Ben Hur.
En Fortælling fra Krifti Tid
af
Levis Wallaee
Nordamerika-Ist Generat. sprhenværende Gelandt i KonstantinoveL
Pan Tanst ved Villh Msller.
(Forttat.)
Ben Hur gav ham Befled angaaende sit Tøj oa gav
stg dereftet paa Vej. .L)erodeL-1v Kolonnade haode han let
ved at finde. Gennern Erts-Porten tom han — midt i en
Stimmel Mennefter fra alle Jordens Handels-Natione:
—- til en uendelig lang J.liarmor:Søjlegang· Tet var
omtrent ded Dagens fjerde Time. Vejen var delt af i
særlige Baner for Vogne, Ryttere og Fodgængere, og den
sidste af disfe igen i en Bane for gaaende og en for kom
mende; Banerne ftiltes fra hinanden ved lave Gelt-endete
hvori der med beftemte Mellemrum var anbragt Zotler,
iom bar Villedftøtter. Paa degsge Sider af Vejen saas
velholdte Plcener, beplantede med Ege og Plataner; sinnge
fulde fmaa Pavilloner Endbød trcette til at raste og bdilr.
Spaserevejen var brolagt med røde StensPlader, Ridess
og Kørebanerne var bestrøet med fast stampet hdidt Sand,
saa alle Lyde dæmpedeH. Der Var en utrolig Mængde
forstelligt formede Springvande —- lutter Gaver af Kon
ger, som hadde besagt Bnen . . . Be.i Hur stæntede dog
i Begnndelsen det altsammen tun ringe Opmcertsomhed:
hart var nedslaaet —- og hvori tunde desuden ,,en Provinz
by« overgaa Rom? . . . Lidt efter lidt vattes imidlertid
hans Interesse. Han gav sig til at mønstre de mange
Mennester rundt om ham· Alle var de i Festdragtx en
Hob bar hvide, en ande:t sorte Kjortler: nogle git med Fa
ner, andre bar Røgelsetar; her tom en Flot, sont sang
Hymner, og der tom en, sont marfcherede til Takt af
Flpjter og Trommel-. Var det HverdagsiSkil at drage
sauledes til Daphne, hviltet underfuldt Sted maatte det
da ikte vcerel . . . Qg faa horte han pludselia høje Gut-des
raab og Haandklap. Mange pegede frem — mod Grot
tens Port, som stod paa en ncer Battetop. Mnsiten spit
Jede stærkere, Hymnerne lød hojere Reden med asf Strom
«rnen traadte han ind. Og flondt hart havde en Romers
forsinede Smag, studfede han af Beundring ved det Stue,
som viste sig for hom.
Jndgangen forestillede et Tempel i tlassist græst Stil.
Foran harn stralte sig en bred med polerede Stenplader
brolagt Esvlanade: her bedcegede sig en uroligt dølgende
iMenneslesvcerm hvis spraglede Dragter tog sia giimrende
ud ved Siden af det hdide Sturn i de utalliae Spring
vande. Mod Sydvest lob sirlige Gange gennem en Have
over tkl en lille Land, som laa indhyllet i blegblaa Taage
. . . Villieløs drejede ban ind paa en af disse Gange, i
Heelene paa en Procession. Han gad ilte sporge, hrsor
Bejen forte hen, den mundede vel ud, tcentte han, i et as
Grotten-; Templer . . . ,,Heller viere Orm dg sidde paa
et af Daphnes Morbærtræer end sidde sont Gceft ved
Kongens Bord!« de Ord blev ved at forfølae ham . . .
Hvorfor dar Livet faa dejligt her i Grotten? Hdad Trost
«»bjd det? Aar efter Aar forlod Tusinder Verden ca
sopslog deres Bdliger her: fandt re da den Tilfredgbed,
fom de søgtc? Og hvis de gjorde det, stulde der faa itte
ogsaa være Fred at sinde for dam? Stulde alene Abra
hams Børn vcere udelnktede fra Stedets LytteZ
En Duft sorn as Roser eller af sint Krydderi flog batn
Z Mede. Han blev staaende dg faa hen imod den lille
Land. »Er det en Have?« spurgte han en ved Siden
Cf sig«
»Nej, det er diit snarere et Steh, hvorfFolt samles
til Gndsdyrtelfe.«
Sparet blev givet i hans ModersmaaL — »Er Du
-en Hebrceer?« spurgte Ben Hur.
