d
Ben Hur.
En Foktaelling sra Kristi Tid
at«
Levis Wallace.
Indes-Minos Ienekah sorbeaværende Oetandt i sonstanttnopei.
Paa Tansk ved Bill-. Meilen
Anden Bog.
(Fottsat.)
»Ja ved .f»1ertitles!« mnmlede han, »den Hund holder
Hestene an as al Magi! Hjcelper itte Guderne nu, saa sei
rer JodenS . . . Nest nejt Se! Jupiter med os.! Jupiter
med os!«
Da alle de omtringstaaende gentog chans ,,Jupitet
med ost«
Hvis Messala virtelig havde sat al Kraft paa, san
havde han ogsaa opnaaet noget: han havde saaet et lillt
Forspring. Hans Heste holdt Hovederne lavt; ovpe sra
Tribunen saa det nd, som om deres Bug rvrte ved Jorden
Deres Nasebor glinsede blodrøde, Zinene stod srem. —
Hvor lange vilde de kunne holde nd? man var so sørst paa
siette Osnaanas —— Assted sle kr! . . . Da de lom hen ver
det nndet Maal, diejede Ben Hur sit Firsvand om bag vet
Romerengl . . . Saa blev Messalas Venner vilde as Be
nejstrinaz de randte, de brolte, de vistede med Tørtlæder, der
bar hans Farve Sanballat innde ilte strive saa hurtigt«
sont man tilbod hani Vasddemaai.
Mallnch sad Paa tttaleriet over TrininssPorien. Han
var nmaadelig urolia, han beahndte at tabe Modei. Hatt
hnstede not, at Ben Hur havde scat, han slulde passe paa,
naar der blev drejet henne ved Søjlerne inod Best. Men nu
var det allerede sjctte OmgankL oa der var inaentina stet:
toertimod, det lod etidda til at lnibe for Bett Hur med at
holde Pladsen bag ved sin Modstanders Bonn —-— — Hvak
and-rat Simonides, saa sad han rolia, med bojet Hoden
Scheiten stroa uasbrudt sit Staa; hans Ysjne tunde man
itte se sor de bustede Bron. Esther syntes tnap at trætle
Vejret. Ene Jrao saa’ straalende nd.
Pan Tilbagevejen i sjette Omgang bedaredes den sam
me Orden. Nu svingedes der ved det forste Maul. Angst
sor at miste sin Plads holdt Megsala tcrt ind til Mitten,
—- blot en Fod langere til venstre, og hans Vogn vilde være
blevet tnnst! Da Svinget var gjort, saas der tun et Hjul:
spor: saa nvsaqtigi havde Ben Hur sulat ham! . . . Jdet de
suste sorbi, san Esther paa Ven Hurs Ansigt: han var me
get bleg nu. Simonides sagde til Jlderim: ,,Han har no
get sor!« Og Scheiten svarede: »Se, hvor srist de cr!
Bed Guds Herlighedt nu begynder de sorst at lobe!«
Der var en Kugle og en Fist tilbage! . . . Sidonieren
sonte at jage paa; sorgceves — han blev tilbage, ligesno
Byzantineren og KorintherenL . . . Ovpe sra Titstuerplad
serne raabtes der til Ben Hur: ,,Jndtil Muren, Ben Hur!
Giv Hestene Toslerne!'« . . . Men enten horte han itte, eller
hans Firspand havde allerede anstrengt sig til det yderste:
sor han kom ikte srem, — og nn ncermede de sig allerede til
det andet Maul!
