P
Den forsinkede Julefest.
(?li ttrnit Wort-H
(Foi·tiat.)
»LIiaa,« vedbled hun, «slaffer du mig Hufct full-: as
Geister, saa putter jeg lille Petermand ned under Tinien
til dig, og Lin-: lan sove hos mig.«
,,Jeg styndte mig ind i Stuen· Enart var Bord-et
dæltet. Siegen, jeg havde anbefalet Mor at gemtne,
maatte nu frem, og en Flasle Bin havde Franslmcendense,
Russerne og Svensierne ogfaa glsxmt i Kælderem Men
forend vi gil til Bords, trat Fru Grothe mig til Side og
spurgtet »Hvad ved De om Juli.ane? Spornd mig ilte
paa Pinebasnlen med al denne Uro og Uoished.«
- ,,Jeg ved ilte andet, end at leg i Morges faa est
Sygenlejersle, der lignede Dereg Mand; jeg lan jo ilte
befiemc sige, at det er hende, og dersor vil jeg bede Dem
oin itle at haabe for meget Oni en god halo Time Vit
det vise sig.«
siHVOkspk lvd De mig ille køre nied hien til mit
Born ?«
,,I’fordi jeg iile ded, om dct er Teres. Men,« vedblco
ieg oa vendte mig til min Ven, »du havde jo ten Dotter til.
Jeg bar ille hørt sra dig saa længsez er hun maasle gift?«
Min Ven sullede di)bt.
«-L7Un er da vel aldrig død?« spurgte jeg viderse.
»Hut! var -:t frislt og livsglad Bam. Jeg husler tndeligt,
bdordan hun sad paa min Slulder, mens jeg galopperselle
Harten rundt. Hun lunde den Gang omtrent være en set-J.
snv Aar.«
,,Ja,« fvarere han modfalden, ,,bun var frisl og link-,
g'ad. Strals Fyr og Flamme ved hder lille Gnift, oq
naar lnm fii det i Horedet, sprang hun over det bojeste
Gattin uden at fis-me om hun vilde brælle Halfen derved.
Frn Varndommen as doldie dun mig Beiymring og 1er;
men hun var fin Moders Fiæledceggr. Nei, min lcrre
Hiiitru,« vedbled han og vendle sig til sin Kone, »jea oil
innen Bedrejdelser aøre dig, Einnia var en spd Pige, men
hnn lendte ingen Gransen Min Slvld er starre end din,
for jeg flulde have avet hende i. Tit-M
- Jeg taox det gjorde mig ondt, at jeg havde bragt Ta
len isaa rette Emne, da det lod til, at den anden Tatter
band-: vsoldt 2orceldrene Kummer. Msm han afbrød selo
Tavsheden og fande: ,,(Einma shavde ilte sin Stifters malum
tine, roliae Versen, derfor tog jeg hende heller ille med til
mine Patienten Men da Juliane drog nd paaKamppladfem
vilde bun absolut med, og da jeg iile vilde give lxnde Lov
dertil, var nun helt ude af sig felv. Naar der saa lom
Efterretning om et eller and-et Stag, der havde ftaaet,
sitrede hiin formelig af Ophidfelfe. Hun bad inig flere
Gange, ntn hun maatte slnite fig til Seitenn, men jeg
lendte hende for godt til at lunne give efter. Lige over
for Moderen sprle hun de forunderliglte Talemaader, dg
vttede en Dag, at Fader stulde ilte undre sig over, oin hun
tog sig den Frihed, der blev ncegtet hende. Naar Juliane
tunde holte Palrner paa Valpladsen, saa kunde hun maaste
oinde Laurbcerlranie paa denl —- Naa, den nieste Morgen
var Bari-et sporlsst forsvundet. J den fsrfte Tid spgte vi
efter hende, strev til hsjre og til venitrr. Juliane havde
spurgt efter hende, hoor hun tom ben. Men alt forgceves.«
»Havde hun ilte selv gjort Hentydninger til, hoad hun
havde for?«
«Jlle andre end den om Lavrbcertranse.«
Jeg saa rnin Ven ind i Øjnene, lcenge og spergende,
og saa vendle jeg Blillet til hans Huftru. Dgsaa dette
blege Ansigt maatte jeg betragte lange.
