Ben Hur.
En Fottælling fra Kristi Tid
Levis Wall-ce.
Musik-Ist Heimat sorhmvækende Sei-um i Konstantin-wel
Paa Dunst ved Billi. Mitten
Andeu Bog.
(Fortiat.)
hqn blev ved at sove . . . Men nu drejede en kvindelig
Skitkelse om Hjstnet af Paladset, en lille krumbøjet Stif
lelse, der var klædt som Tyvensde og bar en Kur-v paa Ar
men. Da hun sit Øje paa den sovende, stod hun stille og
Iod til at blive forstrækket; saa listede hun sagte op bag ved
hom, stak Hsaanden ind gennem en Sprækte, der maatte
W i Pottfløjen, og stød et Par løse Brædder fra. Hun
stubbede Kurven ind gennem Aabningen og stulde til selv
at fslge efter; men form-odeUlig af Nysgerrighed vendte
hlln sig om og saa ned paa den sovende. Og de io der
ovte paa den anden Side af Gaden bette, at hun gav et
Iille Steig fra sig, de saa, at hun gned Øjnene og bøjede
fig ned, — og pludfelig sank hun hulkende paa Kne, greb
den sovendes haand og kyssede den.
Den Hur vaagnede, trak Haanden til stg, og saa paa
den gmnle . . .
»Amt«-N Amrth er det Dig?"
Den gamle hang om Halsen paa dam. Han gjorde
sig blidt fri for hendes Omfavnelse, og tog faa med begge
Dem-der om hendes kaffebrune Ansigi og kysfede hende.
Tirchh derovre Paa den anden Side Gaben reiste sig
. . . Men MOderem fom geettede, hvad hun hat-de i Sinde,
M fast om hendes Hamle og hvistede: ,,-hust paa,
Timhk . . .
»Nun, her er dog til at komme in-d?« fagde Ben hat
M Ummh og pegede paa Aabningen i Portflsjem »Ro
uetse lyvey Amt-oth, Hufet er mit. Og jeg vil se mit gamle
M. .
De krtb ind gennem Aabningen i Pottstrjem som
III-U eftet blev spottet insdvendigs fra.
· — —- Om Motgenen tidlig blev et Par spedalste
Mk itusset inde i Jerusalem og med Stenkast jaget
nd ad Fiste-Potien.
I—
et Tribunen med Bagtent Soldatekne hat Svcerd og
Sckjvlde, dem kan vi ikke stille op tmod. Lad os se at naa
hen til Udgangen, mens 1den er fri endnu.«
De trat sig langsomt til-hage. Ttdt maatte de sttckve
hen over faldne Landsmænd Mange laa vg stsnnede og
vted sig af Smerte, andre laa tapfe, dsde. Men det var
itte lutter Jeder, de faldne, —- det Var attid en Ttsst
Tribunen taabte nogle Haansord efter dem. Ben
Hur svatede: »Er vi jsdiste Hunde, saa er J rometste
Hyanekt Van- tun rolig, vi sial not komme igen!« Gali
læetne tiltlappede Vam Btfald og drog videre . . . . Udenfct
Betten var der et Myldek, som Ben Hut aldkig havde set
Magen til. Tsagene, Gaderne, Siderne af Bjerget —- alt
var et Hav af Hat-even
Vagten udenfot lod Galilozerne passerr.
»Brødte,« sagde Ben Hur, da Faten var overstaaet,
»J shat tampet som Mand! Lad os træsscs i Aften i
Herberget i Bethania. Jeg hat et Forflag at gøre Jet
som et af stor Vigtighed for Jskael.«
»Hvem er Dut«
«En Ssn af Juda Stamme. — Kammer J?«
,,Ja.«
Og Ben Hut forsvandt tMcengden . . .
» Efter Pilatus’ Otdte blev de dsde og faatede stasset
af Besen. Blandt Jedetne var der stok Sorg, —- men
den mildnedes ved Tanten om den Sejk, som den utendte
Helt havde vundet. Hans Ros var i alles Mund. Man
minsdedes Mattabæetnes Heltemsod og trostede hvistende
hinan-den: ,,Giv Tid ,giv Tit-, Brot-eh Israel tonnner
nvk til sin Net! Lad os haabe taalmodi.gt!«
Achse-. ; . ..
