f
Grøn Paaske.
Fels Ernst Euer-H
l.
Ldtar havde vceret has ftn Moder. Lioderen da·
en gammel, bøjet Dame paa haldsjerds. Hun boede i. de
store Hintnested i Rosengade, deroppe i den stadseliai
Bngningx sor, da hendes Mund endnn haode Forret
ningen, havde hun boet nedenunder; men siden bun var
bleven Ente, staltede og valtede hendes celdste Sen ned
da hun oppe. Ostar var det yngste Barn. Da han aat
hende Haanden til Assted, hvisiede han tø·oende: »Mod»
hvordan aaar det nedenuwder?«
»So-n sædvanligt, min Son,« oa hendes Lin-: spin
tes med Taarer. »Bei er bestandig den santme Vise
det samme Letsind, og den sanime Lidelse. — Hdor gaar
»du hen, Ostar?«
»Im gaar hen til Sophie.«
»Br5na hende min Hilsen, min Zon, og sia dende
fra mig, at jeg selo vil totntne hen til hende, naar Herren
ladet en mildere Vind dlæse gennem Gaderne og iaaer den
strenge Vinter sra os.«
Udensor sejede Istenvinden hen ad Gaderne. Alle
hart-: .f,)astdcert; tnen de hoje Hufe, soin niaatte staa stille
da itte tunde lobe sig danne, saa fortreedeliae paa de dort
ilenre Vandrerr. Dei l)dide, blode Treppe laa nddredt
over Tagen-H da hvor Solen haode fendt sine Straaler
ken, der lxang de lanae Jgiapde oed Taarenderne, san at
Hasene tcrn til at liane en Heer af ledinae med ksdidt
Haar da med sdloglinsende Scha.
Ostar Weinrann har hderlen laat Masrke til Blast
eller Huse Hirn stortner ind i den ene Gabe on nd ad
den anden, til han naar Vierggade Der stod den store
Blianitta, araa af Wide, lxoori Familien Gaben dar-de
dredet en illdi oa Filadeiorretnina i et Aarbundrede. Ten
nnase Mond traadte ind i Hirsch tramdede Eneen as sine
Forder ude i Forstnen oa sinndte sig op ad Traum-In
Tec lod til, at han havde Handel-ri
J den hoje, tavlede Daaliastue sad en æidre Dann-.
LIEroærdiki dar hendes Udseend:, Blittet alorrliat.
»Und-I Fried, Moder. Hdordan txar Eodtsie den«
»Zom scrddanligt, Ostar.«
»Altid det samine Evar! Den eite Moder asstediaer
rnia med dedrsoelige Ord, og den and-In Moder inodtaaer
mig ikle dedre.«
»Amt: itte, min Son. Den tcere Frelser trasnaer i
denne torsslngtige Tid til Korsdragere, der viser Mennk
siebornene, hoordan tnan maa gaa i hang Fodspor og
tage Korset op. Jeg ved not, min Son, at du ogsaa er
Gud tatnernmelige for, at han hat udset din Sophie sont
verdig til at vise os alle, hvor taaltnodig man bsr viere
i Lidelsen.«
Han stod oed Kattelovnen sor at oarme sig. Nu og da
stottede han hen til de hsje Flsjdore, der ssrte ind til det
andet Varelsr.
»Er der nogen hos Sophie? Venter hun mig?«
spurgte han.
»Nei, der er ingen hos hende. Hun sorlangte selv
at viere ene; men i Morges spurgte hun allerede ester dig,
og hun oii dlide glad over at se dig.«
Han raite nu den garnle Dame begge Heender og
spurgte: »Nun du spie, at jeg kommer fra Vintertulden Z«
»Du maa hellere oente lidt,« sagde hun og fslte paa
hans banden »Sorhie er netop i den sidste Tid saa sm
sindilig sor Kulden."
Lidt efter lutlede hun selv Detene op for ham, og Os
tar gik lige hen til sen forlovede og tysede hende.
