Den stinlste Kninlte statt Tiefe
Livsikildring sra Reformationötiden
as
h. F. Email-.
IIJ Forste Bog. sk
tzoniau
»Im er itte meaet dillig til at adlyde,« svarede Fol
mek med Rynter i Panden. Margaret mente at tunni
lcese i hans Blit, at det, hun havde sagt, havde nedslaaeJ
bang Mod oa gjort hans Hierte to-"-dt. Han undrede sie
aanste vist over hensdes Tænksomhed, der næsten foreton
ham toldsindig og lod hatn nære Toivl osm hendes Osmia
tiahed. Han tæntte itte paa, at hendes lisdet lyttelige
Barndom og den sidste Tids bitte Qplevelser havsde givet
bendcs Sind en Moor-, som var over hendes Alder. Hatt
vidste endnu ille, at der i denne unge Pia-es Bryst boede en
Heimodighed og Fasthed, sokn tun sjcelden sindes hos svaae
dodeligr. Hun vilde baade as Hensyn til hans og hendes
et:-en Lylte og Ære, hvor hojt hun end ekstede ham, doa
for do som Jomsru end bring-e Stam over ham og sig selr
red at let-: med ham ca regnes for hans Sleafredvio
Han fit dog snart Bevis paa hendes Fickrligheds
Varrne og Dt)bde. Da han est-er en pinlig Pavse spnrgte:
»Da hvad da imensZ« soarede hun:
»Jmens ere vi Venner som for. Loenge sor J tilstod
mig edersz Herrligheo Folmen oidste jeg med mia selo,
at jska itte evner at give nogen Mand Paa Zotten uden scder
min Tro.«
»Gnd siane eder, inin Hjcrtenslcer!« udbtod Foliner.
trog ten-se til sia oa aav hende et Kno; men slia Frihek
till««d Margaret hctn sor denne Gang, itte oftere. Don
sad de -:n Etnnd bog l)inanden oa vctolede oinxne Antlia
sjedscrn Nu sit Fomszr forst ret Held til at lcese i hendeiz
Eint-J Toble hvad der voldte ham stor Froh men vslfcn
en itte rinae Zorgx thi. bete-J Torstelliahed i Tro viite si;
nn og da som ei truende Starr. Folmer folt-:, at han itle
tunde lstoe lrende sorudcn, men tilliae, at meaet maatte
klire antreten-ex flulde han oirtelia naa den stcre c:
iiaeldne fordiste Lytte, han traatede eiter. Han rottedes
itle i sit Forscet; tocrriimod loversc han sia selv at soae til
Titiaaleh gil Vejen end over sutter Torne Det anede kam
rog tun lidt, hvoe lang on trana den stulde bliv-3.
Mckens de sasd saaledes og sanitalede med Zinhed i
Blil og Stemme, ca netop som Margaret udbred:
»Alt, give Gud, der intet tom estek dctte, og vort
granste Liv tun maatte.vcere denne lyksalige Time i Sto
rens Ensomhed!«
— opstrckmmedes de ved Fodtrin, Mennesletøster oa
Hundealam. En stor Mynde og en Gravhund, veltendtc
of Folmer sra Vingegaard, tosm halsende sarende hen ti
bam og Maraaret, saa de mEaatte verrae sig mod JDnreneåv
Kakitegm Strats ester viste sig Kristosser Krnses Broder
Thomas, Knud og en gammel Fister med sin Demg. Man
kund-: lasse baade i Thomas Kruses og Knuds Aasyn,
at de havde mundhuggedes vaa V«ejen. Dette var itte
noget nyt. Lige sta deres Barndom havde de vceret Med
heitere i alt, og næsien altid havde Thomas truttet det
torteste Strau, hviltet havde fyldt hans Vierte med Bitter
heo Han var vel to Aar eeldre end sinnt-, men ham doa
underlegen i Legemsstyrte og saa desuden langt mindre
gsodt ud. Han plejede at troste sig med den Tonle. at Knud
nappe var andet end en Vanbyrdinz; men hitvtil havde
han dog ingen Sinde vovet at besiæmme Knud ved at nd
tale det. Han hadede itte mindre Margaret, der nogle
Gange havde stasset ham en vel fortjent Ydmygelse. Tet
Son, han nu saa, Folmer Rud og Matgaret sortroliJ
siddende samtnen i dei grsnne, maatte vcere ham scerdeles
imod, da det havde meet hans og hele Slcegtens Ønste,
at Folmer stulde bejle til hans Soster Anna. Forst efter
st. Folmers Utilbojelighed til denne Forbindelse itte mere
tunde omtvivles, havde hun givet navriids Lunov sin Tro.
