Gennem et Stör.
(Af Ernst Cvmu
(Fok-tfat.)
»Naar du holder dette Brev i din Haaiity min taste
Huftrii«, strev han, «sejler jeg allerede paa Atlanterhavet.
Jeg er en sdelagt Mand. Fristere, Bedragere og Angek
tarle har benyttet sig af min Godsmodighed, har misbriigt
miii Letsindighed til at styrte mig i Iowa-weise Geldern
hof tan itte lænaere holde fig. J Aarhundreder hat deiiiic
Ejendom gaaiet i Arv sra Slargt til Sliiigt; jeg vilde itte
tiinde iidholde at se dette sinutte Gods komme under Hain
niercn, for under Spotpris at gaa over i fremniede Harn
der; nien jeg tan hell-er itte hindre det. Jea er bankerot.
For ftolt til at tjene i det gamle Hjem, hvor jea hat berstet
saa trenne, føler jeg mig endnii ftaert not til at liinrie grun
de miii Familie et nyt Hiern, en ny Arne i det freinniede
Land. Jea vil allerforft henrende inig til din Ontel, du
har fortalt iiiia faa nieaet oin; jeg har incerter mia haan
Adresse. J Staten Wisconsin ried IJtississippi vil Get
dernljof opstaa af sine Riiiner. Sansnart jeg har fortjeiit
inig saa iiieaet, at jea tan fende dia Reifepcnae, stal dii on
Boriiene toiiiiiie lieu-den Dei dar ined et tiingt Hierte, jea
beiliittede niia til at soreiage dette Stridt; inen det dar den
sidfte lldrej — oiii jezi itte hieniine i Seen —- ved iniii fir
dreiie itlivs Halm stiilde ——- —- nei, nei, Klarer, je,i vil ei
fiildende Eætninaen —- san fein, san iiaiidelia er jea heller
itte. Taarerne ftaar inia i Liiieiie rec Tanteii oni Hieni
iiiet — snait — siiart flal dii here fra inig seien. Mit
Haab er siiart at ftiille fainleiz ined dig og Bornene.«
Zoin Edardslaa traf dette Brco heiides Hinte, sna
det bledtin Men dsct lod til, at Ulntten aao henre Mod,
Kraft oa Leisigt Hiin toki Brevet, lod strats fpcrride for,
sagde itte et Ord oin det passeiede, on tørte over til Soc
geken.
Efterretniiiaeii traf hain foni et Lnii fra den klare
Himmel. Haii havde not anet, at Arnold haode tabt man
ge Penae ved von Plaths Konlurs, og haii vidste oasaa,
at Gar-set dar stcrrtt foracrldet, inen at Zagerne stod saa
flet, at Irr-zieren inciiitte lebe derfra, var aldrig fatdet hain
ind. ,,9lriiold vidfte gcsdt, at jea aeine havde hjiilpet hom.
inen han var for stolt til at iidøse sin Sorg for mig«,
sagte han. »Don har altid vieret taabelia hoviiiodia
oa den hosscerdiae staat Giid iniod. Arnald vil tun toiiiine
Pan den rette Vej igen ved svcere Y-dniygelfer, ca jeg ex ban
ge for, at Herrens Haand feist maa lægge sia tiingt paa
hans Hoved, forend han vender oin oa giver Gud Akten
for at have fort hain ved sin Naadehaaiid.«
Eoin en Brod trængte disse Ord ind i den iilntleliae
Koan Hinte, hiin selte, at han havde Ret, og Antlaaen
traf oaiaa lxendr. Hirn haode et aabent, cerliat Hierter
Hiin havde aldria v i llet forlade Gut-, soin hiin havke
tedt til fia tin tidtiaste Bariidoni. Nu aatinede der sia
pliidsetizi eii Afariind for leiireg indre Lje —— eii Aiiiiiind
paa renne Eire da vaa hin Side Graden s— en Aiariind,
hvori txeiireiz jo r d i f t e Lotte, on heiiresz e d i a e F r-: l
se tiiirre ined at aaa taft. Soin en Wandrer, der i reri
nicrte tat strider hen ad Klippestiein oa da en Lynftraale
pliirfelia flaar ned oa oplnser bete Exinen og Afarundscn
ved Klixweiis Fed, springe-r til Side ea staat ind i en
anden Netiiina, saaledeij ait det Frii Gelrcrii i dette Lic
blit
»Er der inaen Miitiglied for, at Godsset tan biretxeldezi
for Verneiie?« spiirate hiiii.