Hun laa i de blsde Puder som en hoid Rose, der er
brudt og siillet i det hvide Sand, at den endnu en tort
Tid tan glcde Menneskenes hiertey som hun laa der:
men det var en Stønh:d, sont hoerten er af eller for denne
Berden. Guds Engle havde staaei sved hendes Leie, haode
wartet hende og tegnet hvide Lillier paa hendes Ansigt:
Himmelsi Fred lyste nd as de stille, dybe Gine, og naar
man saa ind i dem, stlte man sig til Mode, som saa man
ind i en anden Verden; Glansen sra de gyldne Gader i det
Iverste Jerusalem funklede den i Mode, der sad ved ben
des Sena. Det hadde itle altid vceret saaledes. Hun var
sor to Aar siden bleven sorlodet med Oskar, haode ver-et
et lnlteligt, muntert Born, der pluttede Blomster paa den
solbestinnede Livsoej. Dermed er der ikte ment, at hun
var et Verdensbarm men shun hadde alligevel set paa denne
og hin Verden med andre Øjnr.
Hun havde holdt meget as Ostar, da hun blev forlooet
med ham, men hun havde ogsaa altid elstet sin Frelser, og
dersor soretorn det hende o·ste, sont om den store jordiste
Kerlighed trcengte Frelseren tilbage og stillede ham i
Sthggm —
Saa knnde det hande, at hnn grasd ret bitterlig der
ovek og bad tet brandende BInner i fin Sjeeletarno. Saa
ssrte Korddrageren hensde ind til det stille Sygeleje; mildt
og blsdt lagde han sit Kot-s paa hendes Stuldte, saa hun
nceppe martede det. Alle mente, det maaite vcere svcert
sor hendex men hun vannede sig dertil, og selte det til
sidst tun som en skd Ryrde.
Og lidt ester lidt blev hun helt og holdent Frelsetens
hsjt elstede og hpjt elslensde Brud. Hun havde Stat
tister sulde as suntlensde Perlerz men nu bleo den kristnes
store Siattilte, det dyrebare Gudö Ord hendes Øjnes Lyst·
og hun havde itte villet bortgive det for tusinde Guld
stytter og lnsende Ædelstene. Ostar Weimann siorstot
hende. Og det var en kostelig Fryd for hende, at den
Mand, hun elslede heit, saa aldeles tunde forstaa hendee
lsnlige Tanter. J den beste TiHun var syg, havde han
staaet oed hendes Leie, saaId sowiste Forhaabninger
havde tnyttet saa mange Planet til den-des Liv som hant
konstru. Dem var en trastig og Mkva KIVMMU dvgs
tig Fortetningemandx handel og Wandel, Beugninger o(
Spekulationer var han« Syst. Han havde iroet at kunm
fastholde hende med sine spldede spenden og endnu for e«
Aar sweu vak svxn net-te Bsn falden bam sper; men hm
var selv den bedste Latemester lsor ham- Vg inskk kund
han med still-, hinglvent ojette siec
Nu m del en Fern-tolle at le vg lim- hvvr de V
tun-de iale orn de Ttng, der here Evigheden M- IS hVVk V
, ree, soin du vit, —»i-«s ee stund-,
Ideen di blos et nur sie-«- Medi
: — s» »z,
»
stuede opad til det overste Hjem med de mange B«olig·3t,
og twor de byagede sig Hytzer Paa Fortlarelsens Bjoerg
red Frelserens Trone.
Ganste stille hvilede hun paa sit Leje, lyttensde ti.lKlot
tetlangen, naar den taldte: »Jeg har elstet dig fra først
» af, derfvr har jea draget dig til mig as lutter Godhed!«
» Allerede sidste Esteraar mente de alle, at nu var ben
» des Time der. Men Vinterstormene have suset sorbi hendes
Svgeseng, Julelysene have stinnet og straalet for hende,
, oa den hellt-Je Passionstid har malet Lillier baade paa
« hendes Vinduer og hendes Kinder — men hun tan endnu
nynne med, om end tun sagte, faa helt listig, naar de synge
de hjemvendende Pilgrimmes Sang:
:,: Disilten Werde :.:
Jnd i Salems Vn at tret-de
Nennem Vortens Perleraden
Ad de antdbralante Moder,
Imn sor Lanunets Kongestot!«
Zaaledes have de ogsaa i Dag talt med hinanden,
have hørt Englene sung-: langt dorte og have hort, hvvr
den store Evigheds Klotte taldte og timede ind i den torte
jordifte Tid. Og heitres Blil sveevede hen over denne
Jords tolde Viniernmrt, hvor hun saa mangt et Hierte
stivnet i Kulden og Hiertelssheden, mangen en Sjcel fare
vild oa butte under i Livets vilde Storme, i Verdens bej
lose Leten oa i at den Gudssforladthed der find-es overalt.
