Den stintsße Kunde Inn Tjeles
Livsftildring fra Reformationstidcn
H. F. Ewald.
—
—-2- Ferste Bog. sei-—
tFoktsatJ
Tagligvcrrelfet paa Vingegaard var meget ruinnteliat
og havde en taalelig god Heide til Loftet; men, naar de
størte Forliold itndtages, var der i Situeng Jndretning
og Bobave meaet, der lignede en velhavende Bondes Dag
ligftue i seneke Tiber. Der var fafte Brente langs Bindu
erne paa den ene Side ud til Haven, thi Værelset indtog
hele Husets Bredde og Var den eqentlige Storstue. Fotan
Basnkene stod et langt, svcrrt qutrws Bord, og paa begae
Sider af den plumpe Stenovn ved Endevasggen var der
Rattek med ftore Tinfade og nog.-: faa ’L-Ztent-oj5-Tallet-l
tener, en Siældenbed og Husinodsereng Stoltlxsen Vaaben
oa Jagtredflaber hang Paa Vasgqem og i et Hierne stod
en Streut med Biequ Krug og Kander. Ved et af Vin
duerne til Gaul-den stod et lille Bord med en Brodereram
me fotan en Løjbcknt; det var Jde Nielsdatters vante
Pladgs book hun fad, naar hun baldyrede med Sitte, oa
endel?.g ftod noget derfra en Garnvinde og Husmoderenz
og hendes Pigerz Rotte-. Baugene date tun hvidlaltedex
men det mørte Egepanel naaede højt op og friede en fid
dende fra at røre ved den tolde Mur- J øvtiat tydede alt
paa stor Renliabed Da Orden, og Gulvets rote Mut-stean
fliser vare stoede med feist Sand.
Ta llnnd og Jde traadtse ind, saa de, at der bog var
een til Etede, nenilig gamke Oldeniodek. Saaledes taldtes
Kristoffers, Thomas-H og Annas Farinoder, Peder Kruseg
Eftetlevetsle, Gidfiel Podebust Hun benlevede sin Alber
·doin lon sin Spnnespm ligefom hun i mange Aar havde
haft Oplicld bog sin Sen, Kristosscrs Faden Landsdoni
mer Enevold Pedersen Etrusc nemlia läge fra den Tid, da
han med sin første Hufttu, Kirsten Lffe Tagesoattm havttxI
tilgiftet fig Gtaarden. Denne var altsaa kommen i Kru
sernes Eje paa samme Maade soin Tjele til Slasgten Lo
venbalt· Gnntle Gidfel havde oveklevet sin Weite-falle
sin Sen og begae hanc- Huftruer. Enevold Kruse havde
nemlig efter sin føkfte Hufttug Død giftet sig med Dorthe
Visiert, Moder til alle Bornenr. Jngen vidfte, hvor gam
mel Oldemodek var, itte en Gang hun selv; men man
mente, at hun mindst nisaatte have fyldt sit halvfeinsinds
tyvende Aar.
Den gamle sad Irtesløs i en Krug ved Ovnen, hvor
«hun havde sin Plads baade Vinter og Sommer, i. en0plump
thrstol med en blød Hynde og hvilede Fødderne paa et
lille Fodtlædr. Rosenktansen gled gennem hendes stel
-vende Hcendetz medens hun freinmumlede sin Bøn til Iow
fku Maria. Svaasynet og tunghørtig sont hun vat, meer
tede hun itte Knude og Jdes Jndtrædelse.
,,(Flfte.'ige Moder,« muntlede hun, »Stabekens, Ful
serens Moder, viseste Jotnfru, cervcerdigfte, prisvcekdtgfte,
mægtige, tro Jontfrut Vor Glcedes Aatfag, hemmligheds
sulde Rose, Davids Taum, Elfenbenstaarn, Hus og Guld,
Pagtens Att, Himmelens Port, Motgenstfernet Du, de
syges Ftelse, de bedrovedes Trostekinde —«
Her gjotde hun suttende en Pavse, og Jde ttaadte til
og lod hende vite, at Knud Mogenfen fra Tjele var i
Stuen og Instede at byde henve Goddag.
