f«
Ben Hur.
En Fortælling sra Kristi Tid
as ,
Levis Wallaee. . -
suhsmkanst Oenerah fvrhenvcrende Oeiandt i sonstantinoveh
Paa Tansk ved Billi. Ritter-.
Andere Bog. · ·
cSlntteU
Da Solen igen stinnede over Korssæstelses-Gruppen,
var Nazarenerens Moder osg hensdes Folge, Hovdsntanden
med Soldaterne samt Ben Hur og hans Selslab ene der
opre paa Hosen . . . Ben Hur havde saaet Esther til at
satte sig ved Simonides’ Fsdden »Hm dit Hoved til
og se itle opt« havde han sagt til hende. »Stol paa Gud
og paa ham, den retscerdige, som de saa stamsmelig har
rnyrdetl«
,,Forlsseren!« muntlede Simonides.
Ei nyt Stød sit Hafen til at ryst·e. Den ene as de
korssaestede Forbrydere slreg sorscrrdeligt as Smrrte. Halvt
bedsvet as Jordrhstelsen saa Ben Hur sig forvirret ons:
saa sit han Øje paa Balthasar, der laa udstralt, saa lang
han var. Han traadte hen til ham oa talote hani ded- Naon
—- nten sit intet Soar. Oldingen var dad.
Hans Tjenere var singtet, som alle de andre. Da
det helc var farbi, bar de to Gaslilceere den Gamle i hans
Bari:stol tildage til then. Det var et Sorge-Tag sont
ried Solnedaana git aennem den sndliae Port ind i Ben
Links Paladg . . . Just ved den Tid hlev Nazarenerens
Leaeme taaet ned as Korset.
Balthasarss Lia bleo sat ind i den stor-: Sal. Alle»
i Hirs. t soraede opriqtia ov: r hanH Ded, thi alle hade de
omsattet ban ined lsaade Ærdødi ahed oa Henaioenhcdi
Men Simonides , som sad oa saa ind i hans i Doden saa
roliae oa fortlarede Ansigi, saqde die-se Ord: »Har! hat
de: aodt nu! Han er saliaere i Listen, end han drog nd i
J.ttort"!«
Ben Hur vilde selv inedsde«e Jens, at hendez Fadcr
Var dad, ca ledfaae hendsr ned til Liaet. Nu stod hun ene
i Verdien; han vildz tilgive hende oa anre for hende hvad
han tunde. ilnder Tagen-z llro ca Sprending havde hari
itle tæntt paa hende og ittc spnrgt om hende; nu git han
for at lede hende op.
Hatt rystede i Forhaknaet sor htndes Dor: dets smaa
Solvtlolter ringede, men ingen saade: »Kin i.nd!« Han
taldte gentaane Gange — intet Soart Saa traadte han
ind: —- der var ingen i Vcerelset. Hurtiat lob han ov
vaa Tag-yet oa spgte der: der var hun heller ille. Han
spurgte Tjenerslabet, —- inaen havdse set vhende den Dag·
Ester at han sorgcech havde ledt hele Hutet igennem,
vendte han tilhnge til Saken og satte sig paa den Plads«
hvor hun slulde have siddet: ved Siden as den Dsdr.
Da Balthasar var blevet begravet —- niende Daaen
eiter den nndersulde Helbredelse —- bragte Ben Hur fin
Moder on Tirzah til deres satdrene Hiern. J dette Hug
tilbad man sra nu as iÆresrygt Gud Faider og Kristus
hans Son.
—
Sitttning.
Dmtrent sein Aar ester Korssæstelsen sad Esther,
Ben Hurs Hustrtn i et Verrelse i deres prcegstige Villa ved
Misenum Det var ved Middagtstiot Italiens hede Sol
siin laa over Harens Roser og Ranken Værelset var
udstyret i romersl Stil; men Esther bar den Dragt, som
giste Indinder plejede at gaa i. Paa et stesiinsd henne
paa Guloet sad to Bsrn og legede, medens Tirzah holdt
Lrje nied dem. Nu og da saa Esther derhen, — hendes
iærlige Blit sortalte tydeligere end Ord tun-de gere, at det
var hendeö Born.
