Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 24, 1903)
c Fra Reiseapoteket. (Af Jvat Marias Hausen, Chicago). Naar en Fytste i gamle Dage stulde gsre en Reife, da horte en Reffeapoteker med til hnns Folge. Apsoteteren mevfsrte et Reffeapotek, hvorfra han havde at tilbetede de Lægemidler, fom Liavlægen foresirev for Kvngen eller anbre. Maasse kunde det under en saadan Reise lykkes for Apoteketen at sinsde en eller anden lægende Urt eller at til berede en eller tin-den Pille ellet at fammentoge et eller an det KraftmidbeL fom kunde blive til Gavn for den lidende Mennesteflægck; efter at Reisen var endi. Og detsom det mantte lnikes for mig i de efterfklgende Ssnvaastykter at rcekke et eller andet Mennestebarn en Liegedomsdtih en helbredende Wille, en Elätsin da er Hensigten med at offenk ligqøre dem unaeL Lad det lykkes ved Bin Nache, kære Heere Jesus! l. Hvilens Sonnen Nqar man lommer ud i de amerikansle Provinsbyek, vil nmn meget ofte se nogle Marter Paa Fortovene, beste-ca ende as spndlignende og torsdannede Kridtstrsegen Det er Tegn og Mærker, sem ,,The Tramps« efterlader fig. Naar to eller flere of disse Vagabonder kommer ti«l en By, da dejet deres Veje sin, en gaar her og en anden gaar der, og faa hat hver sit Meer-te som han regnet mev Kridt paa For tovet, hvok Gaderne deler sig-, og ved Hjælp crf bis-se Tegn veo den cne stedfe, hvsor den anden er, eller dog i hvilken Retning ban er gaaet, og det vil faaledes ikke være vansteligt for dem at træsse sammen, naak de vil. Diese Landstrygere (Trampg) er scerdeles talrige f Amerika: de ndgør en Forening, fom bar fester hvaso man har fortalt mig) mangfoldige Medlemmer. Foreningcn hol-der Aarsmøde et eller andet Steh, hvor dens Einmeng mænsd vcelge5; de ndgiver et Blan, hvis Navn ikke er mig betener ei Heller ved jeg, hvor ofte bet udkommer, eller hvor det ernst-T Men Fotenzngens Navn er Hvileng Sonnen (T11e son§ of Rest). Tet er jo et meaet betegnende Navn. Thi som be tenbt elster dens Medlemmer Hvilen i en saadan Grad, at de aldeles intet vil bestille, men blot drive omtring fra den ene Gan oa By til den anden og tigge og ftjcele Faden og Klasderne, hvor de tommer hen. De er ret, hvad B.i«stop Balle i sin Lærebog tat-der ,,ørtesløfe Trhgtlere«. »Hvilens Sei-mer« taslle blandt deres Retter mange raste, stætte, veluddannede og velbeqavede Msennesler, som en Gang hat leert at elsfte dette Dagsdrirerliv og fortfcette med det. Osg for nogles Vedtommende tan diet vere, at det itle er alt sammen siet ved deres egen Styld at de er komne til at fsre dette Losgcengerliv. Det ene Menneste tan gvdt lede det andet til at blive en Styverfagter. Og lad os itte gaa haanligt og lotot fort-i »The Tramps«, naar vi treffer dem. Ogsaa fordern er Jesus ded; og Evangeliet er cgsaa for dem; Inaaste tun-de et tierligt Otd og en Haansdstcetning redde nogle af disfe elendige Dagdrivere. Men er der itte en Del Kriftne, fotn ligner »Hvilens Sturm-" megetZ Er der ickte »Tramps« iblandt de KristneP Tænt felv over Fotholdet, og se det, fom det er. Hvad maa man talde saadanne Kristne, der itle vil tilhøre nogeni Meniglted, itie vil vcere Medlemmer af nagen lolal Kitte« men drive omtring til deer snart her og snart der? Maa man ilte talde saadanne ved Navnet »Tkamps«? De dan dre omtring uden nsoget aandeligt Hjem som Dagdrivere