fins, idet Thoger reiste sig for at gaa op til Gaarden,
Den fis-flie- Jtaitme Inn Title
Li- ildring fra Icformationdtiden
H. F.»Ets"sld.
J Forste Bog. sie-.- f
»Ja-g Irig det ttte til Mtötylle,« spat-de Broder Arn:
dtosius saytmvdig »om jeg for vort gaenle Benskabs Sldld,
er end detterenstab nu sont en hullet KjvrteL beder dig
lade Broder Vigand blive i sit Asyl med Fred.«
»DeS-værre,« sagde Broder T«ho«ger, »ieg evner itle
at fordride hom. Jtte heller gaar jeg nu til Tjele for at
medite; snarest tonimer jeg som en censor morum og vil.
Haar jeg Held vertil, lægge Fingrene paa et Saat veo
Or. Mogens’s Hier-te, ital det end soie, saa han striger
:erded.«
»Sia»ter du tisf den stotfte Kvinde, han har hos sig?«
»Jeg gor sau, dog haaber jeg, at Gen-etc Jakobs
datter er hans Hultru og rette Adelkone. Hoem tæntcsz
andet, da han forte hende hjem nied sig fra Stotland, end
sat hnn var en cerlig Huftru. Dog, siges der, handler han
nn itadig mere og viere nie-o liende, son: var hnn tun hang
Friste, oa vifer hende fra .c).eoes.·:op tdfen ved sit Bord.
naar not-: Mcend og Kvinder er e til Stede. Scer itrcent
ca aandgfvaa soin hnn er, taaler l-nn det, oa der er tanlesi
Tia dem, der alcrde sia over hendes Nedvardiziclse, oa hie-in
denke-.- Forftndelse tun'de blioe saare profitlia og gadnlizt,
naar Or. Moaens en Gana luller sine Øjne udcn reite,
aneitendte Llrvinaer. Jea nævner innen!«
Tn siater til Or. Moman Stifter Maren oa betin
anlond Nu, dette er en irr-r duntel oa fortvivlet Saa.
Tro dn min, du oil intet udrette paa Tjele; det er itle
let paa en Etudss at h:"«: ilia gamma-l State«
,,«Jl!.1, jea nntes oder Bornene oa lænaeg efter at fe,
liorr det staat til tned dein. Forli anter jeg at tale med
Aste-J Faden og lytteliat not er det, at jeg nu trceffer ham
i tinrnnk Der vaatonnner mia stor Harme, Broder Am
drofiusJ, or:r det Frilleleonet, sont hat grebet saa djacvelst
ckn sin, on du tnaa tilstaa, at denne Fordærvelse er nd
aangen fra or-:n; thi sont Bisperne leoe ined dereö Friller,
saa leve nn niange adelisge paa deres Gaarde stamløft
med deres Frilleloner. Var det ilte saa, hvor lutde ra
den Tal-: otn Genete Jakobsdatter have onndet Judenng
Bilde ellers noan Mond eller Rvinde djærvet sig ti-! at
:ænte, end mere fige, at en Kvindx af hsi Bhrd, hvem
Moaeno Lavridsen aabenlhst har fort til sin Guard, delt
Bord ca Seng og aoket Born med, at hnn itte stulde
være hans rette, prcesteaione Hustru?«
»Du har itte ganfle Uret deri,« svarede Ambrosius.
»Jeg mener,« sluthrde Bruder The-ger, ,,at enten
ksor Hi. Mogens slaa en Klasser ned, eller ebner han it·te
det, da stille sig ved denne stotste Kvinde og give hendexsg
Bornstne en fommelig Forsørgelse, om han itle vil gore
hende til sin rette Huftru, hvillet nceppe er at ven’ie, saa
denne Plet tan blisJe afvadllet af oot Æts Stjold, hoor
den blaa Love hidtil git franl not paa sin Welle-H
,,Tit Forfcet er priseiigt og g-odt,« soarede Ambro
»in-at jeg mistdidler orn dit Held ved denne Jndblanding
i din Frandes huslige Sagen Guds hellige Moder og
alle hellige Engl-: ledsage dig paa Vejen og lade dig sinde
et aabent Øre og Hierte hos Hr. Mogens!"
