Ben ! Hur.
En Fottælling fra Kriin Tid
af
Levis Wsllacr.
Wer-tust senkt-ab Ivthsuværeude Grimm i Konstantinopeh
Pan Dunst ved Bild. Miser
(vaat.)
Nu, ved Balthafats Fortcelling, syntes Taagen at være
siedet sptedt for ham: her var Føterem Johernes Konge,
en Spn of Judas LIve-Stamme!
Men faa dette Rigc, fom Balthafat havbe talt om:
et Ritze i Sjcelene!
»Det et Dromme!« gentog han eftek Scheiken. Og
Jan mindedes dennes Ord: at Simonides stulde give ham
Unten Bested. —- — »Si.monides!« mumlede han hidsigt,
Jltid Simonides! Den noli-er Det et itke een, man gaar
til for at erfare Sandheden! Jeg gør det i al Fald ikkeS
« . Men tys, der er nogen, der synger! En Kvinbestemmek
. . . Den tommet normeke!«
« Ude paa Floden kom glidende en lille Baad —- han
We de sagte Aaresiag — og Stemmen: vet var Gkæsk,
der blev fanget . . . Langfomt gled Baaden forbi . . .
»Jeg lunde tende Stemmen«, sagde han hen for sig;
«det var Balthasars Dotter-, —- hvor hun er smut!«
Og hans Hjerte Vom til at danke . . · Men i det samme
dsllwe frem for hans Sjæls Øje et andet Ansigt, lige saa
Insti, men sattere, barnligeke, mildere.
»Esther!« mumlede ban smilende . . .
Hart vendte ! ngfomt km cg gik tijbage til Teltc.
W Hierse, der var fuldt af Bekymring og Hævnplanet,
W ikke Rum for Karlighed. Og bog maatte han unf
Isdelig trinke paa de to, — Balthasars Dotter og Esther!
-
;
L
F .
?
s.
Unden Bog.
l.
Morgenen efter Battanalet i Palads-Salen laa Di
tanen suld af unge Patriciere. Konsul Maxentius tunde
Komme, om han vilde, og Legionen lunde i pralende Baa
ben-Smylle matchere ned fra Sulpius-Bjcerget for at tage
imod hom, og Antiochia lunde udfolde al sin ofterlandsle
Pomp til hans Ære: de vilde sove videre paa det Sied,
hwr de Var dumpet om, eller hvor ligeayldige Slaver haode
lagt dem . . . Jmidlertid var ikte alle Deltaaerne i Gildet
jaa sotsmcedeligt medtagne. Hvad f. Ets. Meissala angaar,
san havde han rejst fig, saasnart Dagslnset beanndte at
titte ind acnnem Losts-Ruderne, oa han bar-de taan Kran:
sen as sit Hoved til Tegn paa, at nu var Festen forbi. Ter:
efter havde han hyllet sig ind i sin Toga, havde set ined et
spvdst Smil ned gennem Salen, og bavde saa, med rolig
Anstand. beaivet sig losem til sit kxvarten
Tre Timer fenere traadte to Bude ind til bam oa
modtog bder af ban; eaen Oaand en lille forsezilet Patie,
Tom de flulde drinae til Prokurataren Valeriug Gratug i
Casarea Dei ene Bud skiilre gaa over Land, det andet
til Satz-: beaae stulde Uddiie den største Forfigtiahed oa
stynde sin» Pakkerne, de farte med sin, indeholdt e: Da sam
Ine Striftstykte, hvoraf Hoved-Jndboldet var iolaende:
Antidchia, 12. Juli.
»Mesfala til Gratus.
- Jeg har en mærtværdig og vigtig Tildragelse at melde
Dig. som — stont den endnu for en Del lun beror paa
Formodninger — sitkert strats vil lcegge Beflag paa dine
Taster.
Tillad mig først at erindre Dig om, at der for en Del
Aar siden boede i Jerusalem en syrstelig Familie, som var
umaadelig rig, — den satte Navnet »Hut«. Et Ar, som
Du hat i Hovedet den Dag i Dag, vil forresten kunne huste
Dig paa den. Som Straf for et Angteb mod dit Liv —
Snderne forhindte, for en rolig Samvittigheds Styld, at
det nogensinde stulde blive bevist at have vakret et uoverlagt
Ilfcldel —- blev Familien grebet og staffet as Vejen og
dens Formue tonfisteret. Da dette stete med Kejserens
ngelse —- gid hans Altere altid maa staa blomster
fuhktri —- turde der nceppe tlcebe Dadel ved Rigdommen,
sont tilslsd os ad den Ves; jeg vil aldrig ophore at være
Dis taknemlig for den, i alt Fald ilte saa lange jeg, som
un, tan glcede mig ved at viere i uomtvistet Besiddelse as
den Part, der tilfaldt mig.
