Ein sinsie Kaina in Tiere
Livsskildring sra Nesormationstiden
Cl
H.F.Ewa1v.
Ist —
J Førite Bog. sei-—
(Fottsat.) "
—
Fsolmer faa paa hende og selte, hvot fast hans Hierte
var bundet til hendr. Aldrig, der hænde, hvad der vilde,
tunde dette elstede Aasyn, som nu var ham saa ncer, blive
glemt as hani, drog han end not saa langt dort. Aldrig
vilde Genlyden as denne blsde Stenrme, hvis Tone, trost
Ordenes haabløse Bittenhed, i fin Stælven sorraadte den
dybeste Kerlighed, nddø i hans Hierte. Han føl"te, at hun
var hans og aldrig vilde tunne give sit Hier-te til nogen
anden ·dødelig, saa stor Trosasthed og Hsjsindetbed lyste ud
af hendes deilige Aasyn· Dog indgød den Inørte Jld,
der nu suntlede i hendeg Blit, og sont tun alt for godt
svarede til Orden-es Haabløshed, ham stok Ængstelse, idet
den mindede ham om den slæbnesvangre Oinftændighed,
at han cfterlod henda i en rcentefuld Munts aandeligc
Varetagt. Vel dog for Folmer, at han tun tæntte paa
den aandeliae Zinswing Margarets svcermerifte, papi
stislc Odertro tunde fremtalde, Da at han endnu itte tunde
lcese nted Klarhed i det Helvede, Broder Vigand taldte sit
Hierte. !
Han bled ratt af sin Ddale ved Knuds Tilraab, at nu;
git Dansen til Brudetainmeret. Falkner faa, at det var
saaledes, og at Rigenå Hofmester itte manglede i den store
Stare.
»Na gaa Vi med i Rad«, sagde han til Margarea,
»dg saa danse vi derefter til den lyse Morgen.«
,,Gerne!« udbrød Margaret og reiste sig, »o, tunde
J, faa sandt, danse rnig til Døde!«
»Tal itte iaa vildt, mit Hierte2« sagde Falkner og sørte
hende frem; ,,men lad os se et Smil. Fat Haab og vcer
«
glad!«
»Ledes J itle ved mig, Folnier?« spurgte Margaret
med Smil paa Lieben og Taarer i Øjet; »der findes itte
eders Lige i Taaltnod og Godhed. Fra nu af stal J itte
hsre Klage eller Sut i Aften af mig!«
De traadte nu ind i Ratten, der ordnede sig for at
udsere den Instige Ceremoni, sont vilde viere en Steckt
for enhver Brud i vore Dage. Alle var nied, unge oa
gamle, Paa Oldemoder ncer, der for lcenge siden var aaaet
til Hoile, og noale havde Brudeterter i Haanden Spilles
niændene forte Toget an da lod der-es Fløiter og Giaer
stinarenre here, saa toin Brndkiom Da Brud, derefter Kri
stofser med lenken :ttoi«:ntrant3, ktiigeng Hosmester nied An
na Sccfeld eg terefter hele den øvriae store Stare, ordnet
nogenlnnde efter Rang oa Alter. Den ait lnftig ind iBrui
detammeret, lioor alle ftillede sia i. ttredö om Brudert, der
fit et Bind for Einem-. Nu traadte Brndepigerne srezn esg
daniede i titina am Binden, indtil hun i Blinde havde gess
bet en af dem, icni U itulde inodtaae hendes Brunetan
Tette Var en Zuaadoxn ont, at liun selv stulde staa Brith
«inden Aaret var onmie. Jede Nieigdatter bleo den lntlsciiae
oa lo bingsendc, mensz de andre lytønstede eller drillede
henrie rg gasttede paa, hdein Brudgommen stnlde verre·
«.L)old op ined den Gernina«, raabte Geri Eritsen, teg
Jde oin Livet og gav liende et sys, til Løn for hviltet han
sit et tlastende Leesigem »Zaa din Hu staat itte til niig?«
spurgte han og lo overlydt i Kot med de andre. »Nu, vaer
tryg, min DukteS Jea scefter mig ingen Sinde en Brud,
da ieg mener, det er bedre at gaa sri i en grøn Eng end at»
bindes til en Tornebus .« s
Derefter stred man til den egentlige Cerenioni. Anna
satte sig paa Kanten af Sengen og spændte sit ene Strom
pebaand as. Dette overratte hun Rigens Hosmester til
Amindelse om fig, og han gjorde da, hvad der ellers itte
var Stit Han nyttede Leiligheden til at give hende en
Brudegave ved at den-ge en lostbar Ring as sen Finger og
overraette hensde den.
