Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, April 10, 1903, Page 6, Image 6

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Ben Hur.
En Fortælling fra Krifti Tid
at
Lewis Wnllaee
Istdnaeetktnnsk General. fotnenværende Geiandt 1 Konstantin-adel.
Pan Tansk ved Wilh. Motten
tForttnU
»Nej«, nentog Ben Hut eftettæntsomt, »droebe harn
vil keg foteløbig ikte. Men ydmnge dam! . . Han gjotde
en lille Pavfe og fputgte san pludselin: »Kendet Du
, Scheit Jldetim? Lg ved Tu, hvor dnn bor?«
k- Jgen ftudsede LUcnllt1ch. Hatt lntftede («"-taven, sorn den
unge Pine nenne oed Kilden bnvde nioet Ben Hut. on hnn
nudredes Pan om monstto Ben Hut, steut han lod til at
beste optnnen af Hæonplanet, sinlde føle sig ftistet til at
ssge nt tnntte et K«ætlighed5-Fothold. Hnn fontede imin
lettid: »He: ftn Daphnes Grotte tun man til Heft nnn
til Palmelunden pna to Timet; med en flink Kamel tak:
man vkete det paa en Time.«
»Og de Væddelob, Du fortalte mig om, — er de of
sentligeI Lg naar sial de ocere?« spurgte Ben Hut vi:
dete.
Maltucb begnndte at forftna. —- »Veeddetampen et
ossenlig. sinnt den fotnnftalteg af Præfetten, fom Print-it
mand, ti! Æte fot Konsul Mnxentius. Forsvtig bidtnger
Antiochins Botgete; for de ved, nt det bringet altid en
Dei Penge blandt Folt, naat Konsulen kommee heetil
Ued fm Hast (hnn sinl pna et Togt mod Pntthetne), og
unnr der fnn samttdig blioet offenlige Kamplege. Alle
tede fot en Manned siden et dee fendt Heroldet ud til alle
Kunkel-; det vil sitkett komme Masser nf Tilflnetr. Der
et ogsnn udsat tongelige Belpnninget fot Sejthetretne.«
»Don: stot« et Antiochins Cittus?«
»Den hat Plads til to hundred tusind Mennesler,
og et indrettet, siger man, ganste sont den stote Ctttus i
Rom· Der gældet ogsan de samme Reglet hos os sont det.
Ihn hat hos os nlle Vognene Lov til nt tote pnn en
Sang. J Rom, siget man, man det tun ksre site ad Gan
III-·
»Te! et gtcest Stit«, fngde Ben Hur; »jeg tnn matte.
Zutkochin et mete gtæsk end tometst . . . Man hat nltsnn
ogscn Lov til at tote need egen Vogn og egne Heste? anli
luth ni!kede) . . . Men san vat det, nnnt Væddelnmpen sinl
vere?«
»Det et sandt, det hnvde jeg not næe glemt det nig
tigstrk fngde Mnllnch. »Konfulen ventes i Morgen, og
siette Dagen deeeftet stal san Vceddekampene sinde Sted.«
,.Tiden et knap, men det fnnt nt ocetes . . . Ved Jsta:«
ils Profeteel jeg gribet Tøjletne igens . . . Slønt — bi
lidll en Ting endnu! Er det g a nste sittett, at Meg
saln vil deltnge i Knmpe1?«
»Der et sittett not! det er foetyndt pnn Gadetne og
iBadene on i Tenttene og pan anetnenx og deguden staat
hnns Nonn, sont Tegn pnn Væddemnnl, pna bvet eneste unn
Odelnndsz leotitsTnole i Antiochin. Jo, hnn toter!
. . . Men tør Du teente pna at ntnnle Dig med dam? Er
Du ist«-et i den Zlaqs"3«
»Im Du ganfke relict! J Gietnz Maximus i Rom?
bled i te tidfte Aut K: mfers e uddelt ef: et mit -yorqodt
befindende. zeq tunde hn re lotnrnet til at ftyte feloe Kei
fetens Heite, lrniz jeg hnvde villet . . . Men not om det!
