Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, May 29, 1903, Page 6, Image 6

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Deu säulllie Kuinve Inn Tit-se
Livsfcildring fra Reformationstiden
as
H. F. qunk
J Forste Bog. L
tswrtiam
»Har ingen Nod«, udbrød Exil Zimm; »den, der
ltber af Riget med Masse-L Tom Kong Kriitjern on bang-«
Bødler, Ville sinde Deren stænget, kwis de forioge at wende
tilboge Etørte Betymringer Volk-er niig det serre Rngte,
jeg betete fotgangen Dag. om ilot Rustning i LULIHCL og
at Gred Kristosser af Oldenburg stal føte en Hase mod
Holften Varsler det mon godt for danfte Mænd, at
Lydsten roter fig?«
»:Iklrpr-e!« udbtsd The-get »For, siger man, vokser
Iigen paa Huld-erob, for Lnbsten bltver Tansten god.«
,,3nama-nd«, sagde He. Magens, men san misfors
nsjet til Ihrigen der snd og drejede Bergeret mellem Fing
rene uden at dritte. »Hvorfor roter J ille Maden, Tho
ger; J dritter flet inter? Er Sulet eder ikke tilpas eller
Vinen sur?«
»Jetzt er ikte lcekkerfulten«, fvatede ThøgeQ »og eders
Fad ved om Retter, der sjcelden fes paa min Dist: aller
mindst laster jeg edets gode spansie Vin. Jeg har boldt
Maaltid pan Vejen herhid, det et hele Sagen. Dog tunde
trenkeligt noget glide ned endda, savnede jeg ikte her ved
eders Bordende det, fom er heert Bords bedste Prod.«
»Hm-d da?« spurgte He. Magens med opspilede
Muse
»Eders Huftru«, foarede Thøger og saa op, »in-or
Jeder hun?«
He. Mogens scentede sit Blit; men Maeen gjorde et
Rast need Hovedet og smilte spotsi, medens Erik Strom
san lurendie fra den ene til den and-en
»Jeg takter, saa fom saa«, sparede He. Magens otns
sisderx »hun er ilke ret tilpas og holder sig paa sit Kans
Musk
,,Det er dog glcedeligt at here«, fagde Tboger med
Bergt, ,,nt itte andet holder Genete Jakobsdatter fra ever-S
Bord naar gode Mcend og Kvinder ere til Stets. Lad os
tsmme vort Beger paa bendes snarlige Helbredelfe!«
Fr. Magens takkere og drat, men Erit og Motten
nippede tun til der-es Begre Thøgee lagde Maske der
til og foraegede sig der-oder, men han fit i Lobet af Tagen
mer-e og ftørte Grund til Forargelse og maatte fand-e Bro
bet Ambrosius«s Led, der fpaaede, at ban trods five
gode Forsætter intet Vitde ndrette pack Tjelr. than mak
!ede, at Mitten ganfte hat-de sin Brod-ers Treu on teede fm
paa Bergen, mere fern om hun var Husfrue end som Gæst,
og ethvert Forfog, han gjordse pag at fna en fortroliig
Samtale med He. Mogens, blev enten ved Znubed und-ne
get of denne eller forpurket af bans Ersten Det var, lige
sont Genete slet ikte var paa Borqen Da Inn omsidee
i sin Utnalmodighed tog Bladet fra Munden for Eril
Strom, mens de sad aliene i Hallen Vg spillede Stat, ftt
san meget at bere, sont maatte rokte banå Tro vaa Genete
Jukodsdatters Ære, og fom ængstede bam for Bornenek
Styls-. Han fotesatte sig dog at blive om Ratten pas
Jjele for at se Knud og Margaret. muligvis ogsaa i det
Haab at kunne køke sin Harme paa Brodet Vigand, hvis
Irrdflydelse han mcerkede var stor, og om hvis Hensigter
han- havde den vcerste Mening. Han kendte fra Fortidcn
sen papistist Striftefaders ftygtelige Magst og vidste, Zwil
llen sprgelig Rolle Munterænter ofte havde spillet i Fa
miliernr. —
Det led ad Akten, og de fad alle paa en Bænk, sont
strd under en gaimmel Eg uden for Borgporten, og hour
fta de havde Udsigt til Avlsgaarden og den ydre Poet.
