Grøn Paaske. f
CAf Ernlt Even-J
,,Jeg stiller ingen Fordringer til Dem,« sagde han, »og
bnder Dem sorelsbig heller intet. De er as den Menina,
at min Broder er gaaet til Amerika. Hvis denne Mening
er rigt-ig, maatte han altsaa nu veere paa Hat-eh og tan
altsaa ssrst lande i New York oni fein Dage i heldigste
Fald. De hat altsaa fuldkvmnten Tid not til at lade ham
arrestere derovre. Jeg snster tun at tunne slasse mig Ind
blil i hans Beger sor nogenlunde at lunne heb-innre hvvr
ledes Gæld og Gods svrholder sig til hinanden. Dem sta
der det intet, om De venter til i Morgen, vg jeg kan i den
Tid have stasset mig Klarhed i Sagen.«
Der blev talt sretn vg tilbage. Man fvrlangte, at han
slulde nedlcegge en Sinn Penge som Sitterhedz men Ostar
BIeimann var den tlog-e beregnende Købmand der modte
alle deres Forslag ined et lort, afgjvrt Nei. Tilstdst tilsthh
de hatn sire og tyve Timeks Frist.
Han git ind i sin Vroders Kontor. Bogholderen varl
eiensnnlig bestyrtet. Han vi.dste, hvorledts Forholdene laa,
og anede, hvad der sorestod. Han havde de sidste Taa-e’
tcrnlt sig og ajort Uddrag as Bøgerne, bvoras det sremgit,
at Voets Gæld i det mindste vilde overstiae halvsjerdsinds.
tnve Tnsind Kronen Han havde not bemckrket, at den-Je
Brodrene Weiniann, iscer i den sidste Tid var aaaet as
Veer sor hinanden; men Mandsen var raadløg oa alædede
sin, da lian verte, at den i)ngre var kommen for at ertnndiac
fis, vm den erldrcs Planet og Forholln
»Jea order-: enrnn ille at indvi Fru Wes-nimm ?
il.ntteii«, saads han, »men Dem, Or. Weimann, maa Lea
sige alt.«
Han laade nn ildtoaene as Bøaerne frem for heim,
Lelar prøvede oa sammenlianede Tallscne med dein i Br
aerne, oa saa aller-we en Time efter, at de steinmede. Tit
jin Zlrwt saa han oasaa, til liviltet Facit Reaninaen havde
fort. Oan tca Verrdipapirerne nd as iin Brentaste og reg
nede ca reanedr. Heis- han tunde omscktte sin Fadrenearv
i rede-Benge, var d-:1 muliat, at han tnnde forhindre Hu
setS Wald. Han liar Fabrikanten-S fnlde Tillid, han har
daeret isaa bang Fiontor i seist-en Aar Manden -:r ria
Ia Familien Gaben er rig. —— — Nu ved Lgtar Weimann,
bde han Vil gere.
Menis han senkcr Bogholderen hen til Fabrikanten
med en Zirkels-, beaynder han ser at strive ivri-·:(t. Dei
ene Art snldes ester det andet —- nu maa det stemme. Saa
leder han sin Sviaerinde om at komme ind i Kontorct
Forlteceltet hliver hun staaende paa Dortcerslelen — hvad
er det? Ogtar sidder ved vhendes Mands Pult! Lgtar
soran alle Protokolleme? J Gaar saa hun ham ved Ve
grasvelsen — i Dag ser han gansle and-:rledes ud, der lia
ger en dnb Sergmodighed over det ædle Ansigi.
Han laaser Deren as og rcelter hende Haanden.
