Gennem et Slör.
(Af Gruft Even-J
(Sluttet.)
«Arnold, min Arnold, tag mig med, hvorhen du gaar.«
Da saa Arnald forbavset paa sin Hustru, og gav hende
Haandein Men hun tastede sig til hans Btyst, lagde Ar
men oin hans Hals og btaft i Graad.
,,Saa snart Hedrig dar bleven bsegravet«, sagde hun,
»var det niin faste Beslutning at villse rejse over til dig
nied de andre Bern. Jeg iunde ilie leve lcengere uden dia,
jeg vilde itle langere være den Konse, der forglemte sin
Pligt, og det Leite, hun havde aflagt Paa et helligt Sted,
og tilsyneladende var jeg det —«.
»Tilgive mig,« bad han bei-reget »ch var kommen
for at lade mig stilles fra dig, og for at tage de Born med
mig, jeg tunde faci. Jeg lom for at betale min Gælsd, for
Onkel er død barnløs derovre og bar indsat mig til sin Uni
versalarving. Jeg vilde sælge niinEjendoni,udsæaae enLivss
rente for dig, og Prøve paa at blisoe lyktelig derovre alene
med mine Born. Da jseg nu for lidt siden stod uden for
Bindi-et og saa dig staa med mit Billede i Haanden, mens
Julelysene ftraalede ud til rnig og nsed paa dort Barns blege
Kinder, blev det mig med et tlart, at jeg ha«dde villct begin
en dobbelt Uret mod dia: tage Familiens Arvegods, som du
har varnet em, fra din, og rive dine Børn fra dig. Dine
Julelys, Klam, har et ftærlt Stier, de lyste op i min Sinn-;
vitighed Tilgiv mig?«
»Maasle havde jcg felv Ctyld « fvarede hun blidt
»lad os igen viere det for hinaynden vi dar før, min Arnold »
eg lad os alle folge-«- ad «
Da fluttede lznn hende i sine Arme og lyssede hende
Dei sidfre og enefte lille Lys flattede endnu paa Juletræet
men for hendes Zjne var det ganste lyft. Hun git ind ogi
fortalte Forvalteren og Mejersten, hvad der var stet; oai
bun forinlte Børnene, at deres Fader var kommen for at
holde Jul ined dem.
Denne Nat vaagsede site Øjne Ved Besrnenes Senge»
dg Forældrenes Oer date klare, stønt den trofaste Moder
itte havde scvet i tre Nester- Men Julelyset halt-de lastet
sit Genfkin paa. dem, saa selbe Dødens Mørte var blevet
lyst. Arnald Geldern lzavde leert at indse, hvad han mang
lede, hvis dan rilde vedblide at leve paa den Maade: uden
Gudgtjenefte cg uden Højtider5 i hans Hierte havde han
lcenge fslt Langfel efter noget bedre end Verdens Lyft og
Byrlq nu var det rigtig storniet ind paa ham fra alle
Sider, da ·han igen ftod piaa bei gamle Arvegodsz hans
dede Barn havde draget ham ned fra al den Mennestestolt
hed og lcert ljam deinghed; det gtønne Trce og det llare
straalende Julelys haode fremtrnllet de fordigangne Tider
og havde aabnet Hiertedeten paa vid Gab· Da Fru Klar-a
lægger sin Arm omlrina ham og drager ham til sig, føler
han, at hun paa samzne Tid ftoder hani fra -— dort fra
al den gamte Vantro og al den gamle Haabløghed; han!
fpler, at nu tan hun rate langt mere for hani end spr, og"
dette »inere«, det er det, der har manglet i hans Liv, det;
manglere den Gang, den aamle Onkel luttede fine Øjner
med de Ord: »Du maa bede, Arnrld!« Den Gang lundei
han ilto bede. Det er det, der manglete hani, da han for
lidt stden lncelede ved ket døde Varus Leie, manglede han1,
da han saa op paa Juleyset. Men faa snart han ertendte:
mit Hierte ejer itte andet end de, Tomhed, Myrte, revs
den himinelste Naade den faste Mur net-, hvormed hatt
havde forstanset sin Selvretfardighed, og gennembrød deni
Stagbom, han havde epiejft msod Najaden i
Endnu inens den inørle Nat ornlejrede Herregaarden»
traadte Arnald ind i Dagligstuen med sin Hustru og for-U
nyede Troftabsvagten med hende ved Barneliget, og da
Morgenslyggcrne git hen over Matten, tnælede der to!
