Ben Hur.
-En Fortælling fta Kristi Tid
af
Lewis Waldu
Rstdammkansk Generat. iokhenvcetende Gesandt i Konstantinopeh
Paa Tanst ved Vith. Motten
tzotnau
Ben Hut sagte at atbejde sia as Vejen . . . Da hatte
han tappe Aateslag og saa en Galej komme lige hen imod
sig: det næste Sekund tunde maaste ftafse ham Redning ellet
Ded! Med Opbydelse af al sin Kraft anstrenate han sia
svt at styde den tunge Planke frem under sig. J det samme
duttede op as Vandet, i« tnap en Atnig Længde sta dam,
søtst en stinnende Hjælm og saa to Handet med udspilede
Fingte, — stote, statte Hemden der saa ud til aldrig at
ville slipne, hdad de søtst hadde faaet Tag i. Hjælmen sanl
igen —- oa tom op — oa Hooedet tom med, og et Par
Atme, der distede Vandet som i D-ødeamp: nu dtejedes
Hovedet lid:, saa Ansigtet blev synligt. Munden stod
aaben, Lljnene Var stive, Ansigtet ligblegt og sorttuttet, —
et gtuopvættende Syn! Men Ben Hut udstødte itte desto
mindre et Ettig as Glcede: og just i det Nu, da den druk
nende dar ved at synte igen, greb han ham i. Hjcelmkæden,
der git ned under Hagen, og halede ham til Planken.
Tet vat Qvintus Attius, Tribunen! . . . En Stand
stummede og sydede Vandet, saa Ben Hur havde stort Be
sveet med at passe paa, at han ikte selv blev styllet ned as
Planken, og at han kunde holde Romerens Hoved oven
Bande . . . Galejen dar toet forbi, saa tret ved dem, at
Anretne paa dens ene Side næt havde tamt dem; den
gled nu videte, midt imelletn svemmende Mennesket, hen
over hjaelmtlcedte og blottede Hoveden Da lød det et
dumpt Btag, og straks ester vilde Sktig. Ven Hut saa
estet Galejen og fslte uviltaatlig en vis Tilstedsstillelse:
»Mit-cea« var hcevnet!
Kampen blev ved at rase. Men nu slygtede aabenbatt
nogle as Skibene. tin-ent? Havde Rometne ellet SI
tsvetne sejtet? Ben Hut sorstod tun alt sot godt, at detas
ashang hans og Tribunens Stæbnr. Han havde faaet
Qvintus Attius op paa Planken og beslittede sig nu paa at
holde hatn det. Langsomt dcemtede Motgenen stem. Han
hilste Daggryet med en underlig blandet Fplelse af baade
haab og Angest. Bat Rometne slagne, saa vat Tribunen
fortabt, —- og hvad stulde der da blive as ham, Ben Hut?
FlhgteZ Der var jo ikte den Plet paa Jotden, hvor itte
Roms stcerte Haand kunde naa hatn!
Solen kom op. Binden var løjet as, det dat ganste
stille. Tit venstte saas Land; men det dar sot lang: ind
til at der tunde Væte Tale om at fdsmme derind. Hist og
het saas stibbtudne, som drev om vaa Plantet og lignende,
og tundt omtting var det suldt as btcendende vg tygende
Bragstumvet. Laengete botte laa en mastelog Galej, uden
Anker ude: og endnu tangere borte saas sotte Punktes-, der
bevakgede fig, — muliavis flngtenke eller sorfølgende Stibe.
Der git not en Time. Kom der itte snatt Hjælp,
vat det vist nde med Ttihunem han laa stundotn saa stiv
og stille, som var han alletede ded. Ben Hut fit Hjælmen
as ham og detpaa — med stort Becher — oasaa Bron
hatnistet: Hjertet slog utegelmæssigt. AlligeveL saa længe
der var Liv, var der da Haab! Ben Hut holdt sast — vg
ventede, —- og eftet sit Folts Stit bad han.