»Na.,ir lsiaslren itte ei starre-, end den du ansiiveiy ta n
Goriet lielr·:-J«, spare-se han« »Bist er det nieaet soraeeldeN
nien tognister det under Haiiinieren, vil det blice i Blasier
tarleiies Hasnrer Da uddarcelleret i. de mindit inulige Eint
ter; det laii hell-er itte bcrre en siiadan Nentefod ai fnv
Procent; iiieii hdis Arnald vil vende tilbaae eg rette fia ef
ter niine Aiiordninger, eller naar dir vil bestrire Godset i
hans Fravcrielse under inin Vejlednina, er ieg beredt til
at sætte Peiige i det og iørst da frenimeft at afrnste Jodernr.
Jeg har jo felv Born, og tan niuliavis tabe inine Penge i
Geldernhofx inen jeg dil alliaeoel aøre det, haaber oaiaa at
Llrnolds yiigste Ssvoger itte vil hcegte at hicelpe, for jea ver.
jo, hvad jeg er min Familie sinldig. Med niiii Villie
ital Arvegodiet itte blive gioet til Pris for noglse Tiisiiiderss
Stytd.«
Nu vidste Fru Gelder-m hvad hiin bilde. Hun ord
nsede selo alle fin Mands Anligaender. Hans Boger dar i
en fortrresselia Orden. Det vifte sig snatt, at dæt ncerineft
var Aagerlarlene, der haode ftyrtet ham i Fordærvelseii,
og disse sit derez Kapitaler og Reuter iidketalte til fidfte
Hvid. Foreiid Fru Geldein hab-de faaet det andet Brev
'fra fin Mand, ftrev hiin til haiii, adresserede det til Onke
len«, meddelte hain, at Geldernhof var reddet for hain Ig
Bornene, og bad ham oin at toniine tilbage. »Im-keins
Arvegods«, fliev hun, »inaatte han itte opgive, uden at
have raadsprt sig nied Familien og gjort Fordring paa
der-es Hjælp. Haii maatste itte lade sig holde tilbage of
tatst Stam, for det var itte vancerende at ertende, at han
var kommen paa Afvej, tvcertimod vilde det være en Ære
for haiii at vise, at han indsaa det. Hun bad harn bonligt
om at toiiime ttlbage for Borneiies Stint-; hun vidfte, iit
haii savnede dem. ,
Svaret indleib stinkt. Han strev, at han umuligt
tunde bitalde, at hun havde sogt hjælp der, hvorfra hun
vidtte, at han aldrig vilde have inodtsaget den. Hun tendte
godt det Forhold, han og Svogeren stod i til hinaiiden,
og det var- jiist itte noget synderligt stort Tegii paa heiides
Karlighed til «ham. Hcin var nu her hos hendes Onkel,
vilde snart leve fig ind i de amerikanfte Inhalt-, og Instede
blot snart at taa heiisde og Vornene over til fig.
Fru Gelt-ern svarede bebt-det
»D·et hellige Lotte, jeg aflagde ved Alterets Iod, hat
ieg ingenliinde glemt: »Dit Folt Ital viere mit Folc, hvor
da gaar heu, vtl jeg oglaa gaa heu, og hvor du er, vtl jeg
ogsaa vere, der vil jeg ogsaci begraves«; men det Anlvar
oilde han vel itte paatage fig, forsatlig og udrn Grund at
lade Fædreiies Arvegods gaa over i freiiiiiiede Hundert
holt haii b ef a le de det, ritt-e liim adlyde, men saa mat
te shan ttllade, at deres Ssii blev tilbage ho- Familien,
for mastig naar han blev myiidtg, at tuiiiie overtage
BRAUNs-«
Sparet var nndvtgeiidr.
J de føtsle to Aar sitev han af og til, saa blev del
fjceldnete og sjeeldnere. Naar hun spnrgie ham om, hvad
det blev til med hendes og Bornenes Reise, svarede han ille.
Hans Breve antog en fulbftcendig Foretningstone, og vake
lun paa en Sire.
Og nu hat han vceret 6 Aar der-um« J det sidste
halbe Aar hat hun itle hart fta band Hun sidder ved
Bornenes Senge og grcedee. De har allesammen Mass
linger, og hun vil itte overladse Nsattevogten til Tjeneste
follene. En Moder bliver ille let tt«cet. Sygdomtnen er
ondartet, og Lægen hat for-ordnet den omhyggeligfte Pleje.