Mennester ved de smaa Barnesenge og dad sammen, og en(
Monds starrte Hjerte, der var bleven besejret af Barnet i
Krybben turde nu juble:1
«’L!Htiqnct tun-c Ocrrens ftorc Naan
Daku ttorc Mem til cvigt Minvc sat.
Zum viafte paa vor Jammer Bad at raavc
J Mun- nnockfutdk Rauch Rotz
othsltiantst Masse uan Läge
Ia Wirt setv bkøv freut af hofchimmcrigesss
,,Eaa start Bornene er taste,« fagde Fru Klare,
»tejfer Vi alle glade med dig.« —
,,"Jt-:j, Klam, hoetten falft Unsdfeetse eller Wabequ
Stolthed ftal atter drive mig ud,« fvarede han. «Nu er
jeg glad og tyttelig over at tunne blive hienrme hos dig paa
Fee-breites aamle Arvegsods. Mit Varus Gran og mia
Familie-I Anwan min Hufttus Trofaft«ded og Juletrwerz
tlate Lys er Baand not til at holde mig faft het.«
Føcite Juletmg samledeg help Familien psm Gabe-ski
hof ng Svogrene havde meget at titgive Arnald; men han
tattede Dem ogsaa hjctteligt for alt, hvad de havde gjor:
for ham. Der blev uvgydt mange Taater paa denne Dag
baade Sorgens og Gladens Taum; men tilfidft følte de
alle, at nu vare de fasalebe under Juletkæet fom hin forste
Kriftenmenighed, am hvilten der staat strevet: »De troendes
Many-de var eet Hierte og een Sjæl.« —-—
Te tre Born bleve raste. Det ælvfte Born, Fade
rens Yngling, blev af et stille Tag baaret ub af Hufen og
ver blev plantet et Grantræ paa hentdses Grav. Det Gran
tm, hvis Lys havde vintet til Arn-obt) ved hans Hjemtomft,
at han« ftulde træde ind, er visnet, og blev ogfaa baatet uo
af Hufet, menAknold felv er bleven til en Mand, der tender
erjættelsenx »Von er fom et Its-, plantet ved Vandbæt
teue, og hans Blade siulle ttte visne.« For Mistw
baknet hat fund-et sin Krybbe paa Gewetnhsof og sin Trone
i Beboernes Hinte. Julen er fotbi, men Kriftusbarnet
hat, om Gud vil, taget faft Ophold paa Geldernhof.
W
Naar der i vor Tid klages over, ikke fra en eller
anden Side, men fra alle, at der fatteö Mcend med
en faft Billie og en ftærk Beflutning, Mænd, vertan
kunne falde, men ei vige, tm hcenger det viftnok sam
men med, at man fauledes vænnes til de mange
Raadflagninger med de andre, at man bliver afvcent
med Raadflagninger med stg felv og at være befluttet
t ftt eget indecfte. B. J. F v g.
J Stilheden.
ten Ernst Euere )
8——
1. Den stille Stov.
Ratten lsvilede over Jorden, og Stiernerne paa Him
len sortalte den æltdganile Historie om Guds Almagt on
den store Edighed. Den brede Landevej git igennem den
stille Stolx men de hvidmalede Sten ded Grøftetanten viste
tysdelia Ves. Gennein Natiens StilIJed genlød Hovslagene
as the-sie En let Vogn, trutten as vcelige Gangere fo’r
aennein Stovem Der var tun en enesie Herre paa Vognenz
Ihan tørte selv. Han lod til at veere hensunten i dybe Tan
!ter, ng itte at have Sang for de Tusindser af tindrende
;3’tjerner paa Hinmielteltet.
I Naar Ratten er saa stille og Besen saa ensom, falder
man nasaa let i dybe Tanter. Mon Gvdsejer Armbrust
sidker og ræsonerer over, hvordan han i Gaar Aftes satte
sin Villie iaennemt Daarstabi -— — er der en enestc
Sjcel paa hele Godseh der har en Villie soruden hame J
Aftes havdse lfran ytret til sin Fsorvalter, at han not lkavde
Lytt til at tesbe sig en thidehest paa Hestemartedet i Hokus
leben.
