeixde i kttne: der Sande den
hele Nat verret ftor liro on Larni as ftadia indtrasisende,
nn Gcesier, ssic at de, der date tonine tidlig, tun sit en
tort Sonn.
J den anrle Illioraenititnd samledeis flere as Riaens
Rander on en itor Stark as den nienine Adel sta i Praites
naarten, hvor Niaeng Hofmester licnde haft Nattelierberae
Herterne git ud og ind, og der var en stor Flot as dem i.
Gnarden, hvor de stod i Grupper on samtalede om Dagens
store Emnr. Der san man Or. Moaens sra Title, Kri
stoffer Rruse on Laorids Lunotv, og blandt de Udsendinne,
Riesens Hcsmester lsavde nnttset sig af, on som næiten alle
dare vendte tilbnge i rette Tib, manglede hverten Folmer
Rud eller Gert Eritsen.
Gert var over al Maade vigtin as sit Buderidt og
stod nn i en Krebs as Tilhørere og fortalte pralende deronH
uden at bryde fig om de Spottegloser, der vantede sra flerei
Si.der. Han havde aabenbart den Mening, at hois Hertug
Kristjerns Vaig trcengte igennern, tiltom der hain en stor
Part at Æren.
»Hvad tytles eder, Godtfolt,« sagde han, idet han
stod og streevede vidt med de lange Ben og bastede med
Sværdbalgen paa Ridestsvlerne, »om et Fandens Ridt
som dette? Jeg red fsrst til Strandet til Jver Juel og
saa en Svip ind i Øcsled Kloster, saa vel sire Mile —«
»Stop, Gert!« faldt Folmer Rud ind, »sig os, hvad
Ætinde J havde shos SIstrene i Orsleot Ogsaa jeg red
i Hofmesterens Ærinde, men deriblandt var for Sanden
intet Bnd til Munte vg Muttert«
»Nu, nu,« svarede Gert og plirrede med Øjnene, «J
er en starp Fritter, Folmert Dog blandt gode Vennee
tan Aarsagen gerne blive kundbar. Jver Juelö Ol, maa
J vide, var lovlig tyndt dg hans Flæst seigt som Leder,
saa jea fslte en seer Kulde og Vred i min Mave, da jeg red
fra Strandet, dersor saa jeg ind til Priorinden i Orslelx
Kirstine Thomasdatter, bvem jeg hat haft Kendstab til
sra Barnsben. Ved min Helgem der var bedre Kraster
i Nonnernes Brygning, og Klosterslieslet stulde itte bryde
stpee Tender!«
En straldende Latter lod sra hele Kredsen, og Kri
stosser Kruse sagde:
»Im Kristine maa visselig ilte have vidst nsoaet om,
Gert, i hvilten sul Retter hun ttyldede sit gode Øl.«
»Der feiler J vidt, Kristossert« svarede Gert med
Selvsslelsr. »Gut Eritsens Ry er gaaet vide otn Land,
spsrg eder for! Nei, det hang saaledes sammen, at Kir
stine on hendes Nonner vare over al Munde glade ved min
Snat og den Pose nyt, jeg bragte, da jio Klosterjomfruer
imellem Stunder ere Die-den neer as Kedsomhed. Dei var
dem ved Santte Søren lige toert, hvis LErinde jeg red,
havde det end været den lede Satan, naar jeg tun vilde
dvcele has dem og viere dem til Tidtort. Klappede iea
en af dem paa Kindern sterldte hun niig vel for en Stall,
rnen lo dog dems»
Tillwterne lvnnede Gerts livlige Fottaelling med en
ny Latier, og heilig opmuntret sagde hnn med et Sul «Jeg
tunde være bleven her i Dage og mædslet mig ved Klo
stersulet, havde jeg itle givet Rigens Hosmester Mand
stan paa at udrctte mit Ærinde tro og hurtigt; men jeg