Hvok ofte hat hun ille dist, at hun havde en fast Villie og
en stært Kraft. Mcd en gammel tro Forvalter, som Soo
geren sinssebe henoe, hat hun bestyret Godset fortrcesseligt.
Hun hat sat sig ind i alt; hendes starpe lloge Blil følger
Arbejrets Fremgang vev Hostem Ved stor Sparfommelig
bed knk hun i sels Aar ikle alene betalt Kreditorerne dere s
Renter, men endeg lunnet begynde at afdrage lidt paa den
Kapital de Rinde-« cvogeren
Men hvor mange Taatek hat hnn alligevel itle feeldet’
- disse A Aar. Dei hat vceret dct store Zpørgsmaal i
them-es Tilværelie, om hun ilke har begaaet en Uket mod sin
Man-L idet hun bl ev pg lob ham alene i del frenimedeLand.
Gennem hvert Brev hat hun feli, at hans Hierte mere osg
kniete vendte sig fra hende, eq del hviler som en bitter Be
)breidelse pna hcnd-3, at hun bar holdt Børnene fjernet fru
yham Oq mere end nogenfinde ftorme Bebrejdelferne ind
»rein hende i bis se ensemne Timer.
Fru Geld dem ser hele denne Fortib gennem et Taage
»Her. Zleret bliver tuetierex men saa teet lan det bog aldrig
bliese, at Etjernealanse n fea Himlen ikte kan stinne igen
nein, og at J·ulelmene deropnefra ille stulle kunne ftraale
igennem det. Da Fku Kl am Geldern blev en ensom, for
laDt, dybt bejet Hustru og Moder lcekte hun at bede. Og
imens hun leerte sin-: Born at folde deres Hænder, gis Bien
»nen5 Kraft mere eg mere op for hende selv. ;
Hvorledses Hun set Nutiden genann:
Slørei. i
i
f Men det var qennem ei virkeligt Slør, at hun faal
iden. Lægen hat vceret ver cg underføgt Born-km Hedvig;
Her vcetst angreben Hun hat altid haft Tilbøjelighed til
HHalsfngdomme og Laugen hat paalagt Moderen at vogie
nøjcigiig paa hrer Smerte i Haler og hver mindste Plet
li Svcelget.
Dei var lille Juleafien. Moderen havde glemt at
raadføte sig med Lcegen om det, der var det vigtigst for
.Børnene, om Juletræet, hvordan hun stulde anbringe dei»
saa det iike Bunde fkade dem. De angtebne Born-Z røde Øjnei
man ikte udsættes for Lyset. Men hvad er et Juletrce udecJ
LyZL Nu man Moderkærligheden selv finde paa Rand,
je g Moderkærliaheden ek opssndfom.
Meni Ratten, endnu mørlere og fiormfuldere end
f Guar, fcenker sig ned Oder Geldes-Mai sidde r Herskerindcn
paa Govset og sprcriter en hvid Mullgkjole op. For syv,»
otte Aar fixiert havde bette lustige Stof været hendes»
Palme-at Da havde hun under Lysekrcnerues Glansi
firaalet i al sin Skønhed. Nu behøver hun ingen BalkjoleJ
fHere, nu soler hun sisg i en anden Glanz. Da hun den«
Gang tog Den lett-: Tragt paa, syntes hun allerede i net
Hierne at kunne høte Daniemusiikens brnsenke Toner; nu
jlader hun Laffen fare gennem Trauben-e og toenlen
-SQ
i
.«.’ll::) TTEZIJ from N stille,
»I-, n END Wir-. min passen
-«!.- PHD on Einst-te hast«-,
stil» icln i Juden-:- Formg
lU us (
Hun lnr tradit. Hocrt Tieblit man lnm reife sin,
san vil en linke nenek It dritte, en nnden linaer daatlint.
