Ben Hur.
En Fortaelling fra Kristi Tid
at
Levis Wall-ice
Isedasmtanlk senkte-L toehmværende Gesandt i Konstantin-weh
Paa Danfk ved Bild. Mittel-.
Anden Bog.
(Fortsa..s
Det var Hensigten, at de ved Daggry flulde dreje as
og opsøge en Hvileplcrds, hvor de kunde voere i Sitkershed;
men Solen kom op, ssr vde endnu var sluppet ud as Or
tenen. De fortsatte altsaa deres Bei, saa meget mer, som
Fereren sagde, at de om lidt vilde komme til en Klippe
Dal, hvor der var en Ki-lde, nogle Morbærteceer og Grces
nok til Hestene. Medens saa Ben Hur red videre, grub
lende over alt det, der skulde komme, og over de store For
andrlnger, der slulde fie, havde Føreren hele Tiden Øjnene
med sig. Og nu gjorde han Ben Hur opmærksom paa,
at der lom Foll et Stylke Vej bag ved dem. —- »En Kamel
og Ryttere«, sagde han.
,,H-vor niange er der?« spurgte Ben Hur.
»Nei, jeg saa fejl —- der er kun en Mond til Heft;
rimeligvis Foreten.«
En Stand efter kunde Ben Hur selv se Kamelem
den var hvid da nscrdvanlig stor. Han lom til at tcenke paa
det prwgtiqe Dur, fom han havde set i Daaphnes Grotte.
Det skulde da vel alsdrig være den-? J Teltet paa Kamelens
Rng sad to Ijlennefker, — sat, det var Balthafar oa Frass-!
Aa men hvor flulde de komme her, i Ørtenen oa uden
FolgeY . . . Jmidlertid strakte Kainelen nd og kom narr
n1erc; han kunde høre dens Bjaslder rasle, han kunde se
dens kostbare Hovedtøi. Og —- jo! Manden til Heft v a r
Æthioperen, som plejede at folge Balthasar o«veralt! . . .
Da Kamelen var omtrent pna Siden as Ben Hnts
Heft, blev den holdt an, —- oa Jras flog Teltfvrhænget til
Side og saa forbavfet paa Ben Hur.
»Den ene og sande Guds Fred vcere med Dink« sagde
Balthasar med slcklvende Rost. »Jeg set kun daatligtz
men min Dsatter siger mig, at Du er Hut-s Son, soin
jeg var fammen med hos Jlderim den velvillige.«
»Herr-eng Fred vaere med Dsig og dine!« svarede Ben
Hur. »Hvor kommer Du dog her? og uden Folgst-«
»Hvem der er, hvor Gud er, er aldrig sorladt, —
oa Gud er ovetalt!« sagde Balthafar. »Men sorøvrigt
maa du vide, at et Stykke bag ved os lommer der en Kara
vane, som slal til Aletsandrim Da den gaar over Jerusa
lem, og da jeg agter mig derben, sluttede jeg mig til den.
Den drog imidlertid saa langsomt frem: dersor gav vi os
alene paa Vej i Morges. Rovere et vi itle bange for, -——
vi hat Leidebrev sra Scheiken. Og min Kamel er hurtig
of ftg·« ;
»Ja,« fagde Jras, »hurtig er den, men dersor varer
det alligevel lange, for vi lommer til et Sied, hvor der
er Band . . . Kan du ikke vise os hen til en Kilde, saa at
vi kan komme til at holde Frokost?«
Ben Hur svarede: »Hvis Du blot vil give Tid et Die
dlik, slpnnse Ægypterinde, haaber feg, at jeg stal kune
slasse Dig en Drik Band, der er fuldt saa sriftt og rent som.
chdet fra den bersmte Kilde Kastalia.« —- - Dermed?
red han og hans Fsrer soran.
Lidt eftek tom de hen til en Wadi. sont Fneren
dtejede ud i. Det havde regnet for nyligx Banden vari
noget opbl-dt, og Besen temmelig brat ned. Men san
videves den ud, de epm ikw wen-m steil- mippevckgge, vg?
soran dem aabnede sig en forholdsvis stor Dal med Grtns
. svæt og Basle. Et Palmetrce, der stod, angav, hvor Kilden
var. Vandet eislede ud as en KlipperevneF en eller anden
havde ridset soroven i Klippen med hebraiste Bogstaver
Ordet »Gud«.