»Den siotste Kvindes Son,« mumlede den gamle
havedrystende, men tatte dog Rnud Haanden, som han ef
tet Stit og Btug aktbødig tyssede. »Sti! ham til Sehe,
Ide, og giv Hain en Vettomstdkik!«
Da den gamle havde sagt -dette, hensant hun attet i
Bon, indtil hun blidelig fluntrede ind. Knud tog imidler
tid Plads ved den fietneste B-okdende, Jde fyldte et Krug
med tZl nenne ved Statuten, btagte ham det og kredensede
det, inden hun bød ham at dritte. Det vante Stcelmeri
var nu veget fka hende, og der mødte hatn fra henves blaa
Sitte et funllende Blit, der lyfte og akter sluttes fom et
Korntnods-Gtimt. Knuds Blod var endnu i Optsm han
saa paa hende, unsderlig ovekvældet, mens Kruset rystede
i hendes Haknder.
»Drit, Knudt« sagde hun med dæmdet RssL
,,Det er spdt at faa en Dkit af din Haand, Ide!«
hvisiede han.
Derpaa gteb han hendes lille, blsde Haand, holdt den
fast i sin og sagde:
»Give Gud og alle hans hellige, at du maatte rette
mignmngt et Ktus i mine Dage! Tænker du deri fom jeg,
IM«
Jde tsav et Øjeblit, hendes Øjne fyldtes med Taster,
medens hendeö friste LeebeektuseDeZ af et hurtig hendsenide
Smil. Stcelmen i hende maatte vige for hendes Rettig
heds votsende Magt.
»Ja, jeg gen-, sinnt-P soatede hun dybt tsdmende,
idet 'hun drog sin Haand til sig og sant ned dasa Bænkem
»Gud signe dig for det Ord, Jdet'« sagde Kund glad
og need hsj Rost, saa Jde cengftelig stottede hen til den
flumtende Okdemodet. »Sag-de du det," vedblev han og
dcempede sin Ritt, «med beraad hu, og vel vidende, at du
er min, og at det, ssosm et stet, aldtig maa possess«
»Ja!« fvatede Ide, fmtkte gennem Tau-see og dtog
et Sus.
»hvokfor dulgte du det saa ten-get« spurgte Knud
ester et Øjeblits Tavshed.
»For Gud,« hvistede Jde til Spar, »du ftt det ttdligl
»ja-L og du« havdeitte haftbetendbmszhtwdetlleThqtnas (
uggest mig ved siwe vnde-Otd.'«7"s"". J«« v " » ; J
»Du ttvr Jda itte det, han fast-e mig Mgsspiiigte
Kund. « « "» ;
»Was tngen MaudeF fvaeede Ide; ,,t-og,« ftjede hun
««til med Fasthetz »der samme, hvad der ritt«
Knud saa hende tnd i Øjet og losste der den Twsialn
- som trods al Jdes Stclmeet Var heut-es sansde Ratuez
dem dtog hende til sig, og de beseglede deres Pakt met- et
Kut. Sen fasd de tavse nogle Mel-tilde tnlvttl Jde sagt-n
ki »Jeg blnes dog ded, Kund, at det er lommet saaledes
Dn dnrde forst have henvendt dia til Kristosser·«
»Du niener nasppe, at dettse er ubelvemth andre have
nys gjott sont vi.«
Jde spurate fornndret, bvem Knud siatede til, og da
han under Taosheds Laste betroede hende, at Folmer oa
TIJtargaret Paa lianende Maade havde givet hinanden des
res Tro og hemmelig troloret fig, slog Jde Hernderne sam
men as Forundring og Glæde. "
»Da,« sagde hun, »lad ogsaa det, der er slet imellem
os, verre uomtalt;« men da hun lceste Mishag i Knuds Aa
!snn, søjede hun til: ,,Aarsa«aen, hvokfor jeg snsler det,
er alene den, at Firistoffer vil bortaisve mig til Thomas,
oa hele Slceaten vil gøre et Par as mig og hatn. Tit-.
Vejken vil da sillert mode stærl Modstand. Det er tloaest
at tie og bie en Stund. Maaste slister Thomas Sind oa
verlaer sig Fee-items andensteds. Vcer du aldeles vis paa
niin Trostali, stand, oa stol paa mia!«
Knnd havde en trntlende Følelse as dei slozbnesvanare
i dette Saninientraf, at baare han og hans Søster maatte
sljnle der-es Lylle sor Verden; men han slog sig doa til
Taals og lovede at opsylde Jdes Ønsle.
