Den kristelige
Studenterbevægelse.
Ved Kund heil-erg, cand. theol.
(Jndiendt af Stud. theol. h. Bonds.)
(Sluttet.)
Verdensforbundet kom forelobigt til sat omfatte de fem
store lKrebse, hvorfra Repræsentanter var til Siede, nein
lig Skandinavien, Amerika, England, Thflland og de fan
kaldte Missionslandr. Fotmand blev og er endnu Dr.
phil. Karl Fries i Stockholm og Generalsekretcer Ameri
laneren John Mott. Og af Mennefker har denne sidfte mere
end nogen anden bidraget til, at Verdens kristelige Stu
denterfotbund har naaet sit nuvcerende Omfang og Be
tydning.
John R. Mott er født i New York 1865.
Medens han ftuderede ved Universitetet modtog han
starke kristelige Jndtryk, ifcer da den tidligere
ncevnte Charles Studd, en af ,,-Snvstjernen fra
Catnbridge«, besiegte Universitetet, og vidnede for Studen
tekne. Kort efter var Mott med til Modet ved Mount
Hertnon, og blandt de 100 Studenten der der meldte sig
til Missiongtjenestem var ogsaa Mott.
Efter endt Elsamen bteo han Leder for de anierikanske
»Frivillige« og ved Verdensforbundctg Stiftelse detteg
Generalsetretcrr. Som saadan har han haft den ltore Op
gave at organisere itke blot ,,Frivillig«-Bevcrgelsen, men
ogsaa den alinindelige kriftelige Studenterbevcrgelse nd over
den hele Jord. Da Mott har ajort det med en eneftaacndeT
Enerai og et vidtomflucnde Blit.
Den nærmeste Opgave for ham har dog selvfølgeligi
voeret at lede de atnerikanfke Studenterforeninaer. Under
hans Ledelie ere de votsede ftccrkt, cg der er paa den anden
Side af Atlanterhadet bleven holdt det ene ftore Studenten
mode efter det andet. Det sidste holdtes i Slutningen af
Februar 1902 i Toronto i Kanada, og det var vitterligt
det største Studentermodc, der nogensinde er bleven holdt.
Det talte otntrent s:000.Delta.aere, af hvilke de 2225 endnu
studerede ved Universitetet. Af de ovrige Deltagere Var ca.
150 hjenimevckrende Missionærer. J Amerika lan man
altfaa holde lristelige Studentermøder, hvortil der samles
flere Deltagere end der er Studente-: i Dantnart! Og det,
de famledes om, var »Frivillig«-Bevcegelsens Feltraab:
,,Evangeliets Forlyndelse for hele Verden i dette Slaegtled«!
—- Beretningen om Modet er en stor Bog paa over 600
Sidert
Men det er, sont sagt, itke blot mellem de ameritanfke
Studenten at Mott bar virket. Gentagne Gange har han
gjort lange Reiser og Paa disse besøgt alle de bethdeligste
Universiteter i Verden. Da Mott var i Vadftena, stod han
ved Begyndelfen af en Rejse Jorden rundt. Han har senere
siildret den i en velskreven engelst Bog: «Hovedfæftningerne
ved Verdenserobringen«. Han besøgte paa denne Rejse
Frankrig, Italien, Svejts, Øfterrig, Ungaan, Tyrkiet,
Balkanhalvsen, Grækenland, Syrien, Palastina, Ægypten,
Indien, Australien, Kina og Japan. Naar man lcefer
derom, forbavses man over Mandens Kraft og Udholden
hed. Der vil næppe sindes mange, der som Mott kan holde
til Dag efter Dag i tropisk Klima, stadig under ny For-hold
og omgivet af nh Mennesker, at holde Fotedrag og lede
For-handlinger uden dog at trcettes. Og Mott anvendte
tillige megen Tib, faa at hanö Nattero ofte gik i Lebet,
.paa Samtaler med de mange Studenter, der enkeltvis kom
T hani for at ltge Raad og Vejledning i aandelige
- psrgstnaal
J Binteren 1898—99 foretog Meott en lcengere Reise
til Europas Universiteter og bespgte paa den ogsaa KI
benhavn, hvor hans starke og mandige, gennemkristne Per
sonlighed og hans aandsrnyndige Tale paavirkede mange.
" »Mott sag-de«, lsd det stadigt i Tiden efter hans Bortrejse
mellern Studenterne.
