d. n. syst-.
-«S- Fett-sie Bog. sit-—
Manier-)
IIM
Sjette Kapitel.
Flut-es pg Blanseslor.
Otntkent sjotten Dage senere, en vartn Dag i Juni
Maaned git Margatet alene ad en stvggesuld Sti gennem
EnsdaL et grant, stodigt Dalsttøg, sont gennemrisles as
en Beet rg med et stcertt Fald i. en god halv Fjerdingvejs
Længde streitet stg lige sra Tjele ned til Soens Bred.
De steile Battestraaninger, sont indeslntte Talen, krauses
An as en nndig Lund med nnge Ttæerx men enteite Bete
taner minsde dog endnu em, at denne Lund i gamle Tage
var Storftov og havde en større Udstrætning.
Det var tun Margarets Hensigt at gaa et lille Stytte
i Gaardens Nathed for at drage seist Luft og i Ro hengive
sig til sine egne Tanter. J Ungdontsmens sagte Vaar
myldre Tanter og Dromme srem as -Sjcelebunden, sont
Blotnster af Jordens Stad, og ere de end slygtige Gesten
der churtig fotsvinde, afløses de sttats af ny Syner, sont i
Livsglædens Solstin drage sorbi det indte Blit.
Tet soætmeriste Udtrnt i Margaret Mogensdatters
Kanne Hine, hendes blussende Kinder og lette, nndesulde
Bevceaesser. tnens hun rast ait hen ad S«tovstien, gjorde
hendes Llasnn og Stiftelse til et saare dejligt Billede as
Ungdotn og drømtnende Livsglcedr. Hun tcentte itte strats
paa den egentlige Llarsaa til denne Morgenstunds lyttelige
s- Sstetnnina Ilt bendes Fader i de sidfte to Uger bavke
vcetet noaet mindre barst og hendes Moder mindre sorg
snld, lsacsxe vistnot ajort sit til at sordele den tunge Std,
Der stadia bang oder Tjele. Ogsaa Broder Viaand baode
vceret nriid In nanste staanet bende for Fotmnninger; ban
havde its-: en Gang næont Tbøaer Lorenbalts Navn on
Qjort fia txkegen Umage med at astorte biende og Knu:
Tiden EaaTedeE hat-de han endnu den soreaaaende Af
ten· di de sad tned batn unter Huldebnsten i llrtegaatdem
fortalt kern den stønne o; marteliae Leaende otn den i
Demnan folteliae Helgeninde Et. Kaan eller den belliae
Katarina, der i et Znn bleo trolddet med Ftriftnkbntnen
som satte liende en anlden Rina. Hnn var fra sørft as en
tærd Knin::, dtigtig i Filcfoss, indtil en Eremit ottt:-:ndte
sog døbte tende. Hun endte sont Martntinde, iket TU
tannen Mariminian ldd hende pine til Tode as sire Hqu
med TIEan :.kara.tret avfte Ved at tnindes den Ltnitcrni
viewed HJJtrned Viaand badde ndmalet Helaenindens Li
delser. Hans Blit haode bdilet brcendende pan denke, fna
den Tant: costod hds hende, a: ban dilki bætde hende Ia
ventede e: lignende Heltemod ajs hende, ltdig denke-Z Tro
stulde tsontrtte i Fette. Tette Blit, sont ftl liende til at
slaa Lsnene mod Jorden, mødte hende nn og da sotn et
vildt lernt sra hendes Striftesaders Ijne: men i stn
Ydmnalted cg Uskyldiglted tillagde hun det enhner anden
Mening, end det virtelia bande.
Hans kæmoniste Maat oder hende tabte stg dag nn,
da chun ait alene i den arønne Stoy, og Fuglesangen
tonede cmtking denke. Hun glernte snatt band-. Brader
Pfg-and IJ ten hellige Karen med Hinlei. Dytebare Min
der otn litttelige Timer, tilbraate i den Mands Sekftab,
»der hatm taldt sig hendes »velmenende Ven«, meldte sig
- fotter og attet ca vilde itte lade sig asvise. Dei var maaste
sz«-·«.laabeligt —- Broder Vigand vilde have sagt snndigt —
at hun itte sttats bortviste enhver Tante otn en Mand,
der muligdis itte mente og itke tunde mene det alvotlig
med den Tilbsjelighed, shan havde ladet hende merkte, og
sont tilligse var en Kanten Men otn saa det hele sileeestY
rned selve den hellige Fader i Spidsen havde lyst Band over
det, der i denne Mvrgenstund rørte sia i hendes Hierte,
vilde hun deg itte have tunnet saa Bugt med det.