Det tunde itle nagtes, at Svogerstabet med en Mond as
de Rudets stolte og mægtige Slægt vilde have gioet storre
Anseelse.
Med et ondt Blit og et spydigt Smil tkasadte Thomas
nu hen sot Folmer, og da denne tiltaabte ham et: Vel
msdt i den grsnne Slovl stirrede han paa ham med lidet
hovisl erhavselse sog svarede tun: Ei. ej!
Blodet steg Fosfmer til Hovedei.
»Hvad er Meningen, Thomas,« sagde han, »wer
dette di.t: Ef, ej?«
»Jeg trenter lun,« sag-de Thomas, »og siger spor
gente: er det dette, velhyrdige Folmek Hausen taldet at
fange Fugle?«
Folmer saa vaa Margaret, og Snnet as hendes bode
lige Forlegenhed bragte ham til sig selv. Han blev Heere
over sig selv og svarede tun:
»Bryd dig tun om dine egne Sag-er, Thomas, og
indlad dig itte paa mine.«
»Det var mest mageligi, om det maatte vaere mig
undt«, sagde Thomas; »men Kristoi hat sendt mig u:
sor at sage dig, og jeg maatte ridse som en Nat lige sra
Hjetnimet til Rise Gaaode, hoc-r Rast-mirs sister, sorn
havde set eder stibe herovet,’hragte mig paa Sporet og
satte mig over Seen, mens min Svend med Hestene bler
hist ovre. Din Broder Peder og hans Hustru Grete Bryste
ere hos os kg vente snarest at se dig.«
,,Nej sc!« soarede Folmer toldsindigz ,,jeg trcede, at
de sad rolig ovre Paa Vognserup i Sjælland.«
»Der have de itte været i en hel Maan-:d,« sagdc
Thomas, »men stadig paa Reisen rundt til rotes Frænsdee
De have oceret Paa Sandholt i Fyn, drog saa til Møgels
tær og agte sig nu til Hesselt; men de saa sstst insd til dig
og da de sorieflede dia, drog de eftet dig til Vingegaard
De snsle at tale med dig og trcesse Astale om nogle vigiigi
Sagen«
»Nu,« sagde Folmer og reiste sig, »ieg saae da oend(
Nasen hjemad, og J, Jomsru Margaret, er vel nu tm
og leengeö tilbage til Tjele?«
»Nej,« svarede Matgaret med et suntlensde Blit ti
Thomas Krusex »men der gives Fell, ved hvis Nat-mes«
al Gliede sorgistes og dor.«
Thomas tog med et Smil mod rette Hid, som hat
cerlig havde fortjent for sin Uhoviskhed. Han havde nemlig
ille undt Margaret nagen Hiler og teede sig, sont om hnn
slet itte var til Siede. Margaret visdsie fuldst vel, at
navde Thomas maattet made, vilde hverken hun eller
Knud i lang Tid have faaet Faden over Vingegaardsz
TørteerfteL
De git nn alle i Tavshed ned til- Baadene, Margaret
niod i Hu. Nærvcerelsen af Folmer Ruds Broder eg
dennes Halten spaaede hende itte noget godi. Bistnot var
Falkner mhndig og fotætdreløs, altsaa selv Herr-e over sine
Beslutninaerx men hans Frænder vilde dog nceppe vise sia
ligeanldige red Valaet af hans Hufttu. Det maatte vel
taldes ovetfodig Forfigtiahed af hende, at hun havde
aivet ham Vetænlninggtia Dei tunde not sie uden hendes
egen Hin-la at Folmer blev told og trat sig tilbage. Don
anatede det hende itl«e, at hun havde talt til ham, som stet
var; thi hnn fteelvede for Afaorelsens Stund, og den Tante
havde fcestet Rad has hande, at den Salighed at elsie Fol
mer Rud og en tort Tid hemmelig at veeke e:?stet af haIn
var al den Livslytle, der oilde falde i- hendes Lad.