Txt dar seemfor alle LItarH Broder Frant5, soin havde
overtaqet Faderenz itrre Manusattnrforretnina. J de
iidste ti Aar bavde han lioet i det stor-: Hjørtiested derovrs:.
Han bavde en una Itone va sire Born, og Foreetninaen
ait bloinstrende eiter Faderens Don Men han henacm
iia sxtart til alle Steig-J Forlnstelser, levede lystiat Paa os-«
sentlige Lieder, spetulerede af oa til forvvvent paa Versen
on jo ocrrre ban drev det, desto starre Lyst fit han til at
drive det endnu vcerre Han hart-e altid esier, naak Mo
deren da bans Esostende formanede ham; tnen et Øjcblit
eher slva han det hen i Vind oa Vejr.
Frantz Weimann Var en dygtig Røbmand; tttsen hdad
dialp al bang Dyntixehed darn, naar han overlod Form
ninaen til sine Folt7 Han stod i. Ry sor at være en godi
:nc-dia, rettasntendc redelig Mand; men hdad hjalp alle
disie gode Eaensiaber, naar han aldria kund-e staa fast,
men lod sia døje sotn et Siv af ethvert Vindpust. J den
sidste Tid btev der talt meaet i Forretninasverdenen otn
Frants Weimanns Spekulationerz men alle troede, at hani
havde arret en betysdelig Formue efter sin Faden og at han
tidligere havde vundet store Summen Der var ogsaa tun
cen Menina om, at han en Gang vilde arve en stor Formue
ester Moderen. For nagte Uger siden havde Ostar igen;
taget ham ordenttiq i Stole og soreholdt ham hans nor-i
dentlige Liv og erreiningssvrelse, aabent og cerligt for-:
talt hom, hvvr hans Forretningsvenner begyndte at rystel
paa Hovedet ad dam, og at, shvis han fremturede paa denne
Mande, vilde de snart unddrage ham al Kredit. Men den
ne Gang soer den ældre Broder hen imod ham og sorbød
ham at stitte sin Neese i hans Sager.
»Jeg vil tun sotn Din Broder advare dig«, svarede
Ostar roligt, »og bede dig om at siaa ind paa en anden
Vej.«
»Jeg ladet mig itle advare as en Grsnstolling«, spa
rede han, »jeg er gamrnel not til at vcelge den Vef, jeg vil
gaa, og til at gaa den alene. Jeg ladet mig itte ssre i
Ledebaand, og allermindst as dig.«
Ostar prpvede nu paa sin rolige, tcerlige Maade at
tale harrt til Rette; han intindede ham om den hsjt bedagede
Moder, om hans trofaste Huftru, om hans fire Bern, men
jo mere han talte, desto ivrigere modsagde Frants hom,
ophidset th han srem og tilbage og truede med de tnyttede
Heenden Ostar git dybt nedslaaet sra ham; tnen fra der
Øjebtit as var det, ligesom den vnde Aand fit stsrre
Magt over hom; nu tosen han aldrig shjem iordentlig Tid;
ofte svirede han hele Ratten igennem, mens hans stattels
Huftru sad hjennne og grad.
Mens Ostar og Sofie nu talte med hinanden om den
store Himmetglcede og den store jordiste Nod, tom de ogsaa
til at tale om Frants og begyndte at raadslaa med hinan
den om, hvordan de stulde saa Broderen reven ud as den
vilde Tummel.