tunde have ventet der endda, havde ieg ridst sornd, at jeg
stulde opholdes paa Krabbesholrn i to Nætter og en hel
Dag. Crit Lytte var først itke til Hufe, og da han ow
sider vendte Nasen hjemad, vtste han stor Tvivlraadiglied
«I
Hr. Mogens’g Brev voldte ham svarligt Hoved-brud, og
da jca heller itte tunde faa mere Forstand dems, end otn
jeg stirrede paa Sandet, som en Flot Høns var loben over,
vitde vi have vceret ilde stedte, var itte den Ørslev Kapel
lan urentet kommen til. Jeg truede den sule Sorttutte
med min blanke Daggett for hans Næse til at lasse M·
Da han nu tndede os Brevet, tendte jeg hvert Ord igen,
som Hin Mogeng havde sorelæst mig, stønt jeg itte evnede
at remse det op ud of Ho-vedet. Nu fit Erik Tro til mig,
og godt var det, jeg ventede og tog ham med, sont Hr. Mo
gens havde paalagt mig det. Han bandede paa, hvor vi
)tom frem, at jeg talte Sanden, og det Fandens Brev med
Hsine Kragetæer tunbe nu blive urøtt i Ledertasten under
Imin Brystdug.«
T Gert omtalte itte, at Mogens ste havde tilsøjet i
Brevet en Opfordring til Jver Juel vm at ledsage ham,
hvori han tun var bleven hindret, ved at Gert i Vrede over
den ugmstsri Modtagelse brat var faret fra Strandet.
»Na git det den tredie Dag hovedtulds as Sted med
Crit og hans Svende i Folge gennem Sallingland til An
ders Steel paa Hegnet. Han var strats vor Mand, og vi
red med ham til antrup, hvor Erit Krabbe tog gæstrnildt
imod os. Vi havde der en Fandens Akten med Bkætspil
og Dritten, saa hver Taler, Rigens Hofmester havde stern
tet mig, git as min Fitte og i Anders Steels. Dog tue
vede Rigets Tjeneste og min Anseelse svm Rigens Hof
mesters Udseending, at jeg itte teede mig som en Pratter,
saa det angrede mig tun lidt.«
Tilhprernes Latter brsd atter los-, men da der igen
blev tyst, tog Gert fat paa ny og sluttede sin Fortcelling
fauledes:
»Vi havde nær sorsovet os paa B.ustrup, men vi vare
dog i Sadelen i ternmelig god Tid. Nu red vi, Erit Krab
be og Ihans Ssvende i Folge, vi vare over fyrretyve væbnete
Mænd i Hob i alt, over Grate Hede til Kjersholm, hvor
vi tom bus paa Erit Sandberg. Med ham maatte jea
tævles en Tib, og hans Kdinde græd og svok, det vilte
toste Erit hans Hader-, satte han sig op mosd Rigens Reue-.
Vi sit hende stillet tilfreds, saa der blev Grin efter Grund,
og vi red glade nied Erit Sonder paa.«
»Nu, Gert,« sagde en as Tilhørerne, »J gjorde eders
Sagek godt og sit vel stor Tat as Rigens Hofmester?«
,,Jeg fit Tat og noget desuden,« svarede Gert og klap
pede paa sin Jst-Ile. ,,Jeg haode jo tilført ham fire gore
Mænd oa deres Svende, foruden Jver, som red sig egen
Kans. Vi red det sitsje Døgn saa vel tolv Mil, saa det
var alt det, vore Øg vandt herhid over Bjaergene.«
»Im teder mia ved den Snak,« sagde Folmer Rud til
Kristoffer Krnse va, tca ham under Armen, hvorpaa de git
samtnen ud as Prcestegaarden og hen ad Beim
,,Jea ventirse,« iaade Mist-offen ,,at here dig fortcelle
om Dit Enspasnder REPL«
»Der er itte.stort as iortælle deroni,« searsede Folmcr
med en aandgfravcerende Mine.