»Jeg er født tnap et Stentast fra Torvet i Jerusa
’1em,« sagde Monden og smilte forbindtligt.
Menneftesværrnen, der presfede paa, stilte dem fra
hinanden, just som Ben Hur vtlde til at fpsrge videre.«l
Don havde imidlertid bidt Mcerte i, hvorledes Monden
san nd — den gængse Overtjortel, Stav i Haanden, oxnj
Hovedet et brunt chede, fasthvldt af en gul Snor, — han
Hulde not lende vhem, hvts han mødte harn igen . . . Ogj
hqn drejede ad en Sti ind i Landen for at slippe bort
· fra Trcengselen. Fseft tom han faa til en Tytning, der
henne fra Gangen havde set ud som et rent Bildnis, men
Hvor dog alt var heget og plejet: blontstrende Buste —
Planet med dejlige Blomster — en lille Beet. der bugtedel
stg malerist a«fsted. Og oven over hans Hovede tviorede
anle og turrede Duer. Han lom forbi en Mejfes Rede,
— Fug-ten tittede roligt ud paa ham ad Redens Aabning,
men flsj itte op
,,Nu for-staat jeg!« tæntte Ben Hur. ,,Det er jo,
fsm om Fuglen siger til mig: jeg frygter Dig itte —- thi
·dette Steds Lov er Kerltghed.«
Og — saadan var det· J Daphones Grotte var
Mlighedens Lev, — men den lovlsse Kerlighedt
. »O, Jsmels Gndt —- Moder! og Tirzah!« rnumlede
»Den Ha- mev nackende Kind-: »Fort-anderse- ovek da
PS Meblik og det Sted, shvoe feg —- til Trods for Ubet as
« Eber —- bildte nrtg ind at tunne leve lyttelig!«
Hart gis ils-nat gennem Slvvtytntngem vg kom til
sen Metal, der lsb mellem murede Bredder, og hvor der hist
sp- ber m ansagt Slnser. En Bro fsrte over den.
Ohne-de paa den saa han en Merng andre Besser,
’per i sin Stil. Og lige nedenfor harn dannede Bandet
Mira en ftiIe Q, —- ltdt længere boete bruste det t et
M Jald ued over Klippen Saaledes stiftete saa
- W sltklet wtte,swe1 og Gier og stummende Band
« ich- s- OM Zeugen horte btedte sig Dale vg ungel
W M, M stottet og Ster og Vtllqer og med
III-e «- sie-sage da bunte-e i Spayset Darm saa
H , M Md sie-set beederedi Meter-; paa
" W W holde Fernr, — man tunde
« M Masse Altere var eew under
« Des t siege Styet til Bett-;
Mitte-er —- — Da sit ver
W Gotte M et Tempel,
··t-(»- ·-—-- .
——t
Bra Broen kom Ben Hur ned i en Dal med dejligtl
saftgrønt Gras og med alle Orientenö slønneste theer:»
stolte Palmet stod i Grupper, og Plataner og eviggwnne
Ege og meegtige Cedertrceer og Morbcerttæer og Terebin
ther og slante, lee Clmreszsen Langsomt git han videre
i disse Trwers svale Ztnaae: saa stingrede pludselig et
Trompet-Skrald, — og da ban saa op, sit han Die paa
Jeden, som han havde trnffet for, — han sad et lille
Stntte fra darn, i Græizsct Nu reiste han sig og tom hen
til ham, — ,,Endnu en Otana: Guds Fred vaere med Dig!«
sagde han denligt.
»Tat«, soarede Ben Hur. Og saa fpurgte han:
»Sta! vi samme Vej5«
! »Jeg ital til Bæddeløbsbanen, —- jeg vcd ikke, oni
Du ogfaa aater Dig derben ?«
, »Ti! Bceddeløbgbanen?«
havde taget ielve Naturen til Bngaemateriale! Han —
en Grcetet havde taldt det aamle Attadien til Live! . .
»Ja. Trompet-Slraldet, Du horte for et Øjedlit si-»
den, var Signal for dem, der vil tage Del i Verdre-;
tørslen. « J
«Oprigtig talt, bedfte Ven«, sagde Ben Hur, ,jegl
tender siet intet til Siedet her: faa jeg vilde vcere Dig tat
.nemlig, om Tu vilde dcrre Vejviser for mig.«
i »Med Fornøjelfet . . . Saat der tommer Vognene
l,rullende. De tører til Vceddeløbsbanen.«
Ben Hur lyttede et Lieblih Saa lagde han Quan
den paa Monden-: Arm og foreftillede sig selv med de.
