Ben Hur.
En Fortælling fra Kristi Tid
qi
Lea-is Wallace.
Isrbammlanss General. sarnenværknde Geiandt : Konstantincreh
Pan Tanik ved Bill-. Willen
Andcn Bog.
stortsau
En sourate dredt: »Hoein er Tu?« oc. TI.lland-s:n, forst
han havde reoet Tooet ud ai Haanden nat-» and fat exi:
det iaen. — Bcn Hur lod sia itte Krumme-. »Ja-a er bin
Ven, !Ute«"ter,« hoistsede ban indtrwnaende: ,,lnsis feig stasscr
Hjcelp, vil Du saa tage imod den3« ——- Llhnareneren saa
ikte op oa gjorde intet Tean . . . '·l.llasndene i Toaet trænatz
ind paa Ben Hur: Tet er ogsaa en af :-em! arib dani!
slaa ham ned!« bleo der raubt.
Med et oceldigt Rvk reo dan sig los fra de Hunden
spm allerede havde Tag i dam, oa brod ud af Krebsen.
Hans Undertjortel beboldt Zoloaterne: felo nndslap han,
halvnogen, i Klostens Marte.
Han hentede sin Kappe oa sit Hovedtlcede benne paa
Havetnurem styndte sig til Herberaet, sit sm Heft, og red
ud til Teltene, hoor bang Moder cg Soster doede. Neste
Morgen tidlig vilte han opføge Nazareneren . . . Han
anede ikle, at denne allereoe samme Nat oar bleoet fort
frem for Amtes og fordert.
Tung om Hjettet lagde Ben Hur sig til Ro. Atter
og atter sagde than sig selo, at det jsdisie Kongetige, han
hande drpmt om, var og bleo oift tun en Drom. Og ban
kunde itte sove . . .
XIV.
Neste Morgen oed den anden Time kom to Mænd
tidende i starpt Trav ud til Ben Hurs Telt ocd Kidron
og sorlangte at saa hatn i Tale. Han Var itte staaet op
endnn, men lod dem komme ind alligeoei.
»Fred med eder«, sagde han, da han saa, at det var to
Besalingsmaind fra hans galilæiste Legioner. ,,·Scet Jer!«
»Rej,« soarede den ældste as dem lort, »der er itte
Tid til at sidde ned og betænte fig, — saa dar Nazatene
ten imedensl Skynd Dig op, Sen as Juda Stamme, og
stlg med. Dommen er sceldet, Korset er i Stand!«
Han stirtede oaa dem. »Korset?« stammede han .
,,De kog ham til Fange og dømte bam i Nat, og
hen ad Morgenen til sørte de ham sor Pilatus. To
Gange etllærede Landshvvdingen ham for usinloig: til
sidst sagde Han: »Jeg hat ingen Styld i., at denne reife-r
diges Blsod u'dgydes.« Te svarede .
,,Hoem soarede?«
»Te— Præsterne, Follet, — de soarede: Hang Blod
komme over os og vore Born!«
»Hellik.;e Fader Abraham!« udbrø.d Ben Hur i itor
Sindsbevægelse: »en Romer er mildere mod en Jeraelit
end lhtan eigne Landsmændk . . . Sæt — iæ:, ban er Gut
Sen — —! Naa men . . . her er ingen Tid ai give bott!
nu maa der kaernpes!«
Han tlaopede i Hcenderne — »Den-me frem! l)u:tigt!«
raabte han til ten aradiste Tjen:r, som oiste sig i Telt
Donn. ,,«Llinrah man stasse mia noget Tos: Jan mig mi:
Sværdl . . . Tiden er kommen til at da for Israel, Von
nee! Pent et Dieblit udenfor, saa tommer jeg.«
Han klædte sig paa, fil en Bid Brod og en Slurt
Bin, — og ei Lieblit efter Var de und-zweig.
»Hvad stal vi sørst Z« sputgte den ene af Mcendene.