Du erindrer not fremdeles, at Du med Henfyn til
Familien Hur traf saadanne Bestemmelser, som vi begge
den Gang ansaa for de virtsomste til at sitte Opfyldelsen
of part Øjemed, nemlig de paagreldendes Tavshed og
Wyoming om end natutlige Dad. Du ved, hvad Du
iesdede angaaende Misdæderens Moder og Sssterz og
Inst jeg nu beder Dig meddele mig, om de paagceldende
let-et endnu, eller de er dsde, stoler jeg paa, at din Elst
Ickdighed itte oil ncegte mig den begætede Oplysnina
Sagen ek denne. Den egentlige Misdæder blev, sont
Ost wende-, mit pas Livstid til Gar-jem-; og jcg sag
sel- den sttiftlige Ettlteting sra Tribunen paa en Galej,
·- at han var rigtigt blevet asieoeeet der. Tager man Ven
fp til den gennemsnsitltge Levettd paa Galejerne, stulde han
II Im dsd for en fem Aar siden. Det var jeg pgsaa
W otn var stet, tndtil man i Nat sortalte mig en
Wlig histotie . . .«
Eer sulgte saa Zorn-klingen om Ben Hurs Adoption
C Untat Areiuj og om Messalas Mode med Ben Hur
i MS Grotte . . . Dereftet fortsattez der:)
»Don lever altsaa, er eig, er rimeligois romerst Bor
st· hin psnser paa heim og —- ja, Du staat vel for fast,
Ill It Du heb-ver at engste Dig; men at der lan veere Fare
Ist Its, ved Du selb. Jeg stiller nitg under din Bestyttelse
( II Inter, at Du tretser en Besten-unele som sotenee Mer
IIII citat need cesati Muttethed. For at oeere ganfle
III fester fes Dis 1dette Stev ad to Beje og
— to M Dtt Spur asveuter jeg her. Hvor lange
he ist-er het, Essen-see natutltgvts as hanc hem,
M- Mn Sonst-lett tan jo umultgt faa samlet og
f » . H- ose- fse i yet tivitgsee psa m Maauedy Tid ..
M Za- pg ladet ists forteile, et der Rinie
I - «.«.-.«.«--..---« —-··--. .--J»
W »sp« «,.«,.., »J-» Jik--«-·.«.-.«
s,
lighed for, at Ben Hur er spgt ud i Palmelunden til For
tcederen Scheit Jlderim, sont itte vedblivende bør have
Lod at tkodse DEL-. lDu stal ikle undre Dig, om en of
EMnrenti115’ forste deholderesgler tommer til at bestaa i,
Tat han ladet denne Arnder bringe dtndotd pan et Stib og
føre til Nonn. Jeg meddeler Dig dette om L-Pholdsftedet,
for det Tilfcelde det knnde bade Jndflndelse Paa, hvad Du
besinnen Thi san menet bar ieg da lcert - on smigrer
Inin med for san didt at have taget til i Bist-dom, --— al
ded lwer Handlinn er der tre Tinn at overpeje: Tid, Sted
og Midler.
Bestemmer Du, at Siedet fkal vcere der, saa nol itle
nxed at dverdrane Sagen til 1nia, din hennivneste Ven og
lydigste Discidel.« — «
-— —- Lmtrent Ved den Tid, da leegsnla affendte
Budene tned dette Brev wer dar som sagt tidlig onI Mot
nenen), trandte Ben Hur ind i Echeitenss Zelt Han havde
badet, havde sdist Fkotoft, cq medte nu iføtt en tort nenne
løs tomerfk Under-Tnnita. Zweiten, der sad pasa Divanen,
hilfte batn med et ,,Fred dære med Dig, Aktiusx Son!«
og mpnftrede med Veldebng bang unge, ltaftine Stittelse.
I— »Ja Hestene er rede,« fagde han, ,,og jeg med. —
:Er D u det?«
Jo, det dar Ben Hur . . . Sau klappede Scheilen i
HEndetne og gav Ordre til, at Hestene stulde føres frem.