Pludselig lyste den syges dybe, blaa Øjne, og hun
hvistede: »Vi maa bede, Ostern Vi« maa bede for
Frants.«
Da soldede de deres Hemden vg en ret inderlig Von
vceldede nd fra deres Lceber. Det var, som naar en Fader
naar Barnet ikte slipper sin Inder, men atter og atter be
storme: harn med Bsnner, fastere vg fastere griber vm hans
Hat-nd og leegger Hovedet tryggere vg tryggere til Fade
rens Hiertr. Ja, Sofie er not en visnende Rose, men hun
er tæmpesteerl, naar det gælder den heilige Beden.
l
l
taler i Enrutn med sit Barn og tager til Gentnosle, vg, som»
11.
Palrnegrene ok- Kicrder ca Mennesiehjerternes fahlen
de Hosianna var sit-et paa Ftelserens Vej. Sack gis hvet
stille til-sit; men de frommes Øjne vare retiede mod Korset
paa Golgathas Hojder, og De bad med den fromme
Sangee:
»Isfn, dine dnbe Wunder
Pia-g mig i mit Hjekte ind,
At im dem i alle Zinnbek
Alkskig ladet nd af Eind.
Tu er von min hsjeite Etat,
Ovoki hele Ein-ten hvilet:
Mo at i den dunkle Nat
Im til vine Fødvek ilek«).
Violetne ved Havegoerdet og Primlerne i Skoven gvre
« alletede Tegn til at ville istennne Paastesangene, men en
hvek stem Kriften ved, ai Vejeni fsrst gaar over Golgaiha,
found man naar ind i Josephs Have, at der fttst maa op
rinde en dunkel Nat, ei Mstte fulvt af geuelig, frygtelig
T Dad, forend den lyss Paaskemotgen kan senke sig i den
doende Mennesieheds Indie·
Den still-e Uge er brudt frem. J det hsje, fornemme
Gesmat sidsder Handelshekten Gaben og hans Hustru ved
en decndes Leie. Hellig Alvot hvilet over dem, men den
dsendes Aasyn lyset i himmelst St·nhed. Hun siger tun
·) Eiter Augustinusz dsd 430. Oper-L Anm. « LJII j,««
s- 1
nagte san, ncesten uforftaaelige Ord; men de ere gewein
trcrngte af klippefast Tro og urolleligt Haab. Der e1
blevet fendt Bud efter Ostar og efter hendes Søskende
Der høres hurtige Stridt paa Trapperne.
,,Det er Oslar«, hvisiede hun. »Gut) ske Lon, at du
kom. Jeg vilde saa gerne give dem alle Haanden til Af
sted — jseg er bange for, at de lommer for silbe. Ser J.
hvor han paa Korset vinker ad mig? Hans Haand et
gennernboret — men alligevel vinler hans — Finger ——«
Oslar synler ned ved hendes Seng og stjuler de geke
denbe Øjne i. Puderne.
,,Grced ille, smin Oslarz jeg fer Engle svceve over msin
Frelsers Kors. De komme-: —- de breder deres Vingiee
over mig, de ftrcelker deres Hænder ud efter mig; — de
vil bcere mig hjem — fra Korset til Krone! — Oskar,
kommer Frants?«
»Frants hat været rejst bort i de sidste tre Dage,
min Sophie; jeg vil haabe, at han kommer tilbage i
Dag —«
»Han maa siynde sig mseget —- ellers —«
Nu kam alle de andre for endnu en Gang at se ind
i de sjeelfulde Øjne.
»Der mangler en endnu — Franks; —- hvor gerne
vilde jeg ilke se ham —- vise ham Døden — og Evigheden.
—— Men du, Ostar, stal bebe for ham hernede —— jezi
vil histoppe besde for din stakkels Brot-im — — der
hjcelper —- — jeg vil kncele for Jesu Fødder — —«
Han llappeee de blege Kinder; than knsssede de blodlose
Laslch hans varme Taarer faldt paa henbes tolde Bande
«Lcese!« hviskede hun.