,,Min«des rnsig med venlig Hu, stsn Annal« sagde han,
,,og hust paa, at sormsrtede end min Nærværelse eders
Brudesærd, blev J dvg lige fuldt danset stsnt til Sengs.«
,,.Hav hiertens Tat for denne stinne Gasve, Or. Mo-J
genöt« svarede Anna est-wende »J maa itte tro, at jeg?
stulde vaere iaa svag, at jeg stulde ges-innre mig over Brude
gildets Aftvrtelse. Forestiaar der end Lavrids og mig en
brat Adstillelie allerede i Morgen og liden Fryd stratsJ.
ital ieg vide at bcere det.«
Nu liagde Brudgom og Brud sig suldt paatlædte paa
Sengen, Heidenreich Lunvtv overratte i Faderenö Sted
Lavrids hans Stiorte,« Anna Seeseld i Mode-es Sted Anna
hendes Sterl, og sasa Instede alle Brudeparret mange gode
Natter, idet de leende og buldrende sorlod Brit-bekam
meret.
«Det er, som Mcgens Give sagde,« sagde Ksaren Ro
sentrantz til Anna Seefeld, da de git ind i Danfesalen.
»Alt git dog ret ssmmelig til, og vi« sit Bruden danset
til Sengö esier god gammel Sced, sinnt det saa ud, sdm ait
stulde ende i usittelig Iordirring.«
Lnstigheden sit nu gansle Overshaand Dei var, sont
som alle vilde holde sig stasdeslsse for den Morstab, soni
var tabt og sremdeleö stulde mistes, da det otte Dages Gilde
svandt ind til et tnap III-and
»Ru en Efterdans til sidit!« raabte Gert Eritfen,
,,det gssr Benne linde til at ri.de.«
Det Forslag vandt almindeligt Bis-alte og snart reves
alle sde unge og ndgle as de gamle ogsaa nie-d i en vild
Volta. Den varede lange, tlii nasar ndgle bleve trætte, tog
andre fat, og saaledes bleve de ved, tilMoegenfolens Strau
ler titede ind ad Glatrudetne. ogserternec Flammee bleg
nede sor Daseins-GIVE Dog. her lange den Dans end
trat ud, syntes den endda Folmer og,M-argaret for lort.
Stilsiniösens Time flog. Eiter at hele Selstabet
havde soriristet sig ved Mad vg- Dritke, bleve Deitene inte
stem, og tun faa af Gesteine bleve tilbage i Brudeshuset.
Nasien alle higede nu paa Grund af Øjeblttkets Alvvr mod
Hiennnet. Rigens Heimestee holdt nd til det sidste og
overtydede stg sm, at alle hans Udsendinge tiltraadte deres
Reise i cdru Tilstan’d. Gert Eritsen neiedes med en
Pvt Roftotter-Øl til Rejsedrit og var derive ganfte klar
hovedet.
,,Lad oö nu tide til Herredagl« eaabte han, da han
blandt de førfte sprang i Sadelen paa Magens Give-Z
Haandhesh der var bleven overladt ham. »Na fttals farer
jeg bott, som Fanden i et Flyndekftind.«
»Ja «vel!'« rasabte Holger Rosenttantz efter hom, da
han red, »egne Sporn eg fremmed Heft, det giver lorte
Mile.«
Der var stott Pulver i Gaarden af Hestenes Trampen
og Svendenes Raab, mens Afstedshilsener bleve vekslede,
Vcett og Verritnde taliede for al udvist Gast«frihed, og man
talte om det kedelige ved, at denne stønne Brudefærd saa
brat maatte endes.
Matgatet stod i Deren; hendes Liebe-r blussede af detY
Afskevskys, Formek i Smug havve gsivet heim-, og den-dsgl
»Zer fulgte ham og lians Svende, indtil de date af Sym.
Da hun steg til Heft, stod Jde ved hende.
»Na ville vi i lange Tiber itte faa en Dans«, sagde
hun med et Sut til Margaret.