Nu blev der-es Samtale asbrudt ved Hnsmoderen,
Anna Seese.ds Jndtrcedelse. Et mildt Smil lyste nd as
hendes Zim, da hun bød Kund beklommen; venlia Da
tceklelig var hnn i al sin Fond, hun var i disse Tage dolt
belt optagen paa Grund sas det; sorestactznde Brnllnp.
Dette Var del Aarsaaen til, at hnn ille blev den Forvirrina
var, soin sarvede JdedJ Kinder tade. Hun slcendte muntert
paa den ellerg hngliae oa flinle Jde for hendes Orlesløss
hed, bød hendse solae Ined nd i Fadebnret og viste Kniin
den Gunst at opfordre hatn til ogsaa at folge nted og smaae
paa Baaværlet.
Jmidkertid sad Anna Enevoldsdatter oa Margaret
Paa en Grcegbcenl i· Lnnden, Anna med Øjne, der dar
rette as Graad, Marktaret med Armen oni hendes Liv na
selv lendelia nistet Hnn liavde faaet et Striftemaal at
here, som havde ajort et dnbt Jndtryl paa hende.
Tet overrasliede bende ille saa meaet at here den
Tilstaaelse as Annas eane Lceber, at hun ille folte not-an
videre Kasrliahed til sin Fastemand, Lavridg Lunotv, ilte
alene fordi denne iøvriat aatvcerdiae Mand syntes hende
lidet siiklet til at stille en ung Jomfrns Hierte i Brand,
men sordi Anna heri lnn delte Slcebne med saa tnanael
andre nnge Piaer. De sleste Ægteslaber vsare i hine Tidert
de celdre Skæatninaes Værl og gil mere nd paa at holde
Jordeaodg samtnen eller stafse en god Forsørgelse end paa
a«t sorene Hjerterne. Det handtes jo nu og da, at Tilbøjei
lighed og timelig Vinding gil Haand i. Haand, men tnn
sjoelden vandt den sørste Sejr over den sidste.
Nei, hvad der havde rystet Margaret saa stærlt, var
Annas Belendelse, at hun en Gang hadde næret stor Kar
lighed til Folniek Hausen, og at hele hendes Slcegt inder
lig havde onstet denne Fotening· Hun havde en lort Tid
drmnt om stor Lylle, indtil Folmets Kulde, lagt for Da
gen paa en Mande, der ille lunde misforsta-as, havde til
intetgjott etlyvett Haasb. Da deeester den velstaaende Bei
ler, Lantids Lnnotv til Holmgaakd hadde meldt«i«1g,
havde den blfde vg« søjelige Anna ille lange modstaaetsiiie
Brsdtes og sin Brodetlones indtrcengende Formaninger
otn ille at vise dette gode Tilbud sra sig. Nu vilde Mar
garet under andre Omstændigheder have lasstet sin Veninde,
sordi hun saa let havde saaet Bugt med sin sørste Ker
lighed; men da Folmer var Monden, sølte hun sine Lee
ber bundne. Hnn sad lange tavs og lcenipede med sig
selv, men omsider rev hun ftg los, lncelede paa Jorden
soran Anna, gkeb begge hendes Hernder og saa paa hende
med et saa dybt og lidenslabeligt Udtryk i sine Øsne, at
Anna studsede dewed.