Samtalen git i Staa, ingen havde Lyst til at tale
mete.
Endelig stod jeg op og fortalte dem om Bsmenes for
sinlede Julefeft. Dei var allerede begyndt at blive mprtt,
Line, Bine og Fine havde flere Gange tigget spsrgende
ind ad Dsrem Jeg saa paa Uret. Gesterne havde vceret
en hel Time i mit has. Jeg styndte mig der-for ind i
Salen for at tcende Julelyfene. Saa holdt vi en tort
Andagt, og den unge Verden holdt sit Jndtog i Festsalen,
syngsende den smulte Julesang:
.,Juletta«et er det fagreite Irre
Vi lenver her daa Invent
Fru Grote ftod henne i et Hjotne as Salen, stottede
sig paa sin Mond og grad bitterligt. Dei lunde vor lille
Peter ille holde ud at se paa, at den fretnrnede Dame grad.
Da han havde staaet og set lidt paa hende, tog han hende
i Haanden og sagdet »Tante, gtced nu itle mete, sordi
Firistuöbarnet itte havde noget med til dig, for du lan faa
min Kcepheft, faa lan du ride bot-, hop paa ·den.« Fru
Grote llappede hom, og jeg tilfsjede: »Havde De meldt
Deres Anlomft, havde ieg ogsaa ladet Kriftusbarnet bringe
noget rigtigt smult ined til Dem; nien i. denne tcete
Landsbn lan man itte lsbe shen i en itor Butit og i det
fidste Lieblit lobe, hvcd man gern-: vil have.«
»J den stote Stad«, svarede Fru Grsote bedrsvet,
stulde De blot fe, hvorledes det set ud i Aar. Der et
klot Jammer og Eledighed i Siedet for Juletmer og
opinste Vinduer —«
»Jea baut-er alligevel,« afbrsd jeg hende, »at Te sial
tonime til at holde den ilønneste Julefest, Te nogensind«.s
har hatt, i mit HIIS.·«
,,3tattels, gode Fru Grote,« fagde min Kom, »selv
oin ten stonneite Julegave, Tieres Barn, bliver fort lige
i Armene paa Tem, er det alligevel tun en halv Julefest,
da den anten Datter manglcr.«
»Naa, nan, leere Fru Grote, fiukdk leg UU i Afim
lunne give Dem to Julegaver i Siedet for en, iaa stal De
give min Hastru et Kys for hver og bagefter drille Dus
nied hende.«
Hun loa bebrejdende paa Mig· TM sammt kUllM
m Vpgn inp z Gaqxvenx nien forend ieg naaede Deren,
styktku Sygeplejerften ind og raabte: «Hvor er de? hvor
er de?« Og nu folgte der en Jublen og «en Hallen, en
missen og en Klappen —- naa, Born, besittsve« M ICU Isgz
itle. Tanterne tommet mig ordentlig i Ølnene endnu
i Dag, uaae ieg tcnlet derpaa. Lnsene paa Juletreeet lyftel
ga klare. at leg trat aldrtg t mit Liv at hch N PM!
»Hei-Mk 2
l
Nu tørte atter en Bonn frem for Toren.
Men de var alt for bestæftigede med deres Juliane
til at lcegge Mccrte til en Vogns Rollen. Jeg oidfte jo
Betteln git ud oa lofteke den unge Krigåinand af Vognen
eg spurgte til hans Saat.