De gjorde Holdt og stod as. Oldingen vendte straks
Ansigtet mod Ost, lagde cerbsdig Henderne over Kors
over Bryftet og bad en Bsn
,,Kom saa med et Bceger!" sagde Jraö utaalmvdig
til Æthioperen. Han bragte hende en KrystalstaaL Og
hun sagde til Ven Hur: »Jeg slal betjene Dig.«
De traadte hen til Kilden. Han vilde fylde Begeret
til ·hende; nien hun vægrede fig, fyldte det selv,sog rakte
ha m det ftrst.
»Nej . . »l« begyndte han ·og blev rsd i Hovedet. Men
ssr han lunde saa talt ud, tom Balthasar til:
»Vi skvlder Dig stor Tak, Sen as Hur,« fagde han«
»Det er en deilig Dal; her er godt at hvilel Kom nu og
scet Dig has os og bryd Bredet med os.«
«Tillad mig sørft at betjene Dig!« Og Ben Hur
syldte Bageret og ralte den gamle det.
Saa bragte Æthioperen Haandklæder, og de vaskede
og tarrede Handerne. Derester satte de sig og fpiste as det
medbragte Mundsorraad. Luften var sval, der var Ist-j
ti.dssuldt stille omkring dein; tun Kilden ledsagede deees
Samtale med den evige Rislen.
»Da vi indhentede Dig, Sen as Hur,« sagde den
gamle hentmvd Stutningen as Maaltidet, »lod ogsaa Du
til at vcete paa Vej til Jerusalem . . . Maa jeg spsrge
Dig, er der tagen kortete Bej derhen end den over Rat-both
Ammon?«
»Ja der er, —- over Gerafa og Rasbbathileadx men
den er defvceeligerr. Den agtede je g just at folge«
»Jeg er saa utaalmodig,« mumlede den gasmle »Min
Ssvn svrstyrres stærkt as Drstnme i den sidste Tid, eller
rettere as een Drsm ——: det er ligesom seg bestandig hører
en Stemme, der maner mig, at jeg stal staa op og sknnde
entg: han, jeg har ventet saa lange, er lommet!«
»Wenn Du hom, som stal væee Jodernes Konge7«
spurgte Ben Dur og saa forbavset paa ham.
Den gamle nttkede.
»Men hat Du da itke htrt . . . T«
»Jeg har knn hstt Stennnen i miese Deimme . . . .«
»Saa har ieg her Esteretningey der vil dem Dtg lige
saa velkontne, svm de var mig.«
Og han tog Malluchs Brev frem og lcefte det op.
Dldingen hsrte til i Tasvthed han gjowe tntet
Spsrgsmaah lod itke til at lende til Tvtvh han saa blot
ap mod htmlen og sagde stille: »Du har vtst mig megen
Rande, Verte! Fort-nd mig ende det, at jeg maa saa
Fortsseren at se tgen og kunne til-bebe ham, —- og lasd din
Steuer san hetsea t Frevl«
L
Oldingens besynderlige Tillidsfuldhed gjorde et dybt
Jndktyk pau Ben Hur. Det var,ligesom den Gud, hvorpaa
han troede, blev ryttet ham mere ncer, idet han horte
Ægypteren tale saaledes til ham og give sig saa rolig hen
i hans Billie . . . Han sad lidt og spursgte saa:
»Tror Du endnu, at han dil komme ssom Fortseser og
itke som Konge?«
Balthasar saa taniesuldt over paa ham. —- »Jkg Ved
iike, hvad Du mener, Ssn as Hur?« svarede han lang
somt. »Si«den vi taltes ved sidst, har ingen Stjerne vist
sig for mig; jeg hat ingen Aasbenbaring haft. Men hvad
jeg sagde den Gang, siger jeg endnu. Du tcenker vel at
skulle tende Kongem der kommen paa, at han gaar i Pur
pur og med Scepter i Haansden. Jeg vil tende ham pas,
om han viser Sjælene Bei til rigt og evigt Liv . . . Men
lad sos nu komme afsted! Jeg er gammel og har tun liden
Tid at spi.lde!«
Æthioperen bragte Vin, og de drak. Osg saa, da alt
