Ben Hur.
En Fortaelling fra Kristi Tid
at
Leu-is Wallaec.
Nordamenlansk General. soebenvserende Geiandt i Konstantin-weh
Pan Dunst ved Wilh Meint-.
(Fortlat.)
»Opsynsmanden sagde, at du var den ædle Arrius,
vg Du havde besalet, at jeg slulde søge Dig her· — Her er
«eg!«
] Tribunen saa beundeende paa Rottarlens kraftige,
slanle Slitlelse — og tcenlte paa Arenaen. Han lagde
desuden Mærle til, at det unge Mennesles Stemmellang
og Versen tydede paa, at han maatte vcere as god Familie.
Der var lyvexten noget trodsigt i hans Optraeden ellek Tegn
til, at han Inslede at vælte Medlidenhed; han saa blot
Meget alvorlig ud . . . J stiltiende Anerkendelse af disse
rosvasrdige Egenslaber talte Tribunen til ham, ikte som
en Heere taler til en Stank-, tnen som tnelletn to ligestillede
den crldre taler til den yngm
,,Opsyn5manden sonde, at Du var hans bcdste Rot
larl.«
»De! var meget venligt as Opsynsmanden.«
»Hm-or lcenae liar Du tjent?«
»ch Aar.«
,,.Lieie Tiden smn Normer »
»Ja, lwer Taq.« :
,.Tet er strenat Arbeiten Der er manns, som tun;
holder det ud et Aar, — - on Tu er endda saa unal« !
»Den ædle Vlrrius alemmer. at Villien kan note stasrt.«"
»Hier lwad jeq lan l)øre, er du Jedes«
»Im kaler Fursædee blandt Hebræerne, lange for
de sørste Rainere var til.«
»Du bar not en ordentlia Nein as Hut-en as dit Falls
Stoltl)ed,« sagte Teil-Innen, sum laade Mcerle til, at det
unge TIJienneste hnvde rødmet, da han saade de sidste Ord.
,,E-toltheden viser sig starkest, naar den ligger i Lan-i
ter.«
Arrius smilte. — »Im har aldrig selv vceret i Jeru
salem,« sande bnn saa, ,,nIen jea ljar hørt adslilliat for
tcelle om Jerusalems Stormasnd En af detis Fyrster
kendte jeg: on han havde unagtelig sortjent at vcere Feonae
. . . As hvad Rang er Du?«
»Hei sra Rorbænlene har jea itle andet at svare, end
at jeg er Slave. Men min Fader var Fyrste as Jerusalem;
som Købtnand besor han Havene, og den store Augustus
tendte ham og hcedrede ham. Han hed Jthtmak, as Huset
Hur.« ·
Tribunen løstede sorbavset Haandem — »Hvad for
noget, er Du en Sen as Huset Hur!?« — Han tav en
Stund og sad og saa paa Rottarlen . . . Saa sputgte han:
,,Hvordan er du lonnnet her?«
Judah blev bleg og slvg Øjene ned; han tæmpede sor
at blive Heere over scg selv. Saa saa han Tribunen aerligt
i Øjnene og svarede: »Man bestylder mig sor, at jeg skal
have sorsøgt at drerde Prokuratoren Valetius Gratus.«
»Vat- det Dig?!« udbrød Tribunen og traadte et
Slridt tilbage: «Snigmorderen, som hele Rom snatlede
om!? . . . Jkg hstte det fortælle paa mit Stib ved Bodi·
num.«
Der blev en Pavse . . . Saa sagde Tribunem »Jeg
teoede ellers, at Familien Hur var blevet udryddet as
Jorden!«
Et Mylder as blide Erindtinger strømmede ind paa
det unge Menneslr. Hans Stvlthed svandt, han sit Taarer
i Øjnene: —- ,,Aa min Moder -— og lille Tirzahl hvad er
der blevet as dem? Ædle Teil-um hvis Du ved noget om
dem, saa sig mig det! Lever de endnu? og hvis de lever,
hvordan har de det saa? Jeg bsnsalder Dig, sig mig
alt!« Han var traadt taet hen til Tribunen og bersrte
bedende hans Kappe. »Na er der gaaet tre Aar siden
hin forsaetdelige Dag — hele tte Aar! — og hver en Time
var Kval og Sorg sor mig uden anden Lindring end del
haatde Arbejdel Naar jeg endda havde kunnet glemme!