»Tat, He. Doktor, jeg trot, det leean suart, i Dag
lunke jeg godt taale at scette Foden til Jorden.«
,,Men det maa De itte,« fagde jeg og bar ham ind i
Hufen Tet var ingen tung Vorde. J Entreen satte jeg
hani paa en Stol, tog Lampen fra Bordet og belyste hans
bleae Ansiqt med den. Derpaa gav jeg ham Haanden og
fagdse alvorl igt og fast: »Von es hjertelig vellotnmen, Fro
ten Emma Grote!«
En Purpurglod bredte sig over de blege Kinder. Et
Strig fra de bcevende Lceber: »Or. Doktor — hvad
siger Te?«
,,,Frot·en Emtna Grote«, aentog jeg Og jeg vil sige
Dem, at i Aften holdes der Julefest og Uddeling af Zule
gaver i min store Sal. Der bar min gamle Ven, Doktor
Grot: , og hans Hulttu netov nu aabnet Armene for deres
celdfte Dotter, og nu tan de begynde forfra ined den
yngste.«
»Min Moder! — Jeg tan hore hendes Stemme.«
Jeg git nu ind i Salen for at forberede Foreeldreney
paa en anden og glad Lverraftelse Men jeg havde næpph
lall ud, forend Flojdorene blev luttet op, og den blege
Kriger vallede ind
,Saaret! — inen Zaaret!« udbrod jeg beftyrtet. Jeg
har jo forbudt Dem at fastte Foden til Jorden!«
Moderens Frydestria ooertonede min advarende
Stemme Barnet laa allerede ved Moderhjertet og nu
bleo der igen en Jublen, Kosten, Klappen og Graad, sorn
iea aldrio, hverten for ellee ester, bar set Magen ti.l. Det
var ogfaa den enefte forsinlede Jufefest, jeg hat opledet
i mit Hjem. Ja, faadan er det, Born, naar Jlden bar
ultnet hele Tagen, bryder Flainnierne desto heftigere nd
i lys Lue. —
Ze, se, Born, nu er min Pibe aaaet ud, inens jeg for
talte. J tan tro, det var en smut Julefeft. Den gode
Frue Grote ale Int: rent al den Juleve, hun havde gaaet
iaennem bjemme hos sia sele; det pinte bende itte det
allermindste merez at de oilde, franste Krigsfvende buseredc
i hendes bedfte Vcerelfe. Hun havde nu noget, der var
meaet bstdre: bendes to Ædelstene, beage Bornene. Hvert
Lieblit faldt hun min Huftru om Hallen, kysfede hende,
arced oa lo, og sagdet ,,Hvordan flal jeg gengaelde Dein
denne Aftem min leere Fru Febald — en san smul Julefest
bar jeg aldtig for haft, sont i Aften i Deres Husl«
Doktor Grote var ogfaa sjæleglad; men naar han
vendte Bliltet til den ynglte Datters Vaabenfratte, gled
der alligevel en mott Stogae over hans Ansigt. Nas,
Born, var det faldet et af mine Pigebørn ind at traette
en faadan Mundering paa, flulde jeg not have drevet hende
de Nytler ud af Hovedei. Men i de Dage var det nu
Iigesom gasmle og unge, fattige og rige, Mand og Kvinde,
fra Eideren til Alperne istemmede den Sang, der et saa
fuld af Jeru- og Egelraft:
..Lad heute-, hvad tun brufe san
J klare, lyfe Flammerls
Doktor Grote og hans Hufttu blev bog os Nytaars
dagene over; men Pigebornene beholdt oi til den forste
Juni. Da haode Davouft forladt Hantborgi og General
Benningfen holdt stt hsjtidelige Jndtog.
Først ti Aar efter lom jeg igen til Hamborg. Da
var de gamles Haar blevet hvidt. Juliane var bleven
gift med en Leege og boede ilte langt fra Forældrene.
Jeg git hen at bei-ge hende, og da jeg traf hende mi.dt
imellem Bornene, maatte jeg teenle paa en Diene, der breder
Vingerne over sine Kyllinger.
Emma var blevens Ksobmandsfrue og saa ille en
Smule lrigerist Ud sont Hustru og Moder. Da hun faa
mig, blev hun rod —- det var itle saa underligt — For
tiden glemmes itle saa let.
Nu er Historien ude, tære Born. Det hat gjort mit
gamle Hierte godt at mindes de gamle Dage, og iseer denne
forsintede Jedeser hoori man saa tydeligt ser, at Guds
Veje ere itle vore, men den herlige Slutning er:
,,Ære vcere Gud i det Hofe og Fred paa Jorden!«
Den gode gamle Herbert.
(Llernst Evets.)
Den gamle Herbext heb egentlig Herbert Stenberg.