Vil Du tise mig en Tjenefte enonu, vkl Du folge mig ud
til Scheit Jtdeti1n?«
,.Nnnt?« ,
»Sttnts! Venterj ea, san tan imer en nnden have
fnnet Lov nt tote tian Hefte . . . Men lnd oH itte spilde
Tidetk Vil Du gete, hvao jeg heder Dig oth«
Malluch betcentte sig et Øjeblit. ,,Det tigtigste«, sag
«de hnn san, »blivet, nt vi fnnt et Pnt flinte Knmelet het
omme i Landsbyent san tnn oi ocete detude pna en
Tini-« — —
Landsbyen var en Snmling ptcegtige Villnet, der lna
ontgivsne nf fmutke Hader . . . De fik to Knmeler, og ted af
flkd nd nwd Palmelunden. Landstnbet, de tom igennem,
sit-te need Rette Nnvn nf Antiochins Habe. Hvet Plet Jon
vnt dytket. Jnde pnn Mnrletne modnedes Melonet og
sieh Abends-: og Figen-Treeet; det vnt smaa Lunde nf
;- Drnnge- og Citton-Trceer; og Gcetdetne vnt fotvnndlede
IN » til et Stags Hatte af Museum-. Hist og hek saa man et
Y- F Glis-It nf Tantus og Libanon, mellem hvilte Otontes sun
ede sig som et Splvbnand Et Stykte Vej red man langs
Flodem den lna i siinnende Sol, bedæktet med et Myldet
saf Satt-jet, der syntes at fottcelle om det ncete Hat-, om
tfjettn Stædet og fjerne Folkeslng og om tusinde sevcetdige
og nttrnnvcerdige Ting . .
De kom hen til en lille Bugt, hvoe en celdgnmmel
Pakt-te ftod og holdt Vogt. Derftn fna man ud over en
steigt-n Slette og over mod en Land, hvot mægtige Pal
·ulteeet steg rnnle op mod den bleggran Himmel. Ben Hut
Wehe over Stedets Stpnhetu ,, vor i nl Vetden«,
iscgde han, ,,.er Scheiten dog kommen i Besiddelsse af snn
Stillst et Stytte Jord, og hvor hnr han tunnet beholde det,
Tit Wsyge som de tometste Gnvetnpret plejer nt vere?
Q- gjocde dog ikte Jndtryk pnn mig, da jeg san hnm i
N of nt date en bewdelig Mundt«
F »Entw, hvor hnn bor«, fortlntede Mnlluch, ,,hat en
Ifan Fotfædre fnnet nf en fotjnget Kotige, hvem han
M pna Tronen igem betten hat velfignet Stummen:
III Ieise-de i Mandinl og i Rigdony og den er Vette mt
Ue sangen Bei melletn Mete, san det nfhcenget af «d e n,
v- Wdene stnl have Lov at dtnge i Fted eller ej.
st- de n beste-mutet, sandan btioer det. Endog Presc
III I citat-Met, fom beherstee Antiochin, ptiset sig lyttelig,
Ist san Scheiten need Minder og Born og mev sit Fjlge
If sie-en og ten-steter og Heft- fakdet pan nt gæste Sta
IIIP .
» Eos-Mk fasse sen Dut. »Mu! Scheiten lod jo
U " W opbrast m Wnew
hart-Ihm Ist upgle Aar sideu werfendt
Mann-, fom ssrte Stamme frn et romerst
YIH Wissenme Den-des til ster
« Its M M Mi, ss her-des bemesttgede Hg
M ss Mk Mem under Mean
-. " . II Wlts M sk
W M M
F —
dingen ponset paa Hcevn over Rom . . . Du maa vide«,
tilsojede Malluch, ,,Jeg er tendt med Kobmanden Simon
ides i Antiochia og ser ofte haris Venner i hans Has. Paa
den Maade er jeg ogfaa blevet lidt kendt med Scheit
Jlderim.«
Et Qjeblit bleo Ben Hur aandzsravcerende: han saa
pludselig for sig Simonides Tat-ter, Esther, saa snart og
ustyldig og besteden, med de dUbe, morte, straalende Øjne,
der haodc set saa medsoleide paa ham . . . Men saa fort
satte Z.lalluch:
»Bei er itke mer end et Par llaer, siden iea Var sam
men med Echeiten der. Da sortalte han en destfnderlia
Historie For manae Aar fiden dar en Daa iommet til
hat« i erenesi tre Fremmede en Inder, en Grasler oa en
Melodien ridende lsder paa ssn hvide oa usasdvanlia stoke
stiamei. Te nnd Gæsteoenftab bos liam den Nat, os da de
snasste Morgen stod op, horte ban dem bede en underlig Von
