Ben Hur.
En Fortælling fra Kristi Tid
at«
Levis Wallaee.
Usedatnmtanss Generat, torhenvierende celandt i Ionstanttnppeb
Paa Danit ved Wilh. Mitter
Anden Bog.
tsForttatJ
»Tal til dem, Herre, tal til dieni!« hiiltede Amrati
. . Eaa bredte than nied eet Arniene ud og lob hen til
dem: »Moder! Moder! . . . Tirzah!«
Mode-ten havde ajort et Stridt fremad . . . Men i
tret samme veg hnn tilbage og raabte, som hun var vant:
»Vi et urene! vi er urene!«
Han agtede itte paa hendes Rand. Han omsavnede
on thgsede t;ende, og han otnsavneve og tnssede Søsteren
Lg pe arcrd Da vivste itte as sig selv at sige for Gliede.
Zau, da d:n sorste, stormende Henryttelse haddse lagt
sin, saaxdr Moderem »Und oH brannte det ny Lio nied Tat
til l)am, der hat stckntet oLJ det!«
Da hnn faldt paa stnæ og hendes Vorn oa Antrah
nied tscan og soxn en Jubel Zahne steg Bønnen sra heit
res Lacher.
Bsen Hur bad mer-. Men der var allineoel en stor
Tvicij i lixincs Eind. Oki da de havde reist sin, saaoe han:
»F Nazareth Moder, livor den Mand horer Hemmt-, takdcr
de hain Totnnzcrnicndeng Zon. Odem tror TU, txan er?«
Hun soarrde, ssrm tnin hat«-De soarrt far: ,,Lt)c’-:Isiag!"
Bin Hur diloe til at siae not-ten nten dctiriitte fig. Fore
lodia var crt viatigste da a: san soraet for Mokeren Da
Stifter-In Ln han tm fin Rappe as oa svobte Tirzah ind
i ken, . . . der-Am tom et Ersaer til Inne, som han bar
reI Dosten
»Er k:t Ftriaszstid nn?« spiiratc Modcren bettnnrct.
»Hdorfor cr Du cllerci bevrrbnet?«
»Vi bliacr irinaste nodt til at sorsvare Nazareneren.«
,,.thrd ltdein".««
»Jtle blot inod Momente-, Moder. httalsbinerne an
tlaaer liain for en stor Forbrtstrlsc. Te uomslaarne gast
der i liaan LIne ligesaa meget som re rettroende siedet
Han vrcrdiler en ny Barte . . . Men toni nn!«
Han tcldte paa Araberen, on aav hani Ordre til at
rit-: Hestene tien til Bethesda Porten og vente paa ham der.
Saa aav han fig, samtnen ined Moderen og Softeren oa
?ln1rab, paa Vej over Forargelsens Bjærg, ind ad Bven
til. Hjem turde han itte fore dem, for Præfterne havde
underiøgt dem og ertlckret dem for helbredte; nien han
vilde i al Fald have dem saa nar vev Hjetnstnet, som det
var inuliaL De gil med friste straften og fandt i Nar
hcden af Absalons Grad tcet ved AidrowBætten en nn
Gravhnle, hvor Rvinderne rentede, til Ben Hur sit ttusset
alle fornpdne Anstalten Han styndte sta. og torn efter
itte lang Tids Forli-b tilbage ined to Telte, som han stog
op et« lille Stytte vst for Rongernes Grave. J dem stutz
de bo indtil videre.
J- Fslge Loven var Ben Hur blevet uren ved at op
ftykde disse sine fsnligie Pligter, og han turde itte deltage
i den nare Paastefests Ceremonier. Saa dlev han da ude
tsos sin Familie. Man havde meaet at fortalle hinanden,
og særlig maatte Msoderen og SIsteren bereite oin alt,
hvad de havde lidt. Han lnttede spendt; vg han fyldteg
startere og stcettere as et rasende Had mod Rom. Alle
haande Planet for ham gennem Hovedet: han vilde be
gnnde en Revolution i Galilcea, han vilde med sine Le
gioner overfalde de romerste Reisenlre paa Landevejen . . .