Til hans stote Glcede begyndte vittelig Tribunen at
komme til fig selv. Han talte — sørst tun usammenhæw
-gængende, næsten uhørlige Spøtgsmaal om, hvem der
havde reddet ham, og hvem der havde sejret? Saa var
het, ligesom han samlede ny Kraft detas, at han ikle vidste,
hvad Udsald Slaget havde saaet, og Ordene saldt leitete
fta shans Lteher. Han lovede Ben Hut, at hvig Lytken
vilde vcrte dem gunstig, stulde han itte saa Aatsag til at
sortryde, at han havde stellt Qvintus Artius’ Liv. »Men«,
lagde han til, ,,det et ickte sittert endnu, at Du egentlig
har vist mig en Velgetning. Lov mig, at Du vil gpte mig
den stptste Tjeneste, det et nogen muligt at vi.se mig, —- og
jeg stal belsnm Dig tigete, end Du hat dtpmt Dig!«
»Hvad jeg tør gere, det stal jeg gøre sot Dig,« svatede
Den Hur.
Attius tav lidt. — »Er Du ogsaa vitkelig en Sen as
Jthamar?« spurgte han saa . . . . ,,Jeg hat kendt din
Inder og hpjagtet ham . . .«
Hans Stemme blev saa svag, at Judah maatte bøje
sig helt ned over ham svt at hete, hvad han sagde.
» »Tag den Ring as min Fi.nger«, fortsatte han. »Tag
den as!« CJUdah adlpd). »Okt» bring den til min For
valtet, Du ttcesser ham i en Villa i Ncetheden as Misenum.
Foetæl ham, hvotdan Du hat saaet den, og sotlang saa
as ham, hvad Du dil, —- han ivil ikte afslaa Di.g noget,
hatt vil hjælpe Dig til, hvad det staat i hans Magt . . .
Tit Gengceld lov mig, —- sveetg mig til sorud, heter Du,
set Du vil gere, hvad jeg bedet Dig om . . .!«
" »Ædle Artius,« sagde Ben Hut, »det ladet til at viere
;- joget meget vigtigt, —- hvor kan jeg saa binde mig sprud?
. . . Sel« asbrsd han plus-selig sig selv, — »mine Fcedtes
« Sud væte ptiseit der kam-net et Stib — sra Ratt-F
· »Jen: det Flag?«
»Nei. Dei hat Sejl og tre Retter Ante-c og gaar
M hurtigt.«
»Es sejttigt Rometskib vilde have hefst mange Flag:
set Itaa verre et as Siendenw sagt-e Teil-unen. »Der
II, Und jeg vil sige Di . Er S"kihet« der tommer, et
Wstisz saa beholdee n not Livet. Maasse de lcenter
Dis til en Ante igenz men de slsst MS Mkppe ihjel « i ·
wkmpd — jeg er for gammel til at overleve mtn Pres
" · Akt Ist Mc fpstgei andeti Rom, end at vatus
» vix »du-, im des spannet sig en Teil-un, med sit
M Ins-g —- hväs set et et sjendtilgt Stil-, saa sind
— WEVOOIVIUBMyP ,
( " -,« semb- ses Dut, Jst stehst-: Its-M
qpr Asddtwpgot n ahn
— » M ist-M Liv! M Un Ring igew
« "dsgwptsenth«».092ti
" MMW i Verwei
".,D« W Dis selv vg
,,«Jeg tan itte handle anderledes!" sagde Ben Hut.
»Hellere vu jeg selv dø end have forstyldt din Ded, — Du,
som i tte lange Aar var den forste . . . nej,« tettede han
sig selv, ,,det andet Menneste, der viste mig Venlighed!«
Der blev en Pavse. Begge stittede de hen eftet Stil-et
—- ,,Nu scettet det en Baad ud!«« sagde Ben Hur.
»Er der stadig intet Fliag?«
»Nei. Men Stil-et hat en Hjcelm Paa Mastetoppen.«
»Hvad hat det?! Saa maa det vcete Romete!«
»Baaden taget Stibbtudne op . . . Den tot videte
— der ligget en fotladt Galej, —- den vi.l den shen til . . .
Saal nu lagde den om paa Siden af den! Og der gaat
Folt ombotd!«
Tribunen havde lullet Øjnenr. »Tat Du disk Gud,
som jeg hat tatket mine Gudet!« mumlede han. »Havde
det vætet Søtøvere, saa havde de botet Slibet i Seeni.
Det et Rometel Vi hat altsaa sejtet —- og vi er ftelfte . . !
Skynd Dig, vint ad dem! mal-, saa højt Du tan! . . . Jeg
tendte din Faden han lætte mig, at en Jede et ingen
Barbar. Jeg flal gengcelde Dig, hdad Du hat gjott for
mig: jeg staat ene i Vetden, — jeg got Dig til min Ssnl . .