»Men, Herre,« indvendte Forvalteren, ,,.L7esteinartedet
i Hornsleven bliver allerede asholdt i Morgen og Horn-H
leben ligger setg Mit l)ersra.«
»Sie-at jea vil have inig en Ridehest, torer jeg over og
tøber mig en,« lød Godssejerens barste Evan Forvalteren
rystede paa Hovesdet da Inente, at msan behøvede itte at
satte to Heste til sor ut tebe sia en nn for sine aode Penge.
»J« Nat ätlsotten tole stal der spandeg sor,« befnlede
Qtodxzejeren »Saa lrsrer jeg til .Horn5lel)en.«
Fsorvalteren sjernede sig brnmmende i Stæaget; men
da itsan tendte sin Herre, sorgede han alligeoel for at have
spcendt for i rette Tid.
Godsejeren toter igennem Stoven, men Hooedet er
dybt sæntei. Fordalteren dilde give han en Kust med, men
han vilde tore alene. Ilion han seler, at hans Trodg har
vundet en daarliq Sest? Gage det op for ham, at han
ved at satte sm Villie igennetn har bsegaaet en Daarstabf
Eller tccnter han tilbage paa Paradiset i hans Bam
doranhjemJ Tet havde tun vceret lille, og laa i en lille
.5"tobstad, tre Mil Paa den and-In Side Hornes-leben Ritte
ligt bar-de Brodet itte vieret derhjetnme, men der hasrde altid
vceret not til de tre Drenge oa Sostseren Lg Ftærliahe
den lzande tilsmilet han fra alle Hjorner og Kanten Hen
rit havde vier-i den ældste af Drengenr.
Hans Fast-te havde vceret Lage Han var en as dem,
otn lzoetn man sagde, at ban itte alene var en dngtia Mand,
tnen havde saa aodt et Hierte, at lJan førft sergede for sine
soge, on saa for sin Familie. Da Dr. Armbrust saa bleo
et Lfser for sit Mald, stod Familien nforsorget tilbage.
Henrit var sjorten Aar oa den nnaste Bruder tre, da
Faderen Bode. Moder-en sad saa tilbage med sine Sorger
i dette lille Linken-roh den eneste Aw, liendeg Mand havde
efierladt -«"«,enre. Hnn lzavde tun en eneste Slæatnina, der
tunde taae Eoraerne fra den-Ve; men lsun Vidste tnn altfor
godt, at Godsejeren raa Buchrode, der tun bavde disse
Slckgtninge: Tottorsaniiliem itte haode Hierte i Liver,
i det mindste hverten et blødt, Varnit eller niedsplende.
Godsejer Armbrust Var Ontel til l«,-endes afdode Mand;
Henril var hans Studien. Han haode oceret rned til Begra
vetsen, inen bar-de itte talt et Qrd ined Enten oin hendeg
Fremtidx ca Tottorenten leerte lidt efter lidt at tende den
Klippe, tworpaa en Ente maa stille sta, naar Volgerne itte
stal stnlle hen over hendes Hoved. Hendes Vandringestad
dar Essistlens Ord: »Bei er den rette Ente, der scetter sit
Haab paa Gud, og soin bliver i Bonnen Nat og Tag«;
og hendes Lngte Paa Stirn var Evangeliets Ord: »Kaster
al eders Sorg paa hatn, han soraer for eder.«
Fire llaer esier Mandens Død havde Enlen faaet et
Breo fra Ontlen i Buchrode, som insdehvldt et stortSpørgs
maal til hende. Den rige gamle Pebersvend stren, at siden
han var tonnnen tilbage fra hendes Monds Begravelse,
havde han oste tæntt paa hensde og sattet den Beslutnina,
at han oilde tage Henrit til sta, og lade ham opdrage. Bren
gen var jo hans Gudson, og han vilde sorge for ham, som
om det var hans egen Son.
Moderens Haano, der holdt Brevet, stcelvede· Hun
tendte Ontlen, men nun ten-die ogsaa sin Son, og vidste
at han itte alene havde et lnst Hoved, men et stolt Hierte
oa et let Sind. Hang smutte Ansigt og vehagelige Versen
oilde vinde ham alles Hierter, det tvivlesde hun itte om;
men hun vidste ogsaa, at de, der let vinde Mennesiegunst,
»ligesaa let tunde miste Gut-T
; Det var en tendt Sag, at Ontlens hele Tragten on
Streben var rettet paa Gods og Benge, at han not holrt
iFoltene til at gaa i Kirte, og at han sorlangte as scn Priest,
sat han stulde holde en troende Prieditem ligesom han for
;drede as sine Vennerz at de stnlde have Agtelse sor den le
»vei:«:«-e Gut-; men han selo betragtede tun Religionen sont
ten Tomme til at styte Foltet med.