Men saa sag-de han igen til sig selv, at tun hvis et enigt
Israel rejste sig mod Rom, var der Udsigt till Seit. Og
paany vendte hans Tsanter tilbage til Nazareneten. Han
lod jo til at have Magst til at ornstyrte den romerste Trone,
til crt omdanne Ver-den og gsre hele Mennesteheden til en
eneste, stor, lyttelig Familie! Hvad for en Bevcegelse vilde
der itte blive, hvis han stod op og sortyndte: »Der mig,
JsraeL jeg er den Jodernes Kotige, Gud hat lovet Dig!«
Og var det inaaste itte alligevel netop det, Nazarene
ren havde i Sinde at gere? Havde han itte stjult sine
Planet, indtil netop nu det gunstige Øjeblit var tomrnet?
Fra Middelhavs-Landene, sra Indien, fra Evropas noto
lige Provinser var Jsraeliter streinmet sammen i og .otn
Jerusalem for at fejre den store Fest. Ved Genezareth
Seen i Galilæa, da Galilæerne med Magt vilde gøre Na
zareneren til Konge, havde der tun vceret nogsle Tusinder
at stott-: sig til. Men her —— ja hvem tunde tælle de Mas
ser, som her dilde viere rede, naar Opkaabet lod?
Og Ben Hur toin til den Overbevisning, at Naza
reneren, saa ydniyg han end lod, git om med store politiste
Planet og trigeriste Hensigter.
Medens Ben Hur opholdt sig i Teltet derude, totn
fckvnligt undersætsige, flieget-e barhodde Mænd og spurgte
efter hatn og havde hemmelige Samtaler med hom. Hver
Gang Moder-en vilde have at vide, hvad det stulde betyde,
svarede han blot: »Bei er betendte fra Galölcea.« De
btagte ham Mel-diagn om Nazareneren og om hvav hans
Fjender foretog sig, baade Rabbinerne og Romerne. Ben
Hut vidste not, at der var Anslag i. Gære mod Nazarene
rens Liv; men nu under Festen i al Fald vtllde sittert Ind
byggernes Velvellie og de smange Fremtnedes Ræwerrelse
liegge Baand paa alle Efterstreesbekser. Ogs desuden tunde
jo Nazareneren gste Unbere: hvor stulde nagen tunne
tvinge ham, som lod til at viere herre over Liv og Dsdt
Xll.
Alle disse Begivenheder saldt i Dagene fra den 21.
til 25. Marts efter vor Tidötegntng.
Sisdftnævnte Dags Asten tunde Ben Dur itte styre
tin Taalmodighed lcngeu han maatte ind i Staden og se
selv, hvordan det stod til. Med Lsfte otn at komme snart
igen red han derind. Hasene, han tom forbi. stod tomme
og uden Jld paa Jldstesderne, ogs han msdte neesten ingen
paa Vejem — vet var den helltge Akten, hvot alle i Tem
pelgaatdene var sysselsatte med at tlagite Paastelammene.
hvts Btod en talrtig Starr Priester beugte til Altvene . . ·
Ben Hur ted gennem Jerusalems nsotdltge Port, satte sin
Heft ind i Hei-bergen og begav sig til Fods til sit hiern·
Der spurgte han sstst efter Malluch vg, da denne var fra
vcerewde, efter Balthasar oq Stint-nistet De havde ladet
stg date tp i Byen sot at se paa Festen, svatede Tjeneren
. . . J det satnme lottt Jtas ind. Tjeneten asii.
Ben Hut havde tttn trentt lidt paa den smutle ÆgntV
terinde i de sidste Tage; nten nn, da han saa hende igen,
var han sttatg under hendes Jndflydelse. Hun lsotd imid
lettid itte lcettget til at ville beuge stn Magt over hatn.
