c Fra Reiseapoteket.
(Af Jvat Marias Hausen, Chicago).
Naar en Fytste i gamle Dage stulde gsre en Reife, da
horte en Reffeapoteker med til hnns Folge. Apsoteteren
mevfsrte et Reffeapotek, hvorfra han havde at tilbetede de
Lægemidler, fom Liavlægen foresirev for Kvngen eller anbre.
Maasse kunde det under en saadan Reise lykkes for
Apoteketen at sinsde en eller anden lægende Urt eller at til
berede en eller tin-den Pille ellet at fammentoge et eller an
det KraftmidbeL fom kunde blive til Gavn for den lidende
Mennesteflægck; efter at Reisen var endi. Og detsom det
mantte lnikes for mig i de efterfklgende Ssnvaastykter at
rcekke et eller andet Mennestebarn en Liegedomsdtih en
helbredende Wille, en Elätsin da er Hensigten med at offenk
ligqøre dem unaeL
Lad det lykkes ved Bin Nache, kære Heere Jesus!
l.
Hvilens Sonnen
Nqar man lommer ud i de amerikansle Provinsbyek,
vil nmn meget ofte se nogle Marter Paa Fortovene, beste-ca
ende as spndlignende og torsdannede Kridtstrsegen Det er
Tegn og Mærker, sem ,,The Tramps« efterlader fig. Naar
to eller flere of disse Vagabonder kommer ti«l en By, da
dejet deres Veje sin, en gaar her og en anden gaar der, og
faa hat hver sit Meer-te som han regnet mev Kridt paa For
tovet, hvok Gaderne deler sig-, og ved Hjælp crf bis-se Tegn
veo den cne stedfe, hvsor den anden er, eller dog i hvilken
Retning ban er gaaet, og det vil faaledes ikke være vansteligt
for dem at træsse sammen, naak de vil.
Diese Landstrygere (Trampg) er scerdeles talrige f
Amerika: de ndgør en Forening, fom bar fester hvaso man
har fortalt mig) mangfoldige Medlemmer. Foreningcn
hol-der Aarsmøde et eller andet Steh, hvor dens Einmeng
mænsd vcelge5; de ndgiver et Blan, hvis Navn ikke er mig
betener ei Heller ved jeg, hvor ofte bet udkommer, eller hvor
det ernst-T Men Fotenzngens Navn er
Hvileng Sonnen
(T11e son§ of Rest).
Tet er jo et meaet betegnende Navn. Thi som be
tenbt elster dens Medlemmer Hvilen i en saadan Grad,
at de aldeles intet vil bestille, men blot drive omtring fra
den ene Gan oa By til den anden og tigge og ftjcele Faden
og Klasderne, hvor de tommer hen. De er ret, hvad B.i«stop
Balle i sin Lærebog tat-der ,,ørtesløfe Trhgtlere«. »Hvilens
Sei-mer« taslle blandt deres Retter mange raste, stætte,
veluddannede og velbeqavede Msennesler, som en Gang hat
leert at elsfte dette Dagsdrirerliv og fortfcette med det.
Osg for nogles Vedtommende tan diet vere, at det itle er alt
sammen siet ved deres egen Styld at de er komne til at
fsre dette Losgcengerliv. Det ene Menneste tan gvdt lede
det andet til at blive en Styverfagter. Og lad os itte gaa
haanligt og lotot fort-i »The Tramps«, naar vi treffer dem.
Ogsaa fordern er Jesus ded; og Evangeliet er cgsaa for
dem; Inaaste tun-de et tierligt Otd og en Haansdstcetning
redde nogle af disfe elendige Dagdrivere.
Men er der itte en Del Kriftne, fotn ligner »Hvilens
Sturm-" megetZ Er der ickte »Tramps« iblandt de KristneP
Tænt felv over Fotholdet, og se det, fom det er. Hvad maa
man talde saadanne Kristne, der itle vil tilhøre nogeni
Meniglted, itie vil vcere Medlemmer af nagen lolal Kitte«
men drive omtring til deer snart her og snart der? Maa
man ilte talde saadanne ved Navnet »Tkamps«? De dan
dre omtring uden nsoget aandeligt Hjem som Dagdrivere
og Lssgcengerr.