« Og nn stulde hun overgive sit Barn til denne Mandg
Ledelse, han, som aldrig for havde ledet et Barnehjerte?
Hun tatte aabent med Henrit om Osntlens Tilbud. Han
var en forstandig Dreng. Hans Sjæl var endnu opsyldi
as Sorg over FaderenriDod —- og dersor spurgte han hende,
otn hun troede, at han nogensinsde vilde tunne glemme
Hjennnet og Guds Godhedt Hun talte med Drengenrs
Forinynder. Hun indsaa den Fau, hun udsatte sit Batn
for, naar hun lvd hanc rejse over til Ontlenz men Ontlen
taalte ingen Modstand. Og det var tillige et stort Spottw
maal sor hende, om hun turde nagte Btarnet denne rige
jordiste Fremtid og hotde det tilbage i det sattige Hiern.
Saa lod hnn ham reise. Fra Burchrode tunsde Hen
tit besoge Latinstolen. —
Hans Breve indeholdt Stildringer Hm Livets Gteeder
paa det store Gods, om Ontlenö Kerlsigthed til Burnet, og
Drittens Breve sttsmmede over as Gleede over at have taget
Drengen til sig; han læste ham hvert Ønsste ud as Sijnene,
sorstsod at gøre sig asholdt hos de Familien de omgitteö,
sad udmcertet til Heft og var den sverste i Klassen-.
J Fersen tom idem-it hjem; men Mode-km meertede
geht« at Hjemmet var blevet hatn for litte.
Men Hjemmet blev ogsaa snart hende for trangt. Dun
sit Nerveseber, og ester tre Dages haarsde Ltdelser blev Poe-»
ten histoppe luttet op, og hun drog ind t Sterben med del
goldne Poete.
Henrit stod oed Siden af sme Søskende ved hendes
Dedsleje
Nresten tyve Aar ere henrundne efter den Tidz glemt
Hat han alligevel aldrig den mørte Nat. En dir-Indes
sidste Eli-allen tan man høre loenge efter, eg et Baru, der
hat set ind i det bristende Moder-je, ril aldria gleinme de te
Zjedtii.
Henrik Armbrust kører gercnem de:: stille Stotx Trces
erne eie nøgne, og Stier-nerne tindre ned igennzsm Grenene;
men Vintergeettene i Haben Paa Buchrode have allerede
beayndt at kigge op as den sorte Jordbund, oa det forste
Foraarspust drager gennem Ratten. Dei er den hellige
Passions-tin Paasken tommer denne Gang sent, ligesaa
sent som den Gang bang Moder døde. Mon Manden,
der tører ksen under Stiernehimlen, mindeg den Tit? Men
han inindes de Dage, da han kom hjem fra Modereng
Grad med sine Søstende, og Moderens Slægtninae trøftede
tzam nie-d at pege paa det store Kors? Mson han mindeLJ
det Øjeblik, idsa han miaatte tage Afsked med sit Hieni, nie-d
sine Lastende, da de nu alle rnaatte stilles —- en rejste mod
Jst og en mod Bsest til Venner og fjerne Slægtninge, de-:
tqu sia as dem af Barmhjertighed Mindeg han den Tidk
Tet var den samme Zion, som han den Gang tørte igen
nein som soreeldreløs Dreng; det var den samme Stierne
himmel, hvorunder hang Siestende den Gang droa ud i Li
ret. Stjernerne deroppe ere Vedblevne at socere de samme,
oa ren blaa Himmel er akkurat ligesaa blaa som den Gang;
men Inangt et Træ er fældet i Sieben
Ja, Mennestene riandre og Trcrerne falde. Henrit
Armbrust har oasaa oandret om i Verden, snsart her, snart
der i de forlebne tyve Aar. Han dar en rast, kraftig Dreisg
ra, ltled en blomftrende glad Unglinii Vandrelivet rar
hakt-Z terrestr Fornøjelse Da han var tonfirmeret, sendte
Tritten hani til et Gnmnasinm i Sydeu, som iscer var sie-at
as den fornernme Verdens Born.