Ord: ,,Jeg er en Sen af Duumviren Arrius. Og Du?«
»Mit Navn er Malluch. Jeg tjener has en Ksbmand
i Antiochia.«
»Nuvel, tcere Malluch, Trompet-Stra1det nys ogk
Vognhjulenes Rullen lfkar bragt mit Blod en Smule i;
Ura. Jeg har deltaget itie saa lidt i den Slags Odelser,F
og mit Navn er itte utendt i Roms Kamp-Stoler. Lad!
og gaa hen til Bankn!« .
Mens de gil, sagde Malluch: »Duumviren var en"
Romer, — og alligedel gaar Du tlcedt sorn Jede?!«
»Den cedle Artius var min Foftetfader.«
»Naa saaledes! . . . Jeg beder om Forladelse!«
Fra Stoven tom de ud paa en aaben Mart, hvor
IVeeddelstdsbanen var. Banen felv var af løft Sand pao
fast Undeklag og overstcentet med Band: udspcendte Reb
fiilte den af fra Tilsiuetne, til hvis Betvemmelighed der
Var rejft Bænte med Sejldug over. Paa en af Beniene
satte Ben Hur og Malluch fig.
Den føtstncevnte talte Vognene, iom lom forbi; der
var ni. »Naa — gid Vognstnrerne maa bade Held med
sig!« fagde han. »Jeg troede, de nøjedes her i Orienten
dmed to Heite, men jeg ser, at Ærgerrigheden vover sig
Itilre sir.e Lad os- nu fe, hvad de duer til!«
i De otte firspcendiae Vogne tørte farbi, nogle i Sitten
»gang, andre i ftarpt Trav, alle ret godt tørtr. Den niende
JVoan tom i Galop . . . Der undflap Ben Hur et Udbrud af
jForbavselset »Ved vor Fader Abraham, Malluchl jeg bar
jværet i Keiiereng Stutteri — men Heite sotn dem der hat
ijeg aldrig set Maan til!«
Firspandet sufte forbi, mens han sagte det. J det
samme begnndte Heftene at btive balftyriae. En paa Til:
ftuervladsen udftedte et hidiiat Steig. Ben Hut vendte
sig om og faa en leina, med langt lwidt Stæa og lnnen
de Zim, ftaa og fcegte i Luften med lnyttet Haano .
»Nogle af dem, der sad ncermeft ved den gamle, lo af
hom.
»De burde dna i det mindfte have Agtelse for hans Al
er!« bemærtede Ben Hur. — ,,Ved Du, lwem han er ?«
» »Det er en meget indflydelfesria Mand fra Intenm
omme paa den anden Side Mond. Han ejer store Himml
Hjorder5 og hans Heite, siaer man, stamniek ned fra Phas
raonernes npperfte Vceddeløbere . . . Han hedder Scheit
Jlderim«, fvarede Malluch.
Vognftnreren havde forgceves anstrengt sig for at faa
Firspandet beroliget. Ved hvert nyt frugtesløs Forsøg
blev Scheiken ydetligete forbitreL
,,Abbadon ta’e hom!« stieg han. »Løb — flyv —
hsrer J, Bsmi« Tiltaabet gjaldt dans Folge, aabenbart
Medlemmet af hans Stamme. ,,De er Ørtenens Born
som J! Slynd Jer —- grib dem!«
Hestene blev mer og mer balftyrige.
»Den forbandede Romer!« Scheiten ttuede ad Vogns
styreren med lnyttet Haand »Von spat mig til, at han
forftod at tate, — ved hele tin Rede fuld af latinste Af
guder spor han mig det til! saa lydige fom Lam stulde han
faa Heftene til at lebe! — Den Hund! Se! se! mine dei
lige Dyrl . . . Stynd Jer, —- hold dem! Bare et enefte Ord
af Jer Modets Zelt-Sange, —- saa staat de! Jeg Taube,
jeg Taube, der satte Lid til en Romer!« . . .
Nogle af hans Folge havde faaet fat i TIjlerne . .