var pallet sammen igen, brod de op . . . Karavanen tom
til i det samme og holdt ogsaa Rast i Dalen. Men de
fortsatte Reisen alene. — — —
Paa den tredie Dag holdt de Middagshvil ved Floden
Jabbot. Der havde et Hundrede Mcend eller slere netop
slaaet Leit. Da Ben Hur og bang Selstab gjorde Holdt,
tom en Mand med en Krukte Band hen til dem, fyldte
et Begier og bød dem at dritte. De tatkede for hans
Opmcertsomhed oa drat. Jmiulertid stod Manden og saa
paa Balthasars RameL og han sagde: ,,Jeg lommer just
fra Jordan, hoor der var en sorsaerdelig Masse Mennesterz
men saa dejliat et Tyr saa jeg itte «deroore. Dei var et
magelost Dyr! Af hvad Race er det, med Forlov at
sporae?«
Balthasar tilsreksstillede hans Nysgerrighed . . . Ben
Hur spurgte:
,,.Hvo r ved Jordan var alle de Mennesler?«
,,Ovre ved Bethabara.«
»Bei er jo et ganste afsides Vadested, saavidt jeg ved!«
sagde Ben Hur.
»Ja· Men der er lommet en Mand sra Zrtenem en
meget hellia Mand, som fortynder en ny Leere. Han kal
der sig Johannes, Sen as Zatarias, sog er en Nasiræerz
lyan siger, at han er et Slags Bud for Messias.«
Endog Eras blev oprnærksom . . . Monden fortsatte:
,,"folt fortæller om den Johannes, at i sin Ungdom stal han
lhave boet i en Hule ved Engaddi og have bedt og sastet og
sdrevet vcerre Bodsovelser end selv Essæerne. Masser as
Mennesler strømmer ud for at hore ham prædi.ke.«
»Komm» alle de Mænd her derovre sra?«
»Nogle as dem tommer dersra, og nogle af dem slal
derover.«
»de prcediter han om?«
»Ja, det er en underlig Leere, —- det siger da alle,
som har hørt ham. Han kalder den Leeren om Bod og
Daab. Jtle en Gang Rabbinerne ved not rigtig, hvad
de stal stille op med ham. Han siger om sig selv, at han
er den, der talder i Ortenen og beredet Herren Vej . . .!«
Henne i Lejren var der nogle, der vinlede ad Manden.
Jdet han stulde til at sige FarveL spurgte Balthasar hom:
»Sie: os, min Ven, træsser vi Prcedickanten der, hvor Du
forlod ham?«
»Ja oel, ved Bethadara.«
»Den Nasirceer maa være vor Konges Herolsd!« sagde
Ben Hur til Jta5.
»Lad os komme svidere!« sagde Balthasar. ,,Jeg er
ikte trcet.«
Ogs de drog videre, indtil de kom til Siedet, hvor de
stulde hvile om Ratten, vest for Rabbath-Gilead.
J Morgen brtyder vi tidlig op, Ssn as Hur,« sagde
Balthasar, ssr Jhan lasgde sig til Ro. ,,Jeg er bange, Kon
gen stal komme, for vi naar derover!«
Nceste Morgen ved den tredie Time korn de ud af
Hulvejen, som lsber lansgs Bierget Gilead, og ud paa
den Ide Slette Ist sor Jordan. Ovre paa den anden
Side saa de Jerilsoö gamle Palmelun"de, som stratte sig
helt op til Judæas Bjerge . .. Ben hurs Vierte begyndte
at banke: han vidste, at nu var de neer ved Siedet.
»Glasd Dig, Balthasar,« sagde han. »Vi« er der
straks.«
Foreren drev paa Kamelen, saa den lob starkere til . .
Ltdt efter lunde de se Telte, Hytter og Lastdyr, som stod
bundne; saa saa de Floden og paa begge Sider as Floden
en stor Hob Mennesler . . . De tcenlte, at Nasirceeren var
vel i Fcerd med at praedite, sog slyndte sig sremad; men
i det samrne tom der Uro i Forsamlingen, — den spredte5.