»Lad bog here, hvorledeszs ret ait dia,« bad Ftristosfet
»Nu, jeg havde god Lntte noglc Zte·c-:r, dea itte de:·,«
hvor jeq iscrr havde ønftet det. Tet Drøje Ridt til thøgel
tjasr tunde jea have sue-ret, fcrdi min Fremde Knud Jer
aensen tun hadde fasse er til Zvar oa aldeleg intet vilde
børe om Hertuq Firistjern. Oan rat alt i Opdrud for at
drage til Korfør og værge for sit Len.«
,,Ru,« mente Kristofser, ,,deri handlede han itte 11re:·.«
»Bei foretommer mig,« sagte Folmer hovedrystende,
,,at han itte vil gsre de Lybite stort Afbraet. De«t er satt
ledes sat med ham som med flere, de frygte den ene Kri
stjern vaa Standeng Vegne, den anden for Hirtensng
Troens Stnld, og saaledes bliver Riget fremdeles tonge
lost.«
Folmerg Fonnkdning gil førgelig not i Opfi)ldelfe.
Allerede inden Maanedeng lldgang havde Knud Rud hyl
det Grev Kristosser, og han fulgte saaledes det daarlige
Elsempel, som ncesten hele den fiællandfle Adel gan, idet
den for at tedde sine gode Lcn med forargelig Hurtighed
bniede Ratten under dei lnbsle Ang.
»Vi Ruder,« vedblev Foliner, »hasve aliid veret stckrli
tikkeligr. Da Knuds Søn Jøtgen blev lristnet, maatte
ingen tingere Faddere til end Sanlte Jsrgen og Santte
Kriwa oq Gudmodek blev Junika Maria selv —- et scert
jGøglefpill Jeg er ogsaa den cneste luthetste af Slægten,
Horn dei sorte Faar i Floklenx nu, der sial vcere en VEW i
)hvet Ætj Jeg vvlder mine Gtcemmelse, og det blivet vel
endda ikte detved.«
»Hvotledes deli« spukgte sit-Messen
Folmet iav et ØjebliL T
,Btring Margaret Mogensdattet, den fptste Gang
du set chende, min Hinten-Z Hiler og bed hende være vis
paa, at hun ingen Sinde ganget mig af Mindes«
»Jh,« udbtssd Kristosser studsende, »e: det sauledes
sat?«
»Jeg dtog dig herud«, sagde Folmek, «for at give
dig den Hiler til hende.«
Mist-offer tan, men Folmer læfte i. hans Aasyn tende
lig Mishag.
»Vid da nu,« tog Folmet atter til Okde med fast
Rost, ,,at fange vi Fred her i Riget igen, og faar jckx no
gen Sinde attet Faden under min Bdrdende, slal, vil
Gud, Matgatet Mogensdatter sidde der soin Hugfrur.
Du tier lockt-, Kri.ftoffer?"
,,Vel, at du venter,« srarede Kristosset, ,,nu er det
iile Tire at elst-:, men at tjene sit Fodeland, og vi vide
heller itte, hvad Dag det btyker los her i Jnlland med
Blodsiyrtning, Nov og Brand«
»Derfor er jeg her,« sagte Fol-ner, »og drager nu
Zonder Pan i Morgen i Rigeng Hofmestets Folgt-, hvis
alt gnar her i Dag, sorn han veniet og sitlert trot. Sig
mig bog nu dit Hiertes Mening om Margaret!«
»Der for mig nogle Tanter gennem Hovedei,« sagde
Kristofierz »dem holder jeg nu hellt for mig selv, da jcg
ved, at du er den Mand, der rander dig selv.«
»Im fer, du iendek mig!« ivarede Foliner.
»Im under vel Margarct Mogensdatcker godt; men
icg under dog dig endnu bedre.«
»Vi have vanlleliqe Knar,« sagde Folmer eftet el
Jieblils Tavsljely »især fordi Margaret er saa ærekcer.
Du man itle tro, at hun trcenger sig paa; tvcettimod vifel
hun mig snarest af. Alt, hvad jeg formodet, du nys tænkü
O) Skiitning.