»Det bryder jeg mig tun lidt om « svakede Mar
garet. ,,Jde," hvistede hun og trytkede hendes Haand,
»saa jeg itke fejl i Nat, maa Vi. vel taldes sztte nu, ved
end tun Gud og hans Helgene, om vi nogen Tid virtelig
blive det. Vi ville da have de fanime Kaar, samme Fryd
og samme Ve.«
Jde rød-mede, men saa Matgatet ind i Øjet med
ublandet Alvor.
»J stulle finde mig fast og tro,« svarede hun og gen
gældte Margarets Haandtryt, ,,Finud iscer, smen ogsaa du.«
Nu kom Knud til, og de hastede af Sied. Deres
Fadet var alt af Gaarde og et godt Stykte forud, men
han hande, mærleligt not, budt Soendene blive tilbage og
følge Knud og Margaret.
Da Nigens Hofmefter btød op, viste det sig, at Mo
gens Munk var vunden oa agtede at folge ham, idet han
lod sin Huftru blive vaa Vingegaard.
»Nu,« sagde Predbjørn Porebnst med Harme til hom,
»ille for intei hat Mogens indet dine Øren fulde i Nat.«
,,Taenk paa Tiberne, Predbjørm ,,svatede Magens
Munt; ,,om en føje Ztund vil du ser staune, det er for
gceves leenger at staa imod, og du faar da, endog uvillig,
give diDg.«
»D It ster aldrig!« sagde Predbjøtn fast. .
»Vi dtage nu til Randers, « fagde Mogens Give til
Predbjøtn, ,,saa Spnder paa over Aars til Rye. Hat du
itke stiftet Mening og vil gøte Folgeflab?«
»Bei-re er dct stkats at naegte end lcenge at love,«
svatede Predbjøra »Im agtek itle at ride i dit Felge,Mv
guts-, stønner jeg end, at det oaes maertelig paa Vejenz dog
has Santte Seren i Rye ital jeg vceke at finde paa den
fastfatte Daa.'«
,,Nu,« innrer-e Mogsens Give, idet han red, oa den hele
Slare brød op ng fulate lIam, »iea fet, du vil fremdeles
til den ene Side, vi til ten anden. Zaa drage vi. da i
Reh-et na se, hvem der er steckte-Its
Treitende Kapitel
Staatens Ækc opretljoldes·
Da Knnd an IlKamaret lon: up paa Vejen, var deres
Fahrt allerede as Inne, tmorfor r: aanske opgav ai ind
henie bani, saatneke derer-« Heft-IS Lob cg red sinnig l)jeniad,
idet de nnd den frifte Eonnnermorgein Or. Mogeng der
imod gav Ravnfvenste af Zporerne og ilede af Sied, saa
forinlden hans Born havde rilbagelagt den ene af de
halvtrebie Fjerdingsvej, naaede han paa sin stuinmenbe
Heft Yderporten ved Ziele.
Der stødte ban itrats paa Viaanv, som loin gaaente
langs Ydennnren og frydere sig i sit Hierte ved at se
sin Velnnder komme farenDe nied alle Tegn paa stor Op
hidfelfe og ganfle alene. Han have-e overvejet rned sig felv,
om han siulde sende Bud eiter ham; men da han sluttede
sig til, at jo langer Genete on Hans Thordsen bleve ufor
styrrede sammen, des mere trngge og fortrolige vilde de
ogsaa blive i deres Farb, saa havdc han holdt det fsor llogest
at overlade Sagetnes Gang til Tilfæl-det, idet han i wrigi
ille wivlede om, at He. Mogens ved Rigens Hofmester
maatte vcere bleven underrettet om Hans Thvrdfens Narr
værelsr. Vigand lom nu lige fra Hallen, hvor han i Sel
stab med Hans og Genete haode nydt sin Davre og efter-:
ladt dem i livlig Samtale. Nu gil han uden for Gaarden
for at speide, om der var nagen at se, inen lod,s sorn om han
havde gansle andre Ting i Hovedet.
