»Danfkcren,«
et halvugenllig Nyhedss og Oplyxs
gingst-lud for det danske Folk
, i Amerika,
H vjfutlgivet af
DÄMSSJFUTHk PUBL. IIOUSB,
Blatt, Nebr.
.Danfker«e«a« udquwwgt Dis-g Tät-as og
Frei-IF
Iris pr. Iakggng ,i De Forenede Staler
IIDM tilslldltmdet IZ.()0.
Vlabet betales iForfkud. Beflilling, Be
Mitm, Adresseforandring og alt ander
augaaende Bleibet abwesend
VÄNlSIILUTkL PUBL. HOUSE,
Blair, Nebr.
«Daulkeren« ledes indtil videke af Post.
I. M. U u d e ti e n som Direktivnens
Felswand-.
Ille Inbfendelser —- Afhardlinger. kor
tere Irtikler og Korrespondancer sent-es
til Past. A. M. Andersem Rt. l, Jrene,
South Dakota
Nyheder sendes direkte til »Danskeren«,
Dr. D.. Blum Nebr.
Ernst-ed at the Post Utfiec at Blatt-. Neb»
II second-Mag matten
Asdent-las Rates made known upon
Colle-rieth k J
»Danskcren«
Mvef Teilst tilSubikxIlentey indtil nd
ttykkelig Opsigelie modtages as Ildgivenie
II al Geld er betalt, lOvekensstcmmelse
used De Formel-d Statets Volum-e
Raar Les-ferne henvender sig til Falt, der
twerterer i Bladet, enten for at lobe hos
dem ellet for at faa Oplysninger vcn det
werter-ede, bedes de altid omtale, at de faa
Merttsfemeniet i dette Blad. Det vil være
til gnädig Nytte.
Bibelfokklaking.
»Jeg og mit Hus vi ville tjcue
Herren.«
Unze-vag- Bog 24, 15.)
Tet ser jo altid nd til noget, naar
der bliver udtalt stærke og myndige
Ord, men Verfor lan det not til Ti
der være noget i Retning af blind
Alarm. Dei er det da, naar der itte
menes tet meget med den hsje Tale.
Og det er heller itte meget andet end
blindt B.ulder, naar der tales i hsje
Toner, naar man ded, der er intet at
vove ded at sige det, sog man hat hold-l
det tilhage, saalænge man saa, at del
kunde have lidi alvorlige Folger ai
komme frem med det. Ei Elsempel i
sdenne Retning kunde det være værd at
nie-one. Man tiefer i Historiem at
henved Sininingen af det attende Aar
hundresde, under Christian den Sydeu
de, var der i Danmarl en fritænkersl
Fsrfieminister, der vilde vende op o;
ned paa alting, og omgilles med for
reedersie Planet. Han blev fcengslet
og derefter henrettet. Og faa fortwi
les der, at paa den —f-lgende Sendax
efter Fængslingen ltd der de stærkefti
Ord iLandets Kirker om det instan
nisie herredttnme, der nu var sthrtet
Og dette blev saa belagt need alle mu
lsige Bibelsprog. Der dar scra et vit
tigt hoved devhjemme, der gsav det der
Snæti, at disfe Prceste-Udtalelse1
«havde været al Ære vcerd, dersom d
var komne frem to Dage i Forvejen«
det dil sige, fst Ministeren hlev fcengå
let. Meningen hemed er, at paa der
nævnte Sendag var det tun at sein
ened Stummen, naar der raabtes sa(
heft, hvorimod det vilde sitkert has
alvotlige Folger at balde Lande-is for
ste Minister en Tyran og Forræder
medan han stvd for Styrei. Men de·
vil scgsaa sige, at der er ikke meget vei
at agere Helt, naar man ved sig selx
saa forstanset, at man ingen Stad«
kan tage Som et andet Eköempe
kunne vi her tcenke paa Luther met
hans Erklaering t Worms: »Her- staat
jeg, jeg kan ikle andet". Det var god1
sagt, for-staat fig-; men det store og rid
derlige ved det, det var, at det hler
sagt net-O pas dei Sted og under de
Wende Ins-hold Luther udtalti
dette ened det for Øje, at det meget let
tun-de have lonnnet tisl at koste hanii
sit-. Dei-for dwd han: «Gud hjcelpc
mig! Weni«
Dg no angsaaende de Ord, der ei
satte svm Ovetstrift: »Jeg og mit
W, vivilletjenederten«, daerde
jss ille merke, end hvad enhvet huzfadei
but-de lunnTe lice. Men- dei et jo alli
gedel eit stpr sog beWingssfuld Beten
delie. Mc des-estW er det saadan, a:
. . weht-er nieset den
MW der-W
« Bisse Wade
M« » me vet me, fort-;
Z-; zwi- til it te saF »Wind-N
H
Dei var den gamle Josva, der nd
talte de anfsrie Ord, vg det var i en
Stund, da en saadan Betendelse var
ensbetydende med at fejle Mund-Strom
men. Dei vat, da han paa sine gam
le Dage tog Assted med Jsraels Born
zhvis Auf-m han havde vcut siden
Moses- D-d. Heu von-e im ,,Af
siedsprædiken« for Follei, hvpti han
formen-de dem iil at »frygte og ijene
Herren i Qprigisigched«. Men sit var
iile faa lige til-at komme af Sted med
det. Man maa jo forst have Grun
den renset og ordnet, spr man begyndek
at bygge· Og hos Jstaels Born
trcengies der fogsaa til Rensning.