J Vinteren 1901—02 hat Mott igen gjort en Reise
gennem Japan, Kina, Ceylon og Indien og ved de der
vcrende Universiteter ledet en Ratte Studenten Overalt
famledes store Studenterlkarer, og flere Steder, særlig i
Japan, brsd Vettelser frem.
Mott har ogsaa virket som Fotfatter. Hans Neffe
siildring er nævnt ovenfor. Desuden har han strevet flerel
Smaaskrifter, navnlig om Bibelstudium og Bannen, de to.
Led i det kriftne Liv, der lige fra Beghndelfen har spillets
en Hovedrolle i Studenterbevægelsens Udvikling.
Bidest kendt af Motts Boger er ,,Verdenö Evangelist
sing i dette Slægtled«. Den udkom samtidigt i Amerika og
England, er senere oversat paa Tnfh Franlk, Svenst og
Norst, er udgivet i Indien og oil i en mer Fremtid nd
komme paa Kinesist og Japanesisi.
Med en glødende Var-me og en begejstrende Tankeklarhed
fremstiller og forsvarer Mott i denne Bog »de frivilliges«
Feltraabc »Evangeliets Forkyndelse for hele Verden i dette
Slægtled!« Han viser, hvorledes alle trænger til Guds
Naades Evangelium, men kun vi, der nu lever, kan bringe
det til vor Tidö Mennesker. Det er en Bog, alle levende
Kristne bsr kende. Oin Feltraabet mere senerr.
»Bei kræver Aandskraft at vcekke Aandskraft til Live.
Run af Jld kommee der Jld«, siger Mott et Sted i sin
Vog. Men de, der hat set og hart Mptt, de ved, at i hans
aandibaarne Tale brander den teendende Jld. Fordi der
er Jld i W selv, kan han satte Jld i andre.
Studentetbevægclfcn efter1895.
A: siildre Studentetbevægelsen efter 1895 vilde vom
en meget oinfattend« Opgave. Her maa vi. nsjes med at
« « « sfremdrage entelte Homdpunkter.
Verdens triftelige Studentekforbund omfatter nu 1540
Joreningvr med 82000 Medlemmet, fordelte i 11 stote
Krebse, der hver hat to Repkæsentantet i Verdensforbun
dets Bestytelsr. Krebsene er: I) Amkita og Canada, 2)
Australien, B) England, 4) Ihre-, 5) Frankrig—Nedets
landene—SVejts, 6) Tysiland, 7) Jndien og Ceylon, 8)
Japan, 9) Standinavien, 10) Sydafkika og 1.1)Missions
Land-ene.
Aaret efter Vetdensfokbundetö Stistrlfe i Dagene fra
den 1.———6. Januar 1896 holdteö det berpmte Studenten
Missionsmsde i Liverpool, der overvcetedes as 717 Stu
denter fra 26 Kiriesamfund i 23 Nationer. Naar man
læser Bereiningerne fra dette Mode, der er udgivei under
Titlem ,,Voelg Jesus til Konge«, faar man et over
vceldende Jndtryt af den vidunderlige Aand og Kraft og
Missionsiver, der besjcelede dette Mode. Men dets Virt
ninger naaede ogsaa vidt onitring.
Eiter dets Stntning scjlede 80 itlle Studenter pua
det samrne Stib bort fra Hunnen De stod samlede paa
Dattet, og som med een Rost raabte til den ftore Stare,
der havde fulgt dem: »Verdens Evangelisering i dette
Slægtled«. Og fra denne lod som Som- »Han er mægtig
til at gote langt overslødigere, end hvad vi bede og forstaa«.
Saa lod der endnu et enstemmigt »Amen!« — Det var som
et Udtryt for Modets Aand og ftcerte Tro. Straks efter
markedes dets Jndflydelse i mange af Europas Stubenm
byer, hvor der dannedes smaa ,,Frivillig«-Forbund, tildels
under Ledelse af Liverpool-Modus Formand Donald
«Fraser, der foretog en Rundrejse i Europa, inden han tort
efter reiste til Missionsitationen Livingstonia i Sydafrita.
Paa hans Reise dannedes ogfaa »Atademiste Frivelliges
Missionsforbund i de nordiste Lande« (A. F. M. F.),
hvorom man tan finde Oplysninger, blandt andet i et lille
Herste af den norfte Lage, nu Missioncer i Kan Jørgen
Edv. Nielfen, samt i nogle Smaahæfter, som Forbundet
har udgivet. De danste ,,7frivillige« er omtalte ovenfor.