»
paa. er kommet til Orde mellem os· Finn Herren ded,
hvad Enden mon blive. Dog er det Titfældet, at jeg itte
tan leve hende foruden.«
sieiftoffer saa sin Ben i Øjnene txt-II et deitazende
Blit og ratte ham Haanden
»Der ventcr dig ikte blide Kam-, Folrneri og faas
talliae ville dine Bennek blive i den Saa. ch stal jeg
finde-H iblandt dem og heller iite nu unzlade tro at oder
bringe den Oilsen.«
Falkner tattede fin Ven med et varmi Haandtryk,
csg derpaa git de til Kisten, hvorhen allerede IJienneste-«
strømmen dkog.
Herredagen var faftsat til Klotien otte; men en h:l
Time forinden ringede den store Kirietlotte i Sankt So
reng Kittetaarn for at fortynde, at nu ncermede Tiden sig
til det vigtige Møde. Underligt ellers, at ikke den Incegtige
Helene Sankt Severin ved ldenne Lejlighed lod et eller
andet Mirakel ste, sont at Klottens Knevel hang urdtkelig
og ilte lod sig røre, eller at Kloiten selv for ud af sit
Glughul og borede sig ned i Jorden, hellere end at sam:
mentalde saa stor en Flot af de argeste Ketten, der fnart
flulde spinde deres Recnter paa Sankt Sprens indviede
Grund, og som eftertragtede intet mindre end at saette paa
Tronen en Forste, som havde sagt, at han hellere vilde
gaa til Fods derfra og lade alt ligge end taalie Papisterneg
ugudelige Vcesen, eg som alt i sit eget Hertugdømme havre
handlet derefter og budt Kirlens Tjenere Brodden.
Almuen havde samlet fig i temmelig stor JJiaIngde
omiring Kirtegaardsmurem ifær ved Jndg-angen; dog vare
Bønderne mest tomne af Nysgerrighed og for at se Rigets
ftore Herrer oa Prcelaterne. Te vidste jo, at de itte tunde
udøve nogen Jndflydelse paa det vigtige SpørgsmaaL soin
nu stulde afgøres, desuden var Kongevalget en Sag, som
laa dem fjern. Deres Be og Vel afhang mindre af Kon
gen end af de Herren som vare ncetmere ded Haanden,
oa de tcentte sig itte, at det Kongevalg vilde have nogen
Jndflydelse paa deres egen Stilling. Denne Egns Bønder
havde det fokholdsvis godt under Kirtens nxilde Scepter,
og de, der itte vare Klostertjenere, pnstede intet bedte end
at blide det. J det hele taentte de, at Jndssættelfen af en
nn Konge var de store Herrecm Sag. Te saa da til med
udeltagende Tilstueres Ligegyldighed.
Dog bleoe de valte af deres Sløvhed ved en fanatist
Benedittinermunt fra Vder Kloster, der havde stillet sig
paa Kirleaaardsdiget og derfra ivrigt talie Kirlens Sag
og itemplede Hertug Kriftietns Valg fom en Helvedes
Gernina, der vilde draae hele Foltet ned i Fortabelsensjs
Afarund Hans er date møntede paa de icettetste Adels
mcrnd, af bvilte allerede en stor Stute var samlet inde
paa Kirteaaarden, men naar de lo ham ud da dendte sig fra
l)am, soksmaaece lzian itte at tiltale den menige Almen-,
fein ltnrte dan ham med des ftørre thidagt. Dei var saare
langt fra, at den lutlzerfte Adel havdc oundet Jndgnng ho-:
Bonderiie, ja Der itnlde gaa en hel Menneftealder eiter
Tiieidrmationeni Jndforelfe, ind-en den ttcrnate igennekn
tä. Folletg Massen Tog mantte den nidtære Munt doje
ltaarde er og starp Tilrextevisning seid af de papiftifte
tidelszmtrnd Vlirefrngien for Geistliabeden havde lige fra
ticna Hand-Z Taste været i itærtt Aftagende hosJ Adelei:,
fom ansiede, at Muntenes Havesnge oa Overinod ftcrttedesz
Med stor Triftiglxed og bedre Held tiltalte Munten de ic
førite Siiigens Raader, som indfandt fig, nernlig Rid«ders
manden Or. Ove Vincenter Lunge til Tit-Sinkt oa Niels
Brot til Essendorp lgainmel Estrup). Da de ncrrmede
sig Jndaangsporten til Kirlegaarden med deres Svende
foran sta, som stødte da pussede med Albuen og med høje
Raab gjorde Pladg for dem, sprang Munlen ned fra
Diget, ait dem i Mode oa standsede dein, idet han tildelte
dem sin Velsianelfe, iom de modtog med blottede Hoveder·
,,Gud oa den hellige Severin benedide eder, Or. Ode,
og eder, Nielsi J ere de forste, soin komme til det høje
.Raad, hviliet tyktes mig et godt Varsei. Guds hellige
»Mode: og alle Helgene ftyke eders Bill-i- oa Tantefæt, faa
iJ træffe en Afgørelse, der vil blive den heilige Kirie til
Stcerm og Riget til Gav«n!«
»Tai, cerwkrdige Faden Takt« svarede Niels Brot vg.