YllL
J Ratheden as de saakaldte Kongegrave er den gamle
Kilde En-Rogel, iwdsattet af vældige Klippeblotlr. Ssaar
man det, hat man rundt vm sig Bjcerge: Moriah og Sion
og Forargelsens og det onde Raads Bieng. Talen og de
fremsptingende Klippevægge er sulde af Bearavelser. Paa
den Tit-, Talen her er vnt, boede de spedalste i. Klippehui
lerne der og udgjorde et Slags Samfund.
Anden Dagen efter at Ben Hur var vendt hjem, begav
Amt-oh sig ud til Kilden En-Rogel vg satte stg derude paa
en Sten. Hun havde en Kruste Vand og en tildcrltet Kurv
need ftg; det satte hun fra sig paa Jokden, løfte sit Das-Ied
Niede, foldede Haenderne oni Knæerne, oa ftirrede ufravendt
over mvd Bjcergene. Det var tidliat endnu, og bun var
mutters ene. Men lidt efter tom en Manv med et Tov ca.
en Vanldspand af Læden Han hilste paa den gamle las-:
febtune Moerlil, rullede stt Tod op, og bandt den ene Ende
fast til Spanden. Hvern der vilde, tunde selv øse Band;
wen vilde nogen slippe for Ulejligheden med at trætte Van:
thet op, sparede han Dem Arbejdet for et rent ubetydeligt
Bei-erlag Da Anna-h ikke tørte sig, spurgte han, om hun
ikke vilde have sm Krukle fyldt. »Nei, itte endnu!« svakede
hun. Saia tav de igen. Lidt efter begyndte det at dages
over Oliebjætget. Kunderne kom, Manden sit ttavlt mev
at tttekke Band oP as Branden. Amrah rette sig stadia
site og stirrede ufravendt over mod Bjoerget. Og Solen steg
vg sieg — .
Amtah shat-de haft for Stil, sent orn Astenen at liste
fig hen i Boderne og gøre Jndtsb. Det var da hun kam
hie-n fra en saadan ang, at hun havde ondaget Ben Hur.
Don havde bedt ham blive boende i Paladset, hvvr hans
Vettelse stvd endnu, næsten som da han fotlod det; men det
vikve have været altfor sakligt, han turde kun love nu og
da at des-ge hensde, om Ratten. Om disse hans forventede
Beng dtejede saa hendes Tanket sig. Han stulde have
sine Livntter sra Drenge-Dagene, syntes hun; den Gang
wde han vceret saa fokhippet paa Stifteri, og detas tunve
hnn da i al Fald altid have noget staaensdr. Tidligere end
hun plejede at vove sig ud, listede hun næste Akten hen ved
IsistePptten for at gpre Jndt-b. Mens hun gil osm der og
W estee grd Honning Tom khun tilfceldigvis til at op
fange nogsle Otd af en historie, ssom en Arbejdsmand stov
og fsrialtr. Hun blev staaende svm nsoglet fast til Jst-den
Iwanden havde vætet med til at slaa Muten no
i den underjordiste Fange-Celle paa Borgen Anto
-, san Obeedte sig om ,hvotledeö det hele var gaaet til,
welches de to Fanger, man havde fundet, havde set ud,
oghvesdehavdesagh atdevar... SomienRus be
ste-De March sme Jst-UT og sont i en Ruö gik hun hjeml
Ost M altsaa nu, M der var blevet as Ben hats
III-e pg Sffieti Den Oplysninz som Ben Dur first
U hat-de bebt henlde one og svm hun afvigte Nat ikke
W give dam, den havde hun nu paa rede haand
in bog blvt vikpe wen-met blpt hun hat-de vidst,
jin var, saa hun tun-de have opstgt hatt-L . Men
due sont ille den Nat! han« get oppe og ventede, —
cli inten- tcntte hun wegen hvis hun sagt-e sin unge
Wd hun nylig hat-de erfaren san vilde han time
M fporenstregt ile ud til Gravhulerne i det vnide Raasds
M hvvr de spedalste bavde detes Tilhold; han vilde
W insd i Halm-e, ogs han vikde blive smittet, pdelagt
fot Miit-l Bat det ille bedre at tie med, hvad hnn vid
M I at Fald visde hun da first selv vkn Morgenen begive
III O M sit-den Eis-Regel, hour de spedalste vaglig ben
Ue W Mievantn de satte lutes Mutter paa Jorden
II W pas Amend, indtil man havde syldt Kakikerne
Jst III. Saat-an maatte ogssaa Bin hats Moder og
ste, M de M sphpkbe SM. Amt-ab haabede,
M Inn Hen, want hun saa dem.
