I)
Den forsinkede Julefest.
(Af lsrnfk lfoers)
heiman
Jen havde allerede saaet Hat og Stok i. Haanden, di
Deren aik op, da Stosser:Hnns, en Daglejer, tcr bor der
ovre i en as Hytterne paa Hof-en, trandte ind. Han iørted
Sveden af Panden og sngde: »De inaa komme med, He
Doktor. En hanrdt sanret Keiner er bragt ind i Innre
hntden Lipps Hytte. Det er en as Svenskerne, men alligc
del et det en ung tysk Knos. Hvordan han kommer ti
Svenskerne, ved jeg ikte; men det ved jeg, at hnn hat mistc
meaet Blod ved et Skud gennem Benet. Tre doIe linae
ider i mit Kammer. De andre saarede hat de taget med
men denne ene Knos var salden as Hesten og laa som doi
oed Hnldebcerbusken ved Lipps Hytts:. Havde vi ikke sun
det ham oa baaret ham ind, shavde han oel sorblodt sig.'«
»Je·n svsbke mig hurtig ind i min Kappe, tog For
bindtasten med mig, gik ind til min Kone on Bornene o;
saade: »Moder, du maa tænde Tracet og uddeke Gaverni
til Bornene.« .
»Nei, Faden vi venter nittrtrligvis, til du komme-I
tilbaae.«
»Men det knn gerne date sire Ti-mee«, svarere jen
«Det nor innen Ting —- Fader man vaere med, ellers
duer d-:t itte.«
«(Ft andsnnr gennem Ben-:t?« spurgte seg Stosseri
Hans.
»Id- FJL Doktors«
»Ein gaa omtrina ad Bisen. Tet er nok en Omvej
vna en lille Mil, men vi man have, hvnd di sknl brune frc
Aootelet der. Skulde jetzt viere nnaet, inden J kommer til
bane, san ved Fnarehyrden Lipp Besked med, hvordan det
slal nnveitdeåi.«
,,Men He. Dottoren man onsna aore den Omvej«»
sonrede Taglejerem ,,sor Bangen er sunken san dybt, n1
De, selv med store Vandstovler paa, umuligt kan vade
iaennem.«
»Ih, Stosseranns, jen l-:nder hver Sten i Vadestedet
san noje, nt der er ingen Farr. Stulde jen forst gaa met
til Bnen, knnde den stntkels snarede do intens, og mint
Born vilde itke saa deres Julegave sor efter Midnat. Hode
sor hentede J ikle en Lozge sen Bnen3«
»J tsak jo altid for varet hos os, He. Doktor, og san
Julenftenk -— saa tcenkte jeg —«
,,21t dn ikke vilde sorstyrre mine Herrer Kollenerl
nnn, det vnr meget sornustigt og godt gjori. —- Tlltsna pnn
Gensnn, tcrte Kone!«
As Eted gik det nn i Astensknggernr. Stosser-Hnn-Z
skulde nan lnnns med Bangen, men min Bei var midt
igennem Vandet. Taagen laa tæt og gran over de over
svtmmedc tfnne Jeg kom kun langsomt steniad Jeg
mnatte holde neje Udkig med de Trceser, der hist og her
stod i Banden Morket tog bestandig til: Leg begyndte nee
sten nt nnnre, at sen ikke hellere var gnaet ined Daglejerem
men nu me dei for silde nt vende om. Dei gjaldt nu om
at ocerc sorsigtig on træsse de stote Marksten, der onf Som
meten enaer doit op as den side Jorddund Jeg maattc
gna langsomt oa ssle mig sor med Stokten. Nu sorekom
det min, nt frg holte en Plasken i Band-et· Der var den
gamle Pil! Nu viste jea Bested, jea hilste det gamle Tra
med Fryd som en kckt Ven on skeed tapvert videre —- da
—- lsvnd er det? Pludselig ksar jeg tnbt Fodscestet, jea
driver midt i Zttømmen, Band-et trænger aennem mian
Alte-den Rappen bkiver sot tung. — »Hjoeld! Hjælp!« ran
bet jea. Men hvor skulde der komme Hjcelp frn i denne
Vandorken? ,,Hjcelv! Hosele —
»Hoj-——o——boj!« svatedesen Stemme hen over Pola-er
ne. J ved jo, at Bangen derovre til hojre sor Broen sw
der som i et dnbt Leje. Jeg havde riatigt nok hist on bei
saaet snt i en Sten eller Tecerod, men nu havde jeg ikt-.1
Kraft nok til at svinge mig i Vejret. Atter fik jeg Tan
eg stampede og trampede med Fodderne sor at komme til
at staa fast, mens ieg klamrede mig til det, jeg holdt ded,
og jeg attek raabte om Hjælp.