For at gore Svinget her begyndte Messala at ster
Hestene lidt hsjre, hvad der sormindstede deres Hurtigheo
han var siiter paa Seiten: Rom vilde triumsere. Bergm
melse, Rigdom, Besordring ventede ham der borte ved de
tre Soflert . . . J det samsme saa Malluch Ben Hur boje
sig srrmad og give Hestene Tojlernr. Han svang Pisken
hen over dem, men rsrte dem ikte . . . Som paa Vindens
Binger slsj de as Sied! itte sire« rnen et Dort J et Nu var
de paa Siden as Romerent . . . Messala horte det; men her
paa det sarlige Sted turde han itte vende stg om og se, hvad
Ben Hur shavde i Sin«de. Fra Tilstuerne — itie en Lydi
Han horte tun en Stemme, Ben Durs, som vaa Scheikens
gamle, arramceiste Sptog raabte til Destenet
«Strcet ud, Atairi —- Antarest Antarest —- Ret san,
Aldebaran! Mine brave Dyri Mine brave Dort —- Saa
dant Saadan! —- Ha hat Haandem der slog os, ligger i
Stsvett Vor er Seiten, vor er Hervneni . . . Fremad!'«
Hurtigere og simvlere var den Ting aldrig blevet gjort
. . . Messala var næsten særdig med at svinge; sor at komme
sorbi ham masatte Ben Hur trhdse Bauen, saa nær som mu
ligt op til hom. Pludselig saa man ham sthre sine Heste
en Smule til venstre: den jernbeslagne Spids paa hans
Vogn-Aisel tog sat i det ene as Messalas Hjul —- et Brag,
der ligesom gav Etto gennem hele Cirtust og Romerens
Vogn laa væltet, —- tnustt Messala selv, indsiltret i Tos
lerne, laa inde mellem Hestenet . . . Synet blev dobbelt
uhyggeligt derved, at Sidonieren itke havde Magt over sind
Heste: i. suld Galop tom de susende, ind overden vceltede
Vogn, ind paa Messalas Firspand. Der stod omtring
dem en Sty af Stov og Sand, som hyllede alting til.
Men Ben Huts Firspand sog as Sied. Dei var itte
Lob langer, det var Flugt! Korintheren og Byzantineren
havde iile tilbagelagt det halve as Besen, da Ben Hur alle
redse var ved MaaleL Seiten var vundet!
’ Konsulen rejste sig. Tilsiuerne streg sig base. Op
nianden over Legene sorlod sin Plads og betransede Sejr
herren.
Ben hur saa op ester Simonides og.hans Selslab.
De viniede til ham. Esther sad gsanste tolig. Jras hilste
med et venligt Smil, —- der oprindelig havde varet til
tcentt Messala
Saa blev Procesftonen stillet op, og marcherede, under
Mangdens B.isaldsraab, gennecn Triums-Porten. Festen
var sorbL —- —
Ben Dur og Jlderim blev til vetd Midnatstid i Simo
nides’ has. Scheiten var straalensde glad, than vilde met
Vold og Magt give Ben Hur store Gover. »Du ved iste.
hvad Du har gjort sor mig i- Dag!« sagde han. »J hvert
eneste Telt i Ørkenen vil man lovprise mine heite, Folk vil
stottes om mig, jeg vil blive dobbelt saa ins-atta- som see
er . . . Og Du aner itle, hvad det vil sige: at viere Orte
nens herre; thvor store Jnldtcrgter sdet given hvor mang·
Forrrtninger der folget medi« —- —- Ben Dur blev blot
ved at svare: »Selv trænger jeg itte til wogett Gern der
hjælp og Gave, Du vil yde mig, til det Bart, vi hat fort«
Mens de endnu talte srem og tilbage dem-in, ton
Malluch ind. Ogsaa han var ssæleglad «Men«", sagt-e hat
til Bin dur, »Ubehageligsheder bliver der not as t Romernt
verstehe ssrst at anerkende Dtg ssom Sejrherre« — Schei
ten sor op og begyndte: »Ved Gudl Heriighedi heie Orien
ien hat vatet Vidne til —- -- —« Malluch asbrtd ham
i
»men Protesten blev itte taget til Folget Pengene er al-l
lerede udbetalte . . .« .
