Den gode gamle Herbert.
(As Ernst Every
(Sluttet.)
,,Herre,'« svarede Peter, »der ster intet nden Vorher-ers
go"de, naadige Villie. J tot itte seette edet op imosd den;
rnen J tan selv bidrage meget til at lindre den Sorg, der
bot i eders Hiertr. De, der dar taget sig as esders Barn,
maa have vceret brave vg gudsrygtige -Mennester, som itte
vil ncrgte eder Barnets Karlighed. Men var sorsigtia,
Herre, oberil eder itle, her-v itte eders Barn en masasle
sorgsri Fremtid, sør J tan byde hende en lignen«de; riv
itle eders Barn ud af den-des Himmel, sarend J tan byde
hende en endnu bedre. Jeg er tun en tarvelig Man-d, men
jeg mener, sat J slylder dem, der hat taget eders Barn til
stg, megen Tat.« "
Jeg niltede blot til alt, hvad han sagde; om jeg ogsaa
selte, at han havde Ret i meget, saa blødte mit Hierte allt
gevel sor steertt endnu til at tunne være roligt.
Jeg blev endnu to Dage hos den gamle Peter-. Saa
tog jeg min Bryllupsbibel og drog ud sor at se mit Barn.
Jea stod bag et Grerde og saa hende lege, og hendes kalte
liae Ansigt vidnede om, at hun var hos en kærlig og god
Familie. Oa jo lænaere jeg saa paa hende, desto klar-cre»
blev det mig, at jea ille turde springe aver Gerede-L Nei,
nei — iea vover det itte en Gang nn. — Se, dersor lever
den aamle Herbert sac: ensomt i sin Kælder, inen lanatsra
saa enfomt som sor, sor ban har sin BrnllupssbsibeL hvori
der staar stredetx »Das Herren er Naade og der er megen
Forløsning bog hant.« Oste gaar jea hen oa tiager over
Gastden og saa ser ieq ind i mit Barns Øjne og ind i
hendes Hierte. — Peter Bøhmert er nu fem og halvsjers,
og naar ban besøger mig, den gamle Herbert, saa er vi
beage alade.
Se, saaledes er det blevet Paasle oa vil vedblive at
vare Paaste, om oasaa mange Storme er saret hen over
den aamle Herberts Liv. Men Astenstjernen er allerede
paa Himlem du leere, dn aode Anna, hvis du ikle sorsmaar
den gamle Mands Folg-Man vil jeg folge dig hjem.«
»Du ande, gamle Herbert«, svarede Anna og klappede
hans lwide Haar, »Herren har strafset dig haardt —«
»Nei, Anna« svarede han, ,,Hetren har i Eil-essen
vist mig sin store Karlighedx jeg har tun saaet den -gamle
Sandhed at sale, at hver særegen Synd sører sin sceregne
Straf med sta, den Straf, der pagser til den Syn"d, den
tilde-ten men min Frelser hat ogsaa ladet mia niæatig søle,
at lwor Stinden er bleven stor, er Naaden endnu storre.«
Anna var salden i dylse Tanter. Den aamle Herbei-ts
Historie bedasgede hendes varme Hierte llden ret at vide,
hvad knm ajorde, slnnaede hun Armen om hans Hals da
tlavvede bang bleae Kinder. »Im vil bede til Gnd sor
ldia," saade bun, ,,at din Datter en Daa maa tomnie til at
tlavke dia, setn jea nn anr. --- Hdor er din T-att:r, Her
ker:?«
Banne Taster verirrte ned i det lmide Ein-a »Mit
Bari-» ja lmr allem-e nn ajort dit nnae Hierts for svært
ined alle mine Zoradr, da du slal basre dem aaiisle alene
med- tin gerate HerderL Heer mit Barn leder, dct tar
jea itle iiak neaet Menttksle htserten for Barnets Elyld
eller for dereö Etan, der t;.ir daret ltendeLI trofaste For
crldre. Men dn inaa lteller itie fortælle nraen denne for«
arti-te Historie, i det mindste itte sorend den aanile Her-«
bert hoiler under GrollsdcrreL Zaa tan dn iortcrlle dinr
dnrebare Forceldre det, men ellerg itle til nsoaem ca din
Fader tan du give nlin BryllupgbibeL der tan han sinde de
nødoendiae Oplysninaer.«
Dette var den aamle Herberts Historie Han fulate
Anna hjem til Karolineaade, oa hanss Livg Historie var
vel iorvaret i det heilige Strim det ten-e Barnehjerte.