»Hdor ee du?« lød Svaret.
,,Her—l)et!« ranbte jeg; og nu horte jeg Aareslag i
Vandet og saa en Lanterne lyse. Lidt efter gred en Haant
mig og trat mig ind i Baaden. Det var den gamle Fisker«
der var dleven sotsinket, og som nu kom koende hekhen.
«Hvad —- er det Or. Doktoren? Saa kan Fiskent
glcede sig over min Fangst. Men hvoe vil Doktoren de
hen?«
,,Til Hykde-Lipp!«
»Saa vil seg alligeoel raade Dem til ssrst at gaa
hjem at san tm Toj paa, for vi ee drevet ned ad Strom
men og er Wall-heim kangt nærmere end Hyttem he Dok
toren hat sorcnodentlig soroekslet Trceerne i Taagen oc
Msrket. «
Og saa edes sorholdt det scg ogsaa. Sporgsmaal og
Toivl kampede et Øjedlik bos mig, om hvad jeg skulde;
men Lampen var snart asgjort. Jeg dad den gamle om
at oise mig den rette Vej til Hyrden Lipps Hinte, og da
han havde looet mig det, gik jeg modig videre.«
Der stod jeg nu endelig, gennemblodt til Stindet
med de hsje Vandstsvlek snlde as Band. Og Monden vai
saa sattig som en Kirlekottr.
»Don Lipp,« sputgte jeg, ,,l)ar J vel en SIndags-·
bringt«-«
»Jovel, He. Doktor —- den geaa Larredskittel des
paa Væggen, den gaar jeg i om Sondagen.«
»Saa laan mig den —- og saa vil seg anders-ge den
saurede.«
Nu opdngede Manden sorst, hvotsot jeg spuegte han
om Sondagstsjet, og tovende og rnstende paa Hovedet
heutede han Kttlem
Jeg understgte nu Saaret og saa straks, at det ikk(
var sarligt. Manden havde aabenbart lidt meget ved Mod
tabet, men ellers kunde jeg give ham godt Saal-. Estee at
jeg havde sorbundet hamz vendte jeg mig til Hyrdenz see
solte Tanderne tlapee i Munden paa mig as Kuldr. Lipt
dar en gammel Pebersvend. Hans Skiorte Var just ist«
as de nllereeneste og hans Strompee havde saa stort ei
Vindue, at den store Taa i al Magekighed kunde se sie
ocnz men jeg betcenkte mtg alligevel ikke lange, sor hurtik
i den garnles chedeh tryktede mig fast ind i Kakkelovns
trogen, og stubbede et Var Sinkt-er Trce ind i Jlden. Lidt
efter lidt toede jeg atter op, og git saa igen hen til den
saarede, for at undersoge hani endnu en Gang grundig, og
sperge ham, om der var noget, han ansiede.
, »Nej, nej,« soarede Ynglingen hastig, ,,ieg ønster ilke
s noaet, og Doktoren behøver heller ille at undersøge mig,
» jeg veo need Si.tlerhed, at jeg er fnldlommen sund.«
Jeg tog Tranlampen og lod det matte Lys falde paa
hans Ansiai. Hvor var det satt og blegtl Saa sart
: og blegt som en hvid Lillie. Uviltaarligt maatte jeg tcenke
Vaa hans Moder, soin nn i Aften, Juleasten, bad til vor
s Herr-: for ham. Dei saa itle ud til, at det var sunget for
j hans Vuage, at hans hvide Pande stnlde komme til at
» bnde Fjenden Tkods, og hans spinlle Legeme søge Hvile
« i Lipps grove Dyner.