Thsger sad fordybet i sine egne Tanker og iagttog Since
sie som farvedes rede af den dalende Sol; men He. Mo
sgens, Crit Stram og Maren saa paa de fede Statt-stude,
Tom bleve drevne til Bands, og pas de mange Stude, sont
Ugedagstjenerne deev hjem fra Ploven efter endt Dag
vtetL Dette Son, fedt Kod, mange Gylden verd, vg
magert Led, som kund-e blive fedt, var langt lrxsteligete i
Deus Øjne end den rosenfarvede Aftenhimmel.
Der rejste sig en Stsvsty paa Vejen uden for You-l
more-n, og Margaret, Folmet Rud og Knud lom ind ad
Poeten paa detes stummen-de Heite. Da de ncermede sig
Bergen, holdt de Hestene an og red i Stridt dog uden at
opdage Selsisabet under den gamle Eg. Margarets Kin
der Aussede af det voldfvntme Ridt, og hun sagde senk
·1mde nogle muntre Ord til Foltner, da hendes Feder lod
Fstr Rest høkse, vg hun studsende blev ham vg hans Ger
ster dem-. Hun kendte til fulde sin Faster Marens fjendt
Use Stemning «mod hendes Moder og hilste detfor med
LKulde paa hende og Crit Strom, hvvrimod hun, da The
sgee teaadte fee-m, venligt raste hasm sm haand Dette
Apede paa en ille ringe personlig Hengivenhed for heu
«deZ Fremde, fasse-m hendes Lcree og Striftefader vfte
Gen-de adwret here-de for dam, vg hun i Grunde-c nntede
scham, fort-i hnn var en Ketten
Nu, Fplmer hcnsenl« sagde He. Mogens og rejste
Fig, da Folmer hieße bunt og de andre, »J viere pelan
enen, er det end still-! Jäger J med pp til Hufe, fpise
sit Nie-date W en Gar-M
-»Iakser, WEI, ht. Wogen-P sparede Folmee og
W sit W, »Mit tagte J det ille ilde pp, kommee
sein M itke M Uns If Stich-flat- Jegi ventes til
Ausstand og red tun et lille Bceddetidt need Junier
Ast-sank vg-M her til Poeten,«
»Ist-s et kidet Wie taden for den«, fagde ht. Mo
W stamefnkdi. »Ur-, ieg ftler sung wertydet om, at
Veso-Uns Wie sie- ruhe W«
« M W tue W Stimmel paa hassen,
« s· "«Mjwestjuihavde1egredethensde
IMMMW beider
wiss-MAY Urte
ride fammen, bliver der iniet Bædderidt af; det et da,
som om Hestene vare lænkede til hinanden."
»Det undrer mig, Folmer Hansen«, sag-te Maten
spidft, »at saa sindig en Mond som J rider tdl Væds med
Born. J
»Bei frvder mit Oje at stue'·, sagde Flhøger mildt
,,jeg hat ikke lcenge set saa fagett et Stim« .
»Ei, ej!« udbwd Foltner cg Id, »me sial jeg nus
først give Sdar? Or. Thøgek, jeg toller edet for ever-Eil
venlige Ord, er det end san, at al Fagerheden, J kalte om, T
find-es hos Bei-neue Edeh Ftu Mann, bedek jeg ikke ais
dtedes over min Barnagtigbed, da det var cders Brodes-I ;
Born, jeg leqede med; men det er min Stnldighed at bed:
Broder Vigand tilgive o: vor Mangel paa vaisthed, da
vi ked fra ham.«
,,De Nu«der,« sagde Erik Skkam hdast, »von til en
hder Tid godt staat-ne for Tungebaandet."
»Vi beuge dog Svcetdet endnu bedre,« sparede Fokmer
dg saa Ekil Strom uden Smil i Ojnenr.
»Na Band i Blodet, tære Vennet!« fagde Oh Mo
gens med Alvot.
