f« en III
En Fottcelling fra Kristi Tid
as
Lewis Wallacc.
sprbamettkaask General. forhenveerendc Gewin i Konstantinng
Pan Tanst ved Ville. leler.
f
Anden Bog.
Contqu
De gil hen til Brustvcernet og bleo itaaende just Daa
det Stets, hvor Ben Hur just for innige tlar siden havde
rsvet Teglstenen ned, som ramte Va leriuszs Gr.rtiis.
»Herr Du aldrig Været i Rom « spurate Fern-T sorn
stod og smæltede Laasen paa et as sine Arnibaand op ca i.
»Nej«, svarede Esther.
,,Men Du har da ønstet at komme derben, itte sandt?«
«Rej.«
,,Uh! saa tomt et Lin at spre!« — — Men strats i
næste Øijeblit lo hun, saa at det lunde hereg ned paa Ga
den. «Aa Du søde lille (Fnsold!« sagoe hun; »de dunede
Fugleunger i Øret paa Sfintsen deruder " PlemphiSØrte
nen ved omtrent lige saa meaet soin Duk«
Saa lagde hun imidl ertid Mezrte til, at Esther var
saa paasaldende tilbagehol den: og hun flog p ludselig onr og
sagde i en indsrnigrende Tone: ,,Saa! det var jo bare
Spieg! Giv rnig nu et Kns, —- saa stal jeg fortælle Dig
noget, som ingen andre ved.«
Hun lo igen, og masterede derved det hurtige og
starpe Blit, hvormed hun mvnstrede Esther. Hun sagte.
»Am-gen lommer!«
Esther saa forhavset vp paa hende.
»Nazareneren, forstaar Du«, vedblev Jras, ,,han,
sont sBen Hur har arbejdet saa lcenge for« — hun sæntede
Sternmen endnu niere — ,,Na«zareneren tommer hertic i
Morgen, — og Ben Hur tonrmer allerede i Asten!'·
Esther søgte at lade rolig; men uviltaarlig slog hun
Øjnene ned og blev rsd i hovedet . . . Der gled et triurnfe
rende Smil over Æghpterindens Ansigt.
»Der tan Du se hans Laste!« ——— Hun trat et Bret
freni under sit Bælte. —- ,,Glæd Dig med mig, Veninde,
han er her i Asten! . . . Og ved Tiberen staat der et
Palads, værdigt en Konge, og venter paa sin Hersterinde
. . paa ha n s Hersterinde . .
Der lød raste Strin nede paa Gaben. Hun bøjede
ssig ud over Brtystværnet, saa ned, og trat sig saa hur
tigt tilbage ,,Lovet være Jsi·!« udbrøv hun, »der er
Ben Hur! At han stulde komme, ligesom jeg stod og talte
om ham, — ja hvis itte det er et godt Varsel, saa ved jea
ikle, hvad gode Varsler er! Kys mig, Esther, tys mig!«
Esther saa op: hendes Kinder brannte, Øjnene stpd
Lhn. Det var dog at stille hendes Sagtmodighed paa s o r
thaard en Prove. Paa hende, den Livegnes Datter, bavde
han itte tænkt, men til LEgnpterinden kunde ban strive
hun kunde vrale nied hans Fortrolighed ca gøre fia til as
sin Magt over ham! . . . Esther spurgte: .,Elster Du
sham, eller elster Du Rom?«
Ægypterinden rraadte et lille Stridt tilbage, men bei
ede saa, stolt, Hovedet helt ned til hende Da spurgte: »Dost
tomimer det Dig ved, Datter as Simonides- ?«
Tet foer igennem Esther: ,,H-an er min — -—« Hun
blev bleg, lom til at rnste og tunde ille tale un. Endelia
sagde hun: »Es-an er min. Faders Ben.« . . . Tilstaaelsen
»Den, at hun var haan Livegne, lunoe hunitte faa over
sine Lacher-.