Men taab højete, højete endnu! Jtte et Øjeblit maa
spildesl De stal fortsætte Fotfølgelsen, — itte en af SI
tøvetne maa flippe bott!«
Ben Hut havde tejst sig baldt op oa vinlede og taabte,
saa hiejt han tundr. Endeli.g opdagede Baadsmandstabet
ham: Baaden nætmede sig, — den optog ham og Qvintus
Attius.
Ombotd paa Galejen modtoges Tribuaen med stote
Ætesbevisninget. Han lod sig fottcelle nsjagtigt alle
Entelthedet fta Slaget. Eftet at saa alle de, man endnu
tunde se svpmme om paa Vtagstyttet, var blevet teddet,
og Byttet var blevet opsamlet, udfoldedes paann Kom
Hmandaflaget og Qvintus Attius stytede notd paa for at
lfotene sig med Reiten af Flaaden. Den Afdeling, der var
sendt tundt om Øen, indttaf vittelig i. rette Tid og gjotde
det fuldsftcendig af med Fjenden. Jntet as hanö Stibe
slap nd; og det blev enttet og fstt bott sont Prise hele 20
fjendtlige Galejetl
Paa Misenums Dæmning modtoges den hjemvendende
Tribun med al mutig Pvmp og Ptagt. hans Vennee saa
lidt fotbavsede paa det unge Menneste, han havde med
sig. Qvi.ntus Attius fortalte omstændeligt, hvotdan Ben
Hut havde ftelst hom, men ubetstte itle med en Stavelse
hans tidligete Historie. »Og nu, mine Vennet,« fluttede
han, idet han lagde Haanden paa det unge Menneftes
zStuldetz »et han min Ssn og Atving. Han stal en Gang
’have min Fotmue, hvis jeg eftetladet mig nogen, og han
Istal bcete mi.t Navn. Beet hans Vennet, som J ete mine
’Vennet!«
J Bittelighedsen adoptetede han Ben Hut, saa snatt
de lovbefalede Fotmalitetet vat blevet opfyldte . . . Paa
den Maade viste den tapte Romet sin Talneknlighed mod
harn, sont havde ftelft hans Liv.
En Maaned senete blev der i Rom — i Scautus
Teattet -— holdt en ftot Fest i Anlednina af Seiten ovct
Søtøvetnr. Paa Bngningens ene Side vat anbtagt its-z
getste Ttofæet og detundet ,,Snabletne" af de 20 ercbtedeI
Slibe; oven over det hele — fdnlig for 80,000 Tilftuete
—- ftod disse Ord: »Jaget fta Sprovetne i EuripussBug
ten af Qvintus Attius, Duumvit.«
Vill.
Vi er i. Juli, Aar 253 efter triiteliq Tidåregiiing, on i
Antiochia, Diterlandg Dronning, ncest Rom Beiden-.- incra
tigite om end ikte ftcerteit befoltede Bd . . . Man weil-r at
antane, at hin Tioii lldsocrvelfe on Lverdaadinbed udgit
fra Rom. Men den, som ser ncrrmere iii, erwogen at
Zæderneg Fordceroelse indiørtei fra Liten :i.l lVeitm at.
De beiejrede paaviriede Zejrherrerne, og at sckrlig Antiochia, ’
det ældfte Scede for agiyrift Magt og Progtfnae, havde eni
i høj Grad bestemrnende Jndflndelse i faa Heniende I
Det var Formiddag. Ei Transportftib gled just fra:
det blaa Hav ind i Orontes Munding Heden var tryi- !
tende; alligevel var alle, som havde Lov dertil, oppe paa
Siibets Det, — deriblandt Ben Hur.
De fein Aar, der var gaaet, havde modnet ham til
Mand. Den hvide Lcerreds-Dragt, han dar, tilhyllede vel
tildels Stittelsens Omrids, men sijulte dog iiie beli, twor
udmærtet smutt siabt han var. Han havde allerede staaet
en Times Tid deroppe i Stygge af Zeilen Adftillige Pag
fagerer» der tilhsrie samme Nation som han, havde ime
dens- gjort frugtesløse Forspg pan at indlede en Eaintale
med hom. Han hnvde fvaret dem høfligt, nien tort og paa
Latin. Hans fine Besen, hans belevne Mast-e at tale
paa, etidelig hans Tildageholdenhed havde gjort Folt uns
gerrige; og saa var der ogina det, at sinnt han førie sig med
en Anstand som en ædel Patricier, havde han saadccnne paa
faldende lange Arme og saadanne paafaldende store og
grove Hemden Man sit det Jndtryt, at haxi maatte have
en ,,Historie«.