hvad maa man talde faadanne Kristne, som itte dil
foretage sig noget ordentligt Arbejd: i Guds Menigth
De vil itle undervise i Sondagsstolen, flint de har baade»
Tid og Gaver dertil; sde vil ille des-ge de shar, de vil itle
junge, itte missionere, itte ofte, i«tte virte. Er deres rette
Nat-w itte »Hvilens Sonner« leller Dotte, soin Tilfældet
monne vere)? De vil hvile og lade andre arbejde. »
Lasset-! du er da itte en saadan Hvilens Søn eller Dat
ter2 Lad os dog forftaa, at Herren talder os itte hen i sm
Vingaatd for at fste et vagabonsderende Liv, men fee at
arhejde, medens det et Dag, for-end Ratte-r tommer. His
set er Guds Menigshed ,,de helliges evige Hvile«, men
her er den deres Arbefdsplads. Vase i Guds Menigshed ilte
en »Ah-sich Trhgler«, men en vielfam Arhej-dek, der siger:
Herr-! send mig! Vcer itte lig »The Traun-BE der tun
efterlader sig nogle Kridtftreger paa et Fortvv, men vær —
otn du et et troende Mennesle —- en Arbejder, der itle
behsver at stumme sig.
It·
Stensifken.
Det var under en Missionsrejse i en of Ameritaå
Mem-Winter Paa Vejen til Kisten, hvor Moderne how-T
fes, gis jeg hver Dag over en Bro, hvorunder en ren, klar
og tennnelig bred, men itke dyb Strom tisledr. Jeg stodx
nieget ofte stille paa Brer og betragtede de Tusinder af»
Smoasist, som legede i det klare Band. En venlig Ameri-;
kann, en Baum-, havde sit Konior itke langj fro verme!
Flod og Bro. Von tom hen til mig en Gang, da jeg stodH
paa Btoen og faa ned i. Bank-et Vi betragckede begges
Smaasisiene, hvorledes de bestandigi maatte arbejde met-H
Finnerne, for at holde sig imod Stummen-, ogs jeg yiredeJ
at sanledes maatte vi som lseoende Kristne ogsaa atbejde os
vv into-d Sie-nimm mod Verdenslivet; oeksom oi dtev med
Stummen var det Tegn paa Døden, hvilket Ameritaneren
gav sin Tf.lstutning. Han fortalte ogsfaa, at disk-: Sinon
sist (Minnsows) bcnyttedes som Agn, og jegs tænkte, at det
i vet aandelige Fisieri godt runde gna sa-aledes, at de smaa
Fist tunde bruges ttl at fange be stotte Fist med. J det
samt-ne sigek Ameritonekem set De denne storte Fist, fom
sont-mer fopnnnewde der? —- Jas —- Vi. kalde den Slags
Stenfist. De er graa som en Sten; men ille det alene;
de lag-ge sig helt ned paa Fladbunden, fast og trygt fom en
Sten, og det skal være den« enefte Fisi, som i levende Livc
gpr det. Men iødrigt er Stenfistene uspisselige, ja aldeleg
ubrugelige; og var det blot alt; men det er det i«kke: de gør
megens Stude· De folg-er de andre Fisk omkring i Floderne
og Søerne i Æglægningisttden og fsortærer og sdelcegger san
niange Æg, som de kansz ja, maaste got de mere Stad- paa
Fisieyngelsen end nogen anden Fist i vore Bande.
Bank-ten og jeg stiltes. Det var Msdetid Jeg
maatte gaa hen i. Hirten.
Bageftet kom jeg til at tænke nicktmere over dette
Sinkte Naturhistotie, som Amerikaneten havsde fortalt for
min. Ak! et der ikte Mennefter i Menighederne, soin
ligner StensiskenZ De folget med den levensde State; men
selo er d: ubrugelige og uduelige som en Sten. Og som
en Sten leg-get de sig faste paa Havbunden og det med den
onre Hensigt at gsøre Formel-. De ville fortære Lins
spir-:rne, og de got det ofte med Held. Saasnart de le
vende Kriftne forsøget at fremme wogen Livsbevægelse, at
note et Arbejde i Sandhedens Tjen-efte, at vitke noget for
Guds Rige til Sjceles Frelse, faa kommer disse Stenfisk
mennester med Spot, Msodstan-d, Lsgm ond Jn«dflydelse,
Sindder og Jndvendinger o.s.v. for at tvcele vg« sluge Lins
spirerne vg- sdelægge de fremadstræbende Bevor-Felsen Kri
tifere, fortrædige og fortære kan de; men lade sig bruge til
at gavne ng qlckde vil de itkr.