Der Var Asfgudsdyrlelsr. sont sppgede
iblandt dem ,noget der gennem Tiber
ne hængte ved dem ligesom Smitstof.
Om dette siger saa Josva til Follet:
»Botttager de Guder, soin edets Fae
dre have tjent.« Men Josva var ille
«saa vis paa, at dette vilde blive gjort.
Han kendte jo sit Folt og vidfte, hvor
vanskeligt det var at komme nogen
Vej med dem, og ille mindfi hvad dei
fordcervelige Afguderi angik. Og saa
for at ramrne dein lige i Aasynet og li
ge paa Hiertet, saa foreslaat han dem
at fotetage »en Afsiemning«, saa at
tale, henftillcr til dein, at de sammel
Dag stulde afgtrr. enten de vilde tjene4
Gud eller Afgudetne, efiersom de ille
kunde — hvad de ser bildte sig ind —
gøre begge Dele. Qg i denne Fotbin
delfe et dei san, at Josva ndtaabert !
»Jeg og mit Hug, vi ville tjene Het-j
ren«. Og det, der giver denne i vgl
for sig jævne Belendelse saa stor Be-(
tydning og Vægt, det er, at den under!
de givne Forlyold hat den Tone i sig:j
»Saadan vil jeg og mit Hus ftuasp
faadan stal vort Løsen væte uden;
Henan til, hvorledes J andre ville
stille jet.« Altsaa samme Tone, svm
der engang lob fxa en Mattatias: »
»Hm ogsaa alle andre afveg fra de
ees chtes Gudsdyrlelsg saa vil dvg
jeg imine Srnnek og mine Bis-die
vandte i vore· Fædres Pest-« Glied
2, Ax) « J. P.
Gcnsidig Hiælpefoceniug.
J Nr. 28 strev L. P. Nieljen, W.
Superiot, Wis» dm den Sag under
Ovetsttift »Gamle Tanket til nd
Overvejelse.« Siden hat jeg Wota
get et Btev med Bemætkninget til,
hvad han sites-. »Bei et stilet til mit
personlig, .tnen jeg fotftaat, at det als
ligevel et Mandens Sänfte, at hans
Tantet flulde tvmme ftem i ,,Dfl.«
Btevsltiveten ftentholdet sætlig tte
Tanker.
1. Han kst selv ptevet en Dei af
Livsfvrsiktßngsselstahet og taadet
stcettt til itte at have nsoget nied den«
» at gøte.
2. Han taadet detimod til at slutte
« fig til den gmnle Fotening, den triftne
» «Menighed, hvot der tages chsyn ille
alene til Legetnet5, men vgsaa til
Sjcelenå Behov.
Z. Saa menet han tillige, at Guds
- Born hat not i Herrens Ord, at »Gut
; et de fadetløses Fadet og Entets For
, sptget«. «
Hettil et at bemerke:
; 1. At her i Grunden slet ttke et
z Tale om et Valg mellem Menigheden
; og Foteningetne, sspnt Inange jo fil
z kett nøjes med en ellet anden For
: ening ellet flete Foteningsser. Men
» hvad det hat vætet talt og sitevet om
; iblandt os, det et netop en Fortis
« rings- ellet gensidig Hjælpefotening
» sprst og fts:«mmest af og for faadanne,
fom hat valgt Guds Menighed som
den fotnemfte Forening.