Velsignede Aar drog hen over den state Handelsitad,
og Kontorpersonalet begyndte at spøae over, at den aamle
Herlserr i de sidste Aar saa langt nngre ud end sor. Da
traf et haardt Slag det store Handelshus og den lylteliqe
Familie deri. Hr. Kolbsert davde allerede i slere Tage
solt stg ilde tilpag, men var alligevel daglia paa Kontoret·
Han havde ordnet sine Anliagender paa det nøjaatigste;
ban havde sor nylia lobt en smut Villa uden for Byen til
sin Hustru, og han havde lagt en Oversiat over sin Formne
ved Siden as sit Testamente. Tit en sjetn Slasgtning havde
han udtalt det Taste at ville optage hant som Deltager i«
Fortetningen; men sprend Slergtningen ankom, var HrJ
J. A. Kolbert gleden sagte ned sra sin Stol oa havde nd-»
aandet stille i den trosaste Herberts Arme. Baade hans»
Fader og Brdstesader Vare døde as Hierieslagx han havde
selv været sorberedt paa hvert Øjeblik at komme til at
tiltrcrde den sidste tunge Gang. Men for hans Hustru ogi
danö Barn havde Døden været et haardt Slag. Han«
havde, saa lange han levede, altid verret den-, der ordnede1
alt sor hver iscerx bver Møje oa Sorg havde han sjernet
sra dem; de hasvde aldrig tendt Livets Kulde, de havde tunI
solt hans varme Hierte iaennem alt: Hans Hastru havdet
sra sin tidligste Ungdom lasdet sig suldstaendig lede as ham;.
bun hat-de aldrig sorstaaet at folge sit eget Heved, aldrigl
tunnet satte, bvorledes hun dlot slulde holde det ud i first-»
ten Dage uden ham —- og nu stulde hun herester aldeles"
unddære ham! Hvor usatteligt! Henides Sorg var gran
sel-s. Anna var starkere end Moderen, sordi drin saa
langt ud over Graden.
Tet dpdelige Hylstet var baaret dort. Den Staat
ning, der tidligere havde veeret paa Kontoret, var tommen
og habt-e overtaget Forretningen, der imidlertid sortsattess
under det gamle Firma Det havde den asdøde ogsaa
ordnet.
Det var i Efteraaret Iru Kosdert og Anna stulde
blive boende der Vinteren over; men saa dick-de Husets nye
Chef heute sin Familie sra den By, hvor hem- ttdlstgete
Farretntngs laa, og de stulde have Lejltgheden evenpaa
Fru Kolberts hoved sank bestandig- sdtybere, og Sorgen blev
fverere og sværere sor hende at beere. hun tunde not finde
Trost i at bede og t·Btblen; men saa snart Anna traadte
tnd — forunlderligt not —- brsd Graasden og den bltreste
Viertesorg atter stem. Og naar Anna tlappede sin Mo
der, blev denne blegere og biegerr. Trssten sowgede heu
dei Sorg.
Ttl stdst blev det Anna selv paasaldende, at t here-des
Nrerhed var Moderen altid mest nedtryki. ,,M«oder«, ud
brød hun en Dag, »er der noget i mit Versen eller siger jeg
noget, der got dig ondt?«
»Nei, Anna, men din Fortid indeholder en Brodd,
en spids Pil, der saarer mig dybt.
Anna sasa fotbavset paa hende.
Ftn Kolbert udbrpd: ,,Jeg tan ikke breite Bntden alene
mete. As din Faders Testament-e fremgaar det ogsaa ty
deligt, at han sonsten du skal dele den imed mig; han« paa
lcegger mig deri at sinde et Menneste, som han hat sprget
sbrotierligt for —- men hvordan stal jeg tunne sinde ham
Ialene —?«
; ,,Jeg sorstaar ikte, hvad du mener«, svarede Anna
i »Saa maa jeg sctllare det tydeligete — Anna — du
er iiie ——- vort Barn! Jeg stal finde din Fadet«.
i Anna sank aldeles samtnen, men Ungdomstraften
sejrede snart.