og Lssgcengerr. hvad maa man talde faadanne Kristne, som itte dil foretage sig noget ordentligt Arbejd: i Guds Menigth De vil itle undervise i Sondagsstolen, flint de har baade» Tid og Gaver dertil; sde vil ille des-ge de shar, de vil itle junge, itte missionere, itte ofte, i«tte virte. Er deres rette Nat-w itte »Hvilens Sonner« leller Dotte, soin Tilfældet monne vere)? De vil hvile og lade andre arbejde. » Lasset-! du er da itte en saadan Hvilens Søn eller Dat ter2 Lad os dog forftaa, at Herren talder os itte hen i sm Vingaatd for at fste et vagabonsderende Liv, men fee at arhejde, medens det et Dag, for-end Ratte-r tommer. His set er Guds Menigshed ,,de helliges evige Hvile«, men her er den deres Arbefdsplads. Vase i Guds Menigshed ilte en »Ah-sich Trhgler«, men en vielfam Arhej-dek, der siger: Herr-! send mig! Vcer itte lig »The Traun-BE der tun efterlader sig nogle Kridtftreger paa et Fortvv, men vær — otn du et et troende Mennesle —- en Arbejder, der itle behsver at stumme sig. It· Stensifken. Det var under en Missionsrejse i en of Ameritaå Mem-Winter Paa Vejen til Kisten, hvor Moderne how-T fes, gis jeg hver Dag over en Bro, hvorunder en ren, klar og tennnelig bred, men itke dyb Strom tisledr. Jeg stodx nieget ofte stille paa Brer og betragtede de Tusinder af» Smoasist, som legede i det klare Band. En venlig Ameri-; kann, en Baum-, havde sit Konior itke langj fro verme! Flod og Bro. Von tom hen til mig en Gang, da jeg stodH paa Btoen og faa ned i. Bank-et Vi betragckede begges Smaasisiene, hvorledes de bestandigi maatte arbejde met-H Finnerne, for at holde sig imod Stummen-, ogs jeg yiredeJ at sanledes maatte vi som lseoende Kristne ogsaa atbejde os vv into-d Sie-nimm mod Verdenslivet; oeksom oi dtev med Stummen var det Tegn paa Døden, hvilket Ameritaneren gav sin Tf.lstutning. Han fortalte ogsfaa, at disk-: Sinon sist (Minnsows) bcnyttedes som Agn, og jegs tænkte, at det i vet aandelige Fisieri godt runde gna sa-aledes, at de smaa Fist tunde bruges ttl at fange be stotte Fist med. J det samt-ne sigek Ameritonekem set De denne storte Fist, fom sont-mer fopnnnewde der? —- Jas —- Vi. kalde den Slags Stenfist. De er graa som en Sten; men ille det alene; de lag-ge sig helt ned paa Fladbunden, fast og trygt fom en Sten, og det skal være den« enefte Fisi, som i levende Livc gpr det. Men iødrigt er Stenfistene uspisselige, ja aldeleg ubrugelige; og var det blot alt; men det er det i«kke: de gør megens Stude· De folg-er de andre Fisk omkring i Floderne og Søerne i Æglægningisttden og fsortærer og sdelcegger san niange Æg, som de kansz ja, maaste got de mere Stad- paa Fisieyngelsen end nogen anden Fist i vore Bande. Bank-ten og jeg stiltes. Det var Msdetid Jeg maatte gaa hen i. Hirten. Bageftet kom jeg til at tænke nicktmere over dette Sinkte Naturhistotie, som Amerikaneten havsde fortalt for min. Ak! et der ikte Mennefter i Menighederne, soin ligner StensiskenZ De folget med den levensde State; men selo er d: ubrugelige og uduelige som en Sten. Og som en Sten leg-get de sig faste paa Havbunden og det med den onre Hensigt at gsøre Formel-. De ville fortære Lins spir-:rne, og de got det ofte med Held. Saasnart de le vende Kriftne forsøget at fremme wogen Livsbevægelse, at note et Arbejde i Sandhedens Tjen-efte, at vitke noget for Guds Rige til Sjceles