Ben Hur.
En Fortælling fra Kristi Tid
ai
Leth Wallaee.
Nordameritanlt General, soebenvcerende Geiandt i Konstanttnopeb
Pan Dansk ved Blitz. Mitter.
lzortsau
lkes
« »Jeg er Judah, Jthamars Son, as Huset Hur.« »
Kobmansdens Haand —- en ’lille, udtaeret Haand,»
som laa paa Siltetæppet, —- luttede sig tearnpaatigtii
Ellers ikle en Mine, itte en Bevcegelse, soni robede enten;
Overrastelse eller Jnteressel Og han svarde med roligs
Steinme: »Jerusalems Fyrster as cedelt Blod er altid bel
tomne i mit Hus . . . Esther, bring den unge Herre en
Stol!«
Den unge Pige satte en Stol srem til Ben Hur, og
deres Øjne irr-dies. —- ,,Herrens Fred vcere med Dig!«
sagde hun tugtigt. »Sozt Dig og hvil Dig!«
Ben Hur blev staaende, og sagdse høsligt: »Jeg haaber
itte, at Hr. Simonides betragter mig sont en paatræn
gende nngaerrig. Da jeg i Gaar sejlede op ad Floden,
blev det sortalt min, at han havde tendt inin Fader.«
»Im bar lendt Forst Hur; vi var ForretninaS-Ven
ner . . . Men jeg lieder, scet Dia! Og Esther! bring den
unae Herre et Bei-get Vin! Nehemiag taler oin en as
Harz Sonnen soin i sin Tid regerede over det lialve as
Jerusalem. Sondelia! en aamniel Familie, en eeldaami
met Familie! Allerede i Moses-U oa Josvas Tage sandt
noqle as den-J Ijieoleiiiiiier Rande sor Herren-J Ljne on blev
basdret as hine Gab-J thdlinge Den, der nedstanuner i
lige Linie sra dein, vil ncedpe sorsniaa et Bæaer Vin
as den regte Boten-Fragt, modnet paa Hebrons sndlige
Side«
For han endnn havde talt ud, stod Esther soran Ben
Hur og bod liani, ued nedslaane Zink, et Solvbceger suldt
as Vin. Joct han tog Bitt-zieren tom han til at røre ved
hendeg Haand. Attcr medic-J dereg Blitte; og Ben Hur
saa, at hnn var lille as Vcetst, naaede ham tun til Strude
ren. Men bun var meget nndesnld, sart as Ansigt oa
med et Pai- ubeftriveliae blide, sorte Øjne.« Hun er god
oa smut,« tcrntte han, ,,saadan vilde Tirzab have set ud
nn!« —- Og højt spurate han: »Er Herren der din
Fader?«
»Jeg er Esther, Simonides’ Datter,« svarede hun
beerdigt
»Din Fadet vil tilgive, naar han saar hørt mig, at
jeg venter med at dritte as bang Vin. Ogsaa sor dine
sthne haaber jeg at finde Naade.« —— Og i en fast Tone
sortsatte han: »Simonides, — da min Fader døde, havde
han en bettoet Tjener, der hed soni Du. Man bar sagt
mig, at det var Dig!«
Det saa ud, sorn om hele den uformelige Masse
under Silteteeppet toin til at ryste; og den magre Haand
tnyttedeåL »Esther! Esther!« taldte Købmanden heftigt,
«tom herhen ved Siden as mig! Her er din Plads — itte
der!« ,
Forbavset og sorstrattet saa den unge Pige ssrst
hen paa Faderen, saa op mod Ben Hur; og saa git hun
hen og stillede sig igen ved Fadetens Stol og lagde Hann
den paa hans Stulder. — Simonides tog op oin hendes
Haand, —- og sagde saa med sin tidligere Rot
»Jeg er blevet gammel i Omgang med Mennesler, —
gammel for min Tid. Hvis den, Du bar talt med, tendte
min Historie og dsmte uden Fordom, saa inaa han vel
ogssaa have sagt Dig, at jeg tan itte andet end væke mis
troist. Jsraels Gud se i Naade til dem, som ved Enden
as detes Liv maa sige saaledes oni fig selvt Og sordi
jeg er, som jeg er, saa sorlanger jeg, at Du sprer Bevig
for din Paastand, ssr jeg udtaler mig orn mit Forhold
til .Fyrst Hur. Hvad Beviser har Du, — Striststytter
. . . ellet Vidner?«
Dei var et gansle naturligt Forlangende, det indsaa