i— til »Gud oa bang Son«. Eiter Frotosien fortalte LE
aypteren dani, hoem de dar, og hoor de tom sea. For kwer
af dem stnlde der haoe vist sia en Stierne, og en Stentme
haode besalet dem at draae til Jerusalem og sporae: »Hvoe
er den Jodernes Konge, som nylia er sodt?« Det ajorde
de; og Stjetnen forte dem til Jerusalem og dersra til
Bethlehem, og de sandt i en Klippebule et nyfodt Barn,
iog de saldt ned for det og tilbad det og braate det kost
Ibare Gaben Sau sinndte de sia bott; tln de mente, at
Iherodez —- den saataldte ,,Store" — sogte ester dem og
stod dem ester Lioet. Et helt Aar, tror jeg, blev de hos
Scheiken; saa, da der ingen Fare længer var, drog hver sin
Vej.« ·
Ben Hur havde hort spændt ester. — ,,De skulde
sporge ester den Jodernes Konge, som nylig var fodt, si
ger Du? . . Og de sandt Barnet?! . . . Fotnnderligt! for
underligtl — —- Men senere —- hvad blev der saa as de
tre Mcend?«
»Det var just dersor, Scheii Jlderim den Dag gestede
Simonides. Den soregaaende Nat var den ene as de tre
Fremmede vendt tilbage til ham, — Balthasar, Ægyp
steten.«
i ,,Hvad siger DUZL Balthasar, — Ægypteren?! Men
Hsaadan kaldte jo Monden sig derbenne ved Kilden!«
»Ja sandelig!«« udbrod Malluch, »det maa vcere haml
Han red jo ogsaa en mcegtig stor, hoid Kamell . . . Og
Du reddede hans Liv!« :
,,Og den unge Kvinde«, mumlede Ben Hur ben for
sta, — »den unge Kvinde var hans Datter2« . . . Han tad«
lange, og spurgte saa pludselig igen: »Da Du siger, de
siulde spotge ester den J o d e r n e g K o n g e, som nylig"
var spdt?!« l
»So-altem fortalte Scheilen. Selv har han siden da
ventet og ventet, at hin Jodernes Konae skal komme —
og suldbyrde Rome Stæbne, saade ban . . " I
»Men bvor tan der tænteg noaen Jodernes Konge,s
so r Rom er salden?« knumlcde Ben Hur hen for fla.
»Der tommer noaen!« saade Mallnch ca lnt:ede . .
De horte Laden ai Voanrullen oa as Hooslaa somJ
durtiat tom nacrniere Oa lidt efter tnnde de se, briem det?
Var, der tom: der dar Echeit Jloerim med talriae Jjenere
til Heft oa kaa de fire arabiste Seite sorsocrth for Von-;
nen. Streiten sad nted tantesuldt bojct Hoden «
Han Hälfte oenliat, da lyan fil Lje paa de lo, seen aq
tede sia ben til nam: --— »Im-d vcere med Eder!« saade
ban, ,,t3elkommen, min Ven Malluch! Britaer Tn mial
maaste cht nnt sra Zimonide5, —— Herren holde sin
Haand over baml Folg med! seg dar baade Brod oa Trit:
te at bnde Eben . . . tom altsaa!«
De sulate saa med ham til Telt-Jndganaen. Der
stod alle af, hoorester Zcheiken bod, paa en Bakte, sine to
Gaester Bceaere med en siodeliaiende Drit, som han baode
hældt nd as en Last-ersah »Dri·k!« sagde han, ,,drik! det
er Teltboeres HjettestyrkningZ . . . Og saa — oelkommen
i Guds Navn!«
Malluch tog ham afsides og talte lidt med ham under
site Linn saa tom han hen til Ben Hur: ,,Jeg har talt
med Scheiken otn Dig«, sagde han, ,,imorgen saar Du
Hestene til Prove. Han er Din Ven. Tilgiv, men nu —
da seg hat gjort for Dig, hvad jeg can —- maa jeg ti.lbage
til Antiochia: jeg ventes derinde endnu i Aften. Jmorgen
ser Du mig imidlertid igen, og hois Du oi.l, stal jeg blive
hos Dig, til Vceddekampen et forbi . . ."
De stiltes under Taksigelser og gode Ønsler, og Mal
luch red tilbage til Staden . . . Der vkyavde Simonides og
dennes Datter alleeede en god Stand ventet ham utaal
modigi.