Stibet havde i en af Havnene undervejs, blandt andre
Passagerer, saaet en Jsde omdord der lod til at være for
nem og dannet og sont optradte med en vis iaderlig Bel
villie. Ham havde Ben Hur gjort nogle Spsrgsmaal; og
da Mandens Besen inngd harn Tillid, var de tonimet i
en længere Samtale . . . Nu, da Stibet lsb ind i Orontes,
trydsede de to andre Süde, der just i det samme udfoldede
en hel Del lysegule smaa Flag. Nogle fpurgte, hvad de
Flag stulde betyde, og den fornemme Jsde fortlarede: »Ma
gene er Marier paa, hdem Stidene iilhsrer. Dei er en(
rig Ksbmands i Antiochia, hans szolt plefer at hejse
gute Flag, naar de msder hinanden; det stal sige saa meget
kom, at de hat haft en lytteligNejseX
»Kender Du html-»
»Jeg staat i Forretningsfordindelse med ham.« — Og
da han tunde merke at de omtringftaaende gerne vilde htteJ
noget ncermere om den paageeldende, tilfsjede han: »Da(
han er saa umnadelig rig, er han itte blot megei sendi, i
men han bar ogsaa haft mange Midunderr. Der siges en
Del ondt om dam. J Jerusalem boede der i sin Tid en
Ihrste as den teldgarnle Familie hur . . .«
Dei gab et Sei i Ben hur, og hani Vierte tog til
ai banke; men han tvang sig til at lade relig.
»Der-ne M var en udmærtet dygiig Ksbmand,
han indlpd sig paa Martede Foretngendey baade t Osten
og Besten, pg hadde Zilialet i de strtfie Ader. Filialen her
i Antidchia lededes af en vis Simonides, som til Ttods for
sit gtcesie Navn dar fsdt Jsraelit. Det hed sig, at han var
livegen. Fytsten omtom paa en Sstejsez men hans For
tetning blev fortsat og led intet Staat. Saa btsd imidlet
tid Ulytten ind over Familien: Futftens eneite Son. som
rat lige ved at hlive myndig, gjotde Fotsøg paa at drwbe
Statholdeten Gratus midt i en as Jerusalems Gader. Ro
nierneS Hæon tainte det hele Husx itte et eneste Medlem as
Familien blev staanet, dens Palads blev fotsealet, dens
Formue tonsssletet. Statholderen ftnutte sig en gylden
Salve til sit Eaat.«
Noale af Tilhøterne lo. »Du Vil sige, at han heholdt
Fotinuen seid Z« spttrgte En.
»So-Man siget inan«, sdatede Jeden: »jeg fortaeller
tun, hvad jeg hat høtt at andre. Her i Antiochia vat som
sagt Simonides Fytsteng Fortetnirigs-Føtet. Eftet at
det vat gaaet Familien aalt, dtev han Handel for eaen Reg
t.ina og svang sig i tort Tid op til at blive en af Byens
fotste Købmcend. Zom hans Hette havde ajott sot hain,
iendte han Katadanet til Indien: og han hat i dette Lie
dlit Skibe not i Seen til at tunne danne en hel tongelig
Flaadr. Folt siget, at for ham mislyttes aldtig noget.
Hans Kamelet dot tun af Aldetdoni, og hans Stibe lidet
aldtig Stidbtud, men tommet stadig hjetn med tig Las.«
»Hdot lcenge hat det staaet paa Z«
»K:iap en halv Snes Aar·«
»Man stulde synes, han maa have haft noget i Bag
baanden til at begynde med.«
»Ja! Det heddet sig, at Statholdeten sit tun fat i
Jetusalemet-Fytstens utptlige og tstlige Ejendom, i Krea
tut, Stibe og den Siags; Penge detimod fandt han ingen
af, sløndt det hestemt maa have ligget stote Sammet eftet
ham. Hvot de et blevet af, hat aldtig tunnet optlates.