Hun torn til en aaben Plet i Stoven og saa op mod
den klare SommerhimtneL Se, der slsj en Flot Vildgæs,
vg hun tunde høte dem gcettr. Det lød muntert, og de
TM til heite, hvad der spaaede, at der denne Dag vilde
times hende en Lytte; de slpj endelig mod Syd ad Gudenaa
til. Hvot lang Tid man det vilde tage sot disse rappe
Lustsejlere at naa Folmser Ruds Borg Kellinghsl2 Nceppe
en Tinte; hvetn der tunde slyve som de! Nu var Folnter
for lange fideni stt Hjetnx han havde tun for et Par Dage
eyacktet sin Ungtzomsvem Kristosser Krnse. Falkner tom
«o"ste til Vingegasard", fotdi hans Ungtarlehjemi var øde
s og hans gamke Husholderste itle noget oplivende Selstab.
« Man havde talt otn, at han stulde have hast Keistossers
Ssster Anna; men nu var det Rygte slaaet til Jotden»;
Thnn var netnlig i Vinterens Lob bleven trolovet med
Lantids Lunov til Holmgaard oppe i Rindshetred, tun
faa Mile nord for Tjele. Deres Bryllup stulde staa paa
Bingegaatd Peter og Pudels-Tag eller sprsttotnmende 29.
·Jnni. Margaret havde Udsigt til at blide en as Brude
«pigetne, og Folmer Hausen stulde veete blandt Btudgom
«tneni Spende. Den Dag stnlde hun altsaa msdes med
Nin Ven, og hun stydede stg ved Haabet bekom.
Dog sle hendes Tanter med Vikdgcessene til Kelling
bIL Hun havde veret der for et Par Aar siden sotn
sem- tned stne Bennee sta Vingegaaed, da hun tunde
saldtig glean denne Udslugt. hun saa endnu tydelig
Tot sig den anseeligse Borg ved den tlsare Gudenaa, omgiven
Of Mike Enge og h-je, siovvotseve Pan-k; txt fes-me me
DRI, tte Stotveerk hist, sde starke Taatne med Syde
jnImG den lille Mit-ganz Botdene ogs Gradene enn
lüuag det shele og Vindebtoen, over hvilten de red ind paa
Dingen Inn saa ved sitt Stde Bokghereen selv, sont git«
M hende pan Vol-den. san fortlarede hende, hvor vel
.- iefsN han- chteneborg var, og pegede mttd Ost, for
at has sinkt-e se den stjnne Udsigt over den genung stor
«Wde Pal, gen-m dritten Gudenaa flme sig sont
MM Max-. Hun windet-ei endogsaa nvgle af hans
Weg W at hin band eøltgq veltlinsgende Stemme
» W W Ped et ist Stwg W sin Stett-den Jdet
M UM sue samtnen oa saa stg ent, stod Kund
W M iet Pat- lange Baden-sieh en Zitter
,.,i· .- -.. -
site-e Margaret- zeinder Missetat-Z nein MSM
sm Undseelse ved at le. Ost-du hatte sjælden W Karpt
Øje for deres Sasttes Ydte; men i dette Øjeblit gis det op
for Knuo, hvot sager hans Ststet vat.
,,Hvothen, Knud?«
»Til Ser for at se til mine Snotet."