»Er de sdæth fot?« sputgte Ben Hur.
»Nej.«
»Sad beder jeg Dig om, at jeg selv maa lægge Tøjet
paa dem. Jeg maa se at læte Dytene at tende: hdad Ka
mlter hver as dem hJ:, hdetn af dem der ftal opmunttes,
cg hvem der stal holdes tilbage. Og de man ogfaa leere
m i g at tende. Var faa god at lade Tøjet bringe herind.
Vognen agter jeg itte at beuge i Dag. J Siedet for vilde
jeg gerne have en femte Heft, uden Sudel, og om muligt
lige saa hurtigt sont de andre."
Jlderim begnndte at blive nysgettig. Han taldte
paa en Tjenet og befalede ham at bringe Seletsjei. ,,Og
lad mig faa faa Sitius frem!« sagde han. »Sirins er
min Kceledcegge«, tilfsjede han« »det et Fadeten til de site
andre. Modeken, Mita, er blevet hjemme; den er altfot
kostbar, til at vi tpt udscette den for Fore, ja jeg ttor ilteY
en Gang, Stummen vil sinde sig i det, om jeg tog den med.
Den er Stammens Bernknmelte Ti Tusind Rytteke,"
Ørtenenö Sonnen fpskger i Dag: »Hm Du hart noget til’
Mira?« og naar der svares: »Hun hat det godt,« siget de:’
»Gud er god, lovet væte Gud!«
»Sitius — og Mira?« fagde Ben Hur, og git fka
den ene til den anden as Hestene, som imidlertid var blevet
fluppet ind i Teltet: ,,det er jo luttek StjetneiNavne?«
»Ja, netop,« svatede Scheiten »He-r Du nogensinde
tilbragt en Nat i ZortenenZ Naa itte? Ja, saa tan Du
heller ikte fokftaa, hvordan vi Arabere forlader og paa
Stjetnetnr. Og til Tat giver vi vore Kerledægqer Navn
efter dem. Ser Du, den der — det er »Rigel«, — og
den der er »Antare;-«, —- og den der hedder ,.Atair«, og
den, Du nu gaar ben til, det er ,,«Llldebaran«, . . . ja, den et
den tznasttz men ilte den eingeste, tan Du tro! den dil føre
Dig mod Binden, saa tet sufer for dine Øten som i en
Storm H o o r Du forlnnger det. der paar den« Zion of
Arrinsl ja ded Ewide Hetligbed, den Vil førc Tia liae
indi Loveng Gab, nm Du bar Mod til at ftyre den derind!«
Ben Hur bavde imidlertid gidet Heftene Bidszsler pna
og truttet dem ud af Teltet. Hnn ftod nu on ordnede
Sinn-Listen Den leb, naar der torte5, nennem en Ring
Pan Vognstangen on derfta hen til de enlelte Heite, hvok
den befæstedes i en Ring paa Jndetsiden af Bidslet.
»Kon: saa med Sitiu5!« sagde Ben Hut — og svnng
sig, saa behendig som en Arabet, op paa dens Rog. —
»Og Tsjlerne!« Han sit dem og fondrede dem omhngqe
ligt fka hinanden —- »Ja, saa er jeg rede, Scheit Jlde
eim«, sagde han. ,,Send nu en Føter i Fotvejen og nogle
Tjenexe med Vand!«
Det lod til, at Ven Hur og Heftene allerede fotstod
hinanden. Han stytede dem sittett og holdt dem npjagtigt,
sotn de stulde have lobet foran Vognen, —- det var ingen
anden ForsieL end at han ted paa Sirius i Siedet for at
stca paa en Vogn. Scheiten san opmcertsom og tilfteds
til: »Han et ingen Romet, nej ved Guds Heilighed om han
er!« mutnlede han og ftesg ivtigt sit Steg, medens han
fnlgte efter til Fods. De sorige Teltboere var tommet til.
Ben Hut lod Fitfpandet fttcette Ud, fsrst langsomt og i lige
Linie, saa i ftedse videre og videte Krebse, saa igen i ganfte
smaa Krebse, vg endelig styrede han det nu til hsjte, saa
atter pludselig til Venltte, nu fremad og nu tilbage, i
uafbtudt Stiften. Saadan blev han ved vel en Timestid
Saa tom han med Heftene i Stridtgang hen til Scheiten.