De var lommet for sent.
Folk begyndte at komme sorbi dem. Alle lod til at
vcere optagne as, hvad de havde hort, og tog tun liden
Notits as Ben Hur og hans Selslab . . . Nu var allerede
masasie et Par Hundrede Mennesler gaaet forbi. Der be
gyndte at blive folketomt nede ved Floden . . . De vilde til
at oende og opsoge et Hvilested. Da saa de i det samme
komme nede fra Floden en underlig Stilletsr. Det var en
Mand. Haar-et hang ham i uredte Kraller ned over et
smalt, udtceret Ansigt, der havde samme Farve som heu
torret Pergament Øjnene stinnede med start Glanz.
En Slagö KjorteL der var vævet af Kamelhaar, naaede
bam sra densstre Skulder til ned paa Knæerne; den hpjrei
Side var user-Erret. Om Livet hat-de han et Ben- sfs
ugarvet Leder. Hart var barbenet, gil nted en lang Stavz
i Haandem Hans Gang og hans Bevcegelser var lorte,i
dortige, med noget paafaldende aarvaagent hos sig. Nu
og da sit-g han det sorpjuslede haar bort sra Pan-den og
saa sig forsiende om . . .
Den unge Ægypterinde saa forbavset, næsten med et
Udtryt af Barmmelse ester den markelige Stittelfe, og trat
saa Telt-Forhænget til Side og spurgte Ben Hur: »Er det
din Kongeö Hemde
»Bei er Nasirceeren«, svarede dan uden ast se op.
Sandt at sige ftlte han selv stg mer end stusset. Han
havde rigtignot hsrt osm Engaddis Selvptnere, sorn univer
tastede stg de strengeste Bodssvelfen og han havde faaet at
vtde, at Manden her var en Nasirwer, der laldte stg »Ro
sten i·Ørlenen«: men han havde alligevel haabet, at den,
fokn git sorud sor Nonsen, siulde haft nvget storlasdent, no
get mægtigt over sig. Uviltaarltg stillede han en Summen
ligntng mellem Monden her og de ftne hofmænd, som han
that-de set ved det tejserlige hos i Rom, —- og han fslte sig
starnfuld og.sorvtrret.
Balthasar derimod sad rolig, med Hænderne korslagte
over Brystet, og lod til at bede. Han ventede ingen
Kongel
Jmidleriid havde der siddet en Mand paa en Slen
nede ved Flso·dbredden, helt for sig sel·v. Den Mand rejste
sig nu sog kom langsornt hen imod Nasiræeren. Da de vel
var en Snes Slridt sra hin-anden, stand-sede Nassirceeren
alter og saa sig om: han sit Øje paa den Fremmede, og
han loftede Haanden, som for at tilkendegive dem, der
endnu var i Ncerheden, at de skulde vente. Folk blev staa
ende og ssaa. Saa strakte Nasirceeren sm Stav ud og pe
gede paa den Fremmede . . .
Han var lidt over Middelhøjde, slank sog fin. Udtryl
let i Ansigtet var roligt og eftertænksomt, som hos En, der
er vant ti.l at gruble over alvorlige Ting. Han var iført
en vævet Un'derllcedning, der naaede ham til Anllerne, og
derover den sasakaldte Talith, den gængse O«verklcedning.
Over den venstre Arm bar han sit Hovedklcede, hvis røde
Pandebaand hang ned. Fraregnet dette Pandebaand, en
smal blaa Søm paa hans Talith samt de fsor Rabbinerne
almindelige blaa Kvaster paa Kjorilen, var hele Dragten
as hvidt Linned, der dog var blevet gult as Vejens Støv.
Paa Fødderne havde han ganske tarvelige Sandaler; han
bar hverken Taste, Stav eller Balle
Alt det slcenlede Ben Hur og hans Selskab dog lun
ringe Opmcerksom.hed. Hvad der slog dem, var den Frem
medes Hoved og Ansigt.