Ben hur suldt bel. Og — han havde ingen Beviserl
Qvintus Arrius var dad; og selv han havde jo endda
tun tunnet vidne, at «han troede, bang Adoptivson var
en Ssn as huset Hur! Al anden Bevisssrelse om, hvem
Ben Hur var, havde de tre Aar paa Galejerne gjort unin
lig! . . . Han blev rsd i Hovedet, slog Øjnene ned, oidste
itte, bvad han stulde sige til Simonides’ gentagne Kran:
»Bev«rserne! Korn med Beviser, siger jeg!«
»Simonides,« begyndte ban endetig, ,,det eneste, jeg
tan gere, er at sorteelle Dig min Historie. Lob mig, at
Du vil hsre mig uden Mistro og tie, til jeg bar talt.«
Og i torte Træt sortalte han sine Oplevelser, indtil
den Dag, da han med den sejrrige Art-ins var landet i
Misenum. Om vhvad derester var stet bereitede han sol
gende:
»Kesseren elstede og ertede min Velgsrer og over-sie
harn med Naadesbevisninger. Kobincend i Orienten send
te ham kostbare Gaben han blev en rig Mand. Han tog
mig i Søns Sted, og jeg var ham as ganste Hjerte tatnem
lig og bengiven. De ypperste Leerere i Kunst, i Filososi, i
Rshetorit vilde han have givet mig; men jeg asslog det,
thi jeg et Jede og tan itte glennne Herren vor Gud og
hans Proseters Bersmmelse og Davids og Salomons
mindevcerdige Stad . . . Hvorsor jeg da ellers tog iinod
Romerens Velgerninget? Fordi han var mig tar, og
sordi jeg haabede en Dag ved hanc hjælp at stulle tunne
ersare, hvad der er blevet as min Moder og Sostee. Og
saa bavde jeg en Grund til, — sorn sbragte mig til at
ndianne mig i Vaabenlyaandvcert og Krigstunst. Ieg
gjorde mig Flid — i Kampstolerne og i Cirtus og i de
romerste Leite; overalt vandt jeg mig et Navn, men ttte
nein Faders Natur« net, soin Dunrnvieen stintus Arrius’
Stn . . . Sau —- stadig sorsslgendeoet Mal, seg hat sor
Øje —- soWsmvg«drog ttts Antiochta, for gt letz
sage Konsulen Maxentius paa bang Tone tånod Par
thernr. Eckterjet ihave lett sat imsge Waben vit« Leg nu
pas Vetpcapsm soc make- M paymngeke Kauf-: ais
ssre Soldatenv Jeg er blevet opiaget i Konsulens nier
tneste Omgivelser. Men iGaarx da vort Sttb lob tnd i
Ort-nich bitte jeg som sagt sorteelle oin Dig, Simonides,
vg- ogsaa om Gratus’ Gtusomhed mod Dig: da var det,
ten gis M Die-« « - site-«
Simonides havde bøjet Hovedet et szeblit Men
»m! illa han Op: ,,Tal videre!« sagde han, tort og toldt.
»Al, Simonides,« svarede Ben Hur, ,,jeg nicerker
not, jeg har itle lunnet besejre din Mistrot lHvad Be
vis stal jeg tunne stafer Alt, hvad jeg hat fortalt oin
mine Forhold i Rom, lader sig let god-tgøre: jeg behøvet
tun at henvise til Konsnlen, som netop nu tornmer som
Gast til denn-e Bys Guvernor. Men bevise, at jeg er
min Faders Son, —- det tan jeg ittet De, som alene
tunde være mine Vidner, er enten døde eller forsvundne!«
Han sijulte Ansigtset i. sine Heender . . . Esther
traadte hen til ham, og idet hun tog Bei-geret, som han
havde stillet fra sug, og ralte ham det paany, sagde hun:
—- »Vinen er fra det Land, som vi alle elster. Jegs beder
Dig: dritt«
Hendes Stemme var blid, som Rebaktas ved Nacher
Jrønden. Han saa, hun havde Taarer i Øjnene, og
han drat og svarede: »Simonides’ Datter, dit Hjekte er
rigt Paa Guld. Det er barmhjertigt af Dig, at Du har
Medsølelse med en fremmed· Herren vor Gud velfigne
Dig! Tat!« ,
Saa vendte han sig igen om til Købmanden og
sagde: »Da jeg ilte tan overbevise Dig, Simonides, stal
jeg ilte besvaere Dig loenger. Blot det ønsler jeg at sige-.