Vi findet den Stegs Stenssisi i Menighederne, i Sam
fnndene, cg snafnart Talen blidet om at fremme Herren-Z
Saq, da mætkes deres odelæggende Jn’dflydelse. O, J
ulnkfalige Mennesker! Ssansdhedens Dom maa for-disk kam-.
me eder: »J Dienstalte! ve edek, at J tillukker Himmerigeg
Rige for Menneskene; J vil ikke selv gaa derind, og dem,
fom vil gaa ind, tillader J det ikie.« J ligner Smeden
Akt-Banden vder stod Panli Ord saure imod og gjokde ham
mesgct ondt. ngaa paa eder tnn Apostelens Otd ansvende5:
vogt rig for ham Cfor denUz Herren stal betale ham (den!)
efter items (deres) Gerning.
Ornvender eder, medens det hedder i Dag. Ssg Gud.
Futter et endet Sind, at eders Synder niaa vorde udslettede.
Ill.
Gartncrkniven.
Ei Sted, hvor jeg- var indlogeret under et starre Mode,
havde man en god Frugthave. En Dag gik Gaardens
zsovhenværende Eier, som nu er Aftcegtsmand, og jeg om
ikring dernde i Abildigsaardenz med et standsede min Led
isaner tcet ved et Æbletræ og sagsdc dette Træ voksede
’godt i flere Aar, og ret havde Blade nok hoer Sommer,
Einen ingen FrugL En Dag kom en Nado kørmde; han
stondseoe, og vi talie lidt sammen. Denne Nsabo havde no
kten Forstand paa Behansdling as Frngttræer, og da han
Iaa Det ufrugtbare Æbletræ, sag-de hon til mig: tag en
skarp Kniv og giv med Odden Trceet en Rist eller to i
Barken pna Stummen, saa vil Tretet maaske komme til at
sbære Fragt. Dette Raad blev sul-gt, og disse Sinit hjalp.
Tretet ksgnndte snart at biete Fragt og er nu et as de bedste
Træer i hele Haven til at bære Fragt. Det bærer selb
fslgeligt Meerkerne as den starpe Knivsod og vil beholde
dem, saa lange det eksisterer; men det var Knivem der
hjalp Træet til at beere, og uden den havde det maaste sor
kcenge siden faaet samme Dorn som det usrugtbare Figens
træx »Hug det om; hoorsor skal det staa og tagse Psladsen
op til ingen Nytte.«
Saalekes maa Vingaardsmanden, den Herre Jesus
Kristus, ogssaa oste behandle sine Træer, Guds sande og
levende Born. Han har plantei dem i sin Faders Bin
gaardx han vander dem, han ladet sin Naadesol skinne
paa dem, han »graver og goder om dem«, og alligevel beerer
de maasie ingen Frugt, og sindes nogen Frugt paa dem, da
er den uudvitlet, sur og sorkrøblei. Men saa bruger han
Knivenz her bliver en Gren bortstaaret, hist nogle Blade
aspillede: dette faat en dyb Rift i Barken, og thint man af
med næsten hele Kronen. »Don Gren paa mig, soin ikke
better Fragt, den borttsager han, vg« hver den, som better
Fragt, renser han, at den skal bære mere Frugt."
Maaste naar digse Ord et bedrøvet og lidende Guds
qu th bløder under denne haarde Behandling; Gart
nertniven bar saaret disg pan det smerteligstr. Dei kan
viere, at dn bar faaet en meget tung Sygdom at bcere
paa. eller en dnb Sorg i dit Huslivx maaske har Dieben reoet
oit Born sra nig, din fotkiaabningsfulde Son, der var diq
kær sont din Øjestem ellier din eneste usorgilemmelige Dat
ter. Eller bliver du missorstaaet as dine allernærnieste,
lsvis Forstaaekse er dig saa uendelig vcerdifuldz eller bar du
lin et stori Tab pna din Formne — maaste endog ved dine
Medmenneskcrs Uærlighed, eller er det noget andet, dit
Hierte vannder sig under. Lige meget. Men sorstaa dog,
du lidende, at Kniven btlioer beugt paa disk for at du stal
komme til at bcere Fragt. Den, Herren elsler ,revser han.