Tiden, der var gaaet, havde itke taget paa hende: hun
var smuitere, end hun nogen Sinde havde vceret. Det,
at Ben Hur havde valgt hende til Hustru, havde siæntet
hensde tden stIrste Lytte, hvorom hun havde tunnet dsrømtnc
— og Lytlen havde sorslsnnet hende.
En Tjener iorn srem i Deren og meldte, at der stod en
Kvinde ude i Forhallen og bad om at saa Fruen i Tale.
»La«d hende lotnme herind!«
Den Fremmede traadte ind. Esther havlde reist sig
og vilde til at take til hende; men idet hun saa narrmere
paa hende, gav det ligesoin et Scet i hende, hun blegned-e,
vg hun traadte et Siridt tilbage. Endelig sagde hun:
»Du er . . .?«
»Jeg er Jras, Balthasars Datter.«
Esther sagte at satte sig, og gav Tjeneren Ordre til
at saette en- Stol stem.
»Nej«, sagde Ægnpterinden lort, ,,jeg gaar strats.«
De stod og saa paa hin-andeu: Esther lhttekig og smut,
—- Jras erldet og stammen Vel havde hendes hsje Stil
telse brvaret en Del as sin tidligere Ynde; men Udtrhtlet
i Ansigtet, Blittet, lde lidt indsaldne Kinder —- alt vidnede
som, at hun maatte have levet de sidste Aar et lastesuldt Lio.
Hun var sjustet tleedi; og det haanlige Sinil, der laa om
liegendes smalle Lieber, shntes at antyde en bitter Selvsoragt
" . . Hun brsd den pinlige Tadel-ed
«Er det dine Bsrn?« spurgte hun.
Esther saa Imt hen paa dem og soarede: »Ja. Bil
Du ille hilse paa dem?«
»De vilde vel hlot blive sorstraetlede sor mig!« sagde
Jras. Saa traadte hun teet hen til Esther, og da denne
uviltaarlig igen veg et Sslridt tildage, udbrsd hun: »Du
behsver itte ast veere bange sor mig! Jeg har en Bested til
din Mand. Sig til hatn, at tm er hans Fjende dsd, —
jeg dræbte hani . . . til Tal for al den Elsendighed, han har
bragt over mig!«
»Mut- Fiende?« «
»Ja —- Messalat Og saa tan Du sige til din Mand,
at for alt det ende, jeg teenite at volde ham, er jeg blevet
strassetsz« saa- sche han vilde stieMedlddenhed med
mig!«
Esther ils-ev rot-Fi- Hun vtlde til at sige noget. .Men
Jraö totn hendei ist-NEM
»Nej« , sagde hun, »teg stritten hverten din Medlidenhed
eller dine Taarer!. .t-Sig til din Mand, at jeg har leert
at indse, at en Romer — er et Umenneste!. .Farvel!«
hun den-die stg om for at gaa. Esther traadte i
Besen sor hende:
»Mit-, til min Man-d lominert« sagde hun. »Don er
itle vred paa Dig, —- han hat ledt efter Dig, —- han vil
hjcrlpe Dig med hvad han tan —«
»Jeg pnster ingen Hielt-! Hde ieg er, er jeg as
eget Balg. Og det vil snart være forbi!«
»Men«— Esther vidste itte, hvordan hun slulde saa
sdet frem, — »ek der ikte noget, Du trcenger til, -—— latr jeg
itke —- —
« ØEgypterinden var tommet til at se hen paa Dornen-:
Der gled et hIidt Udtryl over hendes Ansigt; hun smilte
soemosdigt . . . Med hurtig Forstaaelse gil Estherhem kvg
Dornen-e, og sørte dem hen til hende. Saa tnælte Jras
ned og tyssede dem. Derpaa rejste hun sig langsornt, og
uden at sige et eneste Ord til Farvel, uden et Blit eller et
Nil git hun hen til Deren. Og for Esther var kommet sig
af stn Forbavselse, var hun sorsvunsdet.