Jras smilte: »Nein itte andet?« sagde hun. ,,Nes
behold Du tun Dine Kys selv —- jeg ved, hvor jeg saar
dem, der smager bedre!«
Esther stod og saa efter hende, medens hun gik ned ad
Trappen. Saa sank hun ned paa Hug, stjulte Ansigtet i
sine Hænder og brast i Grund. —- —
En Timestid ester sad Balthasar, Simonides og
Esther nede i Paladsets store Sal. Ben Hur toni ind sam
men med Jras. Han git sørst hen og hilste paa Balthasar,
derester vendte han sig orn til Simonides-; men idet sank-nie
sit han Øje paa Esther og studsede. Hun havde forandrct
sig saa meget, siden han havde set hende sidst! og han tom
til at teente, idet han saa hende, haade paa sine uopsyldte
Migter mod Maderen og Spsterem som han stadig itle
havde fundet, og paa, hvad han i sin Tid havde solt over
for herrde selvl Det varede dog tun et Øjeblil, —- saa
traadte han hen til hende og sagde:
»Fred være med Dig, tære Esther, og med Dig, Si
monides! herrens Velsignelse folge Dig, fordi Du har
Oceret den faderlpse en saa lcerlig Fader!«
Esther stvd med nedslagne Øjne . . . Simonides
svareldu
,,·Bellonrmen, Sen af hur, i Dine Fadees Hast Sæt
Dig og sortcel os vni Dine Vandringer og Anstrengelser
og Im den sprunderlige Nazarener, hvem han er, og hvad
hatt fpketager sig. Scet Dig her midt imellern os, saa
at vi alle kan here Dig.«
Esther satte en Stol frem. —- ,,Tat!« sagde Ben
Ihm Mist
san satte sig og beghndte at svrtcelle, idet han heu
Iendte sig til Balthasar og Simonides.
»Ja har nu fulgt Nazareneren mange Dage og har
set hm under sde forsielligste Forhold Og jeg er komm-et
til den Mal-MA, at strm han et et Mienneste ganste
fom jeg-, saa er han bog mer end et Mennefte.«
»Na-d W Dut« spurgte Simonides
»Ja mener —- --«
. Der kein nagen insd i Salen i det samme. Ben Hur
denvte si- nni, reiste sig vg strakte begge Hender frem
,,Nmrahl Ast-kahl« Mehr-d han.
W gamle rhntede tassebrune Ansigt lyste as Gle
be, saa at det noften blev smukt. Hun sank ned soran harn,
Ihrigede begge Arme otn han« Knie og tyssede hang hern
dee. dan M Paar-et bort fra hendeö Pande og kyssede
Lende m Wen »Noch Amrah«, sag-de han, ,,har Du
W Ue W om Mk — er der stet intet harrt-W
-- W Aas i Staat-. —- »Oudt Billie stel« sag-de han
Its eq- JVM Da man lunde here af Tonefaldet, at i
;- W W hat-bei Im nagensinhe at faa
Mag Watsenrere«.
das seh et M need derive-Ist her-ev og state at
Fuseme ni- Wne. Sa- satte hau
sssf
- Weis-Essig w- Ese
mig . . . Vil Du ikteT . . . Saa scet Dig ved mine Ind
"der, da — for jeg hat smeget at sortælle mine Venner om
en mcerlelig Mand, der er tommet til Verden."
Amt-al) git imidlertid hen ved Deren igen, satte sig
paa Guloet, med Ryggen op til Vceggen, saadan saa hun
tunde se paa ham hele Tiden, og foldede Handerne om sme
Knie . . . Ben Hur fortsatte:
,,«Jførst man J vid»2, at Nazareneren kommer her til
Byen i Morgen sor at beioae Templet, som ban lalder sin
Faoers Has. Der, siger man, oil han fortnnde, bvad ban
aater at udrette. Saa i Morgen faar vi rimeligvig It
dide, om Du, Baltlmsar, eller Du, Simonides, hat hast
Ret.«
Balthasar spurgte med siceldende Rost: »Hdor stal
jeg gaa hen for at saa bam at se?"