Hun bilste liatn nted isnende Knlde, og blev saa staaende og
saa paa hatn, tolig sont en Stette, Hovedet loftet stolt, Las
betne santtnettbidte.
»Det var godt, Du kom, Sen as Hut!« sagte hun en
delia, tneaet lanasomtx ,,saa tan jea da faa taktet Dig for
Dit GetsteVenslaM Fra i Morgen skal jeg ikte lata-ge
Beslag vaa det langet.«
Han gjotde et lille But, alt mens hatt stittede sor
bavset paa —hende.
»Je; hat høtt stae«, fortsatte hun, ,,at naat Termin
aesvillete got op, bettanlset de undettiden den vindende.
Vi to hat spillet set Spil, sotn hat varet en hel Dsel Dage Jg
Natter: hvorsot stnlle vi saa itle nu, da det et sorbi, se at
saa asajott, hvent der skal have Krattsen?«
Bett Hur ntumlede noget ntelletn Tandetne . . . Hatt
vedblev:
»Ein mia enaana, Du Fntste af Jerusalem, bvad
bat den Tomntetmandg Sen sta Nazatet ndtettet, sont J
talde for Gndis Zott? Hat ban stnttet Rom i Zwer
vat hat hatt tejst sitt TroneI Hoot et ltang Paladszk
Tit kom da fortalte, at hatt havde taldt dode til Live: -——
tnen et Hin-, hvor der fttaalet as Guld, tan han not ittz
talde frektt?'·
Hatt talte i en lnattlia Tone, ltele liendeis Vielen los:v
ficndsL Bett Hut indsaa, at lxan tnaatte vcete paa sin Polt.
Hatt svareve: ,,Lad osJ tentc en Tag, tnaastc en llae end
nu, fcst oi dottttttcr.«
Hun ovetlsøtte hang- Vetttakttnitt,t. —— »Jvot lan der
vttte«, svtttate hun, ,,at jea ser Dia i den Ttagi det?
Ist dct Landslwvdinaetth ellet Vicewnkteno DtaatZ set
saa en Gana ett as Persietts Estotmæno, . . . han hadoc
Zilte-Ttttvan vaa oa anlven Etappe-, og lsang Evcetd ftntl
lcte as Llftklstette Jeg et bange for, Du et lanat endttzx
fta den Mant, sdtn Ttt tat saa venlig — at tillttzde ntig at
dele nted Tig.«
,,:I.ttin vise Gassts Tattet ladet tttia matte, at der
tan to e: bittett Eino i. et stottt Leactne«, saade Ben Hut.
Onn tnaalte ltatn l)aanliat, oa alt intetens hun scvv
on tat-lede med stn Haslgtarde i den hule Haand, svatcde
hun:
,,«tlf en Jode at væte tttaa Httts Sen væte mcettelia
tlva . . . Jea saa Dine Trontmeg Helt holde sit Jndtog i
Jerusalem: den Dag, havde Du jo sagt, stulde han fta
Tetnrezttavven ettlcete sitt sor at vcete Jodetnes Konan
Toaet tvnt neo sta Bjetaet, nted Sang oa Raab og Vis
ten ttted Palnteatene, —— jea saa tnia vnt estet Kongestitteb
sen, ester den avldentsttaalende Vogn, estet den stolte Liv
vaat, —- —— jea ventede at se en Fytste as Jerusalem i
Spidsen for den! . . . Hahaha!« hun lo haanst oa tittende,
»Da hvatt saa sea saaZ J Stedet sot en vaabensntyttetJ
Casa: — et Mandsolt med et Ftuentimmetanstgt ogt
lanat Ftttentimmethaat og sont sad paa en Asenintdes!
Folel Han stulde være Konge, Betdensherstet, Gudss
Son! Hahaha!"
Ben Hut solte stg underlig ydmvget ved hendes Ord.