»Jeg tror alligeoel, at ret er bedre, naar jeg under
spger Dem grundigere endnu en Gang.«
»Aa, lad mig nu have Ro, He. Doktor, jeg et saa
» trcetl«
»De stal saa Ro, Inen ieg tror itte det lan vare lrenge,
inden vi maa laegge en ny Forbinding om Ben-:t.«
Jeg saa Paa Uret. Stosser-Hans tunde snart vcere
her. Dei var netop paa den Tid, jeg hovde haabet at lunne
oæee hjemme. Nu staat d-: oa tigaer eftet Faderl Men
nn, det var blevet saa sent, vilde jeg alligevel vente, til jea
sit det fra Apotetet. Jsea ter atter hen i Kattelovnstrogen
og saa ind i de nlmende Eil-den Lidt efter lidt mylrede
Tanterne freni som Sueslotte fra de mørte Slner: jeg saat
alle Sinaaliørnene lijemme trytte Nceserne slade mod Ru
den, for at se ester Faden jea tunde se de tlare Barneøjne
og here de smiaa Barnemunde fporgn »Er Fader endnu ille
der?« Hoor oar der still-: i den aamle Hyrdes Hnttez tun
Jlden lnitrede on Flammerne sblussede op og Tonlerne
hoirolede as Eted: feg saa mig selv forsvinde i de dnbe
Bande, jeg saa mig selo lcempe med Døden i de mørle
Bølger —- jeg haode slet ille haft Tid til riatig at tcente
over, hvor jeg havde været for nu· Hvor tydelig saa jen
itte, hoor Guds Engel toin svoevende ned, mens den gamlsk
Fisters Lanterne sorelom mig at være et himmelst Lysx
jeg harte de himmelsle .Hcerslarers: Ȯre vcere Gnd i det
Hofe!" og i mit Hierte aenled det mcegtigt: ȮIe vokre
Gnd i det Hofe!« Ja, Tanterne for-: gennem min Sjæl,
som det terre Lgv gennem Skoven i Esteraarsstoetnen!
Men aodt var det, at jea itle var gaaet tilbaae til Wald
heim, men havde opfyldt min Pligt5 for havde dette satte
Menneftebarn maattet vente endnu noale Timer, inden det
blev forbundet, havde det let tnnnet væte sarli·at. Saa
tcentte jeg paa, at det var Juleastem oa begyndte gansle
sagte i min Kattesoonstrog at nynne den gamle Julesalme:
.-Vor Keins san ei noaet Dei-been finde
J Geschieht-tin sin men Indem-.
Linn laoer der i ringe Eopli iig binde.
Dror ellrrz Marien-:- llvirq aaar ino i W:
tin lirnlslse er lmnzi tortte Gie,
Tet were Nein on Etrna hatt-J festste Dorne-leer
»Aa, et Vers til!« holstede den saarede.
Jeg bleo ganste forslrcettei. Jea bavde ren! glenn,
at bag min Ryg laa der en, for hvem Sonnen var liacsaa
nødvendig sont Medicinen. »Bei gør mig ondt, at jeg
hat sorstyrret Dem«, udbrød jea og ncermede mig Sengen.
,,D-ottoren forstnrrede mig ikle, det var en stor Glæde
for mig. Vil De itte innae de andre Vers for mig?«
»Naa, Born, J oed jo, at jeg, hoad Sang angaar, har
noget tilfcelles med Lcerlen. Desuden tænlte jeg, hvem ded,
hoad det lan ocere godt sor, «l)an er saa ung endnul Og
saa snng jeg hele Salmen. Den saarede holdt Haanden for
Øjnene, og jeg tnnde here, hoor en sagte Hallen arbejdede
i hans BrnsL Men da vi nu var lommet saa vidt, syntes
jeg det var bedre at tage Byrden fra hans Hjerte, for han
saa not ud, som om det ille alene var Saaret vaa Benet,
der smertede ham, men sont der ogsaa var et i Sjcelen, der
soeb. Jeg tog derfor hans Haand i min og sputgte hani
om hans Hjem og om hans Fadeeland
»Jeg er fra Hamborg,« fortalte han, og lunde itte
holde nd at se otlesløs til, hvorledes mit Fcedreland laa
i Baand og Slændsei. Da Foltet saa samlede sig under
Fanerne og sloerpede Svcerdet, vilde jeg ilte blive hjeinme.