»Der behsves blot lidt stadig Ovelse«, sagde han
»Jeg lyksnftet Dig til, at Du ejet faadanne Heite. Se«
—- han var ftaaet af og tlappede Dyrene, —- ,,derez Stind
er blanlt sont str, de anndet faa let, sotn da de begyndte.
Det stulde gaa nndetligt til, om vi itte med de beste stulde
tiltmnpe os Seit og —- —«
than ftpppede i det, blev tsd i hovedet og buttede:
thi just i det samtne havde han opdaget, ved Scheitens
Side, Bande-fah fom stod fttttet til sin Stad, samt to tæt
ttlflstede Kvinder. han san med bankende hjette paa den
ene as dein og tcnttu »He-n der et Ægyptetinden!«
Jlderinc maatte fuldsfsre Sciningem fom Ben Hut
ille hat-de faaet fctdig. »Og brennt« sagde han. »Ja,
je g et relig, — Du et den Mand, jeg tun beuge. Blivet
Enden sont Degyndelsem stal Du etfaee, hvad der tun
ligge i en Anders Hund, naat han hat Mit-let til at
del-usw«
»Im toller Dig«, svarede Ben Dur web-dist. s-—
»Mei! lad mig nn faa Lov at vande Zeiten«
Hatt gjoede det — og fvang sig san op igen paa
Siriuj og fatsatteeØvellem i Trav, i Galop, i Kattietr.
Ttlstuerne beundrede, san tyndigt fom han fette thleene,
og de var fulde af Lovtaler over Fitspandet, der fulgteö
ad, fom var det trnttet paa en Snor . . . Midt under
Speiserne kom Malluch og spgte strats hen til Scheiten
»Im hat Bad til Dig,« sagt-e han, ,,fra Kehmanden
Gamasus
,,Fea Stmontdesk« ndbrtd Arabeeem ,,gid Abbadon
knnse alle hanc ijdett — Lad mig hsre!«
»dem paalagtoe mig fttft at inste Dig Gnds hellt
Fied, es san at give Dis dtzfe to Beet-e med Bin em,
Ist Du tilde lese dem straft« l
SIC«J-k · 9.».».-. .«s,.· .s « . . . ,b -. « - »
III-: » J f , , f, », , , f l
Scheiten btod Seglet paa den lille Patie, som Mal
luch havde tatt dam; og nd af den fine Linneds Jndpakning
tog han to Brent, som han ivtigt gav ftg til at læse . . .
Dei ene vat blot en Anbefaling for Ben Hut samt en
Jndbydelie til Scheiten om at gæste Simonides samme»
ellet næste Tag: saa flulde Simonides fottcelle ham Ben
Hur-J underlige Historie Desttden btagte Btevet en Ind
bydelse til Scheitem han«-z Fremmede og hans Følge om at
væte Simonides szæftet under de ossentliae Lege, sont
stulde oflioldeg i Studen, og hvottil Simonides alletede
havde jittet sig Pladset. —- Det andet Btev lød saaledes:
»Zimonides til Scheil Jldetim.
Min Ven. Jea sendet Dig Bad af min ianae Et
fatina. Der er et Team fom alle Fette-Namen hvis de
da hat Penge ellet Ejendom, der tan tøves, —- bst lægge
vel Mærle til ca lade sia advate af: det et, naat en heft
ftaaende, mcegtizs Romet indttæsset til det Sied, hvot han
hat Lilitindigbed Konsnl Maxentius ventes hettil i Dag.
Tarni detovet. Og saa endnu blot et Raad. Stit som
inateft Bad til dine Vægtete ved alle Veje, der føret fta
Antiochia mod Syd, dg befal dem at undetspge alle Bud,
som afgaat hetfta ellet tommet hettiL Finder de noget
Budslab, sont angaat Dig, faa fotlang at se det. Dette
butde Du maasle alletede have ndsptt; men dine Vægteke
lendet del Genveje og Ktogdeje, saa de tan naa at faa tat
selv i Bude, som maatte blive affendt i Tag fta Antiochia.
Opsæt det nn blot itle! Og btcend dette Btev, faafnatt
Du hat last det.
Din Ven Simonides.« i
Det Btev leeste Scheiten to Gange. Saa vitlede han
det igen i Linnedet, og getnte den lille Patte undet sit
Belie.