,,Annalil,« sagde hnn i den dybe, bltsde Tone, hendes
Stemme fil, naar hun var stærlt optagen, »vredes nu ikle
paa mig og sotstød mig ille as dit Hiertel Jeg er uslyldig,
og var uvidende om dit Sindelaa, ja et Barn, da du sam
volsen Joniskn sattede Kærlighed til Fahnen Kan jea
dersor, at han elslede mia allerede sor to Aar si"den, mens
jeg legede med Dnller? Han hat givet mig sin Tro, slønt
ingen ved derom uden Kund. Nu ved du det. Jeg evnede
itle lcenger at dølge det sot dig«
Anna blev bleg, og Margaret lunde i sin Venindes
sine, omslistelige Trcel lcese hele hendes Sjælelamp, Oder
raslelse, Tvivl, Harme. Da Anna tad, reiste Margaret
sig, tryllede et Kys paa hendes Pande og sagde: ·
»Tal, Anna! Sig mig et Venslabsord!«
Anna drog et dybt Sut og brast i Graun nien sit dog
otnsider Bngt med sin Sindsrystelsr. Hun smilte svagt og
sagde:
»Jeg satter det heft vel, Margaret! Du er langt
mete sager end jeg, og du hat et hsjt Sind. Fsolnier Han
sen er en Mund nied stor Stolthed. Du maa vide, at
sasaledes er han, hvor mild og sindig han end lader.«
»Der sag-de du mig det verste, du kunsde,« sagde
Matgaret blegnende. «Det endet dog vel med, at jeg
insgen Sinde blivet hans Hast-W ·
Nu lsortalte M«argeket, lyvvrledes alt var gaaet tils
mellem Falkner og hende, og indviede tillige Anna i sit
Livö dybeste Sorg. Anna iendte gvdt den Mistanle sorl
Vansdytd der hvilede paa Margaret vg Kund; nien hun
hat-de stadig as Kceriighed for Margaret strcebt at tro
det bedste. Dvg smittedes hun nu as Margarets Tvivl,
og hun blev navnlig vallende i sin Trv paa Genete Ja
lobsdattets Ære «ved athøke om det, der var sotegaaet mel
lsin Matgaret og Maken Slkams. Hun saa llart, hvor
sorgelig Margarets Slasbne vilde blive, hvis hendes Fa
der, der jo allerede var en aldrende Mand, gil dort, uden
at den Mist·anle, der hvilede over hans Held til Genete,
mehret-et Hunv Viidste wol om Ma til at forudse,« at
denwe Pol-des og pengegtidsle Avinde ubatmhjektig vilde
kvvsge Nytte sit Ortenan - ever-se see-ge »Hättet-enge Genete
tpgscheiwee Bis-ti«fta·"Tje .«Attlltt"d«egtjs tältni at satte
Medlidenhed med Morast-H l Stedei for at misurtde
hende, og dernied udslettedes den stdste Rest as Nag, heller
inestunsve hun endet enid sbeuuvke den heim-were noge M
see-d, Matgatet havde udvsist mod Fvlmer.
I) upasseade, unstet-disk
»Jeg vilde ille have evnet at gøre som du,« fagde
Anna ydmygL »Du dar handlet viselig, og diet bæres mig
for, efter hvad jeg kender Folsmer Hausen, at paa den
Maade har du netop knyttet ham endnu fastere til dig.«
»For Gud, det var ilke Meningsen!« udbrød Margaret
heftig; tværtirnod Enden vil, frygter jeg, vise, at du
tager storlig fejl.«
»Guds Moder,« soarede Anna og lagde sin Arm leer
lig orn Margarets Liv, »styre alt til det bedfte for digl
Forjag af din Sjcel det, som vi haabe tun er onde Maine
fters Opspind, og fæft Lid til din Lykke!«
Margaret var dødbleg, og hiendes Zojne funklede af
en mørl Jld. Hendes klare Forftand og naturlige Stolt:
hed aftastede et Øjeblik alle Baan·d, og hendes Sjcel rejste
sig mod Samfundslovenes Haardhed og Uretfærdighed.
»Men om nu saa Var, udbrød hun, »og de med Rette
kalde mig en Vanbyrding, stulde da jeg, som er udien Styld
der-for være ringere i Guds Øjne? Er min Dyd ringen-,
fordi mine Forceldre syndede? Og maatte jeg, hvis en
Fiirkens Tiener for Guds hellige Alter havde forenet Fol
mers og mine Hand-er, da lige fuldt taale tun at regneSH
for hans Slegfredviv?« (
,,Jeg bsioer helt forvirret ved at tænke derpaa,« sagde
Anna; »du slal helft itte gruble derover!« (
»Gud give, jeg aldrig Var født!« sagde Margarct
med Taarerz »men forstøde Menneskene mig, saa henflyr
ieg til Kirkens Barmhjertigshed Bliver jeg ikke Folmers
Brud, bliver jeg Herrens! Hvem ded, Anna, lykkeligst
er maafle dog den Kvinde, der hsendrager sit Liv bag et
Klosters Mute i Forfagelse og Tilbedelse. Forganaen
Nat havde jeg den Demn, at jeg havde k!-oftergivet mig.