Ben Hur havde nu faaet Vished for, hvad han lcenae
havde sormodet, at Jras paa Korsfæstelsesdagen havde
sorladt sin Fader og begivet sig til Messala . . . Han lod
Jede ester hende, men hun var intet Steds at finde. Havets
smaa Balger, der hopper saa lystigt i Solsiinnet, hat itle
saa mørte og tunge Heinmeligheder at dætte over! —- —
Simonides opnaaede en høj Al«der. J Neros tiende
»Regerinasaar trat han stg fuldstændig tilbage fra Forret
ninaen i Anti.otia, som han havde ledet saa lænae og drevet
op til saadan en Højde. Sine Aandsevner bevarede han
nsoaeltet til det sidste.
Det nnsnaevnte Aar sad han en Ast-Zustand i sin hof
ryagcdc Lænestol ude i sm »Have« paa Tagen Ben Hur
Esther og der-es tre Born var i Bespg hos hani. Hans sidste
Ziib — Reiten dar solat —-- laa fortøjet nede ved Fled
breddcn . . . Siden Florgscestelsesdagen var Familen lun
bleoet ramt as en eneste Sorg, netnlig den Gang Ben Hari
Modcr døde Onn var gaaet dort i Frev.
Stibet dernede var totnrnet hjecn den foreaaaende Takt
on havde braat Esterretninaier rm de Forfolgelser mcd d:
Kristne, som Nero havde l!-«:at)ndt paa i. Rom. Man sad
netop da talte derom, da Mallnch —- nu sotn før sin Her
reg detroede Tjener -—- traadte ind og overleverede Bsen Hur
en lillsz Patie. »Der dar en Araber med den« — han stulrie
itle vent-: paa Svar!« sagde han.
Ben Hur løste op for Patien, — og læste sørst fol
aende Brev heit:
»Im Jlderim, Zøn as Jlderim den velvillige oa
Scheit for Stammen Jl«derim, — til Judah, Spn
ai Hur
Ven as min Fasderl Her, hvor højt min Fader
elsiede Dig. Lces den hoslagte Strivc«!se, oa Du vil
ersare det. Hans Villie er min Villie. Der-for er det,
han gav Dig, dit, din Ejendom· Alt, hvad Par
therne rsvede sra hatn i det store Stag, hvor de draebte
ham, har jeg nu erobret tilhage, deriblandt denne
Strivelse og Astomtnet af hin Mira, sont i sin Tto
blev Moder til saa mange Stierncr. Fred viere med
"Dig og med dine! Denne Stemme fra Ørlenen til
hsrer din Ven Scheilen Jldcritn.«
Terefter rullede Ben Hur forsigtigt en gnlnet Bat-mus
Rullse op, og lceste videre: .
»Jlderikn, laldet den velvillige, Scheil for Stand-«
men Jlderirn, —- til Sonnen, som er hans EsterZY
folger.
Min Son! Alt, hvasd jeg ejer, stal den Dag, Du
folget ester mig, tilhøte Dig, —- undtagen Ejendonjkl
men ved Antiotia, som taldes Pakmelundem Den»
Ejendotn stal tilhsre Hurs Son, som bragte os saa
stor Beremtnelse i Cirlus, —- den slal tilhsre ham og
hans sor evig Tib. Gsr itte din Fader Stam!
Jldritn den velvillige, Scheit."