,,Se at faa samlet vor Leaion.«
»Vor Legions . . . Herre, — vi er vist de -:neite, der
er bleoet Dig tro. De andre er gaaet oder til Præsterne.«
Ben Hur saa bestyrtet paa dem . . . Og saa harte han
igen i Tanlerne de besynderlige Ord: »Skulde jeg itte tem
me den Kalk, som min Fader hat stantet for mig?« —
Han sagde til fig selv: »Hans Dsd kan itte asoendes,
lige fra sprste Færd er han gaaet den frivillig i Mode!
Og hvis saa er, hvis det er Guds Villie saadan, hvad sor
msaar saa en anden at udrette?«
Galilæerncs Frafald havde gjort alle hans Planet
til intet; var det itte besynderligt, at «de var faldet sra
vetop nu? Maaste alt hans Slid og Slceb, alle hans
Oft-e as Tid og Penge havde været imod Guds Villie!
. . . Det ges i ha:n, — han tog fast om ijlerne, og sagde
kun: »Kom, Bredrel . . . Til Golgatha!«
De trass paa ophidsede .Folkehobe, der ligeledes hastede
i sydlig Retning. Alverden lod til at være paa Benene
tundt om . . . De harte, at man vilde kunne mIde Toget
need den dsdsdsmte henne i Næthaden af Herodes’ Taatne,
og skyndte sig derhen. J Dalen nedensor Hesetia-Dammen
filed Trængslen saa stor, at de var nsdt til at staa as
W. De ssgte ind bog Hjttnet af et Has, og stod saa
der og ventede.
Der gik en halt-, der gik en hel Time. Uafbrwdt bel
gek Msiesveermen sowi! Der var Jeder fra Ly
bien, fta Æavptem fta Rom. sra Øetne i Hat-eh REME
Jentaüter soc alle Jstaelz Stamme-, til W, til heft,
paa Inseln-, i Bærestole, forstelligt thdte og dog cui i
Udseende. Alle hastede de san-sehst as Steh, —- sor at se
en statteli Nazarenet dt som Forbrydetl Desuden var
der Just-der af JstesJIder, Tusindet, sotn badede og soe
agtede Jederm: Geistern Romen, Atabere, Same,
Ægyptew Judete — det saa nd, ssom am den ganske Jords
sespllning Ulde have Udsewdinge til Stepe ved Kors
WM Qesss Ase-Jedem hast-de sW vg We
Of Sied. Der laa en underlig Still-ed over den vcldige
M, —- knu aslmtdt im as da as means-, Beste-Stam
M ellet MMltrtem
Men saa reiste der sig Mut-selig et stort Steig bangt
Horte, bei-ne i Reining of Tal-renne »er der er del«
fasse des ene as Sen hart Ledsagere.
RM es netmere Dom Latinen; sdet var, som den
staune-met wies-.Ptuose1igsitveuduk Wem
·W, der M haaret i stn Lcenestsol af Tjenerr.
M M set Eben as dam; lige W dem tom en
WMMMMY Simonides-, pg mkd Dig,
sp NMMWI ieaoUngladTMpcb
:
-
Bett Hur siog Batestolens For-bang til Side, —
Æanvteren laa derinde naestcn som dod . . . »Kan vi se
lyant hersta?« spttrate ban tned ioag Summa
,,Natareneren? Ja, ban ntaa komme sorbi os i blot
It Par Etriktg Afstand.«
Man oentiede onmte hakt Hiornei as Ouset. Der bleo
nasten ilke ta!t. Balthasar var ltlicoet loftet on i. ssooende
Ztillina int- i Bartestoletn en Tienet stod oa stottseoe hant.