»Jeg er kold not nu,« fvarede Fristen «Dog snsier
jeg ever alle mange gode Nætter!«
Sau flog han ud med Haandem vendte sin Heft og red
versta, medens Magatet fulgte hans ckdle Skikkelfe med
Øjnene. Dyb Tavshed hersiede nogle Øjeblitke DKtedfem
medens de saa eftet hom. Himlen tsdmede ftvdig starken,
og Aftentpdens Skæk faldt paa Botgens Mute, som det
fatvede endnu redete. paa den gamle Egs fvukmende Blut
knopper og paa deres Aasnn, som dvælede under den«
medens deres Blikte udtalte faa forstellige og msodsiridende
Fplelser.
»Himlen rodtnek bistert i Aften," fagde endelig Maken
med sin starpe Rost. »Vi faa Uvejk i Morgen.«
»Maaste,« sagde Thsger med en egen Betoning. »Das
ten hat vætet tung paa Tiefe i Dag!«
Jngen fvatede hom. Stalddrengene kom for at jage
mod Heftene, og kott eftet git de alle ind ad Botgporten,
der saa bkev lukket af Guardfogden, medens Gnatden
gav Genlnd af Stagene paa de svceke Bottr.
Fiel-de Kapitel.
Te onde Standes-.
Tet var blevet ntnrt Nat on alle vaa Gaarden fov
trnst Kun fra e: Vindue ftinnede en Lniftribe, sont
kund-.- ses vidt onitrin31. Den tom sra Geneteg stammen
’et af de faa Virtelfer daa Ziele, Der bat-de Vindue ud ntod
Matten. Bettte«:ne tendtse det Lns saa godk de san det
ofte ftinne, naar de sasrdedes ude sont Ratten. Dei-for git
den Tale, at Ten ftotfte dtvinde næften aldrin sov, me:t
tom Ratten ktioxde Vers ftk sine Stint-er med Bonner cy
Bodsovelser, Da Jt detie Var Aarfagen til denke-T- store
Blegbed.
Genetes Kammer, der itod i Forbindelie med Markta
Its-, rat rszt rummeligt oa estek de Tibers Wenian km
page aodt Dig( standämægssgt udstnket. Bobavet var dczi
tmpelt not: en Lojbænt med en Lederbnnde, et Pak
lumpe Stole og to smaa Bette-, en mægtig Tragtifte til
Klædek og en ftor Himmelseng udgjokde hele Hetligheden
zVar der et Pragtftnkte iblandt, faa maatte Dkagtisten
Hale saaledes. Den var bidsptt fta Stotland. forsynet
Hmed tunstig Oarbejdet Jetnbeslag og prydet med Im
!stætetatbejde; heller itle manglede Ejerindens Navnetmt
og hendes Familievaaben. hvis Farvet Træsiceteren havdc
lsøgt at gengive ved heraldiste Tegn. Tet var en sort
Tvækbscklte vaa Solvgtund, tte tøde Roser vversot og tre
Jbslallet nedenunder.
Paa Vceggen ovet et as de smaa Borde bang et lille
Spejl i en Splvramme, en Gave sra hendes eneste Brodeh
Jshn Craigengelt, hvetn hun ikte havde set, siden hun nat
Bat-n eOette Spejl var en Sjaldenhed, thi her tunde
Genete se, ille i en Metalplade et fort-redet Billede, men
i et regte venetianst Spejlglas det tndeligste Visitesbyrd
»ont,.t hvilten Grad Gtæmtnelsen havde bleget hendeä for
dum saa blvntsttende Aasyn. Under Spejlet hang et
plumpt Ttættucisits, og paa thdet laa et Par Legende
bogen vg der stod et Letttus med Anemonet, Bioler og
Fuglemeelk, hville Iedne Blotnster Matgatets tætlige
Heender havde pluktet i Sieben
Det var Midnat. Genete laa i Sengen med Rosen
tranfen mellem de soldede Hand-en Hun var midt under
Bsnnen salden i Ssvn uden at flutke den lille Jetnlatnpe,
sotn stod paa et Bord ved Sengen og tastede sit tsde Stcet
paa hendes blege Aasyn. Hendes Leber stælvede, og bun
trat Vesret tungt, sont om faele Dksmtne Engstede hende.
Hun vaagnede, for op, sank atter tilbage i Pudetne og
laa nu vaagen og saa hen sok sig med et stitrende Blit.