Statholdeten ladet til at have ment, at Simonides hadde
taget dem til Dtifts-"Kapital; i alt Fald lod han ham to
Gange i Lobet af 5 Aar taste i Fcngsel og undetlaste Tot
tut. Jeg hat hsrt sige, at det stal itte ocete en Knotlel hel
mete i Simonides’ Krop· Da jeg sidste Gang saa ham, sad
han som en oanslabt Ktobling mellem en Stahel Puder i en
Lænestol.«
Ben Hut ttammede Haanden sammen om Tovet, som
han stod og stottede sig til.
»Ellets fette Tottuten itte til noget«, fottsatte For
tcelleten. »Hvad han ejede, det ejede han med Rette og
gjotde tetmcessig Btug detaf, —- andet lunde man itte
presse ud af hani. Og nu et Fotfølgelsen ophsrt, han hat
en af Tibetius petsonlig undetsltevet Bedilling til at dtive
Handel.«
»Den hat han vist maattet betale dytt?« sagde en af
de omstaaende . . . Men Fottcelleten haode allerede oendt
sig hott og var gaaet hen paa et andet Sted as Dcettet.
Ben Hut ttaadte hen til hatn. »Ved man itte,« svurgte
an, »hvad der et blevet as Simonides Hettes Familie?«
»Sonnen bleo dsmt til Galejetne og et sittett død nu»
Lin Moderen og Softeten detimod ved man intet. De et«
sagten-Z dlenet puttet ind i et as de Fængslet« hnotaf det et
saa manae i Judcea.«
Jmidlettid ncetniede Ztibet sia til Byen. Bat-sage
tetne stimlede samtnen igen fot at nyde det ptægtige Stut;
og attet maatte den-fotneinme Jede ti.l at fortlate og for
taslle. ,,Floden,« sagde han, »løbet her mod Best. Der
»henne« — han pegede tnod Syd — »et Bjcetget Casius
»ellet lsom Foll holder mete af at talde det) Staates-Bittr
’get, det hilset oder til sin Brodct Amnu5. Min imellem
hat di thitiochia-Sletten. Lcengete botte endnn tommet de
sotte Bjcetge, hvotfta Kongeng Vandledninger søtet det
llareste Band, man tan ønsle sig, ind til Bden Stodene
det et hele Bildnis-let endnu, sulde af Fugle og Dyt.«
»Hoot et Soen?« dat der En, det sputgte.
»Den et detovte, niod Nord. Man tan tide op til
den ellet, endnu leitete, to detop; thi en Arm af Floden
staat i Fotbindelfe med den. —- Daphnes Grotte?« svatede
han en anden, som havde sputgt, »ja, den et itle til at be
sttioe! Man hat et Mundheld, det siget: Heller vaste Otm
og sidde paa et af Daphnes Motbeettteeet, end sidde sont
Gæst ved Kongens Bord!. .Folk taget dethen bate fot
at se — og tan saa itte tioe sig lss igen. « »
»Saa gjotde man da bedst i at blive dekfta!«
«Det vil jeg itte sige! Alle stal dethen: Filososet og
Ptcestet og Koindet og ganste unge Menneslet. J soget
faamænd ogsaa not dethen; og detsot — om jeg ellets maa
give Edet et godt Naad — saa tag ilte Logis i Byen, men
begio Jet sttats nd til Landshyem som ligget i Rcetheden
af Grotten. Vejen detud gaat gennem en Habe nied de
dejliglte Springvande . . . Og det« alles Blit fulgte
hans Finger, som pegede, —- ,,set J Byens Mut, et Me
stetvætt ai Fmsten lot alle Bygmestte. Gennetn tte Hun
dtede Aat hat den sormelig ootset sig samtnen med Klip
pen, hdotpaa den et bygget. —- Den hat 400 Taume, og
hdett Taatn et en Vandbeholdet . . . Og naat J saa set
leengete stetn i den Retning.« tilsøjede han, »lan J se to
Bjcetgr. Paa det længst horte et der et Citadel, som hele
Aatet igennem hat en tometst Legion til Bescetningz paa
dei andet Bjætg ligget der et Jupitets Tempel, og lige
lneden for Gesandten-Z Poles-IT — en saa start Fastning at
iden stulde lynes uindtagelig.«
j Mattosetne begyndte at tage Sejlet ind. Jsden for
»tlatede didetet
i »Ovet Brer der gaat Vejen til Seleucia. Der endet
inetnlig Stihssattem hdad der stal videte maa leises paa
IKamelet. Og ovenfot Btoen hat vi »Den, hvot Calinicus
hyggede den nh By, som han saa fotbandt med den gamle
Eh ved 5 sdeete Viaduttet. .Ja, Antiochia et en mat
telig Stad; lyttelig den, som hat set den t«
J Stil-et lvingede i det samme, og gled langsomt hen
til Landtagspladsen neden sot Mut-ein Det bleo tastet Nehl
i Land og givet fast; Sejladsen vat til Ende i
» Ist Bett Hut sotlod Süden opstgte han endnu enl
»Ganz den komm-ne Jst-. »und-spitz jeg pphpcvek Dis-J
nien hdad Du fortalte om Mbmanden Simonides hat gjott
mig nysgetttsg eftet at leere ham at tende. hvot bot hani«
Monden tat-' vift paa Ben Hut, og svatede saa: «Jeg
vil get-ne spare Dtg en unhttig Gang; Simonides laaner
itte Penge udl«
Den hist ttal paa Smilehaandetx »Da jeg laanet itte
Bengel« sagde han.