Lntlen dilde itie vide noget as de andre Zastendkx
han mente, at naar han havde taget sig as den celdste, tin-fee
andre Zlceatninae not sørae for dem· stscn ten ellerizs
saa sparsommeliae Mund fandt inaen Udgist for stor, naar»
den anait Henrit .Drengen var tloa eg forstod at smigre
Littlenxz Forfasngelighed oa at seje hank i bang Luner.z
Lilien Lntlen var tillige siolt af Ynglingen, om hvem
Alten-den fande, at han allerede i det semtende Aar var ens
faltendt Verdensmand. I
Ta Henrit Aaret ester Moderens Tod blev tonfirmerets
en Palmesøndaa on tneelede ved det helliae Alter, traadte
Moderan q«-odcsstund igen srem for hans Eink, og han var
rndt rort; bang æloste Broder var med til Konfirtnationcm
Lntlen lsoldt itte af, at hans Sestende besøgte dani; det
var oasaa en lang Reise sor dem, oa de Familien som havde
optaaet dem, kund-e itte anvende mange Penge paa saa
danne ane.
Fian man dersor undre sia c-rer, at Henrit snart bleo
frenmsed for sine Saftende, ca at de ftod tokde lige overfor
tnxrandrek Han havde stærliahed nok paa Buchrode, Ovar
f:r stnlde han saa søae den andre StederZ Hang Stil-s
stende strer af oa til: men han lod dem ofte vente laenae
paa Evar. J Latinstolen git han sra Klasse til Klasse,
sprang de fleer sorbi, liestod Asaangsetgamen med Glanz-zf
raadte ind i Garten, og vendte sørst tilbage, da han var
bleren Qsiicer. Onkelen var stolt as ham, og stønt der paa
Buchrodc bleo sparet i alle Hjørner og Kanterv sutiede den
garnle Forsoatter ofte dybt over de høje Summen som han
maatte sende den unge Herr-e i Residentsstaden.
Ta den aantle Eier as Buchrode blev anmodet om at
aide et aatliat Bidrag til at Henrikg Ssøster tunde blive nd
dannet som Leererinde, assloglyan dette rned den Brenners
ning, at han havde nok at gøre mesd at sorge for den aeldfte
Broder; men over de Tusinder, som den unge Herre satte
over Styr i Residentsstadem smilte han «blot. Og naar
Henrik tom hjem i Feriern-e, blev han lige saa kidt treet
af at fortaclle den gatnle alt det sorunderlige, han havde
ovlevet i Residentgstaden, som denne blev aldrig træt af at
sporae og here til.
Manae undrede sig over, at den unge tunde komme
saa godt nd as det med den gamle; men de som tendte dem
nøjere, foritod godt at det var for-di de lignede hinanden
i meget. Den garnle Herre svar nok besteden i. sine Fordrin
ger oa tarvelig i sin Levemaade, men han havde alligevel
et stolt Hjerte, han oilde not have at alle stulde føle, at
han var Eieren til B.uchrode, derfor tog han sig det heller
ikke nær, at den Glanz, den ungse Herre omgav fig med,
tostede ham lovlig mange Penge, for han solede sig nu selv
i denne Glanz. At han ofte var streng og bydende rnod
sine undergivne, at han sorftod at komsman«dere, at han syn
tes, at han var langt mere end alle de andre Sssstende,
som han neeppe not tendte: det kunde itte nedscette ham
i Lntlens Zim, saa megest mindre som han flere Gange
hasvde dist, at han havde Interesse for Godsets Bestyrelse,
og at han not aad Penge ud, naar det dreiede sig om hans
egen Person; men i msange andre Retninger var han
yderst sparsom.
Aar for Aar svandt hen. Henrit han-de ved sit sidste
Bespa ndtalt det Haab, at han efter al Sandfynligthed
fnart vilde blive Kaptajm og famstidig hentydet til, at det
saa vilde mere paa Tide, at han saa sig o«m efter en Lins
!edsagerinde. Men denn-: Gang fo’r Oldingen i Vejret,
sont om han havde faaet et Slaa i Ansigtet, havde spurgt
ham, om han havde glernt, at han lersede as Onklens Barm
hiertighed, og at han tunde gøre mesd sit Gods, hvad han
vilde, at de tun git ud paa at fange de rige unge Mænd,
for at faa fat paa deres Penge og give dem ud til Pynt
og Tant.