Jeg kncelede i en saare dejlia Kirte imellem en stor Flot
Z«østre, Korsangen lød vældelig omkring mig, og den
helliae Rogelse duftede sødt. Stundom tcenker jeg, at
den Drøm er et Vatsel.«
Anna var i Forleaenhed med at give Margaret Trost;
thi. selo havde hun en Gang haft lignende Tanker, og hun
var i sit Hjerte Papismen hengiven. Heki stod hun paa
Odemoders Side, medens itle alene hendes Søskende og
Anna Seefeld, men, hvsad vaerre var, hsendes Fcestemand
oedtendte sig den nye Leere. Juden hun lom til Ende med
sin Overvejelse, lød der Fo-dtrin; Kriftoffer Kruse, der
nnlig var oendt ·tilbag-e til Hjemmet, og Knud stsod for dem.
,,Hvad, J have begge røde -Øjne,« sagde Kristosser
Krufe muntekt. »Nu, der er to Sliags Graad i stinde
øjne, eftersom de græde af Glæde, hvsad Mændene ugerne
gere. Tor nu de Taarer af og klar eders stønne Øjne,
sont nu ret strals vil fasa noget for fig, som er voerd at skue.
Jakob Skrædders Kvinde, som binder Perlebuer, kom net
op i Gaarde, Anna, øg ønsier dig i Tale. Hun hasvde en
Bylt paa Armen, og du gcetter let, hvad den gemmer.«
Den Opfordring lod sig ille a«fvise. Anna og Marga
ret fulgte op med, og snart vare de alle optagne af at un
derspge Annas Perlehuer, Brudedragt, Hovedguld og de
Smytter, som hun havde taget i Arv efter sin Moder.
Blandt dem var der et lille Jesu Navn af Diamanter,
fom heilig blev beundret. Da de fsrst havde begyndt,
viste Anna Seefeld dem hele Arm-as sUdstyy som, uagtet
Kruserne itte var nogen rig Sleegt, dog var meget over
daadigt Der var Kjortler af leydist chede, Damast og
Flisj i livlige og siønne «Farver; perlestulne Kot-letter
med Pufcermer og Spcender, slønne Huer, sine Brystduge
og andre Herligheder. Jlke mindre friftende var Synet
af de flamste Sengtlceder og alt Lærredet, hvoriblandt sine
Lagener og en frynset, sillestullen Borddug. Anna See
feld for-kalte en lang Kranile, der indeholdt hvert enlelt
Styttes Historie, hvor det Var vaevet eller lobt, og hvor
tostdart det havde vieret, saa selv Margaret for en lille
Tid gketnte sine Sorger og feestede sine Tanter paa det
Gods, som Mal og Ruft kan fortære. Knud maatte af
Jdes Spørgsmaal og hele Feerd noesten tro, at hun, heu
reven af den glade Steinni-ng, havde for Øje den Tid, da
Hendes eget Udstyr stulde udbredes paa de samsme Vorde,
hvor nu Annas Statte laa og frydede hendses Øjne.
o
Niendc Kapitel.
Giester i Gaum
—
Et Brnllup i det leistende Aarhundrede var itle som
i voke Dage en Fest, der sblev afgjort i nogle faa Timer.
Gildet Varede ofleft en hel Uge igennem, Goesterne blev-e
budne i stort Antal, og sjcerntboende Fremder havde en
lang Reise at gsøre; de lom dsa gerne i Tide og dvæsede
længr. Delte gjalvt iscrr om ethverl Bryllup paa Landel,
og i Aaret 1584 lendte Adelen endnu ille den Slick ai
holde Bryllup i Byem Forli el halvt Aarhundvede fenere
sil den jydsle Adel sin Gaard eller sit Gildehus i Viborg,
hvot den under Snaspstinget holdl sine Moder, og hvor
i Eitettiden mangt adeligt Bryllup lom til at staa. Kri
ftosser Kruse gjorde altsaa fm Søsiers Btyllup i fm Hjem
spann, og Forberedelferne havbe i lang Tid sysselsat baade
ham og hans Hustru.