Esther oa Bett Hur lsleo lioiJ Simonides
Folt ble-: Vers at ntnldre forbi Latinen natinede
si-; --— stinarsnzitz ortdovettdc. La Indrlia tont Toaet
Fortest en Flut linlenoe Trenoe der stren: ,,Jooernes
tlokat e! »Halte for Jedem-»L- tiionae!« -— Eaa sttlaie en
Llsdsilr ia -ol:«a.ter i fttld Ubrttitning, ntarselterendse takt
sast oa Eiztczntldiat — Lza saa tont zliaiarenetetri
Han Tod til at være haloood allerede; vers boert eridt
saa oet no, sont lian stnlde innle Uni. Lin Hallen ltavdse
lian e: Red, hoori der bang et Btceot tned en JnIVsttisi.
Hans bar-: Zool-er satte blooige Spor Paa Vejens Sten;
en itureoen Kjortel bang lost orer bang Ilndertlcebning:
en Tosnelrone oar trttltet hant om Hovedet: der pibleoe
Bloo neo over Ansigtet, Haatet var satntnenllisttet as
Bloo. Haben thvor man da tunde se oent oat gennem
stgtiat bleg. Et Steds inoe i Byen maatte han vcete sun
let otn under bet tunge Kors, sont ban ellers, ester bebs
oønttes Stil, selv slulde have baaret ud til Retterstedel;
nu bar en anden det for hant. Fite Soldater varnede hatn
mod Foltets Raseti; alligevel blev ban nu og da slaaet, og
man spotteoe paa ham. Hatt gav itte en Lyo sra stg, saa
itle op. Saadan passereoe han sorbi. Esther haode bojet
Hooeoet neo ntoo Fadetens Sluldet; Simonides tystede
ooer hele Legernet; Bett Hur uobtso sortoivlet: »An mitt
Gub, min Guo!« .. . Havve Nazareneren hstt hans Ub
brqu han saa cp og hen paa den lille Gruppe — meo et
Blit, der hoilte paa dem et Dieblil sotn en stille Velsignelse
»Hvor er dine Legionet?« spurgte Simonides, der
ligesotn vaagsneve op af en Bedsvelsr.
,,Gaaet over til Annas. «
»Saa et alt talytS hatt maa ds!« —- Og Simonides
btjede stnderlnust Hoveoei. Hatt havde taget Del mel- Liv
g Sjæl i Ben Huts Bestrebelset . . . og saa nu alle sine
Fothaabninget vejtet ben!
Bag ester Nazateneten lotn to Mand, der ligeledes
strebte paa Kors. — »Hvao et del for to?« sputgte Bett
Hut Galiæetne . . . De soatedex »Et Pat- Forbtydete, sotn
stal do samtnen med Nazateneten.«
Den nceste i Optoget var det Aars Yopersteprcesi,
smyllet med alle Tegn paa sin Væroigbed og ontgiven as
Tempelvagten. Saa kom, ester Rang, det hoie Raad og
en Mcengsoe Priester i lange, sbvioe Kinder, into spragleve,
soloeoe Stets
»An-us Soigetsen!« sagde Ben Hur og pegede paa
Yjprersteprcestm
,,Raiphas! —- ja iea tenoer batn,« soarede Simoni
oe-’. Et Lieblit estet tilsojszoe ban: »Da nu er jeg vi:
paa, at han der meo Btcrotet om Halsen et, lwao Ind
slrissten fortttnrer: ,,Jorernes.· Konae«. En almindelig
Forbrnber bar gloria hast saadant et Folge. Ze, bele Jeru
salem, hele Israel folget bant! Lg vaerfteorcrstens
Eoltod tneo Purpur- Granatceblerneo oa Gnlollollerne, sctn
itle bar varet set paa offenlia Vei, sioen Judcea drog up
for at taae moo thatebonierm —- a lt, alt beoiser, at Na
tareneten maa oære Konse!« —- —— Hatt aiorkse iaen et
lille Orthold, og sagt-e saa i en anDen Tone: »M-3n n:t
lotnmet Udstudet inoe fta Jerusalem, —- oi maa videre!
