sz Des shalsße Kunde Inn Tjele.
Livsskildring fra Reformationstiden
as
H. F. Ewald.
: —
J Forste Bog. set-—
Konsum
Storstuen Havde ved Lns et endnu lnftigere Ur
seendr. Kerterne, tylke Tellelyg, der vare ftutne i solid:
Jernatmstaget, sorn rate fæstede paa Bergen-ne lngnede
mellem det grønne Lev, men øgede Heden i den lumre
Sommeraften, hvotfor man havde aabnel Vindueme, san
Luften kunde strømme frit ind. Derded fik tillige Ben
derne, der med deres Kdinder ftod udenfor i stor Musteng
bedre Lejlighed til at fe paa Dansen, sdm for dem dar et
helt Skuespii.
Hvor sirnpel end Ordningen i Dansefalen var, ikke
ulig en Mælkestue i Vore Tage pyntet til Høftgi.lde, en
Lighed, sont blider endnu mere slaaende ded Flisegulvet,
hist og her Udjcevnt ved Slid og Ælde, saa var Scenen
dog pragtfuld cg broget. De ædle Mcendss og Kvindeks
tige, malerifte Tragtek dannede den stcerkeste Modfætning
til de tiarvelige Hengst-elfen Danfen hcevede sig ved sin
snart værdige, snart Vilde Karalter i Poesi og Afvelsling
hsjt over den enåformige Morftab, man nu til Dags kal
der Duns. Der var en Stags Handling i flete af dem,
og Spiten ril Stuespil og Ballet stjulte sig deri. Bande
Mimik kg Sang spillede sin Rolle derved, om ogfaa det
kunstneriske i Utføxelfen meke paanedede sig de dansende,
end det var forud ovetlagt.
Knud lnvke trods Pigernes Modstand faaet en lnflig
engelst Dans i Gang, fom hans Moder havde stildret for
hom. Den hed Pudedansem og det var det mislige ved
den, at der blev kysfet i hder Tur. Denk tyktes flere af
de Unge Jomfruer dar for meget af det gode. Te mente,
at Jndgangsknsset kunde vcere nol, og ingen modsatte
sig denne Knksedans stætkete end Knuds egen Sollst
Dog maatte hun, for Flle at blive ilde set fom en hoffækdizq
Jomfru, give sig; thi de gamle Meend fammensvot sin
med de ung-: og raubte, at de dog en Gang vilde se denn:
- narrifle Duns, hvokdm de hidtil havde børt tale.
T De danfende st"illede sig da i Krebs, og Danfen ldg
fut. Herrekne valgte sig efter Tut hvet en Dame, og hvert
enlelt Par danfede ud for sig, Herren først med en lille
Pudse under Armen, som han tilsidft lagde midt pack Gul
vet, for at Damen kund-e knæle paa den, medens han selv
lagde sig paa Knce paa det bare Gulv og tdg sin Danseløn,
Kysfet. Jde Nielsdatter havde allerede nogle Gange
maattet rcelle Mund, deriblandt til Thomas Keule og
efter at nogle andre Jomftuer havde maatlet underkafje
sig den samme Zkæbne, kom Raden til Margaret. Unge
Vernet Patsberg dansede efter den foreskkeone Regel alene
frem paa Gulvet med Puden under Armen og tramvede
fast, saa hans Solvsporer klirede. Han flandfede forcm
Matgatet og bød hende op til Danfen, hviltet hun, sont
det hørte sig til, afflog, edel hun tyftede paa Hovedet.
Musilten tav da, og Verner Parsbetg sang:
»«.1LuJ:anfen kan ej mere gaa.«
Spillemcendenes Formemd fvurgte:
»Jeg bedec, Herre, lwk irget J sanf«
hvortil Verner Parsberg svakede:
» Zkon Margaret vil cj med mig gan.«
Nu faldt hele Kredsen i Ker:
»Hm: man og ital gaa med!«
Dog, lige fom Verner Patsberg vilde hortføre Mat
garet og vinre Tanselønnen, udfriedes hun giansle uventet.