»Zaa gaat jeg med.« . « » ;
Knud saa paa shendes Sko. ·· « s
»Nu, sagde han, »jeg ian bære dig ned i Baadenfc
,.Jeg vil ilke til -Sos,« svatede hun, »jeg vil vente
paa Hsjen intens.«
Saa git de stimmen ad Stoostien til Spens Bred,
bvot Banden laa. Der var i Nærheden en lille, ltattlcedt
Hof, ved hois Fod Ballen rislede ud i Spen. En smal
Sti fette detop, og paa Hojens Top var det en lille, gtsn
Plet i Ly af Hassel og Tjørm hdotfta man havde Udssigt
til Søen og den-s m-odsatte, stovtlædte Bted. Der git
Matgaret op, og mens Knud satte Banden ud, tog hun
Plads i det grønne, ttal en lille Bog op af den Taste, det
hang ved hendes Belie, og gao stg til at lcese.
Hun havde imidlettixd itte stddet lange, farend hun
hatte Fodttin op ad Hsjen, eller tettere den bleo taget i et
Par Spring, og i samme Øjeblil, som hun stai Bogen i
Tasten, oiste sig for hende en Mand i en sid, gwn Dragt,
med en Foldetniv i Bæltet, et Bundt Lintpinde i Haanden
og en Lut i et Sillebaand paa Ryggen. Hun studsede i
det sørste Dieblih nten gentendte i det nceste Falkner Rud.
Han detitnod syntes itte overraslet oa bsd hende muntett
on hjetteligt Godtnorgen, idet hans Blit dog sulgte den
Bog, hnn ftal i sin Taste. - ’
,,Jeg saa Knud og edet, da J ail over Engen," sagde
Folmet, men tav sttatsx thi Matgatet flog Handetne sam
nten og brast i Latter. Sjceiden ellet aldrig havde Foltnet
hart Matgatet le saa biettelig. De muntre Tonet as
hendes lare Rost ftvdede kennt da tev bam saaledes med,
at han oasaa lo; l)-.tn gcetteoe sttats Aarsagen til hendez
Munterhed. . ..«-«Z.
»Denne Fortlasdninq undtet edet,« saade ban. »Ved
J Elte, Jomstu I;stataatet, at jea er en Fttalefasnaer?«
,,Jeg re: pel,« soatede Margaret, »a: J bat et Taarni
lamrnet part KellinaboL fnldt ai Zangfnale, men jeg Vidste
ille af, at J fangede dem selo.«
»Der nat tnin bedste Tidtstt i Drenaealderen,« spa
rede Folntct fmilende, ,,man les-et Dgsaa stundont i Mand
dotnsaldeten.«
»Ist-In lwottil den Lut, FolmetJ Vel itle til at loile
Fttalene bid.«
»J; bat awttet det!«
»Nn,« saade Mark-latet on totsknede lidt. ,,J ttaltetet
Luten faa aodt oa fnnget fast sinnt dettil, at jea vil tro,
dat man lolle Fttalene.«
»Jeg hat doa rinaete Tanlet ont ntin Fætdiakted,«
foarede Foltnen »Im hat en Volke-Frist i et But, sont
staat nede paa Enaenx dog pkejer en lKinde Klimmen pack
Strenaene at note Emaasnalene nngaertiae· Sia tnia dozt
nu, Jontfru Margaret, snnes jea edet ilte at vcrte en
Gal?«
»F den fide Kiettel on nted den Lut paa ngslen,«
soatede Matgaret oprigtig og lo, »set J ille snndetlia
mandhastig ud.«
,.T-et er da raadeliast,« svaredse Folnter muntett, ,.at
jen aivet edet, ntin stonne Dante, Fortlatinaem for at jezt
ttle slal snnle dnlst i eders aunstiae Omdanttne."
»Tag Plads, ædle Herre,« saade Matgaret med
Istælmsk Ynde og paatagen Beerdighed; men Foltner blevH
staaende og saa paa hende tned saa vartn Beundting i sit?
Blit, at det gjotde hende forlegen.