Zinnen Mr Lov til at wtse vildt; men det edle Træ
diiver besinnt-ed for at det kan blive stugtbcerensdse. Al
Revselse, medens den er nærværende, synes itte at vcere til
Gkæde, men til Bedrsvelse; men siden giver den dem, sont
derved er ovede, Retfcerdigsheds satt-ge Fragt. Og det er dia
velsignet, om Gmtnerkniven lan bringe Retsærdighesdens
Frugter srem i vort- Liv, Gud til Ære og Lon. Hvad det
dersor goelder om for os er at svoere stille for Herren, ogssao
naar hasn bruger Knivem thi vi skal endnu komme til at
takle ham sor Frelsen sor hans Ansigt og prise ham soc
erihver Beste-ring, hvert Snit, hoer Smerte.
IV.
Adullams Hule.
J Egnen om Camp Douglag, Wisconsin, sinbes mangc
Sundstenstlippen Paa en Fridag under et- Missiongmøde
tørte vi lidt omtting for at se os om, og vi grjorsde da Hin-Abt
veo »Ist-den af sen af Klipperne, ogs gennem en lille Aabning
temmelig højt oppe ltasvlebe vi ind i en dekvætende Hule
eller Griotte. Jndgangen er lav, sncevet og lang, og vi
maa nev ,,paa alle site« for sai komme isgennem den; men
»
naar man tommer til Ende as Gangen, udvider den sig
til en temmelig« stor Grotte, hvori nogle hundrete Maensd
vist not tunde saa Plads. Ved HjceIlp as en Lygte saa vi
vg somtring i Hsulen og sang: «Vor Gud han er saa sast
en Borg.« Da vi lom ud i Daglyset, satte vi os svr at
hvile lidt, søred vi besteg Klippens Top, og sang-, medens
vi sad der:
Sin Vogn gør han af Skyek blau,
J Aag han Stornie spann-eh
Den gamle Jvrd med Klipper grau,
Som Vots er i hans Hernder.
Hvilken Gud vi dog hart De højeste Vierge, den
tungeste Msalm og de haardeste Klipper er i hans Haand
som det blødeste Bots. Han vrider vg« bøjer det altsatnmen
ester sin altnægtige Villiet Hvor er det godt at hvile svm et
Barn tin-der denn-e guddommelige Haands Bestærmelse
Denne stcerle Haanid er en Faderhaansd for alle troende
Sjcele i Kristus Jesus.
Bed denne Grotte kom jeg til at tcenke paa David-,
da han maatte tage sin Tilslugt til Hinlen ved Adullam
l1. Sam. 22, 1). Stønt Jsai Sen aldrig vildz Saul
i.lde, og slønt han var sit Fcedrelsands trsosaste Søn og tapre
Forsvarer, saa blev han msistcentt og msistroet as Saul
og svrsuslgt Paa niange Maader, og for at bjerge Livet nin
denne tongelsige Forsølger var det, at David tog sin Til
slngst til en B.j«ergarotte, svm kendtes under Navnet ,,Adut
lams Hitle«; her opholdt han sig en Tid med sine, inktil
Herren sved siii Proset Gad bad hatn at gaa til Judas Land.
iUtaasle er det til dette Opltold i- Bierahulem Hevrceerbrevets
Forsatker henpeger med digse Ord om Troens Helte: ,,De
dantcde vm i Lietener, paa Bierge og i Jordenis Huler og
Zikvster« (11, 38).
Hulen Adnllam er oste bleven brugt som en Betei
iselse sor den Tilstand, hsnori sorsulate, ansag·tede, prøvede
on lidenre Kristnie monne befinde sia, oq Sasmmenlianingen
er larcr«ia. Dei var en Ward Provetid for David, da han
maatte slnate til et saadsant merkt og ensomt Sted, han, som
doa mente det cerligt og godt med baatde Konge og Lan-d.