»Jeg blev alligevel«, fortsatte hun, «jeg tæntte: lad
mia vente, i Tsentplet viset han stg maaste i al den Glanz,
sont somntet sig for en Helt . . . Tempslets Forgaatde, dets
TrappeL dets Gange, hver en Plct i det stvd fuld as Men
neslet, Tustndet oa attesk Tustndet ventede aandekiose paa
Kund;otelsen. Jeg syntes all-ende, i denne lydlose Stil
hed, at here ligesont det sotste Knæt as det Brag, hvottned
Reuter-Nonen vilde stytte sammenl Men han —- —
halsahahal — han hyllede stg ind i sin Ovettjottel og git
stn Vej saa stunt sont en Fistl Og det tontetste Vetdens
tige staat endnu!«
Alt, hvad Ben Hut havde set og hstt og tcentt, lige
sont smulsdtete hen og san-l samtnen for denne bitte Be
sttivelse. Det faldt ham sont Stcel sra Øjnene: Nazare
neten tttrtde utnuligt have et politist Ætindex hatt maatte
itte have vatet Menneste ellets, om han tunde have mod
staaet hin Hyloest i Temvlet.
,,» a, Dattet as Batlthasat", saglde han, »hvis det et
Spillet, Tit talet em, saa tag Du Kransem den et Din!
Men -—— var det tun det, Du vilde stge mia? Hvig itte,
saa lad vs endelig en Gang faa talt nd!«
Hatt san vist Paa hom, som ont hun ovetvejede, hv a d
hun vilde gete, —- oa sagve saa, dtonningestoltJ »Du tan
aaa nn!«
»Im- vate mev Dial« . . . Og han git hen til Toten.
Men liae idet han naaede hen til den, laldte hun.
»Aa! blot et Otd endnn!« — Hatt standsede on vcndte
Hund-et ern intod hende. — »Hast paa, at jeg ved adstil
ligt vtn Dial« sagoe hun.
»Og hvad ved Du otn mig, stonne Ægnptetin·de?«
»Du et met-e Rontet,« sag-de hun langsomt, og hun
saa hatn stiot i Øjnene, «ettd de fleste as dine Stamme
saellet . . . Lad det væte not,« tilfojede hun hurtig, da han
viltie ti-: at spare, ,,til at advate Dig!«
,,Advate mig?« —- Han smilte.
Hiotil havde hun talt sagte og toltgi. Men hans
Ssmil tittede hende. Hun stampede i Gulvet, det glinttede
i hettdes Øjnr. »Jeg- tendet en Jode,« sagde hun hurtigt,
»sont et en flygtet Galejslave!« (Det gav et Scet i Bett
Hut). »Den Jede hat tte Legionet rede. J Nat vil hatt
tage den totnetste Lan-dshovd"ing til Fange. Hatt hat sor
betedt alt til Kantp mod Rom. Scheit Jldetism et hanö
Forbundösalle.« Og hun ttaadte tat hen til han« »Hast
Du hatt Tale om den magttige Sejanus, tyde Stet,
man lod ham vide, at den Jede et saimtidig Orientens, ja
Rigets tigeste Mand! . . . Tvot Du itte, Fistene i Tibeten
vtlIde faa et leettett Maaltisd sont Og saadanne pttegitige
Lege ver bagester vilde blive Ilsokdt i Cittust Det er en
sin Kunst at sorlyste Foltet, men en ensdnu sinere Kunst
at stafse Pengene, sont dich-pedes dettil. Sejanus et stot i
oenne den fineste as alle Kunstett«
Hatt var veget tilbage svt hewde sont for en Slange.