!.IJlen-:71 Moder-I Htriikssr tnn tidrette meaeL Nu er Kxolcn
fprcrtfet op. thun stiller en Ztol op foran De hoje Floi
dore og stnnr ev paa dkn. Med Toiet maater hun Bredui
on Heiden nf Toren. Tet Passe-: akkurat, naar Vier blioer
fnrcettet lin lasnnere pp —- ozq her ftal det snesi fnmmssrk
Den tirlinere Baldrngt steil forvandles til et Ilion tun
lwillet Vornene ftnl faa Juletrcrets Los toenbt; ftuloe
Lnsene endnu stinne for tlare og for stcertt, tan hun hasnske
et dobbelt Elsr for. Ja, Ilioterkasrlinheden er opsindsonn
»«.Il.1, Moder, lwor gest min Hals ondt!'«
,,Tet gforde Den nllserede i Llftes, min Hevvig,« sparere
iJJloderen on boiede fiq ned ooer hende. »Du er den ældftm
og man være rigtiq ernuftisg og lad mig se ind i Halse-il
— Couran, bei er good mit Bam, hold Zungen godt ncd.
Vent tiDt, jeg vil tagt en Ste.«
Men pluoselig blev Moderens Ansigt blussende rort
og tort efter ganste klegt «Lad mig se cndnu en Gnan
— jeg trot, Det oil Viere rigtigst at sende Bud efter Dut
toren.«
»Moder, maa jeg do?« i
»Nei, min feste Her-NO leg vil bebe Gud om at maatjel
beholde dig, og banden at han bønhører mig; men slnlde
Frelsersen ville heute rig kijecn til sin himmelste Julesal,
hvor de tcere Engl-.- snnger re smutte Julesalmer, san vilde
du gerne folge ham, itte sandt, min Hedvig?«
»Ja —- — ja, rnin egen Moder, for saa tan ieg for
tcelle hom, hvor god du er —- og saa —- tom, jeg vil hvidsle
det til dig —- vil jeg bebe ham om at sende Fader hjem til
hig, at min egen lille Moder itte stal grcede saa meget —«.
Faa Minutter efter rullere Vognen ud af Gaarden
for at heute Loegen. Ratten scrntede sig over Herregaarden
og over Modethjertct. Det er en motk Nat, en Nat fuld
af Sutlen og Beden, af Kcerlighed og Arbejdr. Den ny
Kjole, fom Hedoig stal have, er færdig —- Moderen mon
strer den med trittst Blit. Hvornaar mon Hedivig lommer
til at springe munter og glad omtring i sden — —? Mo
deren teenker paa de hvide Pletter i Halsen og set ud af»
Vinduet efter Lagen —- mosn han snaet kan være het? Nej
— det er tun en Time stden, Kasten spænlote for, og han
hat en stiv Mit at tote —- alligevel venter hun ham hvert
Minut. Sau griber hun atter Sytsjet, de flittige Heut-er
have travlt. Emmas Dutke stal have nye Kinder paa og
t Morgen er det Juleasten. Emma hat alttd haft en stor
Forterltghed for Dukter. Nu staat Moderen igen ved
Sengen ·— oz saa tgen hen til Binduet
r
»Moder, min Hals —- min Hals«, stsnner Barnet
Hist bryder en Stjerne igennem og lyser gennem Stylaget
—- ja, deroppe er der Fred og Stilhed, der er ingen Sorg
ag ingen Lidelfet Moderens Øje itraalerz men det varer
itte lcrngere end den lyse Stjemes Straalen, som Styerne
jcge forbi. Nu sutter Hedvig igen og kluger, og Suttet
findet Gentlcmg ved Vinduet. Lcegen kommen
s ,,Jeg haaber, Te tager«fejl, Ftu Geldern«, siger han
ved scn Jndtraedelse, »jeg vil ftrats underspgse hendes
Hals·«
Jnde i Dagligftuen siger han: »Beste vertre, Fru Get
rern, er Hedvig haardt angteben af Difteritis.«
»Jeg vidste det, og jeg aner, hvad De vil fige med
diese faa Ord —«
»O, jeg vil ingenlunde berøve Dem alt Haab,« spa
rede ham hurtigt, »jeg ved, at Hedvig er i gode Hemden
Krisen vil fnart være der· Hvis Barnet ikte laa saa syq
af Mceslinger, vilde jeg foretage en Operation, men den
er nu umulig.«
,,Hvorledes skal jeg nu forholde mig med de andre
Beruf-«
»J deres nuvcerende Tilstand anser ieg det for mindre
tilrandeligt at flytte dem ind i et andet Bcerelse. Tet
tilde ogfaa nu være for sildigt. Da ingen af de andre
diser Tilbøjelighed til Halsfyge, antager jeg, at de gaa fri;