Men bestandig, selv under Storm og Kamp, saa jeg sor
mig det tcedselsfulde Ltjeblil, da Moder og min statlels
Systek blev slcebt bortl . . . Og san at tænke fig, at det var
mig, der havde styrtet dem i Ulylle, mig, som . . .«
»Du gjorde det altsaa med suldt Overlæg?« spurgte
Tribunen strengt.
Det var, som om Judah pludselig sorvandledes.
Hans Øjne lynede, det direede om hans Mund, Handerne
knyttedes. Stemmellangen blev starpere. ——— »Du hat vist
hort, Tribun,« svarede han, »Hm mine Fædres Gud, den
almægtige Jehovah· Saa sandt han lever og regerer og
hat vist idel Karlighed Inod Jstaels Foll, — saa sandt
et jeg uslyldig, det svcerger jeg Dig til!« . . . Og da Tri
bunen lod til at føle Deltagelse, tilsøjede han buttigt:
»Tec- mig, ædle Tribunl slænl mig i alt Fald den Trost
i min store Kummer!«
stintuö vendte sig fra lham og gav sig til at gaa skem
og tilbage paa Dællet Pludselig standsede han: »Men
Sagen maa jo vcere blevet undersøgt,« sagde han.
»Nej!«
Romeren sperrede sorbavset Øjnene op: »Hvad for
nvget, ille undersegttl Blev der itte fett Bidner?
. . . hvem seeldede da Dom over Dig?«
(Lasseken maa erindre, at just i dekes Forsalds-Tid;
ncrede Romerne den dybeste Respect ssor alle retslige For
maliteter).
,,De bandt mig med Reb og ssrte mig ind i et Hul i
Tat-met Jeg saa ingen; og ingen talte til mig. Men
nieste Dag trat nogle Soldater as med mig til Kysten,
—- og siden hat jeg vceret Galejscave.«
»Hm-de Du da tunnet bevise, at Du var ustyldlgt«
»Jeg var et Barn endnn, alt sot ung til at tunne
vtlle sptlle Sntgmorder. Og set endda, at jeg havde
vtllet der-be hem, — etlde jeg da have valgt det Sted og
den Tit-I han ted mtdt i en Legton, og det var heilys
Dag, vg der var lagen Multghed soe, at jeg lunde have
sluppet boett Desuden thsete jeg ttl det Parti, som var
velsindet mod Romena jeg Ihavde itte Spoe as Grund ttl
Dad, tveertimod: Fadet havde udmcerlet sig i Kessetens
Tier-eite, vi. havde en stoe Fvemue at tade, og mtn Sam
vttttghed, Loven —- alt det, hvori en Jöraelit levek og
aander, -— maatte have holdt min Haand tilbage. Fra
Forftanden var jeg illel Jeg vilde have foretrullet Dod
for StandseL — sont jeg got det den Dag i Dag!" . . .
Tribunen havde hnrt opmcerlfomt efter. Han var
en erfaren Mand, og han sagde til sig selv, at entcn stoo
han her overfor en udlært Hykler, eller ogsaa var det nnge
Mennesle utvivlsomt uslyldig. Men var han usiyldig,
hvor hensynsløst og grusoint havde saa ilte Magten faret
frem! En hel Familie var blevet ofret, — fordi der var
indirusset en ulyllelig Hendelsel . . . Sofollene plejede at
lalde Qvintus Arrins »den gode Tribun«: der var ad
flilligt i. det unge Mennesles Bcesen og Historie, som ap
pellerede til hans Godhed. Kan hænde ogsaa, at han itle
var nogen Ven af Balerius Gratus, eller at han perfonlig
jhavde lendt Fyrft Hur. Judah havde i Samtalens Lob
spurgt derom, men ille faaet Svar. Not er det — Qvin
ins Arrins var tvivlraadig. Han var uindslreenket Herster
ombord, han lnnde løse og binde efter Behag . . . Men
(tcenlte han saa igen paa den anden Side) det har jo intet
Jag, nemlig med at komme til Cythara: han lunde ille
give Slip paa sin bedfte Rorkarl line nn! Nei, han nnmtte
se at saa noget mere at vide . . . han maatte i alt Falo
vcere vis paa, om det Unge Mennesle virlelig var en Zion
af Fyrst Hur. Slaver var nasten altid store Lognere . . .