2 Tanten i vore Bestrebelser i den
Retning hat alkhc vctet og et stem
deles at öpnaa den aMede Hjælp
uafhængig as de mange haade hem
lige og ille hemmekige vetdslige For
eninger vg i Fotbindelse med Guds
Menighied, vaesentlig ved gensidig
Selvhjcelp.
Z. Btevsitiveten et Fartney og det
er fotholdspiö let fot en Fatmet, sotn
i en Rcekle af Aar hat stddet og spa
tet samtnen vg udhetalt sin Faun og
- samslet ftg anden Ejendom —- ikke
: sandt, det et let fee en velstaaende
« Fett-met at trete om at fotlade scg alene
: paa hettens Ord, at »Gut) et de fa
.I«detleses Fadet og Enketö Fotsetget?«
: Han hat jo den alletttyggefte Fussk
Js tin-; sek- Mde sit egen Aldetdom og
ex EMNTQ Ente pg. Bern. Det
seine-holdes sitz heb andexledes med de
ej tiefe Klasse-: i Byetizie, sein
ist«-« t stvtt mete end fva stunden
E« exists-dein Vm faadanne tut-de leg
Flge sum Same sum-um sit Dis-w
: paa »et- SmmdaG saa behende de
vUse at dep- mindte tvoende end Far
fj
meren med sin baade faste og lsse Efeu
dom.
4. Og mon ikke Herren enbog kun
de benytte sig af en Forening, som den
paatænkte til sine Fotjættelfets Op
fyldelferZ Han itte alene benyttede
sig Of Jofefs thspnlighed- wen hu
indgav ham selv Trinken am, at funkle
Overfloden stimmen i de frugtbate
Aar, fasa der kunde vcete noget at
mode Nsden med i Hungersaatenr.
Herrens Forjæftelfet udeluktet fkke
Brugen af vote Ktcefter og vor For
fyvlighed—
Disse faa mecekkni.nger til velvil-·
lig Ovekvejelse.
A. M.Andetsen.
Et Opraab fra Indien.
(Jndsendt.)
Vcd et stort Falles-mode afholdt i
Madres fra 11.til 18.December 1902,
book alle Indiens Missionsvirlsomhe
der Var repræsenterede, itilledeg der ct
vaegtigt Opraab til de kristne i alle
Hjemlandene. Bi gengiver bet her i
Udtog eiter »Missionary Revieiv«.
J de fckstelliae Dele as Indien er
der tre Tusind Missionckrer —-— Pra
ster, Lasgprædilanter og Kvinder —,
der prædäler Evangeliet. Foruden
disse er der sein og tyoe Tusind ind
fødte Prckditanter, Arbejdere og Leere
re, som alle meovirker i at udbtede og
opdngge Kristi Rig-: i dette Land. Af
protestantiite Aristne finde-« der heu
Ved en Million. J de sidste ti Aar er
Antallet — i. Forshold til et lignende
Tidzrum for —- forpget i høj Grad.
Men Antallet af Missioncerer, som
for Tiden staar i Arbejoet, er itke
blot langt sra utilstrceiteligt til at mo
de de Krav og lsse de Opgaver, der
ligger for dem, men ogsaa langt min
dre, end den kriitne Kirle i Europa og
Amerika tan staa sig ved at under-·
holde.
Vel ved vi, at den største Del as
Arbejdet for at tristne dette Land, som
andre Lande, stal ste, itle ved indvan
drede Missioncerer, nien ved de ind
fpdte Kristne. Men til at uddanne
disse og til at lede deres Arbejde vils
endnu i manae Aar, irceves en hel
Stare af indsendte Missionceter.
Det er alt andet end et overdrevent
hoj Forlangende. naar vi beder oin,
»at der maa blive een windelig Mis
)sionær for hver 50 Tusind Mennesierz
smen det betyder, at vort nuvcerende
Antal blioer forhpjet site Gange.