»Der dliver vist stor TrængseL Jeg tror, det vilde
vcere heldiast, om Du saa at komme op paa Taget over
Salomos Forhal.«
,,«følger Du med os?«
»Nei. Jeg og mine Folt maa med i Processionen.«
,,Processionen?!« gentog Simonides-. »Drager han
op i Triums?«
Ben Hur forstod hans Tanlegang:
»Han hat tolv Mand med sig«, svarede han: »Fistere,
Landmænd, en Tolder, — lutter simple Foll. De rejser
til Fods, bryder sig hverten om Blæst eller Regn ellek Hede
eller Kuldr. Naar jeg saa dem gøre Holdt under Veji
for at spise eller hvile, mindede de mig mest vrn Hor
der, der stal hen til deres Hjorte. En Hofmand eller en
Konge ligner ingen as dem. Kun naar Nazareneren blat
ter Hovedet for at tprre Sveden eller Stsvet af, tan man
se paa dam, at han er Lcererem Mesteren . . . Men hvad
vilde J sige om et Menneste, der tunde sorvandle Vejens
Sten til Guld, og som dog blev ved at vcere fattig?«
»Er det ilte den Slags Mennester, Grcekerne talder
«Filososer?« spurgte Jras.
»Filosvserne hat itte saa stor Magi, mit Barn«, sag
de Balthasar.
,,Jeg hat set Nazareneren sorvandle Band til Vin«·
sortsatte Ben hur
»Vand til Vin!« udbrtd Simonides. »Og han bli
ver ved at være fattig, siger Du?"
»Von ejer intet og misunder ingen, og han yntes
over de rige . . . Dog, det er endda det mindste!« ved
blev Ben Hur. »Men hvad ville J sige om et Menneste,
sont raader over saadan Lagedvms-Krast, at blot de Syge
rote ved Smmnen as hans Kjortel, eller han lægger sin
Haand paa dem, saa helbredes de?! Der var saaledes en
spedalsk —- —«
Amrahs Hcender gled sra Knæene ned hver til stn
Side, og hun lyttede med aaben Mund . . .
»Bei var i Galilaea. Den spedalste lom hen til Na
zareneren og sagde: »Herre, kwis Du vil, saa tan Du gøre
mig Urene ren!« Saa lagde Nazareneren Haanden pac
den Spedalste og sagde: »Bliv ren, jeg vil det!« Og
Manden blev saa rast fom en af os, her sidder!«
Amrah havde reist sig. Hun sormelig rystede as
Sindsbevcegelsr.
»En anden Gang'«, fortsatte Ben Hur, »tom ti spe
dalste paa en Gang til ham og faldt ned for ham da
raabte: »Mester, fordarm Dig over o5!« Han svarede:
»Gott hcn og sremstil eder for Præsterne!« Og det stete,
at da de vare under Vejs, sorlod Sygdommen dem; tun
deres chedning mindede endnu om, at de havde varel
spedalsle.«
Amrah sneg sig ubemcerlet nd as Døren.
»J tan tænke eder'«, blev Ben Hur ved, »hvor stærlt
et Jndtryt disse og mange andre Oplevelser maatte gøre
paa mig. Midt under al min Tvivlen og Uro og Fort-av
selse tom saa dette til: Som J ved, er Galilceerne heftig
as sig og utaalmodige. Aar igennem havde de ventet paa.
at han stulde ertlære sig; vil han være Konge, hvorsor saa
itle lige saa godt strats? Legionerne var rede. Saa greb
vi til Svcerdet; og en Dag, da han laerte nede ved Spens
Brei-, tom vi til og vilde med Magt gøre ham til Kongr.
Men han blev borte for os, og da vi saa ham igen, var han
i en Baad ude paa Spen. Alt, hvad der driver andre
stern, og hvad de lcenges ester —- Rigdom, Magi, tonge
lig Ære, —- det bryder han stg itte am, han viser det sra
sig. Hvad siger Du til det, Simonides?«
Simonides sad lange tantefuld, med bsjet Hoved
Saa saa han op og sagde: »Herren vaere evig prisetl Hans
Profeters Ostd staar fast. J Morgen stal J se, faar vi
Klarhed.« — —
Man blev stddende sammen til over Midnat og taltc
om Nazareneren og om alle de Undere, som Ben Hur vidste
at fortcelle, at han havde udfsri. Simonides holdt stadig
fast ved s in Udlcegning as Proseterne, medens Ben Hur
mente, at ogsaa Balthasar havde Ret: Nazareneren var
efter band Mattelse baade lsom Balthasar mente) For
lsseren og (som Simonides mente) den tiltommendt
Kongr.
»J Morgen vil det vise sigl Fred med eder!"