»Vi man tale usvrstyrret med hinanden sen Times
Tid, Emilie«, degynder han, «for det er alvorlige Ting, det
dreier sig om«. Og saa skaansonit som muligt afslsrer han
hel-: Sandheden for hende. Hnn segnet næsten under Virg
ten as dette srygtelige Slag. Hnn havde troet, at hendes
Mond hang ved hende med varm Karlighed og nu stulde
denne Mand have foiladt hend:? «Det er Lpgm Oskar«,
udbksd hun. Men da han lidt efter lidt gjvrde det tlart
for hende, hvvrdan denne Mand havde ssrt Forretningen,
da hun itte mere tunde tvivle oin, at hun og hendes Born
vare blevne sattige, saa sattige sont Ravne paa den negne
Gren ved Vintertid, sank hun samtnen. Hun var itte i
Stand til at tunne tale.
,,Erni«lie«, sagde han, ,,jeg er itke kommet herind for at
gsre dig Bebrefdelset, men sor at hicelpe dig. Alt rnaa
hlive ganste anderledes, om det skal blive bedre. Din
Monds Levemaade ssrte ogsaa dig i Fristelset; du har
ofte, ligesoni han, sorladt den levende Kilde og gravet dig
Brende, der, sulde as Hallen itle tunde give Band. Men
det vil vi droste en and-en Gang; ieg ved, at dit Hierte er
blsdt vg modtageligt for hsvert Prceg, der bliver paa
trntt det. Giv mig din Haand, Einilie, jeg lover dig at
være en trosast Ststte sor dig og dine Bern. Frants og
jeg er Bro«dre, og det vil vi vedblive at verre. Jeg staar
alene i Verden, jeg lever i Beistand og kan hjælpe dig,
og jeg vil hjcelpe eder alle. Men jeg maa gaa strænat til
Berti-, og aldeles sokretningsmeessigi. Senere -vil det
gaa op ka dig, at denne Strenghed tun var Karlighed til
dig og din Mand. Jeg har her opsat en Kontratt, og jeg
vil ncevne dig de Punkten scm vi maa viere enige vm.
Hpr nu: Dei knaa til enhder Tid staa inig frit for, uden
soregaaende Opsigelse at trcelte den Kapital ud as Fort-et
ningen, svm jeg nu i.ndstyder, og dette geelder isæe i det
Tilsscelde, at Frants stack-e komme tilbage. Endvidere:
du tan alsdrig vandre ud uden mit Samtytte, og slulde du
engang forlasde dit Hieni, stal du viere forpligtet til at lade
en as dine Ssnner blive tilbage under mit Formynderstab:
men tntg skal vdet staa seit sor, at overgive hain Foreetnin
gen, uden at han er forvligtet til at udbetale nsoget til sine
Fordvdrr. Nogle mindre dtgtige Punkter lan du uden Be
teentning gaa ind paa· Denne Kontratt maa understrivett
ensdnui Dag. Senere hcn maa di finde en Forniynder sor
sdig og Birnene og leide dette Dotument udarbejde nøjagtiat
as en Notar.«
Dei varede lidt, inden Ftu Wetmann svarede: »Du
var oste alvorlig og streng mod Irants«, sagde hun ncrppe
hsrligt, »nien jeg ved-, at du niener det godt. Jeg hat
Tillid til dig. Havde vi i Tide hsrt paa dine Raad, stod
det maaste hedre til med os.« —
Fra den Dag as flyttede Ostar Weimann ind i det
smutle Hus paa Hjsrnet as Rosengade. For den gamle
Dame ovenspaa var det et haardt Stag, da hun horte, at
hendes Sen paa saa letsindtg en Maasde hat-de svrladt sit
Htein og rimeligvts sagt over Havet for at nndgaa alle de
Forvttlingcy han havde bragt Forretningen t. var
slemt det var sor det gamle handekdhus, og at den hngre
Sen maatte give hele tin Fadrenearv svr at redde det,
fit Moderen itte at vide.
Fjrst talte hele Byen oin den forsvundne Ksbmand:
men da den forventede Bantewt ttte tndtras, ogs da Fami
ningen tlte alene blev sortsat, men endog tog Opfving
under Ostars sitre og forsigtige Ledelse, sorstmnmede snart
alle Rvgteix Odtar havde opgtvet stn Sttlltng i den store
Fabrik Pan doede nu paa ssrste Sal hoö stn Moder.