Frelse, faa kommer disse Stenfisk mennester med Spot, Msodstan-d, Lsgm ond Jn«dflydelse, Sindder og Jndvendinger o.s.v. for at tvcele vg« sluge Lins spirerne vg- sdelægge de fremadstræbende Bevor-Felsen Kri tifere, fortrædige og fortære kan de; men lade sig bruge til at gavne ng qlckde vil de itkr. Vi findet den Stegs Stenssisi i Menighederne, i Sam fnndene, cg snafnart Talen blidet om at fremme Herren-Z Saq, da mætkes deres odelæggende Jn’dflydelse. O, J ulnkfalige Mennesker! Ssansdhedens Dom maa for-disk kam-. me eder: »J Dienstalte! ve edek, at J tillukker Himmerigeg Rige for Menneskene; J vil ikke selv gaa derind, og dem, fom vil gaa ind, tillader J det ikie.« J ligner Smeden Akt-Banden vder stod Panli Ord saure imod og gjokde ham mesgct ondt. ngaa paa eder tnn Apostelens Otd ansvende5: vogt rig for ham Cfor denUz Herren stal betale ham (den!) efter items (deres) Gerning. Ornvender eder, medens det hedder i Dag. Ssg Gud. Futter et endet Sind, at eders Synder niaa vorde udslettede. Ill. Gartncrkniven. Ei Sted, hvor jeg- var indlogeret under et starre Mode, havde man en god Frugthave. En Dag gik Gaardens zsovhenværende Eier, som nu er Aftcegtsmand, og jeg om ikring dernde i Abildigsaardenz med et standsede min Led isaner tcet ved et Æbletræ og sagsdc dette Træ voksede ’godt i flere Aar, og ret havde Blade nok hoer Sommer, Einen ingen FrugL En Dag kom en Nado kørmde; han stondseoe, og vi talie lidt sammen. Denne Nsabo havde no kten Forstand paa Behansdling as Frngttræer, og da han Iaa Det ufrugtbare Æbletræ, sag-de hon til mig: tag en skarp Kniv og giv med Odden Trceet en Rist eller to i Barken pna Stummen, saa vil Tretet maaske komme til at sbære Fragt. Dette Raad blev sul-gt, og disse Sinit hjalp. Tretet ksgnndte snart at biete Fragt og er nu et as de bedste Træer i hele Haven til at bære Fragt. Det bærer selb fslgeligt Meerkerne as den starpe Knivsod og vil beholde dem, saa lange det eksisterer; men det var Knivem der hjalp Træet til at beere, og uden den havde det maaste sor kcenge siden faaet samme Dorn som det usrugtbare Figens træx »Hug det om; hoorsor skal det staa og tagse Psladsen op til ingen Nytte.« Saalekes maa Vingaardsmanden, den Herre Jesus Kristus, ogssaa oste behandle sine Træer, Guds sande og levende Born. Han har plantei dem i sin Faders Bin gaardx han vander dem, han ladet sin Naadesol skinne paa dem, han »graver og goder om dem«, og alligevel beerer de maasie ingen Frugt, og sindes nogen Frugt paa dem, da er den uudvitlet, sur og sorkrøblei. Men saa bruger han Knivenz her bliver en Gren bortstaaret, hist nogle Blade aspillede: dette faat en dyb Rift i Barken, og thint man af med næsten hele Kronen. »Don Gren paa mig, soin ikke better Fragt, den borttsager han, vg« hver den, som better Fragt, renser han, at den skal bære mere Frugt." Maaste naar digse Ord et bedrøvet og lidende Guds qu th bløder under denne haarde Behandling; Gart nertniven bar saaret disg pan det smerteligstr. Dei kan viere, at dn bar faaet en meget tung Sygdom at bcere paa. eller en dnb Sorg i dit Huslivx maaske har Dieben reoet oit Born sra nig, din fotkiaabningsfulde Son, der var diq kær sont din Øjestem ellier din eneste usorgilemmelige Dat ter. Eller bliver du missorstaaet as dine allernærnieste, lsvis Forstaaekse er dig saa uendelig vcerdifuldz eller bar du