Ved Siden af Liverpoolmodet maa næones Werden-Z
forbundsets forsiellige Delegeretmøder eller udvidede Be
styrelfesmøder i Williamstown i Nord-Amerika, i Eisenach
Ved Foden af Wsartburg 1898, i Verfai.lles i Frantrig 1900
og det sidste i Sorø 1902. De hat samlet Udsendinge fra
de tristne Studenterforeninaer i hele Verden og Paa den
oidunderligste Maade visi, at A l v e r d e n s S t u d e n
ter er ret, naar de samles i Jesu Kristi
N a v n.
Af Moder, udeluttende for ydre Mission, bør ved Si
den af Liverpoolmødet og Torontomodet net-ones det store
Mode i London 2.—6. Januar 1900, hvori ca.
1700 Studenter fra Alverdens Riger og Lande deltog.
En af Hovedtalerne var den unge Ameritaner Robert Speer
Han er Setretcer oed det størfte amerikanfte Missionsselftab,
Ainerican Board, oa en af den amerikanste Studenterbe
vægelses bedfte Mcend. Paa Medet i London var det hans
Tale om ,,Helligaandens Gerning«, der gjorde det dybeste
J-ndttyt. lHan er tillige en betydelig Stribent; hans fine,
aandfulde Bog: »Mennesket Jesus Kristus« er oversat paa
Dunst.
J Verdensforbundets Tjenefte arbejder nu 126 Se
tretcerer, der anvendee hele deres Tid eller en ftor Del af
den, til et missionerende Arbejde mellem Studenten 50
Foreningsbygninger staar til Forbundets Raadighed. Om
trent 300 Flyvestrifter og Boger er udgivne, og regelmæs
sigt udtominer der 16 Studenierblade, sher i Norden et
med Navnet ,,Excelsior,« der betyder: »Hu-im op«. J
Aaret fra Februar 1901 til Februar 1902 holdtes itke min
dre end 47 tristelige Studentermøder med 8700 Deltagere·
Blandt dem, der arbefder i Studenterbevægelsens
Tjeneste bør vi Dunste særligt mindes den dansie Missionær
L. P. L a r sen, der sorn Husfader i et laf Ameritanere
anlagt) Studenterhjem i Madres i Jndien har faaet en
Gerning blandt Studenterne, der her samles fra Indiens
forsiellige Folkeslag og Religioner. « , Mal-THE
Studenterbevægelfend Maul.
»Verdens Evangelisering i dette Slægtled« et den
Jndstrift, som har staaet paa Studenterbevægelsens Fane
fra forste Færd af. J Begyndelsen vakte dette Ord stærl
Modstand, idet mange fansdt, at det var formafteligt at tale
om en bestemt Tidsgrænse for Berdens Omvendelsr. Man
misforstod imidlertid her Ordet Evangeli.sering, der netop
itte stal betnde Omvendelse.
John Mott hat i sin ovenfor ncevnte Bog om Verdens
Evangelisering klart og smutt forsvaret de »Frivilliges«
Feltraab. Dermed menes itle, siger han, at Beiden stal
blide omvendt, inden dette Slægtled er borte. Dei bein
der itte en rast eller overfladist Forlyndelfe asf Evangeliet·
Det betyder itte, at Verden stal kristnes ved en Overstryg
ning med triftelige Tante- og Livsformers Fernis, og det
er ille Udtrnk for nogen Særmening om de sidste Tider,
men det betyder, at Evangeliet bliver predi
let for dem, som nn lever ——- for os; inen vi er saa ogsaa
anfvatlige for, at det i vor Levetid bliver prædiket for dem
blandt de nu lebende-. for hvem det endnu itte er prcedi.tet.
Feltraabet flal itle vkrre en Profeti. men et Valgsprog for
dem, der arbeider for Guds Rige. Studenterbevægelfens
Maal bliver da dette at vinde Alverdens Stu
denter for Herren, at opbngge deres Lin
i ham og at sende dem ud i Verden,for at
de stulle arbejde for hom, eller rettere for at
han tan arbejde ge n n e m d e m. Saa vil den Tid bere
des, da, som Matt et Steds sicut-, ,,Kristus blipver den, man
forst og fremmest tager med i Betragtning i sit eget indre
Liv, i Familielivet. i Samfundslivet, i Samlvemmet mel
lem de forstellige Folk og i alle Forhold, der ellers ncevnes
tan mellem Mennesiet«.
Studenterbevægelsens Middel.