Nu sogte han at blive Here-e over sig selv, ogs han sagt-e
,,Jeg sotstaat, at jeg ttle tan vente Blatmhjertigihed
as Dig. Jeg tunde dtaebe Dig —- nten Du et en Kvindet
Naa, . . . Ortenen staat auben, og stsndt Momente er dygi
tige Mennestetjcegete, saa sbal de dog komme ttl at lede
acdt, selr de findet mig. Der er tapre oa trosaste Folt
derude paa Sandet . . . Kun en Ting kund-: seg- ønite at
dide: hvem er den Forrwder, fra hvetn Du hat din Kund
stab?«
Var det Forstillelse ellet dar det Natur, — der tom
pludselig et bllødt Udtryt i Ægypterindens Ansigt. Hun
sdarede: ,,Teltdceggene i Ørtenen er tynsde ,Søn as Hur
tnan hører let igennem dem. Og ser Du, i mit Fæsdreland
er der Kunstnere, tom santer op paa Strandbredden for
stelligt farvede Mustinaestaller ogi stoerer dein itn og fast-;
ter dem sammen, saa der bliver et helt Billetd ud derafJ
Forstaar Du miaZ . . . Men det var itte det, jeg vilde sige
Dig. Jeg har Medlidenhed med Dig: Du er ung og tap
Per og hat lidt meget. Giv, hdsad jeg forlanger, —- og
Du er frelst, det looer jesg Di-g!«
Ben Hur saa paa hen«de; hnn talte ivrigt og var i
tin Jver dejligere end maaste nogensinde sør.
Du hadde en Gang en Ven,« sortsatte hun hurtigt,
»senere blev J Fjender. Han gjorde Uret mod Dig. Saa
nlødtes J i Cirtus . .
»Messala?«
,,;za, Messsafa Tilgio 't)am, hvad der er stet, gsid
l«.n:n han«-Z Penge tilbaae! De 6 Talenter — hdad er de
for Dia? Men han, en Krøbling, — for ham er- de alt.
Hnst Una, at for en Nomer as bang Stand er Fattigdoin
dærre end Bedenk«
»l? r det dank der bar fendt Dia?«
»Halt er cedel — oa antoa Dia for at dcere hojsinke t!« i
»vaor Tlc tender hum! Idar Ins-z da: hoig jea v1r!
? han-J Stern dilde san han gore, hvald Du fortanger asi
mian«
Lende-J Mund trnsedcs til et stolt SmiL »Halt er!
en dtiemer,« sdarede bnn . . . l
»Da jcg er tun en Jode,1nener Tu? — Har Du m: ri
at fier min? Ena stnnd Tin! For ellerg tunke det hande, i
It sen glenne alt andxt for tun at hnste, at Du er Rolne »
r-:n»:- 3pi0n!« l
Hnn bleo blea as Brett —- ,,Dn Beerme- Slitter
tslsasste hun, ,vooer Du at sammenlinne Dig med Megsal a?
Tn oa dine liae er fødtc til at tjene harn. Han vislde hat-e
stelezs med te i; Talenter: lnen jea siaer Dig, Du stal
lernte 20 til, horer T u, 26 Talent-er vil jeg have, for-di jeaT
dar taalt Din saa laenae, for bang Styld. Hat jeg itte
inden i Morsszen Middag en Forstrivnling fra Simonides»
tsna de 26 Talenter, saa stal Zejanus gøre Asregning met-!
Tin, forstaar Du! . . . »aroel!«
Han traadte i Besen sor hende. »Na-at Du træfferj
Messala, enten det nu er her eller i Rom, saa sig ham,
at alt, hvad han havde udpønset mod mig, er blevet til:
intet nn! Jeg er fund og steckt og fri. og rig, og har faaet
min Moder og min Zoster igen, —— helbredte as Nazarene-«
ren, som Du ser saa haanligt ned paa. Og sig l)am, at
hviö Sejnnus tommer for at røde fra rn!i«g, saa vil han
intet finde. Stulde det gaa strengere til, end jeg tænker
min, saa vil jeg altid have den Udvej, ved et Gadebred at
tunne staenle alt til Kejseren selv· Saa meget har jeg dog
lært i Rom! Og sig ham saa tilsidst, at hvor uforsonlig
en Forbandelse jeg end sender harn, saa følger der ham
dog en, som vil blide hatn hundredfold haavdere. Han
har jo Romer-Fissighed: nanr han hat leert Dig at tende,
vil han sorstaa, hvad jeg mente!«
Dermed flog han Dor-Forhcenget til Side og holdt
det op for hende, medens hun git ud. — »Fred vcere mesd
Dig!« raable han ester hende.