»Saa have Gud ogfaa dig!« sagde Thoger og rtyttede
sin Vens Haandx »sonr han del har tetdt dig hiertil, saa
ledsage han dig feemdeles paa din Færd og fpke dig tatst
og ustckdt tilbage til Ømt«
Dermed stisltes de to for ilte at msdes igen for to
Aar fenere, da Thtger Lovenbalt fom den ny, feirende
Kirtens Mand stulde ocere den ftcertefte Part, og Broder
Ambrosius den soageste trods al sin faste Stolen paa
Papismens Seit.
Da Thsger var forfvunden, drog Bvoder Ambrosius
et thbt Sat, greb Rosentransen, som hang ved hans
Berlte, og lud alle dens Steue, store og smaa, glide gennern
sine Herreden idet shan fremsagde sit Kredo, set Paternoster
og sit Ave Marie eller Englenes Hilsen, medens Lcegbro
deren i tavs Ærbodighed var Vidne til hans Anderen
Tssrpaa steg de atter til Heft og red sindig videre ad
Viborg til
Triedie Kapitel.
Rate Freuden
. Tjeleå Gaardbngninger og Omgivelser san i Aaret
1534 gnnste andekledes ud end nu; thi hvot gammel og
agwcetdig den nuvcuende Hovedbygning, et af d: celdftc
Minder af den Art her i Landet, end ek, saa blev smsn
Poeten af den dog sprst tejst en Mennestsealder senkre.
Den celdste Hovcdbygning dsannedes af site samtnen
byggede Lenger paa to Stotvceek med svcere Mute og c:
Pat lave, stietke Taarne og havde ncesten alle sme Vinduet
insde mvd den ret tummelige Gaardsplads, paa Miet
siden derimod tun Glug- og Stydehullet. En massiv,
med Jetnnnaglet vel sperttet Poet, der hver Nat stangedes
med svcere Plantet og Poste, gjotde Bpgnjngen til et
KasteL der lod sig forspate og stasiede Bedo-We den i
hine utolige Tiber snsteZige Sittethed. Den sendre Lange
as det nudcetende Tjele, den eneste Lenning af det gamle
Has, gis-et med stne fvcete Mute og hvcelvede Kerldete en
Foiestilling om den celdste Vovedbygnings Simpelhed og
Sjyeh sonsGsdede paa Mangelen asf Voll-de, Grade vg
Wen-disk Undetvckrlet. Dog gis der om den« hete· Samling
as Bngninget, ssekve Bergen og Avldbygningietnespisshi
Kisten var den Gan-g endnu Me til —- en stark, th Mut,
som lasse-des ved «to Ydetpvrtr. Den-ne Mut vaesxikke
alene et Vätn mvd siendtlige Angreb og natlige Stirne-nd,
men- ogsaa mod Ulvene. .,
» At henregne sig til en Singt og ist-e denj Navn og Baader-,
selv naat man tun nedftqmmede sta den pas Spindesiden,
vnt i ganuul Tid itte siceldent, neue Sagten var anset.
Gaatden havde en Wtalrig Bescetning af vaabenfore
Mand vg var del forsynet ined Vaaben af alle Slagg,
hvvrids.-andt nogle af de den Gang endnu sjaeldne Hagel-ps
ist saa at He. Mogens dilde iunne sove trygt paa sin
Guard, selv am han hat-de haft en Avindsmand der efter
sttæbste ham, hviltet dog itie var Tilfceldet. Sitden hans
Otszdeiader Jene Nielsm til Avensqug ihjeisiog Jan
Pullen Brot til Klausholm, en Bedkift, som iom ham
dyrt at ftaa ined store Beder og haarde Ydmygelser, hat-de
iSlægten var-et mere fredelig i« sin Feud, maaste advaret
Ved hint EtsempeL
Or. Magens var desuden nu en hel Del til Aarg
og flønt myndig og barst nol, dog m«agelig, leer af det blo
de Hynsdesæde i sin Stol og allerede i nogle Aar paa
Grund af sin Fetlighsed træt af Jagtens Anftrængelser.