Flere Anstalter var ast treffe, og Hufei maaite for
fynes i en Mauewa foim man i. vore Dage ilke lan tcenle
sig. Vifinol vake de ventede Gestets Tal ilte ringe og
fvulmede yderligere op ved del store Folge af Spende,
enshver Adelsmand slæbte med sig; men det var dogi iscer
Gildeis Langvarighed, der giotde del muligt at faa Ende
paa sac- stvke Messer Fede- vg Driklevaret, som ved en
slig Fest bleve ophobede. Fadeburet paa Bingegoatd bug
nede af salt Kod, Flcest, tsr Fifl, BUT-; ngmrk og
Kryddetier, vg» i- Kcekderen laa opftableve laa mange Træer
med Hamburger- og Rsostokler-«Øl, Mist-, BisbvrgersSiald
og Rsandets-Bursl samt Anlre med- ssd Bin og Rhinslvin,
ui man stnlsde tro, der verriet-es en hel Fcnnisle Lands
lncgte i Borgleje. Vvad desuden stulde til af feist Asd,
blev nu slaglet, Bildt fældet vg Geddewe i Tjele Langs
decimerede. »
Allerede et Pat Dage ftt Btylkuppei begyndte d(
z fjerntboente Geester at indfinde fig, og snart var M
l Senaerum og hver Seng paa Gaarden optaget, saa at
; Gaardens eane Folk maatte sove paa Ho og Halm i Laden.
s Staldene date oversnldte med sremmede Hesle, medens alle
Gaardens Heste vare satte paa Gras. Fra Morgen til
Aften dar der Liv og Latin, og i Jldstuen blev der uns
Tadelig braset oa logi. Husinoderen fik da især at merkte,
at der var Gasster i Gaarde; men trods den store Msje,
bun hande, diste hun alle stadig et mildt Aafyn, hvorfot
hendes Geester priste hende og taldte hende: ,,en lystig, ven
lig oa ydmygi Kvin«de.«
J ste Nielsdatter bavde hun en aldrig trcettet Hiel
perfkex hendes sunde, krastige Natur gjorde hsende det mu
liat, trods hendes unae Alter at holde ud sra Morgen til
Akten. Hendes slælmske Munterhed borttryllede Kedsom
heden sblandt Fivinsderne, og selv de barskeste af Mændene
l«- eve milde, naar den lyshaarede, blaaøjede Pige lod sine
Emilehuller se oa sin glade Stemme here. Jde var lot
falia oa Knud i hendes Tanler, saa lang Dagen var: men
bendes Sindelag var af den Art, at hendes Kcerlighed
ikke ajorde hende menn·estestt). Hun saa alt og alle i et
Rosenslær, og em det saa var Thomas Kruse, fik han
aode Ord, sodt for furt, hvoroed han stedtes i stor Bild
sarelse.
l Liae fu««dt var det ingen let Sag for Vaeri og Brett
inde at still-e alle tilsreds og rent umuligt at holde al
Grund til Ueniqhed dorte. Stridens Fængstof laa i hine
Daae i Lasten, avlet as Tidsalderens aandelige Gcering
og borgerlige llroligheder, saa at næsten hver Mand og
Koinde sørte det med sia. Rigets Sager lom stadig paa
Bank, hvor Medlemmer as Landets Adel vare samlede, og
fuldsteendig Enighed var kun til Stede i et eneste Punkt,
nemsia i det faite Fsorsat at modsaette sig Kristian den
Andens Genindscettelse. Den kirleligse Strid spillede
iaansle vist en mere undewrdnet Rolle iblandt disse verds
»lige Sjcrle; men Kristosfer Kruse, der var den luthersle
Leere l)en·aiven, sit dog at føle, at ncesten alle hans Gcester
vare papistist sindede. Den ny Lære havde hidti.l tun
gjort rinae Fremgana baade hos den jydske Adel og hos
Bonden: det var iscer Kebstadborgeren, der holdt Luthers
Fane oppe. Nu var Kristoffer Kruse ingenlunde en lu
therst Fanatiler: tvakrtimod havde han for nogen Tid siden
i Gerningen givet Vidnesbyrd om sit M·aadel)old, idet
han sefv sferde tillige Ined Niels Kans, Lars Skeel og
Kristen Friis havde søgt at vcergie den onde Bisp, Jørgen
Friis, mod de Viborg Borg-ers Raseri Tidens store
aandelige Spørgsmaal rylkede dog nu hele den Paa Winge
gaard samlede Kreds ncer ind paa Livet. Lavrids Lunow
havde nemlig onstet at blive viet af en luthexsk Prcediker,
et Forscet, som den gamle Gidsel Podebusk haardnatket
modsatte fig, og som lom til at koste stakkels Anna mange
Taarer.