,,.Hvad siger Du til det?« spurgte Ben Hur Simonides
Simonides tav. Han sad og saa tanlesuld ned pa
Stihet Endelig sagde han:
«Søn as Hur! Herren har velsignet Dig undersuldt
i dissesidste Aar. Du har al Grund til at være ham
tatnernlig· Er det ille paa Tide snart, at Du saar trusset
asgsrende Bestemmelser med Hensyn til din store og stadig
votssende Fotmue?«
»Jeg har lcenge veret paa det rene med den Ting«,
svarede Ben Hur. »Min Formue stal itle blot delvis, men
helt osres den-, sotn har stentet mig den. Spsrgsmaalet
er blot, hvordan jeg anvender den nyttigst i det Øjemed?«
»Ja«, sagde Simonides, »ineget hat Dsu gjort sor dinl
Tro her i Antiotia . . . Og nu «- netop som Du saar
Efterretning om Jlderims syrstelige Gave — nu maa vi
here, hvorledes oore Brsdre sorsolges i Rom. Stulde ilte
der lunne aabne sig en nh Arbejdsmart for Dig? Lyset
i Hovedstasden tsr ille sluttes!« —
»hvordan stal jeg holde det tcrndt?«
Simonides tav lidt iaen. »Ser Du«, begynsdte han
saa, »der er to Ting, sorn Romerne, endog denne New, har
Ærbpdiglzed for — men de to Ting er not ogsaa de enefte,
saa oisdt jeg oedl Det er de asdpdes Aste og Gravstederne
. Kan Du i.tte bygge Herren Templer over Jorden, saa
byg dem under Jordenl Og for at vcerne dem msod Ban
helligelse, saa lad de re s Legemer bringe verned, som er
sovet ind i Troen paa Kristus!«
Ben Hur rejste sig hurtigt. — ,,«Det var en stor Tan
te!« udbrsd han. »Jeg vil itte tpve med at satte den i
Verl. Stil-et som har bragt os Efterretningen om For
fplgelsen, slal bringe nrig til Rom. Jeg reiser i Morgen
den ·Dag.« — —- Og idet han vendte sig om til Malluch
tilsojede han: »La-d dem strats gsre sig klar orn Bord til
at sejle, Malluchl Og gor Dig selv i Stand til at tage
medi«
»Ret saa! ret saa!« sagt-e Simonides.
»Da Du, Esther!« spurgte Ben Hur. »de siger
Dut«
Hun traadte hen til hatn og lag-de Haanden paa hans
Stulder. ,,Saadan tjener Du Herren Wil« soarede hun
»Lad tlte mig være Dig nogen Dindttng min Hushondts
lad mig folge med Dig og hjalpe Dig!« .
. Den, sont des-get Rom og komtner ned i den. hellige
Calixtus’ Katatonrher, tan selsv overthde stg om, hoc-d der
btlev as Ben Hurs vceldigse Formue.
As hint vceldige Gravtsammer steg Kristensdomtnen ot
og styrtede det hedenste Rom!
Den lialsße ital-me sum Tiefe
Livsfkildring fra Reformationgtiden
H. F. Ewald.
J Førfte Bog. cis-.
Fekfte Kapitel.
Gode Mænd og Kot-wen
Den hellige Augustini Dag ellet den 26. Mai 1534
var en foltlar, varm Vaardag. Solftraalerne fpredte sig
ftraks efter Solens Opgsang over Jdrden fo«m en Heer af
Lysengle, for hvis Glavind Nattens Siygger rnaatte dige,
sinke-de de fig end i Skovens tættefte Tykning, og Dugper
lerne henvejr-ede, efter at de en tort Stund havde affpejlet
Morgenfolens Strsaaleglans og forherliget dens Sejr.