Denne merke Anelse blev allerede nu paa Hjemvejen
nogset rotlet. Da de eoede over Spen, og Thomas fulate
efter i Fiflerens Baad, tog Folinet efter lang Tids Tade
hed til Orte on sagde:
,,Knnd, vi have noaet at fortro dia, Margaret ogj ea!
Vi hadde daarlia Lhtke Ined Fangsien i Dag, dog fange-de
Leg en cedel Fung«
,,.Ddifken?« fvurate Knud.
,,D-in Leiter-I Hierte og Hu! Du bot vide det, inen
ogsaa merkte dia, at hun onfter, at det, der er siet o:
imellem, itte omtalei «
,,(5.n hiert ensgod Tidende var det!« udbrod Kund.
idet hand Aasnn blusfizde af Lvscrraflelse oa Gliede.
,,Tat for del aode oa venliae Ord, Knnd!« fvarede
Felnien »Maraaret og dn stulle finde inia tro, om jea
oasaa merkt-Ir, at hun tvivler. Nu, de kommende Taste
flulle didne for Ini,1!«
Margaret iaa paa sin Ven ined et taaeeblendet Blit
Ia et rernodiat EiniL Finud deriinod var saa optanen
if den alte eliae Tidende, Jolmer havde nie ddelt ham
it han tun ined det ndre Øre opfattede de er oin Tviv.
J n ajotde itte noaet Sporazitnaah men siirrede tun tun
sin Laster med nsirointet llndeen og Gliede.
Margareths Hierte sant doa nu i hendes Brhst; tbi
det speise-, hun faa, da de ncermede sig Land, var Brod-er
Viaands Stitkelse. Drommen var farbi, og den durfte
Virteliahed meldte sin. Hendes Striftefaders ryntede
Bande oa morte Blit meldte fotud om strenge Jrette
icettelfer, fordi hun fyntes om en Kcetters Selstasb. Han
oilde mutigt ogfaa tale om hendes Faders Biede, fordi
bun uden Lov var loben af Gaarde. De havde da ogfaa
neeppe sat Faden i Land, for han talte dem haatdt ti'.
«Ere J galne,« fagde han til Knud og Margaret, »at
ftripve om den hele Dag, du, Margaret, uden sommelig
Lsdsagelfe, og scette edets Fader i Sttcel ved flig usindig
Adfcerd.« v »
»Jeg er den siyldiae,« sagde Folmer. »Mel-d»-Hr.
Magens min bedfte Hiler og lad ham vide, at jeg traf
de unge ved Strand-en, og at de paa min Opfovdringog
under min Varetcegt have gjokt denne lille Lyftfati.. Han
sial ti! sin Tid af mig selv faa fyldestgørensde Fortlarking
Min Broder Petets uventede Komme og nodvendsige Sa
geks Afgorelse feemsthnder min Hjemfart.«
»He. Miogens,« svarede Vigansd, ,,vil neeppe folg sig
ltillet tilfreds ved den Borg-en, eders fagre Otd give. Til
at vogte unge Jomfruet sattet man itie gerne unge Mand,
allernsdiglt naar de ete af den Sort, der ynde Strenge-leg
og lcelne Sange«
»Fok Gut-, Musik« for Falkner op, »vogt din Tunget
Du hat allerede nogle Gange ptsvet dit Bild paa mig
Se til, det itle endet med, at jeg gar-ver din Rhg!«
«J vil finde det Atbejde lidt brhdsomt, siulde J driste
eder ti! at prove »derpaa,« sagde Vigansd med et roligt,
tittende SmiL idet han lagde Hasanden paa Festet af den
Doti, han bar i sit Bælte.
»Kom, Iotmer!« raabte Thomas, der alst var i Sa
delen, »og btyd tort af. Det tuede vcete det visesie, staut
denne Dag, der hat vier-et fuld af Daatsiab nsot for dig,
passelig lunde stuttes med, at du maatte Klinge med en
fort-eben TigaetibrodetN
Folmek vardigede itte Thomas Kruse noget Spar,
wen nndettryllede sin Harme, tog hjeeteikigt Afsied med
Knud og hilste Margaret til Afsied.