Som en Hovedgtund til Studenterbevægelsens hurtige
Vcelst, maa først og fremmeft ncevnes d et p e r so n l i g e
Arbejde,StudentensAtbejde forStuden
te n. Studenten hat i sin Studietid —- men ogsaa tun i
den —- en enestaaende Lejlighed til at tale med og paavirle
Isine Studielammerater. Det maa da »der-re den triftne Stu
«dents forste Pligt og Opgave at tale til sine Studievenner
om sin Fressen Allevegne hvor Bevidstsheden herom hat
veret levende, har der været Kraft i Studenterbevægelsem
Blandt Studenter, der i. Bevidstheden herom hat
Ivet en dybtgaaende Jndflydelse i deres Studieaar, bot her
naevnes de tidligt borttaldte varme og nidkcere Studenter
arbejdere Hugh Beaver og Horace Rose i Amerika og Mads
Samuel Jsrgensen i Danmarh den unge theologiste Kan
didat, der efter lun et Aarg trofsast Tjenefte oppe i K. F.
U. M· dsde den 31. August 19()1, tun 26 Aar gammel·
Der er neeppe nogen danst Student i de senere Aar, de
i· sin Studietid hat vceret til ftørre Velsignelse end han.
Selv havde han modtaget en dyb aandelig Paavirlning
ved Verdensforbundets Møde i Eisenach, og var fta den
Tid af Studenterbevægelfens fuldtro Mand. Og aldrig
blev han træt af at fremhceve, hvad han i Eisenach
havde lært at kende som Studenterbevcegelsens Hovedtnid
ler: Bibelsludium vg VII-. «
»Studenterbevaegelsen er født under Bon; den er
volset under Von; og den Dag Bønnen dist, er det forbi
med Studentekbevcegelsen«. Men en af Bønnens Kilder er
den hellige Strift; i den møder vi den Aand, der
lærer os at bede, og paa den anden Side forstaias Skriften
kun af den, der «beder. Derfor fremhæves atter og atter i de
lristne Studenterlredfe Betydningen af B i b e l f t u d i e t.
Man har spgt at fremme dette, dels ved praktisie Hjælpe
beger til Studiet, dels ved den fcelles Læsning i Bibelkredse,
d. v. s. Kredfe paa ca. 10 Medlemmer, der famles regel
mcessig for, uanset alle bibelkriiiske Spøtgsmaal at lasse
Striften føkst og fremmest som G u d s O r d til m i a.
Omtrent 30,000 Studenter hat i Aaret 1901—02 deltaget
i· Bibelkredse; her i Landet ca. 150.
Falles Bededag for Studentersagen
er den anden Søndag i Februar ·bleven hele Beiden over.
Maatte rigtig mange Menighedslredfe være med i Bønnen
paa den Dag oa alle Aarets Dage for Studente!ne, der
vel staat overfor ftørre aandelige Farer end non-en anden
Klasse af Ungdonn men fra hvem der ogsaa, om de lckrer
at tjene Herren, kan udgaa en vældig Sttøm af Ve fignelse
til dort Land og til den hele Beiden.
Trick fm Studentccbevægclfcn.
llrsoran af en Tale-, holdt af Hean Drunnnond for
Ztudenter i Amerika:
»Hu Aften fit jeg Brev fra en Student oed Univer
sitetet k. lfdinburgh Side ot) oa Side ned Gudsfornægtelfe,
Vaniro on Toidl Jeg git hen hog ham og Var en hel Ef
termiddan samtnen med ham uden at aøre det fjeernefte Jud
tryt paa l)am. Søndag Aften holdes i Edinburgh evange
lifle Studenterinøder med st)(1--—10«0 Tilhørere Kost ef
ter vor Eamtale faa jeg Studenten ved faadant et Mode,
og vcd Ziden af ham sad en anden, fom jeg af og til haode
set ved Llltøderne Jeg lendte ham itte, men da jeg geerne
rilde ltade noget at vide om min toiolende Ben, gik jeg,
da Modet var forbi, hen til den freminede og fagde: ,,Skulde
De Lende N.?« »Ja«, fvarede han, ,,han har holdt mig fast
her i Edinburgh«. »Er De maafte gamle Venner ?« fpurgte
jeg, hoortil han fvaredse: »Jeg er Ameritaner og har taget
Eksamen Ved et amerikanft Universitet. Jeg Vilde faa
fortfcrtte niine Studier et Aar og rejfte derfor hertil. J
Disfeltionsstnen tom jeg til at ftaa ved Siden af N., og
jeg fhntes meget godt otn ham. Jeg forftod, at han var
et dygtigt Menneste, men uden Tro, og jeg taenkte, at jeg
maafle lunde vaere noget for ham. Et Aar er gaaet, og
han er endnu der, hvor han var, da jeg leerte ham at
lende«.
tAt han ftadig var blind, var siltert nok, for det her
omtalte stete tun faa Uger, for Studenten strev til mig.