»J tiet,« vedbleo Mataaret todmende, »og J man
dersot dtmmes uhatt.«
»Hm-de jeg lun i hoet Sag saa mild en Dommet
sont eder!«
,,Stol ille for ttnsgt paa mia,« sagte Margaret;
»unge Jotnstuet tunne døtnme starpt not-«
»Ja, naar unae Jornstuer ete de anllagede. Dozt
hat nu tnit Forsvatl Jeg kotn i Gaat fta Mariaaer, hvor
jeg havde gastet min Fasiet Abbedissem oa min Heft, det
tendet Ktobben i Kristoss Stald, vilde ille sotbi Binne
gaatd. Jeg saa da derind sot at bede en Stund med
mine Svende, nten blev saa hangende ved Nadoerbotdet
og «Ølttuset. Talen faldt paa Kritik-fes oa mine Vorne
stteget, og han lod da de andre vide, hoillen Troldtatj
til at fange Fugle jeg hat vaetet og endnu et. Dei vilde
Anna Seefeld ille tro, heller ille Anna Enevoldsdattet o;
Ide. Jeg svot da, at hois jeg den Ding-i Morgen maatte
gaa ud alene, slulde jeg fange de slonneste Fugle til dem.
Bi flog da til Werd-Z, og de satte hver en Rosenobel mod
mine tre. Krisios laante mig stn gronne Ksortel —
den passe-.- ntig« ilde, jeg ventede ille at treesse Kvindet
paa den Fart —- tnen, sotn J maasle ved, Jægeten saavel
sont Fuglesængeren bar for ille at fes helft vcete gtaa otn
Vinteren sog gron otn Sommeren. Kan feg nn blioe sti
tendt?«
»Ti! sulde og tned Ære," svarede Margaret, ,,og det
saa meget mete, sont det beereg tnig sor, at J saat bade
ederå Rosenobler. Hat J fanget en eneste Fugl fra
Vigegaard og hatil?«
»Bendet jeg totnhændet hjem«, svarede Folntet, ,,maa
dette Msde beere Styls-en Lad flyoe de Fugle og springe
de Rosenoblert Nu er jeg glad uden dem.'
»Vis mig«, sagde Margaret med bankende hiette
og blussende Kind, »paa hvad Maade J got den Inglei
angst!«
»Geme! Gaa med og se feint«
,,’Saatneend«, sparede Margaret tavende, »naat Kund
lotmner i Land og gar as Folgestab.«
»Ja, der ligget Knud og plasterl Hvad ont vi taabte
paa ham og bad hatn satte os over til Mgnnt Stole-s
Der er Zugle, og der vil jeg saa held til at vise eder
Ptsvee paa rntn Kunst-«
Den sammelige Tilbagsholsdenhed, som den Gang var
en Lov for tmge Zwist-ten stted en haard Dyft i Marga
rett hjette med hendes Tilbajeltghed. hatt hjasksig da.
sotn Evas Datte oste plejez shmt sagde itle rÆHnex
ttle heller ja. Foltnet tog hendeg Mangel paa Wtethet
SWF - s
Knub saa op, styggede for Dissens genlendte Folnier,
sv"ingebe med duen og raabte til Spor:
»So-w giver J mig i Færgelon?«
»Smasafugle eller Limpinde, som det lau salbe« , spa
rede Folnier. - ( «
,,En scer Faergelsn!« raabte Knud og greb til Aarer
ne. »Na lonnner jeg sor at tinge med eder.«
Knud var snart Brebden saa nat, som Baaden lunde
komme uden at lobe paa Grund, og da han havde saaet
ncerinere Forlloring, git han med Gliede ind paa Folmerz
Forslag, som han sanot saare lysieligt, og bet lyltebes hom
at overvinde sin Sosters Tvivlraadigheb Hun blev haa
ren ned i Banden, ille as Hund« men paa Folmer Ruds
Arme, mens Kund bleo i Baaden, hvor han var; dog blev
hoerten Buret meb Lotte- Jrislen eller Limpindene glemte
Zaa gil Farien over den spejlblanle So under munter
i Samtal e, som tun blev asbrubt bed, at Folrner til Stren
Igeleg sang Visen om Rosnier Havmand og stolten Fru
Ssvanelillr. Da de havde naaet det Lanbingssted, som
Knud havde ubpegei, gil de i Land og ssgte til Slovs.