Men han blev aldrig taldt andet end Herde-L og nnar
man spurgte ham om, hvad han bed, ncevnte han blot sit
Fornavn. Paa Stattetontoret og paa Politikaknmeret var
han tendt under Navnet Stenberg, og naar man talte med
ham tekom, lagde han heller itte Stjul detpaa. Men
gamke Falk er oste som Bern, og naar man sporger dem
om, hvad de hedder, nævner de forde, anden og ttedie Gmg
Fornavnet, mens Efternaonet tommek drattende bagefter.
J hele Nabolavet, iblandt Zlcegt rg Venner taldtes hast
tun Herbert; men gamle Folt, rer bo i. en Kcelder, hat
dont-en mange Naboer eller mange Vennek, dettil boede
han i en Rælvek helt ud ad Landevejm da den store, rige
Købstad stratte sig mibt ind i det landtige grønn«e. Og
der tevede han som en crg!-:, giatnmel Peberfvend, ganske
stille og gnnste alene. Tidligt om Morgenen tagte han
sin Kasse paa Spiritus, redte sin Seng, fejede Gulv, dan
dede Rosen og Futsiem der ftod i det lave Vi.ndue, og·
glemte aldttg at give Kanatiefuglen Band og et Stykle
Sutter, mens han fløjtede for ken: men endnu mindre
glemte han det Bogmærke, som Anna Kolbert en Gang
havde fotceret hom. Det laa altid i hans tcere Bibel, lige
paa det Steh, hvot han sidst hnvde lcest. Naar den gamle,
høje Siltehat saa blev hentet frem, vens Faeve begyndte
betentelig at gaa ever i beant, og den var berstet om- !
hyggeligt med den blpde Borste, og den gamle, hsje Hat;
over det alvorlige, ryntede Ansigt vifte sig t Meldervptemj
ede gis-, se Fster ngcher m gaben St J
gamle Or. Herbert gaar paa Kontoret.« Ja, han var
blenen et levende Ur; men g a m mel var hatt i Grunden
itte, felv om Solvhaaret bølgede om hans Tindinger, og
bang Anfigt var ligesaa gennetnfuret og ryntet soin det
Æble ved Juletid, der er pluttet ned for tidligt.
Oan var to og halvtreds. Hoerten mere eller mindre.
Men lian ser meget celdre nd. For seiften Aar siden konh
ban her til Kobstaden Jngen spurgte ham, hoorfra han
koni, og han seld talte aldrig derom. Et ungt Mennefke,
der niødte ham en Tag paa Gaden, blev staaende ganfke
forbaviet og ndbrød: »Naar jeg ikke vidfte det beftemt,
at den fallerede Købmand fra T— var bleven sinds-sog
vilde jeg Paastaa: der gaar han! Men det kan itte ver-re
»ham — Alderen passer heller ikle«. Den gamle Herbert
git forbi, men harte itke dette Udraab. Han arbejdede den
Gang paa de Herrer Worm F: Eos Kontor. Der blev
han lnn sont Strioer lidt over et Aar, og da han forlod
det, forgede hverken Vrincipalen eller Kontorpersonalet
sont-eilig derover, for de tendte ham tun fom en alvorlig,
stille, tavs og indesluttet Karatter. De vidste ilte en
Gang rigtigt, lyvad han hed, for om de oafaa alle taldte
ham Herden, saa bled der alligevel saa smaat fnaktet om,
at ban not havde et andet Naon. Der dar ingen, der
brod sig om ham, og han brød sig om ingen anden end oin
— en enefte.
Zaa fnart han var kommen hertil, havde ban ind
henret Onlysninger om Handelghufet J. A. Kolbert, og da
man hadde vift ham den gamle, ærvcerdige Bygning, hvori
det ftore Kassefirma havde sine Kodtorer i den nederste
Etaae, mens Familien boede ovenpaa, spejdede han ved
lsiaiilnatens Slin efter Neptun og de andre ftore Havguder
Ost thelte, hoormed Faeaden af Hufet var forsiret; ja,
han stod Viel over en Time og saa paa det store, graa Husjy
inden han gik tankefuld bort. Fra den Dag af git Herbert,
baade naar han git til og kom fra Kontoret, altid gennem
ttarolineaade, hvor Hr. J. A. Kolberts Hus laa.