»P-ax vobiscum!««·) tilraabte han Or. Magens, som
siandsede fin siuinmende og pustenke Heft. ,,Guds Moder
og alle hellige benedide ever i denne hellige, stsnne Morgen
siund.« s
»Er Hans Thordfen endnu her?« spurgte Hr. Mo
gens drast, gansie uimodtagelig for Velsignelse. i
,,.Han er saa,« svarede Vigand loldbliodig. ,,Jeg an
Jede mig nu til Fonlnrn for at twste nogle vanfmægtendc
»Sie-le, sont Kirlens unnirige Tjener og Proest Jene
Stigsen -——« ·
«Tii Helvede nied ham og de1n!" rasabte er Msogensl
on red ind ad Yderporiem efterfulat af Vigand. »Er Ge
nete ospstaaei, og hvor sindes hun?« s
,,J Hallen ved Davren wed Hans Thorvfen,« svarede
Vigandmed en lrostyldig Mine.
»Ei, del er stan udbrsd He. Magens med direende
Stemine, idet han fleg af Hesten og kaltede ijlen til en
Stalvdreng, fom ilede til. «
Derpaa gi! han hastig gennem Yderdsren ind i Ha-;
ven og hen til den lille Bagdørz men Vigsansd var ilet es
ter ham og greb hain i Armen, sda han vilde gaa insb.
»Hvad trenker J nu paa?« spurgte Vigand.
,Se, er du ber?« udbrøsd He. Mogens. »Du stal blive
nede og ille lifte dig iaaledes efter mig!«
,,«’forivre eder ikie,« sagde Viganid advarende; »som
ederö fuldtro Ven raadet jeg ever-alle at bruge Vold; men
ynder J Vished bedre end nagende Tvivl, og kan jeg itte
holde ever versta, saa meld itle eders Anloimst ved faa
faste Trin og saa hasarde Nyk i Dørene!«
He. Megens saa op med et lurende Blik og niklesdr.
»Weil Folg nu stille efter migl« hvsotpaa de begge liftede
sig op ad Bagtrappen.
Hans og Geneie sad samtnen i Hallen paa en Bænk
ved et af Binduerne, og,paa Dank Sie-d lsaa en gammel
PKrønitebog af hvilten han leeste. Genete hørte til i dyb
lTaoLIhed, hendesHaand hvilede paa hansSlulder og hendes
iKind var ncer Ved hans, idet lhun tiggede med i Bogen.
Dreven as sit Hjertes Følelser, men uoen Locrloeg og ganste
scengslet af det,.Hans lceste, havde bun indtaget denn-:
fortrolige Stilling. Stod oet end itte tlart for Genete.
at hun med stor Uforsigtighed robede sit Hier-les sande
Tilstand, saa dog Hans Thordsen oset og oilde maaste have
draget sig hendes Soaghed til Rytte, hvis itte Deren si
det som-me var bleoen revet op med et Brag.
Der stod He. Mogens i fuld Puds, med Hatten paa
og nied et Aasyn, der blussede as Nattesviren, det void
somtne Ridt og den starke, nu i flere Time-: tilbageholdte
Spending og Forbitrelse; hans Øjne vare tade, underløbne
saf Blod. Det Var et roeddeligt Syn, og saa pludselig
viste det fig, at Hans tabte Bogen og Genete sprang op
tned et Strig. Oiver Hin Mog-ens’ Stulder oi.ste sigVigands
Aasyn og hans "mørte, hoverende Blit. Nu stulde Genete
merkte, at Stinsygen har et sejere Liv end sin Moder Kar
lighcden og lan tage et dødeligt Had i Arv fra hende.
Hi· Magens stod med torslagte Arme og nød med Gru
somhed sin Triumf. Der var nu itte længer mindste Tvivl
tilbage i hans Hjerte; han følte Fig fulostændig overtydet
om sin Hustrus Utrosiab· Den Tante, at Bernene itte
vare hans egne, flog taa dybe Rødder i bang Sie-eh at
intet tunde bortrydde den, uden Hensnn til det overiledc
i en saadan Dom. Dog for han ilte los Paa sin Huslru
tneo Voldsomhed; hsan gik hen til hende med en Sindighed,;
som var enonu mere ulyktespaaende, og sagde langfomt ogi
med has Rost:
,,J er cn utro Kvinde. Der stal blive handlet meo
eder derester!«
»J got mig svarlig Uret!« sagde Genete og brast i
Grund.