Egentlig havde Vingegaards Beboere i en Del Aar
levet et meget ukirleligt Liv, og det samme kund-e siges onr
hele Omegnens Beboere. Den Papististe Gejstlighed var
alt sor lang Tid nedsunken i Verdslighed og Ladhed, og
Jshcendehaverne as Prcestekaldene ned deres Jndtcegter i
Byerne, medens de overdrsog Gudstjenesten til knaptlønnede
Kapella«ner. Disse vare desuden til Stede i saa ringe Tal,
at i mange Kirler Messen kun lcestes hver tredie eller
sjerde Sen-dag, vg nogle stosd helt ode. He. Niels Frand
sen, som vikarierede i denne Egn, undlod rigtignok aldrig, »
naar han havde lcest Messe i Vinge Kitte, at komme ned til
Gaarden, høre gsamle Gidsel Podebusts og Annas Meiste
maal osg tildele dem Absolution. Dette blev altid paa
skønnet og i ethvert Fald lønnet med et rigeligt Maaltid;
men Kristosser, hans Huftru og Jde vilde ikle have med
ham at gøre. Oldemoder og Anna nød paa papisiisk Bis
Sakramentet tun i Brodets Slikkelse ufravigelig en Gang
aarlig og ved IPaastetid; de andre derimod drog til Viborg,
naar de vilde høre et Guds Ord, og der nød de hos The-get
Lovenbalk Nadveren i den oprindelige, as Herren selv ind
stiftedse Form, baadse i Vinens og Brodets Siiltelse Da
det krcevede en Reise paa haldtredie Mil, skete det selvfølge
lig ikke ofte.
Thomas Kruse nød slet itte Sakramentet hrerken i
den ene eller begge Skikkelser. Opvoksen und-er opløste
lirtelige Tilstande var han, som ikte faa as hans samtidige,.
bleven et Bytte for en Vantro, der ved hans misunrselige·
og avinldssyge Kavalier fik den mørleste Farve. J haus
Øjne var al Gudstjeneste tun et Haandiværh Geistlighedesr
et Lav, der tun saa paa sin egen Fordel, og alle troende
Dosmiere og Narre. Han drev da nu tun Spot med de
andres Nisdkoerhed i det i hans Øjne gsanste ligegyldige T
sSpørgsmaaL om en papistist gejstlig eller en luthersk Pre- » «i«
xdiker siulde vie Anna. Han havde dog paa sin Bis Gold-— s
ihed sor sin Spsten og en Dag, da han var bleven hendes
istore Bleghed var og saa, at hensdes Lier vare rede af
Grasad, havde han sagt til hende: »F
»Jeg mærten SosterliL at du sløtter itte stort om dew -
Brudgmn, der er udset til dig. Se, nu kan du let blive . ,
ham kvitl Huld hart ved Messe, Vievanld og Smørelse,
sasa vil han, som jo er en Ketter paa en Hals, lade disk
stdde og rider brudeløs herfra.«
»Fy, Thomas, at give mig sligt ondt Raad!« svarede
Anna med- blussende Kindes-. »Djaevelen maa have trivng
dig det; thi 1du stal -vi«de, at hvorledes det end staat med
Lsavrisds’s Trso og min, hat jeg givet ham mit Ord og
bryder det ilke, sasa vist som han er en retskassen Damie
mand og mig huld og tro.« «
Anna tcenlte lige suldt ille uden odertroisk Gysett
paa en luthersl Vielse, ved hvillen hverten hun eller hensdes
Brudeting stulde stænles med Vievan.d, den hellige Salve
itte smøres paa heudes Pande og den hellige Regelse ill
duftr. Der kunde ik«le«»vcere Belsignelse derived, ja det vilde
bli.ve, sum oms hun slet itkevar viet. Oldnwder swttede
den-de as al Magst-i Hun havde hele Tiden veret into-d at
give fwspSsnnedatter til en Kette-ex men dta hun faldt til
ijg heki, stsvid hunsgst paa, at Bielsen stulde full-W
If Niels Frandssem i modsat Fald truede hun- med sin For- »«:
bandelsez men Lavrilds Lan-on- var hidindtil ikke des wiss k
dre bkeven ved sit. , J
(Fortsottei.) ·