M ff M Fede, end hvad Falk
II- ge W est-gen traftig Mad fvm
Un«
Zi
A«
hun saa partede i sin Kur-v. En god Stund for Daggry
var hun særdig og begao sig strats as Sted.
Da Solen var lommet op, var der som sagt blevet
livligt omkring Branden. Lin-delik; tom ogsaa de spedalste
frem sra der-es Huler: Kvinder, som bar Vanthtukker paa
Skuldren, Maul-, som stottede sig til Stolle og Krykler,
stinder og Mænd, som mest as alt lignede en Bunte Klude
og som blev baarne paa Bcerebore as Lidelsessæller, —
thi oasaa i disse Ulyltens Boliger var der barmhjertige
Siælek . . . Amrah stirrede og stirrede: ingen as de spedalste
sdnteg isende at tunne oære dem, hun søgte. Pludselig gav
det imidlertid et Sirt i denke Helt nede ved Foden as
Bjærget dar der en Hule, udensor hvillen der laa en stor
Sten. Paa den varme Tid as Tagen maatte Solen siinne
ind i den Hule, faa at den stulde innes at maatte være gan
ste udeboelia. Jtle desto mindre tom i dette sØjeblil to
Kvinder sreni as den. Deres Toj var paasaldende nyt;
og de saa sig usikkert om. Nu tom de den ad Bronden til·
Flere as de spedalsle raabte noget til dem; men de blev
ved at gaa. Saa tog Monden, der pste Band op, et Par
Smaasten og tylede imod dem. sor at genne dem tilbage.
»De er fremmede her endnu,« tantte Amrah, »de ved ilte,
at de maa itke lomme belt hen til Bronden.«
Hun rejste sig og git srem imod dem, til hun var del
en Snes Stridt sra dem. Nej, det tunde umuligt vcere
dem, saadan kunde hendes kcere Frue og lille Tirzah da
ikte vare lomrnet til at se ud! Langsomt vendte hun sig
om .
»Er det Amrah?« lod det saa ben til hende.
Hun havde naer tabt baade Kurven og Vandtrullen.
Hun sant paa Knæz ,,Aa Gud, aa GudL er det Dig, Feue?
Herren være evig lovet!« . . . Og stadig paa Knce lravlede
hun stetn imod dem.
»Jtte nærmere, Annah! Vi er urene!«
Amrah tastede sig nasegrus ned paa Jorden og hulkede.
»Staf os lidt Band, A·mrah!« dad Tirzah.
Strats tom Tyende-Lydigheden op i den garnic. Vun
reiste fig, gik det Par Stridt tilbage til Stedet, hvor hun
havde sat Kur-dem shentede den og satte den seen-, og styndte
sig saa med med sin Kruste tilbage tildage til Brsndetd
Derhenne haode man vieret Vidne til Optrinet; og da
man saa, hvor sorgrcedt sog sortvivlet Amrah saa ad, gjorde
man uviltaarlig Plads for den-de.
»me er de to derhenne?« spurgte en Kone hende.
Hun svarede undvigende: »De dar en Gang været
meget gode imod mig!·« Og da hun saa havde faaet Band
i sin Mutte, styndte hun sig den med den og satte den ved
Siden as Kur-den« Selv trat hun sig nogle Stridt tilbage.