Den Fremmede buttede kost. — ,,Øutket Du at tale
med han, saa Mc Moden het- ttl Ltpen det: hats bot t en
Bygning, der set ud, soni om den kunde viere en Pille bog
get ind i Musen. Foran et der en stor Stabel- og Lan
dingsplads, —- Skibene, som liger det, et alle hans. Du
kan vansteligt gaa feil.«
»Jeg tatkek for Ovlnsningen.«
»Von Fædres Fred vcete med Dig!«
Hver gii sin Vej. To Dragere fit fat i Ben Hur
Tøj og sputgte, hvor dct stulde bringes hen. »Til Tita
dellet!« soarede han . . . Den Besied tydede paa, at han
maatte væte Militckr.
To btede Gader, der flar hianden under en ret Vinlel,
delte Byen i Firlanter. J den Gabe, som lob fra Nord
til Syd, laa en besonderlig stor Bi)gning, »Nympl)aeum«.
Da BenHur lom hen til den vg, bog efter Dragerne, dreiede
mod Syd, maatte han, stondt han lom lige fra Rom, studfe
over den Ptagt, sont udfoldede sig for ham. Til shojre og
venstre laa Paladsek; og mellem dem stralte fig dobbelte
Søjletætlek af Marmor, fom stilte scerlige Fætdselslinier
af for Mennester, for Kreatur og for Vogne. Et Tag gav
kølig sSlygge i hele Vejens Længdex hist og her plastede et
Springvand.
Ben Hur var dog for optaget of Simonides« Historie,
til at han ret lunde fordybe fig i Stuet. Da han var naaet
hen til Omphalus —- sire mægtige Buer tværs over Gaben,
som Epiphcmes bavde bygget til sin egen Forherligelse, —
sliftede han pludselig Bestemmelfe. »Jeg tager i«kte ud til
Citadellet i Dag,« sagde han til Dtagctne. ,,Vis mig hen
til et Herberge, — helft et i Natheden af Btoen ved Seku
cia-Bejen.«
Dragekne adlsd. Og lort eftek befandt han sig i et
taroeligt, men rummeligt her-berge, soni laa et godt Sten
laft fka Btoen, hvotunder Simonides boede. Han tilbkagte
Aftenen oppe paa Herbergets Tag. Alle hans Tanler drei
ede sig om det ene: ,,Endelig stal jeg da faa noget at vide
om Moder og otn lille TikzashZ Og hvis de levek entmu,
—- stal jeg vide at sinde dem!«
v
IX.
Strats den folgende Morgen begav han sig hen til
Aøbmanden Simonides. Han lom gennem en med Tin
der og Takter smytlet Port og sorbi en Rette Versten Og
nu var han ved Vroen og havde lige soran sig det Has,
som han søgtr. Den Fremmede havde sagt sandt, —- den
lignede en Pille i Muren, denne graalige Masse as mil
huggede, stillsst sammensøjede Sten. To store Porte fsrte
ud til Stabelpladsen; nogle tcet tilgitrede Aabninger gjorde
Tjeneste som Vinduer. J Mur-Sprcetterne votsede Utrudt,
og bist og her sristede nogle Mos-Totter en kummerlig
Tilværelse paa de bare Sten. Portene stod aabne: nennem
den ene ait Færdslen ind, gennem den anden git den ud.