Et stort Bulrer af den fra Tjele kommen-de Rotersiare
tystede Hufet, Bønderne udenfor veg til Side eller ind
si Forstuen, og i Lyssiæret fra de aabne Vinduet glimrede
Btystharnister og Sværd og lvsnede vajende Fjer. Mu
sikken tad, d-: unge Pigek faa sitcelflagne paa hverandke.
og de dansendes Krebs oplsste sig, idet Mændene ilede 1il
Binduetne og til Gaakddøren, der dög noesten ganfke til
jtsoppedes as de tilbagevigende Blinden
Kriftoffer Kruse kom straks til Ete:e, lnmede ji; ch
vg tog mod de upentede Gesten Der lød hsjrøstet Tale
i Forstuen, saa blev det stille. Kort efter vidfte alle, at
Rigens Hofmesier dar kommen med nogle af sine Venner,
vg at han og de Vilde indsinde si»q, naar de havde assørt
flg deres Brnsjharnifker og toet sig i de Kanne, hvor Kri
jtoffer strals havde sprl dem ben.
Da Mogens Munl og Predbjørn Podebusl, som sad
noget søvnige ved deres B.rcetspil, herte den Tidende,
bleve de lyåvsaagne og rejfte sig. De Date stratg paa del
tene med, at noget vigligt maatte vcere hændet og ilke
mindre disse paa, at del var dem, Mogens Give søgtr.
Nr blev imidlertid ille Tid til at gcette ret lange, thi
hurtigete, end- den nysgerrige Forsamling havde ventel,
viste Rigens Hofmeftet sig i Deren med Kristosfer Keule
ped sin Side og efterfulgt af sine Ledsagere. Selv havde
han et evligt og smilende Auser omend det Var Ilsens
see-M.
Mvgens Gjøe par en h-j, anfeeliq Herre, csg of hans
Aufl-n lyste en mandig Aand og five Klogslab men iniet
af den Batsthed og Rache-d, somi hine Tidee var faa al
mindelig. Hans Blit var ssnareft mildt, og hans Versen
tibede den dannede Betdensmand, der ovetalt ved at finde
sis til sei-te Des meee end det, thi det havde et Ptkeg af
-VIetW M tun admctkede Uandsevner en fast
M « im Bedensetfaring i Idee-sing kunne give
M at se M XIV W, at hans Plads var ved Tronenö
«M; has M Mag, vggket han endnu var i sin traf
, -" WW all-rede ijent tre Konger. han
JM feMerie nndetsttttet af Feltherren Johan
W Pedee Strom, feste Kronen paa den
« M kredi- Ktistjetns Md oge endda ijene
, - jaDen ver heil anset seen etfaeen
Stets-r Aal-de IM- fvt Mk WHOD
" -Methilc-tmdeog fee
W Wie-heb se des- M
siehe-tatst emi- tax-ei Jok
,sp01'. Denne havde tappert forsparet Ksbenhavn for Krin
stjern den Anden og siden med ridderlig Trostab fulgt den»
ulytlelige Fyrste i Landflygtighed Mogens var udset
til en mindre romaniist, men større Gerning, og enhver,
sont tom i hans Noahs-d fattede Tillid til ham og Tro til
den Sag, han ajorde til sin.