lin et stori Tab pna din Formne — maaste endog ved dine Medmenneskcrs Uærlighed, eller er det noget andet, dit Hierte vannder sig under. Lige meget. Men sorstaa dog, du lidende, at Kniven btlioer beugt paa disk for at du stal komme til at bcere Fragt. Den, Herren elsler ,revser han. Zinnen Mr Lov til at wtse vildt; men det edle Træ diiver besinnt-ed for at det kan blive stugtbcerensdse. Al Revselse, medens den er nærværende, synes itte at vcere til Gkæde, men til Bedrsvelse; men siden giver den dem, sont derved er ovede, Retfcerdigsheds satt-ge Fragt. Og det er dia velsignet, om Gmtnerkniven lan bringe Retsærdighesdens Frugter srem i vort- Liv, Gud til Ære og Lon. Hvad det dersor goelder om for os er at svoere stille for Herren, ogssao naar hasn bruger Knivem thi vi skal endnu komme til at takle ham sor Frelsen sor hans Ansigt og prise ham soc erihver Beste-ring, hvert Snit, hoer Smerte. IV. Adullams Hule. J Egnen om Camp Douglag, Wisconsin, sinbes mangc Sundstenstlippen Paa en Fridag under et- Missiongmøde tørte vi lidt omtting for at se os om, og vi grjorsde da Hin-Abt veo »Ist-den af sen af Klipperne, ogs gennem en lille Aabning temmelig højt oppe ltasvlebe vi ind i en dekvætende Hule eller Griotte. Jndgangen er lav, sncevet og lang, og vi maa nev ,,paa alle site« for sai komme isgennem den; men » naar man tommer til Ende as Gangen, udvider den sig til en temmelig« stor Grotte, hvori nogle hundrete Maensd vist not tunde saa Plads. Ved HjceIlp as en Lygte saa vi vg somtring i Hsulen og sang: «Vor Gud han er saa sast en Borg.« Da vi lom ud i Daglyset, satte vi os svr at hvile lidt, søred vi besteg Klippens Top, og sang-, medens vi sad der: Sin Vogn gør han af Skyek blau, J Aag han Stornie spann-eh Den gamle Jvrd med Klipper grau, Som Vots er i hans Hernder. Hvilken Gud vi dog hart De højeste Vierge, den tungeste Msalm og de haardeste Klipper er i hans Haand som det blødeste Bots. Han vrider vg« bøjer det altsatnmen ester sin altnægtige Villiet Hvor er det godt at hvile svm et Barn tin-der denn-e guddommelige Haands Bestærmelse Denne stcerle Haanid er en Faderhaansd for alle troende Sjcele i Kristus Jesus. Bed denne Grotte kom jeg til at tcenke paa David-, da han maatte tage sin Tilslugt til Hinlen ved Adullam l1. Sam. 22, 1). Stønt Jsai Sen aldrig vildz Saul i.lde, og slønt han var sit Fcedrelsands trsosaste Søn og tapre Forsvarer, saa blev han msistcentt og msistroet as Saul og svrsuslgt Paa niange Maader, og for at bjerge Livet nin denne tongelsige Forsølger var det, at David tog sin Til slngst til en B.j«ergarotte, svm kendtes under Navnet ,,Adut lams Hitle«; her opholdt han sig en Tid med sine, inktil Herren sved siii Proset Gad bad hatn at gaa til Judas Land. iUtaasle er det til dette Opltold i- Bierahulem Hevrceerbrevets Forsatker henpeger med digse Ord om Troens Helte: ,,De dantcde vm i Lietener, paa Bierge og i Jordenis Huler og Zikvster« (11, 38). Hulen Adnllam er oste bleven brugt som en Betei iselse sor den Tilstand, hsnori sorsulate, ansag·tede, prøvede on lidenre Kristnie monne befinde sia, oq Sasmmenlianingen er larcr«ia. Dei var en Ward Provetid for David, da han maatte slnate til et saadsant merkt og ensomt Sted, han, som doa mente det cerligt og godt med baatde Konge og Lan-d. Men han gjorde ogsaa her den Ersarin—g, at Herren er og