Ben Hut tunde godt satte sig ind i Scheitens Fslelset;
han fptstvd, hdot han maate elste disse —- uncegteligt dej
lige — Dytl De dar rsdbtune, ganite ens, udmærtet
lfmult siabte med sine Hat-eben ildrede Nasetwn krumme
ihalse vg en Mante, der kaldt dem ned over Bringe og
Hals. Deeeö Hove ftinnede som poleret Agat; fra Hoden
opad var Benene spintle, men Knceene runde og umstel
ftætke. Nase de steilede eller de fle afsted, ptstede de Luft
og Jpeden med deees lange, spare, glinsende satte Vater.
J Sandhed, man kunde foeftaa, om den gamles Vierte
bang ved dem, neeften som kunde de have meet hans Bien:
de var jo deöuden sagtens votset øp under hans Øjne
Og nu havde shan del bragt dem ind til Byen, for at de
stulde vinde en five Seit, —- og saa havde Vognsinteken
vift sig faa fuldjtcndig udygtigt
Jmidlertid var heftene blevet beroligedr. J det sam
me tullwe en ny Bogn ind paa Bauen. Modsat as hvad
det havde meet Tilfaeldet ved de ni andre Ketettjee var
Idee baade Mgustym og Hen- pg Vpgu i Gan-, saurem
sont de stukde vise sig paa felde Væddelsdidagen i Citkuh
Bæddetstslen i Daphnes thtte var nemlig tun en Steigst
Dvelse ttl ellee Pest-e paa de Fpteftilktngex, som ftulde’
giveö t Etetus til Me for Konsuletn
Den nyantomne blev hilft med bete Bifaldseaab pg
wandklap . . . If besteue, der (eftee Datident Sitt) lob
use site Ade ein Side, var de to inderfte forte, de to paa
Miene Mystdez de hat-de studset hale og Mante, og i
M tat Neides esse es gute Bund Begnen —- en
IM, Mit-let Meere —,- vae fteeett fesselt-U hinleite, der
t
c
var beslaaet med poleret Bronce, havde Elefanitender til
Eger. Vogn-Alslens Ender var prydei ined sorgyldte
Tigerhooeder. Vognstnreren stod op, og havde Sinn-Einen
slnnaet slere Gange om Lidetz ban boldt en Pist i bøjre,
Teilen i Venstre Haand, bvilien sidste var lastet og stratt en
Emule frem. Rolig lod han Bifaldsstormen bruse hen
over sta: aabenbart oar han en fornent Mand. Han havde
da oasaa, oed Siden as sia, en ,,Myrtilus«, en Slags
.f)i.rli«—er, som det tillodeg de fine Falt, som deltog i Veddes
tot-Iler, at spie med fig.
Ven Hur saa og saa, tnens Vognen nermede sig.
Odem var det dog, Vognstyreren mindede ham oin? Nu
Var Firipandet gansle ner — og flog over i Trav, — og
Ben Hur innre se tydeliat den sornemme Herre, som iørte
Der . . . Der gab et Zet i bam, og ban stod soin naglet
fast: Voanstyreren var —- Messalal saa overntodig og stolt
oa teatralst ca sorvoven som nogensinde eg med det gamle
baanliae Sinil om Monden . . . !
Voanen var rullet sorbi, —— Ben Hur vaagnede sont
af en Dram og reiste sig for at gaa. J det satnme stod en
Arzber op paa en Benk og raubte: »Hei mia, J Mend
fra Østerled og Vesierled! Hilsen sra Scheit Jlderim, den
oeldilliae2 Med site sjeldne Heste er ban lommet hid for
at deltage i Veddetørslem og søger nu en tyndia Bagn
stnrer. Han lover store Statte til den, som lan stnre hans
Heite til hans Tilstedshed Fottynd det overalt i Staden,
boor inodige Mend samles2 saaledes siger min Herre,
Echeii Jlderim, den velvilligel«
Ettleringen valte stertt Rote blandt Tilsiuernr.