jeg søate Dia ilte som den, der var mit Hilf-I Livegne,
jeg tom ilte for at fordre din Formue Alt, hvad Du
bar erlwervet Dig ved din Flid og din Dyatigshed,
Vilde jeg have sagt, er og bliver dit. Jeg men
qer ilte til Riadoim da niin anden Fabel-, den crdle
Summe-, droa paa den sidste, lanae Rejse, slcentede han
mig nl sin EjendonU . . . Menstnlde Du noaensinde senere
niindez mig, saa busi, at tilsidst lind jeg Dia tun om dette:
Ved Du noget om min Moder og min Søster TirzalH
saa sig mig det, sig iniq det!« !
Udtryttet i Simonide5’ stlnsiqt bled ved at vakre koldtj
on alvorliat. Nolig og bestenit svarede han: (
»Im hat sagt, at jea tendte Fnrst Hur. Jea niin-i
des nt have hørt oni den lllntte, der tom over bang Fa
milie: og jeg mindesz ogsaa, at den ait niia tun-sit til
Hierten Den, som stnrtede niin Vens Ente i saa wasse
ligs en Ulylte, var den samme, som siden ben, on dreven
as samrne Aand, raste imod mig! . . . Jea vil gaa di.dere,
jeq vil tilstaa, at jea bar anftillet de flittiaste Under
sogelser uni, hvor Familien var bleven af; inen jeg har
intet at bereite om den, —- den er .forsvu·nden!«
Ben Hur suttede dybt: »Saa hat jea da igen mästet
et Haab! Stønt — jeg er vant til Stusselser snart!
Jeg beder Dig undslylde min Paatrcengenhed; har jeg
oæret Dig til Besvcer, saa dcer over dermed, for min
Sorgs Sly1d. Nu har jeg tun et Maal for mit Liv, —
farvel!«
Han gil. Henne ved Dor-Forhcenget vendte han sig
om og sagde: »Jeg tatler Eder begge!«
,,’jred være med Dig!« fagde Købmanden. —- —
Og Ben Hur sorlod Værelset.
Men næppe var han vel ude, for Simonides lige
som vaagnede. Hans Øjne lyste, han lo over hele Ansig
iet. Hurtigt sagde han:
»Ring, Esther! stynd Dig!«
Hun git hen til Bordet og slog paa en Klotte, det«
stod. En Der i den ene Berg git op, en Mand traadte
ind og git hen soran Købmanden og buttede arbødigt.
,,Ncermere, Malluch, natmere!'« sagde Simonides in
rigt. »Jeg har et· Ærinde til Dig, som jeg stoler paa,
Du rogter af yderfte Flid. Her efterl J dette Øjeblil
gaar en ung Mand ned gennem Varelageret; han er
slant og vel ftabt, beerer Jsraeliternes Dragt. Folg ham
som hans Styggel Hver Aften sendet Du mig Beretning
oin, hvot han er, og hvad han soretager sig og hvad Sel
stab, han soger. »Kat! Du — uden Fare for at blive
opdaget —- faa Lejligbed til at here Samtaler, som
han ferer, saa meddel mig dem, Ord til andet. J det
hele taget —- ineddel mig alt, hvad Du tan ersare om
hans Levevis, hans Historie, hans Bauer, hans Planert
Har- Du forstaaet mig? Bel! saa sinnd Dig- afftedl . «. .
Nei, det er sandt, Mallucht forlader han Byen, saa fslg
efter hamz og mært Dig vel, Malluch, han er min Ven!