Hang Reisedragx var sitnpeL af merkegront, flanist
Fllædez dog dar han sin gyldne Rinderlckde paa B.rnftet,
og paa hans Fingre funklede ncgle Ringe tned tostelige
Ædelftene. Hirn havde dnibnttet Staalbuen med en fort
Flele Baker, prndet ined en boid Fjer. Hirn bar Baut
ten ved Jntraedelsen i fm lere shaan medens den venstrc
hvilede paa det søldinrlagte Eværdfæfte. Med let dg fri
Anstand traadte hnn ind, bøjcde sit ftdlte Heded bewisL
dog itle nteget dnbt, for den hele Forsamling og traadte
derivati, udcn at agte paa Mogeng Muni og Predbjørn
Podebufts Tilraab, rast hen til Husmoderen Anna See
feld, der stod rede til at modtage Imm
,,Vredes ikke paa mig, Fru Anna!« sagde han, idet
han greb hendes fremratte Haand og forte den ridderlig
til sine Leber, ,,ferdi jeg tommer soin feldbuden Gæst og
bryder faa uhøvisl ind i eders Hus med mine Venner da
en hel Hob SvendeE J har for Sand-en itie tnap Tid
paa Gæster,« vedblev han, idet han stnilende faa fig otn
i Kredsen, ,,en stor Siare af gode Mænd og fagre Kvi-n:
der ere her samlede, som jeg ser, for at fejre ederS Franke,
Jornfru Anna-Z Brudefærd.«
,Ej, He. Mogens!« sparede Anna Seefeld og bøjede
sit Hoved, »J er hjertens deltommen til enhvet Tid. Dei
er en Aste for voet ringe Hug, at Rigeng Hofniefter gcefter
det, iscer paa en slig Gladesdag som denne. Dei vil
give Bruden Lyite.«
«Vil, Gud, itte lllt)!ie!« sagde Rigens Hoftnester og
vendte sig derpaa til Bruden, hvem han tnsfede paa Pan-«
den, og til Brudgommen, hvis Haand han tryttede, idet
han udtalte sin bedite Lytønstning. J
Don nn brast Mogens Muntg Tnalmodighed. HanJ
brød frem, efterfulgt as Predbjøtn Podebust, og raabtei
med et barst Smil: ;
«Ved Gud den Alfonitnægtigste eg alle Danmartss
helliae Patroner! Tag nu Bladet fka Munde-n, MogenTJ
og sig os, er du alene kommen for at tygfe Bruden vgl
smaae naa Brudepllet?« J
,,J-:g tør ilte kose mig deraf,« fvarede Magens Gjøel
nied Alvor, mens alle trængte nærrnere og lnttede til hang;
Ord. »Don vilde jeg itte falde med Toren ind i Hufetj
oq siræmrne Koinderne, stent jeg, Gud naadek hat en storJ
Alvorstidende at dringe eder, leere Venner. Grev Kri-.
ftosser er landet med de Lnbsle eed HvidøresH i Zjælland
de ti Tusinde Martyrers Dag«) og dragen mod Res
lilde, ja, de ete maaste nu alt videre fremme og ftaa for
Kobenhavn De fejde, saaledes ganr Talen, i Kong Kri-«
stierns Navn og oille indicette hatn igen, head Gud for
dyde!«
Dnb Tavshed sulgte paa, idet alle vare grebne at
denne Tidendeg ftæbnespangre Alvor.
,,Saa er da Fejden brudt los!" sagde Mogens sinnt;
da saa op. »Bei maatte vel komme. Men hvorledesj
drister den Stoddetgreve ftg til at falde ind i Lande:?"«s
Nu fii Harmen eg Forbavselsen Luft hds flere, ej
høje Raub lpd Kredsen rundt. Birgitte Keule flai i at
græde og sagde:
»Gud naade! Nu faa vi Ufred, cg strr Elende eii
times os alle!«
,,Endnu have vi Fred her i Prodinsen,« sagde Mo
gens Gic·:, »og,« fpjede han tillidsfuldi til, »endnu fin
des her danste Mand, der ville veerge for Riget· Ter
fee jea en —- vel mode, Folmer Rud, hvot lidee J?«
,,Jeg tatter,« fvarede Folmet med blussende Feind, og
idet hang Oer fit Glans. ,,J tog itte fejl, Hr. Mogensk
ii det, J der sagde, den end min Veelde er ringe og mine
Svendes Tal tun faa.«
»Nu, di ville have hver Klinge nsdig og mange, der
ere ringete end eders.'«
De nye Geester blandede fig nu mellem Selftabet,
Rigens Hofmester veislede Hilfen med Moaens Løvens
ball, rned Thsger og fleee, indiil den fsorvirrede Tale,
sont lsd otnkring i Stum, idet alle snatkede i- Munden
paia -hverandre, oinsidee ftandsede, og alle lyttede til, hoad
Rigens Rander sagde.