»Er det san-di, Moder?« spurgie hun stille.
»Ja, min Anna, det er sandt.«
Maalløs stirrede hun loenge paa Moderens bevcegede
Ansigt. ,,Mor-3r««, begnndte hun rned stcelvende Stemn:2,
»hvad —- hedder nein —- — Fader?«
»Sienberg «
,,Sten-berg? — ja. Bryllnpsbi .blen — Stenberg ——
stod deri. «
Fru Kolbert saa cenastelig paa Anna, der vedblev:
»Send Bud esier Herberi —«
Herbert lom strakH. Fru Kolbert gav ham Haanden
og sagde: »De har nianae Gange devist inin Mand den
urotteligsie Henaivenhed,. og min Dattcr en neesten sader
lig Kcerliahed. Anna hat bedt mig om at sende Bud ester
Dein, for at betro Dein en oigtig Hennnelighed og faa ci
godt Raad af Dem.«
»Hei er nu nitten Aar siden, at Inin Mand ton:
siyndsomi biem sra Kontoret dg sagdse, at han sttats maatte
tøre til T—, fordi der var et starre Hansdelshns oed at fal
lere, og han vi.lde dog se, oin han muligen lunde faa redkel
nogle as de mange Tusinder, han havde staaenre i dette
Has. Han reiste, men kom iilbage silde oni Aftenen, lanat
tidligere end jeg havde venret. Dei faldt mig ikte ind, at
det var·bam, for han lom intende, og han plejede ellers al
iid at gaa til Fods. Han git strals ind i Kontoret; men lidt
ester torn han springende op ad Trappen og raabte glad esg
sornsjet ind ad Dorenr »Pengene er iabt, min lille Korn-,
men jea hat alligevel en stor Stat med hjein iil d·ig, derl
vil gelte dort Hjein rigi. J T— var der hderlen Benge
eller noget as Penges Vcerdi at faa fat paa. Den ftatkele
Mand, der stnldte niig for mine Vater, er aaaet fra For-J
standen, og Lægen der paa Siedet sagde, at han vilde al:
driq komme sia. Hans Hustru er dnd for otie Dage siden,
og deres eneste lille Barn — ja, leere Kone —- det dar den»
eneste vcerdifulde Genitand, der endnn ikte var laat Be !
slaa paa La da den irosaste Gnd ilie hat slcrnlei og Born,
EDA i 31 bei-Oe lill hats n med liiein til dsxi.« !
,,.LJan laldte nn nd af Toren og lidt sxfter stod Am
inen med Vatnei lier i Einen.
»Dein Baru, Heil-eri, blev vw L zneI Lni da mit
Dieneg Trost Tctte Garn Var Anna. Vi awpterede
Warnen hiin fluldie iizrite dort Mann. Spore-un der sørte
fra T-——- beenden ndsleitedeis snart. J en Storiiad alen::
mes dei lei, at ei Vorn er dleoet adopterei, oa man anar
snnet over til Damen-J Ledem vor Vennetreds sorandreke
sin« Dort Fiontorpersenale Vetzledex Vckiboldcr Meile dient-U
al kan sinlde tie, on dar Drei-et liae saa tavs sont et far
sealet Bren. Hain dilde iea have sendt Vud esicr; men
Anna iorlanate at villt tale nied Tem.