Den gamle Moder var not glad over at have harn t sln
Ncerhed, for Oskar havde altid veret hendes Yndiing
mcn Glæden vcr alligevei blandet med Bittethkd MA
huis tænkie paa Grunden, hvorfor denne Søn var her ho
hen-de. Oskar var i dei hele taget i Forretningen fra de
tidlige Msorgenstund til sent om Mienen, san hans Moder
havde ham egentliq tun om Spndagen Hans Beninc
kaldie ham en rigtig Forretningsorm. Men det vatedi
hpller itke lcenge, føtend Hufets Kredit var lige saa fast
om da Fadeten levede.
J de faa fri Timer, Oskar hande, samlebe han fin
Broders Born om sig; sder var to Sonner og to Dstm
Tidligete havde han aldtig sorstaaet at omgaaes Born«
men da hans afdøde forlovede saa ofie havde glædet sig
ved at shave dem og bei-es smaa Venner ved sin Seng, leerte
han snart af hende at foricelle dem de bibelste Historier.
Da biet saa bkev for svætt for hende at fortælle, maatie
han paaiagse sig disse smaa Bornegudsijenester Føtsi
havde hon gjort Vet for at glæde hende, men snari hlev bei
en kær Pligi for hom, og nu heniede hans Broders celdfie
Søn ham hrszr Morgen, mens den lille Anna sad ved Siden
af ham ved Bord-et, og det var en Fryd for Smaafol
Lenz nanr de kund-e ilatte pp paa hans SMY og han« havde
Tid til at iale med dem.
Saaletcs var nu Livct i Hføtnefiedet i. Rosengade.
Liveis Sfotm var dtngen hen over dein og Hase-is Herr-e
havdc iike fix-met fast — Stormen drev ham langt dort
fra HjemmeL og Broderen Oskar ind i HjeinmicL Han
ich cse oa valiede, som om han havde sat sia ei højt Maal
at nan, oq han bridte HænVI rnc nd over Hufet og Hier
term, Tom om hcn maaite voqte Dyrebare Stam
IV.
Timernc flagte lieu fotn de torte Blade, Efteraarg
ftsrtmen jage-r ne: af Interne, oa der opftaa nne Dage as
Dei annile Gruszu Den gamle Moder sidder endnn i siii
boftngacde Læneftol: knien denke-I Hoved et bøjet, bendeg
Haar et fnebvidt, og lnm trætlet tun møjsomrneligt Vej
ret, for Brnitet et inni- Tet ligget nogle Bteve udbtedt
for henre paa Both-ei. Der ligger ogfaa -:t, lidiss Papit
et aansle ault. J set-:- Aat bat liun af og til læft det. Hirn
tan lioerr er udenad, alligeoel tan hun itle lade ockre
at lase det oin i.»j-:n, livot mang-: Gange hat bun itte foldet
Handetne oder det, hvor mange hundrede Gange hat hun
itte arcrdt oder det. Men nu vil Gtaaden snart ophøt-:,
for liun fefer det, at Engleniz snart ville bæte hende der
ben, bdsot Herren vil aftøtre hvet Taare af hendes Ansigt,
ra hart bun eftet Taaresaeden vil holde Frndel)øst.
Dei gule Blad Papit er for stets Aar sidcn tommet
fra bendes Sen Frants i Chicago. Dei vat det førsie
Livstean fta hain, eftet at han havde vceret botte et Aar.