,,«Jeg synes, De fagde«, fortfatte jeg, ,,at De tun tom
her for at ftudere videre et Aar«. »Ja, det er rigtigt noi,«
fvarede Ameri.taneren; ,,jeg havde ogfaa patlet mine Ruf
ferter for at rejfe hjem, men faa teenkte jeg paa denne Ven,
og koin til at tænte paa, om et Aar af mit Liv vilde blive
bedft anvendt ved at reife til Amerika og begynde en Liege
praisis eller ved at blive i Edinburgh og forføge at oinde
denne ene Mand for Kriftus, og jeg blev«. »Godt, min
leere Ven!« fagde jeg; ,,det vil ganfte siktert betale sig; De
vil vinde den Mandi« —- Der gik nu 2——8 Maaneder og
den sidfte Modeaften kom. Vi har i Edinburgh Studerende
fra hele Verden.««·) Hvert Aar drager fem, fels Hundrede
bort for aldrig at modes igen; under vort keiftelige Ar
bejde kommer vi. hverandre meget nær, og den sidfte Mode
aften sidder vi famlede om den hellige Nadver. Hundrede
asf Mænd, Blomften af Berdens Ungdom, famles her ved
Herrens Bord. — Og foin Gceft ved dette faa jeg N. Side
om Side med sin amerikanste Ven. Han havde vundet sin
Mand. — En Uge efter var Amerilaneren hjetnme i sit
eget Land. Jeg kender itte hans Navn; han gjorde fig
ellers itte bemærtet hos os, ingen lendte ham. Han var en
Underfaat i Krifti Rige, der gjorde sin Gerning i Tavshed
og Ydmhghed.
En Uge efter tom N. til mig. ,,Naa, hvad har De paa
Hierte?« fpurgte jeg. Han svarede mig: »Jeg kommer for
at siae Dem, at jeg er ved at blive Lægemissionær«.
Det var et Aar værd, var det ilte?« —
Fra Holland.
Mott fortællee i et af fine Foredrag om en ung hollandfk
Student, der, for at vinde en Kammerat, fom levede et
fyndigt Liv, flyttede hen og boede sammen med ham. J
mange Maaneder lcefte de dagligt fammen i Bibelen og bad
med hinanden. Og Resultatet blen, at den dybt faldne
omvendte sig og blev et troende Mennefte.
Fra Amerka.
Otto unge ,,Frivillige'· rejfte over til Øftafrita. Shv
af dem blev mhrdede af de Jndfødte paa een Dag. Den
ottende undkom. Da man fenere under et Ophold i Ame
rika fpurgte ham, hvorfor han drog ud igen, fvarede han:
»Der ligger fyv meget nære Venner derovre i Aftilas Jord,
og jeg vilde vcere en Forræder, om jeg ikke blev hos dem.
Desuden har vor Mefter befalet os at gaa ud i Alvekden og
gøre alle Folt til hans Disciple, og, Kammerater, Ulydig
hed mod ham er den ftsrfte Stam«. Og endelig tilføjede
han nied et Smil: »jeg tror næften, den kortefte Vej til
Himlen gaar gennem Afrika«. —
Fra Ceylon.
Nogle fattige Studenter sit et Stykle Jord forærende,
opdyrkede det og gav Udbyttet til Missionen blandt deres
hedenste Kammerater.
·) Ogsaa den danske Lagemtsfioneee Elletbek, der stal til Kinn, er
udbannet her.
Fra Japan.
Amerikaneren Wishard havde i Osaka talt ved et siori
Studentermøde. Han fortceller bekom: »Da jeg bageftet
gik til Stationen samtnen med et Pat Missioncerer, httte
jeg hurtige Fodttin bag os, og idet jeg faa mig om, faa jeg
en ung Mand, en Student, som søgte at indhente os. Du
shan naaede os, begyndte han at tale paa en wkig Mande.
Paa mit Ønste oversatte en af Missionærekne hans
Spøtgsmaai. Han spurgte: ,,Hvem er den underfuldef
Hvorledes kan jeg faa mer at vide om hom?« Jeg havde
talt om vor Herres Jesu første Virksomhed og hans Sam
mentrcef med unge Mæn-d. Det viste sig, at Ynglingen
aldrig havde hørt et tydeligt Vidnesbyrd om Frelferen.