satte attet Fjerhatten paa vaedet for at gaa ind med He.
Ode. »Jeg trenter, J itte faar Aarfag til at bande os,
naar vi eftet endt Raadflagning gaa herfra.«
Dog git denne Spaadom ingenlunde i O·pfyldelfe.
De gode Herrer havde endnu itie ptøvet Kræster med en
stættekr. nemlig Hr. Mogens Gj-e, som nu kom, ledfaget af
et stokt Folge. Muntens Seine funklede af Had, da han
saa sin Stands dtdelige Fjende neernie fig, vg tun Frygten
for at blive straffet paa Krsoppen afholdt ham fra lydelig
at udtale en Forbandelse· Dog tunde han itke gansie
mestre sin Lidenstab. Han ttaadte frern og løftede sin
højre Haand advarende.
»He-it er Herrebud, dog højere Gusds Bud; det drage
J eder til Miinde i Dag, Or. Msogens!«
,,Af Vejen, dit papististe Kreatur!« raadte en as
Scendsene, som med dtaget Sdærd git foran Rigens Hof
nester for at gøre Plads, og gav i det famme Munien et
«P:if, satt han tumlede tilbage. ,Hr. Magens forde sin
Soend at beuge Vold. Nu lød Muntens Forbandelse
Rinarende ester bunt, da han git ind ad Kirteg-aardsspsorten,
ca der opstod Tummel, idet et Par af Svendene drev Mun
ten bort fra Jndganaen oa ind i Foltets Stare, som
luttede sig efter ha:n. Dog viste han sig sit-als efter paa
Stendiaet, itirrende efter He. Moaens’s høje Stiftelse,
idet den forsvandt gennein den lavse Kirkedør, fom om han
havde ventet, at Deraabningen vilde ftyrte samnten og
tnuie denne Kirtens arge Fiende.
Efterhaandsen indiandt de andre Rigens Rander fig,
og tiliidit iom det ftore Bispetog fra Om, ledsaget af nas
sten to Hundrede Svende til Heit. Dog vare de Seien-,
Rigens Hofmester og den nienige Adel havde til sin staa
dighed, nu det langt vvetlegne i Antal. En sluttet Ter
stillede sig ved Jndaangen og modtog Prcelaterne med Æv
bødighed tnen forbød dekes Svende Aegang til Kirtegaars
den paa noale neer. Dette huedc Bispetiie ilde; men de
stønnede, det var nu raadeligst at gøre gode Miner til slet
Spil, og Stvge Krumpen hvistede til fin Fodermarft, at
han stulde holde Foltene samlede eg om muligt siden søge
at ttænae ind
Alle Bisperne prangede i Flejl rg Silte, kg blanit
dem siinnede især Styge Krumpen i Prcemonstratensernes
snehvide Kjortel, idet shan med megen An tand, men fuld
, af mørle Anelset git ind i Kirtetn Ove Bildes Aas
i var aloorgfuldt, men srejdigt, som om l)an stolede pas
sin gode Sag og i iniet Fald frygiede Vom hvorimpk E
Llnf Mnnk og Jørgen Friis stat Hovederne samtnen og
blussere as Harme.