»Bei er godt!« sagde han. »Saa lan Du gaa hen
paa din Plads igen!«
Judah butkebe cerbødigi, on faa faa atter op paa
Trilntnen: der var intet i denn-es Anfints-Udtryt, sont
lnnde give ham Himb. Langsomt ajorde han ocnlring
— men vennte sig atter oin og sagdet
»Hvi5 Du, Tributl, nogensinde slnlde tamle paa min,
faa beder jeg Dig erindre, at jeg ilte bad om andei end
oin at faa at vide, hvao der er blevet af min Moder on Inin
Lasterl«
Derined ais han. — Tribunen saa benndrende efter
hain. »Hast vilde blive en Pryd for Arennen!« tænlte
han: »saadan en Lober der kund-e blive af ham! on fanden
en Arm, han hat —— til at svinne Siiærdet og til Vrndei
lampl . . . .L)oldt!« lommanderede han.
Judah fiod stille. »
,,Hvad vilde Du gere, i Fald Du sit din Frilied?«
»Den cedle Arrius got sig lustig over mig!« sagte
Judah, fteelvende af Sindgbevcegelse.
»Svar!«
»Vel! . . . Forsi og fremmest vilde jeg gore min
Plini. Jlle en Time vilde jeg unde mig Rast eller Ro, før
jeg havde fundet min Moder og Softer og slaffet dem et
Hiem igen. Og saa vilde jeg ofre alt for at faa dem
lytlelige Meget har de mistet, men ved mine Fadres
Gudl jeg flulde staffe dem mer end det igen!«
Dei Svar havde Romeren ille ventet. Han lod til
at blive tvivlraadig og spurgte saa: ,,Men hvis nu din
Familie var døo eller ille til at sinde?«
Judah bleo ligbleg og saa en Stand nd over Bandet.
Da han entelig havde fatte« sil soakeze han: »Du inei!er,
bvad Kald jeg saa vilde verng mig?'«
«Ja««
»Jeg slal sige dig Sandheden, Tribnn. Netop Af
tenen for hin forfaerdelige Dag, Du ved, havde jeg faaet
Lov af Moder til at blive Soldat. Det onster jeg endnu
den Dag i Dag at blive. Og da der i hele Verden tun,
sindes en Krigs-Slole, vilde jeg ssge den.« i
»Arenaen?'«
»Nei, en romerst Lejr.«
»Men Du maatte jo dog first have leert at beuge
Vaaben!« -
En Herre bsr aldrig indlade sig paa at rcefonnere med
en Slave . . . Naeppe var de sidste Ord fluppet Tribunen ud
af Munden, for han selte, at han havde haaret sig galt;
ad, . . . og han blev pludselig kold og streng af Besen. ;
,,Saa lan Du gaa!« sagde han. »Og saet intet Haasb
til, hvad jeg her hat talt med Dig oml Kan hcende, jeg
blot har leget med Dig! Men vil Du endelig,« tilføjede
han langsam, »«haabe noget af Fremtiden, saa se at vælge
meacm en Gtaviatoks Ry og en Soll-ais Sud og Stahl
Til beromt Gladiator tan Keiseren gore Dig; fom Soldat
finder Du hverlen Stette eller Anerkendelfe, for Du er
ingen Romerl . . . Ja, gaa saa!« . . .
Kort efter fad Judah igen ved sin Aare . . . Er man
let om Hiertet, falder lelv tungt Arbejde let: og aldrig
havde Aaren ligget lettere i Judahs Haand end nn, da der
pludselig var blinlet et Haab frem for ham! Atter og
atter grublede han over det, at den niægtige Tribun havde
laldt hain til sig og spurgt ham ud om hans Slæbne Og
i sit stille Sind bad han: »O, Gub, jeg er en cegte Søn af
det Foll JsraeL som Du hat elslei saa saure. Af hele mit
Hierte raaber jeg til Dig: hjcelp mig!"
Vl.
De hundrede Gnlejer samledes i AniemonaiBuatem
øst for Øen Cytham og Tribunen bruqte en Dag til at
inspicere Indem-. Saa sejlede han til Naxos, den storste
af Cyrladerne, der midtvejg mellem Grcekenland og Asien
rager som en mægtig Klippe op af Havet. Herfra kunde
han holde Øje med alle Skibe, der kom forbi, og ftraks
fcette efter Sørøverne, enten de saa viste sig i Winter-Hahn
ellek i Middelhavet.