Ta Herbert haode været nogle Maaneder i Bnen
og iom fasdvanliat ffentrede gennem Karolinegade, kom
Kassefirmaets Boabolder netop nd af Dørenx han tendte
ham, for lJan havde nylig bragt Firmaet en Zum fra sin
Print-mal Bogholderen git med rast-.- Skridt foran, Her
bert holdt fig i hang Nærhed. Bogholderen gik ind i en
Knie-: Herbert studfede og faa paa sit Ur. Saa lcrnge han
haode været ansat paa Kontoret, var han endnn aldrig
gaaet nd efter ser og aldrig tomtnen hjem før sov. Da
han betraadte Byen førfte Gang, shavde han fast besluttet
at oille spre et regelmæssigt Liv. Og nu git han alligedel
bag efter Bogholderen ind i Kafeew Aldeles som tilfceldig
tog han Plads ved samme Bord iom denne. Herbert saa
mildere ud end han plejede. Snart var en Samtale i
Gang og Herbert fit at vide, at Bsgholderen ofte indtog
sine Aftensmaaltider her.
Fra nu af git Kontoristen hyppigt ind Paa denne
Kafe og sad ved samme Bord med He. Melle, Bogholderen
ved Kassesirmaet, og til-Magie mangen en behagelig Time
med ham. Da der Aaret efter blev en Plads ledig hos
dette Firma, git Herbert ftrats ind til sin Principal og bad
ham om en Anbefaling »En Anbefaling?« spurgte Or.
Worin studsende
»Ja, Or. Worm. Jeg vilde gerne siege den Plads,
der er ledig has Firmaet J. A. Kolbert.«
Chefen var ingenlunde utilfreds med denne Beslut
ning, for da han havde antaget sin Striver, havde han
indhentet Oplysninger orn ham hos en af sine Forretning
venner, der havde fvaret meget undvigende og mystist.
Med fuld ste tunde Hr. Worm anbefale ham for Tro
stab og Flid. Han begyndte derfor at strive Anbefalingen.
Pludfelig vendte han sig om.
»Hvad heddet De egentlig? Herbert?« spurgte han
tort.
Den tiltalte for forsirceltet fammen ved dette darste,
pludfelige Sporgsmaal; men han fattede sig hurtigt og
soarede:
»Aber-den lalder mig Herbertz selv min Familie har
aldrig laldet mig andet; her har jeg heller aldrig fort
noget andet Navn; maa jeg derfor bede Dem om, at De
udsteder min Anbefaling paa dette Navn?«
»Han Det er dog et SpørgssmaaL om jeg tot gøre
det!"
»Hr. Worcnl« udbrød Kontoristen i en bedende Tone,
»her i Byen er jeg tun ten-di under mit Fornavn; ingen
tender mit Efternavn. Jeg giver Dem det hellige Løfte
aldrig at flulle misdruge Deres Anbefaling eller Navnet
Herbert —«
»Men« — indvendte Grossereren.
»Or. Worm.« afbrsd Herbert ham nappe i Stand
til at lunne betæmpe den Sindslbevagelfe han— var i, saa
hans Chef faa halvt medtidende, halvt "forstrcett·et paa
hom, »je3 bede- Dem, tad min Ansbefanug Iyde pas mit
Fornavn. Jeg gentager mit Løfte endnu en Gang itte
at stulle misbruge det. Men hvis De tror itte at tnnne
forsvare det, saa maa jeg hellere baade give Aftald paa at
spge den ledige Plads hos J. A. Kolbert, og paa Anbe
falingen.«
Or. Worm ftøttede Hovedet paa Haanden og tantte
efter. Tet var en underlig, mystist Historie med Herdert
Forretningsvennen havde itte villet sige noget. Det var
for hans Stylty at han hadde antaget denne Mand, rg
det var for shans Stnld, at han havde loret ikte at ville
afstedige ham uden at der forelaa vcegtige Grunde; til
syneladende er Manden tro som Guld og flittig som en Bi
Og alligevel vil han gerne aif med harn, og da han ser hen
paa hans bedende og neeften fortrutne Ansigt, farer der
ncesten en Gysen igennsem ham. Han ved, atshan hedder
noget andet —- Forretningsvennen bar not fortalt han1,
at det tun dar en Grille, han haode faaet at ville taldess
Herbert Nu ser han, at der er en anden Grund — det
gyfer i ham. Men — han tender ham jo tun under dette
Navn, og saa udsteder han da tilsidst en Anbefaling ty
dende paa Navnet »Herbert«.