Men han gjorde ogsaa her den Ersarin—g, at Herren er og
blioer trosast, og det aik dam, som Moses siger vm Jsrael:
,,H-an fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder,
blandt Ørleneng Hyl; han varrnicde vm ham, han underviste
heim, han bevarede ham som sm Øjesten. Som en Ørn, der
opvætler sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte
han sine Vinaer, tog han1, bar ham paa sme Slagsjedre.
Herren alene ledede dam, og der var ingen sremmed Gud
ined hom« l5 Mos. 32, 10——12). Herren flog ickle Haanden
as sin sorsulgte Tjener. Mange, som not saa; at David var
Herren-Z salvede og vilde blive Lan-MS sremtidige Hersier
oa Redningsmand, samlede sig vm ham tilligemed hele
hans Faders Has, saa han sit en Styx-te paa hienved 400
Mand at besale over. Og den samme trofaste Gud vil
oasaa hjcelpe dig, du mistaenkte og forssulgte KristensjceL
Pag Paa, at du vanIdrer paa Hell7.ghedens Veje alle Steder,
saa du maa viere blandt dem, hvorom Frelseren sigen »Sa
liae er J, naar man bespotter og sorsølger eder og taler alle
Haande ondt imod edee for min Styld vg lryver det (Mat.
5, 11).
Msen lad os betragte David lidt nvjere, medenss han
var i Adullam· Han losd sig ille lncelke as Stormen;
vi høm ikle nogen Klagelyd sra ham til noget Mennesle.
For Idet sørste sinder vi- harn i suld Birlsvmhed med at tage
sig as de bund-reden der samlede sig orn ham og ligeledes
at sorge for sine alderstegne Forældres Siklerhed. Han
nedsant saaledes itte i tungssinsdig Grublen, men arbesdede
og estertom de sorstellige Krab, der stilledes til han as
Forholdene. — Liider du Forsolgelse eller M«iskendelse, saa
tag ogsaa en saadan Provelse som en Kristem tab itte Mo
det, lad ikle Hwnderne synte, men sæt din Tillid til Her
ren, og ,,hvad du evner, last as i de narrmeste Krav«. Bliv
rntet Heengehoved, ingen Tu-depotte, men virt og syng: »Her
ren er min Hjælsper; jeg vil itte srygste!"
For det andet sinder vi David i Besiddelse as et Sværd,
svm havde en Historie. Da David ersarede Sauls For-bit
relse, git han hastigt bort sra hans Nærhed og kom til
Ypperstepræsten Alimelet i Nobe. As ham forliangte han
et Sværd, sordi han ille havde kunnet saa sine egne Baa
ben mied sig. Prcesten aav ham da leiats Sværd, som
var bleven opbevaret ved Helligdommem det lsasa indsvsbt
i et Kleide ved Livtjortelen. David modtsvig Svcerdet med
disse Ord: ,,Det har itle sin Mage; giv mig« det« (1 Sam.
21). Med denne Kampes Svcerd var David gvdt bevæb
net, da han kvm til Adullam. Sauls Rustning kunde han
itle qaa i, da ban stulde i- Tvekamp med leiai; men Fili
sterens Stvtkrd lunde han not bruge. Han benyttede det
jo til at hugge Hovedet as Jcettien med. Men tror du ilte,
at dette Svaerd prceditede for David i Asdullam om Guds
Trv’sastl)ed? Jeg tror det. Dei mindede ham om, hvvrle
des Herren stod ham bi, den Gang han sont den lille Hyirde:
dreng- slulde gaa i Kampen med den stvre og stcerke Filistek.
Og denne Guds Trosasthed i. de svundne Tisder fowissede
ham om, at hans Gud var naadia ogi god, osgi stvlensde
paa learn slulde han- ikle blive til Stamme. — Saaledes
maa du, min hjemsøgte Broder og Søsterl lcere as David
at betragte Guds mange Velgerninger og megen Hsjcelp i
de Dage, som svandt, og saa maa du vpløste dine Øjne til
B.jcergsene, hsdorsra din Hjcelp slal komme, til Israel-Z Gud,
hvis Mistundhed er ny hver Morgen, »og hvis Kraft ingen
Grænse sendet.
David benyttede ogsaa Ophvldet i Adullsam til Selv
betragtning. Han siutter en Udtalelse saa!edes: ,,. . . .
insdtil jeg sornemmer, hvad Gusd vil gis-re med mig« (Sam.