Stulde Du komme til at tale med ham, saa fig-, hvad der
falder Dig ind; men lad ingen vide, at Du staat i min
Tjeneste. Saal Stynd Dig saa!«
Manden buttede atter og gil. —- Simonides gned
lende sine magre Hemden
»Hvad for en Dag er det i Dag?« spurgte han
Datteren. ,,·Jeg vil niaerle mig den, thi den bringet
maasle Begyndelsen til en stor Lytle. Slaa smilende
Datumet ester, Esther, og scet smilende MErke ved det!«
Hun studsede over hans pludselige Lystighed og
svarede betyinret: »Ve mig» om jeg nogensinde stulde
glemme denne Dag!«
Hans Hiensder sant ned paa Silletceppet, og han
bøjede Hovedet, saa at der dannedes store Rynter ow
lring Munden:
»Du siger sandt, Datter,« sagde han uden at se op
»Det er den 20. i den 4. Maaned; i Dag er det 5 Aar
siden Rachel, din Moder, sank om og dodr. Med sonder
brudte Lemmer, som jeg har hast dem siden, bragte man
mig- hjem: og vi sandt hende ded, af Sorg og Graemmelse.
Som en Myrthebust, som frn Regel-se havde hun fyldt mit
Liv med Dust! Vi begrov shende paa et enfomt Sted,
i en Gravhule paa Biergets Side; ingen hviler der i Nar
heden af hende. Men i den Nat, det blev omtring mig,
da hun dabe, havde hun efterladt mig et lidet Sys, somi
i Aarenes Lob tyfte med tlarere og llarere Glanz. HerreJ
jeg talter Dig, at Du lod min Rachel genopftaa i vorl
Datter Esther!«
than tav lidt. — Saa, pludseliz lottede han Hom
det og spurgte: »Er det itte Solstinsoejr i Dag?"
»Vejret var smutt og mildt, da den unge Mand
tom.« "
f »Saa tald paa Abimelechl han ital tsre mlg usd i
Ver-den, saa jeg tun se Floden og Stil-ene. Vg- der, leere
sann-, nat jeg som-ne Dig, Doka Vierter hoppsk i
Livet paa mig «af Gliede, soin Lamntene hopeer paa
Engen.« « ’
Datteren flog paa Bordtlotlenx og en Tjener kom«
tnd og trillede Lcenestolens, der gtt paa Ruller, ud paa«
det nederfte Dufes Tag, iden saalaldte «have«. han
trillede den hen mellem Roser ogs Blomster til et Sted,
»——
hoorfra man kunde se Palads-Bygningernes Tage paa
den lige overfor liggende Ø, Enden as Brer ovre paa
den modsatte Bred og Floden med de mange Skibe . . .
Saa gik han, og Fader og Datter var atter ene. Rundt
orn var der Støj af Arbejdsfolkenes Travlhed, og paa
Broen oven over dem scerdedes mange Mennesler. Men
Simonides harte det knap, saa vant var han til dette
jVirvar as Lyde.
« Esther satte sig paa den ene as Lænestolens Arme
og tog Faderens Haand mellern begge sine Heender. Saa
dan sad de en Stund i. Tavshed. Endelig sagde den
gamlse:,,Jeg holdst Øje med Dig, mens den unge Mand
talte, og det soretom mig, at Du var paa hans Parti?«
Hun soarede med nedslagne —Øjne: »Hvis Du mener,
at jeg tror, han sagde sandt, — saa har Du Ret.«
«Men hvis han nu itte var den, han udgav sig for,"
Esther?« f
,,J-eg sorstaa jo ikke andet, difader,« sagde hun, ,,endl
hvad jeg hat lært af Dig og ved din Side. Men jeg harj
set Dig tale med mange Slags vindesyge M-enn-ester,s
baade cerlige og falske. Og jeg synes, at hvis den ungei
Mand itke stulde vcere den, han siger, saa oilde han is
snldendt Falsthed og Hytleri overgaa alt, hvad jeg harl
oceret Bidne til.«
»Hm! — tror Du ogsaa, at din Fader var han«-' Fa
derz Lideane?« «
»3aavidt jeg forstod, spnrgte han blot derom, somi
man spørger om saa rnegen løs Snat.« l
»Du er en tlog Pia-; Esther!« svarede Simonie-edit
. . »Da Du er jo aammel oa starrt not nn,« laade lnni
til, ,,saa Du tan del taale at høre en føraelia Historiell
Her efter, Bam, jeg oil fortcelle Dig om din Moder ca
om meaet andet , fra aatnle Dage, — som jeg har tiet
med hidtiL for at din Sjæl tunde dende sig helt mod Her-«
ren, som en Blomst mod Solen . . . . Jeg tom til
Verden i. en Hnle Paa Sydsiden as Bierget Zion i Hin
nomi- Jal Mitte Forceldre var jadiste lioegne, der pas-«
sere Fiksen on Oliventrcrerne oa Vinstoltene i de konne
liae Hader Ved EiloahsDammen Som Dreng hjalp jeg
dem ned Arbejdet Te harte til en Klasse, sont er forplig
tet til eviat Livegenslaln Jea bleo solgt til Fyrst Hur,
Jerusalems rigeste og —- ncest Herodes — mcegtigste
Mand. Han sendte mia til sit Ware-Lager i «!llet5cindria
i Ægyptern og der bleo jeg myndig. J sets Aar tjente
jea l)am; i det syvende Aar blev jeg, efter Mose Lon, fri.«
Esther llappede glad i Hcenderne: »Saa er Du alt
saa itle hans Faders Livegne?«
»Hm videre, Barnl Der var paa den Tid mange
lovtyndiae, som i Templets Forgaarde heftigt sorscegtede
den Anstuelse, at livegnes Born tun tunde blioe livegne
igen. Men Fyrst Hur var i et og alt en retfcerdig
Mand; han erklcerede, at ester den store Lovgivserg egent
lige Mening var jeg fuldt ud en tøbt livegen, og han
gav mig fri, —- jeg gemmer endnu Dotumenterne med
hans Segl ve- .«
,,Og Moder?« spurgte Esther.