Der var Solblint over Tjele Langføs Vandfpejl, fon»
hist og her trnfedes af Msorgenvinsden, og over de mægtigc
Zkove, svm dengang dcetkede nceften hele Spens nordlige
Bsed og wrd faa Afbrydelser ftrakte fig mod Sydvest halt
ned til Vibvrg. Nu er Stovens Omraade her, som faa
mange andre Steder, ftcertt indfkrcenket, da der er Stils
migfe mellem Tjeke Lannfø og Bigum og Lindnm Skvvex
nren for tre Aarlnmdreder fiden spejlede ærvcerdige Este Da
Bøqe manae Steder deres mone: i Evan Glat. Satan
Zean fudliae Bred kranfedeg asf en fmal Strimniel lernt
on entelte froidige Træarupperx men her havde Øtsen alle
rcde i. den graa Hedenold ajnrt Inst. Her var grønne Run
nmrter on Anre, smn af fvcere ined Stnde forspændte
Bloce pløjedeg til Vaarfced. Her sandte-S oafaa Ocserdrek
Da Lnnasletter, Tier difte Spur as en fvnnden Kultur. Aner
rener under den brune Lnng fortalte okn den Slcknh fon:
den soste Død i th fjortende Aarlinndrede havde bortreret.
Nonen var mere tnndt befolket nn end i Fortidenz tnen
npale ftore Drifte Stude, fom grarcsfende føate der-es che
vni Oper-drehen vifte, at non-e of Landetss ande, det vil fiae
fri, adeliae Mtrnd havde first-It Bd ved Tjele Lanng
Bredder.
Fra Tiele Hovedaaardz Skvrftene i Veft og fra Vin
aeziaardg i Øft ftea den blaa Røq nceften lodret op i den
klare Elsiergenlnft Hanegal oa Httndeglnm lød fra beaqe
diese Herrenreben ved hvis Stalde hungrige Ulve havde
listet oinkrina red Nattetid. Nu var Graamanden liftet
tilbage ti-! Skovene, on Mittel, fom fulgte dens Spor for
at fna fm Part af Byttet, havdse skjult fig i fin Hulez men
Fifkeørnem Glenten og Mussvaaaem ridderliae Revere, der
føqte deres Bytte red Dagens Los, kredsede i Luften, og en
Flot Hejrer føgte ned til Søen for at fifke. Dog lod det
itil, at man baade paa Tjele og Vingegaard havde tæntt
ivaa at forftyrre dem i deres Dagværk.
To Rytterfkarer mødtes ved Markstellet mellem Tjele
oa Rife Gaarde, og det tendtes ftrats paa deres Klæsdedragt
lca tldruftning, at det var gode Mænd vg Kvinder, der vilde
«more fig ved deres Privilegium og nnde Jasgtens Glas-der
Yi Forening. De bød hverandre: Guds Fred og Godmor
ngn! Det lvd muntert, mere fom et Gilædesraab end fom
len Velsignelfr. Heftene fkrabede i Grufet med Hovene, me
Ildens de blanke Staialbidsler blinkesde i Solen-, og Fjerene
spart Rystternes Varetter og Rytterfternes frnaa Hatte vajede
i den milde Foraarsvind Man aftalte Jagtens Gang,
medens Faltedrengene holdt ftille med Falkene. Herftab,
fom Tjenerstab, var godt, inen fintpelt klcedt. Her var in
gen ftor Pragt at ftue og mere af Vadmel og Kssæde end
af Isilke vg Fløjl; men Ritdetøjet og Jagtvaubnene, Kni
ve, Spyd og Armbrøfter vare blanke og Heftene vel fodredr.
Efter en kort, livlig Samtale red det hele Selfkab ned ad
Søen til.
Jremmeft red den unge, ftønne Miargretshe eller, fom
bun i Hjemmet taldtes, Margaret Msogensdatter fria Tjele
og ved hensdes Sisde Folrner Haufen af Slasgten Rud. Jn
tet lin«der, at han ofte og gerne faa hende ind i hendessmør
kegraa Øjne, thi fra dem udftraaskede med Ungdommens
hele Fristhed hendes cedle Sjcei. Heu-des Ansigtstrckt havde
en faa sin og udpræget Stønhed at de fer ved et flygtigt
Stue efterlcsd et varigt Jnldtryk i Befkuerens Minde; men
Linierne var ilke faa bløde og runde, fvm det er almindeligt
has de danfke Pfg-en og Hudfarvem ftønt frift, dog lidt
morskerr. Den fint wie-de Ncefe var af den cedlefte Form, d!