iter De maa ftcente flittigt med Karbolvand.«
Hun droftede san Juletrcefagen med ham. Hart roic
lxendes Forfigtigl)ed, og tillod lJenVe at stille Træct ov bag
Jslejdorene og lade Bornene se Julelysene gennem Sløret
Da lian tog hort, lovede han at komme igen hen paa Mor
gisnstnndm
Og Fru Geld-ern sidder igen ensom og alene ved de
fmaa Patienters Sygeleje — saa alene som en Ente, der
tnaa fætte sit Haab paa Gud og blive i Bonn-en baade Nat
ca Dag. Naar hun tidligere Vyntede Juletrceet med sin
Mand, sna havde han glcedet fig over at hjaelpe til mied at
scrtte Lysene paa, og med at binde de gyldne Kæder og de
manae Guldting fast til de gtønne Grene, og hendes største
Glceoe hab-de oceret at se ham san tilfreds og munter —
nien nejt —- hun vil ilte tcente tilbage —- nn er hun en-:
om at pynte J-uletrce, og den Mand, der stod ved Sitzen
of hende ved Altret, saa fuld af Kcerlighed —- han er nu
lanat borte — uden Lys, uden KcerIighed, uden Gran
nrønt, uden Juleglcede. Saaledes sidder hun lcenge med
foldede Hænder fordybet i Trinken Men der er Fred i
hendes Sjcel, og Stormen hat lagt fig, om der end endnu
er ineaet, der bevceger hende.
Her omhyggseligt hun gaar fra den ene Seng til den
anden, lytter til deres Aandedrag og set dem betymret ino
i Øjnenet Hvor mange af disse site vil der mon gaa
med Hende ind i det nye Aar? Hvem af dem vil Herren
talre fra Krybben til sin himmelske Trone?
»Hu-r iom du vil — im er tilfiseds,
Knn lao oiå aldrig ititlc5!«
Ratten svinder. Morgenen bryder frem. Lcegen
lommer igen, underføger Hedvigs Hals, syster paa Hovedet
og ertlærer, at ved denne Sygdom er der intet niere at
Fore. Te Midler hcm har foeordnet, maa hnn fremdeles
anvende. J Morgen tidlig vil han komme igen, saa vil
Krisen vcere indtraadt. Hun behøver ikke at fende Bud,
for det er til ingen Nytte, han tan itte hjcelpe hende
Tagen gaar med Sneglefied. Barnet lider forfærde
ligt og Moderen med hende. Hen imod Aften stinez Sinn
terne at tage af, hun trcetier Veiret lettere. Den gamle
Fort-alter hat pyntet Juletrcret iaa godt hnn tan. Sløret
blever hernat for Deren, on Flejdørene lnktet op. Lysenes
Glang falder ind paa Zengene For et Øieblit glemnke
Boriieiie Smerter on Eyodonn og juble over Lvsene og det
grønne Grantræ. Selv over Hedvigs Aasvn glider der et
tnat Stier, da Moderen udbreder den ny Kjole for hende.
»Moder, syna en Sang for os!·· Og hun sang, som hun
altid for havde sung-et med sin blide, stille Stemme den
ganile, tære Luthersalme til Julebarnets Lov og Pris.
Men da tun kom til det fjerde Vers-:
,,-c)an drinijer un M Ealigbssd
Leut Nun for ever heu- bcsxce — s«
overvcridedc Smerten denn-: ng beste-IS Stemme wahr-J af
Grund-. Hun tnælede ned Vers Det syge Batn for at nd
qrorde det forpinte Hinte.
»Mode: !«
Dei ferekom heut-e, at Etemmem der kaldte, Zød kla
rem Vil maafke Iygdommens Magt vcere drum i Inte
trwets Lus? Vil der gmnne Trw — vil Livsfnrften give
ljenteg bebt-new Hierte nm Omb? — Spokgenve og for
stscnbe iser bun Hedvig ind i Ansigtet. Barncts Ljne siinne
saa fmnnderliat — der et en fcelsom Glanz over hendes
Aasyn. Er Det Stæret af et um vaagnende jordisi Liv eller
er der Akkorgcnskcgret af det evige Liv, der straaler i Hed
vigs LGesk Lnfene fra Grmnrcret lysne gennem Sløret:
den ene Glanz hilfer den andeu. —
»Moter —- søbe Moder » Zangen — om Rosen-Z
beder Bart-eh cg hun fokder Hænderne og ftyrtet sig ved
Bønnem Saa synger hun den toftelige Julescmg for sine
Bøkm
»L. iler til Vctvlehum jlcr faa brat
Tidl)cn, hvor bang thkrne icr lebet-!