,,Giv blot Tid, Barn,« sagde Simonides-, »Du stal
snart lcere at slønne, at jeg lettere tunde glemme mig
selo end din Moder . . . · Da min Tjenestetid var nd
ttbem tom jeg op til Jerusalem for at fejre Paastefesten;
der nød jeg Gastfrihed hos min hidtidige Herre. Jeg
havde sluttet mig hengivent til hom, og jeg bad ham be
sholde mig i sin Tjeneste. Han indvilligede, og som fcestet
as ham tjente jeg ham i syv Aar. Jeg ledede i hans Navn
·Forretninger til Lands og til Bands; jeg fette Karavaner
for ham til Susa og Persepolis i Østen og til de endnu
længere borte liggende Silte-Lan·de. Det var saresulde
Reisen mit Barn, men Herren var med mig paa alle
mine che. Til Fyrsten bragte jeg rigt Udbytte hjem,
og selv sasmlede jeg mig en stor Slat as Erfaring og
Kunsdstab, uden hvilten jeg aldrig vilde shave tunnet løse
den Opgave, der siden stilledes mig . . . Saa en Dag var
jeg igen Gæst i Fyrst Hurs Hus i Jerusalem. En Pige
tom ind med nogle Stiver Brod paa en Balke; hun git
fsrst hen til mig. Den Dag saa jeg din Moder for sørste
Gang og fattede Kerlighed til hende. Lange bar jeg
stille paa det, men tilsidst bad jeg Fyrsten give mig hende
til Hustru. Han svarede, at hun var lioegen paa eoigs
Tid, men at han gerne vilde give hende fri. Hun gen
gceldte min Karlighed; men hun solte sig lyttelig i sin»
Stilling og vilde itte tage mod Friheden. Jeg tom i.gen;
— og igen, — og jeg bad og tiggede hendc om at blive
min: stadig soarede hun, at hun var villig til at blive min»
Kone, naar jeg vilde blive livegen, som hun var. Vor»
Stamsader Jakob tjente to Gange syv Aar for sin Na
chel, —- slulde itte jeg kunne gnre lige saadan for min?
Men din Moder sorlanate, at jeg stulde blive livegen paa
Livstid. Atter sorlod jeg hende, — og atter kom jeg igen,
—- og —- — tan Du se, Esther, Hullet af Sylen i min
venstre Øreslip?«
Hun nittede med Taarer i Øjnene . . . »Hm-r Du
maa have elstet Moder!« sagde hun.
«Elstet, mit Barn? Mer end Sulamith var David,
var hun mig: som en Brand med evigt rindende Vandl
Ester min Bøn sørte min Herre mig til Dommerne og
derefter tilbage til stn Husdør, og han gennemborede min
Øreflip med Sylen, saa jeg stod naglettil Dørstolpen,
og jeg sblev haus« Livegne paa Livstid Saadan vandt jeg
min Rachel.«
Esther bojede sig ned og kyssede ham. Og de sad
begge tavse, tcenkende paa hende, der nu itte var mere.