merke og kraftig tegnede Øjenbryn og de fylsd-ige, veldan
nede Leber gav hendes Aafnn et for hsendes unge Alder
fjceldent Prcea of Lidenfkabelighed og Bes!lietraft; og dog
havde den-des Idejlige Øjne ofte et blildt og drømmende Ub
trytsog de kunde i enkelte Dieblikke ftraale af den renefte
Fremd-ed Nanr et Smil opklarede hendes Aafyn, for
vandledes dets Alvor til den blidefpe, lvindelige Ynde. vg
hun fmilte vftere, end hun lo. Hendes ftatelsige Skikkelfe
og fjælfulde Vlit indgød de flefte unge Mcensd mere Beun
dring og Æresrygt end Kcerlighedz men det var at forudfe,
at den- Lidenfkab, hun vakte, maatte blive dyb og weig.
Uagtet hun sprft nylig havde fyldt sit fetstende Aar,
var lxensdes sStitkelfe dog fuldt usdvitlet, og dette var i hine
Tider intet Scerfyn; thi den firnplere og krasftigere Kost,
den ftcerke Bevægelfe til Heft paa Reifer eller paa Jagt og
Sasvnset af mange Bekvemmoligheder, fvm gnre den nule
vende OSlægt blødagtige, herdede dengang de unge, osg
aandelig Anftrengelfe hemmede kun liidt den naturlige,
fande, legemlige Udvitling. Den market-de KjorteL der
fl-uttede ftrcnnt om hendes frncktre Liv og fvulmende Barm,
den lille forte Fløjlshat med den hditde Strudsfjer, der fad
kcekst paa hendes marte, i rige Fi«etninger lagte Ham, frem
hævede tlædelig hendes Sksnhed og røbede en- fin vg ren
Smag. Hun bar sit Hoved ftolt og frit vg fette sin Heft
let og fikkert.
Der var dem, der mente, at hun bar Hovedet for heit,
og at ftprre Ydmyghed vilide passe bedre for hende. Skønt
hendes Feder-, Mdgens Ladridfen af Æten vaenba«lk, for
lenet med Nprlyng Herred, i sin Tid flogen til Ridder af
Jsdvng Frederik den Fsrfte og desuden beflcegtet mod Bil
derne, Gyldenftjernerne og andre Edle og mægstige S'«lcegter,«
levede pas sin Guard Tjele fom en a-nfet, velftaaende
Mand, vg uagtet hendes Mode-, Genete Jakobsdatter
Craigengelt, var en Kvinde af cedel fkotfl Byrd, fast-kniste
dec der dog i Krogene adfkilligt om Forholdet mellem heu
des Fortder der tun lidet var fkiktet til at give hende og
liendes Bei-der Knnd Anfeelfe i Verdens Øjne. Sksus
lMargaret vidfte maafte i.kke endnu, at Verden havde
siemplet dein som Slegsfresdbørm men des bedre vidste hun,
at isplge et gammelt Sagn randt idet danst Kongeblvd I
den-des Faders Aarer, og at hendes Moder paa Spinde
siden Var udsprungen af stotste Grahamet, Greverne af
MdntrosessstEt "J denne aeldgnmle Slcegts Aaret var
StuarternesdgDouglasernes Blod -blandet, og tidksig var
Margarets Hu ved henldes Mode-es Fortællinger IIW
drngien til dennes Fisdeland og hensdes hsje Freuden Dei
var da ·kiigivc-ngi, mit»heksves»-xkyge ngxxe smznnevexuf
Stole-here og det« va«k«san«dsynithi,»at Hvts muss-sitz
Ydmygelse en Gang stulde rammehende, mxaatte Bin-knis
gen blive tnufende og ryfte hendeschesen idetg Gran-d!