Arbejvet trcenget til at blive dybt
gaaende lintensive), saavel som udad
gaaende (extensive). Missionærernes
Duelighed er as ststre Bewdning end
der-es AntaL Der trcenges til aands
basarne og dygtige Mennesier i alle
Felterx og der-for sendet oi dette Op
raab til de begavede og vel uddannede
Mond og Avinder i vote Hjemlansde,
som har stillet sig ind under Kristi
Fane for at folge darn, om at betænte,
om der ikke til mange asf dem et et
Kald her ti.l at vie deres Evner, som
bog egentlig er en Fragt af Kräften
dominens Magt nu gennem atten
hundrede Aar, til at oprejse deres
statkels Btsdre og Sostte, der siddei
i Hedenstabets Mitte.
J Jesu Navn — Hain, soni er vor
scelles Herre og Mester — og for detes
Slyld, som iite sendet ham og der
for er sotn Faar uden Hut-ve, bedei
vi edet: Tcent over denne vor Hen
vendelsel Nceft Gusd er det dog ede-l
J Kristne der hjemnie, som har sendt
os til Indien. Vi holder det for en
usigelig stok Rande, at vi maa give
vort Lin hen for dette Falt. Fo:
Krisii og thanö Evangeliums Stle
Ist vøre Hansdert Hjælp oö til at ils
mod Maalet for vort Kalt-: at alli
Jordens Lande maa vindes for Guds
ge og hans Kristus.
e- i s
Dette Ovraab bei-oder altsaa, at
Im maugiek minvst ni Jus-nd Mis
siomeeer i Indien Men det er blot
i eet Land. Naar vi saa ten-let paa
Kan og Afrita og alle de mindre
Land-dele, hvor Kristi Evangelium
itte er ndbredt end-iu, da san vt vel
snok stonne at der er Pladi for hist
arbejdere has Dosten- store Dertezog
ingen, nej, absolut ingen, som har en
.Gni«ft as Tro paa den herre Kristui
ibuede staa ledig eller mem: »Der er
itle noget For nitg at«gore.« Nu ei
M tue-et stoee PrWum at spare
ved ttl at seht-te Deren- Malt-ist
wrierdentlleforotmeer.
II Nichte »Doorfotf«, des meet
l " Essen-entwand
s
-——— A
Et Pat Bemættningeti «
Anledning af Ha Jenseits
Korrespondnnce.
J »Dansieten« Nr. 20 og 21 for
tcrllet Hr. N. P, Jensen fta thksofh,
Wis» os en shel Dei om Forholdene i
Danmatk. Dei et sætlig Kriftendotn,
Socialisme og Afholdssagm, Ht. Jen
sen hat gjott til Genstand for e tst
Muanedets g r u n d i gt Studium.
Med en beundtingsvætdig Klarhed og
Dtistighed loset Fotfatteten disse
stote SpøtgsmnaL som gennem en;
Ratte af Aar hat været under Oder-?
vejelse nf baade tlate Hovedet og
vatme Hjettet, uden at de et naaet
længete end til —- som Hr. Jenseit nd
tryktet sig — ,,at stna og totse sig.« —
Jeg ital itke indlade mig paa at tale
om Afholdsfagen, ej heller om Socia
lismem thi jeg er en af dem, det ow
tales i nctvnte Artikel, der hat saa
godt sont intet Kendstab tät denne
Stotmnni.
Jen» tctntet at sholde mig til det spr
ste af Ot. Jensens Entne, nemlig:
Kristendom; thL det synes mig, at der
butde tnles ellet sitives lidt mete des
angaaende. Jeg havde ventet, at mete
Lndflydelsestige Mænd indenfot Sant
fundet havde taset til Genmcele; men
da fein indtil i Don itle hat set noget
i den Retning, vil jeg med Redattøtens
Tilladelse gøte et Pat Bemætkninget.
He. Jensen fotsilltet os onl, at der
et af Kætlighed til »D. f. d. KII at
han fltivet, som bnn got. Kan gerne
verte! — Der et vift noeppe nogen, der
mener, at det et af Kætlighed til den
indte Mission i Danmari.