Forst meldte jeg mig hos Preiserne; men de vilde itte have
min. Saa gil jeg til Blücher, og under harn leempede jen
med ved Katzbach Al, He. Doktor, det var en Seit, da oi
iaaede Fjenden gennem den oprørte Neisge, og vi saa hans
Stater gaa under i Bolgerne —- ja, det var en Triumi,
da den tivende Strom blev vor trosaste Allieredez men da
jcg saa de stattels Mennester læmpe med Dødem havdie jeg
helst styrtset mig ned i den, for at taetle dem en frelsende
Haand. Q, hvor var det steætleligt — jeg vil aldria
glemme det — for det var dog Me—nnestee, ligesom vi —«
»Fortckl tun videre,« sagde jeg.
«Ynglingen betæntte sig et Dieblit og vedblev daan
«Eftee Slaget ved Katzbach blev jeg syg, maatte paa Laza
rettet vg- havde stærl Febee i leis Uger. Men da jeg atter
sblev rast, vilde de itte beholde mig. Da hette jeg, at Kron
ptinsen af Soerrig vilde gaa mod Davoust, der rasede sont
en Hyaene i min Fodebn Jeg git til Hannover, hvok
Kronprinsen den Gang var, forestillede mig personlig og
blev stutten ind i Kavalleriet. Og nu er jeg her ——«.
»Og langes efter Fotældrene?«
»Ja —- fordi det nu — netop er Jul.«
,,Lever begge detes Fokældte endnu's«
»Ja — — jo — — begge to —«
»Og De git i Keig uden Fotældeenes Tilladelse?«
,,Hvem sigee det?« spurgte Ynglingen forstreellei. i
»Jeg tantte mig det blot.« ·
»Ja, He. Doktor, De tcenlte rigtigt.«
»Da dersor er det, at nu det er Jul, begynsder De at
angre det,· og om Julelyset just itte heter til de allerl!areste,
see det unge Oje dog tnsdeligt not ved denne Belyöning
« al den Uret og al den Vierter-, der ee tilfoiet Fadet og
Moder, ilke sandt? Bot Detes Foreldte i hambokg?«
»Ja.« .
»Dost- hedder De?«
il »Jeg — hedder Geotg —- — Andtesen.«
Jeg faa ham ind i Ansigtet. Tranlarnpen kastede sit
matte Stin Paa hans blege Kinder, og det forekom mig, at
den unge steiget pludsetig blev blussende red.
»Jetzt maa formodentligt have set starpt paa ham, idet
jeg spurgte: »Er Der-es Fader Købntand?« for stammende
svareee han:
»Nej —- mi-n Fader er ilke Købmand, han er — ja,
han — —- Embedsmand.«
Jeg lod endnu en Gang Lampen stinne paa hans An
sigt. Det forekom mig belendt. Hvor havde jeg dog set det
for? Jeg havde ikle vceket i Hamborg i de sidste ni Aar,
den Gang maatte han have vaeret Barn. Alligevel forekom
det mig, smn vm jeg tun tunde tænle mig disse Træt i
Focbindelfe med Hamberg —- vg jeg havde tun vceret der
en eneste Dag. Jeg var helt falden i Tanker foran Yng
lingen, hvis Taarer vaeldede ustandfeligt ned over hans
Kinder. Faarehyrden Lipp buldrede vmlring i Stuen,
zhan vilde ogfaa gerne tale med mig; men jeg cenfede hatn
’ikle. Etwa-Hans vceklede mig forft af mine Drømtnesp
lSaa forbandt jeg den saarede, lovede at komme igen dent
neeste Dag efter Gudstjeneften, og anstede dem alle en god
Nat. Lipp laante mig sin Laut-erne, og Stoffen-Hans gil
over og hentede mig et uldsent Hestedcelken, som jeg flog
over den graa Kittel, en tarvelig Erstatning for Rappen.
Ja, Bern, Dr. Sebald var den Gang fyrrethre Aar yngre
end s. Dag, og et koldt Bad Juleaften lunde ikke kne ham.
Den hellige Julenat valfartede jeg altsaa hjcmad,
oa kom fvrbi Besterport. Vagten lod til at svve, vg jeg
ilede forbi med Stormflridt, for først nu faldt det mig ind,
at Dr. Sebald maatte tage sig meget mistaenkelig ud i
der-ne Inistasnlelige Paallcedni·ng. Og jeg tænkte ogsaa
paa alt det Pal, der drev omlring ved højlys Dag og give
de Eanen usiklet, og nu var det til-web midt om Ratten.