«Tal", sagde hendes Frue. »Det var lsnt as Dig!«
»Kat! jeg itie gpre andet sor Jer?«
Ben Hurs Moder havde dojet sig ned sor at dritte;
hun lsstede Hooedet igen og svarede: »Jo, Amrahi Jeg
ded, at Judah er tommet hjem; jeg saa ham sorgangen
Nat uden for vort gamle Has, da Du tom til og vætlede
ham.«
Amrah vred sine Hemden »Da Du tom itle hen
til os?«
»Stulde jeg gore mit Barn ulyllelith . . . Han maa
ille faa at vide, hvad der er bleoet as os, Du maa ilte fige
ham, at Du har talt meo os!«
»Men han leder ester Jer! Han er tommet langveis
sra for at finde Jer!«
»Don maa itte sinde os! Han stal ille blive som en
af os. Kan Du staise os det lidt, vi behøver for at lede.
Amtes-, saa tom herud, saa tidt Du tan, Morgen og As
ten, ligesom nu. Saa« — Stemmen lnak over, hun var
ved at briste i Gtaad —- ,,saa ian Du fortcelle os orn haml
Amradl Men til ham selo —- itle et Ord!«
»Aa Feue, aa Fuel Jeg holder det itte ud!«
,,Vil Du heller have os alle gjort ulytlelige?« — Hun
tog Bandtrulten og gav Tirzah Anwen. »Kom saa igen
i Asten, khvis Du lan . . .! Farvel!«
Amrah blev staaende og saa ester dem, til de var for
svundne i Hulem Saa gil hun langsomt og gredende
hjem . . Men fra nu as tom hun hver Morgen og hver As
ten og bragte dem, hvad de bchsvedr. Her ode og fotladt
de end havde det i Gravhulen, der var dog tusind Gange
dedre end i Fange-Cellen: de lunde se Himlens Sol og
Maane og Stierner, log de havde et trosast Hierte at spge
Trost has.
Ben hur sit alligevel at vide, hvad der var blevet as
hanö Moder og Ssster. Malluch, som han var trusset sam
tnen meld i Jerusalem, havde taget krastigt sat paa at an
stille Undersogelser og var gaaet lige til den lommanderende
Tribun paa Vorgen Antoni-a. Tribunen gao ham Ajug
tig Bested orn de to Kvinder, som man havde fundet i det
hemmelige Fangerum, og han tillod cham endog at tage en
Asfttift as den Bereining om Sagen, der var dlevet til
ftillet Landihtvdingem Der var altsaa ingen Tvivl mulig!
Ben- hur blev som stndettnustr hans Moder og SIster
levede, sog var dog som dsdel »Spedalstel Spedalsiel Aa
End, ca Endl« blev han ved at jamre. Sorg og hævnlyst
keetnpede om Overtaget i han Sjæl . . .
Endelig reiste dan fig: — ,,Jeg maa nd at lede efter
dem!« sagde han. «Maaste er de ved at dol«
»Don vil Du lede ester den-T« spurgte Malluch.
»De san Inn veere gaaet et Sted den . . .«
Walfisch sog-te at tale W til For-trust; og Enden blev
da, at Malluch sit Lod at lede Esterforstningernr. Ei Var
Weder tgeunem midte de for-print besass-er Dag ved
Poeten lige over-for det onde Read- Bjera nden for holl
ten sra Arilds Tid de spedalste plejede at samles og at
tigge Wissen her uddelte desaa milde Gover, spurqte
efter de to mein-det, lovede en stor Beaning for Opdagels
sen as dem. Samtidig W de slittigt ved Banden og
spurgte srg for ogsaa der. Men Bedoerne ude i Grav
idulerne holdt Jan-d sor Junge, —- soin de var dlevet bedt
om at gete. — Dg nu, den forste Morgen i den syvende
Maaned (oor Oktobet), ersor Ben Dur tilseekdtgpix at for
wogen Tid siden var to spedalsle Kvinder dlevet stenet ud
ad Ftste-Porien. han forderte stg neerenerer Tisden stem
mede, de to matte have vieret sbanz Moder og han« Ststerl
W var de da? Jaget nd i Orte-ten timeligth Eller
didet .