blioer trosast, og det aik dam, som Moses siger vm Jsrael: ,,H-an fandt ham i et øde Land og paa tomme Steder, blandt Ørleneng Hyl; han varrnicde vm ham, han underviste heim, han bevarede ham som sm Øjesten. Som en Ørn, der opvætler sin Rede, svæver over sine Unger, saa udbredte han sine Vinaer, tog han1, bar ham paa sme Slagsjedre. Herren alene ledede dam, og der var ingen sremmed Gud ined hom« l5 Mos. 32, 10——12). Herren flog ickle Haanden as sin sorsulgte Tjener. Mange, som not saa; at David var Herren-Z salvede og vilde blive Lan-MS sremtidige Hersier oa Redningsmand, samlede sig vm ham tilligemed hele hans Faders Has, saa han sit en Styx-te paa hienved 400 Mand at besale over. Og den samme trofaste Gud vil oasaa hjcelpe dig, du mistaenkte og forssulgte KristensjceL Pag Paa, at du vanIdrer paa Hell7.ghedens Veje alle Steder, saa du maa viere blandt dem, hvorom Frelseren sigen »Sa liae er J, naar man bespotter og sorsølger eder og taler alle Haande ondt imod edee for min Styld vg lryver det (Mat. 5, 11). Msen lad os betragte David lidt nvjere, medenss han var i Adullam· Han losd sig ille lncelke as Stormen; vi høm ikle nogen Klagelyd sra ham til noget Mennesle. For Idet sørste sinder vi- harn i suld Birlsvmhed med at tage sig as de bund-reden der samlede sig orn ham og ligeledes at sorge for sine alderstegne Forældres Siklerhed. Han nedsant saaledes itte i tungssinsdig Grublen, men arbesdede og estertom de sorstellige Krab, der stilledes til han as Forholdene. — Liider du Forsolgelse eller M«iskendelse, saa tag ogsaa en saadan Provelse som en Kristem tab itte Mo det, lad ikle Hwnderne synte, men sæt din Tillid til Her ren, og ,,hvad du evner, last as i de narrmeste Krav«. Bliv rntet Heengehoved, ingen Tu-depotte, men virt og syng: »Her ren er min Hjælsper; jeg vil itte srygste!" For det andet sinder vi David i Besiddelse as et Sværd, svm havde en Historie. Da David ersarede Sauls For-bit relse, git han hastigt bort sra hans Nærhed og kom til Ypperstepræsten Alimelet i Nobe. As ham forliangte han et Sværd, sordi han ille havde kunnet saa sine egne Baa ben mied sig. Prcesten aav ham da leiats Sværd, som var bleven opbevaret ved Helligdommem det lsasa indsvsbt i et Kleide ved Livtjortelen. David modtsvig Svcerdet med disse Ord: ,,Det har itle sin Mage; giv mig« det« (1 Sam. 21). Med denne Kampes Svcerd var David gvdt bevæb net, da han kvm til Adullam. Sauls Rustning kunde han itle qaa i, da ban stulde i- Tvekamp med leiai; men Fili sterens Stvtkrd lunde han not bruge. Han benyttede det jo til at hugge Hovedet as Jcettien med. Men tror du ilte, at dette Svaerd prceditede for David i Asdullam om Guds Trv’sastl)ed? Jeg tror det. Dei mindede ham om, hvvrle des Herren stod ham bi, den Gang han sont den lille Hyirde: dreng- slulde gaa i Kampen med den stvre og stcerke Filistek. Og denne Guds Trosasthed i. de svundne Tisder fowissede ham om, at hans Gud var naadia ogi god, osgi stvlensde paa learn slulde han- ikle blive til Stamme. — Saaledes maa du, min hjemsøgte Broder og Søsterl lcere as David at betragte Guds mange Velgerninger og megen Hsjcelp i de Dage, som svandt, og saa maa du vpløste dine Øjne til B.jcergsene, hsdorsra din Hjcelp slal komme, til Israel-Z Gud, hvis Mistundhed er ny hver Morgen, »og hvis Kraft ingen Grænse sendet. David benyttede ogsaa