Laiaa Ben Hur var standset og stod og saa tvivlraadig
sra Herolden hen til Scheilen, saa Malluch troede nesten,
at ban havde i Sinde at tilbyde sig. Men det varede tun
et Lieblit, —— saa oendte Ben Hur sig om og spurgte: »Naa
—— boor fial vi ben, bedste Malluch?«
Malluch soarede: »Ja oil Du bete Dig ad som alle
andre, der er her sor sprste Gang, saa maa Du vel nu hen
at lade Dig spaa. Man selger Dig et ganste seist, lige
afstaaret PapyruS-Blad: det dyppet Du i Kildens Band,
oa saa set Du paa Bladet et Vers, som angiver Dig Din
Fremtid.«
»Der er Mennesier, sont er visse not paa deres Frem
tid i Foroejen!« mumlede Ben Hut bittett. — ,,Hvad bed
der Ki.lden, som man stal dyppe Bladet i?«
»Castalia.«
»Den er jo iendt over bele Verden! Lad os gaa der
lten da!«
Og de gil. —- Malluch lagde Meile til, at bans Led
saaer var blevet dobbelt iantesuld og mori og indesluttet;
ban saa itie paa noget oa talte itte . . . Dei var Messala,
soin ovtog Ben Hurs Tanter. Valerius Gratus tunde
inaasie til Nod undstyldeg, men Megsala aldri·q: han
lsavde anaivet Familien Hur, og da han var blevet bedt om
Hierin var han spodsl smilende aaaet sin Ves. Derforj
hope oasaa Ben Hur bestandiag bedt til sin Gud oin at saai
Kurs-in netop over Messala . . . Oa nu baode han trusset
dann trnsset bam llod det til) baade ria og megtigl HvadI
sknlce der ste? . . .
De oar lonimet ind i en sinqaesuld Alle as Egetreer,
Mr der var stildt op as Fodaenaere, as Rnttere, as Beete
Eiole ineI Damer oa as Wonne, som rullede assted. Ved
Enden as renne Alle straanede Vejen ned til en gronlledt
Siette, som naa den ene Side indbegnedes as araa Klippen
Her var den berømte Kilde Castalia. Ven Hur trenate sig
srm melleni de Grupper, der stod, oa saa en trastig Band
straale strømme sra Klippen ud i. et Marmor-Basfm, book
sra det slummende og sydende Band saa lob as gennein en
Trank. Tet ved Bassinet, i en i Klippen udbnaget Nische,
sad en aammel steaet Prest med Hette over Hovedet, en
riatig Eneboer at se til. Nu og da raste en as de besagende
ham et Penaestylie: listigt, plirende, men stadia tavs, tog
han det, oa leoerede i Stedet sor et Papyrus-Blad ,soin den
vaageldende saa lod gennemblade i. Kilden og derester
holdt op mod Sollyset, —- da saas der paa Bladet et rimet
Otalelsproa . . . Qgsaa Ben Hur oslde til at sorspge sin
Latie; men i det samme nermede et besynderligt Optog sig
til Kildenl
Pan en pragtsutd stor og med Solvbjelder bebengt
hoid KameL der estorteredes as en bereden Fsrer samt to
andre beredne Mend, var der anbtagt et Silte-Telt, som
straalede as Guld og Karmoisin. Undet Teltet sad en
Mand og en Kvindr. Manden lignede mere en Mumie
end et lebende Besen. Hans Legeme iilbylledes as et tast
bart Shaol; under Turbanen, han havde paa Hovedet,
saas et indsaldent lille, votsgult Ansigt . . . Koinden dek
irnod, som sad i en Sty as Slsr og siniplinger. var ung
og stsn. J Modsetning til hvad der ellers var Stii blandt
sotnemrne Damer den Gang var hun- utilslerei. Hendes
Lsd var satt, man syntes at tunne se Blodet stinne steni
som et radiigt Lysster gennem den bvide Hud; Øjenbaa
rene var svertede, saa at de store Øjne syntes dobbelt sto
re; melletn de purpurrsde Leber saas to Reiter snehoide,
smaa Tender. Hendes blaasorte Haar sad i et gennem
sigtigt, nied Koraller og Monter smytlet Net: om de dejlige
nsgne Arme havde hun Stange-Armbaand, og paa Fing
rene Ringe. Holdningen var sam en Dronnings. Hun saa
rolig ud over Mengden og lod til at viere tilsreds med den
etbtdise Studien, bvotmed Folt betragtede heut-.
Nu den-die bun sig am til FIteren —- en ietnpestor
Mbioper — og gav hatn et Team han ledte Kamelen
helt ben til Kildem og lod den tnele ned. Saa ratte hun
ham et Beget, som han stulde sylde til bende i Bassinet
Men i det samme lsd BognMullen og Wag: under-Wie
Angsttaab fltj Fett til bver sin Side.