De var ude paa det nedetste Huses Tag nu ved As
tenstid, og saa ud over Floden, hvor Skibene laa stille og
store i det blanke Maanelns. Binden vistede lunt og sagte;
paa Beer oven over dem var der en evig Kommen og
Gaan as mange Mennester. Esther stod soran Faderen
oq boldt paa en Batke hans Qarvelige Astenömad: nogle
Hvedekager, lidt honning og en Staal Meelk, hvori Si
monides nn og da dyppede en Mundsuld Brod. De havde
talt og talte om Malluch og den unge Mand, som han var
sendt ud at holde Øje med. .
Saa tom endelig Malluch. »Fred vcere med Dig,
gode Mester«, sagde han og buttede dybt, »og med Dig,
Esther, Du den dedsie as alle Dttrel« Og han blev staa
ende crbsdigt og dentede, —- sktnt Simonides mere lod
til at behandle ham som en Ben end som en Tjener.
»Nu, hvad hat Du saa at melde om den unge Her
ret« spurgte endeltg Ktbmandem
Malluch sortalte, hurtigt og bestemt, hvad han hat-de
set og dort og hvad han mente at tnrde sintte sig til. Es
tet hans Opfattelse var Ben Dur sillert en Jstaelit, ass
Juda Stamme; han var sotsigtig, spatsommelig, herrei
over sig seit-; han hadede Romerne — navnlig, lod det til,
den sornemme unge Messalaz men sttnt han soestod at be
herste sig, vor det dog let at merke, at al han- Digten og
Staaten alt nd paa«to Sing: paa at genstnde sin Moder
og Sitte- og paa at faa set-n over Remune. »Im sau,
hope det foee i hancch sagt-e Muthes-, »du Leg sortalte ham
Im Scheik Jldettmt Stein-sing mod Rom og om htne
Fremderede, der var draget ud sor at finde den not-me
List-eines Konse
Simonides dlev fortg. »He-ad sagde han om Inder
nei Konse? Lad mig Mel« nddeod han.
»Den- lod til at mene, at Rom sinkde Idelcggst f«
M knnde blide Tale om en ny Wege-ein«
1
i Simonides sad lcenge tavs. Saa ltgesorn vaagnede
Hatt op af en Drøm og sagde: ,,Det er godt, Mallucht
jDu hat stilt Dig fra Dit Hvetd, som jeg ventede det af
tDig — jeg tatter Dig! Tat, Mallucht Se nu at faa
inoget at spise —- og gør Dig san i Stand til at dende til
Ebage til Palmelunden. Du maa starr den unge Mund
Ibi i hans Foreltadende; jeg stal give Dig Breo med til
Scheiten . . .« Og hen for sig mumlede l)i:n: »Mir-Un ieg
»selv tommer i Cirtus den Aste-M . . .«
I Da Malluch var gaaet, ddpdede Simonides -— fom i
iTanter —- inen et Stytte Brod i sitt Mcelt, mcn ndtjrod saa
Ii det samme: »Hast Butten, Esther! nu er der ftiift not
zfor i Dag! . . . Saadatri . . . Og tom fxn den til mig, mit
JBarnV
; Lq med Dutteren siddende bos, tom l)::n plejede,
»dem Lcenestdlens ene Arm, iortabte han fxq i store Platten
Y »Na forstaar jeg«, sagde han, »hvorfor Herren bar
lvelsikinet mig med Rigdom! Den nekrmer fig, Aigørelfens
Tftore Dag; Kotigen er todt, sont ftal ten-wie Hatt er
sdotsen nu og myndig! Sande itte Jlderim, at der var
dift til December 27 Aar , siden Balthatar on lians Forl
ler badde spgt Tilhold hos ham under Herodes’ Eikeime
belfer! . . . Hellige Jsraels Fcedre, hdiltei Lotte, om jeg
ftal oplede den Dag! Jeq synes aller-ede, jcg set Jorden
aabne sig for at opfluge Rom; jeg fee dets Mute stnrte,
»og ieg hører Foltene drage Betret fosn eitcr en stor Pine
da raabe: Rom er forfvundet!« —- — Han lo hen for its-.