Fra nu asf gaar den gamle Mand —-— han var allerede
bsjet og havde graat Haar —- hver Dag hen til Fismaet
J. A. Kolberts Kontor. J femten lange Aar hat han nu
strevet ved den Me, brede Pult paa den runde, lass
»—
Dagslnset sor at spadsere en Time, og for fein Minuttek
zfor ni at indtage sin Plads i Petri Kitte. J seinten lange
Aar er han aaaet ud og kommen tilbage til den fastsatte
Tid saa bestemt, at Stomageren lige odersor i senkten
lange Aar har tnnnet stille sit Ilr deresster.
Kontortiden er sra Klokken otte om Morgenen til seks
otn Astenen. Men han er altid et Koarter for Tiden paa
sin Trone. Der sidder han sont en Ksonge, der pønser paa
store Slagplaner. Han ser sorntelig kloa. ftOIt Vg fMllk
ud, naar han sidder alene i. det stoke Kontor med de mange
Pulte — han ser endog fornem ud, slet ilte som en aammel
Strirer. Men naar Døren saa gaar op, og Anna Kolbetk
tommer ind, vaagner han as sm Grublen og Drmntnen;
da er det sørst ret sor ham, soin om Solen stod op, og
Morgens-den tnaler hans Kinder med lyse Farben Og
Anna Kolbert ved not, at hun er Styld i de klare Øjne
— det er nu hendes Fornøjelse at saa Mennester til at se
glade ud; dersor tout-mer hun ogsaa hoer Morgen ind i
Kontorist, og selo om hun «l)ar sotsovet sig og maa slynde
sig i Stole, stiller hun alligevel det rødmussede Ansigt
ind ad Døren og raaber: »God Morgen, du gode, gamle
.Herbert!«
Venstaltet mellem denne liosglade unge Pige og den
gamle Mand, som ingen oil være Ven med, statncner frei
aamniel Ti.d. Da Herbert modtog Pladsen paa Kontorei,
Var Anna tun fein Aar og et blomstrende Bam As og til
tom hun ind sor at hente sin Fader til Middagsbordet, og
saa legede hun Stjul med de unge Kontoristen Da hcendte
det sig en as de allersørste Dage, at hun var lrøben i Sljul
bag Herberts Pult, og da en as de unge Mcend var Iige
oed at fange hende, sprang hun uden videre op paa Herberts
Stød, sor at sog-e Beslyttelse hos nam. Herbert, sont havde
set paa Leg-en blev pludselig ligbleg, han skceloede over hele
Legemet, og to as de unae Mcend greb l)am, ellers var
shan stinken onI. Anna gao sig til at grad-e bitterligt, for
hun troede, at hun havde gjort ham Fortræd veI fin Polit
somhed; men stønt hans Jldebesindende snart gik over,
spurgte hun alligevel hele llgen til hann Paa den Maade
haode de to sluttet Venstab, og den gatnle Herber: erobrede
snart det «l)lode, varine Hjerte med Storn1.
Dette var lort ester den glade Juletid Tenne Fesk
holdt den gamle iscrr as — ligesom alle gamle og unge
Børn, der endnu have bevaret Barnesindet; ja Ju1e- og
Paasletidsen, hvor Børnene strø Palmer Paa Befe for der-es
Frelser, og hvor de gatnle lcegge Kranse paa dereg Grav
høje og løste Hovedet op til det himmelske Jerusalems
Palmen .