Ofsicerens havde blot ilygtig berørt, at han nu tunde
gøre et glimrende Parti, men Onkelen tordnede los mod
Kvinderne og endte med at ertlcere, at han fette sig soag og
saa helft, at Heut-it tog sin Assted som Ofsicer og tom
hiem for at overtage Godset. Henrit han-de itte fvaret det
mindste her-paa, men tun ved Afsleden forsitret Onlelen om,
at han altid respelterede hans Ønster, og var beredt til at
komme, naar han kaldte. Han- kendte den garnsle not til at
vtde, at han alsdrig kunde tiltrodfe sig noget, men at han
heller itte vilde talde ham tilbage, serend han var bleven
Kaptajn Han tensdte Olsdsingens Forscengelighed vg· be
sejrede ham aldeles vesd sen tilsyneladende Eftergivenhed
han havde ogisaa verket tlog not til itte at naerme sig der
snmkte Ida von Is- paa anden Maade, end at han god«
Ltunde hokde Spsrgsmaalet svævende endnu nogen Tid;
men han havde alligevel gjort saa anbenbar Kur tit hende,
at han itte mere tunde trætte sig helt tilbagse. Jda von
F— var itte rig; men hun var smnk, elstværdig og —
ade!’ig; det sidste svar i hans Øjne en stor Dyd. Dvg vidste
han oasaa godt, at i dette Punkt vilde Onkelen scerlig vcete
imod Partien da han itte kunde udstaa Adel-en. Han havde
ofte not solt, hvordan hans adelige Naboer havde over-set
hasti, trods alle hans Rigdomme — —
Hdor iindre Stiernerne paa HitnlenZ Hovr tale de
om den vite, lyse Himmel og om den store Edighed Gut-S
ejer Henrit Armbrust pisier paa Hesten·e. Hei! hvor den
lett-: Bonn suser hen ad Vejen. Snart loster Monden
Hodedet liøjt cg stolt, snart falder det dnbt ned paa hans
Brust, oa Stnggerne fra svundne Dage marchere fremde
les op for ham Paa den ensomme Ves.
Dei Var i den hcllige Passions-tin da Stormvinsden
i Siedet for Foraarsvejret susede gennem Residsentsstasdens
Gader, at Frants Armbrust pludselig besogte sin celdste
Broder paa Gennemrejsen. Frants var den ncestcekdste,
studerede Theologi og reiste nu ved Enden as Semestret
l)jem. Henrik Armbrust ·t;savde ikte set sin Broder i de sidste
iti Aar, og hørte tun sjeeldent fra sine Søskende. Det Var
IlJaade ham og Onkelen meget jin-od, at han stnsderede The
oloaiz men Frants havde staaet saa lidt i Forbindelse med
idem, at han itte brød sia syndierligt om deres Mening. Hen
"rit belnmrede sig slet itke som nogen as sine Søskende; hatt
vidste not, at Luddig var bleven Købmand, at han itte
brede ret lanat fra Horedstaden, og derfor havde i Sinsde at
asloenae »Or. Lojtnanten« en Visit; men det fik han til sin
Strakt sørst at dide af Franth At Alma var bleven Lecker
inrsc oa havde faaet Plads hos en Godssorpagter langt
borte fra B1)en, var bam keertz men han fandt det mindre
behageligh at Frants opferte sig saa aldeles brvderlig
uaensrt mod ham, at han endog med munter Spøg gjvrde
sia lustig over »Or. Løjtnantens Stolthed«, som om hart
strd paa lEJe Trin meo ·l)am —- han var jo tun en fattig
Student. Og nu tom oven i Kobet det fatale til, at begge
Brig-diene mødte Frøken Jda v. F—, og at hendes Onkel,
der var med, tiltalte de unge Herrer, saa Henrik blev nødt
til at maatte forestille ham som sin Broder for dem. End
nu den Dag i Tag synes han at høre hendes bebrejdende
Ord: »Hvorsor har De aldrig fortalt mig om Deres Bro
der. Jeg anede itte, at De havde Søstende.« Det var den
Gang i den mørke, stormfulde Pagsionstidt — ret som om
alt vilde storme ind paa ham — for nceppe var hans Bro
der gaaet fra ham, førend der kom et Telegram fra For
valteren paa Buchrode, som taldte ham til Onkelens Syge
lese. Hian naaede akkurat hjem tidsnok til at kunne lukke
Otdingens Djne. Den i. den høje Alder ellers saa kraftige
Mand havde tun vaeret syg nogle faa Dank-. Et Stagtil
sælde, der gentog sig oed Henrits Hjemtomst, satte et Masal
for bang jordiste Løb oa for alle Beregninger.