Det var de sidste Ord, Ben Dur sagde, ssr han brsd
pp og begav fig tilbage til Bethania.
-—--« JE ke- Essai-« - «
Wgelige Meter, der Kräfte-fis längs Bierget t den sph
lige Ende af HinnvnpDalem
Stønt det dar saa tidligt paa Dagen, var Ben Hurs
Moder allerede oppe; hun sad uden for Jndgangen til Hu
len. Tirzab deriinod sov endnu . . · Pludselig fil den spie
dalste Oje paa cn Koindestillelse, der kom hen imod hende.
Hun dcrltede hurtigt Hovedct til med sit Sløt og raabte sit:
,,llr«:n! llren!« Men i Dag agtede Amrah itle paa Ran
bet: knin iiæsten lob on tom lien og faldt ned paa Knie for
sin ulnttelige Fruc, og da Ben Hur-s Moder stødte henIe
fra iizi og trat Hcrnderne til fig, tnsfede hun hultende og
sniansxmttende henrszz Zureden
,,«.Ui’en Vlmrnli don! hvad liar Tu gjort?« fande Den
Harz-« Moder. ,,Elal del være din Kastlighed til os, at
Du piier Dizi san ulndig, san utlon? Nu er Du fortabt
rg tnr rildrig oende tilbage til «- din Herre! Lg Vi —
hvad slnl der blioe af os? Hoem ital nu bringe os Mad,
hvor ital vi tunne opbolde Liver? An Amt-ah, Amrahl
hoor tunde Du dag?«
,.Vær barmhiertig!« . . . liullede Anirah·
»Havde Du været barmhjertig inod Dig selv, san
havde Du vceret barmhjertig mod os alle! Hoaid slal der
blioe ai os? Hvi.lte itte Guds Vrede tungt not over oå
i Forvejen Z«
Tirzah var blevet vckttet af den hojkostede Tale, og
toni ird. Hun git tret, forpint, var ncesten blind· — »Er
det Amt-ali, Moder?« spurgte hun.
Ilmrah vilde slcrbe sig hen til hende . . . .
»Bliv, hoor Du er, Amrah!« raabte Moderen. »Jeg
forbyder Dig at rsre ved hende! Reis Dig og ga"a, fpr
nogen ovre fra Bronden faar set Dig! . . . At, det er jo
sandt, det er for sent! . . . Reis Dig, siger jegl«
Amrah blev liggende paa Knæx hun lpftede bedende
Heenderne i Vejret. »Jeg har itte veret ulydig, Frue'·,
sckgde hun, ,,jeg tommet jo med godt Nyt!«
»Im Jusdah?« spurgste Moderen ivrigt.
»Der er en undergtrende Mand, sont er t Stand til
at hjeelpe Jer. Han behsver tun at sige et Ord, saa bliver
syge raste. Jeg vil fslge Jer til haan
»Aah, stattels Ammh!« sag-de Tirzah.
»Nei, nej!« indvendte Amrah heftigt, »det er sandt,
sont jeg siger. Kom, — spild itte Tidenl Han sial komme
her forbi nu til Morgen, paa Vejen ind til Byen. Se,
det er allerede Dag! Slynd Jer at spise, og folg faa me l"
Muligt, at Ben Hurs Moder allerede havde hstt om
den undergsrende Mand; thi Nygtet om hcnn var trcengt
ud til hver en Aftrog af Landet. —- ,,Er det Messias, Du
mener?« spurgte hun.
»Bei er en Nazarener . . . Judah fortalte om ham.«
»Judah? Er han hjemmeZ Hat han sendt Dig
bemess«
,,Nej — han tror, J er dodel . . . Men han hat selv
set Elias-Inneren helbrede spedalfle, det sagde han i Aftes.