J den anseelige Kittes Kot var herisat ei plumpt Ege
ircesbord Ined fiotten Stole om, og der tog nu .-de Herrn ·
af Raadet Plan-H efter at de med al Høviskhed havde hilft
hderandre. Rigens Hofmester indtog Forfcedet for den
ene Botdende og ncesi ham havde Ptælatetne, som de for
nemste, dereg Pladser. Ved Bordets højte Zide sad Jst
gen FriiLy Styge Krumpen, Mogens Munt, Erit Banner,
Hsolger Rosenttantz og Jver Juel, ved den venstre Ove
Bilde, Oluf Munt, Predbjørn Psadebust, Magens B.ilde,
Ove Lang-e oq Peder Lytte, medens Niels Brot tog Plads
for den nederste Bordende, idet han ftaemtende sagde: «det
pagser sig vel for en as de saa Brsotter at sidde enssomt."
Da Raadei var sat, reiste den aeldsste Bisp, Jørgen
Friig, sig og holdi, dobbelt opsordret dertil, som han sagde,
ved Stedets Hellighed, en Ben, sont dog ingenlunde var
stittet til at lyse Fred over Forhandlingerne. Vistnot
blede Herren og alle hans Helgene paataldte, men snatest,
iom om der var bitte Fiender as alt helligt til Siede, der
stulde wies-. Bønnen dlev saa lang, at Rigens Hosmester
havde alt sit Selvherredømme nsødig sot at here den tunl
mvdig til Ende. Da Bispen tad, reiste lhan sig brat. Der
var ever hans Aasyn og i hans Hotdning en Alvor, Beer
dighed oa Fasihed, som, endnu inden han havde sagt et
Ord, lod hang Brsdre i Raadet med eller mod detes Villie
føle, at han var en Mand, der itte veg fra sit Forsæt, og
som suldtominen tendte sit Ansvar. Han tasd nogle Se
tundet, og de andre stirrede sordeniningssfulde paa ham,
indiil han oinsider lod sin Rost høre og ftrats git lige til
Sagen. J et mesterligt Foredtag, lige saa tlart og tlogt
i Ferstningein som traftigt og varmt i Slutningen, an
Hefalede han Hering Kristierns Balg. Han undgit alt,«
som tnnde opirre hans Modsiandere og fæstede alene Blit
iet paa Hovedsagem Fcedrelandets Fare og Nod. Han
prisie Heringens Dyder, taldte ham en vis, sindig, tcentsom
Herre, der· frygiede Gud, havde tene Saeder og et mildt
Sindclag, doa liavde en fast Villie i Futens Stund, fuldt
dcerdia at bcete Kronen og værge for Riget, til hviltet han
endda btagte Hertugdøinmernes skønne, lnstelige Lande og
hele Magi. Han mindede om Raadets Løfte til salig Kong
Ftederit den Førsie efiet lhans Død at vcelge en af hans
Sonner oa spnrgtc, oin der da tunde vaete Toivl lcenger
om Valaet.
Tnb Tavghed fulgte paa Moaens Gjøes Tale, der
itte aanste hadde sorseilet at gøre Jndttyt paa ntgle af
Danis klliodftandete, iscet itte paa den mest fcedrelandssiw
dede ai dem alle, Bisp Ove Bilde. Andre bleve tolde, saa
Iedeszi Etnae Krnmpekn der hdistede til Jørgen Ftiis:
»Den Tale flød sotn Maelt af et fnldi Yver; doa af
ticenact itle den Sag af fagre Ord. Vote Vota stulle
.snart aiaøre ali, nien i aanste modiai Retning af det,
Magens liijøe aiitaar. Dei er detfcr ørteszløit at spilde
Tiden med I)iodsiaelse.«
Predbiørn Podebust tat dog as en anden Mening;
ihi han reiste sia btai ea toa Ordet mod Rigens Hofmester,
ca det med sior Heftigtied, idet Bisperne lydelig gav detes
Bifald til Ren-de. Eiter ham ialie Bisp Ove Bilde i
sindia oa mild Aand, men nden den fotnødne Fasihed.