En Time bereitet sad Foliner og Margaret oppe i;
Sloven i det blsde Grcrs under en erværdig Eg, mens»
Knud i nogen Asstand var sysselsat med at sætte Lim
pindenez ihi ester at be havde forsrislei sig veb et Mad
tib af bei lille Fort-aud, Folkner havbe fort med sig i sin
Taste, var Fuglescengerens Gerning bleven overladt til
Knab, uagtet bang Kjortel itle var gren. Folmer sab
Im og læste sor Margaret. .. ...--. s. ;
Thau havde netnlig fanget sin anl, den Bog, Mar
garet saa hurtig havbe gemt i sin Taste, da han over
rnniplede hende paa Hojen, slont det haode kostet hatn en
Tel Umage. Henbes Udflngiee hjalp hende bog lige saa
libi som den Haardnalleibeb, hoormeb hun i nogen Tib
lioldt fast pna Tastene cirop. Folmer snappebe Bogen
i et nbevogiei Jjeblit, og lian smilede liste ia, da han iaa,
at bei var bei gamle Tigi cni Floreg ca Blanseslorg
Karliabeb « s- · » r « s ---·- ...-««-·
»Dein lnitiae Æoentnr elfier ieg iaare« saabe Fol
mer, ibet ban blabebe i Benen, »ein fea bar lceii bei mer-:
end een Gang. Team ieiebe lian lädt ubarrnhjertig til,
,.unbrer bet niia, ai J bar tunnet irelse denn-e Etat
fri at dlive opbaaet af en viLJ Zoriebroders lurende
LineÆ - · . » « »
Marqaret tab ca iia Ineb en ircenlet illiine ben for
fia. Zagen var ben, at linn babbe fnaet Bogen iik
Banns af Jbe LIiielinatter. og at bnn lasite den i Sinnen
nien at hnn bog nier- lioindelist haobe oiort sia rede til
Fridolin hvis bei lremrnelige Studium slnlbie lslibe op
tnoeL Hun oilde da neinlia fixie, at det var en aod Bog,
iaasom Historien end-er med, at be eliiende, slont aifte,
nein i Kloster, og at den derfor silterlig maaiie viere diaici
Hi en Mant. Margatei felte bog nu, at Folmer tin-.
i: : lbe le ad bette Argument ei ibei lenke-Z Kinder blnåsede
Haf Vrede, sagde hun:
»Lnl nn den Von ca aio mi; den slnlz til-Ha gc!«
»Im aor dei ugerne,« svarede Folnter: ,,toæriimod
bjrrrrer jen inig til nt bebe: Zion Iliarqarei, und niiq
den Glasbe at lcrie dette sionne og lystige Tini for eder!«
Margarei vilbe maaste nden Enerveri bade aioet in
Zaminlie, var det iile gaaet l)enb-:, hver Ganq lnm lceitc
i Bogen, at Flores altib ior lJenbe dar bleoen til Folmer
Rub, « lanseslor til Margaret Mcgensbatten J hendes
itore Umage for at fljule Bogen og at saa den tilbage laa
fo allerede en Slags Tilstaaelle, som faroede hendes Kin
der rede.
»Vredcs ilte paa mig,« oeddlev Folmer, »in-en lad
hellere Glceben raade den lorie Tib, bi ere sasmmen. Sig
mig nu eet —- vilde J hellere here dette Digt af nogen
anden Monds Mund end as min?«
»Hellere as enhver anden end as eder,« ubbrod Mar
garei med græbefcerdig Rost og lo saa for at sljule sin
Forvirring; men Folmer var trods al sin Kløgt lige saa
tungnem som de fleste Elstere ere. Han blev itte den
Blottelse var, Margarei havke givei fig. men- tog hendes
Ord ester Bogstaoen og tao rned træntet Mine, medene
Margaret, som indsaa Misforstaaelsem oeb dette lille
Held genvandt sin Fatning.