Han var barhovedei. Det lange, lidt krøllede, g«yldent
brune Haar havde Stilning i Midten. Panden var bred,
Lijnene store og mørleblaa og med lange Øjen-vipper, som
gav dem noget barnligtsblidi. Dei var vanskeligt at sige,
om Ansigtgtrceklene var mest arteske eller mest jødiske. Ei
blødi, lruset Slceg hang ham ned paa Brystet. Der var
naget paafaldende mildt og tillidsvceklende over hele hang
Person.
Han kam langsomt ncrrmere. Ben Hur paa den satt-eg
tiae Heft og med Spyd i Haanden vilde vel snarest have
valt en Konges Op-n1ærlson1l)ed; men den Fremmedes Blik
føgte lwerken ham eller Jras, det hvilte paa Oldingen
Balthasar.
Nasirceeren stod stadig og pegede med sin Stad. Plud
selig raabte han overlydt:
,,Se det Guds Lam, som bærer Alverdens Synd!«
Hans Ord gjorde et ubeskriveligt Jndtryk. Mest
paa Balthasar, som, rystende over hele Kroppen, sank paa
Kna.
Nasiræeken raabte igen:
»Denne er det, om hvem der staat slrevet, at han slal
komme ester mig, han, som har været for mig, og hvis Sto
tvinge jeg ille er vcerdig at løse· Jeg har dobt eder med
Band, men han sial døbe eder med den hellige Aand; Him
len saa jeg aaben, og den hellige Aand kom ned over ham
og blev over hom. Og der lod en Rost fra Hiimlem Den
ne er min elslede Son, i hvem jeg har Velbehag!«
»Det er haml Det er ham!« mumlede Balthasar . . .
Og han sank asmægtig om.
Ben Hur saa paa den Fremmede med helt andre Øjne.
Aldrig havde en Stillelse syntes ham mindre kongelig
end dennel Man lunde slet i«lke teenle sig Krig, Seit,
Herredømme i Forbindelse med den. «Nej«, tænlte han,
««han der er ikle kommen for at genoprette Salosmons
Herredsmme!« Men samtidig duklede der op i ham en
Erindring, som spurgste: »Hvor harDsu set det Ansigt for?«
Og pludselig —- ssom om et Treppe blev dvaget bort fra
hans Blil —- saa han igen Bxønden ved Nazareth, den
Gang Soldaterne slæbte afsied med ham. Dei var de Øj
ne, der .havd-e set saa trostende paa haml del var det Men
neskes Haand, der havde kalt ham at drickkri
han sprang as Desten . . . J det samme hatte han
Jras kalde: ,,Hjælp, Sen as Hur, hjcelpl Fader dsrl«
: Han lob hen til hende, tog et Bergen som hun kalte
hom, og skyndte sig ned til Floden og syldte det . . . Da han
lom tilbage, var den Fremmede forsvunden.
Langt om leenge Dom Balthasar til sig selv. Han
mumlede smed næsten uhørlig Rost: »Forl-serens!«
»Tro: Du?« spurgte Jras sagte Ben Hur.
l »Tiden er suld af Undere«, svarede Ben Hur. ,,Lad
os vente!«
Og han vendte sig om til en as de Mand, der var
kommet Ballshasar til Hjælp, og spurgte:
,,Hvem var det Mennesle, Nasiræeren pegede paa?«
Manden smilte haanligt.
»Han?« svarede han. »Don er Søn as en Tonwer
lntcind i Nazareth.«
l
portere i en Berestoh s om var anbragt imellem to Kampfs-,
og de havde just ille altid holdt Trit. Men nu da hats
endelig svar naaet til Jerusalem, var Reisens Møje glemL
Han kunde itke se sig mæt paa sit Fcedrelan"d. For det me
ste sad han oppe paa Taget, inde i Pavillon«en, og indaans
dede i lange Drag den «du"ftsyldte Lust, siaa over mod Bier
gsene, og tænkte paa svundne Tider. Han passede dog vg
sasa Forretningerne. Daglig sit han Vud fra Sanballat,
som styreve Huset i Antiochia, og han sendte nojagtig
Bested tilbage om alt, der stulde gores.