,,.Hdad DU, Esthet?! Mitte Tanter stulde være ved Tal og
ved Forretninger, og saa tlinger det i detn af Cymbler eg
1af Harper — af Jubelraab — af Jubelrcnrb!« gentog han
-hefti.z.1t. ,,Og faci, naar Kotigen tommer, saa trcenger hatt
til Penge og Folt, — og «saa denter ham . . . Forstaar Du
»nu, Esther, hvad Vej jeg menee der er foreftreven baade
Tmig og den unge Herre, hvis han er den« han siger?!«
. Hun tad . . . Simonides saa op paa hende — og
tom til at husle paa, at ikle alle glcedez ved et og det sam
me. Han hustede, at hans Datter dar fsrft og fremmest
Kvindr.
»Hdad teenter Du paa, Estdet?" fpurgte han lang
somt. »Er der noget, Du snsierZ —- noget, Du langes
efter?«
Hun svarede: »Send Bud, Faden efter vor unge
Herre, send Bud strats! Og lad ham itte tomme til at
teempe i Cirtus!«
,,Ah!« sagde Simonides langsomt Og atter gted
hans Blit ud oder Floden, hvor Stdggekne nu degyndte
at blide store og dybe. Datterens Svar havde givet ham
fdm et Stit i Bryftet Elstede nun monftro den unge
Herre? . . . Hnn var tun sejiten Aar: den Alder hat let
ded at rotes og let ved at stænte sit Hierte dort, naar det
fsrst er rett! Det vidste han. Alligedel tom der oder
ham en nagende, uvillig Fplelse — næften en Slags Stin
tyae, da irr en Stund glemte licm over den al sin Hirt-n
ir,ae, olle fine dojtfltxvende Fremtidgdrommr. . . .
»He-dritte s— flulde han itte tcempe i. lsirlus3, BUNT«
spurqte tun endelig.
,,lFirtncs er intet Zted for en Jernelis Son, Fader.sp
fast-: liun sagte.
,,"«Bal:! det er ratslsiiifte Idee-r- V2r11, lutter Radbineri
Jeder . . . lsr det din eneite Grund?«
Linn tad. Faderenz Edørgsiimal fnldte dende med
simdnn en underliq lcitterisod Foroirrinq; tiendegi Hierte
:oq til at bante . ..
Sitncnideg ladde dlidt fm Haand oder bque heades
Hemden ,,Eer Du, mit Barn«, fagde han, »alt, lwad jeg
tier, er min untre .L)erreg, alt tan hatt tage srn min. Og
tm vilde doq itte dære fattigt for jeg beholdt din Kett--i
liqtied, mit Barn! . . . Med mindre — —- han ogiaa ftuldel
bade den?«
Hun bled ved at tie . . .
,,Svar mig, Esther!«
Hun rejste fig og stod med bortdendt Ansisgi. »Jeg
forlader Dig aldrig, ,Fader,« sagde hun roligt. »Selv
om jeg tommer til at elste en enden, vil jeg blide hos Dig
altid —- altid!"
Og som i Tanter tilfsjede hun stille og dln: »Hans
Stemme — og hans Ansigt drog mig til dam; jeg er angft
for at dide ham i Fute. Jeg vilde blive glad ved at se
heim igen, Faden Men —- ugengceldt Kerlighed er ingen
fand Keerlighed: jeg dil vente — og mindes, at jeg er
din og Moders Datter!«
Hatt drog hende ned til sig og tyssede hendr. —
,,Min Esther, Du Herrens Velsignelse oder mit Lid!«
mumlede ban beweget »Ved Guds hellige Nadn og det
evige Liv fdeetger jeg: ingen stal faa Lod at ddlde Dig
Kummer! . . .«
Tieneren tom og eullede Simonides ind i hans Stol
Derinde sad han endnu og teentte paa »den Jedernes
Konge,« da Esther alt den Stand hadde sovet de ustyldiges
blide Stdn.