J hru til den fattigc Umle gan,
Ovor spinnen-J »Dqu blcv tagt paa Struct,
Tek tmrlcr nev og timan
En Sol er vaagnct vlauvi Ztnggors Herr
Pan Afteuhimlen et Ijkorgenskckr.
ca under Euren en Palme
Af Liliens aldrig her-m Ztøv
Er den himmclste Rose til Ver-den fod,
Som i Evighev alvrig vil sehnen
,,Mvder, hører du Engslene gaa igennem Stuen? Mo
·der, se bog den Engel oppe pasa Julettceet — den kommerZ
— Himmelste Heerskakeri —- Jeg tan høte dem syngse —
det er endsnu smuttere, end naat du synger —- Modet —
min fede, koste, egen Moder! —- Hvordan hedder nu den
Julefang? — Jeg ved det —- de synger det t-ydeligt: »Æce
væte Gud i det Hsje og Fted paa Joan —- og Menne
stene en Velbehagelighed!« — Moder, Moder — tan du
Iogsqa se Engl-me sg au- de klare Lys dekoppe —- itte dem
bag Sløret. Hvor lyft — hvor lystl Moder bed, —- bed!«
Og Moreren beder.
»Fa: vel, min egen Hiertensmoder —- nrin Hals gsr
itle mere ondt — Kristusbarnet hat taget mig ved Hann
den. —- — — Hils —- hils —- hils Fader.«
J Juletraeetå Lysglans er hendes Hedvig blidt hen
slusmret.
3.Hvorledes hnn ser ind i Freintiden
gennem Slørei.
Tet var igennem Deldens Slygger, hnn saa ind i
Fremtiden. Og Dødens Sthgger samler sig og bliver til
et tcet, mørtt Slør, vis; Mennesleøjet vilde helst vende sig
dort dersra, eller lutte sig, allerhelst slet ilte se niere, hver
ten Fortid, Nutid eller Fremtid; men Ljet maa slaas op
igen, niaa rette sig Pan et bestemt Punkt, og Hiertet maa
have et Maal at strcebe efter.
Frn Geld-ern var ikte vant til at holde Lisnene længe
luttere baa et tæt Ster. Hun havde sagt de andre Bern,
at Firistngsbarnet var kommet og havde taaek deres Ssøster
med op til Himlen, Ja Lnsene paa Juletrceet havde spejlet
sig i manae Taarer. Den gatnle Forvalter havde spurgt,
oin han stulde slntte Lnsene, men Frn Gelder-n svarede:
,.Sltej, lad dein tun bræxide. Men vi vil bære Hedoig ind i
Tanliastneii va lutke Dørene i, at de mange ths ikke skal
slade Besineneii «L’jne.«
Oa der liaaer nn den hensovede i thet sra Juletrceet.
De klar-e Etraaler blire itte mere brudte eller doemvede iaf
Zløret, de salde liae ned paa det blege Aasyn.
Fru Geldern haode bedt Mejerskem der holdt meget af
Bomolie om at indtage hendes Pladg hvs dem en Times
Tid, hun følte Trana til at være ganste alene nted Hedvig.
Atter oa atter tlapver hun de bleer Barnekinder, holder
hendes tolde Haand i sin. thene paa Traet brcende endnu,
det er for hende, som om de straalede ind i Tode-us Nat
oa Grabens Marte, og vilde sprede de Skygger, der havde
scrnlet sig over den sørgende Sjoel Derfor vil hun have,
at thene stal brænde til det sidste.
J Dødens Skygaer sidder hun! men Blittet lader hun
svceve lige ind i Evigheden —- langt over Jordens Kugle
— langt, langt bort, oa hnn hviler itte, sør det har fundet
Vej op til Himlen og ind til Guds Hierte. Saa tager
hun et Billede ned fra Vceggen, holder det i Haanden og
betragter det lcenge. Det er hendes Mands Fotograsi..