At se til sit Adlsbrug handle med Stude, styre sit Len,
here sine Bonders Klager, holde Gaardsrei og en Gang
imellem at ride Marlsiel var nu hans Snsler. Midlernss
til aandeligt Arbejde vare den Gang ringe, saa Tidsen
ofte faldt ham lang. Han fad da for sin Bord-ende, droa
Illaaltiderne nd og tlappede med Langet paa den leere Øl
tande, naar Bunden visie fig, og hans tørstigse Strube
trævede niere. Hans Husiapellam Broder Vigand, maaitic
ofte forlorte ham Tiden med Snal eller Stal; men ind
fandt en god Nabo eller Vsen fig, yndede han at fortælle
om de Dage, da han var blesven brugt i Koingens og Rigetg
Tjenefte og havdse reist i fremmede Lande.
Dog blev Bei-Jene af shans Liae stadig sjceldnerix
maaste paa Grund af den Sinnng der hvilede over hanc
busliae Forhold Sold blev lian oafaa med Aarene mere
eg inere mnt i sit Wiesen og stillen paa sin Ære Han dar
stolt af sin Zlægtg Ælde og as sin gnldne Ridsderlcern
maaste nisere fordi det ait paa zheldsingexi med Slcegtenk
Ilnfeelse og Blocnstriiia. Feinden Bruder Thon-er dir
innen rnandlige Irr-Inder i Lin: uden hans Næsisøskende
barn Gert lsritfem en gammel Urteilan der degnrsen gjnr
de Navnth mere Elan end Ære Hans- Formue Var nein :
tin aaaet talvi, ca Ein-gierig Stnmgnasid A«vens3bjeigs,«
sont hatt havde taaet i Arbeiter sin Faden Erii Erilsew
var gnaet oder i fretnmede Hemden Gert Var en Stalle-D
licvcde Tom Smaamand paa en lille Gaard i Ringeagt m
dlandt Bønder, som faa manae andre forarmede meniaei
Liltelzmcrnd paa den Tid, og havde ded sine niange vilde
Streger slasset fig NavnetI aale Gert. Nanr han kenn til
sz e var det tun for at tale iin Fremd-S Pung til.
J den aarle Morgenstund, mens Knud og Margaret
fcerdedes paa Hejreiagt med Broder Vigand, og meng
Thøger og Ambrosius udfxgtede deres aandelige Strid Vcd
Sie-Ins Bred, sad Or. Magens alene i Hallen eller Dante
falen paa Tjele. J den varine Aargtid dvcelede han helft i
dette iolige Rum, fosm laa i den sondre Lcenges øverste
Statiuer Dei dar"et rummeligt Vcerelse, men stummelt,
fordi det tun havde Vinduer paa den ene Side, til Guar
den, og de date ensdda tun smaa. Udstytelsen var si«mpe.
not. De raa Vægge dcettedes ufuldlomment af gamle,
flamile Liedertapetey og hvor de gabede, var der uden syn
detlig Orden eller Smag ophaengt Jagttedstasber og Baa
den, iyvvtiblsandt Husherrens fulde Harnisl, Hjælm.og
Sværd. Med nogle Alens Mellenirum var der hele Hal
len tundt svæte Jernarmftager i Vceggenez nien de Da
1
tuitne, og Aar vare hengaaede, siden der hadde vceret stut
tet Lys i. dem, og Hallen havde genlydt af Gigers og
Flojters Klang og af de dansendes Trin. Kun oder
den itote Stenovn i den øftre Ende af Hai
len fandtes noget, der lignede en Prydelse, nemlig ei Par
svære Hjortetatter og under dem Slcegtens Vaaben, ma
let af en grov og uovset Densel, et Stjod med den blaa
Love gaaende paa den øverfte as to Bjceller i gult Fest og
en halv optejst ste i Hjcelmironen
J den« veftre Ende af Hallen stod et svcert Egetre5
bord, for hvis Ende Or. Msogens tronede i sin plumpe
Træitol, der dog var sorsynetmed en god blsd Hynde.