Eig oet til Balthasar.«
Esther veoede srem for sia og spurgte: »Es-sent er o-:
Koinder Der, sont gtceoer saadan?«
Ter var site. Ten ene ait og stottete sig til en Mand,
som lianetse Nazareneren en Del. — Bett Hut svareræ:
»Manden der et Nazarenetens læreste DiscipeL Hun,
sotn stotter stg til dam, er Maria, Mesterens Moder; de
andre et Kvinder fta Galilæa, der hat tjent hant.«
»Kom! loml« gentog Simonides; »lao os se at korn
tne as Sied!«
Ben Hut hstte det itle. Hatt stod og saa nd over den
ophidsede Follesværm —han minderes Nazatenetens Mild
hed og hvor stor Tctnetnlighed hatt selv stysdte dam: var
det oirleligt itte muligt at ftelse hom? Blot han, Ben
Hur, havde passet bedte paa sine Galilæetie: saa var de not
blevet ham tro! Men endnu — endnu lob der ftg ttdtette
nogetS Et rast Udsalo —- og man tunde sprange Estotten
sta hinandenl Ei modigt Optaab til Kamp for Follets
Bestielse — og man maatte tunne satttle JsraelL Men
hvett Minut var tostbatt. »Abtahamä Gut-! hielt-!
bis-IM«
Pluoselig sit han Øfe paa nogle Galilteete, og for hen
til dem: »Kom!« raabte hatt, »lom her heu! jeg maa tale
med Jet!«
De sulgte med hatn hen bag ostn Husetz og han sagde:
,,J hat taget mod Baaben as mig og lovet at ville tampe
for Friheden sog Iftottgety sont stulve komme! Svcetdene hat
J hos Jet; tm et Øjebliltet der til at btuge dem! Stynd
Ja at faa samlet jete Kammetaten jeg ventet Jee oed
Retterstedet paa Eolgatha Hurtigtt Nazateneten et Kon
gett, ins-d hatnt dir Frist-bettl«
De saa vaa ham —- og totte sig ille as Plettett.
»Dost- deutet J estets Stand Jal«
Da spat-ehe en as dem: »Gott ass Juba Stamme«
(attdet Naon visdste rthe itte til W), »Du et blevet sitt
bog Lysetl Nazateneten et itte Nonsen, dek et ingett Dott
qes Aanv i han« Vt vat med veo band thtog i set-Esa
lem, vi saa hatn i Denn-let —- han sit sitt Bei og kot
smaaede Davids Trom. Nei, hatt et ilte Wonnen, og Ga
lilcea holder itte med dam. Lav hant d- Wl Men
Um Speers hat vi, Stn as Juba Stamme, og vi — og
Galiltea med os —- et rede til at voage dem til Kastnp for
Ftiheden. Ue Idet den, Du vill tempe for, saa stalvi mode
Dis ved Kotsetkt —- — —
Ben htt- M sotvittet, taadvtld; hatt vivste Me,
bvad hatt sinke tro, hatt vidste iste, hvad Mutttiug hatt
stulde ins-. — — »Am-It tout mil« talvte t det samme
Simonides for sie-Oe M; »in maa as Stehl«
. MIW sukste hatt dagestet Leitestolett og Diensto
len. W gis heb hast Side.