22, 8). Han vilde vcere stille for Herren ogs vente, til han
blev sllar over hans Beje vg blev sorvisset i sit eget Sind om
Guds Tanler og Planet. — Paa samme Bis maa du sor
sulgte og hjemsøgte Menneste ogsaa benytte dit Adullam
til at scente Selvprsvelsens Lod nedi din egen Sjcesl, tiil at
granste paa Herrens Forelsey at du maa ersare, hvad han
oil med dig. Derved bliver Adullams Hule til et frugtbart
Land sor ’dig; thi dybete Selverlimdelse vg« Gudserlendelse
strer altid Velsignelse med sig for vort Aansdsliv.
End-videre vil vi merke os, at David bad sog sang i
Adullam. Den 142 Salme er strevet i Hulenr Med Bøn
og Sang oplvstede han sit Hjerte til Gud og gslcedede og
opbysggede dem, der var med ha-m, og med denine dejlige
Salrne hat han vpmuntret mangssoldige as Her-miß Pile
grimme. Hart viser dem i dette Kvad at udsse deres Klage
sor Herren- og at tage deres Ttlfliugt til hast-i, naar «alle
Sunsde er lullede«; han synger med Haabets Klang; M
Herren gøre vel imod sin Tjener. — Lad fremdeles Treu-I
selens Adullam runge af Sang, Tat og Ben. Dei et kn
de faa, der som David bar faaet Digtervinger i BUM
gave; men lan man itte skrive Saltner som han, saa last-es
synge eller læse, hvad han hat strevet ogs prise vg« takkedm
levensde Gud. Da sial Adullam og »Morbcerdalen« bkive
til Kildevæl·d (Sal. 84), og en »Regn as Velsignelset
bedceike den1«.
v.
Synden.
Dei var unsder et Missionsmode i. Sasatiden om For
antei. Det havde ikke regnet i lcengere Tib, osg Jorden vat«
saaledes meget tor, og da der i kde samme Dage tejste sigk
en usaedvanlig staerk Blwsh saa hvirvliede tykke Røgsiyer mu
lxinnl som et staerlt Snesog. J denne stortnsulde og ist-te
Tid iosm en as vore Prcester, som var med til Missionb
madei. til at tale med en norsk Prcest. Jeg trot, de hat-de
riejst samtnen paa Jernbanen. De totn til at tale om Tyr
ken og om Trangen til Reg-n, sog det Hsaab bleo udtalt, It
»Herren snart vilde sende Slyen med Bud over tsrstige
Lande«. ,,« a«, sagde Nor«drnansden, ,,g-«id- han bilde; Inm
der er Synd not i Jowa alene til at fylde alle Himlens
Slnser«. Han haode Ret. Jowa hat vel iite større Syst
dere end de andre Stater; men dersom den giode Gusd sae
lken til Menneskenes Synd og vederlagde Jorden eftet
.Fortjeneste, da niaatte han snart holde op med at aabne
Himleng Sluser mete; da maatte han tilbagetlyolde baade
legemlig og aandelig, timelig og himmseslsk Velsignelse. Gi
oer han da itke Agt paa Folkenes og den enkeltes Syst
der? Lægger han ikle Mærle til die mange baade unben
bare oq skjulte MisgerningerZ Jo, i Sanidhed gør han;
Jdet ian du siole sikiert paa. ,,Vid, at din Synd sial finde
diq.« Men her i Naadsens Tid set Herr-en hen til sitt
kcete Sem, Jesus Krisiusx han betragter hans Forsonings
offer for Sklckgternes Sonder; han lytter til hans Forli-Ah
lommer sine Forfættelser og sin Barmhjertighed i Hu ag«
ladier Naade gaa for Ret. Og sor Jesu Skyld alene et
det, vi fa-a alt, hoer Regnbyge, hver Dungaabe, h«ver Sol
straale, al Frugibarhed og Velscgnelse, alle Gaver og en
kyver Gunstbevisning. Dei er i hans Navn, at Gud ladet
det regne over onde og gode, og Solen stinne over rethts
dige og uretscerdige. J Jesu Naon er al den Nasade udtsi,
som Sand-denen kan tumme. Gud vcere Tat for Jesus Kri
stus, og at Ihian vil forbarlme sig over os for hans Styld!