Hart ftreo, at ban haabede at iunne grunde sig en Etsistens
i Chicaao. Derovte i det gamle Hjem vare Fotholdene fot
ngunstige, han liaabcde attet at tunne aande i Frihsedens
Land. Nu var det vel blevet tlart for dem alle, hvotfot
han var aaaet bott uden Asste«d, de maatte itle tage harn
rot ilde ov, men tage sig as hans Huftru og Born, og saa
lade alt gaa, fom det bedst tunde. Han haabede om faa
Aar at tunne grunde sig en eaen Atne og faa Kone oq
Born ooet til sig· — At, det var et sorgeligt Btev; Frants’
letfeetdige Sind stinnede gennern hver Linie.
Ostat havde den Gang besvatet Bteoet med askvotlige,
btdretlige Formaninget, nied trofaft Kætlighedz men til
läge sandt og aabent.
Men Spatet herpaa vat fuldt af Gift og Galde:
«Han havde en Gang sagt, at han itte vilde taale, at
Ostat blandede sig i hans Affekt-eh han ttængte itte til
nogen Fotmynder, man stulde blot lade hans Kone og
Born tejfe over til darn, for han oilde itte taale, at de
var i en saadan Hytlets Heendet.«
sttar svatede «l)arn tott og fyndsigt; men i hans
Breo lnite Brodertcerligheden nd af hvet Linie.
Detefter vatede det lange, fstend de horte fta hom.
Hans Kone, ja, selv BItnene strev flete Gange; men del
losd ncesten til, at Frants havde opgisoet dem, han havde
hort, at Ostat sorgede for dem.
»Herr-, min Gud«, suttede den gamle Moder, ,,det
et nu over tte Aar siden, at jeg hat hott fta min Son.
Rot du hans Hjette, du, tcetlige Gud, at han ladet sin
Moder faa Bud fra ham, inden hun dsøt; — rør hans
Hierte, saa han fslet Anget!« —
Hovedet synter dvbere og dydetr. Til sidsst sovet bun
ind. Det got hun ofte. De fleste Dage Inaa hun blive i
Sengen, og naar hendes tto Pige hat klædt dende vaa oa
baaret hende ind i en Lcenestol, fotlanget den livstrcette
ganife enien at saa Biblen eller Sonnens Wede, og saa
siddet hun og smaafnattet med sig selv, mumler ali der
hun teenter, pnster og haabet paa, til hun for-er ind· Naat
bendes Ostat ellet Emilie saa tomrnet, staat hun Øjnene
op, tyftet paa Hovedet og siget:
»Im-, Werden tat ch.
Iea tedes ved lasnaer at vate din Ital!
Te Vorder-. foin du bar-est dnltet miq paa,
Dem tatkrt ieg ira mia og vil dem tottmaax
Jeg river miq los oa im tedes nu ved
Foricaaeliahcd!« —
Det et blevet Paale En tosielig, listig Motgen med
det fttste unge thnnr. Hellig Stilhied over Matt og Eng,
sotn dtog et Motgenpuit fta Evighedens Kyft hen over
dem. Men paa Byens Kittegaarde et det Liv; det et sont
Englehilsenet fta alle de stisie Kranse og fra Kotsene vilde
bringe Fotaat ind i de stivnede Hjetter og Paasie ind i
de uttssstelige, indesluttede Sjæles Gravftilhed
J Fru Weimanns Sygevætelse er der ogsaa stille.
De, det staa o:«:itting hendes Sena, ved, at det latter ad
Aftenx de bad alletede i Gaar Herren om at fotvandle heu
des Kamp til Seit. Men det matte Hjerte staat endan —
de visne Lieber hoiste Bøtnenes Naone — den ftavætende
Ssns —- og Frelsetenö.
Bogholdeten afbtydet Stilheden oed at melde, at der
set en Mond inde i Kontotet, der gerne vilde tale med
herren.
»Bed ham komme igen i Morgen.«
»Tet hat jeg alletede gjort, mien han vil itte lade
sig afoisr. Detfot viste jeg ham ins-d i Herrens Kontot.«
»me et det d-a?« .