xvs
- In statt sont op til KotisestelsebStedet paatog Bett
Mike-IM- deu-thvoemns,equi,hvpks
Ist
J
sra de tunde fe. Hvordan ban bar sig ad med at bane siz
Vej i Irr-engsten eller hvad Tid det ton, anede ban itle selo
day efter Frei-i toni de. La der bdor de gjordz Holdt
kunre de se alt mdeligt . . .Todden as tGolaatba ita1de
Form som en d)jernesial: Jorden var tor, ftooet, deen
Spoi as Plaiztevirtst, med mindre man vildz renne for
Plantevirtst et Par uåsle 2)sois-Stcengler, der stod Retter
stedet dar lige paa Hosen-J overfte Punttx en Trnp romerske
Soldaten under cn Høvedsmands Kommando, boldt Men
riesfst Muren tilbazie, som rmaao Pladsen . . . Ben Hur
og liasis Folge dar naaet ben i ferer Ratte der. Hirn
saa fig omz san lange Blittet ratte —- itte en nat-en Piet
ingen Klippe itte den mindste Einul e Orient at se, date
Ansin r oq atter Llnssqter i Tusinddisjz i Hundredtusind
vie! . . . Ltspe paa Højen, fnnlikt for alle, stod ?Itsderste:
prcrst n i fin præatiae Embedgdragt. Endnn hoiere, lige
paa ten vvekstc ZPELV : af Heim —-— Nazarenszren, samtnen
suntm lidenre, tavSZ En af Soldaternc baode moret sig
selo on andre med at give ham er Rør i Oaandem —- det
flulde forestille Scepterl Raab, Latter, Edeln Forbandeli
’ser sloa som en Branding oo om darn, — alles Blit jagte
I
i
i
Esther da trnttede fig ind til Simonides.
mit-Jedes de Pinsler,
»dens han stod og saa og saa.
zog stratt ud paa Lotsen
tun b a m. Oasaa Ben Hur stirrede usraoendt paa hain,
og der tom en besynderlig, blid Stemning over dam, me
Døden syntes ham itte seng
telig langer, snarere som en lær Ben, —- og ban begyndte
at forstaa, at Balthasar dog badde haft Ret, naar han
havde sat Nazarenerens Gekning i at fore Sjcelene til et
rigt og evigt Liv, —- og han mindedes, hvad han mer end
en Gang havde hart Nazareneren sigse: »Jeg er Opstandel
sen og Livet!« . . . Han stirrede op paa den ensonrme Stil
telse der hsjt oppe: »Hvem er Opstandelsen —- hvem izr
Livet?« teentte han. »Du?!«
Han vattes af nogle dumpe Hammerslag, —- Soldater
og Handvcertsfolt var i Fard med at gpre Korsene rede.
Hullernr. hoori de stulde rejses, var allerede gravede . . .
Ypperstepræsten sagde til Hsvedsmandem ,,Se at faa dem
til at stynde sigl De dsdsdsmte stal viere dsde og begra
vede ssr Solnedgang, ellers bilioer det ganste Land ueent.
Saadan staat der i Loven!«
En Soldat, der lod til at være mildere stemt, traadte
hen og bsd Nazareneren Dritte: han sagde Nej . . . En
anden Soldat traadte til og tog Brcedtet af darn, og git
hen og slog det fast paa den pverste Ende af Korset . . .
.Dermed var Forberedelserne til Ende.
»He-riet er i Orden!« sagde Hsvedsmanden til Ypper
steprcesten. — Denne svatede: »Gudsbespotteren forsti
»Gudg Son« stulde jo tunde srelse sig selv:«lad os se en
Gar-.g!"
Der bleo uhyggeligt stille. Nu tom det forsærdelige
— de tre dsdsdømte stulde nagles fast til Korsenr. J des
Øjeblii Eoldaterne lagde Haand paa Nazareneren, git der
et Glis nennem mange: det var, som om Lussten omtring
dem pludselig bleo isnende told. »Ari, Fader!« sagde
La han« der
ban felv i tin Tid lmvde maattet
lide, stjulte lkndes Llnsiat ved sit Brust og sagde:
itte ov, mit Barn, se itte ov!« — Zaa vendte ban sig orn
til Ben Hur oa tilsojech , Sen as Hur! bois Jehovab
nli itle u strcetter sin Haand, saa er J: ra:,l saa er Vi
for ttbte!«
»Es-et er Nazarenerens
Villie!« mnmlede Ben Hur.
bist se til!«
Jinidkertid haode Soldajerne redet Eilet-Ferne as Na
zareneren saa ban stod nøgen for Fol tet M an saa de
lodiae -trimer af Hudsletningem som han havde gen
-.-n ingaaet om Morgenen. .Pludseli ig blev han tastet om
Die trat bang Arme ud oven
»
»He
Villie saadanI de: er Gnds
,.Vi taki intet udrette,
Heu-:- dets Eidegrene, de tog Søm frem, —- ei Var dumpe
i
i
Hammerslag: og de spintleHaandflader var gennemborede!