Herren as Buchrodes Testamente inrsattse Oenrik Arm
brust som retmcrssig Besidder as det stolte, stonne Gods.
Dei havde man Ventei; men man havde ikkse dentet, at den
unae Vlrvingg Søskende og nogle andre fjerne Zlægtninge
vilde blive spistse af med nogte smaa Legater. Testamentet
indeholdt tillige den Bseitemmelse, at Henrit Armbrust først
turde overtage (Stodset, naar han havde t.rget sin Afsked
som Ossieerx til den Tid stulde der udbetales Ham en vis
bestemt aarlig Jndtasgt af Godsets Jndtomster. Henrik
Armbrust erklcerede Notaren, at han strats vilre tage sin
Afsted.
Højtidelighederne Ved Vegravelsen vare endte, Arvin
gerne havde faaet den testamentarist bestemte Arv adde
talt, den unge Herre havde Prcesentert sig for sine und-er
gidne som den nye Besiddier af Godset. Paastesolen lyste
over Markerne, lyvor man var i Fcerd med at sørge for
Foraarssæden. Den nne Ejer af Buchrode begyndte at
aande lettere, som om Eolen havde bredt et mildere Lys
over lsans Liv og som om Foraaret vilde stro slere Blom
ster paa hans Livsvej end sor. Han glædede sig over, at
haus Søstende nu havde faaet en lille Sum, som vilde
gøre deres Fremtid lysere; vg, at de paa en Munde sit deres
Psenge fra hans Haand, bestyrkede ham i den Mening, at
nu var han løst fra alle Forpligtelser lige over for sin
Familie. Frøken Jda v. F— havde han meddelt,«at hart
i den naermeste Tid igen vilde komme til Riesidentsstadem
og at han hasabsede at gaa af som Kaptajn.
Men da Godsejcren tom til Residentsstaden, bruste
der en saa mcegtig Stormvind hen over hans Liv, at han
mente, at nn var hans Livslykke suldsstændig udslutt. Jda
von F- var syg, meget sng og tunde itte modtage nogen.
Man sagde, at Spiren til Sygdommen havde ligget has
hende i flere Aar, og var nu brudt ud som gsalopperende
Svindsot. Henrik Armbrust sit Afsted som Kaptajn; mem
for-end han forlod Hovedstaden, maatte han folge den tilj
Jorden, som hsan havde haabet at kunne hjemføre sonr
Huftru. -
Ester den Tid blcsv Henrik Armbrust en ensom Mand,
for hsan kunde ikte betvemme sig til at udøse sit Hierte for
noget Menneste; ban havde itte een eneste Ven, til hvem hart
tunde tlage sin Nødz derfor begyndte hun at tnurre mod
Gud over sin Steebne, som han mente itte at have sortjeniL
Naar Natten er mørt og Stien ensom, saa komme
Skyggerne dragende af sig selv og opfriste den bitte Ve,
der kan slnmre paa Bunden af en Monds Sjcei.
Man sagde piaa Buchrode, at Henrit Armbrust vilde
vedblive at være Pebersvend ligesom Ontelen havde vceret.
Der svar nemlig ingen der anede, at Godseseren to Aar ef
ter at han havde tiltraadt Godset, havde friet til Prieste
datteren i Rosenvænget, og at han havde faaet en« Kurv
saf hende. Man anede itte, at dette Nej havde vceret som
et Dolkestit i hans Hierin Rosen-verenget her-te til Gsodsset.
Praestedatteren var inaenlunde den straalende Stønhed,
Jsda von F- havde vceret; men hun var from og ven«lig,
elstet as alle, og hvad der Ergede ham mest dar hendes
Svar7 at hun itte vidste, otn han stod i d·et For-hold til
Frelseren, som hun betragtede som det eneste rette Grundlag
for al ægtestabelig Lytte.
Havde han maaste ikte holdt sig til Kirlent Mc
han itte taget sig af Godssets sattige? Stulde han maaste
være saasdan en Bedespster — en stinhelligs Hytler for at
fasa heade, den fromme Præstedatter — Jomsru Ema
Weber til Hustrut Hun havde strevet, at det var med et
tungt Vierte, hun maatte afslaa hans Tllbud, for hnn ag
tede ham heit, men hun tunde ilte andet. «
Gurts-Netz « ·