»Jeg er en Nar,« sagde hun, »og den Sag er ille saa
megen Tale beerd. Lies, da J sinder Behag deri. Den
fryder sig jo mest, som selv ivceder.«
Folmer opdagebe dct listige Blinl i Margarets Øjne
og det slælinsie ZmiL der for over hendes Udirylsfulde
Aaan som et Solglimi. Dei gav ham noget at tcenle
paa, og han læste i Begyndelsen udtrylslost og slet; ja
han borie nceppe selt: alt det, han lceste om den lrisine
Slavinde Blanseflors Moders Komme til den hebensle
Kongeö Hof; om Blanseslors Føbsel, og at der sanitidia
blev ssdt Kongen en Son, som blev taldet Flores; at
Flores er ndlagt en rod Blomst, Blanseslor en hvid oa
osni disse tvendes, Kongesonnens og Slavindedatterens
Barndomsvenslab. Dog blev han mere aandsncervcerenbs
der, hvor Digtet siildrer deres Ungdomslcerligshed, og Li
delserne begyndex hvor dei sorioelle5, at deres Karlighed
opbages, at Flores sorvises sra sin Faders Dos, og Blank
slor i band Fraværelse sælges til sremmede Ktbmcend7 ai
hun lyves dtd sor «ham, men at Bedraget afslsres as hans
Moder. Folmer synteö selv greben as Flores’s Harme.
Denk-es Udbrud, da han htrer, hvot store Statte as Silie,
Pelsveerh Gnlb og Æbelsiene, Ksbmcendene havde givei
i Petaling for Blanseslor:
te vibe, den oel viere til,
der were for hende give pil!
blev sremsagt med særdeles Vcegt og ledsaget as ei Blit,
der var vel. stittet til at sorstyrre Margarets rolige Ny
delse as Digtet. Hvor nnderligt det end loder, saa var
yet bog Tilfaeldei, at medens Tanten om Folmer Rud
Meiska hindret hende i. at paaslonne Digteis Sten
heb « · hun lcefte det alene, saa tom Versene til deres
snldt Ret nu, da Folmer selv sremsagde dem, og hun
glemte ham over Digtet.
s«--—, - —- ---
Blornsten ibid-see sinmgket ind i Palndsen hope de to el
stendesMode ved Vereinan Klares’g Hjælp lyttektg tonnner
i Stand, og de sau gaa til Hvile med hinan-den i et stont
Kammer og indsove sodelig i hinandenö Arme.
Folmers Hierte var irnidlertid blevet for fuldn til
at han lunde last Digtet til Ende. Da han havde stem
sagt de Strosen i hville Blanseslsor i Middelalderens
traftiae pcetiste Stil udtaler sin Kakligheds urottelige
Trostab: · . :-·.- «2
Ae jeg statt-e enge en mit-en Mund
end Flor-es, der jeg i Hierset vel unt-M
ieg vitde inrre tned min Kniv
sitt-re sonder mit eget Lin-. —
sænlede han Bogen ca tav.
Margaret oaagnede sont as en Drom, da hans Rost,
bois veltlingende Tonefald nu saa lange havde fyldt hendes
Dre, ophorte at inde. Hun vilde sporge hom, hvorsor han
itle laste vidern da han saa op og lidt bleg sagde:
»Margaret! Jeg bar nu saa lange talt med en
andens Rost og dog ud as mit eget Hiertn Tillad rnig nu
at sige eben shvad der har dolget sig der og groet en lang
som og siller Betst i to samssulde Aar. Ja, J var ncesten
et Barn, da jeg saa eder forste Gang; di legede samtnen,
og ieg blev Born igen; med Ustylds Leg lom den Kerk
lighed i mit Hierin saa J maa vide, at den er ren og tro
sont Guld. Sig mig da nu — under J mig saa rel, sent
Blanseflor undte Flores?" -· - - «8
i Margaret bleo rod som et dryppende Blod, og saa
llIlev hun bleg iom en Liljin Hvad hun ofte havde fore
stillet stg i sine santastisle Dromme, var nu virtelig stet.
Hendes dybe Karlighed gennembcroede hendn og bun
magtede i det forste Lieblit itle at ivare. »
,,Margaret,« sagde Folmen idet ban greb bendes
Haand, »har jeg feilet i at tcentn at eders Hu staar til
mig? Er jeg den Mand, J vilde satte Tro cg Leve ti:?«
»J; er ret!« soarede l)nn, medens hendes teiaretslan
denke Blit rg omnre Zmil til fnlde ittdscesieke lisntes
tqprtqtialied « . - ... .- . .««. «
»Und hare Lebt« udbrnd Folmer on, eilt-: drsksd
hende til sin, »du er J nn min Innern-W
Hnn ftødte liam den fra sig on blev bieg; bang-s Oes
jtiglied bragte bende pludfelig til Zeinling. Netop sont
dendes Kcrrligkied ndfolrede sig lig en dejlig Blernft me)
dovende Duft, stat Elsngen sit Ooved stem, on hun Anste.