Eaa tcenlte jea ogfaa paa min Huftru og paa Line, Bine
og Fine sog hvad J nu allesammen hedder, og ønstede blot,
at Moder havde tcendt Julelysene for eder.
Jeg havde kunnet naa Hiernmet paa en Times Tin,
hvis jea var gaaet over Vavestedet; men jeg var bleven ktog
af Staden og foretrak den længste Vej. Kl. 1 vm Ratten
traadte jscg ind ad Gangdøren. Min Kone sthrtede mig E
Mede. Man lunde se, at hun havde grcedt; men hvor store
blev hendes Øine, da hun faa mig i« en Lærredskittel, der
naaede mig ned til Hælene, og indfvøbt i Heftedaekkenet —
et helt Fastelavnsoptog Lyset var ncer faldet paa Gulvet,
saa angft blev hun. Men da hun ·hørte, at jeg lo, faldt hun
mig om Hajsen vg lo med, mens hun faa smaat begyndte at
sieelde:
»Du flemme Mand, hvor i Alvetden bliver Du af?
Hele Aftenen og den halve Nat hac jeg staaet og tigget
efter dia.« -
»Ja hvor bliver du af!« gentog jeg. ,,Det maa du
not fiae, jeg var mer bleven i Vandet med det samme.
Bernene fit vel deres Julegaver?«
»Nei, lille Far, det blev der ikte noget af, fordi vi
alle Var eniae i, at du maatte vcere med. Nu hat vi opfat
Julefeften til den første Juledag. Bernene sover alle
tede·«
Nu fortalte jeg min Hustru alt, hvad der var hcendetj
mig. Men da hnn lvm i Seng, jublede hun den ene«
Gang eftee den anden: »
»Akk- væke Guv i det Hoch 4
2. Den lyse Juledag.
»Tet var«, dedblev den nnmle Doktor at fortcelle,!
tnens endnu tokttere Einer ombølgede hans hoide HaaH
on Line, Bine, Fine lyttede andægtigt, ,,det var en klan
lys Julcdag. Men det lod til, at jeg slet itle stulde komme
til at nnd-e den· Ztralg om Morgenen lom der Bud fra
mine to Kolleger i Byen, som lod mig fige, at der i Gaar
var indlagt flere syge og saarede Soldatee Paa Laznrettet,
on da den ene ftulde have et Ben amputeret, Inaatte jeg
helft komme over at hjælpe dein. Jeg stod netop og oilde
i Ritte, nU maatte jeg not overdoeie en anden Gudstjeneste
Lazarettet vilde sige to stote Zioleft11e1, der vor indrettct
til Hospitai. Da Byen lna ved Hovedlandevejen, og de
belejrende og beleirede ofte strejfsede vidt osnttring, langt
botte fra Hamburg, san var digse Zeuge altid belagt En«
scrrstilt Sngepleietfle, der nf leistelig Barmhjertighed toa
fig af de saurede, havde vceret der i tre Uger. J den Ti.d’
havde jeg itte været detovre. Da jeg nu kom, luklede hun
op for mig. Det var en hof, slank Stillelfe med blege
Kinder og aivorlige, dybtliggende Øjne. Hendes An
sigt foretom mig bekendt, men jeg sit ikte Tid til at toente
oidere derover, da de andre Lceget allerede stod ved den»
baaedtsaaredes Leie. Vi løftede Sengen og bar ham ind»
i et and-et Verelse Der kunde itke være nogen Tvivl om «
hvad her var at gøre, vi git stkats til Operationen, for
det var den højeste Tib, om Monden sittlde reddes, der var
allerede gaaet dioldbrand i Benet. Det var intet rart Hel
ligdagsarbejoex men naar det gcelder om at redde et Men
nefteliv, er det i al sFald en tcer Pligt, og om Middagen
var vi fcetdige.