Lidt eftet dat Øvelfetne forbi. Ben Hut ldm hen til
Scheilen og lagde: »hdis Du tillader det, saa vil jeg
bringe Heftene tilbage til Teltet — og saa pttve med dem
igen i Eftetmiddag?«
«De et dine til eftet Legene, Ssn af Attius!« lsd
Svate1. »Handl med dem, som Du selv dil. Paa et
Pat Timet hat Du btagt dem videte, end Rometen —
gid Sjataletne gnave hans Ben! —- vilde have tunnet
bringe dem i fjotten Dage. Ved Guds Hetlighedl vi
stal sejte!"
Ben Hut blev inde i Teltet hos Heftene, til de vat
blevet passede. Saa iføtte han sig igen stn jsdiste Dtagt,
og gil detpaa lange op og ned udenfot Teltene med Mal
lnch. Han bad denne otn at vise ham nogle Tjenefter.
Fstit stnlde han sta Herberget inde i Staden staffe hans
Tøj beend; og detncest siulde han søge at staffe ham at vide,
om Scheiien havde anmeldt rigtigt sine Hefte til Vcrdde
tstselen, hvad Fatve detes Stytet ftnlde fett, og hvad
Nummer i Ratten han vilde faa. Om mutigt fluldeMalluch
søtae for, at Ben Hut tom til at tote liae ved Siden af
lMeszisalax og endelig ftulde Malluch ie at faa maalt, hvot
hoi Mesfalag Vogn vat. »Han maa ille have en vitlelig
Fordel fremfot mig. Hans-v Ptaat dg Pomp detimod un
der jea liam getne, —— besejret jeg hatn, faa vil min Triumf
den-ed blot synes saa meget deg stotte!«
Mallucti lovede at gote sit bedite —- og vendte kott
eftet tilbaae til Etaden . . . Jmidlertid havde Scheit Jl
detim eftet Simonide5’ Rand affendt et tidende Bud til
sine Vægtetr. Det vat en Atabet: han hadde intet stritt
ligt dos sig . . · «
Omttent ved den ttedie Time ncefte Dag steg udenfot
Teltene en Mand af besten, fom Jldetim sttats faa’ vat
et Medlem as hans Stamme. Budet sagde: »Man hat
befalet mig, Scheit, at give Dig denne Patte og bede Dig
ittats at aabne den og leese Jndholdet. Er det Svar,
ital jeg vente eftet det.«
Jldetim saa’ paa Walten· Seglet var alletede btudt.
Adressen lod: ,,Til Valetius Gratus i Cæfatea«.
»Abbadon ta’ ham!« brummede Scheiten, da han
faa’, at Btevet vat sttevet Paa Latin. Gtcesie og atabisle
Sttiittegn tunde han lese; men af tometste Bogftavet
tendte han tun de store. —- »Hvot et den unge Jstaelit?«
sputgte han.
»Ude med Heitene paa Sletten«, blev det svatet.
Scheiten stat Patlen til sig og svang sig op paa en
Heft . . . J det samme sit han Øje paa en Fremmed, der
lod til at komme inde fta Studen.
«Jeg stget Scheit Jldetim, den velvillige«, sagde
den Fremmede, som aabenbatt vat en Romet . . . «Jeg hat
hort, Du hat Btug for en Vognftyket til Legene.«
Jldetims Lieber ttusedes til et dvetlegent Smil. »Jeg
hat en Vognstytetl Gaa Du tun!« svatede han —- og
vilde til at tide sin Vei.
Men den Fremmede bleo staaende og fagde: »Jeg et
en stot Beundtet af hefte, Scheit. Og man hat sagt mig,
at diue var de tsnnefte i Vetden.«
Det smigtede den gamle. Hatt var paa Nippet til
-at bliveog vise sine Stattefteny —- tnen betænttesig dog
og sagdn »Ja en anden Gang ital jeg viie Dig dem. For
Diebliktet et jeg optaget.«
Og han ted ud ad Stetten til . . . Den Fremmede
begat- sig lmilende tilbage til Odem han havde opnaaet,
hvad han svtlde .. . Fta den Dag og lige til Dagen fst
de ostenlige Lege tom det netnlig daglig en —- ja undeut
den to og tte —- fta Staden til Palmelunden og tilbsd
at like bestene for Schellen. Alle var de sendt as Mes
fala, —- de siulde steife Bested otn Ben Hut.
Il.