Hoad er der blevet as Athenienserens —- Og of Mes-:
sala?« spurate Ben Hur. i
,,Athenienseren er ded. Messala leder, men hans’
Liv oil blive ham en Byrde. Lægerne siger, at han faar
atdrin sin Forliighsed igen!«
Ben Hur saa op mod Himlem havde Simonides
Stæbne nu trusset Messalacck . . .
»Men Sanballat tan ilte komme til Rette med sine
Vceddemsaal«, sortsatte Malluch. ,,Baade Drusus og Mes
sala bar vægret sig ved at betale; Sagen er bleoet bragt
for Konsulen, og han ’har henvist den til Kejseren. De
bedste blandt Romerne findet dog, at Protesten er usw«
melig, og alle andre tager asgjort Parti mod Drusus og
Messala . . .«
»Lad os blot være tilfredse!« mente Simonides.
»Betaier Romerne, saa er de ruinerede, betaler de ikte, saa
,er de æreløse. J saa Henseende vil Kejserens Kendelse
hverten aøre til eller fra. Forresten vil det nceppe voere en
tloa Bcslyndelse paa Toget mod Partherne —- at tirre Ori
enten oa SZrtenbocrnU Romerne bliver vist nødt til at
betale.«
Zweitens- Ansiat optlaredes. —- »Lad os saa se at
komme as Zied«, sagde han. ,,.Hvad Forretningerne an
dann saa er de jo i de bedste Hander hos Simonides. Og
Æren er vor. Nu ladet jeg Hestene søre frem.«
Te toa Assted med Simonides · . . Esther fulgte dem
til Vors.
»Hm-J ien findet min Moder og Tirzal), Esther«, sagde
Ven Linn ,,saa man Du komme til Jerusalem og være
Tirzab en Zoster.«
Ha sban tyosede hende. -— Var det tun en Afsteds
hi.lsen?
U.
Der var aaaet tredive Dage, siden Ben Hur forlod
Antiocnia on droa med Scheiten ud i Ørkenen· J den Tid
var der stet en fort-oldgvis stor Omdckltning: Valerius
Gratug var bleven afsat som Landshøvding oa efterfulgt
af Pontius Pilatus. Simonides haode gennun sin Aaent
i Rom maattet betale den da almcegtiae Sejanus 5 Talen
ter i romerst Mont for at saa ivcertsat denne Ombesæt
telse as (5mbedet, som stulde gøre det mindre faresuldt
for Ben Hur at færdes i Jerusalem. De 5 Talenter var
forøvrig det Betst-, som Drusus og hans Kammerater
havde beralt. Hoad Messalas Væddemaal angit var der
endnu itte tommet Svar fra Rom.
Pontius Pilatus var begyndt smed at tirre Jodernr.
Den Kohorte, som stulde asløse Garnisonen i Antiochia,
Var rnttet ind i Jerusalem ved Nattetid: og den næste
Morgen haode Jndbyggerne saa set deres gamle Borgs
Mute behængt med Billeder af den romerste Keiser og as
den romersle Ørn. Derover var der tommet stor Ophid
selse: Udsendinge var draget til Pontius Pilatus i Cassa
rea for at bede ham om at fjerne de forhadte Tegn. Han
haode forst ladt sine Soldater omringe Udsendingene; men
da digse havde ertlæret, at de hellere vilde do end vende
tilbage med usorrettet Sag, betæntte han sig og lod de mi
litære Billeder bringe til Casarea, hoor de havde været op
bevaret under hans Forgænger. —- Paa den anden Side
havde shan trusset en ForholsdsregeL som hat-de vatt stor
Tilfredshed, idet han nemlig havde beordret samtlige Ferng
sler i Jerusalem undersøgte og en Fortegnelse udscerdiget
over Fangerne og deres Forbrydelser. Herved var Folt
bleoet fundet, som man havde antaget for døde, og Handa
der as Mennester, mod hvem der slet ingen Anklage forelaa,
var blevet sat i Frihed
Paa Borgen Antoniu, sont tjente baade til Fcestning
og til Fængsel, siulde man netop til at afsende en saadan
Fortegnelse. Den tommanderende Tribun sad i sit Ar
bejdsværelfe og lob den igennem, for han underste-ev den
og lod den bringe over til Pontius Pilatus, som nu havde
taget Bolig i Paladset paa Bjærget Sion. Da bleo det
meldt hom, at Fangevogteren Gesius bad om at saa ham i
Tale. — »Lad ham komme ind«, sagde Tribunen.