« »Min Mand havde nenilia i den sidste Tid Sanidits
tiabedknaa, sordi dan itke bavde erinndiaet sia oin dort
Barns Faden og liar Verscr i sit Teitamente ndsai en aari
lka Juni for dani, lwis ban endnn sinldxe vceke i Live. Men
livordan sial jea lnnne finde Barneig Fader?«
»Im Floldert«, soarede Henkert alvorliat, »jeg tunde
bade oedbledet at aaa nd da ind i dette Hns liele mit Liv,
som jeg hidindtil bar ajortz tro mia, jeg stulde aldrig bade
iraadt imellem Anna og hendes Forældre Men da det
nn grelder ein at opsnlde inin asdøde Ehefs Villie, tøt jeg
We tie, sor jea slyldte lmin niegen Tat. Jeg er liøbinand
Herberi Sienbera ira T«.«
J et Nu laa Anna hullende ved den ganile Herberts
Bryst og tyssede bang bleae Kinder, og gentog: ,,Min Fa
der! nein Fader!« Qg han lod hende grcede nd ved det
bankende Brnst; men da hun bleo roligete, lagde lian hende
i Fku Kolbekts Arme oa sagde: »Dein tilhorer Tem, Fru
Moll-ern der bar vierei benide i Msoders Sied, og nun sial
fremdeles viere Dei-es Barn.«
»Dein vil dlioe as beage en trosasi Datier, Herbert,«
svarede Fru Kolbeet benagen »hendes Hierie er saa stort
og varnit, at inaen af os vil komme tiliort.« —
Jlle lasnae ester flnttede de ind i Villaen uden for By
ens Port. J den densire Fle as det siatelige Hus blev der
indtettet to Vertelser til Hei-beri, for Moderen og Dat
teren tunde itle undvære den mandlige Støitr. Da niaatte
den gamle Herberi stikrie op as meldeten med sin Btnllups
bibel og sin KanaeiefugL og Futsien og Rosentrcret inaatte
han stille i der heis- , lsze Vindue. Men bag dette befe
tlare Vindue er der aliid Paasleliv, Foraar og Solsiin
— den jordiste Lniles Solsiin i Menneslehiertetne. Den
blomstrende unge Pige bot med sin kceee gaknle Moder i den
ilere Floj. Fru Kolbert er ældet og dybt bøjeiz nien hun
geredet ilte mere sfaa meget, og der er Fted i hendes Hierte.
Og Anna flagrer sont en Sommersugl sra den hojre Fle
til den venstre, sra den den-site til den hojre, og hvor Som
mersuglene klagte, der er der For-and
Men hvad besiillek den gede, gamle herbert der?
) Ja, han har meget at besiille; det lan Pastor Evers
sbwidnh der hat besagt hain med Peter Bshmekt, den
sirsindstyveaatige, og soledse fig- rigtigt i hans Lytte. Og
naar han itte arbejder og vieler, maa han saa ilte nol sidde
foran den stoee Btyllupöbsibel og se paa det forrefte Blsad,
hvorpaa hans Bryllupsietst staat: »Ist-adel, haab paa Her
ten, tlyi hoc beeren er Naade og wegen Forlflnings hos
dami« Maa han itlie not ice-nie over saasdani et Ord, tatte
og jusbslei Maa han sites
Ja, hvad bestillee han da? J hele Omegnm kunne de
fattige og de elendigr. men iscee de soreskdeelose Born for
teelle om, hvor meget han hat at besttlle7 for han« er Kas
ferer for rige Mennestehænder og for velgørende Menneste
biet-ten Ja, fattige, elendige og fotældreløse kende yam
alle —- den gamle, gode H-erbert.
Gennem et Slör.
(Af Ernst EversJ
1.Hvordan hun saa tilbage paaFortiden
gennem et Stor.
Dei var et Taagestør; og naar et Mennesteeje ser
igennem et saadant, faar Livet et helt andet Udseende, end
naar man ser paa det med et lyft, tlart Blit. Naar Taa
gen har tagt sig over Hofe og Date, Stove og Marter —
saa tunne de gerne være et PEaradiK glcede os gør de itte.
IFrn Klara Getdern ser gennern et Taareslør. Hun sidder
ved et Sygeleje, og Natten er saa mark Snestyer jage
forbi Maanen; snart rufter og river Uvejret i. Vinduerne
— snart er alt stille. Men naar det er stille,raal1er en
iStennne fra den ene Sena: »Aa Mor — niine Øjne! —
mine Øjne!« og sria den and-en Seng kalder en: »Mor,
jeg er saa varm!« og fra den tredie: »Aa Mor, hvor er
jea syg!« —- og fra den fjerde: ,,Hdor gøre min Hals ondt,
men tom endelig itte med Stern! — Aa Moder, min
HaiS!«
Fire Sygesenge. Ved Siden af dem en ensom Moder
das Juten staar for Dørenl Er dette itte formeget for et
Moderhjerte? Men er det paa den anden Side itte noget
herligt, naar den store jordiste og den endnu starre hinr
melfle Kærtighed staar Haand i Haand ved de fire smaa
Zeuge?