»Don vtlde itte sige sit Navn. Det et en gammel
Mand, der gaat ved Stet; hans Fsdder et helt trsblede.«
Ostat sbetcntte sig et Øjeblik, lyttede til Modng
svage Aandedrct og styndte sig ind i Kontotet Gan dlev
. længere dort-, end de syntes om, sor Moder-Ins Øjne søgt·
: ipørgende ester den yngste Søns Ansigt. Endelig kom han
s J stor Sindsbevcrgelse tilhvistede han de andre et Par Ord
i Emilie vilde siyrte ud; men Osstar tog hende fast oin
« Haanden, og tystende over hele Legemet blev hun staaende
« ved Døren.
Nu bøjede Oslar sig over den døende og talte til
Elende. Lidt ester lidt sorilaredes hendes Aasyn, hun
stratte Handerne ud og vinlede — og Ostar slyndte sig
ud med Emilie.
Tunge Trin heres op ad Trappen. Døren gaar op
oa en- Olding staar paa Dertrineh En Oslding? Har
Tiden maaste bleget hans Haar? Vatende gaar han hen
til Sygesengen, synter ned og lydelig Halten sylder Bee
relset.
»Ja, dei er dig, min Frants —- — jeg gentender dit
ansigt — det er ingen Drøm — — mine Bønner har
sundet Bpnhørelse — Moderhænderne holdt dig fast —
niine Bønner var en Jernlcede. — Jeg drog dig hjeni —
jeg kund-: ilte dø. —- — Nei, nej, det var iktse mig, det var
Gild, der ledte dine Stridt hjemad — det er dig, min
Frants —- niin Sønl« De inatte Øjne saldt til.
»Nej, nej — det er ingen Drøm — han er vendt til
baae«, hvister hun atter og slaar TØjnene op. «Men er du
onsaa Dendt tilbaae til din Gud og Frelser?«
,,«a, Moder«, svarede han, ,,jeg var sortabt; inen
den aode Hyrde søgte oa sandt mig. «Svcer var min Sond:
inen niin Frelser har tilaivet mig. Jeg tmnlede sra den
scne Lyst til den anden, til Guds Haand areb mig oa stor
tede niia i« den bitreste Armod Jea maatte vandre sra
Eted til St2d, havde lwerten Brod eller Kur-den itke en
Nana Strøinper paa Fødde rne, oa Arbse jde lundej Ieg itte
sia Sanivittighedgnag havde jeg not as. Til sidst blev
sen linaende paa Landwejen ined srogne Fø«dder. Der
sandt en barmhjertia Fartnsr inia on toa mia op. Men
inin TUBanddoniSlrast var brudt, oa benae Fødder lannne.
Ennledeis strassede den retfcerdiae Gnd mig, sordi jeg hadde
siJrladt Hilftru on Born, var slyatet for at undgaa Skain
en Slacndsel on flyatede saa stig-: ind i. Forsincedelsen. Jen
felte Gudg strassende Haand, inen senere følte jea ogsaa
Frelsereng Hjerte danke ved Init. Ja, Mod:r, Inin Frelser
liar tilaivet inia. «
,.,Lwor der er Syndz rnes Torladelsh er ogsaa Liv
on Salighed« , svarede den gami.I sagte Saa laade hun
den stcrlvende Haand paa hans Hcved oa vselsianede ham,
soin hun sdr to Timer siden havde oelsignet de andre, oa
man hørte Hallen og Graad. Men Paasleklotterne kiinede
til ltlftengudstjeneste, og Klotletlangen lød soin eet eneste
lanat Halleluja hen over ·Bi)en.