Langsomt og med bøjet Hoded sorlod han selv Salen.
»Gut) vaere lovet.« tæntte han, ,,at det Fruentimrner ilte
sit mig fastere i sit Nell« . · . Han tom hen til det Sied,
hvor sra Terrassen en Ttappe sørte ned i Gaarden og
en anlden op paa Taget. Han stod et Øjis blit tvivlraadig,
—- saa git han langsomt opefter »Stulde Balthaser vcere
hendes Medvider?s« tcentte han. »Nej —- Umuligtl Der er
itte Forstillelse stabt i ham!« .
Han vendte sig bort sra Brystværnet, hdor han havde
Det var Fuldmaanez men dens Lys dlev næsten borte i det
todlisge Stær sra lde mange Baal, sorn brændte rundt om
i Byens Gader og pan dens Totde. Lasten var ligesom
sytdt as al Israels Salmesang: »Saadan, o Søn as
Juda, viser di vor Trostab mod Herren vor Gud og vor
Kcerlighed til Landsl, han nav os. O, at en Gideon, en
David, en Mottebaeer nraatte vprejses iblandt os! Vi
er rede! . . . Ben Hur maatte igien tænte Paa Nazarcne
ren. Hsan saa for sig hans milde Ansigtx hvesm var dog
det MennesleZ
Han vendte sin dort fra Brystveernet, hdo than havde
staaet og set ned, og git ben mosd Pavillonsen. »Lad dem
gere, hvad de vil,« tæntte han: »jeg giver itte efter sor
Romerne! Saa heller Galilæerne srem —- oa Kamp pan
Livetl Er vi tnpr·:, tommer de andre Stammer not med
Dim, der gao os en Moses, gider ogsaa os en Aufmer.
Bliver det itle Nazareneren, saa Vliver det en and-en. Der
er Mcend not, som er villige til at dø svt Fri.heden.«
Der var tun et svagt Lys inde i Pavillonen. Han
tunde se, at Simonide5’ Lænestol var rytlet frem til en
Plast, hvorsra man tunde se hen til Tsorvet og der-z Om
give-Hex —- ,,Saa er han tommet hjem,« tcentte Ben Hur;
»men msaasle han sover.« Sagte traadte han ind og git
nasrmere og bøjede sig from ved Siden as Lænestolens
høje Ryg: saa var det itte Simonides, der sad, men
Esther-! Hun sov. Hvor hun saa forlgsræmmet ud — og
dog saa gold, saa ustvldig, saa trosast! Nu og da var det,
ligiesom hun suttede: som otn hun hadde spgt Hvile itte
sor Trcethed, wen for Liedelse . .
Han stod laenge, lcenet til Stolen, og sasa paa hendie.
En Gang bpjede han sig ned, som om han vilde lysse henlde
paa Haaret eller paa Banden. Saa git han saa sagte
sin Vej, som han var to·mmet.
s«
XIlL
Gaderne var sulde ass Folt, som ·git og tom ellet som
stod stille om«trtng· Baalene, hvor der blev stegt st og’
sunget og passiaret. Duften as stegt st og as brendende
Cedertræ fyldte Lu«sten. Under ldisse Festligheder betrag
tede alle Jstaeliter sig fom B:r-dre, og der blev sevet abe
grcenset Gasstfrihed Ben Hut tunde itte bestille andet
end htlfe og hilse, og ved hvert eneste Jlsdsted indbsd man
ham til at tage Del l Masaltitdet Hart Miete men styndte
slg affted, saa stærtt han tande, hen til Der-bergen hvvrs
hans Heft stod . . . Pludselig saa han saa en Rcekke bren
dende Fakler bsevcege sig frem intod hom· Han studsede —
og dobbelt, da han saa romerste Soldaters Spyd biinle
frem midt inde i Fsaltkelskceret og Falteltøgen. VII-d
haode romerste Soldater at beftille ved en jodisk Fest?