Klotten har staaet tolv i Dagligstuen. Bernene
sove. De taste sig not uroligt omtring og Moderen maa
hist og her trælte Tæppet til Rette, men de ere dog stum
rede ind.
Og nu bliver det mere og mere stille baade uden- og
indensor· Moderen lteager den Duttetjole, hun har syet
saa ftittig paa, til Side, for Taarerne ere i. Anmarch —
det hjaelper itte, de store, brændende Taarer ville itte lade
ssa indestcenge tangere. Fortiden drager forbi det tilstøredc
Blit: s
Dei var en soltt ar Foraarsdag, da hun for 16 Aar
fiden drog ind paa Godset Getdernhof som Lærerinde for
ren yngfte Datetr. Enten Fru Getdern beboede den Gang;
Herreaaardem soIn hun lod bestyre af en Forvatter. Se-;
nere torn den celdste Son, der havde dæret ude at lakre’
Landvcrsenet, hjem; Det var Arnoldi Geldern — hend e L
Vtrnotd —«— for setv at tax-e siq af Godset Det sørj te hatte«
Aar git han hende tot d oa tigeanldig fortt, oa hnn lagde
ttelter itte snnderlia Masrte til t;a!n; lntn betragtede hani
sozn en Mand, tmiis Tanter itte tnnde naa nd over steer on
Heite, riet eneste, han viite Interesse for. Men da saa
Vintcraitenerne korn, da Storinen tudede oq hnlede, sam
tedezs de indc i Daaliaitnen rq taeste hojt for lmerandrc
i en ellrr anden sinnt Bon. Eaa nicertede lan snart, i
tun didfte n:«:re, end man stulde tro, ag naar de drefteke,
txvad de tmdde last, twitede hnngt Vtit ofte atvortigt, men
dentint paa hendcs Anstat, som am han vilde lcese heitres
Tanler.
Da saa Hitsets Datter havde traadt sine B.ørnefto, oa
sicrrerinden stntne fortade Hufei, hted bnn tnyttet endnu
fastere til denne Familie, idet Arnald fortangte hende til
Hustrn. Da svarede bun ha1n, at hun var fattig paa for-«
disk Gion oa at hun itte ejcde andet end et trofast, oarnit
Hiertex men han svarede hende, at hun itte maatte overvnr
dere Familiegodseh for naar Moderen vilde overliade hani
det, saa maatte han udbetale de andre Søstende deres Arbe
jvart; Mode-ten stulde ogsaa have sme aarliae Rentepenge,
tog Gaarden var ftaertt forgceldet. Den Gang glcedede hun
sig i sin inderste Siæt over hans Aabenhed, for af Er
saring vidste hun, at manat et Ægtestab bliver ulytteligt,
nsaar Pengene tun sind-es til paa den ene Side; hun vidste
desuden, at Arnald var en dygtig Landmand, og hun
lovede ham og sig selv, at hun vilde gøre sig al mutig
Umage for at tære at føre en Landhusholdning med Spar
som-metighed og Orden.
Saa blev hun Godsejetens Hustru. Den gamle Fru
Getdern ftytcde nied sin Datter til Købstadem oa det unge
Ægtepar henlevede mange Aar tyttetigt paa Geldernhof.
Men Arnald var en hiertensgod Mand, ofte for god, for
hans Venner sit ham overtalt til meget, som hans Huftru
itte vilde gndtensda fordi det fette vham bort fra Maatet.
Ofte glenite han, at Geldernhof tun var et tille Gods,
og oven i siebet stasrtt foracetdet, og naar hans Hustrn
tierarte dette, da ajorde ham opmærtsom paa, at han itte
tunde leve som de eige, ftotte Godsbesiddere, men maatte
viere stursoinmelig med Cl ,ampaanen Ved Dyrstuerne, oa
at det aamle Seletøj ge dt tunde holde noale Aar endnn,
to han blot og saade: »Ist er Tina, du itte forstaar diq
paa, lille Klam« Undertiden Incrrtede hun alligevel, at
han lagde sig hendes Rand vaa Si.nde. Saa tunde der i
lang Tid herlte Sparsomnietiahed og Flid paa Geld-ern"hof;
men sasa snart de gamte Venner fit sat i ham igen, vare alle
de gode Raad og Forsaetter vejret hen for alle Binde. Naar
saa Renterne vare forfaldne, btev Godsejeren som aftest
gnaven vg tlagede over, atStamgosdset var alt for spart
belastet, og at Swgeren, som i Forvejen havsde et smutt
og gældvfrit Grads i Narhedem gerne tunde eftergive ham,
det han flqlide have.