Der var Lio oa Travlhed overalt. Paa Logsepladsen laa
Stabler as Vater, som Grupper as Arbejdgsolt var sys
selsatte vedx nedensor Besen dar en bel Del Stibe --— alle
med gule Zinaaslag oppe — i Færd ined at lade eller logse
...Ved den modsatte Ende as Breei dutlede op over Van
det en med Smaataarne og Ballnstrader udstnret Mur,
der synteg at optage næsten hver Fodgbred Jord paa den
lille L: .
Ben Hur stænkede bog det altsammen tun rinae Op
incerlsomhed. Vilde Simonides tendeg ved hath Det
var det eneste, lxan ser szeblittet betnmrede sig om. Hvis
de.1 Fremmede havde vidst tiatia Besten saa dar jo Simon
i.de:« Familien Hnrs Livegen: altsaa tillwrte alt, lsvad han
ejede, Haset Hur! . . . ,,Men selosølaelia aivet jea ham Fri
heden,« tæntte Ben Hur; ,,blot han stasser mig Unbemi
nina om Moder cg Ziemli, saa er alt andet Inia liaegyl
digi!« . . . Og han stod Hjertet op i Livet og git indi
den store Port.
Ogsaa der laa Varer siablet op; og i tngmørteagtigt
Los ait Arbejdssolt til og fra, medens andre med Sav og
Hammer gjorde Bat-Klass« i Stand til Assendelfe . .
En, som msdte sBen Hur, spurgte han« »Hvad seger Du?«
Og paa den Bested, han gav: ,,Ksbmanden Simonides!«
blev der svaret: »Saa splg med!«
Gennem en Labyrint as snaevre Stier, med Vareballer
paa begge Sider, tom de l» til en Trappez og da de ad
den var gaaet op paa Varelagerets Tag, stod Ben Hur sor
an et Hus, som var bygget deroppe og itte tunde ses nedesra.
Seer Taget, han besandt sig paa, var omgivet as en lav
Mur og var —— underligt at se til! — soroandlet til en
suldstændig Hade. Mellem Rosenbusle sørte en Gang hen
til det stensatte Hufes Dor. Saa lom de ind i en merk
Korridor —- og sgr Enden as den til et Forhæna.
»Hu er en Fremmed, som vil tale med Herren,« meldte
Manden, der havde vist Bei.
»Bed ham i Guds Ravn komme ind!« svarede en klar
Rest.
Langs Væggene i Værelset stod smagsulde Neoler
sulde as Pergamenthulleh -— aabenbart Købmandens
Handelsbsger. Der var blode Takt-per paa Gulvet, saa Fad
trin dsde lydlsst hen derinde. Midt i Stuen sad, i en hei
rygget Arm-Lænestol og mellem en Mcengde Puder, en
Mand; ded Siden as ham stod en ganste ung Ptge . . .
Ben Dur butlede cerdsdigt — og saa’ dersor itte, hvorledes
Ksbmanden sorbavset lsstede Haanden, og hvor hanö Haand
rystede. Da Ben hur rettede sig i Vejret igen, msdte han
Faderens og Datterens usravendte, rolige Blit. Datterens
haand dvilte nu paa Faderens Stulder.
,,hvis Du er Ksbmanden Simonides og hvis Du et
Jede, sue-» —- lBen Hur stoppede et Øjeblil —- »vcere vor
Fader Abrahams Guds Fred med Dig og med dine!«
Ksbrnanden svarede, med paasaldende klar Stennnu
«Jeg er den Simonides, Du taler om, og Jede as Fsdsel
. . . Jeg, Jeden Simonides, gengælder din hilsen og be
der Dig sige mig, hvem min Gcst ert«
Ben hur saa’ irnedens paa Monden. hanö Legeme
var en sormlsi Masse, halvt stiult as et merkt, stullet
Sitten-den men hovedet var eedelt sormet — som en Ca
sars. Tynde Kttller as hvidt hear saldt ud over Panden;
de hvide Osenbryn lod de sttnnende sorte Dine synes deb
belt blanke. Ansigtet var blegt og rynlet; men dets Udtryk
saa oel som hovedsormen tydede paa, at man havde en
Mund sor sig, der heller vtlde ds end sravige en Besten
ning. Det var en Bettler-Natur, en as dem, der vel tan
knickte-, men aldrtg bsjei —- nden med det gede.
s x·«- tt .
M .-- »Hei-. X M laue-) «
· s · .
.. .-. ..... .. » r. .-..-,-.·i.-..i : . -- - MU