— Han bleo staaende og vilde lade Optoget pasfere farbi.
Det var Maanesiin og tilmesd ly«st af Sskceret fra de
mange Baal; alligevel gik flere i Toget metd Lygter. Bande
Faklerne og Lygterne bares af Sslavey som var beherb
nede med Knipler eller spildse Sta«ve. For idZJjeblikket los
disse Slaver til at vcere meft optagne af at andise Rab
binerne og de LEldste, tivor de tunde gaa bedst mellent
Vejens Sten. — — Hvad Ærinde havde sdog dette Optogc
Til Templet regtetoe det sig naeppe, saa vikde det have fulgt
en anden Vej! Og hvad ftullde SoldaterneZ
Blandt de forrefte i Toget gik tre Mænd, fom sm
lia oakte Ben Hur-s Opmcertsosmhed. Han til Venstre var
en af Tempeloagtens Høoedsmænd, han til højre en as
Præfterne; men hvetn var han i MidienZ Han sinttede
fix-, tunat til sine Sidetnæntds Arm og holdt Hodedet san
dnbt bøiet, at man sitke kunde se hang Ansigt. Ost hakt
flcebte fia affted som en, der gaar til Retterstedet eller til
Pinebrenten Odem tun-de det dsog vcere? Ben Hur traadte
rast hen oed Siden af Præften og lyoldt Stridt med hom.
Saa! nu løfteske han i Midten Hooedet, — Lngteskærek
faldt ned over hang Ansigt — det Var dlegt, fortvullet,
lldtryltet i Zjikene saa underlig angst. Bin Our hande,
knerig han fulgte Nazarenerem oafaa lært dsenneå Ong
oet scr at sende; on da han nu faa ind i l1ini forikutne An-.
figt, nndflap der ham uoiltaarlig Navnek
»Juki«-» Jktariot!«
Laimsomt drejede Manden Hovedet om END-d han
oa Dilde til at fis-Je non-et . . . Men Prceften t::n bam i
Forkøben ,,chtn er Tu? pak Dig!« sagde han. Og han
puffeke Ben Hur til Side.
Ben Hur sandt sig i det, — men slnttedc sisi straks
after igen til Togct . . . Det bsevceaede sig frein mcllem
Bezctl)a-·Højen oa Burgen Antonia, tom forlti Bethesda
Dammen, og lieu til FaareiPsorteiL Loeralt dar der Folk,
oa oderalt var man opiagen af den religiøse Fest. Porten
stod nahen, Portvagten logd til at dære gaaet dort for at
deltaae i Festen . . . Toget drejede om mod den Halt-eh
l)vori Kidronchetken flyder; obre paa den anden Zide saa
man Oliebjcerget med dcts mørte Cedre og OiHiventræer.
Ned i Kløftm oa over Broen dernede! Fodtrin og Stød
af Spyd og af Stabe gao Gsenlydl Saa endnu et lille
Stylke Vej, — og man drejede til v«enftre, hen mod en
Hade, hois stensatte Mur kunde fes fra Vejen. Ben Hur
vidste, at der fandtes intet andet i den Havse end nogle
gamle, tnortede «Oliventrceer, Grces samt et i Klippen nd
hngget Trug, hvori man plejede at opsamle den udpreö
sede Oslie. Hvad vi«kde man dog her? . . . J det samme
gjorde Ton-et Holdi. Hidsige Stemmer talte l)øjt. Menge
i Toget formelig tumlede tilbage og presfede paa. Kutt
ISsoldaterne ftsod ubevægelige.
IBen Hur stilte sig fra Toget og ncermede sig til Ha
,vens Jndgans2, soni var uden Port. — Lidt inden for
JJnsdgangen stod en Maan i hvide cheder og barhosdet —
en slank, Tin foroverbøjet Slikelse, med Hænderne fol
dede foran oder Brystet, langt Haar o-g et kumtnerfuldt
IAnsigt — det levende Billed paa fattet Forventning.