»Hei- er Syn for Sagen!« raabte Hr. Mogens hef
tigem ,,Gaa strats til eders Kammer og tom mig itle
for Øjne, uoen jeg taldser eder!«
Genete vilde lage til Gentnæle; nien han stamperie
i Fliferne og bød hende gaa, hoorpaa vhun fjernede sig
hultende og blussende as Undseelse. Nu traadte Hans
Thordsen tætt frem·
,,Det gør mig saare ondt,« sagde han med al det
Selvhetredømme, havde til sin Raadighed, »at jeg ganste
mod min Villie har paadraget edets Hustru denne Mis
tanle. J maa fuldt og fast tro, hvad hun sagde! J gør
hende stor Uret, da hun er usiyldig Jeg hat den Tro til
eoers Visdsom, at J, lommer J fotst til Klar-bed, maa ind
cønin1e, at her mangler tilstrætieligt Bevis eller Aarsag
til at rejse Klage.«
,.En Nat er jeg at her-e paa eoer!« sagde Hr. Y«togens,
idet bang Forbitrelse votsede. »Forij eder fluts af Gaarde
og trasd ingen Sinde tiere paa min Grundl«
,,-Zaa sagte, Hr. Mogens!« soarede Hans. »Jeg har
Breoilaber til eder, og Rigets Tjeneste gaar for alt.«
»Til Helvede med dig og dine Brevstaber!« raabte
Ho LUtogeng i ustyrlig Harme. ,,Af Stets med dig, vil du
saa sandt itte smage Pisten og føle min Ulvehunoö Tom
der i- dit Ftød.«
Hatt traadtc ncrrmere og lagde Haanden paa sit
Jværdlnrfte; men Hanthhordsen sprang rast hen til Bor
oet, book bang Vcerge laa, og greb det. Hr. Mogens
traadte nu tilbage.
,,Jeg scegter itte tned ufri Mand som dig. Vigand,
lald Jegper og Svendene herop for at taste den Lumpen
hund nd!«
Vigano onslede imidlertid itke en saadan Y.derlig
hed, hvotsor kean ttoreoe, mens Hans Thordsen rsolig
spændte sit Svcerdbeklte om Lænden og greb sin Hat; men
hans blege Aasyn vidnede om Fhans Sindsoprør.
»Jeg vilde sluttelig tun oære en mod mange,« ssagde
han meo rystende Stemme. »Jeg faar da vige for Magten
ogs gaa, men jeg viger ingenlunde as Frygt. J maa tatte
mig for, at jeg gaar; thi er J end Riddersmand og Lens
mand,turde det dog blive en farlig Sag for eder at lægge
Haand paa mig, som er Krsonens Tjener. Hvad her er
foregaaet i Dag, stal blive meldt Rigens Hosmestek. Jeg
tcenter, han maar mere ned J.«
Detpaa git Hans sindig nd as Hallen, mens He. Mo-l
gens saa ester ham rned et gistigt Blit, og da Hans var
Ude af Deren, lastede han sig stpnnende i sin Stol. Der
blev saa nogle Øqjeblikte dødsstille i Hallen. Vigansd var
traadt hen til en Vinduesfordybning ftod der leenet mod
Karmen og tillastede nu og da He. Msogens et sotstende
Blit.
»Staa itte der og stik saa satanisk paa mig!« for HI.
Mogens omsrder op; »sig mig hellete, hvad der nu er at
gete.« «
»Der er gjort nsot,« svarede Vigand med et toldt
Smil. ,,J hat faaet Held til med Stam at vise Hans
Ihordsen af Gaarre Dermed maa J nejes og intet gøre
Videre!«
»Jngen Sinde.« udbrød Hr. Mogens og flog i B.ordet,
,,slal Knud tage chle i Arv efter mig!«
»Nu,« svarede Vigand med samme Rolighed, »det lan
naas med Hændetne i Slsdei.« «
»Hvorledes?« sputgte He. Mogens.