Eftet at han fortalte os, at den in
dre Missions Retning gletnmet heit
den jotdisle Side, og at —- de mutet
sig selv »inde i Snævettfyn —- vg hat
vældigen bevift dette ved et thet fta
Pastot Bylotvs Ptcestegerning i Inl
land —- at dette Bevis maa graves op
efter 23 Aats Form-, genetet flet ilte
— fluttet han med at sige: ,,de Kristne
i Danmatt et sttansdet paa Ensidig
hern«
.»Det hat itte saa meget at sige, hvad
M og anden gaat og snakter om i
ngene, hvnd enten ihan et lag ellet
land. Ej heller spillet det nogen syn
beflig Rolle, hvad ttiftussfjendsie Ani
sozi stets-eh eller hvasd lys- og livs
stnichesponsdenter fotfattet; men det
hegt nnget og kan faa meget at betde
hqad en af vote egne strivet, i vott
eget Blad; thi det staat jo allegivel
sont Udtryt for vot Samswa Tan
te, indtkl det blivet modsagi.
Ists vtl itte spilde mange Otd paa
at bevise det udoldbate i br. Jenseits
Paastande mev henfyn ttl indte Mis
sions Snævetsyn v. f. v.; thi jeg hat
en Fslelse af, at det vil vcte spildt
Arbejde. At indte Mission itte albe
les hat gletnt det jotdiste, det vidnet
detes ggnste betyldelige Ofte til Her
renö Sag vm. Mvn itte indte Mis
sions Mænd hat Sæde i Svgneraad,
Bytaad; Amtstaad, Folkseting o.s.v.;
om saa et, saa maa der jo da ogsaa
være nogle til at vælge dem derind.
Der er jo ogsaa nvget i Danmatl,
tncm taldet indte Missions hsjflolet,
ifle sandt? Det butde Hr. Jenfen
vide, fsr han taldee den danste Kris
stendstn et paa Ensidi.ghed strandet
Prog.
her er en anden Side, sotn maasie
et bleven ovetset. Det hat fta den fet
ste Tib, j-eg hat haft personlig Lend
stab til Kittelivet i Amerika, vcetet
et- Kirlea«fdeling, som man hat laldt
for indte Misswnsretning, ogsasa
stund-out kaldt det Blatt Samfund.
Aaret 1896 dannede dette ogs Mis
sioniforentngen-, bestaaensde af Mis
sionsfolkene, fom hat-de stilt sig fta
»Den Kanne sich's »Den ferenede
·Kitle«, — altsaa en Kitte Its-sprun
gen af og i neet Fotbindelse med »in
dte Mission t Dantnart.« Alletede
unt-et- Foteningsmsdet sendtes hilsen
pr. Sesseng til indte Missions For
matrd, Post-et Vilheltn Bett. Ved se
neteAarsmsdet er der-tagt Flid paa
at berile vor indestlige Fotbindelfe
med Not-erstritten og tndre Mission i
Særdeleshed hat vi da ogsaa vcetet
likwmuket i Suec-erspka Eakk u det
tun af Mangel paa Kendstab til For
-l,ioldene i Tanmartt —- Hr. Jensen
siget, at sont Helhed hat vt et mete
, praktisi Syn paa- Livet«. Bat vi da
. te Sen-de FAMqu med Usfe tad
isteniedh fnmrsynede, og paa Kri
siendvnnnens Omroade stranlvedeMenss
nestetf — ogseta vetd vote War-milder
og i rote Aatsbeeetntngeef —
Mer, lad es pvetveje: Dei et disk
se Mennestey vt agtet at staa sammen
L
mesd i det ftore Arbejde for Mai-mona
nes Frelse, deres Penge, vi snstet til
Hjælp til en pragtfuld Kirleejendom
i Salt Late City. Jblandt dissc Men
neitet stal den vordende Mann-mutig
fionær tilbtinge en længere Tid (hvil
ten Lidelse for en Mund med et »prak
tist Stm«) for at — ja hvotfor2 for at
se, om han tan vinde de helliges Kak
lighed —- nej det tan da vist itte vceke
Meni.ngen — for at ovekfste noget af
dort praktisie Syn paa diöse herver
ftjnede Sijæle? Maaftel — Jeg ved
det itte — artig talt set dct lidt un
derligt ud for mine Øjnr. Her gælder
et Enten-eller, enten sige: Vi hat itte
noget med indte Mission i Don-mark
at gøre, eller ogsaa tager vi til Gen
mcele, naar en af vore egne ask siJ
til Gode paa indte Missions Betast
ning.