J dette QjebiliL medens hun langsomt red ned ad
Seen til ved Folmer Ruds Side og lyttede til det, han msd
dæmpet Rost sagde, var hendes Holdning og Mine dog
snarere ydmyg end stolt; hendes senkende Øjelaag og
blustensde Kinder robetde hendes Hiertes Svaghed og jam
fruelige Undseelse, og den Mand, der syntes at have san
stor Magt over Hensde, saa med inderlig Glæde disse Tegn
paa hendes fremspirende Tilbøjelighed for ha«m.
Folmer Rud var egentlig itke nogen smuk Mand;
Margaret Mogensdatter hab-de set tonnere Maend end ham,
uagtet hun ikte hasvde været vidt om i Verden; men hun
havde ikte set nogen Mand, der stignede ham. Hans Stic
telse Var flank og veldannet, msen næppe over Middelhøjde,
bans Ansiatgtrcek itke regelmæssiae, hans brune Jjne trods
deres livlige Glans snarere smaa end store. Eiedse han en
Stonhsed maatte det var-re hans Haar«fagerh-ed, idet hans
riqe brnne Haar oq Stceg, som han efter den Tids Mode
bar langt, var af en fniuk, traftig Farve og blødt sont
Silte.
Margaret danke tendt bam i to Aar, og lnm var me
sten Barn, Da hun faa hain forste Gang: Inen doa mindedeH
lnln endnu levende dette førfte Møde, der havde vcerei for
hende liaesom en Aabenbarina af noget hidtil nkendi. Hos
lwilten anden Mand band-e hun iaattaaet en saa dirs-under
lia Ro, Missdhed oa Dannighed Hvem af der-II Liac havde
som han Vedkendt fia som noaest cerefulsdt sin Bonlærdom
fin Glcede over Naturean Skønhed oa sin Smaa for Livets
renere oa cedlere Glæ’der. Saa una Margaret var, lyavde
bun dog allerede vceret Vidne til Inegen Raahed og ofte
sei førqeliae Folger af Tideng Skødefynd, Drukkenstab.
Folmer Rud var den eneste Mand, hun aldria hasvde set
beruset, oa saa ftor var Tidsaldserens For-dont i detie
Punkt, at hans Afholdenhed paadrog ha·m Bestyldning for
Um-andiahsed, ja, Mistanke for Lumskeri. Dog hvem kunde
vise større Mandighed og et fastere Mod, nnar det var
nødvendigt, end han? Maaste gaves »der flere Mænd fom
han; men Margaret lhadde itte pasa sin Vej truffet nogen,
der insdgød hende en saa uindfkraenket Tillid. Dog var
hun itte ganske blind; hun havde gsodt opdaget en af hanz
Fejsk, sont var en vis Paaftaaelighed og en sej Fasthcengen
tved sin egen Mening, og hun havde med Sorg since-riet,
at han hældede ftoertt til den nn, luthersie Lære, medens
hun med Liv og Sjæl var den papistiske Kirtes tro Dotier.
Doa var sdenne Uoverenssftemmelse hidtil ikte vokfet vp til
at blive et Slcer for den gode Forftasaelse imellem dem-.
Bag ved disse to red Margarets Broder, and Mo
gensen Løvenbalk, som var to Aar aeldre end hun, en
traftig, spaerlemmet Yngllinig med et sunsdt, roligt Ansigt
og et for hans Alder barnligt Udtryk i de blau Øjne. Hans
yLegeme var fulsdt udviklet; men efter hans bly og noget
Etejtede Versen at døm«me, naar han færtdedes blandt Kinn
der, vg hans Ta"vs«l)e’d blandt Mænd, laa hans Sjcel endnu
i Svøbesi. Hans Ledsagerinde, en fyttensaarig Pige, fyldig,
velftabt, lyshaaret, med en sin, frist Ansigtsfarve, stælmste
blasa Der og Sirnilehuller i sine tun-de Kinder, fyntes at
more sig over hans Forlegenhed og gcekke hasm. Dei var
Jde Nieksdatter af Slcegten Brun, et forækdreløst Baru,
der i nogle Aar hasvde levet paa Vingegaards. Ejeren, Kri
stoffer Enevoldsen Krufe, var hendes Frænde og Formyik
der og styrede hedes Fortune, der, sont nceften al For
mue i hi.ne Tiber-, ftal i Jordegods eller i Parter dekaf.