XlL
Paladset paa Flodens modsatte Bred, omtrent lige
over-for Simonides’ Hug, mentes at være dygget af den
bersmte Epidhanes. Dei dar tlodfet, men ftprflaaet, med
et Bitt-par at Holler og Gen-after og Badetnm og Lytt
huse ovenpaa Taget og Hader uden im. Muren, der fulgte
Btedden og gis hele Den eundt, var oprindelig bestemt
til Beten for Paladfets Beboere mod baade Vandet og
Ovekfald af Fjender — men senere, paastod man, havde
den tvcrtimod gjort Paladset ubelroeligt Der var usundt
dekodre, hed det sig. Uneegteltg var der saa ogsaa bledet
byggest en nd Residenz til Profettem nedenfor Jupiter
Templet paa Biere-get Salt-ji« vestlige Side. Men Grun
den dar not i Virteltgheden tun den, at der filte Romeren
sig sitrere. Teods dets «Usundhed« blev Q-Paladset nein
ltg stadig sholdt rede, og tom der til Antiochia en Konsuh
en Feltherre, en Konge ellee lignende htjtittllet Person,
sit han altid det anvist til Opholdssted
J en at Scottetz Sale var den Aften famlet del et
hundrede, for Sttrftedelen ganste unge MennesteL Alle
talte de Latin, og alle dar de tleedt paa Romerkh i tot
teermede og tortstsdede TunitaeK Pan den kostbare Didan
— at indtst Sitte og Kafchemiy —- der lsb Salen tundt
langi Vetggene, hat-de de tastet der-ei Togaet og Oder-stott
let, dvotaf adkttlltge var purpurdeeemmede. Der laa
ogsaq nogle af Selstabet og sov, enten det nu var Heden
ellee Binden, der hat-de weinte-endet dem. Det klare Lyt
»
sra fein prægtige B«ronze- Lysetroner faldt ned over dein.
Disse Lysettoner (l)voras der hang en i hvert Hjsrne af
Salen og en midt i Loftet) bar Pyramider as tandie Lam
per. J Lampe- Lysei tunde man stelne tndeligt Ansigterne
paa de Atlas- Figurcr, som bar Lostet, ligesom man saa
ILosiets titlørte Vindner, med dets Ruder as Mineral i
)Stedet for af Glas-, og Gesimsen med dens Arabesie i
blaat grant, Purpur og Guld. Borde og Stole af en
hinderlich cegyptist Facon udgiorde Møblementei.
! Der var en Summen as Siemmer i Salen, nu og
Fda oasaa Latier-Udbrnd eller hojlydt Banden, og uafbrudt
iRaslen as Tcerninaer Du Flaviusl« sagde en af de
spille;ide oa blev staaende med Terminan mellein Fin
Hirene, »se min Odertjortel der s- der lige foran Dig paa
;Sosaen! Den er splinternn oa Stnlderfpcendet er saa
’bredt soin ntin Haand, — tan Du se?« — »Ja«, sagde
sFl avi.us, uden at se op fra Spillei, »den Stags hat jeg
set not as, — bvad er der ved den«-« —- ,,Der er itte nogetI
lMert jeg Vil give den til den« sotn tunde siae mig paa
Minuten, naar Maxentius iommer i Morgen!« — »Aat)!
bah! Slaa nu bare!«
Tcerninaen raslede —- ,,Vundct!«
,,.!Hn1 Ja ved Jupiter! —- Stal vi en Gang igen?«
spurgte Flavius
) ,,Lad gaa! Dei gælder en Sesterz!«
De noterede begge op paa deres Smaatavler. Spit
lei sorisattes.
»Hvorsor vil Du vide, hvad Minut Maxentius tom
mer?« spurgie saa Flavius.
»Tcent Dig en Gang selv: at staa med bari Hoved
oq vente paa Kajen, hvor han stal gaa i Land! J syrist
Solhede, — Vesias Jld et itte saa gloende! Stal jeg
endelig d-, saa vil jeg ds i Norn!. .Saa, ved Guderne!
Tabtl . . . Not en Gang, Flaviusl Jeg maa se at
oinde min Sesterz igent . . .«
Og de spillede videre, — og da Dagstceret faldt ind
gennem Lofisvinduerne og gjorde Lampelyset blegt, fad
de og spillede endnu. Begge harte de —- sorn Sterne
parten af de tilstedeveerende —- til Konsulens militeere
Folge, der drev Tiden hen med Svir og Spil, medens
det ventede paa hans Komme.
Jrnidleriid var en Flot unge Herrer tornrnet ind,
uden ai nogen havde lagt Marte til det, og git hen mod
ldet midterste as Bordene· Selstabei lod til at totnme
fra et Gilde: nogle af dem dinglede, og en as dem havde
ien Krans orn Hooedet —- Tegnet paa, at han enten havde
været Gildets Helt eller dets Giver Hain havde for-v
rig Vinen itte haft anden Jndflydelse paa, end at han nu
bar sit Hoved dobbelt tceti og hat-de hede Kinder oa
Læber oa straalende Øjne. Selvbeoidst banede han sia
Vej til Bordet, og blev fiaaende og saa nd over Grup
perne . . .