Hendes Tanter git til hendes Fedeland, »So-ermä,
»Bjetgenes og de gæve Mænds Hjem.« Hun længtes did
og ansiede, at hun igen var ung og sti. Hun tenlte paa
iden siæbnesvangte Stund, da den danste Adelstnand kom
ipg hanc Vequ tpvevk heade, pm im nckcighedg Lykte,
isaa dog Ære og Anseelse i et stemmed Land. Der var
itle Tale ont et Asslag; thi hun, et sotældtelsst Baru,
spiste Raadsens Btpd has sin rige og meegitige Fremde,
Williatn Geahame, og Mvgens Livenbaltö Tit-but- gav
Udftgt til ei gvd Fotssegelsr. Greven as Montwse bed,
og da den unge Jamt eilen svtn hendez Navn senere paa
Dunst- blev soedrejet, Genete Uden Jndvending adltd, saa
gav han hende en tleektelig Mel-Hist Fuld as batnlig
;Fotscengeligsbed, i Fltjl og smyktet med hovedguld gik
’liun stolt not til St. Ninians Kiste og Intsttedez der soe
Ievige Tiber til sin Brudgom, der estec Alderen tunde
jhave vatet heudes Faden og hvetn hun ikke vat i Stand.
,til at elsir. han« starke Stinsyge plagede hende fta sskstet
TFeetd as, og han trentede hende tit ved sin ubillige Mis
itroisthetk Jtte san snart havde hun Foden paa dansl
Gran-d, sst hun market-, at nun var sin Ægtesælles Slægt
en Tom i Wet, pg at han ved i en mvden Aldee uventet
at site en ung husttu hiern, isce havde stafset sin Spster
en bitter Skusselsr. Da der kom Livsatvingeh blev det
endnu merke, M Mann og hendes Bttn tabte al Udsigt
til at atve Ziele. Endmt denne Dag, da hun usotvaeende
tat-de san-di Max-u L umwde hat-de huu i heut-s
»Bist Ojue læst det Wisse Herd og den dvbeste Ringes-ge
»He-i «
T
Genete vidfte fuldt vel. at Maren havde fat ondt for hende
hos hendes Ægtefælle vg udspredt onde Rttgter om hendr.
Hun havde fort Klage derooer for Hin Mrgens, men var
dleven barst afoift, indtil hun var bkeven trcrt deraf.
llden Frænder eller Venner i et fremmed Land havde hun
aioet tadt og tcentte nn med Ligegyldigbed Paa Verdens
Dom. Hirn var at ligne ved en af de dlode, svage Planter,
der trange til Solstin og Lcr for at trives, et af disse
nlnltelige Vasener, fom tomnte til Vetden i en raa og
barst Tid og itte tunne holde fig opve paa den brusende
Strom, men kaltes til Side sont Vrag eller ende i Vanvid.
Hirn tantte paa sin Broder John, kwem bun itte bavde
iet, siden lnm Var tolv Aar gatntnel, men sotn i hindrs
Barndotn davde verret god imod hende. Hatt var en af
Fig-se iattiae, men modiae stotste Ynglinae, der tidlig dro;
nd i Ver-den oa spate Lytten i. fretnmede Lande, idet de
tjente Brodet med deres Sværd Der var totnmet Tiden
der fra heim, og tmn haode hort, at han dar bleven en
drabelig Krigstnand og bavde tjent med Ære, sidft under
steifer Karl i Valland, sotn Italien den Gang taldtes.
Noale Gange havde hun strevet til harn, tbi hun var en viel
oplaert Kvinde og tunde fore Pennen· Hendes Dannelse
tendtes ogsaa paa Elendes- Bsrn, der havde nydt godt af
hendes Underdisning lige fra deres tidlige Barndorn. Dog
boad var et Brev i hine Dage, naar det itte affendtes
med et sittert Bud, uden forn en Seddel, tastet ud af et
Vindue eller, indesluttet i en Flatte, af en stibdrudten
overaivet til Bolgerne, itte mere sittert paa at naa Be
ttemtnelsesftedet. Den sidste Tidende fra John Craigengelt
meldte om hans Tod. Han neevnedes blandt de faldne
i Slaaet ved Pavia, men nogen paalidelig Efterretning
om hans Endeligt havde Genete itte modtaget. Doa
mente hun ham d-d, og hun drast i Graad ved at tænte
paa sin Forladthed og Hjeelpelsshed. i
Minder otn blodige Optrin, hun havde oplevet i sitt
barst-e Fodeland, der sondersledes af Borgertrige og vildel
Slcegtfejder, og bvor Mord og Rov horte til Dagens Ot
den, begyndte i den stille Nattetime at tpsge i hendes Hoved.