Swogeren sog Arnold vare i det hele taget alt for
grundfvrsiellige Karatterer til at tunne harmonere. At
notd havde Interesse for alt det nye, vilde gerne omgaas
Egnens Fett, hyldede de saataldte Fremltrildtssolt saavel
pata det landstonsomiste som paa det Politiste og tirtelige
Omraa«de, stont han alligevel undgsit alt, hvad der hed
Qmstyrtning eller at wende Kirten Ryggen. Svogeten
var vertsnwd et stille Mennefte, der bang ved det genule;
shver Smng tsrte han til Kirte ogs indtag sin vante Plads
i Grtdphuset, ellers brtd han sig itte om at komme nd
Arnotd ksaldie ham en Hjemmesi"dder, en fotrustet og stimle
Bondh der ikie haode sulgt med Tisden.
Arn-old var ellers en dygtig og omsigtsfuld Landman«v.
Dei maatte selv Ssvogeren tilstaa, ai Gaarden var bleven
beiydelig ·forbedret, stden den var kommen i Handerne paa
den unge Man-d. Fru Geldern søgste ved Sparsommelighed
og Flid at genvinde, hvad hendes Mund satte til, nanr
han var u«de· Hun vilde helst blive hjemme, og Arnolb
gil ofte fortrcedelig hjem«mesra, naar lyun ikke vilde med.
Det ene Aar svandt ester det andet. Den gamle Fell
Geldern ·døde, eftet at hendes yngsste Datter var bleone gift:
med en velhaoende Landmand Paa Geldernhos saa dek
helt hyggeligt og hjemligi ud. Tre smaa Born tumslede
ssg u«den«for i det klare Solskin, det sjerde laa i Vuggen.
De tre var Smaapiger, og den fjerde en Dreng, der skulde
aroe diet gamle Nasvn og dei gamle Familiegod-s. Hedevig,
den ældste, var Faderens Yndlingz han tog hende mesd sig i
Marien, han leerte hende at ride og køre, og naar det blev
mørti, kunde shan ofte lege længe med hende. Moderen
saa med Sorg, lyoor han forkcelede hende. Miens nu de
trse Born en Dag, som sædoanligt, legede i, Hoden saa
Hedvig sin Fader komme fra Matten; hun lob ham i Mode,
hoppede og sprang. Men denne Gang brød han sig itte
det mindste om Barnet. Hun saa forbausei paa hsam vg
spurgte: »Er du vred, Fader7 Hvad er du ored for?'«
Lllien i Siedet for at sVare styndte han stg ind. Fru Gel
dern bleo forstræklet, da hun saa hans forstyrreoe AnsigL
»Hoad «fejler digs, Arnole« spurgte hun angst.
»Hoad jeg sejler? jeg er gaaei i Kaution —- en Kau
jtion paa 25 ,000 Kroner —- sor He. v Platl). Dei var kun
»et Pennestrøg. Jeg troede, at det var velhaoende Foll.
i
!F
Nu hat Starken indstillet sine Beialinger og vceltet mig i.
Ft1det.«
»Og dei har du gjori, Arnold!«
Han satte sig oed Bordet, stottede Hovedet paa Hem
derne og soarede ikte.
Kunde du itke optage de Pcnge paa Gaarden?«
»Go«dset er allerede belastet med en Gceld paa 80,000
Kr. Hvem vil saette flere Penge i det?«
«Mon ikke din Svoger vil gore det!«
»Bliv mig sra Halsen med min Svoger, Klara. Det
manglede -bloi, ai jeg- slulde have ham at tatte for min
Redni-ng, saa han herefter lunde tage mig med paa Slæsbe
toug og iraetke mig ind i hans Hykleri.«
Arn-old »sa"d hensunleni dybe Tanker. Pludselig
sprang han op, lod Ridehesten sadle og sprcengte as Sied.