H Scheiken blev holdende og laa til, indtil Ben Dur
Evar færdig med Formiddagssøvelsen og lom hen til ham
med besteue. —- »«’kra i Eftermi.ddag«, sagde Ben hur og
llappede Ridehestens Hals, »beh-ver jeg ille lcenger denne.
»Nu vil jeg tage Vognen frem."
«Alletede?»" spurgle Jlderim.
»Ja —- de heste er jo saa lloge sont Mennelter og
lader til felv at more sig ved Øvelserne . . . Den der —
Aldebaran, ille sandt —?« (og han flog med Styre-Linen
hen over Ryggen paa den yngfte Heft) »er ellers langt
den hurtigste. Paa en Bæddelsbs-Bane vilde den lade de
andre langt bag ved sig.«.
-·Jlderim strsg sit Skceg og spurgte hidsigt: ,,Saa!
saa den er den hurtigfle? Hvad for en er da den lang
somste?« « « «
« »s« . ««.1.«.«"EE3.«-JÄ.-IH.
»Bei er den den« (Ben Hur tjattede med Stdn-Li
nen Antares over Ryggen.) »Men den vil alligevel bringe
Sejten hieni; for efter den hat lebet den udflagne Dag,
dil den ved Aftenstid udfolde sin stotste Hurtighed.«
»Hm! der lan være noget i det!«
»Der er tun en Ting, jeg er bange for, Schei« J
detes Begærlighed efter at sejre viger Romerne itte til
bage for noget fom helt Kneb. Hav versor, indtil Legene
er forbi. et vaagent Øje med dine Heite! Lad ingen Frem
med bare saa meget som se dem, og fast Vagt sved dem
baade Tag og Nat . . . Saa er jeg itte angstelig for Ub
faldet.«
De Var lommet hen til Teltet og stod af.
»Jeg ital gere, fin Du pnfler«, fVOthe Scheikms
»Ved Guds Herlighed! itte en nden mine tro Tjenete stal
faa Lov at rote Dytene . . . Men se nu en Gang her, Søn
af Arrius!« Gan trat den lille Patte fretn og aabnede
den langsomt, medens de git den til Divanen og satte sigsk
..Tag og everscet mig dette paa dine Fiedres Sprog Latin
er mig en Vedekstyggelighed.« ·
Ven Hur tog Brevet og begyndte at lief-: ,,Mesfala
til Gratns« . . . Saa stoppede han pludselig, —- han
havde følt som et Stiki Bkyftet ved de Ord.
«,,Naa!'« sagde Scheiten.
Ben Hur bad ham undstylde —- og gav sig igen til
at liefe. Men hans Sindsbevcegelse var saa stor, at han
to Gange maatte gsre Ophold, medens han oversatte Be
gyndelsen as Bkevet, hvori Messala erindrede Gratus om
Familien Hurs Stadnr. Saa tom han til det Sied,
hvok der stod: »Du erindrer not ftemdeles, at Du nied
Denkt-i til Familien Hut traf faadanne Beftemmelfet,
iom di begge den Gang aniaa for de virtsomste til at sitte
Opfyldelfen af vort Øjemed, nemlig de paagældendes
Tavshed og utviolsomme, otn end naturlige Bett-« . . .
Videre tom han itte: han dsjede Hovedet og
stjulte Ansigtet i sine Hamder. »De er dodet — dpde!«
mumlede han. »Jeg et den enefte Oderlevende!«
Scheiten sad lidt og saa paa hom; saa tejste han fig
Jog sagde: «Om .Forladelse, Sen of Arriusl laes Du det
IBtev i Enrumt Naar Du fsler Dig stcert not til at nied
dele mig Reiten af Jndholdet, tan Du lade mig lalde.«
—- Detmed git han.
Ben Our sad lcenge sont et Bytte for sin Sorg. Men
endelig mandede han sig op og gad sig igen til at lcefe.
Han lorn til det Sted: »Du ded, hvad Du befalede an
gaaende Misdtederens Moder og Seiten og naar jeg
nu beder Dig meddele mig, om de paagceldende lever endnu,
eller de er dsde —- —— —« Ben Hur studsede og læste
Siedet om — og om igen. »Von ved itte, om de er dsde?
Lovet vcete Herren, endnu er itte alt Hand ude!« Og i
flyvende Fart læfte han Brevet ud, og gav sig saa —- def
ende hvett Ord — til at læse det forfra.