OSlar vidste, hvad hun vilde «k)øre. Han lceste Her
»r«an« Lidelseshistoric til det Steh, hvorKcerlighedeng Apo
Hstel bereiten »Da nu Jesus havde faaet Eddiken, fagde
Hham »Det er fuldbragt!« bøjede Hovedet og opgav Ami
ksen.« Men da hendes Vrudgom saa ned paa hende, vibste
han, at Frants vilde komme for sent.
,,s3ynge?« spurqte han og bøjeve sig ned til heute.
En klar Straale lyste i de bristenoe ·!Zjne. Da sang de
henreg Yndlinggsalme:
»Von inig ite, lud niin ils
Fdrn til Nun nt sinds Mittel
Einslen sitt er into ni Vnniieh
Winter net-ne Port sit Rckngsel
Mod den lnfe stiniiuelinlss.
Men da d: med taaretvnlt Siemme hnvde sungett
»Tai-( mig til dit Parndis«, gled den sidste klare Solalang
over hendeg Anton, og de vidste, at nn forte Guds Engle
l)cnde hjem til Lammets Nnademaalti.d.
Se, fnaledes lader Herren dein dø, han elfter.
Det var hendes eneste Smerte paa Dødslejet, at
Frnnts itte kom; men selv denne Smerte blev overvnnden
af oet Haar-, at bendeg Von oppe i Himlen vilde vcere
endnu trnftigere end al Beden og al Velsignelfe ved hendcs
Dødslejr. —
Frants var rejft i Forretninger til Hamburg. Man
havde allerede ventet hatn tilbage i Gaar. Men i Stedet
for tom der et Brev, der meldte, at hans maatte blive der
nede endnu et Pnr Dage. Fru Weimann nnderrettede sin
Mand om Sophies Bortgang pr. Telegraf. Depeschen
tom tilbage vmed den Paastri«ft: »Adressaten afrejst«. Man
telegrafetede nu til en Fortetningsven i Berlin. Svaret
lod: «Opl)vldsfted ubetendt«. Fru Weimann gav sig til
freds med den Taute, at Sophie sprst stulde begraoes Paa
stedag, til den Tid vilde hendes Mond i hvett Tilsælde
være hiemme.
Paastellotterne timede, Paasteblomsterne sprang ud,
Lærlerne jubilerede, og de kristne hilfte hverandre med de
gamle Ord: »Heren er opftanden, ja sandelig, Herren er
opstanden!«
J den store Sal i det gamle Købmansdshus stod en
aaben Kiste. Den ungdotnmelige Stillelse laa deri som en
hvid Lillie i det friste Gronnr. Det blege Aasyn var vib
underlig yndigt at se paa, for der hvilede en Ver-den af
Fred derover, fom naar Foraaret hviler over Markernr.
De dvcelede alle gerne ved hendes sidste Leie, for den aabne
Baare holdt en tostelig Paasletale til dem, som oin en mild
Rost tilraasbte dem: »Ftygter itke, J foger Jesus, den
torsfæftedr. Han er itte her, han er opstanden.«
Nu er et stort Sorge-folge forsamlet i den høje Sal;
Paasketlolterne vedblive at time. Den tlare Klang toner
«l)en over Hufene og drager sont et Aandepust hen over
Kisten. Folget synger den sniulle Salme:
Jesus er i Toben givet
Lg mild Vinning er hans Tod,
FJan fortwervede mig Liveh
Tek ined miq hat innen Nov:
Im nanr nd im Bart-eng Vrimmel
find i Henan stønne Himmel,
Ter Ined Zinsletknd at ie
tinithdens tiet i Tren
! Det lsd som en Gentlang af Paastellottetne. Ly
senes Straalek gav Genstin i de sørgendes Taarer. Pra
sten tknadte hen til Kisten — det havde vceret en Glæde
Hsor hain at tale med hende. For otte Dage siden havde hun
bedt hasm om at tage hende til Alters. Da hovde hnn
tspurgt hom: ,,Naar De nu til Paaste staar ved min Grav,
hvad vil De saa tale om2«
»Kun om to Ord.«
»Hvilte?«
,,Maria — Nabuni.«
Da havde hun nittet og givet bam Haansden.