»Me5sala! Megsala!« udbred de ncermest sidisende
— og de, der befandt sta leenaere nede i Salen, aentoa
stratg efter Navnet. Te ileste af dc spillenrse reiste sin;
man stimkede samtnen om Bordei, hvor Megsala havoe
taaet Platze-. -
»Helsen oa Lvtte, Ven Druiugk« laare ban til en
af dem, der sad i Narbeden af band »Vat- miq en Ganz
se dine Indien« Megsala lpb iaennem de VerdrienmaL
fern sind noteret paa dem, ca lasthe dem saa hen til hasti·
—- ,,Den.1rer, lutier Tenarcr, . . . Staateri o·a Korea
k:«iver-Tll?ønt!« ttdbrød ban Da lo haanliat. »Ved den
beruste Semele! lsvad stal der bäide af Rom, naar en
lsætar aiver sia til at vaaae thatten bori for at le, oin
itte Fortuna vil talte bam en THaaerDenar i Stadei?"
Druqu blev ildrød i Hovedet . · . Messala forts-:ttte:
»J; den siore Fliste derovre paa Eitadellet hat iea ligaende
fein Talenter i fnldløoia Mont. Her er Fivitterinaen!«
—- Han trat en Peraamentssltulle item on tastede den paa
Bordet, mens alle aandelofe saa paa dam. —— «Saa meget
holder jeg! . . . Hoein vil holde imod2 . . . Hvad for
noget? ingen svarer? er Summen Jer for stor? —- Naa,
fire Talenier da! · . . Heller itte? —- Tre da! . . . eller
tol . . . eller een! tin enesie Talent til Akte for den
Floh, ved hvis Bredder J blev todt! Den barbariste
Orontes mod den hellige Tiber!«
Han havde ryftet Tarninge-Bægeret, mens hart ialie
. Jtte een rette fig. —- —— Saa tylede han Begerei
hen ad Bordet og siat leende sin Kbiitering til sig igen.
—- ».bahaha!« lo han, »ved Jupiter i Olymp! nu sorstaar
jeg. tyvotfor J er tommet til Antiochia, -—— J stal ssrft iil
at gøre Lytte, eller J sial se at saa hjulpet jer Lytte paa
Fode! . . . Hejda! Ccecilius!«
»Ja, Messala!« svarede een baaved band
,,Slaf os Vin oa Beare ca Dri.ttestaale! Bote
Landsmænd her ladet itte til at have Punge; men Maver
hat de da vel! Stynd Dig!« —- —-— Og idet han vendte
sia om mod Deusus, tilfojede han: »Om Forladelsel jeg
vilde blot sole disfe unge Spirer fra Rom paa Tendenel
Korn an, Dut« Han tog igen Bageret og ryftede Tar
ninaerne, saa det tlirrede ester. »Hast hojt vil Du spille2
·— mig et det lige meget?«
»Lad os saa sige . . . en Denar!«
Ei noget drengeagiigt udseende ungt Menneste stod
ved Boedet og stirtede paa dem. Pludselig vendte Mes
saka sig om mod hom. »New et Dai« spurgie han.
Dei unge Menneste veg tilbage.
»Nei, saadan var dei itte menit Men Mond hat
for Stil at spre Bog selv over Smaating. Jeg stal have
en Striver, —- vil Du vise mig den Tjeneste?«
Knssen ital sin lille Tavle frem og holdt sig beredt
tic at noiere . . .
,,Bi et Øjeblit, Meslala!« sag-de Drusus. ,,Jeg
ved not, det galdser for et daarliw Barsel at for-sinke Ter
ningetasiei ved ei Spsrgsmaal; men jeg tan alligevel itte
lade vaete at spsrge Dig —- — —«
»Saa verlier vi Begerei ssrst og ladet dei blive
staaende over Totningerne —- saadan!« Gan gjorde det.)
,,Spsrg satt«
»Am-der Du Qvinius Artiui?«
»Duumviren?«
»Nei, hanc Stuf
»Jeg vidsie itte, han havde nagen SIn.«
»Ja dei hat io ingentinq at sige,« fort-satte Dtusui,
— »men dei saldt mig lige ind, at Pollux san da itte
have lignet Castor met, end sont Arrius ligner Dial«
(Fottfeettes).