»Du maa ilte blive vred, Tribun«, begyndte Zange
vogteren, »men ieg har fundet en Fange-Celle, som jeg itte
vidste var til. Og der er Mennesler i den!«
»Hvad for noget?« spurgte Tribunen. »Du har været
her i 8 Aar og tender itte Fangecellerne?«
»Den Celle, jeg taler om, staar itte anføtt paa Kor
tene.« Han foldede ud paa Bordet tre slidte Stytter Per
gament. »Hu er Kortet over Cellerne i det underste Rum,
saadan som jeg hat modtaget det i sin Tid as selve Valerius
Gratus«, sagde han og pegede paa det ene Pergament--4
Blad. »Vil Du se, her er 5 Celler. Om Celle Nr. 5
gav Valius Grsatus personlig —- det tan vel nu vcere en
8 Aar siden — mig den Bested: »J Nr. 5 sidder der tre
Landssorrædere, som bar vidst at komme paa Spor ester
en Stats-Hemtnelighed. De er blevet blindede, Tungen er
redet ud paa dem, de stal blive sher paa Livstid. Band oa
Felde styder Du ind gennem det lille Hut i Muren; men Du
lutter aldrig op.« —- ,,Men hvis de dort« sagde jeg. —
«Saa bliver Cellen deres Grav« ,svarede han. »Det er
dersor, de er sat derind. Cellen er smittet med Spedalsk
hed, sorstaar Du mig!« -—— Saadan sagde Valerius
Gratus.«
«Naa fa, og hvad saa?« spurgte Tribunen utasalmsodig.
»Da vor nye Landöhovdings Ordre kom, at alle
Fangselscellerne stulsde efterses, luttede jeg Deren op ogsaa
til Nr. 5. Var det itte rigtigt2« — Tribunen nitkede. —
»Saa var der itte andre i Cellen end en gammel Mand —
bltnd, uden Junge, næsten nagen; Haaret hang ham ned»
over Stuldrene; Neglene var som »Kl« paa hom, han var
ttte andet end Stind og Ben. Det staar altsammen anferti
paa Listen der! Og Du husker ogsaa, at ester Din Qrdre
». lod jeg ham t Gaar saa et Bad ogs tleede paa, og saa forte»
ieg ham heeudensor Borgens vg sagde, han lunde gaa.« j
»Naa ja, ja —- lyvad saa videre?« spurgte Tribunen.’
»Der var ingen- andre t Cellenz og dog havde Valerius
. Gratus sagt, der stulde vare tre .Fanger! Og jeg har i
alle sdisse Aar bragt Band og Brod til tre!«
»Hm! Du maa have miösorstaaet Proturatoren!«
«Nej, Tribunt . . . Nsu sor litdt stden tom den garnle
: Fange fra Nr. 5 tilbage og giorde Tegn til mig, at han
vilde ind i sin Celle igen. Jeg betydede hom, at det tunde
han itte tonrmr. Men saa salsdt ban ned og työsede mine
iFsdder og gjorde saa mange Fasten —- saa tom jeg til at
A
tænte paa de tre Fanger, Valerius Gratus havde talt
om. Og jeg gsit med ham. Han tom ind i sin Celle; me
dens jeg blev ftaaende U·denfor; for Valerius Gratus havde
jo sagt, at den var smittet af Spedalfthed. Den garnle gik
hen og bøjede sig ned ved den ene Mur, hvor jeg syntes, der
var en Aabning; der gav hans ligesom et Strig fra fig.