Fra hendes tidligste Barndom var hendes Jndbildnings
traft bleven Engstet og ophidfet ved Fortcellingen om
Fædtenes blodige Bedrifter. Hun davde ofte gyit ved at
bore otn bendes Farfader paa Spindesidiem Robert Gra
lmmes blodige Daad, da ban mntdede Kong Jacod den
Forer og maatte bode derfor med en forsmædelig Tod
under gruelige Pinsler, da ont den fotte Douglas’s Gru
iomheder. Uaatet Minder haode to Aarhundreders Alder,
var det dog i Foltemunde og levede i Folteviferne, der
vidne. at Modrene endnu den Gang beugte hans Navn til
at tose deres Born med. Uaatet Scrderne i Tsanmart
rare mildere, harte Drab oa andre Voldsaerninaer dca
inaenlunde til de ljældne Tina. Hoad om Toren pkudselig
ait op, oa en af Crit Etratns Evende drod ind for at
tmrle Lende i Dnnen og mnrde denke-Z- Born!
Mertetg Dantoner vea et Lieblit fra bendess Leie,
tlti tnm iaa i Aanden en fton og manria Stittzlse nckrnxe
Tig. Dei var Hans Thordfen, den eneite Mand, bois Roit
danke aivet Genlod i bendes Hinte, og til hois oenliae
Ird hun tun alt for gerne oa uforsiatigt band-e lnttet.
Don var bang Triitigbed ntaafte et Vidneåbnrd itte alene
otn dank-« Karliabeky men rgfaa otn de rinae Tanter, han
neerede otn hendes Fastded og Dud? Hand-: han ittc en
Tag talt halvstjult om Flugt fra Tjele og Frelse fra
bendes bitre Nod Ved SnndZ Forfcerdet ved Mindet
derom oa ved denne Tantes Snndighed greb hun sin No
sentrans for at bede til Guds Moder, da Dortlinten Mad
selia raslede, og hun, greben as Straet, standsede midt i
sin Bon.
»Alle Moder«, sagde Margareths bfsde Stemrne.
»det er tun mig.«
Genetes angestfulde, ftirrende Blit optlaredes, og hun
droa et dybt Sul. Hun faa paa sin Dotter, som stod
for hende i en lang, snehvid Nattjortel, med det eige, msrte
Haar bolaende om sit Aasyn, as hviltet Kerlighed og
Usiyld lyite, og med de frnaa, hvide Fsdder dare, og hun
trentte, at Margarets Stittelse i dette Øjeblit lignede en
Engel.
»Gud siane dig, Barnl« sagde hun nied mai Risi
»du tornrner sont en as Guds Engle for at jage de onde
Aander bott.«
»Im en Guds Engel!« udbrsd Margaret og satte
sia vaa Kanten af Sengen. ,,Jomfru Maria og alle
heilige biælpe mig, fotn er et syndigt Menneftebarnt«
,,Margaret!« bad Genete, ,,syng for mig Maria Lod
sang-«
Margaret opfyldte sin Moders Miste og sang med
dermpet Rost Lovsangetn hvis forste Vers lyder:
Ave amti- stells.
elei mater almo.
atqve semper vikgo,
tells coeli parte-W
Hendes dybe, blsde Sangftemtne lsd melodist, og det
latintte Sprogs Vettlang sorhsjede Virtningen. Dette var
for hende og alle Papifter et helligt Sprog, ved lwiltet
Guts altid talte gennern sine Tjeneres Mund.