Oder hans Plads og det mefte af Bordet hang ned fra det
merke, rogede Brceddeloft ei Slaigs TronhiincneL et paa
en Ramme udspcendi og tned nedhængende Frynsek iantet
Kinde, gammelt og as tvivlsom .Farde. Denne Prndelse
oar vistnot efterhaanden bleden et Tegn paa en fri Jord
drots Verwing men oprindelig fpcendtes siige Hiinle
over Bord-: og Senge for at værne mdd Støv og Regn,
der sagte ned gennem det utceite Tag og Last. Hvorz
Hufei var saa gammelt og Loftet faa brøstfceldigt fom pan
Tjele, gjorde Bordhimlen i ethvseri Fald denne Nytte.
Juden Reformationen hervede Adelen til ei hpjt Trin af
Rigdom og Ansseelfe, anvendte Herremtendene tun lidt Paa
detes Gaardes Vedligeholdelfe, hvorimsod Prælater og
Munte vare Bngningsiunstens Freminere og Vcernere.
Der var saaledes neeiten intet gjort fsor den gamle Borgs
Vedligeholdelie, siden Or. Mog:ns’s Bedstefader, Mogens
Jenfen fra Avensbjetg, ded at cegie den afdøde Eiertnand,
Eslild Jbspns Ente, Ellen Svensdatter af Slægten Ub
spn, stassede sig Tiefe.
Or· Miogens havde spift sigmæt og tøtni sin Kande.
Han tlappede med Laagei Deren til et lille Sideiammeri
gil op, og en tvindelig Siiilelse traavie langva ind.i
Dei frygtsomme, trætte Blil og det blege Aasyn fortaliei
om strre Sjcelslis.de1’er,otn en Kamp, der var endt med
fulditeendig Underiastelfr. En sott Siliehietie fljulie gan
fie dei rige, brune Haar, og dens Flige faldi ned over den
morle, fide Kjortel og gav denne tarvelige Dragis Baker
inde et nonneagiigi Udsfeende. Dei var dog en ædel og
nndefuld Stillelse præget i den stonnefte Form. Dei
var Knud sog M rgarets Moder, Genete Jalobsdatiet,
den stotste Kvinde»som Asimuen laldt hende.
«Hr. Mogens saa op, og shans blusfende Aasyn røbede
vaagnende Harme. Hart sadnede vel Roserne paa sin Hu
strus Kinder og Smilet paa hendes Leber; nien sotn hun
nu stod for hain, en ydmyget Tjenerinsde, vertgelps og
uden egne Feiensder i et freinmed Land, bsjet af hans
steile Billie vg- as Hans Slæth Had, var hun hans egei
Bart. ,
»Zum-e J nageti« spurgie hun med en frygstsom eller
tnaeeke sisv Mine
»Sie-f mig Kanden fyldt«, ssvatede Dr. Magens barst;
»wen, lad det blive as det Hamburger Fad, det Viiborger
Siald er jo Menge-e- to tywdere. Sig saa til Jenö Kege
rnester, at Stegen var uforsparltg sbrcendi; goe han det
ille liequ jager jeg hasm fluis af Gasardr. Kom saa«,
føjede han ’li«dt missdere til, ,,sid has og tag en Slurt as
Øllet.«
»Jeg stal udrette, hvad J har paalagt mig«, svarede
Genete, idet hun gik hen til Bord-et vg tog Kunden, ,,sksnt
jeg sarud ved, at Jens itte lyder mig, men snarest giver
mig Utvemsard til Svar. Ellers maa J have mig und
skyldt7 jeg lyar Havedsve ag tiætiger til Stilhed.«
Det stcerle statske Tanesald, Genetes Dankt hat-de,
syntes næsten at lyde madbydeligt i heut-es Husbonds
Odem thi han esterabede det, idet han sag-de: « -
»Havedve i Gaar og Hobedve i Dag; jeg faar tun
se Grsaad ag sure Miner.«
»Min Ncervekrelse«, svarede Genete sag.tmadig,, »er
eder tendelig ilte mere til nsagen Glcedr. næppe heller Bar
nenes. Lad mig helft hendrage Timserne i« Stilhed i mi:
Kammer.«
»Det stal trenlelig lade saa, at J er bleven tnngsindig.