Da saa man inange Taarer glinse i ds: mange kcerlige
Øjne; inen Aftensolen sendte sine dejlige lysende Straaler
gennein den lille Stuse hen paa det sredelige Aasyn, hvor
paa der stod strevet: »Bed, hvor er din Vr-odd? Helvede,
hvor er din Sieer Men Herren vcere lovet, at han gav
os Seiten ved Jesum Kristum!«
Hendes Hcender vare tolde. Det var pludselig, soin
oin en mcegstig Smerte gennembcevede hendes Aasyn. Da
saldt hensdes leit paa Frants, og Smerten veg —- og sØjet
drast. De lagde hendes Hernder sammen og det blege Aa
syn jublede:
,,Nu ligger jeg og slunirer i Frevl«
Men Frants sank ned ved sin Broders Fødder og
grerd som et Barn. Ostar løstede ham op med sin traf
tige Arm, og holdt hain sast ornslynget. ——————
Denne Historie hat vist og stildret dig megen Dorn.
min tære Leser, men egentlig har der været endnu mere
Liv i den. Det hat været sorte Kister vg- Gravhpje, du
dar set, men egentlig var det lutter Evighedsgrønt og
lutier Livets Træer, du sit i Haandem i der-es Grene kan
din Sjael bygge Rede —- om du selv vil. .
Anden Paastedags Morgen lom der to Mænd ud as
Hiernestedet i Rosengade. Den ældre stettede den venstre
Arm paa den yngre; den højre støttede sig paa en stcert
Stof. Monden lom tun møjsommekigt videre. En Dame
ined sire blomstrende Born koni bagester. Det er tidligt
om Morgen-en. De aaa ud paa Kirkegaardem Paa en
hsi Sten staat et Marnwrtors, der better Jndstristem
»Sopl)ie Guben«. Der staa de stille og nedlcegge de friste
smyttet.
Kranse ved Siden as de andre, hvormed Graden er
Da de havde bedt en stille Bein og vilde gaa videre,
lagde den celdre Brod-er sit Hoved paa den yngstes Slulder
og saade: »Da ica for snv Aar siden singtede. var det soni
saa jeg en Engel tilraabte mig: Vend hjem! og Englen
havde din Sophies Anstat. Og hvorhen jeg senere git og
hvor jea var, odetalt syntes jeg at se min Modus og
Sophies Aasyn for migk
De git nu tilbage til Byen Men paa Vejen stand
sede Frants endnu en Gang vg« sagt-et
»Jeg hat endnu itte tattet dsig, Oskar, sor alt, hvad
du hat gjort sor mig.« Hans Blit hoilede paa Bornene,
og han vedblev:
»Du hat osret mig dine syv bedste Ungtdomsaar.
Vil du fremdeles vedblive at leve dette ensomnie Liv?«
»Jeg er itle aliene«, svarede Ostar. »Min Fresser er
hos mig og min Ssofhie —- hun er tun rejst fra mig nogle
Aar. Vi sial modes igen. Men. ingen anden stal indtage
den Plads, jeg hasvde bestemt for hende. Og naar du vil
lade mig do i Moder-s Lejlighed, og Unsde mig en Plads
ved dit Bord og i din Familie, saa jeg· ian vedblive at ar
bejde sor dine BIrn og gleede mig over eders Lytle, saa
er jeg itle alene, og er til-soeds.«
Et vatmt Haandtryk var Svaret. -
De sulgtes nu ind i Kirlen og sang med Menigheden:
Sinn-, hvor er din Fortbe,
Helvedr. din Vieldet
Dsd, hvor er din Brot«
Jesus bar alt minder
Jeg hat Seiten sundet,
Du est iiiidertraadt2
Gut-, sont qav ved Jesn Grad
OF saa stms en Seite Asrr.
Evig Peis vt beere!
De horte sra Predikestolen Historien oin de to sra
Emaus, og deres Hierter opslasmmesdeT
Samme Dag stod de orn Middagen ved deres Mosderk ’
Baute. Den var orngiven as Palmer, Laurbeertreeer of
Livets Træeru
Se, det var en grsn Piaastr. Men det stønneste Gren
ne var det derinde i Vierter-re ·
Den forfinkede Julefest.