Osg saa var der en Sternrne, der fvarede haml Der maa
være nogen derinde ved Siden af, Tribun, — ved Siden af
eller under Nr. 5!'«
Tribunen havde rejst sig. »Der er bedre Romere til
end Vsalerius Gratus!« mumlede han. »Kom, lad os gaa
dernedt Fortegnelfen her bliver sliggende, til jeg tommer
igen!« befalede han en af de Underordnede, som opholdt
sig i Vcerlset . .. »Du stger, Du har stullet bringe Band og
Brod til t r e; siaa har der vel været to Fanger i det hemme
lige Rum, foruden den gamle! Muren stal slaas u«d! Staf
Arbejdere og Verritøjt «hurtigt!« — — Og de begav sig« ned
til de underjordiste Fængsler.
Lidt efter var Cellen Nr. 5 fulsd af Arsbejsdsfolk, der
begyndte at flaa Mut-en ud. Fatlerne stinnede rødt der
nede. Slag fakdst esfter Slag — Sten trillede ned: snart
Var der en stor Aabning i Mitten. En af Arbejdsmænsdene
traadte op i Aabningen og lyste ind med ens FakteL »Er
her nogen?« raabte han.
Der blev fvaret derindefra af en Kvindestemme: »Vi
er urene! . . ·« "
Der ftod i. Jødernes Lon: «Disse sire stal gcelde for
døde — Blinde, Spedalste, Tigg·ere, Barnløfe.« Den, der
dar spedalft, blev behandlet som døds; som et Lig blev den
spedalfte oist ud af Vyen, maatte tun paa Afftand tale med
sin Familie, turde ilke komme i Templet eller Synagogen,
maatte bo i Ørtenen eller i forladte Gravhuler, ftulde var
sto enhver Modende med Raubet: »Urens! Uren!« Den
frygteligt smitfomme Sygdom gjorde den spedalste ti«l en
Gru for alle og enhver.
ngaa Tribunen, som liae vilde til at gaa ind i den
hemmelige (Telle, strcemmedes tilbaae ved Ordene: ,,Vi er
urene!« Han blev ftaaende. — »Hvem er DU?« raabte han.
»Vi er to —- jeg og mi.n Datter . . . Korn ilte ncermerel
ror ilte ded Bæggene og Gulvet herinde. Cellen er uren!
Vi er urene!«
,,.Hvad hedder Du, Kvinde? Hvorfor sidider Du her?«
»Der var i Jerusalem en Fyrste, fom hed Hur. Han
Var Kejserens og alle gode Romeres Ven . Jeg er hans
Ente, og hun her er hans Barn. Hvorfor vi er her og hvor
lange oi har været her, tan jeg itte sige; Valerius Gratus
ved det. Se, hville Staller vi er bleoet, — og forbarm
Dig over os!«
Tribunen havde taldt en af Fattelbærerne hen til sig
og i en Fart gjort nogle Optegnelser. — »Du stal blioe
shjulpeh Kvinde«, sagde han. »Staf strats Msad og Drit
te!« befalede han Slutteren, —- »de har jo ingen Ting fau
et, siden vi i Gaar slap den gamle ud her fra Nr. 5.«
»Vi har heller ingen Kleider —- og Band til at vaste
os«, sagde Stemmen sderinde fra.
«J stal faa det! . . . Og saa i Nat bliver der lukket op
for Eder, saa J tan forlade Borgen. J har jer Frihed, —
Loven tender J jo! Farvel!«
Han gav et Par Ordrer, og gib
Lidt efter kom nogle Slaver med et Badekar, Band,
Haandtlceder ,en Battse med- Brod og Kod, samt nsogle
chedningsftytter. De fatte det ind i den forreste Celle og
ftyndte sig dort.