»Tilgiv mig, Jamka Matgaret,« sagt-e han, ,,at
jeg glemte, hvilte onde Øjne der vogte paa eder, og at
edets Fader hat Stalle i sit Brod, der udlcegge alt til
det værftr. Mit Haab er snatt attek at mades med edel-.
Jndtil da have edet Gud!«
Syvende Kapitel.
En ltr Tidendr.
He. Magens-, saavel som de flefte atf hans Stands
fallen havde i rolige Tider ingen værre aneder end Keb
fcmheden. Bote Fædre vate paa Grund af deres Dan
nesse i saa Hensende langt vierte stillede end vi, sinnt
maatte af samme Aatiag not faa daadtraftige baade til
det onde og til det gsode. De lundse tun i ringe Grad nyde
Romantiten paa anden Haandgennem Kunftens Frem
bringelset, de maatte sage den gennem selve Livet, og
naat da itte cedlete Lidenstaber satte dem i Rote ellet
state Tildragelser drev sdem til Daad, havde de ingen an
den Tilflugt end Sulefadet, Bægeret, Spil ag Fjas.
Morgenen efter iden Dag, da Folmer og Margaret
havde sluttet detes Hjettes Pagt, var graa og tegnfuild
Alle vaa Tjele vate under Tag, baade Herr-: og Tjenere.
’ He. Magens var tillige i sit vaetste Lune; thi han havde
den fotegaaende Aften med haatde og grove Ord tevset
! Knud og Matgaret for dereö Fort over Ssen med Foltner
I Rud. Da han om Morgenen via- tommien i Kleide-kne,
vidfte han intet bedre akitage sig for end-at begynsde, hvot
T han den foregaaende Asten havde sluppet. Genete sit
! wogte haatde Ord, fotdi hun itte vsogtede sbedre paa sin
Dotter-, og efter at Or. Magens saaledes havde thft baade
I Hufttu og Born fta sig, sad han i Hallen med Baader
Vigand og gabede over Skatbraettet; deg talte de begge
Øltruset dygtig til.
Broder Vigand hsavde nogle Gang-e ladet sin Velynder
bin-de; inen nu, da Øllet steg ham til Hovedet, b—«ev han
dristigere, rg Hr. Mogens meerkede, at Spillet git ham
imod. Forbitret paastod han, at det itke var gsAaet cerlisg
til, og at Vigand hsavde ryttet en Brit i Stnug, mens
han vcndte sig sra Brcettet. Vigansd retfcerdiggjorde sig
hidsia Or. Mogens væltede alle Brikkerne og svor, at
hvis Vigand ikle straks tav, fil han TØlkruset i Hsovedet.
Dei var itte sørste Gang, at Vigand døjede slig grov
Tiltale. Dei Ver-rn, han nød paa Tjele, og den Magst,
lJan der havde tillistet sig, købte han ilte for nsogen rinae
Pris, og die Ydinsyaelser, han Inaatte lide, vilde sitkert
have vceret hans hovmodige Sind for meget, havde han
itkse tillige oæret saa pengegridsl, som han var. Hang
Stilling som Stristesader vg Sjaeleførger silrede ham
lige saa slsidt for grov Medsart af hans Herr-e, soni et
Helgenbillede i vore Dage slipper sor at slaag itu as en
Katolil, naar de til det rettede Bønner ikte blive hørie
Don var han i dette Øjedlii ikke til Sinds at give sia
strats.
»J vilde dsog næppe,« sagde han ined et truende Blit,
,driste eder til at lccgge Hsaand Paa mig, en Kirleus
Tjen-:r.«
,,Ej,« svarede Hi. Magens med et barst Sinil, »du
lunde jo seikv give mia Abssolution d-:rfor.«
Or· Moaens, der minder-des Viaand som en lille Pon,
en Søn af en as hans egne vordnede Blend-er, duttede ham
altid, on Bin-and maatie finde sig deri.