»er Kriftosser.« mente Holger Rosentrantz, ,,er
ilte ftort bedre end en Lejesvend; men ilogere Hoveder og
mere mæasiige Mænd stille bag dette. De Lybste ville
herste i Danmart, og jeg tror ikle deres Foregivende, at
de ville satte Kong Kriftjern ind. Det er lsgnagtine
Ord, de beuge for at tunne fuldiomme deres onde Villie
inwd os uden al redelig Grund·«
»Von-it er dog nu,« fagde Erit Banner, »at Dani
nmrk Rige for Tiden er sotn en hovedløs Krop.«
»Der rette du ved Bylden!« sagde Mvgens Give
»Der-Im vil vi senere tale mere og prøve paa at bringe
Enighed til Vefe.« "
»Ei, Magens!« udbtifd Predbxsrn Podebnsi med et
misteentsotnt Blik,-,,det set ud, fom agter du at holde en
lille Herredag hee i Brudelcvet Kan heendes, du vil tage
Kvinderne med paa Nackt-W
»Sei-senkend Predbjtrn!« svarede Magens Give nied
Begi. »Er-Miserere have ftt givet gede Rand og ftaaet
for Siyret i Danmart. De sfotde det endda vel san
godt sont Meendene.«
»Im for intet,« sagde Mewjnn hockt, »stgte Mo
gens Estildsen fordmn Meer Sigbriti Lsntammet.«
»Du taler vifete, end du ved af,« fvarede Magens
Gise toldsindig, »der var noget at leere! Dog, siden du
taler den Herredag, san drag dig til Minde, at vi sidst
We enige um at mtdei many til Santte Martins
Das-UT fern blivet den senkte Daß fra i Dag. Dette
per-see nie laute det, fort-i der er en Alle Frist at sende
M m miude san mai-ne as Im Bett-re i Ray-det, vi
km- isuge, pm sei giv- Itme sem pi. dem- Gang
W Zehe ved Jst-bei Ei Santte Streu-s wirke i Rhe, et
det,ng Mt »st· tomene til en endelig pg enig
, « .
. »Halt- WOPW Mit FUM Ritzen
Hosmester sast i Ojet, ,,jeg sattet let din Mening med den
Bttdsendina, ligesom casaa hvorfor du staat her nu. Din
ihn staat til at blcrse den tnsenige Adel samtnen og ind
jage os Strast.«
,,J-eg sagsde site siigt,« sdarede Magens Eine-ca
smilede listig: »Im-g er dette et aodt Paasttnd af dia! Naar
Hiisset braut-en da hicelper hder Mand at statt-e, og da
dreier liden Pilt Band til i sm Strippe."
En Bisaldsmumlen lod gennem Stuen, mens Pred
bjorn dreier-e sig hartnsuldt paa Hirten og vendte Rygs
aen til.
Nu ntittede Riaens Hofmester Tidm ntens Anna
Eckieid ajorde alt i Stand til et Maaltid for sine ny
tjsiæster. Fetst traadte lian hen til He. Magens og ad
taite sitt Teltagelse over itte at have trnsset ixam i Hieni
::-e:. Hatt aladede sig over, at ban itte havde vceret lcen
ger-: dorte. da lian onstede at høre Moaens Lavridsens
Litienina om Riaets Eaaer i denne state Farr. Ridderen
son Lengmanden sra Norlyng Herred var nu vel itte i sit
eaet Omdømme noan tinge Mand; men dog tildredes
bang Forscengeiighed ded at spprges til Raads as Ri
aens Hosmestet Han buttede Erbe-Vieh men rettede stg
iaen des stoltere oa talte, ihntommende stn Riddervcerdig
bed, til sin mæatige Navne. som Lige taler til Lige.
Hat-. bleo doa et let Bntte for den tioge Statsmand og
;I.iiennestetender. Endnu inden Botdet var dattet, dar
tian vunden for Hering Kristjekns Sag og havde givet
Moaens Gjee Haandslag paa at mode mandsstaert i Nne
Zantt Martinsdag. Derester lod Rigens Hosmester
noale Ord salde otn sit Ridt ind paa Tjele, som ganste
bragte Hr. Mogens ud as Ligevekgten.