»Jeg vilde gerne sige det,« sagde Viaand tøvende,
»vor jeg siller paa, at evers Brede itte vilde bryde los
msod mig.«
»Sig, hvad du vil og maa,« svarede Hr. Mogens
utaalmodig, »og vier trygl Kun ingen Løgn!«
»Vid da, at Talen gaar, som var Genete itke edets
preestegivne Hustru, men lun eders Seiten at naar J en
Gang lutter eders Stim, agter hun uden Tøven at tage
Tjele som encste rette Arving.«
Vigands Blil forraadte hans Spcendtng mens han
ventede paa Svsar. He. Mogens syntes itte overrastet,.
endnu mindre oredz derimod tunde shan itte stjule sin For
jlegenhed og Uro. Endelig sagde han:
»Ba: nu den Tale idel stpind, Vigan-d, og Genete
dog min rette Adeltone, hvad da?«
»Naar insgen oed dei,« fvarede Vigand uden Stands
ning, ,,men alle tveertimod trso ganste det modsatte, saa
er og bliver Genete tun eders Frilletone, og der vil blioe
handlet dereftet med hende og hendes Benen«
Sveden petlede paa He. Mogens’s Pande og han
rottede urolig paa Stolen. «
«Bigand,« sagde han med et tungt Mele, sont om
Ordene nødig vilde frem, ,,det tykkes mig ille at vcere etc
ædelig fri Mund i mine Kaar værdigt, naar hcm hat lesvet
med en Kvinde i Aarevis og delt Seng og Bord ined hensde
at ftsde hende arin af Ganrde sont en Tiggersie, uden Hen
syn til, at hun ved sin Utrosiab hat gjort sig vel fortjent
vertil.«
Viqand l·lev urotig over dette Anfald af Skruspler og
iledesined atter at dysse sin Velynders vaagnende Sam
svittighed i Dvale Han kom ogsaa hurtig paa bei fette
med at det i ingen Henseende vilde yeezre til hans Stabe,
om der sitredes Margaret nogen Beistand
»Ogiaa dersor ded jeg Raad « sagde han »Gu
i Gencte i levende Live en Sum, saa hun derved er fpksørget.«
! Hi. Mogens grundede i Tavshed paassdetie Rat-d,
Einen nu lysnede Vigands Blit, og han vedblev:
,,Hvad oin J tiltendte hende al eders rørlige Ejen
dont oq lod eders Seiter tage Gaard og Gods? Opsæi
eders Villie snareft striftlig, dog saaledes , at J tun ncevner
Geneteg Lier og lader Fru Maren og Guarden uomtalt.
Saa blider der ingen Tdivl om eders Mening, hvor Guar
den stal hien. Læs det for Genete og adspørg hende i min
Oderværelse, oin hun er nøjet derined. Soagsindet som
hun er oza nu helt forfiræmt, vil hun give sit Minde til alt.
Lov hende til Gengæld Fred og Lov til at blive paa Tjele
irr-ed Bernene soin hidtiL Dette mener jeg er klogt, al
den Stund, som Hans Thordfen sagde, her iiie er Aarsag
ncsl til at reife Sag niod hende, er J- end fuldt overtydet
i eders Hirn-: om hendes Utroskab. Hoad figer J derti«l?"
Hr. Mogens børte studsende paa Vigsands Full-ag
»Ved min Helgen, Vigand! ilte for inter gik du i
Lære i et Kloster; der er Fand-e n Læremesie r i meget
Dog, hvor fnild du end er, tænter du itte paa, Tit Genetes
Llfiald paa ingen Maade binder Børnenc. Naar de blive
niyndige, lunne de gøre dereg Ret gceldende·«
»De ville vel prove paa det,« soarede Vigand, ,,mett
nied hvad Lytte? Saa siddser Fru Maren inde nied Tjele,
nun og Eril Strom oille viere Knud for stærke, ifcer da det
ganste Folt staat paa Fru Marens Side. Dog, forsprget
J Genete og Bornene saa rundelig, hat J, mener jeg, eders
Samvittighed fri og tan, naar Tiden komm-er, gaa rolig i
eders Grav.«
Hr. Mogens udfcegtede en svar Strid med sin Sam
vittighed, men Stinsngen og Hadet dandt Sejr. Vigands
fnilde Forslag tiltalte hans naturlige Snuljed, og mel
ondstabsfuld Glæde icenite han fig Knuds Stusselfe, orn
alt gil, sont Vigand spaaede. Han didfte got-L at han ved
det Arvebred stemplede Genete fom sin Frilletone, fordi
det jo vilde viere ganste overflødigt at sikre en ret Adels
kones og Hustrus Forførgelse.