J nogen Afstand red Kristosser Kruse seit-, en traftig
bngget Stittelse, hvis leik og hele Færd tydede paa stor
Sindighed og Godsmsodisghed og hans yngre deer Tho
mas, der i Modscrtning til ham hattde et utoligst Blit og
en spotsk Mine, enten det nu var et Bevis paa et li«den
stabeligt, vreidsladent Sind, eller han maasie havde en scerlig
Aarsag til at viere i dsaavligt Lune. Jmellem disfe to red
der-es eneste Syst-en Anna Enevoldssdatter, en spædlemmet
Jomfru paa nogle og tyve Aar og med et mildt Aasyn.
Alene og bagest i Ratten, umiddelbart foran Som
dene og Faltedrengene red en Mand, hvis Klædedragt ogs
del-: Ydte dannedc en ftcert Modsætning til det øvrige
Selftabs. Uagtet han itte bar nogen Ordensdragt, og
en flad Hue ftjulte den kronraaede Js«fe, robede dog den
fide Kjortel og det glatragede Ansigt Muntew Tidernes
Vanskelighed paabød hain Fortlædning, idet han var en
Preeditebroder af Dosminitanernes nu saa forhadte Orden-,
Hsosm allerede for nvgle Aar siden var blseven fordreven frt
YViborg. Broder «Vig«an«d«·var hasns Navn. Han var af
»Bondeee·t, født atf vordnedc Forceldre paa Tjeles Grund,
’en Omftændighdd, der hasvde staffet ham Tilhold hos Or.
’Mvgens, foin havde taget ham som Striftefader og Liefe
mester for sine Bsørnz men ingen stulde asf hatt-s Ydsre have
gættet hans lasve Vsyrd, eller i ham tcenkt sig et Medlem af
den« sorttappede Tiggerorden. Hans slanke og ftatelige
Stittelse vg hans ranke Holdning viste, at han« ikke kunde
viere ganste fremmed for Legeinsøvelser og Vaabenme
oa Ihans Atlder vsar naeppe over tredive Aar. Han saa ille
meaet ask-die ud en FosImet Rud, der dsog førft for nylig
havde fyldt sit fem og tryvenide Aar. Hans starspe Traet
og funklende Øjne havde en bis mørt, fydlia Skønhed, som
om der fled Zigeunersblod i hans Aarer; men hans starpe
Blit, der snart hasvde et snu, lurentde U"dtryl, snart lyste af
en fanatisk Jld, indgod alt andet end Tillid Han- saa
ud sont en Mand, hvis Bryst runmtede stcerte Lidenstaber,
men sont dasasa magtede at tcemsme dem, naar Kliogssiab5-,
densyn bsd det. Hans Besen kunde dog være indjmigtendf »
wi; nien i dette Dieblit, da. han, tsden at dlive..iaqttvget,«, «
red efter sdet muntre Selstab, lyste hans merke Øjne af Basis z
vgl-ans- smalle Leber trusedes as et haawksigt Smil. haan
Stittelse gjorde samme Virtning i den-ne muntre Skaee,»-2
som en mørt Silagftygge i et solstinnet Landstad. « « «
Nu hat-de de nasaet Battestrænten ved Seen, og Mark
garet udbrød, idet hun vendte sig mod Ost vg pegede md
paa den sivgroede Bred:
LIPMMJLIIxnnxztI»Es L. GENle —I