Margaret tunde alte latintte Bsnnen Hymner og
Litanier ndenad, og Broder Vigand havde leert hende saa
meget af Seinigen at hun forftod Ordenes Mening. Genete
laa med foldede Banden fordert-et i- Arrdagt, da Margaret
lagde sin haand teerligt paa hendez og sagde:
»Motive ligger J og vaager og greemmer edert
Jeg taa Los gennem Dorsprcettem og del var Aarfagen
til, at ieg totn.«
»Da tov du heller itte,« sparede Genete og lod sine
Fingre glide gennent Margarets rige haar. Genete kry
dede sta over sm Datterö Stynhed sont hun lad der mev
foldede heendey Undfeellens detne paa sine Kinder og
et bevende Smtl paa Leben. Genete tndrstnmede nd
enngt, at hended Dotter var langt eigete udstyret fra
Ratutens haand end slnm sen-, baade med et ittnnere og
traftigere Legeme og en stættere og rigere Sterl; men det
ialdt hende itte ind, at noget terrdeles i denne Nat hadde
tat Margarets Vierte i ltcrtelte Rote og bortjaget Ssvnen
fra hendeiz Sinn
O) Htl dis, Davets Stierne,
gid du tot es verme,
Hlmleni Port ps vere,
Moder-, Somit-e stete!
»O, lille Moder!« uddrpd Margaret, flnngede fine
Arme om Moderens Hals og stjulte sit Ansigt ved dendes
Brust, »fdng du nu for mig, som du sang, da jeg var et
lille Born-«
Genetes Lin-: blede levende og lnfte med en dreim
mende Glaan medens Smilet om hendes Lieder gav hentes
Aasnn et sngeligt Udtrnt og mindede otn en sitidsfvag.
Hun laqde sine Arme om Magarets runde Stuldre og
vugnede hende sagte frem og tilbage, idet lnm med daetnpct
Stemnie og i sit Modersmaal sang den Bise, der saa ofte
havde lydt ved Margarets og Knuds Vugge:
Viselnlle tin min Dum,
iov nu iodeligt, inin Stotk
Ilutss tut dine Title lutte.
Moder dni n- is«d din Punkte
det hun bliorc Log vg Nat
km knn til din Moder-s Zankick
Tcl Isittds tittgle et dig nasr,
stirnne dig mod Jld on Srærdx
dig ital ingen Trolde lange
vg ej iotte Tonglas fange-.
»Jeg kvm for at trofte edet, lære Moder,« sagte Mar
garet, efter at hun hnvde givet sin Moder et Ans, »Da J
trpfter mig.«
,,For mig gives ingen Trost mere,« svarede Genete
med soegfuld Rost, ,,uden den« der er at finde hos den hel
liqe Kirte,.som Broder Vigand ladet mig blive rigelig til
Del. Hat du ogsaa Trost npdig Margaret? Du vor jo,
da du red ud denne Morgen. saa glad fom Lcerlen.«
»Im var saa,« svarede Margaret. »Bei hlev en
iton Jagt, og der faldt mangt Gammensord, da vi vare
inde vaa Vingegaard og sad der over Vorde. Vi stiltes
med Glasdstabstegm og Folmer Hansen, Knud og ieg red
til Væds til sidft lige her til Porten.«
Genete laa imidlertid henfunten i fine egne Tonter og
horte nasdde, hvad Margaret sagde.
«M-oder!« uddrsd Margaret med en Stemme, hvis
dnbe, ficrlvende Tone tobede hendes Sinds Oprsr. »Sig
miq eet: vilde det viere Synd at have en Mond tast, som
er en frafalden og betender sig til Luthers vLcrte?«
Genete torsede sig og fande:
»Visselig vilde det være en Sond; til hoem sigter du,
mit Barn7«
»Bei-der Vigand ftp-er ligefaa,« soarede Margaret
undviaentse.
,,Broder Vigand er en hellt-g Mand, en at Guds nd
valgte, om ban end for de dantro Tiders Haardeds Slvkd
man ficele sia her. Lnt altid med Tillid til hans Raad og
FormoningS than doceler her paa Tjele scrrlig for vor
Sknld, for at Vi itte stnlle savne Kirlsens Trost og Quä
oalelfe, men have tiilden nasr.«
»Mutter Hanf-en saode derem,« svarede Margaret.