Omtrent midt under den forste Nattevagt blev det
derpaa meddelt de to Fanger, at Porten stod aaben, osg at
de stulde gaa. Paa den Maade stassede Romerne sig af
med dem.
De var da fri« igen og ftod i deres fcedrene By. Oppe
over deres Hoveder tinsdrede Stiernerne som i gamle Dage,
— mens de spurgte hinanden: »Hoad wu? Og hvorhen?«
VlI.
Omtrent paa den Tid, da Slutteren Gesius tom ind
til Tribunen, vandrede en Fodgcenger op ad den ostlige Si
de ad Oliebjerget. Vejen var steil og støvet, al Planteocelst
svedet as, man var i den tørre Aargtid. Jmidlertid var
Vandringsmanden baade ung og staatl, og han var let
llcedL Han gil langsomt og saa sig flittigt om — med et
Udtryl som en, der ester lang Fraværelse genser vel tendte
Steder, glæder sig ved at sinde meget usorandret og und-rer
sig over de For-andringer, der er stet.
Der neden sor hans Fødder laa Jerusalem bredt ud.
Han satte sig paa en Sten og saa ud over Byen. Solen
var just Ved at gaa ned. Den hang som en vældig Lampe
oppe over Bjaergene i Vest og ligesom dyppede Himlen og
Byens Volde og Kupler i et luende Guid-Bad. Saa for
svandtden . . . Ben Hurs Blil (thi ham var det) var ufra
vandt rettet mod et Punkt nord for Templet: der laa hans
sædrene Hiern!
Den stille, milde Astenluit lullede Iham hen i Tanlen
Ude i Ørtenen hos Jlderim havde shan indsamlet Oplys
ningee om de Ganz hvor han stulde virte. Saa var der en
Dag tommet et Bud til ham med den Besked, at nu var
Valerius Gratus safsat og Pontius Pilatus komsmet i. hans
Steh. Messala var blevet en Krøbling, saa for ham be
høvede man næppe at srygte længer. Hoorsor stulde Ben
Hur da oente med at begive sig til Jerusalem og lesde efter
sin Moder og SsøsterI Selv turde han vel næppe forhørc
sig runsdt i Judceas Fængsler; men andre tunde gøre det
for ham: og fandt man de savnede, masatte de lunne skasses
fri, i al Fald ved Hjeelp as Penge. Ssaa vilde han forst
bringe sdem i Sitterhedz og naar det var stet, vilde han hel
lige sig helt til den Konges Sag,« sosm stulde komme. Jl
derim havde billiget disse Bestemmelser. Han hab-de for
ceret ham Aldebaean, den ene Heft af det sejrrige Firspand,
og lhavde givet tham tre Arabere med til Betjeni.ng. Ara
betnse og besten havde Ben Hur ladet blive i Jerito, og var
selv vandret videre til Fods. J Jerusalem stulde Malluch
støde til hom. Malluch var snu og paalidelig, just den rette
Mund til at anstille Undersøgelser ubemærtet og ivrigt.
Desusden vidste Ben Hur sra Simonides, at en ventede hasm
i Jer-usalem, som maaste kunsde blive ham til megen Nytte:
Amt-ah, hans gamle ægyptiste Amme. Hun var, sosm man
mindes, smuttet ind i Paladset den Dag, det blev asspcer
ret, og hun var blevet boende det, mutters ene, hemmeligt
understattet as Simonides smed alt, hvad lyun behøvede.
TGratus havde hverlen lunnet scelge ellers leje Paladset ud,
saa dle havde Fotargelsen vceret over Maaden, hvotpu
han havde behandlet dets retmcessige Ejere. Desuden heb
det sig, at dei spøgede i Paladsei. Kan hænde, at Amt-H,
der holdt sig stjult om Dagen, var blevet set nu og da lett
paa Aftenen og om Ratten ved ei Vindue eller vppe pas
T-aget! . . . .