»M-aria — Rabbuni«, begyndte Priestern »det er de
Paasiefatler, fom vi opstille ved Bank-en, og med hvilte vi
sprede Lys over Gravmørtet J hende er det Ord opfyldt,
som Herren ladet sige ved Profetem »Jeg har taldet dig
ced dit Navn, du er «min.« Det er Haabet ved en salig
Opstandelse: ,,at et Hoved ilte siipper sit Lem«. »Rab
buni«, det var den Hilfem hvormed hun hilfte ham i Li
vet; af hanö Mesterhaand modtog hun Glæde og Lidelse
med stille Hengivenshed, og hun tog hans Kors op eftet
dam. Natbbuni, Mester, det stal være den Paastehilsen«
hvormed vi hilfer ham, og den Trost, hvormed vi trostei
os: han er Herren, han got, hvad der er ham velbeha
geligt.«
Det lange Ligtog bevcegede sig gennem Byen. Des
fette et ungt Vierte, en udsprungen leomft, en lyttelik
Brud ud paa Kirscgaardm Dette Ligtog ptceditede der
eeldgamle Sandbad: »Alt st er Hi og al- hans Godi
hed er som en Blomst paa Matten. Høet heut-tru, og -
Blomften visner, for Herrens Aande blæser derpaa.« Men
den bliaa Himmel hvcelvede sig som en Staal af blau
Æoelstene over den grønne Kirtegaatd, og de blendende
Straaler faldt pcsa den aabne Grav. Saa traadte de
en for en hen og lastede tre Slovle Jord ned paa Kisten
fom der-es sidste Hiler, forst de rige, hvem hun havde Ug
get paa Sinde, og saa sde fattige, fom havde ligget hiende
paa Sinde —- og alle følte de, at Gangeu til og fka heu
des Grad havde vceret som en Paastevandring, hvok de to
fra Emaus mødte deres Frelser, og talte med ham, faa
deres Hierter brændte. Lcetlerne jubilerede over Marter
ne, der begyndte iat grønnes, og Menneste losd det genlyde
sfra Grad til Grav, fra Jordeliv til Jordeliv, fra Lisdelse
til Lidelse:
Mir-ist find op of Tode
Fra al Angst og Marsc:
Thi vil vi alle være glad
Lg lovc Nnd i allen Stad.
KnrirlcisZss
Ill.
Fru Weiinann deutet paa sin Mand med Lcengsel,
lxiendeszi Tillid til hain et uteatctnset; hun oed godt, at
han oste hat Vatet letsindia on i den sidste Tid endog ført
et dildt Liv; men hun ved oasaa, at Inan et en di)gti«c1·K-b
inan, on da Fortetninaen stod i fuld B,loinsttina, da han
ovetton den eftet sin Faden oa hnn btagte hain en tig
Ijksedaift, tvidlet hun itke oin, at haan Formuegoinstcendig
Ueber et i den bedste Orden.
Oktat havde haft not at aøte ined Begtavelfen, og nu
ttucde Sorgen med at ovetocelde hamz han falte, hvilkm
Etat, han haode niistet, on Toren viste ham ret, hvot stot
hnn eaentlia havde deetet, og hoot meter hun havde vcetet
for l)am. Hang Trost oa Hand var nu sttinlaat, og han
hinde itte glemme, hdotiedeg han lHaand i Haand med
lxende i de sidste Aar haode licdet sig ind i en højere Betden.
Alt andet haode nn tabt sin Interesse for l)am; al hans
Sind oa Tantet git vp i det ene: Gensnnet ined Lende
Lgtat Weimann Var Boaholdet iv en stor Klædefa
btit. Han var Fabrikantens højere Haand Da han igen
tom hen i Fotretningen, lod denne hasm kalde.