»O, nrine Fodtes Gudi boor lange vil Du dog lade
al dem-e Ondflab henqaa ustoasieti hope lange flal det
nedriIe Rom have Los at beste-ask
s- —
Haabløs og fotbitret gil han hjem til Herberget, hvors
han boede. Gaarden var suld as Falk, som var kommet is
Lobet as Natten«. En Gruppe krastige, hardede, unge Mand’
— lutter Galilceere —- vakte hans Opmærksomhed: de
var jo fra den Egn, hvor han haabede at sinde den diri
somste Underststtelse, naar han begyndte at arbejde for
,,Konaens« Sag. Omsider gik han hen til dem, og var
lige kommet i Snal med en, — saa kom en Mond hurtigt«
ind i Gaardem ’
»Rabl)inerne og de Ældste er paa Vej sra Templet hen
tu Pilatus-! nom! stynd Jers«
Alle stimlede samtnen om dam. — ,,Hoad er der paa
Farde3«
,,Pilatus vil betale den ny Vandledning med Penge as
Tempelslatten.«
»Med Penae as den hellige Skat?!« —- «M—ed Herrens
Mom?!« —- »Lad ham oove at røre saa meget som en
Schelel!«
»Kom! Kom!« raabte Monden. »Jaget er allerede
over Broen, hele Bnen er paa Benene og splger med.«
J en Fart kastede Mandene deres overslsdige Tei,
og stod nu, barhovedede, i de lorte, armelose Under-Tuni
kaer, som de Plejer at beere, naar de arbejdede paa Marken
som Fistere, som Hyrder.
Ogsaa Ben Hur havde kastet sit Overtsi. — »Tro:
J, det kommer til Kamp?« spurgte han.
»Ja — med Vagten.«
»Er det Legionærer.«
»me andre bar Romerne at stole paa?« ;
»Hvad Baaden har J?« s
Jngen svarede. Man stotmede assted J
Herberget laa som sagt i den ny By, Besetha. For
at komme op til Praetoriet lsom Romerne taldte Herodess
Palads paa SiongBjergeV maatte de over Lavningernes
nord og vest for Templet, rundt om Acra- Hsjen og hen til
Mariamne- Taarnet: dersra var der saa kun nvgle faaI
Sktidt til Paladsets hovedsPori. Undervejs havde man-ge
sluttet stg til dem, som bavde hart om, hvad der var i
Gene. Da de kom den til Porten, var Rabbinernes og
de Ældstes Procession allerede draget ind; udenfot stsjede»
en stor Falk-hob. En Henedömand meld draget Svcerd og’
en Afdeling Soldater bevogtede Jndgangen. Porten stod
imidlertid aaben, Falk myldrede ind og ud
»Hvad gaar der sor sig derinde?« spurgte en Gali
lceer en as dem, der kom ud
«Jngen Ting!« svarede han ,,Rabbinerne forlanger
en Samtale med Pilatus, og han ncegter dem den. De
har sendt en ind til ham med den Besied, at de gaar ikke,
for dan bar hsrt dem. Og saa staat de og venter.«« l
»Lad os gaa derind!« sagde Ben Hur. i
De kam ind i en Gaard hvor der var en RakkeJ
Trceer med Bænle under. De drejede til heite, og kom!
hen paa en anden firkantet Plads, paa hvis vestlige Side»
Proturatorens Bolig laa . Uden sor den bslgede en op !
bidset Mangde srem og tilbage. Alle stirrede frem smod en
Tor, som var inde i den brede Forhal. Deren var lukket, !
Forhallen besat med Soldaten Trængslen var saa stor, I
at Galilæerne kunde ilke komme frem. Ncermest ved For
ballen lunde man se Rabbinernes Turbaner. Nu og da
bleo der raabt: ,,Hvis Du vil være vor Guvernør, Pilatus-,
saa vis Dia! Kom derud, Pilatus!« En Mand, der var:
hsjrsd i Ansigtet as Forbitrelse, banede sig med Albuernes
Bei ud gennem Stimlem »Nei, her hat Jsrael innen Tina
at siae!« brummede han. »Man agter os ilke mer paa dette
hellige Sied, end man agter Hundene i Rom!" ;
»Vi! han itte komme uns-« ?