«Min Herre,« fortsatte saa Simonides, «drutnede
under en Sejlads. Der blev Sorg i Jerusalem sont i
mit Hus her i Antiochia, her jeg allerede den Gang boede.
Og lag nu del Markte til smine Ord, Esther! Jeg
blev indsat til Bestyrer af hele Forstens For-min: alt,
Ist-ad than ejede, blev stillet under min Ledelse og mitOp
syn i Overensstemmelse med hans sidste Villie. Detaf
tan Du slutte, hvor htjt han satte mig, og hvor han sto
lede paa mig. Strats drog jeg til Jerusalem og gjorde
Regnslab op for hans Ente; og hun betræftede, Ihvad hea
’·des Mand havde Gestemt.s Fra nu as udsoldede jeg om
smultgst sdobbelt F«li«d; Lytten fulgte mig, Fortetningerne
votsede fra Aar til Aar. Pan iden Maade gik en halv
Snes Aar. Da indtraf den Ulytle, som Du harte den
imge Mond sottcelle m: »Ulr)ltestilf(eldet«, som han
kaldte det, med Proturatoren Gratus. Romerne paastod,
Idet var overlagt Forssg paa at myrde Stachel-deren Og
med Roms Tilladelse rev Prokuratoren hele den stor
Formue til sta, og ethvert Spor af Familien udsletiede3,
som havde Havet opslugt dem alle: man ved itke en Gang,
Ihvor de døde, eller om de døde.«
T Atter tav han lidt, og fortalte saa videre: ,,Jeg var
draget til Jerusalem for at lede efter min Velgøtets
Slcegt. Ved Byporten blev jeg grebet og tastet i et Junge
hul under Borgen Antonia. HvorforZ Det sit jeg at vide,
da Gratus seld tom ned til mig og forlangte as mig alle
Huset Hur-s Penge. « Han -vi.dste, de kunde efter jadist Stil
indkasseres esier min Vetsel i alle HanidelB-Stceder; saa
dan en Anvisning, vilde han have, skulde jeg udstede til
ham . . . Jeg sagde Nei; han havde røvet not soruden.
Saa lod han mig pine; men mit Sind bojedes itte, hatt
maatte give mig fri uden at have faaet sin Villie med
mig. Og jeg tom hjem igen og drev Handel —- nu dog
ikte lcenger under Fyrst Hurs Navn, men som »Siinoni
des sra Aletsandria«. Du ved, Esther, hvor Lytten hat
været med mig; Du ved ogsaa, at da jeg en Gang drog til
Ccesarea, blev jeg paany fængslet og pint af Gratus, for
at jeg stnlde tilstaa, at alt, hvad jeg havde samlet, dar
hiemsalden til Konfiskation. Heller i.kte da fik han Bugt
med mig. Men den Gang jeg med brudte Lemmer kam
l)jem til mit Hug, var min Rachel død as Sorg og Angst
for min Sinle . . . Herren vor Gud var med mig, Livet
beholdt jeg! og as selve Kejseren købte jeg mig Leide og
Tillabelse til at handle hvor i. Verden ,jeg vilde. Og nu
————— lxret dære Herren, Styerne er hang Trone, og han
fliider paa Stormens Wingert —- nu er den betroede For
mne Untiet til en Statt«
Hatt kncjste stolt . . . Hang og Datercns Line Inødtes:
re lcesic i hinandens Øjne
,,Hi;ad stal jea med den Stat, Esther?« fpurgte
l)1n uden at tage Tjiiene tilsig.
,,?Fader,« svarede hun sagte-, ,,l)ar itke nu den rette
Eer meldt sia?«
Han bled ved at se paa hende. — »Da Dig, mit Baru,
. . . stal jeq ziøre til Tigaerste?«
»Sin Barn af Dia er ogsaa jea del hanijs Livegnr.
Da staar der itie strevet om den modige Kvinde: »Ernst
og Ynde er hendeg thortel; i de yderste Tage stal hun
smile«?«
Der gled et lytteligt Smil over Simonides Ansigt. ·
»Herren har vist mig stor Naade, men hang-størite Naade
imod mig er Du, — min Datier!« sagsde han. Og han
drog hende ned til sig og kyssede hende.