«V-:d De, kcete Weimann, hdot Detes Brosdet op
holdet sig?«
»Han et tejst til Hambotn«, svarede han, ,,og et ble
ven opholdt lcengete end han ventede.«
»Ved De gsanste bestemt, at han endnu er i Ham
borg?«
,,Nej. Jeg ved, at han er tejst videte.«
»Men itte hvothen?«
»Nej — —«
»Min tcere Meiniann,« sagde Fabrikanten og lagde
Haanden paa hans Slulder, »det gøt mig ondt netop nu,
da Sorgen for den afdøde et saa stist, at maatte tilføje
Dem endnu et Slag —«
Oskat lod Haanden sate hen ovet sit Ansigt, som om
han vilde sotjage den Taage, hvoti han saa sin Brodets
Stittelse opstige for sit indte Syn.
»Hat De etssatet om ham?'« spurgte han betlemt.
»Nej, men jeg ded, at Firmiaet Ethatd E Co» hvem
Detes Brodet skyldet omttent henved setsten Tusind Kro
net, hat sotsket eftet ham, tabt hans Spot og ovetladt al
videte Efterfotstning til Rettens Foll.«
Ostat sant osm paa Stolen. Tet fotetom hain, at
Bord og Stole dtejede sig tundt fot ham.
»Antaget De det sot muligt, at min B.toder lebet
bott og ladet det gamle berømte Hiandelshus Weimann i
Stitken?« sputgte han møjsommeligt.
»Jeg antager itte alene, at det et muligt, Hin Wei
mann, men eftet alt, hvad det et tosmmet mig for Ørene i
Dag, maa jeg betragte det som hojst sandsynligt.«
Et Øjeblik sad Ostat Weimann hensunken i dybe
Tanlset. Saa tejste han sig og bad om Orlov i nogle
Dage.
»Hvad agtet De at fotetage?« sputgte Fabrikanten
deltagende.
»Alt, hvad der kan fothindte Husets Ruin,« svatede
han. »Stulde min Brodet have handlet saa graenseløst
letsindigt, og have fotladt Kone og Bern, vil jeg gøte alt,
hoad der staat i mine Ktcestet sot at fothindte videre
Stade; sot min gamle, svage Moder vilde Husets Fals
blive saa meget svaetete at bæte, som hendes Hjette blo
det over min sotlovedes Dod; hun elskede hende med mo-—s
derlig Lomhed.«
Hcm git indi sit Voetselse, stat Obligationen Gceldss
beviser og Vetslet i Btevtasien, tog en Droste og køtte hen
til Hansdelshuset Ershatd å Co. Med faste Sirt-di git hatt
op ad Ttappetnr. Fite Herret tejste sig, da han ttaadte
ind i Kontotet. Te bleve aabenbart sorbavssede, da de saa
ham ttæde ind.
,,.Hvad sotstaffet inig den Æte3« sputgte Ht. Ethatb
med told Høslighed
,,Jeg ønsket at saa at vide, oin De hat sitte Eftettet
ninger om min Brodet?«
»Jeg tcentet, at Brod-eten maa have den bedste Kund
stab om Brodeten.«
»Det hat jeg itte«, svatede han toligt, ,,tnen eftet hvad
det nylig et vblevet sagt mig, sotmodet jeg, at de better
her taadslaat om de Sttidt, de vil fotetage mod den an
givne slhgtede Frants Weimann. Jeg et tommet for at
bede Dem om —- at asstaa fta hvett videre Stridt, indtik
vi hat saaet Klarhed over min Btodetö Fotmuesonk
stænsdighedet. «
«Fot at lade lobe og lande lhttelig detovte?« sputgte
Hr. Erhan spodst
,,Nej,« state-de dem »men sot om muligt at hindre
det gamle Hus Weimanns Fald. Jeg et villig til at ind
styde min egen sædrene Arvelod, om jeg tan afvcetge Ulys
len. J Fald De siulde fotettcette, mine Herren at the
estet eget Støn, saa beholdet jeg selv min Fotmue, pg ssa
maa De se til, shvor meget De kan- faa ud as Vatebagxdek.«
En as de andre stmand tejste sig og sagt-e: »Mi- :
Herre, det et ingen Tid at spilde; hvilte Summet W -
De os, for at tunne stille os Deteö Fotdringet?« s- « s
Geists-M