,.Han?! Nu hat han tre Gange sagt Nest«
»Hvad vil Nabbinerne aøre2«
»Det samme, som de gjorde i Casareal blive, til han
her-er dem.« s
»Don vover da vel ikke at røve Tempelstatten?« ;
»Ja, det er saamcend ikke godt at videl Hat Romerne
ikte standet det Allerdelligste? Er der noget, som Romere
er bange sor at gere?.
Der gik en Time. Rabbinerne blev, sksnt Pilatus
stadig nagte-de at svare dem. Ogsaa Folkehoben blev.
Det blev Middag, og det begyndte at regne. Trængslen
tog til. Utaalmodigheden og Larmen voksede. »Kon!
herudt Kam herud!« ltd det nasten uasbrudt; og man
raabte Eder og Forbandelser.
Ben hur holdt imidlertid samtnen paa Galilaerne
han antvg, at Romernes Stolthed vilde tilsidst vige for
deres Klogstab, saa Sagen sik en Ende. . Men Pilatus
ventede kun paa et Paaskud til at undertrytle Oprtret med’
Mast
Og det kom: pludselig her-te man Lyd as Slag, Steig,
Forbitrelses-Raad. Rabbinerne blev blege og saa fig for
skrcekket am . Falk langst tilbage pressede paa sor at komme
frem; de inde i Trængslen arbejdede paa at slippe ud;
Fordirringeno var ubesttivelig. Tusinder as Stemmer
spurgte, hvad der gis for stg, og ingen kunde eller vilde
spare.
Den Dur Venarede Fatningen. »Seid mig lIfte Dig
op,« sagde han til en as Galilceerne, »saa Du tan se, hvad
der gaar for sig. — Lan Du nu sei«
»Ja. Der er nogle med Kniplerz som slaar les paa
Falk. De er klcdt som Alten«
»Er det Liederk
,,Rei, det er Romeret saa sandt herren letter-, -— for
tlcdte Romerel . . . Saal der flog de en gammel Rat-di
nedl De staaaer ingen!«
,,0aliloerse!« raabte Ben Dur, «det er et Kned af
Pilatuil Ovi- J vil ftlge mig, saa start di i en Iart blive
frsi for de Kniplerk
»Ja! ja!«
.,Saa ssrst over til Trceerne!«
De lab, alt hvad de kam-e, over til Traerne vg
bralkede Grene as . . Falk slygtede nu i vild Angst hen
M Udgangen. »Mit til Mute-M raabte Ben hur.
,,Jnd til Murenl hold Jer udensor TrangslenP —
Galilteerne lrystrede, — pg langsomt rykkede de stem, hen ad
Forhallen til.
Der stsdte de samtnen med Romerne. Det kom til en
hidsig Kamp. Ben hurs krastige Arm uddelte drsje Zug;
Galtloerne slog for Fode vak; paa kort Tid havde de drehen
Romerne paa Flugt. Romerne trat sig in's i Joch-Mem
Galileeerne oilde satte efter dem; men Den Dur holdt dem
forsigttgt tilbaqr. »Nei, nei, dltv herl« raabte han- »Der
1X.
Sammenlotnsten i Herberget i Bethania sandt Sted
eftet Astalr. Dersta sulgtes saa Ben hut med sine nn
detendte til Galilcea. Endnu ftt Vinteren var til Ende,
havde han samlet tte Legionetz og han lunde have samlet
dobbelt saa mange, hois shan itte havde maattet gaa for
sigtigt til Paris. Disse tre Legionet ssgte han saa It
saa indsvet paa tonierst Vis. De, der stulde vare Besa
lingsmcnd, sit han med sig nd til Trachonitis, til den
sde Lava-Sttaelning, og oplætte dem i at btuge Vaaben,
navnlig Kastespyd og Sveetd, samt i at fste Mandstad.
Detefter sendte han dem hjetn til detes Landsmann fot
at de lunde undetvise dem.