»Bei er inan rsinge Synd,« svarede Viiaand »Da
rilre lrceve haard Bod. liden Hensnn til min Persons
Rinnhed vil J ilke traenke Kirken, ja den helline Fader
selv.«
»Nu, Viaand,« svarede Or. Menens oa legedie med de
uasltede Etaibritler, »der er lanat til Rom, oa Bispens
llrnmstav hat i disse Tikder faaet et svart Knab Don
ital du nu indrømme, at jea er siirkensj lydiae San, oa at
sen fnler Anaer over min Vrere. Der har du otte Stil-;
ina i Bod!« z
Hi. Magens greb i sin Fikte da tastede Stillingernes
ben til Viaand, der tøvende og med sur Mine strøg rcms
»Er du itke tilsreds?« spurgsie Or. Magens.
»Havde Stillingserne vceret slere,« svarede Vigand,s
»var Afladen bleven større.« l
»Ha, ha, ha!« lo Or. Magens, saa det gav Genliyid ik
Hallen, »F Sortkapper ville have alt, det er Præstevane.
Dog saar du nøjes derined denne Gang. Det er jo kun
en Uge siden, at jeg stæntede sdig det sorte Faar, du yndede
saa vel, og begge Lammene desuden.«
,,J-eg vilde jtke tlage«, svarede Vigand sagtmodig,
»hvis ilte eders Haardhed stundom gjorde Gaven som
ugivei.«
»Ved rnin Helgsem hvilien Snall Min Haardheds
som du taldet det, sarcr shen sotn et Pust, mens Gaven bligs
ver. Vejr og Uvejr ligger sammen, det er nu saaledes Li-«
vets Gang, og du Isaa tage begge Dele, som de sal-de.« —
Medens Hr. Mogens og Vigand doblede i Hallen»
sad Genete i sit Kammer, og Margaret sog Knud sad hos
den-de Genete syede paa en scer, hvid Kjortel, sotn Mar
garet tænkte Var hendes Moder-s Ligscetiz thi naar hun
var mest mismsodig, tog hun stasdig det Sytøj melletn
Heender. «
Jstnens sang Margaret efter sin Moders Ønske Axel
Thordseus Bise, og mens hun sang, faldt en Taare fra
hendes Eine ned paa den Siltedug, hun baldyrede, saa
fuldt bkev here-des Hjerte ved at tænke paa den tranle Starb
ne, der blev sløn Valborg til Del. Mon der ventede hende
nogen bedre?
Jsdet hun toenite saaledes, git Deren op, og den stra
bende Lyd as Trcedakten sorkyndte, at det var gamle Else
med Øllegrsten Der stod at lcese i« Elsesgrove Trek,
at hun helt vel kendte den Myndighed, som paa Grund af
hendes Husbonds Haardhesd og hendes Msadmsoders Svag
sindetthed var bleven hende til Del. Dog var Genete saa
sagtrnvdig, at Else «ofte for med Lempe, og sit hun en
Tom, blev det gerne med Datteren og ikie med Msnderen
Else satte nu Trabalken Haa Bordet og bad Herstabet spi
se, mens Øllsegrsøden var vorm, i·det hun forsilrede, at den
var svel sodet Mens Genete og hendes Born saa tog
Plads ornkring Bsordet og langede til Fadet, blev Else
flaasensde og saa til, som hun plejede, naar hun var i godt
Lsune eller havde noget at sortcelle.
»Der vanter nu Sul og andei godt ovre i Hallen«,
begyndte hun; ,,lige nu er der kommet en Gæst i Gaarde.«
»En Gceft i det Guds Vejt«, udbrød Knud mens en
flngtig Nod-me sor over Margarets Aasyn; men hendes
Uro dæmpedes str«ats, da Knnd sagde:
»Jeg tør vaedde, det er gale Gert. Han kommer altid
sont en Urejrsfugl i B,lcest.«
»Der traf du det«, sivarede Else, »l)an ksom ridende
uden Saddel og tilstaentet sra Jssen til Suangen Has
bond laante ham scn Palsrot, og hans egen Vams hceuger
i Jldituen for at terres. Nu sidder han lunt bæntet i
Hallen med Husbond og Broder Vigan«d. Jeg hørte dein
le overstadig.«
»Jeg maa derind«, sagde Knud og sprang op.