Han talte itte om, hoor han red hen. Sent paa Afienen
lotn han iilbage og sagde: »Jeg bar opdreoet Pengene.«
Men ·hans Stemtne løsd hul og fortvivlet.
,,.Hvem har laant dig Pengene?« spurgie hun forsagi.
«En Bankier i Bnen er beredt til at slaffe Pengene pa:
Geldernl)of, som sidste Hypothek mod hoje Renier.«
»Men hvor vil du faa alle de Renter fra, kære Ar
nold?«
F
,,«, Aar Vil jeg sandsnnligois saa en god Helft og —
tommer Tib, totnmer Rand«
Ak, det our en sletn Tit, der nn liegnndte og stemmc
Naad tom med den flcmnte Tid Han l)aode sauer Pengene
los en Llagerkarh der iog syo Procent, on sotn boldt hanc
Knivoen Paa Etruben for at tunne stcere til, naar dei Pas
ixde hant. Arnold haabede paa Dosten Urren, Angsten,
Linsorgen for bang Familie dreo ham stadig nd nf Hufei.
Han liegtmdte at dritte for at faa Mod til nk modstaa
Liveis Genvor«digl)eder. Hans irossafie Hustrn omgao batn
Ined al iænlelig Kcerliglied, oa iryglede ham oin at blive
jhjemnte —- men han ntaatie ud. Naar han da kom hjem,
opbedci af Bin og ofte sig selo itte mægtig, gjorde hatt
hende Bebrejdelser, sordi hun slet itke havde bragi noget
med, oa vceret saa faitig, ai nu ntaatte de hei: gaa til
Grunde. Dei var bitte Ord, der kostede hende mange
varme Taater. Men den cendsede han ille mer-e; og allige
vel var han en godmodig Mand, og naar det af og iil
stortnedie ind paa ham, satte lian sig ned, holdt Haandest
for Ansigtet og grced bitterlig Paa saadanne Dage hvilede
alt paa hende, saa maaite hun endog gaa ud paa Marien
og se ester Fsoltene, mens hsan gil sine egne Veje. Og disse
vare Asveje, der sørte ham lige ind i Fordceroelsem
For anden Gang slulde han betale Kreditorerne de nat
lige Renten Han iom hjem sog sortalte, at han havde
folgt to Heste. »Men Arnold,« usdbrød hun bestyrtet, »du
ian da umuligi undvcere dine beste «
»Der er nol meget andet, jeg herester tnaa undoaere,0
svsarede han msodfalden Da tastede hun sig til hans Bryst,
og han holdt hende saa fast, som oilde han aldrig slippe
hende, og de giræd sammen Ten nieste Morgen stod hatt
tidligi op. Hun saa belymret Paa hatn, da han kom reife-—
klcedt ind til hende. -
»He-or oil du hen. 7« sp utgte hun. -
«Jeg bl iver nødsaget til at soretage en lcengere Reise
for at opdrioe Penge,« svarede han.
»Men hvorhen?« spurgte hun detlemL
,,Jeg tan ilke sige dig det endnu, men jeg haaber, at vk
ses snart igen.«
Saa gik han hen til Borncne, de laa endnu i Sen
gen, knssede dem; Hedsvig holdt han lcenge fast omslsynget.
hatt lunde nceppe losrive sig fta Barnei. Hedvig, der "
endnu sssov halvt indeni, tog ham om Halsen og klappede
hamt ,,«’5ader —- søde Fadet!«
Da vendte han fig hurtigt dort. Hans Hsustru omi
saonede ham og bad: »Sig mig, Arn-old, hvor du kejsev
hen?« '
»Snakt —- snati slal du fasa det at vi«de, min III-amt
Saa ilede hatt bott. Hvotheni icenkte hun, da syst
saa ester hom. f , s.
Dage kom og gil Jlle en Gang et Bret- kpm due
fta hendes Arnold Derimod losm der en Inde, dee fp
langte sine Renten
Hvad stulde den staitels Kome gstei Hver Fug —
hver Time saa hun ud efier stn Mand. Ende-cis det
ivar gaaet en Uge, isom der ei Breo fra ham M Mk
Btevl hver en Dei-Im om Lykke og joodist Glon
Slsag tnust.
j
-