Ben Hut reiste sig og gil ned ad Bjcerget. J Neu-'he
den af Kidron-Bcelten lom han ud vaa Landevejen, der
føter til Landsbyen og Dammen Silva. Der traf han es
Hyrde, som drev nogle Fasar til Totvs. Han gav sig i
Snak med ham, og fulgtes med ham forbi Gethsemane os.
gennem Fiste-Potien i«nd i Byen.
Det var allerede merkt, da han bød Hyrden W
og dtejede ind i en snæver Ghde, som løb mod Syd. HI
sene paa begge Sider var lave og mørte, — han falte sig
jtung i Sindet. Der var Beihesda-Dammen! han saa pp
— lige foran sig havde han Borgen Antonsia, en sort, stum
mel Masse, der afiegnede sig starpt mod den graa Himmel..
Uvillaarlig blev han staaende, Borgen siod saa siolt og
staeri, hvem lunde saa Vugt med den? Magi vilde pkelle
af i··nod den; List slaat saa lei fejl; »og Gud, som tan alt,.
set oste saa langsom til at hjcelpe!«
Tanlefuld og træt fulgie han Gaben, som løbet for
bi Taarnet, og gil saa langsomt imod Vesi. Derovre i Be
Zetha var der et Herberge, hvor han agiede at bo, saa
lcrnge han var i Jerusalem. Men — han tnnde itte siyre
sia selv, han maatie hen at se dei Sied, hvor han var fødtL
"Maanen var kommen op, Sions Taatne ragede sit-gesse
agtigt op i dens hvide Lvs . . . Det var Hufei, den nord
lige Side af det! Der saaH endnu Spor af det kejserlige
Segl paa Porten, og Brcediet hana der med Jndsiriften:
»Dein et Reiserens (sjendoin« . . . Zinlde han bante paa?
Maaske Amt-als hørte ham Da koni ftem i et as Vinduerne!
Hsan toa en Sten, ail op ad de vtede Travpeitin, og flog
tre Slaa paa, den ene Pottfløj. Ei hnlt Ekko svatede hom.
Han bantede iaen, — og gik saa ud Paa Gsaden og saa op.
Nei, der var ingen; Tagets Btystvcern afteanede sig slarpt
mod Himlen, havde der vceret nogen detoppe, maatte hatt
have tunnet se det. Hatt git om paa den vestlige Side af
HHUseL hvor der var site Vinduer. Lcenge stod han og stir
lrede, —- alt var som uddød Saa gik han om paa den syd
liae Side. Ogsaa der sad der Segl paa Poeten og et
lBrcedi med Jndskrift. Han rev Btcedtet af og slcengie dei
ud paa Gaben. Saa satte han sig paa Porttrappen, ven
tede, og tæntte. Tat-lerne blev utydelige og gled over i
Ihi«nanden; Traetsheden ovenpaa den lange Vej, han havde
gaaet, ovetmandede ham, —- han faldt i Søvn . . .
» Noget eftet lom to Kvindet gaaensde fta den Kant,
hvor Botgen Antonia laa. De gik usikkeri og Engsteligt,
svlev tidt stsasaende og lod til at lytte. Da de lom hen til
;Gadehjørnet, sagde den ene af dem: »Der er det, Titzah!«'
Man kunde høre den ene as dem halte.
»Kom nu, mit Barn,« sagde den-, som havde talt,
»lad os se at komme ud as Byen. Ttæsser man os, naat «
Solen staat op, saa bliver vi stenet ud!«
Den sanden blev ved at hulte. »Jeg iaenlte, vi. gil
hjem,« sagde hun; ,,men vi hat jo intet Hjem. Bi et
døde.«
Modeten irøstedse shende ,,Lige nu behøver vi itte as
være angst! Kom, lad os gaa!«
De git videre langs Mut-en og kotn hen til Poeten
Der saa de Brcedtei med Jndstriften: ,,Dette er Kesserers
Ejendom« . . .«Moderen vted sine Hemden »Ali hat de ris
vet ham, Tirzah, alt!« sagde hun. »Seid om han lebet-,
saa tan han itle hjælpe os. Vi tommer til at tigge os.