Ei Raad til min ellers gode Ven»
l
Ot. Jensen: stulde De lasse disse Linien
i Danmart, saa pkøv en Gang at
seette Dem ned ibtandt de hellige med
det Formaal at nyde noget af Bellin
nelsen i de hclliges Samfund og itte
med den Tante, at De steil redde Den
f. K. ved at pege paa indte Missions
Slcesvheder, og jeg tør forsitre Dem,
De vil faa en del anden Opfattelfe,
om De ellers felv er en af Herrens
Helligr. Det, De talder Snckveesyn
tun-de jo gerne være den rigtige For
staaelse af Orden »stitter Eder itte
lige med denne Verden« Rom. 12,2.
ellek: »Tkagtee itle efter høje Ting
men holder Eder til de lave" Rom. 12,
16. eller: Math. 13 37: «hvad jeg
siger eder, siger jeg alle, vaaget« og
manae andre Ord i samme Retning.
-—— Men Ven! De hat maaste ilte tagt
)Mcerte til, at vi omtringi vore Me
niaheder hat nogle, sont virlelig blev
vestte og omvendte, stillede sig i Guds
Born-s Retter, ja stod midt i de hel
!liges Samfund; men cfter en Tid sit
de et mere »praltist Syn« dlev ind
vitlet i Livets Handler, torn med i
Polititten v. s. v.; og hvad saa? Jo,
de er endnu med ved Gudstjeneftem
staat i Menigheden, betaler maaste
sont fac, om itte mete; men detes
Hjcrte er i Polititten, i detes Handel
og Vandel, i de dannede (?) Selstab:r,
og der er dekes hieni, itte iblandt
Guds Fett. — Hvad vandt saa disfe
teete Mennesler med det praktisteSyn?
·- Mangen en vandst; men tog Stabe
paa sin Sie-L —- Lad os endelig itte
tasle haant ow, men meget mere glæde
os, hvot vi mærter nagen Alvor t Kri
stendammen, hdor di findet en Im
Samvittighed; thi fpr mig set det ud,
fmn mn det gaar alt for meget i den
met-satte Retning. AkMennester ital
de gtte sig Lfvet sutete end det be
hodes, er der tun tinge Faee for, del
er ilte det, vi er frsstede til. —- Jeg et
billig til at iwdrmme, at der tan
sitt-des mange Stwhedset og Syst-am
meblandt Guds Felt; men trete, De
vil da itte dteebe Livet for at undgaa
Sygdotnt
Der er Menneltek, der gtuer for itle
at tunne date med Tiden, og naar
man msdet saadanne, tommec man til
at tænte paa Richakds Digt:
Dei raabes Ud fta hvet en Kant:
Gst blat, tyvad Tiden for-deckt
Og det et ogsaa vift og sandt,
At den hat man-ge Ordtet.
Den btjdet dig en ,,Lobescows«
As alle Haande Stumpetu
Med Politittens statpe vas
Oa, Videnstabens Klumpen
Den vender Rng nwd gamle Maal,
Blot fremad, Fod i Hose,
Selv sont det hsie Fremadstraal
Dia letter i en Mose.
Kette Verlust-, lad es itte gsee Rat
as os set-v ved at sparte eftek indte
Mission i Damnart ellet nagen anden
Retning7 thi naat alle di Lægsmænsd
og Pia-stet, med det« piattiste Syn er
hensmuldtede og til detö glemte, da
lever indte Mission i Don-mart. Og
i Stedet for at ltgsge fom et strandet
Vtag, syngek deres levende Lein-neu
For ols gennem Pilgestvulpet
Bryd de surrte Stokmes Trods
Hidindttl hat her-ten hjulpet,
s han vil ogssaa hjælpe os.
(»Sansg.« 411.)
Lad alle Betten-I hellige t "«Den f·
K. i A-meeita«»stettcnte i Med, og lad
dets deeee not««;,B-n« ogsaa for dort
eget Sasmfund D. f. K.
Sion Eile-, U. April IM.
RieslsDamstpw
Lilliec og Log.
Det er paafaldende, hvor faa Men
nester der er, som fokstaar den Kunst
at holde op i rette Tid. Detsom Pra
sten ilte gjorde sine Pkæditener faa
lange og sagde saa nieset to Gange,
lyvot langt kigeee Belsignelse vibde der
sda ilte folge af hans Fortyndelset
Dersom »det ltyse Hoved« havde Vid
nottil at ftandse med sine Vitset og
glimrende Historier i det rette Øjeblit,
hdillen ftormende Lytte vilde han da
ilte tunne vente at gske nieste Gang!