: Nazareneren!
Jtte langt fra hasm stod hans Disciple. De var stærki
ophidseldet tun han ftod rolig »der i Faktelstæret . . . Og
Jovetfor denne fredeliige Skitkelse var det, at Banden
Ihaode gjort Holdt, maalløs, betuttet, Paa Nippet tiI at
løbe sin Vej! . · . Nu forftoid Ben Hur det hele: han vidste,.
hvem den natlige Etspedition gfalsdi.
« Jntet Mennesle tan med Sitterhed sige, hvad han vil
gere, naar Øjeblittet to«mmer, hvor der sksal handles. Nu
Ivar det der, det, som han havde forberedt sig til· i fleres
IA»ar, nu var den Mands Lio i. Fare, sont ihan havde gjott
isig til Lidsopgavse at Ville iforfvare: og ban — rørte sig
itte af Pletten! Saadanne Modsigelfer kan der hufes i
et Menneste. Maasse han ved Synet af den beinmeilighedk
fuldc Nazarenerö ophojede Ro teenkte fom faa: han er jo
Herre over Liv og Død han vogter not sig selv. Eller
maasle han var optagen af Nysgerrighed efter at se, om
Nazareneren virtelicg vilde øve den Fredsommelighed og
Efteraivenhem som han saa tidt havde praeditet . . .
En Stemtne spurgte: »Hvem soger J?«
»Jesnm af Nazareth!« blev der svaret.
,,Det er mig!«
Henne i. Tag-et tryktede man sig iaen. J det samme«
traadte Judas hen til Nsazareneren og tysfede ham. «.hi1
Dig, Mefter!'« "fagsde han.
tBen Hur horte Nazareneresn sdare. Men straks efters
gik Mcend af Toget frem: Nazakenerens Disciple lob
iincgids dem; det tom til Haandgemceng.
»Stik dit Svcerd i Steden!« lød Nazarenerens Rs .
,,Slnlde jeg itte tømme den Kalk, smn min Fsader h r
sterntet for mig?!« . . . . .
Det neefie SZijelJlik var han omringset. Difciplene
flygtedr. Da Bett Hur saa om efter dem, var de alle borte
. . . . Nazsarencren blev buntdet . . .
»Hoad er det for en Kalt, ihans Fader bar stænckei
for ham?« tcenkte Ben Hur. ,,Og hvem er den Fabier-?
Hemmeligljed paia Hem-melighed!«
Med Soldaterne i Spidsen begav Toget sig ttlbage
ad Byen til. Ben Hur følte sig faa betlemt, saa utikfredz
nie-d fig- sel-o, — han maatte se at faa spurgt Nazarenererk
Derhenne, hvsor Faklerne var tceitest, maatte Fang-en vere.
Ben Hur tsog fm Overtjortel og sit Hooedtlæde af, slcengte
isdet over den lsave Havemur, styndte sig efter Toget, og lod,
Tsom han horte til det. Det llyttedes haim at tomttne he
ipaa Siiden af den, som førte den fangne ved et Reb.
Nazareneren git langsomt, med bagbundne Heut-eh bsjet
Hovesdz Haaret hang hasm ned over Panden; ban- hoM stk
lmere trumlbøjet end ellers, lod til at have glemt alt em
kring fig. Foran hasm marfcheretde Prætftevne og de Ældj
lste, psassiaren«de, nu og da vendende stg om for at fe eftet «
Jungen . . . Da Toget tom hen i Ncerheden af Most-,
mandede Ben Hur sig op —- tog pludselig Nebst nd If
Haanden paa den Slave, der holdt det, og stubbede Stem
litdt til Side. ·
»Mefter! Mester!« lyviftede han saa, hurtiai. »O -
Ord blot! . . . Gaar Du af fri Viwie . . .?"