Men alligevel er Synden sorscerdelig stor. O, hvot
naar dog dette Helvedes Ulrudt en raedsosm Højde i vote
Dage. Dei hedsder om Tiden før Syndflodene »Herun
saa, at Mennesteis Ondstab var stor paa Jor«den« (1 Mos
6, 5), og det er nceppe bedre i vore Dage, nej om muligt«
ensdnu værre. Synden gaar frielt i Svang mod alle Gut-I
Bud: Hor, Skørlevnei, Mord, Tyveri, Gekrighed, Onk
stab, Svig o. a. m., og hvad der er det allervcerste, fokdi
det er Kilden til al det overhasanidtagende Onsde: Meer-ne
stenes Hierter er langi borte sra Gusd i Vantro, Werd-Elfg
hed og Ligegyldighed. De flesie laster ligesom Jersoboaat
Gud bag detes Ryg og vandrer deres egne Veje; og hour
ledes oil Enden blive? Enden bliver «sorfcerdelig. Bredeu
knaa komme over alle halsstarrige Synsderex Guds haevnenhe
sSVcerd slal sortære alle genstridige. Det er forsærsdeligtx
Iat falde i. den levende Guds Hænder. O, Menneslet
han imødeser en Tid, hvor de tetsærdige stal omgive han-. II L«
Fly, meng du hat Stank-m
I Tit Frelserens Wunder,
! For Akte-den
l J«Steden .
th hagle og Ine.
Mon Forkyndelsen i Guds Hus taget saa alvorligt fak
lpna Synden, fom den burdeZ Vi lever i en poleret og eini
liferet og kultiveret Tidsa·l’der, hvot man forsøger sig part
at give Synden pæne Navne og dcekke osver det onde med
Bltdagtighedens og llncdstyldningernes Slør, og er der illes
Fare for, at denne Strømning river Ordets Foriyndere meb
sin, san de ikke trceder saa kraftigt op mod Synden, sont
de burbe og siulde. Lad os Wage og bede, at Vi ikke stak
falde i Fristelse. Der bliver ingen net Trang ti.l Nanden og
ingen dyb Lcengsel efter Syndernes Forladelfe, naar ikke en
alvorlig Syndserkendelse ,«vakt ved Lovens Or«d, hat bragti
Sicelene til B.od og Bon. Naar vi læsek t. Eis-. Baxieks
Præsdikenen o, da forftnar Vi, at han« pløjede dybt med
Lovens Plov, førend han fasaede Evangeliets Scedekvtn;«
han foreholdt Sjælene Dommen og Syndens Straf vg
Følger for dette Liv og for det kommende, og det sammt
gjorde Herrens andre trofnfte Vidner før og efter hom.
Esajas stulde forkynde Folket deres Osverttcedekse ogs Ja
kobs Hug deres Synder, og Døberen Johannes svcmg Or
dets Svsøbe over Synd og O«vertrcedelfe, saa det star Flcenk .
ger i siedet, førend han Pegte vaa Guds Lammet, som bat
Verdenss Synd· Dei er tun de fønderknuste Hierter, Her-.
ren lceger med fin Fred og trøfter med sin Kcerlighed. sah
os derfok folge det Rast-, Ribe Visp i fm Tid gav Orden
Forkyndere:
Nu velan, O( Herrens PrwfterZ
Vis, at J er Jokdens Salt;
Elfter J den Tel, vor Messer
Vlodig, dyre lxnk betalt,
Nidkccthedö Vasune sat,
Tordner ind i Bodens Nat,
Bist-r Stuedal jin Vorde,
Hvo der et en cetlig Hykde.
Aftenstemning.
Hver en Smaafugil blunder i den dunrle Lund
Mied sit Hosved under Vingens bløde Dun.
Hellig Tasvshcd troner over Mark og Bang,
Fra det fjerne toner kun- en Vandrers Sang.
Ejverpiger danser mellem Søens Rør,
sKlædt i Duggens fri.ske, lett-e Perleslør.
Medens Acker kitker frem af Brust ogs Krat,
Engens Blvmster nikker tusinde Gotmai.
Trættet af sin bilde, stolte Kæmpegang
Bølgen luller stille paa sin A«ftenfang.
Bugten mod den strækker Blomsterarme to,
Siom et Bnrn den Egger sig deri til Ro.
H.V. Kaakundk