Jeg saa dag andet sarganaen Dag, da Hans Strirer var
her i Kangens LErindr. Ej, hvar blev eders Kind da rad,
ag hvor smilte J fagert!«
Nu blev Genetes Kind virkekig rad, aa man saa vaa
hendes Aasyn, at hun endnu var en ung Kainde. Hun
havde heller itte stildt sit semagtredivte Aar; thi hun var
itte over femten Aar gammel, da hendes ncesten tredive
Aar celdre Hugbonsd satte hende til D.1nniart. J dette
Øjeblil var lyendes Blit itte sløvt. De Inarkegraa Lin:
suntlede, ag Smilet am hendes Lceber var spatsL JJiaasle
sainmenlignede hun i Tanten sin gainlie ag VredagtEaIHnE
band med den statetiae Hang Thordsen, Rang-Ins Fang-d
Paa Hanreballegaard iMarseliLbsara ded Aarlnis), sam nu
ca da gaftede Tjele i Kanaens Ærinde, on sam i hendes
itlkatestabs første Aar lJavde vier-It i den Aarhug Bis-as
Brod sein Etrider paa Vieh-un Han var tun en nfri
«.l.iiand, Inen han havde tiltalt hende mere høvist da vist
nende starre Venliahcd end nagen Ade-Inland Gen-sie
didste helt d:!, at lJan seerlig Var Gensiand for Hr Mo
aenstes nl1illige, nien stadig aardaagne Ztinsnge. Men
txt-nd lnm end falte, det sit ilie Luft i Ord, da Or. Mai
gut-J Winter-: i Gnldet an, lind lxende barst aaa da ndreste
let «.t(frinde, l)an lyadde pnalagt l;en«de.
Eniilet dnde ben paa henDeI Weber-, aq lnm adlød:
zip-In lnm dendte itie mer-: ti.lbage. He. Most-eng maatte
siden tage den med stummende Hamburgeer syldte Kande
as sin Smandreng Henninges Haand
Neenpc var den sat paa Bart-et, sør Gaarden genlød
as Hundenlaim as Hestetrampen aa M«3nnestesteinmer.
»Dann rider i Gaarde?« spnrgte Hr. Magens-. ,,Se
nd, Henning!«
Hennina løb til det nærmcste Vindue oa saa ud gen
nein en as de smaa, arønne, inastede Glagruder. Alle
Nuderne i Blyvinduerne var iite as Glas; thi dette Var
den Gang en dyr Vate, og Horn eller Trae maatte oste
den Gang midlertidig træde i Stedet, sar de Ruder, der
git sonder.
»Mia tyltes«, sagde Henning, »det er velbyrdige Erii
Skram til Hastrnp ag hans Huftru, eders Søster Fru
Maren.«
»er mange Heste start?« spurgte Magens: han
tcentte nn strais paa sm Haare, hvori der nu ved Foraars-«
tide var Svind.