Nu lunde jeg stynde mig hieni; men næppe var jeg
inden for Osten, førend der tsom Bud efter mig til en sng
nede i Landsbnen. Jeg taadførte mig nu med eders Moder,
om det saa itle var bedre, om jeg maaste derfra gik over
Vadestedet med det samme, for at se til den saarede Yng
ling hos Lipp. Efter at vi havde talt lange frem og til
bage oin Sagen, sagde Moder:
,,Ved du hvad, Fader, du siger selv, at den unge san
tede shar sovet i en blødere Seng i sin Batndom, end-hart
nu gsøt hos Hyrden, og ·at hans Saat kan lceges i en
fjorten Dage. Vi hat jo Plads og Senge not, og stal nu»
til at hojtideligholde den trete Julefestx hvad siger du nu«
om vi lod ham hente shersover til os, og beholdt ham her,j
saa kunde han holde Jul med os?«
»Mor«, fvarede jeg, »de gode Tantek strommer ind
paa dig, sont Vandet i. Aaen fttønnner ud i HaveL Han
tunde not taale at flyttes, naar vi blot kunde faa nogen
til at spende for, for ham og for os.«
»Ih, tæke Mand, mensdu er dorte, gaar jeg ser til
Guardmanden paa Kløvergaardem han vil saarncend ikle
afslaa mig min Bon. det er jeg vis paa.«
»Du er et fandt Pragtetsemplat af en Kvinde,« fagde
jeg, »men glem ikke at send-: en hel Mcengde Sengllceder
med, at der itke stal komme Knkde til Saaret.«
»Jeg slal not sorge for alt,« lod det resolute Svar.
Hurtig spiste jeg min Sappe; men Siegen var for
hed, den lunde de holde darni, til jeg kom ti.ll7age, jeg dilde
hellere stynde mig as Sted. En Læge maa for dei meste
betegne sin Tid to Gange. Da jeg vendte tilbage, hvilede
Aftenstnagerne alle-rede over Land og By; men Tuten var
aaaet godt as. Mon jeg nn tunde saa Lov ai holde Jul
med min Familie? Næppe haode jeg optastet dette Spottw
maal, for jeg saa en Vogn holde sot min Gangdot. Dei
var itte Klodergaardtnandens Koretoj, han tunde heller
Title Vcere tilbage endnu. Jeg tcenkte igen paa Jnlehoj
tiden, men tillige paa min Pliat, og lovede mig selv at
solge den med Glæde, hvorhen den taldte mig. Jeg lut
lede nu Doren op oa stod lige overfor en fremmed Herre,
»der kalte mig degge Hcender og ndbtod:
,,Gudg Frev, min tcere Sebald!«
Den gainle, kæte Stemme genialdte jea strats: »Bei
takder jea en kostelig Juleaave,« svatede jeg. ,,J ni Aar
hat vi itle set hinanden. Beltommen, hjettelig vellonimen
nndet mit Tag!«
Dei var min aamle Ven, Doktor Grote fra Ham
lsotg, hos hvem jeg havde vcetet i site Aar som Amannensrs
ded Byens Sygehtts. Det var tolo Aar siden, jea sorlod
ham, for at overtaae den store Landpratsis i- Waldheim.
For ni Aar siden hadde jeg besogt ham en Tag. Nu var
lxans Haar bleret graat og bans Øjne langt fta saa klare
som for. Jea havde tnn sjeldent hort sra l)am, fot den
Gang flagtede der hrerten Morgen eller Aften en saadan
Slare Brede nd as Hufei, som Duet sra et Dueflaq, sont
nu. lld da ind, tidlia tog sildiat. Og sidste Vinter var
der isaer ncesten aldtia gaaet et Stykke Papit nd af eller
ind i Hamborg, for man sporede Fotrcederi mellem hver
Linie.
Jeg trat Dr. Grote med tnig ind i Daaliaituen, men
blev itle lidet sorbadsiet, da hans Kone kom mig i Mode
med en denlig Hilsen Hoem knnde en sotste Juledag vente
saa leere Gæster, og hvad mon der egentlig laa til Grund
for deres Komme?
»Forceldrenes Lcengsel ester deres Barn«, sagde Dr.
Grote som Svar paa mit fpørgende Blit, ,,og findet vi
itte, hvad vi soget hos dig, saa maa vi. videre. Er Juliane
itle her?«
»Din Juliane? Nei. Men «l)vor falder det dig ind?'«
,,Min Ven«, sagde han med til-baaetroenat Sorg,
mens hans Hnstru brod ud i Graad, ,,da Stotmen brod
nd mod den vilde Fjende, lod jea min Juliane folge sm
Tilbojelighed J slere Aar havde hnn allerede hjulpet
mig i. Sygehnset oa fotstod udmcerket at omgaas syge.