Just som Flaaden i. fortræsselig Orden roede ind mod
Øens bjergsfulde Bred, duklede Ude mod Nord en Galej
frem. Arrius sejlede den iMøde. Den gik i Transport
Fart og kom lige fra Byzanz. Hos Befalingsmanden
ombord sit Tribunen en bel Del Oplysninger om, hvor
Søroverne stammede fra, og om hvor hemmeligt de havde
trusset dekes Forbetedelser. Jngen havde anet noget om
dem, for de pludselig en Dag havde vist sig i den tshraciste
Bugt og sdelagt alle Skibene der. Senere var alle Far
tojer mellem hin Bugt og Hellespont blevet taget af dem.
Estadren bestod af 60 vel bevcebnede og vel udrustede Ga
lejer. En Greeler var svetstsbefalende, ogi ogsaa Lodferne
var Greekere, oel kendte med de Istllge Farvande. Endog
Byerne havde Sstsverne fat Skrcek i, faa de alle nu holdt
deres Perle lukkede og stillede Nattevagt paa Murme.
Handelen var fuldsicendig gaaet i Staa. Sstsvernes
sidste Bedrift hat-de veret at overfalde og udplyndre He
phaestia paa Øen Lemnos; dekefter var de blevet set ovre
ved den thessalisie Øgeuppe —- og var forsvundne, mellem
Eubøa og hella3. — Saaledes lsd Meldingerne.
Lotlede as det sjældne Sluespil: at se en Flaade
paa hundrede Stibe, dar Jndbyggerne begyndt at strømme
ned til Kysten. De tom lige tids nol til at vcere Vidner
til, at de sørste Skibe styrede mod Nord, og at derpaa
Resten sulgte ester! . . . Ogsaa her paa Øen havde man
ooeret angst sor Sen-verne; men nu fattede man Mod,
thi man vidste as Ersaring, at hvad Rom tog sat paa, det
plejede Rom at søre krastigt igennem, og at til Vederlag
sot de Slatter, Rom inddrev, staenkede den i Reglen sine
Statteydere Vaern og Sitkerhed.
Tribunen var yderst tilsreds. Han havde itte blot
hurtig saaet paatidelig Esterretning om Fjenden, men
han shavde ogsaa loktet ham ind i et Fardand, hvor den
sitre Undetgang syntes at dente ham. En eneste Galej
tunde udtette stor Stade i Middelhavet og var samtidig
soanskelig at opspore og saa Bugt med: desto starre Nytte
’vilde han nu kunne gøre og desto større Haeder dilde han:
indlægge sig, om han paa een Gang odelagde hele Sw
rødernes Flaade!
Paa et Kort over Gartenland og ÆgckepHadet vil
man tunne se, hvorledeg Øen Eubøa strcrtter sia ud sor den
tlassiste Kyst, som en Stags Dcemning imcsd Asien, da
hvorledes der mellem Øen og Fastlandet løber en siaiiah
som er en ZU Mit lang, men knap en hald Fjerdingdci
bred. J Buaten ded Jndløbet opholdt Sdrøderne sia:
Bnerne derinde paa Finsten dar jo oasaa 1iqe, B.«,sttet saare
indbydende! . . . Tribnnen besinttede at se at indeslutte
Fjenden fra Nord oq Syd. Men stillt-e ket Unless-, uiaatte
han stynde sia. Følzielig lod han ro starpt til, - indtil
han, tort for Natten saldt paa, sit Zije Paa Biernet Lcha
og Stnrtnanden erlleerede, at Eubøag Lust dar i Sigm
Saa bled der nidet Tenn, og man holdt op at ro.