»J- har en Gæst derhjemme, sont Viste mig hid, Hans
Strirer sra Havreballegaard.«
»Ej sel« udbrod Or. Mogens oa blev eød i Kammem
»faa der jeg bryde op og drage hjem sttats. Hans hat
sittert Strioelse til mig.«
»Bei er Borneocrtt, He. Lensmand,« svarede Ri
aens Hosmester smilendc. »Lad Hans vente paa ederL
Vjemtomst oa bliv smutt has os de Pat Titner, inden vi.
rraae bott. Vi vil tømme et Broterstabscheger med
l)inanden.«
Hr. Mraens vooede itte at siae nej dertii; men sra
nu as tobede hans Vasen stor Ura
Jmidlertid haode de unge sor en stot Dei tommet sig
as Overrastelsen as den Tidende, Riaens Hosmester havde
braqt. Piaerne selte sig roligere ded, at Faren var saa
ijern, oa as de unge Mænd vare nogle uden Fcedrelands
sind oa tun hengivne til Fjas ca Tant. De var lige
alade, om Sjaslland bleo hærget, naar tun Jnlland blev
staanet, oa de tlagede tun over, at Dansen var ophørt.
Blandt diese var Thomas Krusr. Han sjasede med Pi
aerne, mens baade Knud og Fotmer fluttede sta til de
aldre oa høtte Paa detes alvorliae Hamtaler. Thomas
nassede da sit Snit oa ajordse sine Hoser gronne hos Ide,
for hvem han laenae txavde solt Elstov. Han dwg hende
med sia hen i en Vinduessordnbning oa hvisteoe hende der
omme er i Tret. Jde tunde vel lebe sra bam, men hun
var i en ophidset Stemning, del ovlagt til Sterlmsstnttcr.
Mens Folmer viste, at han trods den indtraadte Forstw
relse inaenlunde havde glemt Margaret, idet han et Par
Gange traadte hen til hende og sagde hende et Piar ven:
liae Ord, saa teede Knud sta, som om Jde Nielsdatter
slet itte var til. Tette var uhesvist og lidet renligt af
Knud oa sortiente Stras. Oasaa sandt hun Morstab i
at se Thomas Kruse te stg saa ydmyg; han yndede ellers
at optaste sig til hences Hosmesten Hun harte da taal
modia paa dam, da han var veltalende as Øllet og meget
ordtia; men omsider martede hun, at han itte speigede
lænaer.
»Im Sanden, Thomas!« udbrod hun, ,,hvad var
det, du der saadeZ Sig det endnu en Gang; jeg harte
itte det halve deras.«
Thomas saa op med et dredt, stulende Blit, men blev
mildere, da han opdagede Jdes staltagtige Mine og saa;
Smilehullerne i hendes Kinder. Hun soretom ham met-ei
lystelia at se til end nogen Sinde sor; men han svarede
hende dog Ergerligt not
»Jeg har aldrig sør talt til nogen Jomfru, sorn nu
til dia. Du tteever stor Langtnodighed as cnig."
»Stor Ære maa da viere timedes mig,« sratede Jde
med et Knits. »Sig det mindre dulgt, saa jeg tan sor
itaa det.'« «
»Du stal have din Villie og saa det ai here, saa du
itle tan sniae dia versta. Dei et min Mening og hat
lcenae været ret, at ingen er ncermere til at blioe miti
Huftru end du, og ingen ncesrmere til at blive din Hug
dond end sea, saa sandt du nu alt i nogle Aar dar vcerei
som indlemmet i vor Slcegt Du maa helft seemdeles
blive der oa itte saaledes som ser, men tnyttet ved et sa
ftkke Baand.«
»Noaet as det, du der sagde, Thomas,« svarede Jde
med Alt-on »er itte sandt. Jeg har nydt godt i dit
Fadeenehiem lange, og vi tunne neesten taldes Sosiende.«
,,hsvad vi dog ingenlunde ere as Blod,« saldt Tho
mas ind. »Vi ere heller itte Daabösostende, saa end itte
den argeste Papist as den Aarsag tunde stilles os ad. Der
nu itte langer Gæt med mig, men svar mig saaledeö, at
dtn sande Mening tommet sor Dasein Kristos som givet
dia bott, da inaen mandlige Fremder as dig eee i Live
ecer myndige, tan itte vare sin egen Broder imiod i den
Sag. Han set gerne, at du og jeg komme sammen, og
at dit oa mit Gods samsmenleeggegz deras tan dee blive et
vatteet Posten-. Vil du som jeg, saa holde vi snaeest Tro
lovelse og dritte Westens-L soe at vt til kommende For
aar tun-te blive eegteoicde.«
»Stat-, Thon-ast« soe Jde op. »Er det ttte, sont
trat du alt as Sted med miß til Brudestainmelent Det
af blivee der Fauste og aidelei intet. Mtn hu staat ttte
til diss«
· »Er det dit sidsie Okd til mig, Jde Rielsdatteri«
somgte Thomas bleg og gut om Kindern
, »Im det sidste,« span Jst-» »Na visseltg i den
Saa- Du tan saa heutige Ord endnu as mig, hats du
som- iw need den Seiten, og ieg saa- vcere i Jena«
»Da er jeg sra denne Time ttte dtn Verh« sagde
lThomas- langfomt og toldt, » endnu mindre dknud Mo
neniens. «
) Jde blev rød sont et dtyppende Blod.