»Er du at lide paa?« spurgte han Dg saa op ined Rim
ker i Panden. »Kan jeg stole Paa, at hdad der her i Dag;
er talt imelleni os, iite bliver omtalt til eoig Tid?«
»Ved min Helgen, dei kanJ «!« svarede Vigand vix
saa Hi. Mogens fast i Lied san denne inærtede, at det var
en oprigtig Ed.
,,«Jiu,« sagde Hr. Elspoqens oq reiste sig tiiiigi, »du skal
itle blide ulønnetl Eæt de t Bred cp fIr n: ig nu ftrais,
niean jeg fis-get Hvile!«
Vigand havde dentet dette ng lot-etc nu sig felv at
stile Brevet saaledexz at der itte kunde dcere Tvivl om
Meninqen
»Det gør jeg gerne, « svarsede han, ,,og jeg itulde mene,
at dette er en god og ingen Fandenss Gerning, sont J sagde
før. Hvad gør J nu andet end at sno eder fra vanskelige
Kaar med Lempe, idet J opretholder ekersji namle Æi i sitt
Renhed og giver eders Fædrenegods i de rette cedeligc
Heender?«
»For Sanden, du taler viift!« udbrød Or. Mogens.
»Na bliver Sslcegtens Ære opretholdt, oq dens Skjold
fries for Piet. Det er bedie, at Mai-en eg Erii siddet
paa Tjele end en troløs Kvinde med liendes Horeunger,.
paa hvem Verdens Ringeagt hvilerz der fler Retfcerdighed·,.
og tillige viser jeg stok Staansomhed. Dog er det upd
vendigt, vi binde Genetes Mund med en dyr Ed, saa at det,
sorn nu sial fle, ikte nckvnes for Berneiie Tet vil du
lunne magte?«
»Visselig vil jeg det,« svarede Vigand med djcevelsk
Silkerhed »Hendes Sjcel er i min Daand «
»Nu, sasa er alt dell« sagde Hr. Magens og git ind
i sit Sengetammer.
Men Vigand blev siaaende ved Vinduet og grubledes..
Han overvejede, om Hi. Magens efter detie vilde kanns
taale fremdeles at se B.ørnene orn sig· Han stulde spart-«
blive overtydet som, at i saa Hensende var der ingen Farr»
Husligt Tyranni var blevet He Mogens en Vane, og Menge
hcrvde han desuden tcenit sig, hvad han nu fuldt og fast-s
trvede. Der var altsaa ingen verfenilig Forandring furc
gaaet, og det faldt than-i langt naturligere at fiærpe Streng
«heden, end at han stulde have vist Medlidenhed, hvis Genete
havde staaet retfeerdiggjort.
Som Vigand sad grublende ved Vinduet, lød Heile-—
trampen; det var Knud og Margaret, sont vendte tilbage.
Da Vigand saa Margaret ride ind i Gaarden, og Degs
ins-et faldt vaa hendes Aasyn,fon1 blussede af Ridtet vg,
den friste Morgenluft, flød hanssL -jne Lin-«
) Guds Død, tæntte han, hvor hun er fagerl Hvsor
lblusfe de fine Kinder, hvor frisie ere de Læber, og lyvor
straale de klare Øjne. Stolt knejser nu hendes Naliez merk
den Tid stal komme, da den faar bøie fig, og hun nødsages
til at tigge mig sont Naade· Jeg har biet i Aar og tsan bie
en Stund en«dda; men Timen svil engang flocc, da hutt
bliver frarøvet Navn og Ære, og da bliver hun min!
Da Margaret toin til sin Moders Dor, fandt huns
den lutlet ög steengei; det forelom lhende, at hun hsrte sitt
Moder hulte -og sagte muinle sine Banner. Nu mærkede
hun, at hun atter var i Hjemmet, hvor Fred eller Fryd ikke
trivedes. Dog glemte bun snart, hvor hun var; hun sov
hurtig ind paa sit Leie, og det spundne Døgns rige Kerlig
hedöminder git»sdm fLyjsalfer gennexnzhendes uvolige
Damme « «
(Fortseettes.)
W
Den insderste Kerne i et Mennefte, hvad der i Sand-:
hed er Menneslet felv, det tommer friem i Entom-beden,
medens det saa ofte blisdeer fijult i Menneftenes Selstac
hvor det ofte er saa vansteligt at tende, hvad der er Men
nestet selv, og hvad der tun er et Genstin of hnns Om
givelser. H. L. Martenseu.