»Was paa!« raabte Malluch, »Romeren toter os:
over!'« l
Bett Var vendte sig om: —- Det var Mezsala, der
tom jagende med sit sit-spann Dei neste Øjeblit vilde
Destetie viere henne ved Kamelem sont stadig laa paa since-T
Æthioperen straite som i Vildelse begge Armene mod Him
len; Dldingen deroppe under Teltet vilde til at staa as,
wen Lande eller turde stie; den unge Dame satt small-s
og villielsö. . . ,,holdct! Se, hvor Du iseert solt-M
bevde Ben hier taabt, —- og ban sprang til og greb den
sieer hesti Teilen. »Din Hund as en Reinert« streg
iban, ,,bae Du ille meee Agtelse sor Mennesieliv!« Og med
JOpbydelse as alle sine Krestet rev han bestem til Side..
De steilede, Vognen var ved at velte Messe-la var lige
m at dele Stebne med han« Myrtilui, der treisede soni enj
Klods ned paa Jorden. De naetmeft staaende gao sig til at
le af hom. Men —- da Faten var vel ovre, smsgede Mes
sala, haanligt smilende, Styre-Linen af fig, tastede den
stødesløst, sprang af Vognen, maalie Ben Hut, og gil saa,
tundt om Kamelem hen til Oldingen og Damen. »Jeg be
der Eder am Fotlndelse«, sagde han. »Mit Navn er Mes
sala, og — Ved gamle Moder Jord! — jeg saa itie Eders
Kameli . . . Hoad disse brave Folt her angaat, saa stolede
jeg maasie lidt for meaet paa min Kunst: je g vilde more
mig lidi ooer d e m, og nu more d e sig over mig. Gid
det maa bekomme dem vel!«
Han sagde det gansle ligegyldigt og overleaeni. Fall
troede, han vilde sige mete, og tav. Men han gav sin
Myrtilus et Vint om. at renne stlilde tote Vognen lidt af
Vejen, og henvendte sig faa med stolt Anstand til den
unge Dame:
»Du ladet til at ver-te betmnret for den gamle Hetre
det? Hans Tilgivelse stal jeg senkte sage at sonach hvig
den itte bliver mig til Dei med det samme. — Du er vel
hans Dotter?«
Hun svarede itte.
«Ved Guderne, Du er støn!« blev han ved. »Hvad
Land tot tose sig af at have set Dig indess Indiens Sol
lhser jo af Dine Øjnex men om Din Mund hat Ægypten
lsat sit gaadeiulde Segl . . . Ved Jupiter, — Din Naade
lmcia jeg have!«
Hun bsjede yndefuldt Hovedet hen mod, hvot Ben Hur
stod, og iagde til de::ine »Wer saa venlig at tage dette
Bæger og fyld det. Min Fader et totstia. «
? ,,Jeg et Din Tjenet!« sparede Ben Hur Han vendie
’sig om for at opfylde hendes Bøn — og ltod Ansigt til
Ansigt med Mesfala. Deres Blil msdtes: Jodens vat
ibebrejdendr. Romerens læit, næsten laadt.
T »Du et liae iaa atuiom soni Du et stan, Fremmede«,
Tiagde Messala til den unae Koinde. »Hm-s itte Apollo
tager Dig, stal jeg vide at faa Dig at se igen. Da jeg itie
tendet Dit Fædteland, tan jeg ilke anbefale Dig til nogen
af dets Gudet. Men ved alle Guder, der er, anbefaler
jeg mig til Dig!«
Han flog hilsende ud med Haanden og git hen til
Vognen, hvor hans Myttilus imidlertid havde btagt alt i
Otden . . . Den unge Kvinde saa efter hnin: hdad der saa
end laa i det Blit, —- Uvillie var det itiel
Ben Hur tom med del fyldte Bergen Hendes Fadet
drat. Dereftet forte hun selo Bergetet til Munden, og
bojede sig saa ned og ratte Ben Hur det: —- »Behold det!«
sagde hun. ,,Det er fuldt af Velsignelset over Dig!«
Aamelen reiste sig og stulde til at traoe videre. Men
saa taldte Oldingem — »Kom hethen!«
Ben Hut adlpd.