Da min Tale havde vceret reitet ti.l Kristne, havde den ikke
givet ham nogen Oplysning om Krifti guddommelige Na
tur. the en Gang hans Navn kunde han erindre. Derfok
taldte han hom, som Profeten fordutn: ,,Under« —- »den
underfulde«. Han sit Jndbydelse til at besøge en Bibel
klasse, der lededes af en af Missionæterne, og da jeg næstes
Gang besøgte Osaka, hørte jeg, at den Unge Mand blev un
dervist om, at han, som ’han kaldte »under«fuld«, er ,,vceldig
Gub, evig Fader, JstedsfyrstenC
Forbandetg Opgave er ikke løst, før den underfuldes
Navn er forkyndt for enhver ung Mand i hele VerdenZ
-——— -—’--——-——-———
Pan chen op gcuncm Sundcvcd.
Af Edv.Bla11miiller.
Paa Vejen op gennem Sundeved
jea vandred en høj Stcersommer
med Pibe i Mund, med siort i Haand
og Kirsebcer i nrine Lommer.
Et underliat Land. Saa freveligt, frit.
Og doa saa dastet og bundet.
Erobret for mere end tyve Aar
tilbage, Inen itle vundet.
Som Landet, saa jeg. Mit Hierte var delt.
Det baade brcendte og blødte.
Men Kirsebcerrene øfte jeg ud
til alle de Born, jeg mødte.
Der gik en skitkelig Kone et Sted
og sankede Ho langs Grøften.
Jeg spurgte om Bei. Hun afstar straks
Paa Forhaand al videre Drøften.
Thi Monden, fom ogsaa var ivrig med
for Høets Biergning at sorge,
han gil der henne — ban vioiste Besied,
ham lunde jeg bare spørge.
Jeg naerrned rnig ham. En oelvoksen Karl
med Arme fom hos en Bryder
og med et Par Øjne, hvi.s vaagne Blink
er egent for Sonderjyder.
Naturligvis havde hans Kone Ret,
han gjorde mig hurtig Rede.
Saa tom vi i Snat om tyfl og dunst,
om Kampen, som staat her nede.
Og Synd at sige, han syntes fortnyt,
hans Ord var bitte og ramme,
men Holdningen rant, i Øjnenes Bund
en trodsigt luende Flamme.
»For se,« — han smøgede Ærmerne op
og flyttet rundt med sin Rioe —
,,de braver soel aa vos æ Uniform,
men Aanden, den maa de la blioe.«
Da kom i det samme en tyst Gendarm,
umaadelig stram i Tøjei.
Han gik forbi os. Vi tav for en Stand
og fulgte ham begge med ØjeL
»Da go’er ae Gendarm. Han er som en Kol.
Hvæ Daw i Ho’det han flyr vos.
Bi sidder hce dov. Vi fvarer hoce sit.
Hva vil de Slaelmer dog gyr oos.«
Ja, ,,hoa vil de gyr oos« — det Frimands Ord,
sont fløj den Jyde fra Brystet,
har mangen Gang, naar jeg tcenkte med Sorg
paa dem dernede, mig trøftet.
Hjemmcts ftørfte Pryd.
Hvad er det?
En god og vennescel Huftru, der scetter sin hjetnlige
Gerning, sin Mands og sine Borns Vel over alt andet
Atbejde.
Den Mand, fom har en tærlig og hjcelpsom Huftru,
oil altid føle størft Glæde i Hjemmet, og han vil ille let
blioe friftet til at sidde paa Vaertshuset eller stadig søge ud
i andet Selstab.
Manden hat mange Sorger, som Huftruen ofte ittes
kender, og de tan trytle tungt nol. Men bliver han msdt
med et venligt Smil, naar han lommer hjem, og lægsger
hun sin Arm lcerligt om hans Hals og viser, at i alt Fald
Ihun forstaar ham og vil ham vel, faa svinder Livets
Slhgger hurtig dort.
Moder han dertmod et surt An·sigt, og faar han Stand
og onde Ord, faa sbider Sorgen sig dybere og dybere fast,
til Livslyften forsoinder. Og da er ofte Vejen til Fald tkke
langt dorte. Der stal stor moralst Kraft til at staa.
Et venligt og godt Hjem er en Belsignelse baade for
Msanden og Huftruen, og ille mindst Betydning hat det
for den unge Slcegt.
Thi som Hjemmene er, sauledes vi.l ogsaa Samfundetx
blive.