Saa bragte de hans since i saadan en Stilling, at Fodbla
dene tom til at stotte mod Korsets Tra-, lagde derester den
ene Fod over den anden, og huggede Naglerne tværs igens
nein Føddernr. Forfærdelige Hammerslagl selv dem, der
itte kund-e hpre Lyden, men bare gcettede sig til den asl
Bsddellnaegtens Arm-Bevcegelser, —- selv dem foer det;
igennem. Men Slagtosret hvetlen llagede sig eller bad . . J
»Hu-ad Vej stal han se?« spurgte en af Soldaterne
»Over mod Temp!et!" soarede Yppersteprcesten
»Hast stal i sin Dsdsstund tunne se den hellige Bygning,l
som han hat vanhelliget « i
Soldaterne lsftede Koeset op med samt dets Byrdes
og bar det hen til S,tedet hvor det stulde rejses. Der sattei
de det ned i Jorden. Ved de bloddryppende Handelt hang
Nazatenerens Legeme deroppe mellem Himmel og Jord.
Qg endnu vaandede han sig itte.
Med vilde Hyl hilste man Korset, nu da alle tunde
se det; og de, der stod nat not, fit ttavlt med at stave fig»
til, hvasd der stod strevet paa Brei-dich Da de havde liest
det, meddene de de: tii dem, sum swd bagved; Okdene
git fra Mund til Mund; og fra hele den veeidige Menneste-:
masse ltd det haansie Raab: »Hil Dig, Jsderneö Kongei
Hil Jsdernez Kanae2« i
Yppetstepræsten havde gjort Jndsigelse mod, at derf
lom til at staa de »Ori- men Judsigelsen var itte Uean
taget til Ftlge Med Titlen over sit hat-ed saa den dsende
Muse ind mod den utatnemlige By. . .
Dei havde veret Solstinx Biergene, Byen, den« Pa
ladsetz den« Taarne havde suntlet i dets Gland. Wen nu
lagde der sig med et som en Stank-eins over Jst-dem s
sstst ganste svag, som naar ltoet lattet ad Juden-elend . . .
men saa dlev Mir-let tattere og tcttem Falk studsede,
mange saa angsteligt op til Himlem Simonides der-eli
gede Esther: »Bei et tun Taage", sagde han, «det vil
snart viere ovte!« Men Ben hat tæntte anderm-et
»Nei«, sagde han ved sig selv, »Idet er itte Tause, det er
Lustens Aander. owetetne da de hellige, som tilhyller
Solen, For at Naturen itke stal se det sengtelige Syn.«
Og han traadte hen til Balthasat og ritte med sin haand
ved hani Stulden »Bist Æaypter« , sagde han, »Du
hat-de Ret. Nazareneren var Guds Stu!«
Balthasar sharede need svag Rest — Ben hu- maatte
bsje sig helt ned set at here — : »Jeg saa baten som
Bam, stulde jeg itte have forstaaet ham str DM Aa, at
feg hat maattet opleve denne Dag! Gid jeg var dfd sor
inden, sont Melchior og Kawatk . . .