»Jeg ser atte«, svarede Henninaz »nej, nu kam en
Srensd til ind ad Psarten, de er ni ialt.« -
»Hm!« brummcde .Hr. Magens ag rejste sig med;
Møje sar at tage knod sine Gesten Nu, da han stod ers-J
rejst, viste hans svære, oprindelig velsiabte, nien nu as
Fedme vanheldede Stittelse sig i. hele sin Mægtighed." De
stramme Hafer mistlædte ham, og Trøjen med de splidsede
Ærmer ag det karte Slød stjulte itte hans svaere Brig·
Han gil tungt ned ad Taarntrappen ag bød sine Frænder
vestammen Kort ester vare de ni Heste i hans Stald.
Folget beentet i Bdrgestuen og Herstabet has Or. Magens
i Dansesalen. Genete viste sig itte, og inaen spurgte ester
hende, hdarimad He. Magens-J gamle tra Tyendetvtnde
Else indsandt sig ag. sørgede sar at dcetie Bordet med en
srynset Dug, en Overdaadig«l)ed, hendes Heere ille daglig
tillad sig eller satte Pris paa. Det bedste, Huset for
maaede as Fødsevarey blev sremsat. Henning ind-bar paa
en Trckbatte tre Solvbaeare ag en msægtig S·ølvstob, sylsdt
med spd Vin; thi He. Magens nndlad aldrig ved seerdeles
Lejskigheder at prvde sit Bord med denne lostbare ag med
Helgsenbilleder smyttede Vintande, sam var et Arvestykie i
Slægten ag aprindelia hidrørte fra Erit Eritsen Laden
balts Marbrader, Niels Pedersen Gyldenstjerne til Aa
gsaard, i sin Tid Crit af Pommerns Hafsindr.
Efter at de sørste Veltomsthilsener vare vekslede, ag
Or. Magens havde spurgt, am hans Søsteribørm Jørgen,
Anna ag Lavrids, lede vel, var det lille Selsiab temrnelig
iavs, insdtil Erit ag Maren bleve bæntede hver paa sin
Sid-: as Vaerten ved det velbesatte Bord, og Bellt-nist
bægeret var tsmi.
Erit Pedersen Stram til Hastrnp harte til Slcegten
Fasti,- der atter nedsstammede sra den celdsga-mle, danste
Slckat Sszid, men sam ved Ægtestab var blevet fordundet
med den under Rang Hans insdvandrede tysie Singt-»
Strom ag havde taget dennes Navn. Han var en høj,
mager Mand med en suret Bande, irum Næse ag utallige
Rynier i Lijenlrogene Hans stærtt lrusede Haar ag»
Steg var hasldt tort, ganste nwsd Adelens Seedvane paa
den Tid. Det var nemlig et as de sri Mantis Privilegier
at bære Haaret langt, wen hans stride Haar vilde have
gjart ham den cedle Farret alt sar besveerlig. Hans Nive
tappe og den sorte Fisle Baret med den graa Fjer hande»
han lagt sra sig paa et as Sidebardene, ag- lyans Sværdl
stad i Kragen. Han havde dog beholdt sin grimme, brann
mede chedes Palsrot paa, da han var tuldstær Under
Palsraten siimtesdes en ta,rt brun Trøje vg «det sslvind
lagte Feste as en Datt, sam stat i hans Brette. Baade
resd thans Side og ved hans Hustru laa der Besti.t, hvaras
dehavde sremtaget hver sm Ste ag Kniv, sam Gesterne
altid plejede at met-bringe Gasler vare derimod endnn
dengang en star Sjaetsdenhed og Finarene maatte gsrej
i
Fyldest i Stedet
Hans haften Maren Lavridsdattey He Magens-L
eneste Saiten var en midaldrende Kainde, undersaetstg og
ded gsodt huld. Den perlestutne Flsjls Hue sijulte ganste
hewdes haar ag sremhaevede sam en snæver Rani me end
mere hendes kødrige Ansigts Fyldr. Hendes malteblaa
Øjne haade et taldt Udtryi, smen lyste as For-stand og Ka
ratterfassthed Hun var isørt en blornstersarvet DamaDHsz
KjorteL og oni Halsen bar hun en truset Pibekra-ve. Ps- f
hensdes hvide Brystdug saa man en ghlden Kcede med III
Kapsel, hvori en Relilvie, en Amulet, som hun bar M
Vcern inod Sngdom og alt ondt Uagtet Marens RI- ,
bond hceldede til den ny Latre, havde hun selv hidstil bist ,
sig Papismen tro, dog mere af Beine end ckf M
visnina.