»Gaa ille til Fader nu«, sagde Genete og havede sit
Ibsege Aasyn; ,,v-ent, til hans Vrede saetter sig.«
»Nam: Gert tommer«, sagde Kund, »bliver Fasder
altid i godi Lune, vg jeg tør vsel nærme mig·«
»Gut Eritsen er en Gcet og en Siaktarl«, mente El
se; »sattig Frænde faa liden Hæder«.
»Dein dritter dig under Borde«, sang Margaret;
men Knud var alt ulde as Der-en.
Han horte allerede paa Taarntrappen Gert Eritsens
Matten-de Stemme, og da han traadte ind i Hallen, msdte
ham det pudsige Syn af hasns Freudes lange, magre
Stitkelse i hans Faders Palsrok, der lbang ·om ham som
en Sees om en Vønnestagr. Dei lange Ansigt var gar
vet as Sol og Bind, og en starp Streg i Panden, lidt paa
straa, stillede mellem de nedsre, udsatte Regiioner og den
blanke, sialdede Jsse, der ellets stærmedes as Hatten· De
smaa, graa Øjne plirrede med dct vante snu Udtryi, den
tykte, rede Ræse lyste min i Ansigtet som en Lanterne,
og den stote Mund fort-rat sig til et Grin, da Knud traskkk
ind.
»Hei, du Huggebasse, er du der?« raabte lJan Kmtd Z
Møde. »Kom hid vg gør Bod for dine Ugerninger, do
jeg sidst acrstede Tjele. Du ital tømme det store Krus i its ,
Drag, sont Mærterne paavise. Min Arm oærtede let-se ,
cster af den Fægtning, du da hadde med mig i Krieg-Zar
den. Havde du lcrrt, soin du har Kræster til, skulde Fau
den fcegte med dig tiere.«
»Nu, Gert«, svarede Knud, idiet han traasdte hen til
sin Freien-de og tog hans sremratte Haand, »J gav ogscs
mig nogle gode Smører over Haanden.«
»Tag et Berger i Stranken og sid ned«, sagde Ot
Moaens ret mildt til sin Son. »Lad nu høre et forstaws
digt Ord«, dedblev han, idet han vendte sia til Gert Erit
sen. ,,Hvorledes gaar det med din Bedrift? Fik du Sek
dsen i Jorden?«
»Tat for Forespøraslen, tæte Mogens«, soarede Gert,
,,men end mere dcere du tatket for Sceden, du hjalp mig Mk
zDet tom alt i. Jsorden paa to Tonder Havre ncer, sosm den
brune Blis aad.«
»Da du strjfede del Landet rundt, mens din Sventb
nlnjede Da saaede? Du tan da itte gøre Ed paa, at al
Enden tdm i Jsorden?«
»Ist dildse sømme en god Mand sotn mig ilde«, spa
rede Gert, »at gaa og hænge bag paa Ploven skller bære
Saascetlen Hvad synes J, Vigand?«
Vigand saa op uden at spare, og man mcertede sit-als,
at der ingen aod Forstaaelse var mellesm disse to. Aar
saaen dertil dar iscer, at Vigand, der var misundelig pac
alle, der nød addt af Ho Moge115’s Gaonii.ldl)ed, havde
fes-at at sætte ondt for Gsert hos hans Freude, men tillige,
at Gert var ioria luthetstsindet da en stor Hader af Pre
ste: og Muntevcclde. Saaledes stod det jo desoasrre til i
manae Hinter, at Hadet til det gamle Var sen stærkere
Dridfjer til Omdendelse end Kcerlighed til det nn. Gett
Eritsszn dar desitden ganste uvidende og kunde hderten lcese
eller strioe. Dog bar det siges til Ihans Unsdstnldning, at
Mir-nd, der var bedre stillede og bedre oplcerie end han,
lige saa lidt fattede den store aandeliaie Omvceltnings in
derste Vcesen. Dette acelder itte alene lutherste Lcegfolk,
men ogsaa Papisterne, deribskandt flcre atf den gamle Kir
tes Ost-erkunden
Gert Eritsen havde imidlertid en stært Hutommelse
og var ingenlunde saa stor sen Jdiot, som han stundoin gew
fig Mine af. Hans Hooed var suldt af Biser og Vers,
-s-on1 han hielt oel forstod at bruge. Nu git han løs paa at
drille Munken.