Tribunen delte Galejerne i to Afdeli:iaer, lider paa Jst
Stil-se; med den ene sejlede lsan ind i staunten, den anden
sendte l)an om paa den modsatte Side as Dei Jnaen as
Vlfdelingerne hadde rigtignok saa meaet Mandslab sozn
Zarødernex men der dar utdidlsomt bedre Disciplin hds
Romerne, og desuden — scet ogsaa, den ene Asdeling bled
slaaet, saa tuiide da del den anden Asdeling angribe og
besejre Fjenden
Ben Hur eller Judah hadde imidlertid pas-set sin Tie
neste Ved Aaren. Kun hver sjette Time dar han bledet
afløst; men det HviL Mandslabet hadde haft i Antemona
bunten, haddc styrtet hani sdcrrt, dg Haabet, sont Samtalen
med Tribunen havde vatt hos dam, holdt ham yderligere
oppe. Før havde han sløvt roet vcel uden at tcenke syn
derlig paa, hdorhen Farten gib Men nu, da hder Lyd
ombord syntes at Vatgle ham et Omslag i hans Stcebne,
dar der kommet en underlig Spænding og angerrighed
over ham. As Solstraalerne, som saldt gerinem Aabnin
gerne ned i Kahytten, havde han leert sig at bestemme Sti
bets Retning. Da de roede bort sra Cythara, hadde han
sørst troet, de satte Kursen mod Jodeland, og det havde
givet ham som et Stil i Brystet; men saa opdagede han,
at de pludselig drejede mod Nord. Hvad kunde Grunden
dcere? Jngen sagde nogensinde Slaverne noget. Aldtig
tom de op paa Datteh ja, de anede ilte en Gang, om deres
Galej var ene eller havde mange Skibe i Folge. Uden
sor deres Plads ved Aaren var intet i Verden til for dem.
Da Solnedgangen sendte sine sidste Straaler ned i
Slibet, styrede dette endnu stadig mod Nord. Mortet
saldt paa, — og der stete ingen Forandting. Men oppe
sra Dcektet trcengte Dust as brændende Rogelse ned til
Rottatlene . . . ,,Tribunen er ved Alteret,« tæntte Ben
Hur, ,,vi stal timeligvis i Kamp.« Han vidste nemlig, at
baade Romerne og Graterne plejede at bringe Guderne
Oste, sør de begyndte et Slag. Selv hadde han været med
i mange Ttæsninger, men han bavde aldrig set en Kamp,
han havde blot hørt Larmen as den. Alligevel havde slige
Begivenheder sstor Interesse sor ham og hans Kammetater.
J Tilfcelde as et Nederlag var der jo nemlig Mulighed
sor, at der tunde ste en Fotandring i Rottatlenes Skæbne,
ja nogle as dem tunde maaste endog saa deres Frihed.
Til danlig Tid blev Lygterne tcendt og blev hængt
op ved Siden as Trappen. Tribunen kom ned sra Dceklet.
Han gav Ordre til, at Marinesoldaterne skulde iføre sig
deres Rustninger. Store Bundter Spyd, Kastespyd og
Pile blev slcebi stem; Olie, Kurve med Bomulds-Boldte
og andet let antaendeligt Materiale holdtes i Beredskab.
Da Ben Hur saa tilmed saa Tribunen gaa od paa Plat
sormen, isøre sig Rustning og stille Hjcelm og Skjold frem,
sotstod han, at der itle lunde vcere Tvivl lcengere om, at
der stulde lcempes . . . Og sta nn as drejede alle hans Tan
ter sig om, hvorvidt ogsaa han stulde lide den vcerste as de
Ydmygelser, som var sorbundet med det at vaere Stabe
j Ved hver Rorkarls Plads dar der anbragt en Lænke
med svaere Fod-Jern. Hottatoren begyndte at gaa sra
Nummer til Nummer og at slutte Rorkarlene i
chem. De havde itte andet at gøre end tavse
tat sinds sig deri. Blev Skihet voket i Scene
»var de redningsløst sortabte. Alle følte de, hvil
jlen Slcendsel der bedes dem; men ingen as dem solte del
Jsaa dybt som Bcn Hut-. Han lunde here as Lænkernes
-Raslen, hvorledes Hortatoren tom naekmere og ncermere:l
snart maatte Turen vcere til ham, —- eller vilde Tribunent
lade ham slippest
Han ventede i seberagtig Spænding7 Tiden, der gil,
syntes ham en Evighed. Hver Gang han lostede og hver
Gang han scentede Aaren, stottede han op ester Tribunen.
szintus Arriuö havde lagt sig paa sin Lojbænh han lod
;ikte til at stcenke Rottatlene en Taute. Ben Hur stceldte
sig selv en Taabe, —- ljvor havde han kunnet bilde sig ind,
at der stulde gutes en Undtagelse med ham?!
hortatoren kom ncermere; Lenkerne raslede og ras
lede. Nu var han ved Nr. 60. Med Fortvivlelsens Sløv
hed holdt Ben Hur op at to og kalte Faden srem . . . Saa
rejste Tridunen sig halvt over Ende og vintede. Det svim
lede for Ben Hut; han lod Aaren salde igen; hele Stil-et
var som sorklaret t hans Øjnr. Hvad der blev sagt, harte
han ikke, han vidste tun, at han var itte blevet lagt i
Irren-! hortatoeens var gaaet op paa sin Plads ved Re
sonnanöbordeL Aldrig havde Hammerens Slag lydt saa
lysttgt i Ben Dass Orent Ihan bøjede sig frem og trat
paa Aaren, saa den bsjeUs og var neer ved at tncette . . .