Den forite Gang var der tun ern, men den anden Gaan
var der hele ti spedalsle. Osg de tom sig allesammen!«
»Der var i gamle Dage en Profet, fom helbredte en
fpedqift«, sagde Moderen tanlefuldt. »Men ban havre sin
Meint fra Gud!« —- Hun tad lidt, og tilføjede san: »Hdis
det var Miztzsiask Jeg tan butte, at der blev talt san meget
om en Gang, at nu var han todt. Dei er lcrnqe siden, —
han maatre viere Island nn. Lsg Judah siger, da er fandt?«
—- Det man vcrre sJJiegsias! . . . Stuf os lidt Band, Am
ruh, og lad os sviie. Sau folget vi. med!«
Maaltitet var hurtigt fordi, og man leqav sig pan
Vei. Men hvor stulde man gaa ben? Ainrah san-de, at
Monden vilde komme fra Betl)ania; inen derfra forte 3
Veje eller rettere Stier til Jerusalem: een over Oliebjers
net, en anden ved Fodn af det, en irr-die forbi Forargeli
IMS VIEILL Der var del ille langt fra den km til den
and-en Vei, men dog altid langt nol, til at de vilde gaa feil
af,Manden, hois han tom ad en anden Vej end den, de
havde valgt. Tet var let at tnærte paa Amrahs Svar, at
hun vidste ingen Befled· Sau inaatte Ben Hurs Moder
selv treffe Beitemmelse:
»Lad os gaa først til Bethphage«, sagde hun. »Der
som Herren er os nandig, faar vi not at vide der, htm
hen vi stal vende os.«
De gil hen ad Tophet til cg til de kongelige Hader.
Da de tom ud paa Vejen, standsede de imidlertid. »Jeg
tror«, sagde Ben Huts Moder, »at vi gsr bedst i at holde
os lidt afsides. Dei er Festdag i Dag, der bliver fuldt as
Foll paa Beim Naar vi gaar over Forargelsens Vjærg,
undgaar vi Mannen«
»Bjcerget er saa steilt, Moder«, sagde Tirzahz »jeg
har itle Kræfter not til at gaa den Vej.«
«heller ille, hvis Du gaar Helbred og Liv i. Milde
Biarn? . . . Saa, nu begynder der at blive fuldt henne ved
Brmden —, ser de os her, saa stener de os! Kinnl«
hidtil hat-de Amrah itte rprt ved de spedalste. Men
nu gis hun hen og lag-de Armen om Livet paa Tirzah:
«Stst Dig til mig«, sagde hun; »san« gannnel jeg er, er
jeg starrt endnul Og det er tun et lille Stnlke Vej.«
Bjærget laa fuldt us Sten; der var mange samtnen
suntne Huler og Ruiney det var en streng Vei. Men da
de endeltg var naaet op pera Doppen ogs lunde se, i Nord
oelt, Templet og deti Ganrde og Sions mcgtige hvide
Taarnh —- da var det, sein l det mindste Mai-deren sit ny
Kraft og nyt Mod
,.Se, Ttrzah«, sag-de hun, »dem Du se Portens Guld
Plader stinnet tun Du halle, hvordan vi i gerinle Dage
plejesde at gaa tnd ad den? Aa, om di tunde komme der
tgenl Og san vort hieni, —- det san Elle være langt
derer. Se der —- der dag Tage-l over det Allerhelligsie
—- ldet maa det vere! Og Judah er deri«
De steg ned nd Bjærget. Tirzah blov imidlertid mer
og mer udmattet, og tilsidst —- nede ved Faden af Bjærget
— sank hun stimmen »Jeg tan ttle merel Lad mig
blive liggendel Gan J!« hvistede hun.
Moderen bthds sig randvild nsd over hende. hvad
stulde de dog stre? — J det stimme saa hun en Mond
komme ganenide hurtigt nenne fra Oft.
»Tag Dig samtnen, Titza !« bad hun. »Der kom
mer en «henne, — inaafle han stger os, hvor vi lan treesse
Nazareneten.« -
»Du glemsmer, Moder, —- vi er urene!«'
Der, hvor de stud, var Veien ganste smal. Fulgte
den kommende den Vej, maatte han gaa tat forbi dem . . .
FIE. haststeige stärkste Ostens Daw sei - Zu nee, -. -
at han tunde here dem, raadte Mit-deren det lovbefaledet
«llret:e! vi er urene!« Men til deres Forbavselse blev ,
han reo at gaa lige hen imod dem.
»Juki Dis i Agtl vi er urenel di er nrene!« gentog
Bsen Hur-s- Moder.