»J- svarer mig ikte, og det komnier sagtens af, at J
er i ondt Lune og bange for eders Messe, der drages med
Dsødem Har J hørt det lystige Digt Diagolus, en Vise
om den graesselig onde Tidende, Paven fit til Roms«
Uden at asvente Ssvar sremsagde han med Pudstghed i
Mine og Rost folgende Stroser:
ltdets Mesie er nu iaake ivag,
det set jeg nu paa hendes Bag.
Hendes Zjne et nu faldne i Hovedet ind,
hun er baade bteg om Nase og Kind.
Ligesi er hun nu til at ie,
salt som den gamle Fru Lisette,
der stander hjemme bag Kittedøt
og haver sin Rasse vendt i Nor.
Knud lo overstadsig ad den Bise, hdoriniod hans Fa
der vedligeho. dt sin Værdighed.
» »Nu, nu, Gert«, sagde han, »lad helft det farel Vt
lide itte de ugudelige Smædeviser her paa Tjele.«
Dog stjulte han et Sinil i Øltanxden hans Guss
soygt var tun Overtro og Hjetteangst, naar han bleo sys,
·og« Knottelmansden bantede paa hans Dor
Gert saa Smilet og fortsatte:
»Saaledes gaar det Messen; men shvorledes hat dek
sig med Vigilier og Vesang sor de dødet Hør nu:
J Benhuset hat jeg ej Lys, ej Lampe iet,
hoerten Vots eller Talg fandt ieg derinde,.
uden ten-ten døde Mus paa iamme Stabe-,
de gode Sjæle, dem ster ingen Ærr. ,
der tasndes dein hvekken Lys eller Lampe mete. s
»Da sare de ned i Helvedes hedeste Pol!« mal-te Bist ;
gand og sprang sdrbitret op, »og eders sule Sjæl fortest ;
for at vise de andre Vejen!«
Da Bigand for op, stødte han uforvarende til Krusek3.
saa Øllet slød omtring og løb Knud i Skødei.
»He: er vaadt not til at slutte en lille Skærsild meld«,1.
taabte han og sprang op, niens Gett holdt sig paa Matten
og lo.
»Den Spas bliver for groiv«, sagde He. Mogens vtedz
»du misbtuger Gæstetetten, Gert!«
»Fanden tsog Munten ud as Døren«, sagide Gertk
da Vigand i scn Harme haode sjernet fig; ,,og vel et det,
at vi blev ham tvit. Hoor gidet du, M«ogens, have deu
fulie Ssortetutte i dit Hus og holde din egen Ratte W
det papististe Aag? Ryst det Prcesteregimente af, bliv at .
god luthersk Msand og nysd Friheden.«
»Friheden?« spurgte Hr. Mogens, hvis Brede over
Vigands Ydmygelfe itte git snnsderlig dybt. »Halt Las
jeg ønste msig bedre Kaar end at tøbe mig Syndernes Fu- .
ladelse, naar jeg snsubler, ved at bede min— Rot-entsank
ndgle Gange, saste en Kende, dog med Maa«de, og give M
lille Stcent til Kirten?— Bilde jeg ofre en Bondegaatb
ellek to til Mariager, sont mine Fædre gjorde, for at U
sitre mig en evig Messe, sit min Sjcesl Sitterhed for as
flyve lige ind i Paradis.« «
»Du tror det ncevne«, svarede Gert med støtre Alver,
end han bisdtil havde lagt for Tagen, ,,stønt du siget det.
J hvert Fald er den Lære tun for den rige. Hoorledes .-;.-;i
gaar diet Faitig«mand, som tun Ihar en ringe Gave at bydef
Jeg ejer nu tun en Ussel B«o-ndesgaard, og den-d min Fitie «
og slaa mig slsad, sinder du itte en Hvidsdetil Dei ex fm IJI
at dritte, men surt at betale. Vi drat og spillede Dek
ning i Staden den hele Nat og langt ind i den ltyse W
gen Jeg bortspillede der baade Saddel sog Trense og sei-» »
herhid paa den bare Hestetyg «
,,Jh. Gud naade!« udbrød He. Magens, ,,de W
dig itte for; intet gale Gert. Hvorsor botgede du itkc —
Saddel i Vibotrig?« Gottsctstey 7