Dortatoren saa’«op paa Tribunem Denne sagde: »Ja,
sackdan en Kraft og saadant et Mod! Han stal itle i Jærn
met, han er flintest, naar han er sei«. —- — Detmed straktet
Qvintuö Atrtus sig tgen ud paa Løjbæntem »
l
Skibet styrede ustandseligt stemad. De af Of
ningen, der intet havde at bestille, sov — Arrius psc
Løjbænl, Soldaterne paa de bare Planken Een Gans
og to Gange blev Ben Hur asløst; men han tun-de ille
Tre Aar i Bcelgmørke — og nu endelig en Stribe E
Under saadanne Omstcendigheder fly’r Søvnen En. si
drømte skg allerede udfriet as sin Elendighed, samlet III
sin Moder og Søster, hjemme igen og velstaaende. Og III
sølte sig saa lyklelig som maaste aldrig sør .
Ooer »Astraea« hvilte just det taette Marte, som plejek
iat gaa umiddelbart sorud sor Daggryet. Da kom en M
løbende sra Dæklet ned paa Tribunens Platsotm og MS
kede ham. Qvintug Arrius sprang op, satte sin Oft-U
paa, tog Svcerd oa Skjold, og gil hen ad Trappen til, so
sørte op paa Dcetkei.
VIL
Alle ombord vaagnede. Ossicererne styndte sig pas
Post, Soldaterne greb deres Vaaben og blev fort op pas
Dcektet, hoorthen der var blevet bragt hele Bundter af Pise
og Favne snlde as Spyd. Oliebeholderne og Jldkugletue ,
bleo holdt rede; der blev tændt endnu slere Lyater rg sym
Band i« en Mikngde star. De Rortarle, som var srii
Ijebiikket, stitnlede samtnen om Opsynsmandem blanbl
dein Var Ben Hur. Ovenfra tom den dampede Staj af
de sidste ForberedelseU Sejlet bleo slaaet ud, Nei blev bredt
11d, illiasliner blev ajort klar. Da saa blev alt iaen gansle
stille, -— ulmageliat og liaesom dødsens stille. Pan et Tegn,
der bleo gioet oppe sra Deelkct og som en Underbefalingsss
mand haode sagt Hortatoren Besked om, holdt pludselis
alle op at ro. Hvorsork -——— Ja derover tæntte maaste
iike en as Rortarlene . . . «
Men Bett Hur bleo plndseliq opmærksom paa, at
lienne fra. Siibet5 Baastadn kom der en Lyd som as en
Galejg Aareslaa. Oa saa annaede ,,Astrcea« med et, som
om det var Storm . .Ben Hur anede, at nu sited en hel
Zylaadet til «.)lnqreb, og den Jde optog c høj Grad ltanH Jud
dildninagkraft
Atter blev der givet Tegn oppe fra Der-tier. Aarerne
sasnlcde sia, Galejen bevcraede sia sremad — men ganste
smaat, næsten umærteligt: som en Kat, der skylder sig stem
Paa Buaen, sør den sprinaer paa. Pludselia lod saa oppe
sra Dcekket et højt, lanatrutkent Trompet-Signal. Hot
tatoren sloa Takt paa sit Bord, saa det rungede estet; ,
Nortarlene trat as al Kraft Paa Aarerne; lztagende i alle «
Fuger stod Galejen srenmd. Nr) Trompetstrald lod otmne «
sra Agterstaonen; sorude var der et Viroar as Raub, lske
dovende Larm. Og saa kom der et vceldigt Stad: Rot
karlene ncermest ved Hortatorens Platsorm da kle:e, enkelte
saldt Slibet veg tilbage, ligesom tog Tilløb, og stod after
stem. Bulderet as Sammenstødet og Trompeternes Stin- z,
gren overdøvede ncesten et Rædselshyl fra mange Strichen
og saa hørte Ben Hur et Brag, som om Planker lnækledeTs
og oppe sra Dceklet et Jubelskrig: Romerne «t)avde boret isåg
Stib i Saent Hvis Stib? Hvem slugte Havet nu.