Han forcerede hende det, mens de vare forlovede. Hsvor
aod og hvor alvorlia see han itte nd derpaa! Ja, saaledes
saa han ud den Gan-L Hvordan mvn han nu ser ud? og
hvordan vil han herefter stille scg lige over for hendeI
Hans Yndlina, Hedoig, er død. Det er ncesten, som onk
det sidsie Baand mellem dein var bristet. Hedoig havde E
de sidste Aar af oa til ilrevet til sin Fader, og naar der lom
Bresv fra ham, var ver altid et indeni til Barnet. Naar
Brevet til hende var isnende toldt, saa strøminede der som
den varmeste Foraariiluft ud as Varnets, og det havde glce-«
det heade, for saa var hans chel dog itte ganste kold for
dem. Men hvad vil han nu sige, naar hun melder hasti,
at hans Barn er ded? Hnn ved det, han vil fra nu af aldrig
strive; han vil fra nn af aaa sine egne Veje. Lg hun
veddlirer at se Paa Billeret, oa Billedets alvorlige Øjne
se daa heim-e, oa sperae: Er ret itte din Pliat og Styl
diahed at drage ham ved din FicerlighedZ og holde hain fast
rcd den?
Der er endnn nvale faa Lus- paa Træet, der drcende,
og menJ hnn stirrer aennem Dødens Slvgger ind i sin
Freintid, fal te r hendess Bli t laa Jnlel ysene, og det er hende
en svd Trøst at tnnne sidde i dette mild-: -tcer, og hnn af
lcegaer det heilige Løfte, at hviö hun igen samles nied sm
Mand, saa vil hun holde Naadelhset liae vp for hsans
Anstat, at dets Stier tan irr-enge ind i hans Zjæt og lyse
paa hele hans Livsvci.
Hirn tlapper attcr Barnetg bleae Kinder. »Hils Fa
der!« det var hendes Ojerteblads sidste Ord. Hun vtl sende
ham denne Hilsen Hnn ved, hvvr hendes Fremtid ligger,
hvad Svogeren saa end siger. — —
Pludselia for-e lom det hende, svsn om hun lavde hørt
sagte Stridt paa Grønset uden for Vinduet sont om Berg-·
døren blev luktet forsiatiat op og i Maasse er dei en as
Tjenestesolkene, der har daret nysgerria, oa da Rulleszarss
dinerne itke ere sor, har han vel set al hendes Sorg. Uva
laarliat ser hun hen irnod Toren. Da rvster hun over hele
Legemet, stirrer og stirrer — Billedet falder paa Gulvet
—- Glasset aaar i tusinde Sthtker — hnn lan ikke faa en
Lyd stem, men stirrer ufravendt paa Deren, der er gaaet
op. Og et alvorliat Blit moder hendeg, en bei Mantis-»
stitkelse med faste Strin aaar hen til Barnets Hvilesteb.
Der synter Faderen ned red sit Varus Lig, og han flriger::
,,Død! —- død!« Og hans Hustru gentager: »Død, ja:
død!«
Han grilier sin Yndlings kolde Haand og grædet
bitterligt. Men hans Hustru ser piaa de to eneste smaa
Julelhs, der endnu brcende oppe i Topp-en ved Juleesnglen. -
Da hvisler hun: »Herre, min Gild, send din Engel til
mig i denne Stund, at han dækter mig med sine Binger.
Men Frelse viere under dine Vinger!«
Saa lalder hun: »Min Arnold!«
Han vender sig og spørger: »Er hun virtelig dsde
»Ja, Arnold. Var du kommen en Time eller to spr,
da havde du endnu kunnet se hende ind i die sorklareds
Øjne. Hendes stdste Ord var en Hiler til dig, Arnold —«'
»Er dit Hierte itte blevet toldt sor mig, Klara?« af
bryder han hende. »Hier mig sen-st, insden du sparen Jeg «
antom i Dag til Byen, der harte jeg, yat der var udbrudt J
Starlagensfeber og Disteritis paa Geldernhos, og at Lee
gen havde opgiret det ene as Bornenr. Havde jeg ikke fsmk
det at vide, var jeg bleven der endsnu lcengere, og hat-be tr
lyndiget mig om dig hos andre, men nu drev Angsten mtg s,
herud. Jeg stod lcenge uden for Vinduet, jeg saa Burneti .
stille, blege Anstat, jeg saa dig — og at du tog mit Matt-e »
ned fra Voeggen og vedblev at se derpaa Jeg troebe, at
du itte mere vilde vide noget as mig at sige, at du alhttc
vilde folge ung; og da du senere spurgte mig. pen- Ue M
komme, da shntes jeg, at jeg lunde lese mellenr L "
at dit Spsrgsmaal tun var tomme Fraser.«