»Drog J over- Viborg?« sspurgzte He. Magens outsi
der, da Tavsheden begyndte at vlive harn sor trytkewdse
»Nej denne Gang itke«,-svawde—E-rik SM. »B!
havde Natteherberge paa Viskutn.« «
»Da hvilede J tcentelig bslødt«, sagde Hr. Magens
«Lvermaade«, svarede Maren. ,,Morbr-oders Feige-d
»Jet) Pedersen ved at gsøre Fnidest for sit Herstab.«
i »Hans Naade, vor Frcende«, genmcelede Mvgenk
spidst, »haode vel saa den Lytke to Gange at huse eder pas
den Reise, hvis J ellers, sont J plejer van, har været den
første Nat vaa Silteborg?«
Teri Log han ikte fejl. Erit Strom og hans Hustut
innre itlc tcmrne i Forlegenhed for Natteherberg paa den
ti Miles Reif-: sra Hastrup, som laa helt nede ved Riibe
Vispedønmieg Grause, da baade Silkeborg Sloi oa Vis
luin horte under Aarhus Bisvestol, csg B.ispen, Hi. Ove
Bari-, Var Broder til Mogen5’s og Mareng for lcenge
Den trensr -:de Moder Karen Bilde.
»Toa andrer det mig« , vedblev Hi. Mogens, »at J
ill: itraedte t naa Tjele inden Natten i Gaar. Vi kunde
del have laant eder Herberge efter fattig Lejlighed.«
»Tai, som bi)e:r«, svarede Erit Stran ined et Smii,
der forroblere Rnnterne i hun-J Ansiat. ,,Vi iorede for
lcrnae Vaa Eiltcliora. Or. Lvses Foged Hans Stygge
vijde ille lade os- slippe, oa jea sloa deguden en lillc Han
dle as med liani sog todte to Par Signa Vil J iaane os
»Du-J i Nat, taae vi ined Tat derimod og ere vel farne«
»Nu, Brorlill:!« saade JJtaren med et slest Sinil,
»den Lntke at huse Erit og inia liæiiaer itke i Ijiaitræets
Top, men tan as dig langes sra Jorden. Vi todc gerne
ber, hvor du er or« saa aod, ioin di tør vente as dig og
fnrhen troere dia til. Tu mindres so sitterli.g, lioad der
skilte os-, da vi sidst vare sammen.«
Tet stal itte still-e og frenidele5«, sagdse Hr ZU ogens
Da bl lev lidt rødere i sit syldiae Aainn
»Tet sriire r mia overinaade at here« svarsede Maren
oa fasstede sit kolde Viit spørgende daa sin Brod-er. »Bei
vilde- vasre pri.seligt..» on1 den fremmedse Kvinde, du fette
nnd dia over So og salten Han, stønt du kunde fange en
and, dydia og ædelig Huftru her l)jem1ne, ikke stilie saa
ncrre Fræntisr fra hverandre, som dig og os. Hun saar
jo føre Regimentet her i vort Fcedrnsxhus, siden det er din
Billie.«
Hr. Mogens blev en Kende bleg og trommede meV
Fingrene paa Tugen. Erit og Maren tvoede aabenbart
ilke, at Genete Jakobs-darin var Hr. Mogensfs cegteviede
Hustru, uagtet dset var dem vel tendt, at hun gjorde For
dring paa at vaere dei. lMaren tcentte imidkertio at dei
ikte var let at vide, hvorledses dei var gaaiet til helt ovre i
Stotland, og oin nogen ret Vielse der havde sundet Sied.