Hemde-I- Fasten-« nllarn qistiae er rnndt bende i.c).1, og
alle rsz bitre Zank-en de liadde nvlet, og sont en Tid vare
a, lemtn innldrede seem sont en Enoaennnel «
»Er-erg- Fæstesno « iazade hun med usitler Rost, »et
)jeg, hoad J fnldt del maa dire, paa innen Mond-n for
Fairensringen er iat pna ederg og min Finger for Gut-g
heilige Alten«
»Ist er sandt,« soarede Folmer eg lioldt benkes
Haand fast; »og dog har Gud Herren selo set Da dort,
hdad her mellem osz er soregaaet. Er bog ilte Gndis aronne
Jord som Alterets Fod oq Gnds Himmel, der er ipændt
ever os, det helligite af alle Tabertmller?«
».ll Folnter!« udbrod Margaret on dreg sin Entsind
til ng, »F er en scer frittæntende Mand- Ederz mes: erno
blider jeg maasle ilte end-da, naar sorst J konnt-er til jer
sein«
»Guds Dodl« udbrod Folmer tned ryntet Pandn
»hoad er det for en Tale?«
»Ist lunde vise sig,« sagde Margaret dybt rodmendn
og idet httn sentede sit Blit, »at jeg ille var ocerdig til It
blive en god Mand- Hustru. Naar Gnds gronne Jord
er eder not til Alter og Gnds Himmel til Airtn mens
J trolover eder need Margaret Mogensdatten sristes jeg
da itte til at tanln at J, Folmer Hansen, medens J
handler iaa med mig, snldt ved, hvad onde Tunaer sige
om min Fader og Moder? Vid helst strals ogsaa, at min
egen Faster forgangen Dag talte mig haardt til og itte gav
mig storre Ærn end jeg horer Verden gor."
Folmer robede ingen Oderraslelse, snarest saa han
endnu tærligere paa Margaret.
,,’for Gudt J er en adelsinden retstasien Jomfrin
tlog og sindig trods eders unge Aar. Bcer vis paa, at
havde jeg troet den Klassen hvortil J scgten og som eders
Fasten Maren Stroms, hat vceret haardscndet not til at
besmitte eders Oren med, saa havde jeg aldria bedet eder
om eders Tro. Jeg har en Gang itaaet Aasnn til leasim
msed eders Moden og ingen saar mig til at tcenle, at bun
itte stulde være eders Faders rette Adelgtonr. Kristos
er as samme Mening som jeg.«
Hvad Folmer der sagde, var det eneste, sont lunde
sormilde Margaret. Havde han som Flores, der elstede
en Slavindn sat sig ud over Verdens Dom og svoret, at
Murg-stets Kcerlighed vilde viere ham nol, vilde hun have
opsattet det som et overilet og letstndigt Leite. Dog var
hun ilke gansle tolig, og hendes Svar vistn med hoer itor
Klogslab hun havde tænlt over sin ulnttelige Stillina.
»Har- Hjertens Tat sor eders gode Mening,« sagde
hun rort. »Jeg hackber og tron som J. Dog srygter jeg
son at Sagen er saaledes paa Grund as nein leere Moders
udenoeeltö Bord. Da Vielsen stete i et sjernt, srennned
Land, tan stor Ulylte og Stabe tomme over Knuds og
mit hohen hvis ond Villie paa nogen Side er til Stede.
Det beeres mig sor, at tnytter J eders Sie-ebne til min,
saa vil eders Baue blive tornefuld. Odervej da helst Sa
gen! For teenlte jeg at bede eder om at gaa til Faden nu
stger jeg toeertimod: lad det blive ugjort en ssje Tit-, indtil
J ester dette stemdeles soler eder sast i ederö Forsat.«
(Fortsattes.)
. .. J
«) under.