Ophvldet i Adullsam til Selv betragtning. Han siutter en Udtalelse saa!edes: ,,. . . . insdtil jeg sornemmer, hvad Gusd vil gis-re med mig« (Sam. 22, 8). Han vilde vcere stille for Herren ogs vente, til han blev sllar over hans Beje vg blev sorvisset i sit eget Sind om Guds Tanler og Planet. — Paa samme Bis maa du sor sulgte og hjemsøgte Menneste ogsaa benytte dit Adullam til at scente Selvprsvelsens Lod nedi din egen Sjcesl, tiil at granste paa Herrens Forelsey at du maa ersare, hvad han oil med dig. Derved bliver Adullams Hule til et frugtbart Land sor ’dig; thi dybete Selverlimdelse vg« Gudserlendelse strer altid Velsignelse med sig for vort Aansdsliv. End-videre vil vi merke os, at David bad sog sang i Adullam. Den 142 Salme er strevet i Hulenr Med Bøn og Sang oplvstede han sit Hjerte til Gud og gslcedede og opbysggede dem, der var med ha-m, og med denine dejlige Salrne hat han vpmuntret mangssoldige as Her-miß Pile grimme. Hart viser dem i dette Kvad at udsse deres Klage sor Herren- og at tage deres Ttlfliugt til hast-i, naar «alle Sunsde er lullede«; han synger med Haabets Klang; M Herren gøre vel imod sin Tjener. — Lad fremdeles Treu-I selens Adullam runge af Sang, Tat og Ben. Dei et kn de faa, der som David bar faaet Digtervinger i BUM gave; men lan man itte skrive Saltner som han, saa last-es synge eller læse, hvad han hat strevet ogs prise vg« takkedm levensde Gud. Da sial Adullam og »Morbcerdalen« bkive til Kildevæl·d (Sal. 84), og en »Regn as Velsignelset bedceike den1«. v. Synden. Dei var unsder et Missionsmode i. Sasatiden om For antei. Det havde ikke regnet i lcengere Tib, osg Jorden vat« saaledes meget tor, og da der i kde samme Dage tejste sigk en usaedvanlig staerk Blwsh saa hvirvliede tykke Røgsiyer mu lxinnl som et staerlt Snesog. J denne stortnsulde og ist-te Tid iosm en as vore Prcester, som var med til Missionb madei. til at tale med en norsk Prcest. Jeg trot, de hat-de riejst samtnen paa Jernbanen. De totn til at tale om Tyr ken og om Trangen til Reg-n, sog det Hsaab bleo udtalt, It »Herren snart vilde sende Slyen med Bud over tsrstige Lande«. ,,« a«, sagde Nor«drnansden, ,,g-«id- han bilde; Inm der er Synd not i Jowa alene til at fylde alle Himlens Slnser«. Han haode Ret. Jowa hat vel iite større Syst dere end de andre Stater; men dersom den giode Gusd sae lken til Menneskenes Synd og vederlagde Jorden eftet .Fortjeneste, da niaatte han snart holde op med at aabne Himleng Sluser mete; da maatte han tilbagetlyolde baade legemlig og aandelig, timelig og himmseslsk Velsignelse. Gi oer han da itke Agt paa Folkenes og den enkeltes Syst der? Lægger han ikle Mærle til die mange baade unben bare oq skjulte MisgerningerZ Jo, i Sanidhed gør han; Jdet ian du siole sikiert paa. ,,Vid, at din Synd sial finde diq.« Men her i Naadsens Tid set Herr-en hen til sitt kcete Sem, Jesus Krisiusx han betragter hans Forsonings offer for Sklckgternes Sonder; han lytter til hans Forli-Ah lommer sine Forfættelser og sin Barmhjertighed i Hu ag« ladier Naade gaa for Ret. Og sor Jesu Skyld alene et det, vi fa-a alt, hoer Regnbyge, hver Dungaabe, h«ver Sol straale, al Frugibarhed og Velscgnelse, alle Gaver og en kyver Gunstbevisning. Dei er i hans Navn, at Gud ladet det regne over onde og gode, og Solen stinne over rethts dige og uretscerdige. J Jesu Naon er