»Det sidfte har du aldrig vceret,« svatede hun, »det
oed jeg grant.«
»Nei, men nn faar han vogte sig!« sagde Themas
med dcenipet Rost og et ondt Blit.
Jde blegnede, men samlere sit Mod.
»Voat dig selv! Jea frygter nu niere for dit Liv
end for Knnd Mogenfenei.
,,«5aa Otd og satte ere saa ande, som site on tnve
svatede Thomas med et spodint Smil og forlcd Jre brat.
Riaens Hofsnester. sont til first havde talt med The-s
qer Løvcnbalt oa til alle tilftereoasrende Papifters Harme
tydelig lagt for Tagen, Its-or hejt han holdt renne den
ny Leeres nidtcere Fotlnnder i Ell-re, ait nn til Bot-ds.
Alle strønnnede til, der litev thengsel ca nrale af de eeldte
giotde Komplimenter med hvetandre oin, Odem der stulde
fidde til Højbotds og nætmest Riaens Hofmefter. Bote
Fadre vare nøjeseende med Rangen, og den ene vilde itke
gelte den anden Uret. Dog, sont dette stod paa, lpd et
Raab. Gert Eritsen var ved Bordet med et Zpting ag
tog Sæde lige ved Siden as Or. Mogens str.
»Det er ondt at fange Vogn, naar alle vil age,"
sagde han og lo, saa det sitattede, ,,dog gaar det, naar
man er raadsnar. Vel msdt, Mogens Estildsen!«
«
s»
»Se, se, er J der, Gert!« fagde Rigens Hofinester
fmilende og tlappede Gett paa Stulderen. Han tendte
sin Mnnd og vidfte, at ogsaa han tunde vcere brugelig.
»Na hat jeg itte nødig at lade eder hente.«
»Jeg tncerten nt der er noget paa Fcerde,« fagde
Gett uden at bryde sig om de andres vrede Blitte; »det
gceldet for Tirw itte Smaating?«
»Fot Sanden, Gert, nej!« svatede Mogets Gjee med
Alvot, ,,det gcelder Dnnmatks Frelfe.«
»Ve! da, at vi to- atter ere sammsen2« sagde Gett
med en Rats Fripostigshed »Lid ttygt paa Gert Erit
fen, ea hat J en Budrender nedig, tan J sige ftit til!
Jeg vil ride for eter ·. Øster og Vestetz dog Ast-: og Tro
faat Hefe og Sto! Tjenet jeg Rigens Raad, saa giv mig
en nn chedning og en god Heft, al den Stund brune Blis
nctppe lctnger evner It bære Sadelem end sige Rntteten.«
»Vegge Dele ete til Tjenefte,« svarede Riaens Hof
niester og lo.