Hnn bteo staaende, lnap et Par Stridt fra denk:
»Kvi.nde«, sngde ban, ,,jeg er den-s Bud, der helbreder
Statlrrmed et Ord. Jseg frn,tter Jer itte.«
»Er Du Bild for Nazarenercn?«
»Im 9.ttezsi«1—is!« sagte dan.
,,.Hoor er stan? Hvad Vej tontmer han?«
»Don er i Betbpbnge nu, og tommer denne Vsei . .
Jeg stal hen osg fortnnde Folt i oa udenfor Bnen, at han
næriner sit-» Frcd das-re incd Dia oa ined dine!«
Han ait vidkre men ltetasntte sig sttats og lom
tilbage »Tct er sandt«, sande ban, ,«·3olen vil drwnde
hebt, inden SUteszisinsJ naar hertit Jes« tan fan, hvad jeg
lieh-ver til at slntlr min Tørst, inde i. Bnem behold J de:
Band, jeg har her! . . . Og vær san ocd trostig Mod og
anraab hom, naar han lommer forbi.«
than ralte Ben Hurs Moder en GræslarsFlafte suld
af Von-d. Han satte den itte fra sia paa Jordem nej han
gao hende den i Haandenl
»Er Du en Jode?« spurgte hun forbaoset.
»Ja —- og en as hans Disciple, som lærer i Ord oxi
Hansdling at elsle sin Neste Fred vcere med Eder — vier
ved trostigt Mod!"
Han git videre, —- og de søgte hen i Ly as et stort
Klippestytte, som laa et lille Stytle fra Vejen. Der satte
de stg, drat as Vanidet og lyvilte sig — —- og ventede . . .
Ved den tredie Morgentirne begyndte der at lomme
mange Folt, som git i Retning ad Bethania og Bethphage.
Og ved den fjerde Morgentime viste der sig en stor Folle
bob paa Toppen af Oliebjaerget. Der var flere Tusindez
alle gil de med en seist afbrcellet Palmegren i Hemde
Iorbadset stirerede Ben Hurs Moder og hendes Ledsagere
paa det uvante Son, — indtil deres Opmærtsomhed ben
ledteö paa, at en anden stor Folkehob nckrmede fig fra Ost.
»Der er han!« sagt-e Moderen. »De her forani os
tommer fra Byen og gaar hain i Mode; den anden Hob
folget efter sham . . . hvordan var det, Amrah, at Judah
sagde, de spedalste havde anraabt Nazareiteren?«
,,De mabte: Herre, forbarm Dig over os!«
»Da ille oidere? —- Aa nei, det er jo ogsaa nol!"
Toget fra Ost tom langsvmt naermerr. J Spidsen
af sdet ted en Mund med blsottet Hooed og llcedt helt i
hoidt. Udtrytlet i Ansigtet var mildt; hans lange, gol
dent brune Haar, der var stilt isMidten, saa her i det blante
Solstin næsten ud som en Glorie om hang Hoved Han
saa hberlen til højre eller venstre, tog slet itte Del i sine
Omgivelfers støjende Gier-de. Baa efter bam var der e:
uoverstueligt Mylder af Mennest-:r, som jublede og sang
,,Det er ham, Tir«;ah8« sande Moderen; ,,totn!« —
Lg de falot paa Knæ derbenne Ved Klippen.
Jmidlertid haode Lptoget, som tom indc fra Born,
ajort Holdtz man viftede med Palmegrenene og raabte
ost sana: ,,.tJoftanna, Du Dannds Son! Lodet vcere den,
som tommer i Herren-i NaDn2« Raabet forolantedess fra
ttitrlte til Rælte, onsaa odre i Nazarenerens Folge: som en
’Siorm bruste det aennem Lasten.
»Vi maa ncermere, Tirzahx her tan han ilte bore
os!« saaoe Ben Hure-« Moder. Lg de reiste iig oq slæbte
sia ijæsten lxlt ben til Beim ca ined Hzrnderne firatt op
mod Himlen raubte de om Hjcelp.
Sau var der FolL som lagde Mærte til dem og san,
at det var Spedalste. »Urene! Urene!« blev der raubt.
»Sten dem! — Slaa dem ihjel, dc sorbandede!«
Men Nazareneren red tæt lJen til dem og saa nied
lidende ned paa dem . . .