Hendes Brod-er havtde i Begynsdelsen holdt sin Kvinde i
Ære og, mente Maren, sor Stams Styld skjult det sande
Forholdz inen den M-aasde, hvorpaa han i de senere Aav
havde vehandlet ·hendse, viste nvtsom, hvorledes det egent
lig hang samtnen.
He. Magens saa i. dette Øjeblik ud sont den vnde
Samsvit«tighed. Bevidstheden om, at Genete virkelig var
hans rette H-ustru, tempede med hans Hjertes Haardhed
ogs hans indgroede Mistillid til hans Hustrus Troste-ki
Den mørte Tante at gøre sine Born arveløse havde ofte
rnrt fig hos ham. Det var da en stor Fristelse for her-is1
hestige ·Stinsyge, naar han marked-e, at Verden holdt hende
sor hans Frille, ved sin Tavshed at godkende denne urig
tige Meni.ng. Han elstede hverlen Genete eller Børnene
mere og vilde intet have hast iinod, at Tjele ester hans Dsd
git over til Søsteren. Med den Snuhed ,der var hum
egen, indsaa han, at deite leitest tunde blive Udsaldet, naar
han intei gjsorde sor at holde sin Hustrus nedbrudte Ære
oprsejst. Han gav da ester for Fristel sen og overdøvede siiv
;Siamvittighed, idet han i stor Harme udbrød:
i «Jngen sører Regiimeniet i sdetste Hus uden han, der
nu taler til dig, derpaa kan du stole. Og saa tale vi helsk
itle mer-: orn den ·Sag.«
Crit saa ængstelig til sin Hustru, der vilde give Svat
paa Tiltale allig.evel; men hun hinsdredes deri, da Dsren
git op, og Thøger Løvenbalk iraadte ind i Hallen. -
Hans Aashn udtrykte i det forste Øjeblii hele hanc
Stusselse sover at se Garster hos sm Fræntde og med Hen
syn til hans eget Bsesøgs Øjemed de mindst koerkonme,
netop de Fremder, om hvem han nns havde sagt, at Ge
netes Forstydelse vilde være dem saare prositlig og gavmk
lig. Hatt solt-e sig i sit stille Sind overtydet on1, at hvis
der blev tilsøjet Genete og henides Born nogen Uret, wilde
Erik Stram og især hans Hustru itle røre en Finger sor«
at for-hindre det, nien i alt uden naerrnere Underssgelse«
trv det vcerste. Han hiljte da sine Frænder med melde,
men blev saare venlia modtanen af He. M«ogens, der stüc
ien Leitelse ved denne betimelige Afbrydelse ved Thsgerc
uventede Komme Erik Stram havde Agtelse for Thsger
sont en as den luthersie Lceres sørste og nidkoeresie For
jtyntderex men Maren ncerede uvillaarlig Mistro til hanc-.
»Or. Mogens opsordrede forgceves Thøgcr til at tage fot
sig as Retterne vg strcebte derester at saa en Samiale k
Gang, idet han spurgite om nyt og bragte Rigets Tilstanli
paa Baue.
»Jeg ved sor vist«, sagde Erit Strom i Samtalmc
Leb, »at Or. Mogens ste ilte ligger paa den lade Silbe
vg »dem-irr sig saare for at faa Hertug Kristjern til at iage
sig as disse Riger og Lande «
»Dersor Priser jeg Rigens Hosnisester«, sagde Thtger.
»Hettng Kristjern vil blive en Herre esier mit Sind, d
han er lige saa nidkær for riet rene Evangeliums Jst
tyndelse svin Hans Tavsen eller Luther selsv.« —
«Mig er det lige taert«, menie Hin Magens »Dek,
der saar Held til at klcede Tronen, holder tun Lmses «
for Kong Kristjerns Fangehul paa Siiiverborg Scot.« -
J disse faa Ord havde Or. Mogens udtalt Stsesslt J
parten as den danste Adels Hieriensmening. , .
(Fortscettei.)