»at Broder Vigand trænner haardelig til Falter-J Ein-tm
til Ously, Rlceder on Fede, en arm Tiggerbtoder, fom
ban et.'«
»Et ringe Gengæld,« mente Genete, »der tun vejer
lidt tnod hanc-· kitllige Forbonner on tundelige Llflnd.«
,,Lgiaa jeg,« iaxtde Margaret med et merkt, grnkslende
Blit, »hol"der min Stkifteiader hojt i Ære, ftont ieg itle
evner at tro alt det ende, dein sigek om Folmer Hanfenf
»Ein er bit da ham, du bar fattet Karlighed til?«
spurate Genete med en nedtrntt Mine, on da hun lassie
Zvarct i sin Dotter-Z blusfende Anton, sagde hun: »den
er en arg Statterx derai lon der itte komme Belsignelfe.«
Margaret hvjdt sine fmaa, hvide beendet for sit Aa
sym hendes Kinder vore som Roset, blusfende hakt Lil
lier. Nu lod hun Henderne synte og Udbrvd mied Siden
ital-:
»Der komme Forbandelse og Straf ud deraf, der
for raadet Gud den Alsommcegtigste! Jeg lan ilte andet.
Moder! Du maa itte viere mig imod i den Sag; saa
bliver jeg ganste forladt. Vi have Fjender, Moder, og
disse Fjender have Faders Dem-«
Genete blegnede lidt og vidste godt, til hvem Mar
garet sigtede·
»Der nu!« veddlev Margaret ivrigt. »Da vi vare
stegne af Hesten og alle git ap til Gaarden i Gaat Afte3,
hleve Faster og jeg lidt efter de andre. Saa set hun hadst
til mig og fegen »Du sendte nogle hede Blitte efter Fol
met Hausen, da han red; jeg saa det grant, min Glut!
Dog vil ieg til dit eget Gavn lple den Jld og lade dig
vide, at Folmer Hanien Rad til Kellinghpl er en adekig
Mand, der ingen Sinde tager til Ægte en Pikte sont dig.
Du maa laoere ned, min Uutte, var du end den sagrefte
Mo i Riget.«
Genete horte med spendt Opmcertsonihed, idet Mar
aaret vedblev:
»Sitz mig nu paa Stand: er itte Faders Æt vel iaa
god iom de Ruders, vg er itte din gsod not paa Monds-idem
stor og heremtnelig vaa Spindesiden? Ocn ogsaa hoetten
Fader eller nogen af vore sad i Rigens Rand, er han dog
en Riddetsmand og maa han itte iom saadan regnes
blandt Rinets iornemste og dedfte Mand? Hvor tunde
Maeen da fsre den Tale, at ieg ilte stulde viere god not
til Folmer Haufen, om han vtl have mig til Hulttut
Jeg ved det itte, men ieg scetter faa.«
Margaret var meget spandt paa fin Modets Svar;
thi hun havde nogle Gange market den Tale hlandt Theti
det, at hendes Forældre itte slulde viere rette Ægtesolkx
men hun havde i sin harnlige Sorglsshed itle lagt Vogt
derpaa, indtil nu hendes Fasters hitre Ord havde vatt
Mindet derotn, og hendes Karlighed til- Foltner Rad lod
hende se Sagen i hele dens Alver. sen-des Moder derimod
vidite endnu intet om den Mistante, der hvilede poa hende,
sog do hun aldrig foelod Gast-dem sit hun tagen Leilighed
til at pteoe Verdens Ringeagt. hnn vtdfte, at hendes
Ægtefælle mistoentte hende for litroftalz og at Mann
havde ttmlet ham t denne Mistanke, og hun ftlte daglig
mete, at ved hendes humnds haaede Behandttng hendes
Ære som husfrue og Madmoder hlev nedhtndt, og at ol
Myndtgshed gled hende nd af Handel-ne Endnu hat-de
hun itte hstt om den Bestyldning, at hun ttte siuldeveere
Mogenö’ rette Hatten og Adeltonr. Margaret vtlde gerne
have spat-at hende ligefrem derent, og Oedene drandte
hende paa Jungen; men- hun vovede det like at Frygt for
at kennte sin Moder. Genetes Spak ttlftedssttllede og
deroltgede hende derive iste.
Gortseettey