Dei var meget msrtt nu. Men Bsddeltnægtene holdt
itle the smed deves dlodiae Arbeitse- estec Weiden Plev
I:
Tde to Forbrndere naglet fast, oa derester dleo Fiorsene reift,
ihnen-Ja de liana· Saa blev Soldaterne, der ltidtil hadde
islaazt sinds om Koriene, trultet dort, Foltclioben Vasltede
ifrpnn puffeoe ca stiiboede sig frem. La Nazareneren dlxo
tildasnaet nied Oaansord ca Bespotlelser. ,.Hat:a! er TU
Joderness sonac, faa flin ned fra Korsetl« raadtss sen. LA
en anden stren: »Hei Tu, soxn tan rioe Gndg Tempel
ned oa drin-Je det oo iaen paa tre Tage, liiaslp nu III-l
feld3« -—— ,,Ja«, raabte en tredie, »dersotn ban nU taki
Eine ned til es, saa dil di tro Paa l)am.« . . ·
JJkorkei dareoe ord. Esther dar anast on vilde hieni
Men Simonides liorte itle daa liende. Da der dar naaet
sen Times Tid, oa Etimlcn cmlring Kot-set begnndte n:
ltnndexs Lidt, lod ltan sin bære nasrtnere derben ad. Fra de:
ysted lithe man duntclt siiinte Nazarenerens Stillelie.
da man trink-e note alt, lidad der dted iaat . . . Joorigt ais
lden anden Time, som den forste dar rinnen med Bespotte.
Her og haanlig Latier. Kun en Gang saade Nazarenerni
let Par Ord. Nogle Kvinder dar naa’t irem oa laa PM
Finæ i Rats-heben as Korset. Blandt dein haode lian gen
itendt sin Moder on den Discipel, som var ham lckkclL
’»Kvinde«, sagde han, »se, det er din Son!« Lg til Tiicipi
len sagde ban: ,,3e — det er din Moder!"
Den tredie Time begyn"dte. Der dar endnu fuldt di
Folk paa og om Hojem men der begyndie at salde Ro over
dem, man horte ilte saa mang-. Raab og Slældsord som
for. De sleste git stille sorbi Korsene og bare saa flygttgt
op efter de lorsscestede. Soldaterne, der for lidt siden havde
tastet Tcerninger om de dodsdsrntes Tof, stod tavse, i
Geled, under Hsvedsmandens Kommanda Naar Naza
reneren suttede eller i Smerte bevcegede Hodedet. lyttedse
de spendi. Bagved Soldaterne havde Priestern-e flotlet
sig om Ypperstepræsten Der blev talt, hvistende og ang
steligt, orn det underlige Motte: var det en alrnindelig
Solsormortelse? Og ogsaa de vogtede spændt paa hver
en Behagele Nazareneren gjorde . . .
. Det var omtrent midt i den tredie Time. En Somm
as Bnens rcaeste Udstud havde lresset sig srem til det
mellenrste Kors. Og igen lsd det: »Der har oi Jsdernes
ny Kongel . · . Hil Dig, Jovernes Kongel . . . Korn her
ned, oni Du er Guds SIn!« ——-· Den en-: as de torssestede
Fordrydere greb Ordene og gentog i sin Pine: ,,F·7vis Du
er Guds Son, saa shjælp Dig selv og os!« . . . Sommen lo
as hans Ord, sont haode han sagt noget meget vittigt.
Men saa talte den anden as de torssæstede Forbrydere oq
irettesatte sin Lidelsesfælle: ,,Os gaar det efter For-dene
ste; men han der har intet ondt gjort.« Og han sagde til
Nazarenerem »Hei-re, tcent paa mig, naat Du lommer
i dit Rige!«
Det aao et Sirt i Simonides-· .,Naar Du tommer
i dit Riae!« Det var jo det, han edig og aliisd havde wid:
let orn, det, han oa Balthasar saa oste havde trcettedes orn!
»Heute Tu?« spurgte Ben Hur. »Es-an lan Riget jo alliae:
del itte dcere af denne Verden3«
»Tris! han taler!«
La de harte tndeligt disfe Ord: ,.3andelia scaer je;
Dig, i Tag stal Du være ined mig i Paradis!«
Simonides lnttizde, om Nazareneren dilde siae merc
. Saa foldede han stille Handerne on geniog hen irr
iiaI »J; Paradisk« . .