Det var tort ester Jul. Anna legede igen i Kontoret",
pludrede med de unge og vendte sig med et til Herbei-i
med det Spørgsmaal: »Ved du, hvad Kristusbarnet ogsaa
stulde have taget med til mig? Jeg vil sige dig det. En
lille Vogn med to smaa Heste for, der kan løre mine Dukkek
sra Mamas Stol til Papa-Z inde i Dagligstuen — gansle
alene. uden at jeg holder paa den — se, det havde veeret
nydeligt. Kristusbarnet thavde den ilke med, og Papa
oil itte give mig den; han siger, den kostet for mange Penge. X
Hvis jeg kendte en, der vilde lebe saadan en Vogn til mig,
vilde jeg give ham et Kos. Hor, du gode, gasmle Hadern
kan du ille tage den med til mig i dit rede Nimmt-t
tlæde?«
»Du gode, gamle Herbert!«
Det havde ingen endnu i hele hans Liv sagt til W.
Han saa vemodigt paa Barnet og llappede det lange; glitt
sende, lyse Haar, »der bølgede ned over hendes Kiolex Ogs
estertænksomt sporgende hvilede Barnets Blik paa hans’
Ansigt. Men· de unge Kontoristee stottede til hoerandte
og smaalo, og hist og her pussede den ene sin Nabo med«
Alsbuen og -hv«islede: »Hier du, saadant et Koretøj kostet
henved tredive Kronet.« Fordi Herbert boede i. en Kældets
uden for Vyen, selo redte sin Seng, selv pndsede sine
Støvler og aldtig drak et Glas Sol med nogen as dem,
ansaa de ham sot at være geistig.
Men Herbert gil allerede den næste Morgen et Knat
ter sør ·Kontorti"den i.nd i det store, graa Hus i Invalide
gade og styndte sig op ad Trappen. Han vidste godt, at
paa denne Tid spiste Hr. og Fru Kolbert Frolost med der-es
lille Dotter-.
Han trat Oversralten as og hængte den ooer Reck
vaerlet paa Trappen; det røde Lommetørllcede anbragte
han omhyggeligt paa det Bord, der stod i Entreen sag
ved Fløjdørene, og saa sbantede han paa. Hr. Kolberk«
modtog ham anlng Han var en human Mand, der bele
sit Liv havde sholdt paa det Ord i sit Has: ,,«Scnager vg:
ser, hvot venlig Herren er!« Men han dar mere end al
mindelig venlig imod Herbert, sor han havde opdsaget, at
denne Monds Sjæl var dybt saaret, og mente, at Ven
lighed var som et liegend-e Plaster. Han gav Herbei-i
Haanden og nødte hastn til at sidde ned. Fru Kolbert bsh
ham en Kop Kasse, som han helst vilde asslaa, men sont
han blev nødt til at tage imod, oa Anna trat hatn saa
smaat i Fralleærmetx hun havde itle gilemt sit Ønsle, merk
turde itte ret binde an med ham, sorend hun havde indi
hentet Forceldrenes Tilladelse.
,,Hr. Kolbert,« begyndte endelig Herbert ,,Jeg hat
en stor Von til Dem.«
»Lad bere, Herbert, shvormed jeg lan glæde Demfsp
»Hi. lKolbert, jeg staat saa ene i Berden, ganste
alene. Jeg hat hverten Husttu eller Warn, hverlen Brodek
eller Søster. Men hvis De vilde tillade mig as og til at
gøre Deres Barn en Glaede, saa vilde De opsnlde mit
teereste Ønste.« .
»Kat-: Herbert, det er sandelig en let Bøn at opsylde.·
»Og De, den rige Mand, vilde itte tage mig det ilde
op, om den fattige Kontorist en Gang imellem bringet
Deres Barn en eller anden Ting, hun har Instet sigim . "
»Naar det tan volde Dem en Glaede, Herbert» lunde
det jo aldrig salde mig ind at nagte Dem den.«
Nu re·ste Herbett sig og hentede det rede Somme
tøttlæde, oglAnna Ihjalp ham med at palte ud. Og der M »
nu den allertcereste lille Vogn med to muntre Skkmlsk Pfg - « « «
J selve Siedet var et Urvcerl anbragt med hjul og FM
og da det sblev truttet op. pilede Hestene sporenstregt
Sitten. Dei var tust-nd for-, Annal