hvad Stags Foll og sra hoad Land var Fjenden? -»
Der var itke Tid til at taenle. Ustandselig ttængtz :
»Astrcea« fremad. Soldater lom lebende hen til DIE-?
be-holderne, dyppede Bomuldsboldtene i Olien, og IT ’
Jld paa dem: Flammers Knittren blandede sig i Sink
vilde Larm. Og igen dukkede Galejen, saa Rotfär» 3
lnap kunde holde sig oprejst, og igen lød Romennes Jubel- sp»
strig og Fjendernes Rædsels-Brøl. Not et Slisb var ble-— f«
vet spaltet as den romerske Galejs Snabel og sendt til
Bunds. Brag paa Brag, Strig paa Steig —- ti.l hojte,
til venstre, sorude, bagude raste Kampen, saa man hoerken
lunde sanse eller samle.
Endan var alt uasgjort. As og til blev en reiner-I
Soldat — bloddryppende, doende — baaret nedemtudea
Og Røg trængte derned, blansdet med en kvalmende Staat
as brcendt Kod. Ben Hur snappede ester Vejret: han for
stod, hvad den Stank betød, — man var i Rast-heben as
et braendende Stib, hvor de lcenkede Rorkarle sortætedc
redningsløst as Flammerne! . . . Saa med et gav det c
ooldsomt Ryk i ,,Astræa«, og derester laa den gansie stille-;
Rorkarlene tumlede omluld, Aarerne faldt ud as dereiig
Hænder; oppe paa Daeklet sblev der en srygtelig Larve-«
Liget as en blond Fremrned styrtede ned i Kahytten. Oder-; ;
toni det fra? var han blevet grebet ombord paa et sjendts
ligt Stib?- — Nei, »Astræa« var i Fjendernes Magtz
nu lcempede Romerne sor Livet deroppe paa Dælket. Bett
Hur blev som Js as Angst. Tribunen, Qvintus Attinh
var i Fare! Sat, han bleo drcebt: saa var alt Haab Ube,
alle Drømme om at stulle gense Moder, Stifter, Farbe-elend
bristede som Skum paa Vandl Arbrahams Gud, hjclps
. . Raadvild stirrede han omkring. Lutter FordikringL
Kun Hortatoren sad rolig paa sin Plads og slog, esiev
Ordre, Takt paa Resonnansbordet, —- uagtet ingen kotbe
oa ingen tunde ro! Rorkarlene havde forst slidt i detedk
Lænler sor at slippe los-; sorgæves, Jccrnet gao ille eftet,j
— og nu syldte de Lusten med deres sanseløse Hyl.
Et Spring, —- og Ben Hur stod midt paa Tkappen,«
der forte op til Dækket Han kunde se Jldstceret paa Him- »
len, Skibe oa Vragstumpet til alle Sider, Kampen ems
bord mellem mange Fjender og saa Romere, —- saa tabte -.
han pludselig Fodfæste og styrtede baglcends ned. Galejett
var blevet laek, de sydende Bolger siyllede ind over den!
Først inkrgmøkke — og saa Band, Band, Vandt ·
Sondt Ben Hur var stark, og siøndt Faren (so1n
det jo plejer at gan) mer end sordoblede hans Krcefter, var
«han dog i sørste Øjeblik oillielos og krastesløs. legerne,
der strømmede ind, sugede ham —- som lunde han have vie- 1
ret et Stytle Trce —- med sig ned i Kahytten, og han vilde
vcere drulnet der, hvis ikte Modstanden, som det syntende
Stib mødte, havde løstet ham til Veer igen. Jnde i et .«
Bitvar as Vragstumper slængtes han op til Moses-«
og greb sat i noget ved Siden as sig: det var en socw
Planke, viste det sig, — og den llamrede han sig fast
Han trat Vejret dybt, rrystede Vandet as Haar og as disk
lrob saa op paa Planken, og sa·’a sig om . . . Rosen lajszf
sont en halvt gennemsigtig Taage over Haut; hist og U
brændte der Stibe. Der lød Btag paa Mag as »
som tornede samtnen. Og as dem, der havde meins
bord paa «Asttoea", lotn op Romete og dere- F
klamrende sig til hinanden, tampende, huggeude
sor sig med Svcerd eller stodende frem for sig med «
I. . . medeng det forte, oprorte Band farvedei
sBlod og as Flammestcer . . .
GMl