Ben Hur var taaltnodig og flittig; Simonides sor
synede ham med Vaaben og Penge; Jlderim stassede Pto
viant og Spejsdete til at passe paa. Alligedel vilde han itle
have naaet saa vi.dt, sont han naaede, hvis itte Galilæerne
selv shadde vceret saa lætvillige. Ved Galilceetne sorstod
man de site Stammet: Asat, Sebulon, Jsaschar og Nale
tali, der boede i de dem sta sotste Frei-d anviste Etwa Jo
detne, som vat spdt i Templets Nat-bed, saa ovetlegnt ncd
paa disse detes Brodte mod Nord; tnen om det saa var
Talmud, saa sagde den: »Galilaeerne elslet Ætem Jeden
elsler Penge!« Galilaeetne hadede Rom lige saa bidsigt,
som de elstede detes eget Land, og ved enhvet sttand
vat de de sprste til at angtibe, de sidste til at viar. Paa
et saa tappett, stolt og fslsotnt Folt virlede Fottallingen
otn den nne Konge med ttoldomgagtig Magt. Ullletede det,
at han tom sor at stytte Rom, vilde have vceret nol til at
vinde dem sor Ben Huts Planet; tnen det, at han desnden
stulde hetsle over Verden og grunde et Rige, masgtigete end
Kejferens og betemmeligete end Salomons, — det begei
sttede dem, gjorde dem til hans Tilhængere tned Liv og
Schl. Til Stotte for sine Paastande henviite Ven Hur til
Prosetetne og fortalte dem om Balthasar, sont hist ovte i
Antiochia asventede Kongens Antomst . . . Det var jo sot
saavidt tun den tendte Historie om Messiasx men der var
den stote Forstel, at nu syntes Tiden fot hans Komme at
vcere bestetnt: han tunde ventes hoer Dag
Saaledes altsaa tilbtagte Ben Hut Bintetmaane
detne.
Da Fotaaret kom, var hans Troppet saa indsvede, at
han tutde stge: »Lad nu Kongen lomme! vi et rede. Hvor
han saa end vil grunde stt Rige, er vi Mand sor at sorsvate
hans Trone.« —- Galileeetne lendte tun Ben Hur sont
»S-nnen as Juda Stamme«; andet Navn havde han itte
opgivet . . .
En Akten sad han samtnen med nogle as sine Galilceete
et Steds i Trachonitis, ndensok en hule, hvor han boede.
Staa tom en Atader tidende med et Brev til hom. han
brod Seglet og laste:
Jerusalem, den 4. Nisan.
,,En Proset er opstaaet, om hvem Folt paastaat,
at han et Elias. han hat opholdt stg i Aarevis i
Helenen og et i vore Øjne en Proset. Ogsaa hans
Sprog tobet hatn som en saadan, thi bang Taler visee
hen til en anden, som, siget han, snatt stal komme,
og Ohvetn han nu venter ved den tstlige Bted as Jot
ldan. Jeg hat set og hstt hont, og Den, han sortnnder
onl, et sittert Kongem sont Du oentet. Kom og dstn
selvt
Oele Jerusalem dtager nd til dam; og naar dettil
totnntee den Ivrige FolteiMcngde, et han« Opholdss
sted at se til, sotn Oliebjetget ved Paastettsdet.
« M a l l u e h.«
Sen hats Ansigt lysste as Glas-de — «Dette Btev het,
Manch sagde han, »ge: Ende paa vot Bentetr. Nonsens
Oewid bar vist sig og fotkyndt hant.«
san leeste Beet-et sot dem. — ,,hold jet nu tede«,
sag-de han, »og begin jer sttats t Morgen hiern. Sorg sor,
at alle tan vcere sardige, naat jeg sendet Bud. Jtnisdlettid
vil ieg selv ovettyde mtg am, hvorvidt Kongen vittelig er
ved at komme. Jeg stal da stille jer Estertetning.«
san gtl tnd i Hulen og satte sig til at strive et Btev
til Jldetttn og et tll Simonides, hvori han meddelte, hvad
Mulluch hattde beeette, samt at han selv agtede stralö at
beyde op til Jerusalem. Brevene assendte han med Jlbud.
Da det saa vat blevet Nat, og Stjetnetne stinnede, steg han
ttl hest og begao slg, ledsaget as en arabist Forey ad Jot
dan til. FIteten var paalidelig, Aldebatan stralte godt
nd llIdt over Mit-nat var de ude ovet Lava-Stralningen
og eed mod Syd.
(thtseettes.)