Natarenereng Aandedreet bled sdaaere on ins-ere:
TIDLtampen lod til at itulle lieannde Finn ire Tiiner
oaa Koriet, oa allerede line ned at do! Siterreininaen ait
ira Mund til Mund. Der bled nanle stille. Lust-en var
bledek trntlendz hed ca som soannret ined Os· Saa tadse
seod Folt, at man gerne tunde have iroet, der slet ingen
dar. Ta lod pludselia ned fra Fioriet sen vemodig Ftlaau
»Min Gub! -min Gudl hvorfor har Du iorladt
mig?« · . .
Soldaterne havde braat med sia en Krulte med Vin
og Vand samt en Soamp. Ben Hur stod tæt derveIk
Doppede man Soumpen i hin Vædsle, som var blevet til
en Slags Eddile, og satte man saa Svarnpen paa et Rot,
maatte man lunne stasse den doende lidt Lindring. Dei
var saldet Ben Hur ind, bedst som han mindedes, hvorle
des den torsscestede i sin Tid havde ratt ham en Laste
drit derodre ved Bronden i Nazareth . . . J det samme
raabte Nazarenerem »Jeg tsrster!" —- Ben Hur greo
Sdampen, dyppede den ned i Krallen, stat den paa Enden
as et Nor, og lob hen mod Korset · . .
,,Hold harnl hold paa harnt« streg nogle i Svcermen
Han brød sig ilte om Naabene; han toni hen til Kor
set og ratte Svampen op mod Nazarenerens Mund . . .
For sildet Den torsfeestedes Øjne var ved at briste,
langsomt scentedes hans Hoved ned mod BehsteL Som
ined en sidste, yderste Anstrengelse talte han endnu enGang:
»Bei er sulddragtt . . . Faden i dine hænder desaler jeg
rnin Aand! . . .«
Qg saa git der som en Sitten gennern hele hans Le
geme . . .
Ben hur vendte tikbage til dem, han var samtnen med,
og sagde: »Der et svtbiz han er VOL« -
Sorn en Lobeild sor Esterretningen rundt i Isolie
siimlen. Der olev ttte talt -hsjt, date holstet disse tre Ord:
»Dein er dod!« Dei var sdet hete. Follet hadde saaet sit
Ønsle opsyldt, —- —- og alligevel stod man ogs saa’ saa an
derlig betcnleligt paa hinan«den.
Besit, som man laa M, begyndte Jorden at ryste og
at gynge under en. Alles Bltt sogte pp mod Kot-send Der
saa ud, som de svajede, —- undertiden var det, sont orn der
mellenrste Kaki ltstede sig need sin Bande helt op mod Sty
erne. Og over alle dem, sorn havde spottet og slaaet og
spottet paa Netz-innerem over alle dem, som haode straalet
med paa Raabet: »Wer-Diese hamt Kotsscest heiml« eller
sorn som i derei stille Sind havde Instet hans Did, —
over dem alle tom der en Angst, som onr de dar Styld i,
hvad her var stet, og som oin Strassen nu bang over deres
hooeden Rundt oin gav man sig til at lobe —- l-b, som
det galdt Livet, —- hastede as Stud, til ison til heit,
paa Kameley i Vogne. Men Jotdens Rysten og Gyngen
var ester dem; den ocltede dem omtullz den tyste dem med
underjordtst Larrn og Sprængning as Klippe-: og Lallen
op sor Gradenr. Og de slog stg for Brystet og streg as
Angst. Inder-W og Fremmede, Ptcestee og Lægsolh
Tiggere og Sadducæere og Fariseoete stumlede hultee til
bulter. her spurgtej itte om Rang: om det saa var Yo
perstepecesten, saa trimlede han om, og han« Embedsdkagt
tilsmudsedel, og de smao Guldkloller syldtei med Sand,
og hans Mund med Stsv . . . · (Sluttei.)
)