al den Nasade udtsi, som Sand-denen kan tumme. Gud vcere Tat for Jesus Kri stus, og at Ihian vil forbarlme sig over os for hans Styld! Men alligevel er Synden sorscerdelig stor. O, hvot naar dog dette Helvedes Ulrudt en raedsosm Højde i vote Dage. Dei hedsder om Tiden før Syndflodene »Herun saa, at Mennesteis Ondstab var stor paa Jor«den« (1 Mos 6, 5), og det er nceppe bedre i vore Dage, nej om muligt« ensdnu værre. Synden gaar frielt i Svang mod alle Gut-I Bud: Hor, Skørlevnei, Mord, Tyveri, Gekrighed, Onk stab, Svig o. a. m., og hvad der er det allervcerste, fokdi det er Kilden til al det overhasanidtagende Onsde: Meer-ne stenes Hierter er langi borte sra Gusd i Vantro, Werd-Elfg hed og Ligegyldighed. De flesie laster ligesom Jersoboaat Gud bag detes Ryg og vandrer deres egne Veje; og hour ledes oil Enden blive? Enden bliver «sorfcerdelig. Bredeu knaa komme over alle halsstarrige Synsderex Guds haevnenhe sSVcerd slal sortære alle genstridige. Det er forsærsdeligtx Iat falde i. den levende Guds Hænder. O, Menneslet han imødeser en Tid, hvor de tetsærdige stal omgive han-. II L« Fly, meng du hat Stank-m I Tit Frelserens Wunder, ! For Akte-den l J«Steden . th hagle og Ine. Mon Forkyndelsen i Guds Hus taget saa alvorligt fak lpna Synden, fom den burdeZ Vi lever i en poleret og eini liferet og kultiveret Tidsa·l’der, hvot man forsøger sig part at give Synden pæne Navne og dcekke osver det onde med Bltdagtighedens og llncdstyldningernes Slør, og er der illes Fare for, at denne Strømning river Ordets Foriyndere meb sin, san de ikke trceder saa kraftigt op mod Synden, sont de burbe og siulde. Lad os Wage og bede, at Vi ikke stak falde i Fristelse. Der bliver ingen net Trang ti.l Nanden og ingen dyb Lcengsel efter Syndernes Forladelfe, naar ikke en alvorlig Syndserkendelse ,«vakt ved Lovens Or«d, hat bragti Sicelene til B.od og Bon. Naar vi læsek t. Eis-. Baxieks Præsdikenen o, da forftnar Vi, at han« pløjede dybt med Lovens Plov, førend han fasaede Evangeliets Scedekvtn;« han foreholdt Sjælene Dommen og Syndens Straf vg Følger for dette Liv og for det kommende, og det sammt gjorde Herrens andre trofnfte Vidner før og efter hom. Esajas stulde forkynde Folket deres Osverttcedekse ogs Ja kobs Hug deres Synder, og Døberen Johannes svcmg Or dets Svsøbe over Synd og O«vertrcedelfe, saa det star Flcenk . ger i siedet, førend han Pegte vaa Guds Lammet, som bat Verdenss Synd· Dei er tun de fønderknuste Hierter, Her-. ren lceger med fin Fred og trøfter med sin Kcerlighed. sah os derfok folge det Rast-, Ribe Visp i fm Tid gav Orden Forkyndere: Nu velan, O( Herrens PrwfterZ Vis, at J er Jokdens Salt; Elfter J den Tel, vor Messer Vlodig, dyre lxnk betalt, Nidkccthedö Vasune sat, Tordner ind i Bodens Nat, Bist-r Stuedal jin Vorde, Hvo der et en cetlig Hykde. Aftenstemning. Hver en Smaafugil blunder i den dunrle Lund Mied sit Hosved under Vingens bløde Dun. Hellig Tasvshcd troner over Mark og Bang, Fra det fjerne toner kun- en Vandrers Sang. Ejverpiger danser mellem Søens Rør, sKlædt i Duggens fri.ske, lett-e Perleslør. Medens Acker kitker frem af Brust ogs Krat, Engens Blvmster nikker tusinde Gotmai. Trættet af sin bilde, stolte Kæmpegang Bølgen luller stille paa sin A«ftenfang. Bugten mod den strækker Blomsterarme to, Siom et Bnrn den Egger sig deri til Ro. H.V. Kaakundk