(«Jls tirttfi liversJ
1. Den merke Julenat.
Den gamle Doktor Sebald er nu for lcenge feden
henslurnret Det var en Hcesdersmand San«dhedskeet
lighed, Retfærdighed, inofrelsse og trofast Kcerlighed til
Fcedrelandet var de mest fremtreedende Egenstaber hos
ham. J- hans Livs sidste Aar sad jeg ofte i hans Sitte
og lyttede til hans Fortcellinger ont alt, hvad han havde
oplevet i sin Ungdom. Det var paa hin Tid, da den integ
iige franste Keifer havde lagt sin starrte Haand paa det
tysie Fæ"dre-land; da det tysie Foll sont en fcengslet Ltvr
fled i stn Kæde, til den samlede al sin Kraft for at sprenge
Lænlen
»Børn«, sagde den gamle Doktor og blæste mcegtige
Sther ud af den lange Pibe med det store, sølobeslagne
Mersiunishoded. ,,Børn, det dar den tncerkvcerdigsste Juk
fest, sosm jeg nogen Sind-e bar oPleoet, Festen i Aaret tret
ten; og havde jeg ikke selv opleoset Historien og med mine
egne PZijne set, hvsordan Guds Haand fører Mennesiene,
oa hvor vidunderligt hans Veje made-L vilde jeg paa ingen
Maadse tro, at det, sont jeg oplevede den Gang, lunde vcere
mnligt. «
,,Hovedslaget ded Leipzig dar endt. Napoleon hande
vceret nødt ti-( at trælte iiq tilbaae til den Venftre Rhinbred.
iAf de hundreds Tusinder, tapre, Kriaere, han ltavde fort
ded Tystland, braatI han tun Tuns-In tned tildage, og selv
cif digse laa en stor Del snae af Nervefeber paa Baaagevog-i
nette, on tnange havde Spiren til Engdotnmen i fig dg
slcrbtc tnøjsonnneliat det syge Lea-eine hjetn til FædrelandeL
lieiserens Heer var odelaat, han«-J Maat drndt; mett hist
og her vare de tnfte Fceftninaer ai den store Heer, der af
ftaarne fra den miratiase Feltberre nu dar orerladt til deres
Strebt-ex Tyskerne judledc oder deres Eejre Da høstede me
d-: Mag-ter, der var niodnet i Eornernes Glød; tnen de ad
spredte smaa Skarer Franstmcend dar liaesom Hvepser,
der stiller, naar man Vil rigtig til at alæde sia over den
rødtindede Frnat· Man havde ikke alemt, hoorledes den
franfte Feltmarftal Dadonst den Gana hadde raset i Ham
bora. Man kan faa Taarer i Tinene, naar man tcenker
paa de klicedgler og Grusomheder, der bleo forøvet den.
Vinter i den smukle Hansaftad. Taooust havde en Leeres-«
niester, der forstod gansie fortrceffeligt at tugte med Jem
soøber, til Taaretne strømtnedse ud af Øjnene oa Blodet
ned ad Ryggene, og Davoust havde været en lærvillig
Elen. Naa, det oil oi nu ikle tale mer-: ont i Dag, nn
dil jeg tun fortcelle eder, hvad jeg selo har opleoet, det
andct har min Ven, Dr. Grote, fortalt mig, han boede i
selve Vyen. Jeg var den Gang allerede Liege i Wald
heim oa boede inden for disse Mure, og havde allerede en
hel Flot Dotie, det var alt-saa den Gang ligesom i Dag,
tun have Li-ne, Fine og Bine iike alle de graa Lokler i Pan
den som nu, for Line var tun ti Aar og de andre fulgte
’efter som Orgelpiber lige ned til den yngste, »der laa i
Vuggen.