»Du hat viit os Fremmede en stor Tjeneste«, saade
den Gamle. »F den enefte Guds Naon tattet jeg Din!
Jea er Baltl)asar, en Æahptet, — for Tiden er vi Gæstet
hos Scheilen Jlderim, den ve!oillige, som bot i den store
Palmelund her bag ved Daphnes Landst. Bei-g og det!
tatnemlige Veltomst-Hilsner venter Dig!«
Ben Hur blev staaende og saa efter Kamelem som fjer
nede fig med de To og deteg Folge. Samtidig saa han
Megsala tote dort, stolt og selvtilfteds og sinilende spodst.
Il
Malluch hat-de siyndt sig at bringe sig seid i Zitter
hed, den Gang Megsalas Bogn tom fagende. Men han
havde holdt godt Zje med Ben Hut-, og det havde stratg
flaaet ham, at der oift maatte ver-re noget fta tidliaete Tid
mellem de to, Ben Hut og Messala Hoad tunde det
vcere? og hvotdan sinlde han faa det at vide? Kunde
han komme paa det rene ogsaa med den Sag, vilde siltert
hans Heere spie sig heilig tilfreds med de Oplvsninger,
han havde indhentet alletede den føtste Dag!
Ben Hut lom ham unentet til Hjælp, medens han git
og grublede over, hvorledeg han stulde indlede sit Fort-g
paa at udfritte . . . De var gaaet bort fta Kildem hvot
Falk igen var itimlet samtnen om den gamle Eneboer, og
de shaode gaaet et Stytte i Tavshed. Sna blev Ben Hut
pludselig staaende og fputgte: ,,Ttor Du, Malluch, at
noget Menneste tan glemme sin Moder?«
Spsrgsmaalet tom saa lsferlig uforbetedt, at Mal
luch fotbaoset saa op paa fm Ledsager. Udttyttet i dennes
Ansigt var vredt, og der brcendte paa hver Kind en rsd
Piet: man tunde have troet, at han var paa Nippei til at
gtæde af undetttytt Hidsighed. —- ,,Nej", ivatede Malluch
metanist, »det ttot jea itte, nogen tan!« Hart tav et We
blit, og da han saa var lommet sig lidt ai fin Forbaofelse,
tilfsjede han bestemtete: ,,En Jsralit tunde i hvert Fald
aidrig gste det. Dei stelle, jeg leerte i Synagogen, var
Ærefrygt for Herren, men det andet var Sitachs Ord:
Ær Din Fadet af Dit gansie Hjette og glem itte Din
Modets Veer!«
«Jeg lan hete, Du er en fand Jsralit«, iagde Ben
Hur; ,,til Dig tsr jeg betro mig.« — — Og uden at need
ne Navne fortalte han om hin Dag i Jerusalem, da Myl
ten var btudt ind over hans Familie. »Ser Du,Malluch«,
sagde han, »den Mand, fom nys saa stolt isrte berste-, han
var til Stede hin Dag. Han ovetantvotdede os til Bod
let, han hetie min Modets Ang-straab, —- og git leende sin
Vejl Nu i Dag saa ieg ham for fttste Gang igent Og saa
at tænie sig, at han iendet den hemmelighed, sont jeg
vilde give mit Liv for at videi han ded, om min Moder og
Ssster et d-de, og dvii de leder, ved han, hvor de eri«
Malluch gii lidt og teentte sig om. Saa sagde han
,,Rpmerne hat Tunger, og Jsdetne, om sde ogsaa er for
agtede, hat Midlet til at faa dem til at tale.«
»Ovetfor Folt som han? Neji . . . Og desuden er
hemmeligheden sagtens en Statöhemmelighed Al Faders
»Eiendotn blev beilaglagt, —- oore Fjendet delte den imellem
lHin
! Malluch git igen lidi. Sau var det. ligeiom Vteden
flogte op i dam: ,,Jeg forttaar itte, at Du ilte sing ham
iihjel paa Siedet fett« udbrsd han.
! »Du gleinniee, at saa havlde jeg staaet d e t, han ved,
lihjel med det sammel« soc-rede Ben Dur reitst
) Malluch saa opmætiiomt op paa dam: Ei ungt
iMennesih det fotitod at sit-re stg sei-o fanden, maatte iunne
ibtinge det til nogeti
If . » Entwier