»Og hør nu,« tilføjede han saa, ,,hvorfor jeg er saa
glad. Den unge Mand var mig som det udtrntte Billede
as hans Fader; jeg loengtes as hele min Sjtel eftet at
hilse ham som min Herre og ester at sige: »Se, alt dette
er dit, og jeg er din Tjener, beredt til at kaldes herfrat«
Men, Esther, tre Tanker holdt mig tildage. Først vil
jeg vide, om han er hans Son; og er han det, vil jeg læte
ham at tende. Der er dem, i hvis Hcender Rigdom dlivet
en Forbandelse. Og endelig« —- — lian tav et Øjeblik
og sagde saa med dirrende Stemme: »Hast paa, Esther,
alt, hvad jeg har lidt i Rornernes Vold, ikte afGratus
alene, men ogsaa af de Romere, der var hans Hjcelpere,
og som lo af« mine Kvaler. Se paa mit Legem, som det er
tilredt; hast, i hvor mange Aar mit Liv har været en:
eneste Lidelse; hust paa din Moder i hendes ensomme Grad
—- og paa min Herres Familie, hvor elendigt den hat
maattet leve eller hvor elendigt den er død, — — — hast
det, Esther, og i Hixmlens Navn svar mig: stal der ikte
rotes et Haar paa de Mennesters Hoved, skal der slet itte
blødes . . . ikte med en Blodsdraabe?! Ja, jeg ved det,
Hævnen er Herrens! Men tager Herren itke Menneskene
til Redstaber baade for sitt Hædn og for sin Naade? og
staat der ikke strevet: »Die for Øje, Tand for Tand«?
Aa, — i alle disse lange Aar . . . hvor har jeg itte drsmt
om Hævn, tigget oin den, forderedt den! Mens min Rig
dom votsede, havde jeg tun den Tan"te, at, saa sandt Her
ren leder: en Gang — enGang stulde netop den hjælpe
til at faa strasset Misdædernet Og nu, da den unge
Mand sortalte om sine Baabenøvelser, og at han hande
en Grund, som han itte vilde sige, til at beflitte sig paa
dem, —- saa forstosd jeg, sat der er Hcevnenl Derfor, mit
Barn, var jeg rolig og haard, mens han var her, og derfot
stcelver jeg as Glæde, efter at han er gaaet!«
Esther strøg kaertegnende hen over Faderens viskie
Heender; og som om hun saa ud i. Fremtiden, sagde hun:
»Ja, han er gaaet! men tommer han nogensinde igen?!«
»Malluch folget jo ester hatn, — han bringet ham
tilbage, saa snart Tiden er der!«
l ,,Hva-d mener Du, Fad-er?«
»Snart, snart, mit Barn! Han trot, alle Vidner er
dødel men endnu lever den, der kan vidne for eller imod
ham, om han ogsaa er min Herres Son!«
»Er det hans Moder-Z«
»Nej . . Jeg skal lade Vidnet hente, —- indtil da.
befaler vi Sagen i Herrens Haand . . . Men jeg er tret!
kald paa Abimelech . . .!«
Esther kaldte paa Tjeneren — og fulgte saa med
Faderen ind i Huset.
s X.
s Tung om Hiertet kom ’Bne Hur ud as- Simonides
sPori. Der var tomrnet over ham en ubestrivelig Fslelse
af Forladtshed; Livet syntes Iham saa tomt, saa ligegyldigt.
Uvilkaar«lig, dragen af Kølighedem var han gaaet ned ad
Flodbredden til. Pludselig faldt de Ord ham ind: »Hel
ler vcere Orm og— sidde paa et af Daphnes Morbærtreeev
end sidde som Gæst ved Kongens Bord!« Han vendte am
og git tilbage til Herberget.
paa has-is Spørgsmaai. »Er Du da her for forste Gangf
Veer ran- Du irre gaa feji af, Deut-tin Gad- heuti
et Alter og et Amsiteater. Den folget Du, indtil Du lein
til hsjre og gaar genneitiLDen gnmle seleucidiste Ah til
Daphne. —- Guderne være med Dig!«
Worts-ital
»Vejen til Daphnes« svarede Dørvogteren forbavsets -
mer-til den tredie Vej, «K,v.lsonnaden«. Saa dreier Ot, sz ,
P.
Eptpha«neg’ tätig-Poete: og der begynder saa Veer til:
— Sau pkig denn- Dag:fqm den wrkiiigitx i, dit Liv! . . . « .»
venstre farer lige til Bierget Sulpiuö, paa hvis po bebst .z .