»Herre, forbarm Dig over os! Du er jo den Mes
sias, som Proseterne har lovet os.«
»Tig ste efter Din Tro, Koinde!« blev der svaret.
Follesvcermene —- den inde fra Byen og den sra
Bethphage — strøminede sammen om ham, og under Ho
fromm-Rand og Viften med Palmegrenene drsoges han
dort . . . De spedalste blev liggende paa Kna, mens Sta
ren trat as Sted og forsvandt omme bag Bierget. —- «Aa,
mit Born, vi er frelste!« mumlede Ben Huts Moder Gang
efter Gang;
Og det var, som om Blodet fornyedes i dem: det
strommede hurtigere og stcerlete og fyldte deres syge Le
gemer med en ubestrivelig Folelse af smertesri Helbredelse.
Og samtidi.g var det, ligesom der tom en ny Aand i dem,
saa at de blev fulde as Haab og stille Glæde.
Der var en foruden Amrah, som holdt Øje med dem.
Ben Hur havde vceret med i Togetz han havde hort de
Spesdalstes Bon, og begcerlig, som han var, ester at se med
egne Zim, hoor vidt Nazarenerens Magt gil, var han
traadte til Side og var blevet staaende for at afvente,
hvad der vilde ste. Atter og atter havde han hilst paa
Man-di Optoget —- hans Galilæere, som under deres lan
ge Overllcedninger bar lorte SMd . . . Omsisder tom en
solbreentdt Araber hen til hatn med to hefte.
»Bei er bedst, Du bliver her«, sagde Ben hur til
hom. »Jeg maa ind i Byem men jeg maa have Aldeba
ran i Rethedem dois jeg faar Brug for den.«
Don ilappede Besten os oilde til at gaa videre, den
forbi de to spedalste winden Men tdet han vendte sig
um« lom tilfcldig til at se hen til Klippestyttet, der laa,
og opdagede henne ved det en lille trittnbtjet Mndestitleb
se, som stod med Ansvgtet i begge Mr og get-d. Det
gtw et Sæt i hmn as Forbaoselsr. —- »Saa sandt herren
levert« udbrod han« ,,det er jo Amrah!« Og han taldte
hsjt: «Amrahl Amrahl hvad bestiller Du ders«
hun lom lebende hen og faldt ned sor- hans Zod
der og hullede: »An Herre, herre! Din Gttd og min
Gud —- hvor han er god!«
En pludselig Anelse bragte ham til at satte Amrahs
Nærværelse her i Forbindelse rned de to spedalsle M
ders. hart sna om ester dem, —- hun, som havde talt med
Nazarenerem stod lidt fra ham, med foldede beendet- og
himmelvendte Blitle. Denne graahaarede Kvinde —
llulsde det være hans . . . ? -Ogs sden unge Pige ved Siden
If . . . ? Rappe sig selv mægtig lagde han Dann-den paa
Amrahö Hoved og musmlesdu ,,A-mrah! er det —- er
det . . . L« (Foriscettes.)
Xl.
Det fstfte Menneste, der den fslgende Morgen gil u:
gennem Innre-Worten og det lige lau saure den var blevet
lullet op, var Amtah. Portvcgtetne gjorde hende tntet
Spstgsmaal: de var vant til at se heade, felve Motgenen
tom jo ilte regelmæzsigete end hun.
thun flog ind paa den Vej, som lsb mod Øst og fsrte
ned til Dalen. Oliebjergets mittegtsnne Straaning vat
bedælket med hvide Telte, hvori Fall boede, sont var kom
met til Jerusalem i Anledning af Paaslefeften. Det var
saa tidlig en’dnu, san hun msdte ingen. thun tom forbi
Gethssemane, forbi Gravene ved Korsvejen, hvor en Vej
svingede af til Bethania, forbi Silsoah7 hun var tret, satt(
sig en Gang paa en Sten for at pufte ud, men reiste sig
strats igen og hastede videre. Nasten uafbtudt mumlede
Ihun hen for sig, og hun saa tidt over knod Bjetget: detovre
var det alt begyndt at dageg.
Endelig, da hun var naaet hen til de longelige Hader«
sagtnede hun stn Gang. Nu tunde hun se de spedalstes