»Den J faa snnes,« tog Mogens Lodenbalt til Orde,
siamfuld over sin Frcendes Paatrckngenhed, »Na maa jeg
vel viere ncrrmeft til at udtufte min Freude. Dettil er
ijeg villia, got han end Slægten tun ringe Ære.«
»Æten, hun er det fejrefte Trae i Slovne,« fagde
lgale Gett med et d: illcnde SmiL »h: eni der hende havet,
tran tider tvcedendesi Jeg tager med Tat mod legge Til
bud, jeg ha r da at stifte i vnadt Vejr.
Alle btnst i Lattet, og Hr. Mogens lo med, var han
end grant i Hu.
i »En Gast er god iot noaet,« sagde Magister Anders
Gnldenstjerne til The-get Løoenbalt, ,,hnn tan talde Laue
ren frem, naar hun et lcengst botte.«
l ,,Snarncend!'« spare-de The-gern »Don burde Hin Mo
geng hnsle paa, at leger han med Naarten i Hufen leger
Narren med ham paa Gaden.«
»Nu«, svarede Anders, ,,denne Natteleg hat Ltlvor
Pan Bund-;n, hdad J not fnart stal Manne-«
Da Maaltidet var til Ende, drog Rigsens Hofmefter
fig tilbage til Ktistossets Løntammer med Anders Gylden
ftjerne. Begge strev i Hast flere Breve, mens nu en nu en
inne-en blev taldet ind til dem. Blandt digfe sidste dar
tbaade Hr. Moqens Lorenbalt og Folmer Rud, fom villig
paatog sig at tide Rigens Hofmestets Ærinde til et Pat
ansete Mænd af den menige Adel, fcerlig dog til hans egen
Fremde, Rnud Jetgensen Rud paa Msgeltcer ved Horiens
Zion-. Da han attet ttaadte ind i Storstuen, faa han, at
Dansen igen var i Gang, men det havde dog ingen rigtig
Art dermed. Matgatet sad afsides alene paa en Beent oed
Vinduet, haldt ftjnlt af Løvet Da han sont hende nar,
studsede han over hendes blege Aasyn og hendes Øjnes
dybe Glans. Hun stirrede paa harn usden at sige et Ord,
indtil Folrnet satte sig ved hendes Side og lagde i Smug
sin Arm om hendes Midje.
,,3e itte san forafnld nd!'s sagde han blidt.
»Im set paa edes,« sparede Margaret hdistende, »far
at mindes ever grant og længe.«
,,Ssaa maa J tænke paa lang Stilstnisse, Margaret!«
»Jeg gør san, Falkner! dog talter jeg Guds Moder for
den Stund, vi nu var sammem den var lortvarig, men
ftytefuld «
»Margaret!« sagdc Folmer .-ttet et Dieblits Tavs .., »F
»fom jeg vilde gaa ind til Rigens Hofmester, tom ederg
Fader nd. Jeg nyttede Lejligheden og talte til hom. "
Margatet blev red, dtog Vejret dybt og saa pas
Falkner nsed et fpænsdt Blitz men da han ta«v, sputgte hun
med usitter Rost:
»Nu, hvad Svar gav han?«
»Von horte paa mtg som i Ssvne; hans Tanter vate
fttst andet Stedö, jeg ved itke hvor. Dog da hart forth-d
at jeg anholdt om ever, saa han studsende paa mig, og
hans Blit tydede paa stor Sindsrøtelfr. Dog greb han Fa
deri, blev nttet told og sagde helt fos og sttv: »Jeg tatter
for Ætenl Dog er Lejligheden nu itte saa ged. J maa
vente paa bedre Tiber!« hvotpaa han vendte sig btat fra
entg.«
Margatet blev bleg og sad ftutn ved Folmetö Side.
,,Edeti Fader,« redle Fahnen felv kendelig for
legen, ,,havde itte Uret. Lejltgheden var teheldtg; dog
hie-riet brændte i mit Myst« -
»Den Jld vll vel United-« saade Margatet med et
smetteligt Stnil og taarefyldte Ding »der en anden tren
des. Nu dtager J del spart t Ledinq og ferdes langt fra
mig.«
»Sitz ikte sllgtt Dei er, sont hadede J eder selv.«
»Da orn saa vari Ei Ulyttens Born et jeg, Folmert
Den ital have den traute Stiel-ne, der ttte den gode tan
saa.«
Gortsættey