Opholdet til, —- hvis vi tan!«
»Det var bedre at dø!«
»Nej, mit Barnl Herren hat bestemt vor Tid, og vs
ttor paa Herren og ladet ham raade . . . Korn nu!«
Stadig holdende sig tcet op til Muren tom de hen til
Husets vefilige Hierne, og derfra om paa Sydsidsen af det.
Men idet de drejede otn Hjøtnet der, stræmmedes de tilbage
a«f det blendende Maanelys. Det varede dog tun nogle
Øjeblitte; saa tog Moderen Datteren ved Haanden og drog
hende med sig. Nu tunde man se, hvor Sygdommen hande
iilredt dem ilde, med ftote Storper i Ansigtet og paa Hien
derne. Haaret hang i lange Tjavser, Tßenbtynene saa nd
til sat viere ganste hvide. Og støndi det var saa stor For
slel paa der-es Alder, saa de næsies ud til at være ens gamtr.
»Tys!« sagde Mosderen, »der ligger en paa Trsappen
og sover·« De listede sig frem ovre paa den modsatte Sid
af Ga«den. —- «Bliv fiaaende her, Titzahi jeg vil se, om
Porien itte et til at faa op!«
Gansie sagte listede hun derover og ttytlede svagi paa
den Portfløj, som var hende ncermest. Otn den gav estek,.
visdste hun itle; ihi i det samme sutlede den Sovende og
rørte sig. Hans Hovedtlcede gled til Side, Ansigtei lau
suldt belyst af Maanen. Hun saa ned, —- og det gav ei
Sæt i hende. Forsigtig bøjede hun sig frem — og saa
igen. Saa rettede hun sig, vted sine Hcender og kalte
som i den ysdersie Fortvivlelse begge Arme op mod Himletx
Jlsomt vendte hun tilbage til Tirzah. .
»Dami« hviskede hun, »die ek— Judah!« H
»Judsah?« ’
Moderen gteb hensde om Haanden. ,,K1om!« hvistede
hun, »vi. vil begge se ham —- et Øjeblit! Og saa —— tom os
til Hjælp, Herre!«
Lydløse som Spøgelsset gled de over til Travpem.
Da de var kommet den sovende saa naer, at deres Styggn
naaede ham, blev de staaende. En af hans Hander haus
ned, —- Tirzah faldt paa Knie og vilde tysfe den. Mut
Moderen holdt hende strcengt tilbage: ,,Tirzath dvgt hast
paa, Du er uren!« — Og Tirzah veg tilbage, som kund-s
han« sder laa og sov, have vceret speda-lst.
Men Msoderem som var saa somhyggelig for sin Spu,
lunde dog itle betvinge sig selv anderledes, end at rsre ves
ham maatte hun, til et frdste Farvel. Jtte for alt i Ver-—
den vilde hun med sine syge Læber have betørt hans Hat-nd
eller Kind; men hun tncelte ned og strebte sig paa sine M
hen og tyssede — den fnsavsede Saal paa hanö ene Sau
dal . . . Saa reiste de sig begge, stod en Stand og stitredt
paa ham, som for rigtig at indpreege sig hans Billet-, pg
listede saa igen, Haand i Haand over paa den anden Schi
af Gaden. Der satte de sig paa Hug t« Skyggen iwde ved
Muren, saa over paa ham, ventede, at han stulde W
eller at der slulde sie et eller an"det, de vidste tlle seh
hvasd . . .
(Fortsaettei.)i -