Jeg talte da selv med hende, da Ktigen brod nd, om at
jeg ingen Son havde, jeg knnde ofre paa Fcedtelandets
Alter, men der, «hdot den arnmme Dod lod sin starpe Le
snse hen over Valpladsen, det, mente jeg, dar Koindens
Haand som en Englehaand, der blidt og stille forbinder
Zaatene, og Kdindens Mund som -:n Enalemnnd, der
bringet den doende himmelst Trost. Dette giorde jeg
tlatt sot hende og saade, at jea itte vilde scette mia imod,
om bun vilde gote de Kundstader, hun havdse samlet sig iT
Sygehuset, srugtbringende i Fcedtelandets Tjeneste. Ju
lianes Hierte flog hojt for Fædrelandet, og hendes Øijne
lyste, da jeg gjotde hende dette Forslag Hun git til Proj
sen og var med i Slaget ved Leipzig. Kort estet Slagek
fil vi Bred sra hende; men senete hat di itke haft den mind
ste Estertetnina. Da blev der sot otte Dage siden en
Franstmand indtvartetet hos os. Han fortalte, at han
hadde liaaet paa Lazarettet, hvot en Ftolen Grote haddc
plejet «hain. Der var inaen Tvidl om, as det ester hsans
Bestrivelse maatte vaere Juliane. Men han kunde ile
linste Stedets Nat-n Derimod bestrev han mig de Egne«
han var kommen igennem, da han var bleden rast igen,
og som han maatte snige sig iaennem sot at naa sit Kom
Paani. og ester hans Bestrivelse opstod det Haad hos os,
at du havde oprettet et Lazatet her, og at Juliane passede
dine nge. Og med Haabet votsede Lcengslm Jeg ttor
min Huftrn var bleden fyg, om hun slnlde have opledek
den stote Kætlighedssest hjemme i al den Elendighed ng
Hiertesorg, uden at di havde esterfotstet vort Barn. Det
sot overgav jeg i. Astes mine syge til Hjoelpelcegen for en
otte Dage, og begav mig paa Vejen med min trofaste Hu
sttu. Hirn Inaatte tage Herretlceder Paa, dei saldt mig let«
at saa sat i nogle svenste Unisotmer. Vore eane Klædetr
havde jeg gemt i Tornysttet. Vej og Sti tendte ieg noje;:
over Borstel gik det gennetn Sksov til Niendotf. Der lendte
jea en Bonde, som sot gode Otd og Penge spcendte fot i?
Msotges og totte os hettil. Hist og her anstillede jeg Ef
tersorstninger; men hidtil hat jeg ilke fundet noget Spo:
a·s hende. Jeg havde sat hele mit Haad til dig.«
Jeg git nu hen til min Ven, lagde begge Haindet pax
hans Stuldte, saa ham ind i Ansigtet og spurgte ham:
»Ligner Juliane dig? er hun hoj og slank? hear hun morter
Øjne?«
»Ha, Sebald, ja! Men sig mig, sot Gnds Styld,.
om dn bat set bende?«
»Rolig, rolig, min Ven, jea vil helst tie, for jeg tan
itte siae noget vist.« Detmed git jeg ud as Stuen, streb
en Billet til Lcegen i Byen, gav Kosten den, som endnit
holdt med Vognen udensor, trytlede ham et Pengestykke i-·
Haanden, og satte en godmsodig Nabo, der stulde dise ham
Vejen, op paa Butten hos ham, og bad dem om at tote til
saa ·huttigt som muligt. Om en Time tunde de godt værc
tilbage.
»Mot, som imidlertid havde saaet ttavlt nied at sorge
sor Mad til Geistern-e, tom netop ud as Sstuedoten, som jeg
vilde gaa ind ad den.
»Haode jeg vidst, hvad jeg nn ved,« sagde hun, »havde
jeg itle odertalt dig til at lade den unge Soldat heute-.
herovet.« .
»Aa, Mot, hvor det er Barmhj-ettighed, vil der nok
sindes Raad sot Sengtlædet,« svarede jeg. »Du vil sand
synligvis saa fire Gcester at sorge sor, og Karlen med Kote
tojet et Nummer fem.«
»Kuslen med Hestene sendet jeg til Klovergaardenz
men hvem er den fjerde GEM« .
»Taalmodighed er en Generaldyd, lille Msot«.«'
»Ohne sendte du Katlen hen?«
Jeg holdt Haanden for Munden.
. (Sluttes).