Bel iilstod k;an, at Riaet var i Fare, og at Hering Kri
fiietng Vala iurde vcere ønsteli.gt, naat man tun saa hen
til denne Verdeng Sagen men at Guds sog-Kirtens Sag
git oder ali, oa at det var hans hellige Pligt at modsætte
sia en Kreiterg Vala. Den fromme da fædtelandstærlige
Bisps Aasnn oa Stemme fotraadie den smertelige Kamp,
der fdreait i hans Jndte, og hans Tal-: snatere svættede
hanc-« Parti end styttede dei.
Llfstcrnningen git derefter for sig, og til Bispernes
ftore Overrastelse viste det sig, at as de verdslige Raader
havde tun to, Magens Bilde og Predbjørn Podebust, stemt
med dem paa Hering Hans. Reiten ihavdejaaret Hering
Kristiern. Der· stod altsaa otie mod sets; men suldstændig
Enstemmigihed var nødvendig i en saa vigtig Sag. For
samlinaen haesvedes nogle Øjeblitte, og Raadets Medlern
mer git op oq ned i Kirtsn under heftig Ordvetsel. Dei
rygtedes udensot, hvotledes Sagerne stod, og slere ansete
Mænd af den menige Adel git nu ind i Kitten, deriblandt
Hr. Magens fra Tiele, der forst og iscer hilste paa sin Mor
broder, Bisp Ode. Han sit dog en temmelig kold Modtaw
gelse, da bedre bled det itte, da Bispen tlagede sin Nsd for:
sin S«østersøn, hvorpaa denne svarede:
»Motl)rodet stulde helst falde til Feie. Alt Foltetsf
Hu staat nu til Hering Kristierns Valg sdm eneste Frelse
for Riaet.«
»Det tendes«, sagde Ove Bilde ined et bittert Stutt
»hvem og hvasd der hat fort dig til Rye, Mogenst Dog,
ieg bør itte Undte mig«, vedblev han med en hos ham used
vanlig Hestighcdx ,,thi nu salde de trofastse sta, og jeg hat
til min store Sorg og Drøvelse hort, at din Søster Marenx
hat giott et endnu større Fald og et bleer en ful Ket
ieriie.«
Bipr Ove vendte i Vtede sin Softetsøn Ryggen og gtt
saa hen til de andre Bispet for at foreslaa dem at drage
bort iog detsded afstaere al videre Forchandling; meit derwf
blev der i.ntet, thi i det ssamme styrtede en stor Stare wenige
Adelsinasnd ind i Kirten og i Spidsen for dem Gert Erit
sen, der raabte overlydi:
,,Vi dille have Hering Kristiern til Konge og ingert
and-en! hvern sætter sig der Mde Med dem ville vi have
at staffe, bvem de end ere!«
De andre istemmede Raabet, og Forvitringen blev
stot, idet Bisperne raedde veg op til Høialteret
«Gud tilaive eder dette, Mogens Give«, taabte Ove
« Bilde til Rigens Hofmester. ,,J og ingen anden hat stiller
dette an.«
Magens Give gav intei Svar paa denne Jreitesscettelse
’ ksa boldt sia uvirlfoni, idet han hverten opmunttede den «
indtrcrnaende Siate eller foretog noget til at dæmpe dens
« Uro, indtil endelig Bisperne og deres to Meningsfcllet,
« as livilte endoqsaa den modige og haardnattede Predbthn
snnles at blive toiolraadig ved den stigende Latm, lod Ni
i
-
I
. gan Hovmester fotstaa, at naar han tundetstasse Ren-M
iFred, vilde de paa ny orerveie Sagen.
« Guts-erexi- !