J det Øjeblik Esther gi-k hen til Tag-Pavillonen igen,
kom thun et TØjseblik til at staa i suldt Sollys. Hun havde
udvillet sig i den Tid, der var gaaet; hun var blevet en
suldvotsen og skøn Kvindel . . . Hun blev staaende et Ofe
vlit og saa paa Patien, der var lommet, — Blodet foet
hende op i Kinderne. Det var Ben Hurs Segl! . . . Sack
gil hun hurtigt hen og gav Faderen den. Han aabnede
den, tog Brevet frem og rakte hende det. — ,,Lces det for
mig«, ssagde han.
Men idet han saa op paa hende, maastte en Danke
have paatkcengt sig ham. Tshi der kom et underligt uroligt
Udtryt i hans Ansigi.
,,Vidste Du, »fra hvem Brevet var, Esther?« spukgte
han.
»Ja — sra vor Herre.«
«Elster Du ham, Esther?«
»Ja «
Simonides tav en Stund. — »Holt Du ogsaa rigtig
overvejet det med Dig selv, Esther?«
»Jeg har gjort, hvad jeg kunde, for tun at tcenke paa
ham som vor Herre, hvem vi tilhører ester Loven; men
jeg var i.tte stcert nok.«
»Mit statkels Barn!« saade han sorgmodigt »Han3
chrlighed er givet bort — til en an"den.«
»Jeg ved det, Fader.«
»L)Egypterinden har fanget ham i sit Net. Hun er
snu og smuk — og uden Hierte. Hun gør sig lystig over sin
Faden — hvav Hustru skal hun kunne blive for en
MandY . . .« Simonides talte halohøjt og tantesuldt,
mere til sig selv end til Datteren, lod det ti.l. —- »Hast
ser ikte and-et i Ben Hur end est Travpetrin for hendes
Ærgerrighed. Duumviren Arrius’ Søn —- det ser hun
i ham. Al hendes Digten og Tradten gælder Rom!'«
»Kan han ikke reddes, Fader?« spurgte Esther sagte.
Han smilte bittert: »En,« der er ved ast drukne, lan
man redde, men i.kke en forelsket . . . Ja . . . maaske jeg
tun-de drage ham fra he nd e; men vilde jeg derfor tunne
drage ham til Dig?« Han lukkede Øjnene. ,,Jeg er
livegen og en livegens Son; jeg tan itte gaa til ham og
sige: Se, Herre, min Dotter er stonnere end Æghpterinden
og elster Dig inderligere. Hellere maatte det ste, Esther-,
at vi begge samledes med Din Moder!«
Esther var blevet blussende rød. ,,Det var ikke min
Mening, Fa«der«, sagde :hun, »at Du stulde tale saadan til
ha m, — paa ha n s Lytte. Hat jeg været saa utlog at
komme til at elste ham, saa maa jeg mest af alt beflitte mig
paa at bevare hans Agtelse . . . Men lad mig nu lese
hans Brev for Dig!«
Qg hun loeste:
»Den 8de Nisan.
,,Paa Vejen sra Galilæa til Jerusalem.
Nazareneren er ligeledes under Vejs. Uden at
than ved as det, folget jeg ester med en sulsdtallig
Legion. Not en Legion er rede, saasnart jeg stiller
Bud. Paaslesesten fortlarer, at saa mange Nenne
ster er samlede. Da Nazateneren begav sig paa Bef,
sagde han: »Se, vi drager op til Jerusalem, for at
alt tsan blivie fuldbhrdet, hvad Proseterne have sagt
om mig.«
Ventetiden er snart omme. J Hast. Fred væte
med Dig, Simonides! Ben Hur..,
X.
Vla ,Esther, siaf mia en Dril Band herop!«
»Vi.l Du ilte heller have Vin, Fader?«
»Du lan lade dem bringe begge Dele.«
De sad oppe paa Taget af Familien Hurs Palads i
Jerusalem . . . Esther gik hen til Bryftvcernet og rasabte
Bested ned til en Tjener i Gaarden . . . J det samme kam en
anden Tjener vp paa Taget og hilste cerbødigi.
,,En Palte til Herren!« fagde han og kalte hende ct
i Linned i.ndhyllet, fsorseglet Btev . · .
Dei var den 21. Marks, næstrn 23 Aar efter Optrinet
ved Bethabara. J den forløbne Tid havde Malluch efter
Otdre fra Ben Hur købt dennes fckdrene Hjem af Pontius
Pilatus. Bygningerne var saa blevet reparerede, og Vec
relserne udstytede med langt større Pragt end tidligere.