,,Nej«, sagde han hen for sig, »de kan itte vcere dodek
Ellers maatte han have hørt om det!« —- — Og han lod
Scheiten talde ind.
»Da jeg spiegte dit gæstfri Telt, Jlderim«, sagde
han faa, »vor jeg itte til Sind-Z at ville sige Dig andet
om mig selv, end at jeg var dygtig not til at tunne tøre
dine Heite. Men dette Brev her liar bragt mig til at for
andte Beslutning, faa meget mer, som vi trnes af en feelles
Fjendr. Lad mig nu først lcrfe Brevet for Dig; bag efter
stal jeg give Dig alle de Fortlaringer, der bedove5.«
Scheiten horte stiltiende efter, medens Viedet blev
læst op. Forli da Ben Hur tom til det Sted, hvor Mes
sala talte om ,,Forrcederen Scheit Jlderi.n1«, gav det et
Scet i den gamle; og da han harte didere om, at Maxentius
timeligvis vilde lade ham, Scheiten, søte til Rom, fløj
han op fom ude af sig selv. Hans Øjne stod Lnn, han
stratte begge Arme i Vejret og knstede de lnnttede Hen
der. —- »Mig! Scheilen oder 10,000 bevæbnede Ryttere?«
stieg han. ,,Ved alle Gnder —- undtagen Roms! naar stal
dog denne Uforstammethed faa Ende! Jeg er en fki Mand
oder et skit Folt — stal jeg leve som en Hund, der itte
tsr tryhe, uden som dens Heere dil? Stal hvad jeg ejer
itle langer vcere mit? Maa jeg itte trætte Vejret, uden
af Romernes Rande? . . . Aa! gid jeg dog var ung, gid
jeg tunde tyste tyve, ja blot ti Aar af mine Stuldre!"
Han star Tender og rev sig i Stieget og for med
lange Stridt freni og tilbage i Teltet. Saa, pudselig,
blev han staaende ovetfor Ben Hut og gteb ham i Stal
dten:
Jovis Ieg var i dit Steh, Du — naa! nu ingen
Forstillelse længer Inellem oH to! —- Du Ssn af Hur
. . Ssn af Hur siget jeg. !«
Det gav et Ryt i Ben Hur, og han blev ligbleg: for
førfte Gang i mange Aar laldle een ham ved hans fædtene
Navnl . . . Forbavset og forvirret stirtede han paa Arabe
ren, hvis Øjne gnisttede af Forbitkelfe.
«Hvis jeg var i dit Sied, Søn af Hur« iOtdene
btusie som en Fos ud af Munden paa den gamle), »hvis
jeg havde blot halvdelen af dine Ktæftet og bar paa blot
Halvdelen af dine Lidelser, —- aldrig . . . aldrig vilde
jeg unde mig selv Rist ellet Ro! Jeg vilde gaa fra Land
til Land og hidse ,Foltene op! Kunde jeg iike faa Hjælp
andet Steds, faa ssgte jeg den hos Patihernel Og vilde
ille Menneslene, saa gik jeg til Dytene, til Ulvene, LI
vetne, Tigkene, ligegyldigt hom, blot jeg lunde faa til
inietgjott min Fjendel Jlle en eneste Rainer slulde staa
nes, alt hvad rometfk et stulde gaa pp i Lueti Otn Nai
ten vilde jeg tigge Gut-um« at de stulde fiaa mig bi med
alle Rædsier, —- Storkn, bede, Title, Kulde, alle de Luf
tens navnlsfe Gifte, som die-her Mennestet til Lands og
til Bands! Jeg vilde itle sove, jeg vilde ikie . . . itie . . .
Vejrei gik fta hain; han ftpnnede og vted heuderne og
lod sig falde ned paa Divanen. Der sad han længe tavs,
udmattet af sin Hidsighed
»S!g mig, Scheit, hvotdan sil Du det Brev?« spurgie
lomsider Ben Hur.
) »Mine Falk, som passer paa Vejene mellem Byerne,
hat taget det fra et Bud «
»Bed man, at det var dine Fall?« I
»Nei, de gaar for at viere Noverg som jeg egenlig
stulde fange og staa ihjel «
Der blev igen en Pavfr. Saa sagde Ben Hur: »Du
taldte mig for Ssn af hur, Scheit! Dei er mit fædrene
Navn. Men hvor faldt Du Yaa at talde mig saadan?«
Goktlætiey
· . »I« . .
« « «.-««Hl-I««3««C- s