,,Naa, Bern, hvor der er en saadan Rede af Swa
lylli.n-ger, der glæder Hanen og Hønen sig, naar Solen
stinner varmt en Dag, at de smaa tan tumle sig i Soldat
men. Saadan en Soltid har altid vaeret en fand Juli-;
-fest for Fader og Moder. Jeg tror nceppe, at selve Zule
festen lunde gøre os san glade, om den ilte netop faldt paa
en Tid, hvor Dagene er saa iorte og mørle. J Aaret 13
var Festdagene saa merke, at mange itte gad tcenle paa ask
holde Jul. Holstenerne var allerede den Gang iysle fett
iTop til Tau; men de stod endnu under den dansie Konges
’Scepter og maatte kempe imod de tysle Bei-dre, enten de
rilde eller ej. Da lom Prøjferkongens Allierede ind i det«
,,meerumschlungene« Land; det var Wallmoden, den rus
Isiste General Tettenborn med sine deakter og den fvenstes
YKronprinT der fra Hoslsten svilde erodre sig Norge, der den
Gang ogsaa stcd under det dansie Herrs:dømme. De Her
rer drog ind i Holstem men sftor var dzres Forbavfelse«,
da de i- Stedet for Fjender traf Venner, der med Jubel
talte med dem om det Leipziger-flog
,,De Allieredes Heerskarer ircengte ttu hastig mod
Norden og drev de Danste tilbage over Ejderen Den spen
sie Krdndrins havde opslaaet sit Hodedkdarter i KieL De
Allieredes Hovedftyrle havde vendt fia mods Danmarl; der
var tun faa Tropper til-trage til Hamborgs Belejring.
Davoust rasede endnu bestandig i Bhen, og da man til
bød ham frit Leide ttlbage til Frankria, svarede han at hsm
Vilsde forsvare sig paa Hamdorgs sidste Ruiner, og dikdes
lade sig begtave under Hamborgg rygende Tomter, for at
man Aarhundreder efter kunde ncevne ham som den stere«
Keisers tapre Feltherre, der havde beredt den før faa blum
ftrende Handelsftad en saa sorgelig Sterbnel
»Hans Starer gennembrød ofte den Ring, hvorinedsi
de Allierede omsluttede Byen, og streifede onikring, saa dk
endog naaede Waldheim. Histovre, paa den anden Side
Vangen, traf et Kompagni Franstmcend sammen med en
Triop svensie Ryttere. Det var om Middagen paa den«
helliae Aften, da vi horte Gevcerild. Jea ilede op paa Hefe-te
og tunde se, hdor Kampen rasede paa den frie Mark
Enlelthederne lunde jeg- ille sielne; men sdet var mig allige
oel llart, at de Svenste blev dretyet tilbage af Franststtieen
dene og forfulgte saf dem. Kamven date-de omtrent en Ti- H;
mes Tid. Swensterne søgte at holde sig bag det lille HUS «
der-note paa Heim, mens smaatte til sidst vige for Om- "
magten.
«Hjemme hos os var J Born og eders Moder angst
for Fjensden og frygtede hans Overfasld hvert Øjeblil. Jeg
styndte mig hjem for at trefte eder med, at Egnen atier
var ten, og at vi kunde viere fuldlonnnen rolige, da des
Vludselig indtraadte Tøvejr fik Aaen til at have sig fees
·tcerkt, at Brer med hele Gelænderet, tilligetned Enge dtz
Vseje vidt og bredt stod aldeles under Band, og vejfsarende,
ver ille neje lendte Forholdene, urnuligt tun-de finde des
rette Sti.
«Tusmerket brsd frem. J Born begyndie at gleWx
Streiten og trcengte ind paa mig, at jeg stulde tcnsc
Lysene paa Juletreeet. »Bei er itke merkt ndk W
’wdvendite jeg ,,J maa have Taalmodighed en lille M
Time, og for at J ikle stal komme i Fristelse fsor at ph
nig altfor meget, vil jeg gaa ned i Landöbsyen og f- "
den syge Fett Meier.« «
J
« .
- O-« -.---s - - v