Det, at Ben Hur havde opholdt sig saa længe i Misenum
ag i Rom, havde sat talrige Spor. Han havde dog ikke
ossentlig overtaget Ejendommen, dettil troede han ikle Ti
den var kommen endnu. Jlte heller forte han sit virlelige
Nava. Stsrstedelen af den Tid, der var gaaet, havde han
tilbragt i Gallilcea, Vvor han havde drevet nied Kraft paa
Forbseredelserne. Alt imedens havde han holdt Øje med
Nazareneten, der, syntes han, blev mer og mer hemmeli.g
hedsfuld, efter som Tiden gil. En Gang imellem endelig
var han taget til Jerusalem vg- havde da boet som Gæst i
sit fcedrense Hjem, hvor Balthasar vg Jras havde opslaaet
deres Bolig. Hans Bei-g gjaldt fornemmelig den sidfte;
men han fslte sig for«øvrigt meget tiltrukket af Samtalerne )
nied Balthasar.
Simonides og Esther var fsrst for et Par Dage siden
indtrusset fra Antiochia. Det havde vcetet en pinefuld
Nejse for Ksbmandemthi han havde smaattet lade sig trans
Esther takte Faderen Breoet. Det kneb for hende at
holde Taarerne tilbage. Jkke saa meget som en Hilfen til
hende! Og det havde dog vceret saa let at strive: »Fal
tned Dig og Din Datter!«
»Den 8de Nisan?« sagde Simonides. »chid sttiver
vi i Dag?«
»Den 9de«, soarede hun.
,,Saa maa de vel nu vcere i Bethania, —- maasse set
vi ham i« Akten allerede. Ja natutligois, naturligvisL
J Morgen er det de ufyrede Brøds Fest! Den vil de for
modentlig med til.«
Tjeneren loin op med Vin og Band. Og sitaks efter
kom ogsaa Jras. Esther fyntes, at hun havde aldrig set-·
hende se saa smuk ud som nu. En florsagtig Klædning
indhyllede hende soni i en Sky; om P-ande, Hals og Arme
bar hun store Judelsinykketz hendes Ansigt stkaalede; ben
des Gang var selvbevidst, spændftig og dog ulunstlet . . .
»Fred være med Dig, Simonides, og med Dig, siønne
Esther!« sagde lhun og bøjedse Hiovedet flygtigt. »Di;
bringet mig til at tænke« (det svar Simonides, hun taltE
til) ,,pa·a de persifle Præfter, som, naar Dagen hældet, b
giver sig op Paa Tagene og stikker deres Banner efter den
nedguaende Sol · . . Fader kan fortælle Dig om den Art
Gudsdvrkelse, hvis Du illc lender den; han stammer ned
fra Magere.«
»S·mukte Ægypteri«n«de«, fvakede Simonides toligt,
,,Din Fader er en fortrcesselig Mand, som ikke vilde tage
det ilde op, hvis jeg sagde hom, at hans persisle Viden et
den mindste Del as hans Visdom.«
Jras gjorde en lille haanlig Grimasse — »For at
tale filosofisl ligesom Du, —- en mindste Del forudfcettet
jo altid en størte Del: tør jeg spørge, hvad D u anfet for
den stø r s te Del af den Bis-dom, Du tillcegger Fadet?'«
Simonides svarede, i en lidt starpere Tone: »Den
san-de Visdom higer nvod Gud. Den hpjeste Visdotn et
Kund-floh om Gad, — og af alle dem, jeg lender, et ingen
visete i« den Forstand end netop Din Fader.«
Han tog B.oegeret og denk, —- som for at tilkendegive,
at han ille onstede at fortsætte Samtalen.
Ægyptetinden blev en Smule ftsdt og vendte sig pm
til Esther. —- ,,En Mand, der kiasader over Millionet og
hat sSkibe paa alle Habe, tan tun daarligt forstaa os en
foldige Fruentimmere«, sagde hun. »Kom, lad os gaa km
i Hiernet der! der lan svi passiare uden M fsksivkks
nogen.« (Fottfeettet.)