Derfom den geniale Filosof og lcerde
Tænlet nsjagtigt tunde bestemme Be
liggenheden af det Punkt, hvot han
stulde ophsre med sin Moralphilososi,
hvilten ganfte anderledes lifltg Duft
vilde da i.tte omgive ham og hans
hele »System«! Dersom vor Ven
forftod at standse stn rige Taleftrøm
i rette Tib, hvot tatnemmelige vilde
vi da itte være for hans Tavshedk
Detsom den aubenmundede Sladder
hant, der saa glat væl foktæller om
andres svage Sider, havde otn end
tun en fattig Fornemmelse af, hvor
-han butde sætte Laas for sin Mund,
shdok meget mindre vilde vi da itle væte
fristet til at tlapse hotn dygttgt af!
Dekfmn den lcetlersultne »Ædedolk«
forstod i rette Tid at holde op med at
spise, hvor langst færre ruinerede For
dojelser vilde vi da itte finde, og hdok
mange Venge vilde der da itte tunne
spares as dem, som i Europa udgives
til ,,Bral)ma Livs-Elixit« og i Amerika
;til ,,.Kurilo«! Deksom »den lckrcheft"
Ydrog sig tilbage, inden vi. onsler at
tvære alene ellet gaar til Ro, hvor
længselsfulde vilde vi da itte væte
efter at se ham næste Gang! Dersom
den sine Diplomat, Polititeten med de
store, offentligehvew, fotftod at tmlte
sig tilbage, inden den sitftende Zotte
ftemning vendte sig imod hom,
og under alle Osmstændighedet fst han
begyndte at ovetleve sig selv, hvor vilee
han sda itle blive laurbætlmnset i Hi
storiens Annalekt Deksom vi allesam
tnen ved Guds Naade fotstod, at hver
Dag just er iden rette Tid til at gste
os færdige med denne Verden og sige
den Farvel i Jefu Kristi Tro, book
meget santdete dilsde da itte Gravsttif
tetne paa voee Kirlegaarde blivet Den
gamle Hofnar, som bad den Bpm »O
Gud, vier mig ttatlels gamle Rat
naadtg«, tstte dybere Strenge, end
han selv vidste af, og jeg tun-, det vil
gaa dig og nrig paa femme Maade
—- enten vl san er Præster eller ilte
dljdis vi hvee Dag beder den Bin:
»O, Guld, slm mig at fotstaa, nack
jeg hat sagt nott«
Vaagnende Baar.
Chr. Richardi.
Hvor er det bog en dejlig Tib,
der nu igen er kommen hid
med sine tusind Løfter.
der melde sig i Stov og Bang,
om Stenen og om Mosespan9,
fm Gan-der og fta Gtøfteri
Den skvste Sne i Styktet fmaa
sorn Blegetsj paa Engen laa
og opad Digets Side;
men nu er Blegen taget inb,
hver Ttckvl af VinttensVæv ogSpind,
vaer Stump af Lsagnet hvide
Med Solsiin Rugen mættet sig
og reitet sig og tættek sig
og lover gyldne Dage;
og avindfyg paa Himlens Strud,
hver Jvtdklump klækker Stjerner usd,
for ej at staa ti.lbagr.
Og Sim, sont bar ventet spendt
alt i sit vackde Element
paa hvad det stnlde vorde,
bar gebt fotftaaet Lysets Vint
og fanget nu de fsrste Blink
med Spidsen af sin Munde.
Og i det hsje Fugleslot,
hvok Lostet nyg blev sit-get blaat
og for hvek Skyplet friet,
der er en Flagren To og To,
en Pynten op, en Seiten Bo,
fom blev Alvevden viet.
Og Bauten er en Vielse,
sen Kraftetnes Besrielse
Itil Ftden og til Vordem
Da Stortnens Orgelpibe fav,
en Stabertsst sit Amen gov:
Oliv fragibnn opfyld Jorden!
Ja, der et Bryllnp overakt,
trindtom til Lfv der bjivek MU,
til- Knsap on Katt og Kime,
Insekt Fri, hveri Æg« i Mmk og Muld,
det minbfte Skum i Mosens Hul
tun biet paa sin Sinn
