Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (March 24, 1903)
Ben Hur. En Fortaelling fra Kristi Tid at Leu-is Wallaec. Nordamenlansk General. soebenvserende Geiandt i Konstantin-weh Pan Dunst ved Wilh Meint-. (Fortlat.) »Opsynsmanden sagde, at du var den ædle Arrius, vg Du havde besalet, at jeg slulde søge Dig her· — Her er «eg!« ] Tribunen saa beundeende paa Rottarlens kraftige, slanle Slitlelse — og tcenlte paa Arenaen. Han lagde desuden Mærle til, at det unge Mennesles Stemmellang og Versen tydede paa, at han maatte vcere as god Familie. Der var lyvexten noget trodsigt i hans Optraeden ellek Tegn til, at han Inslede at vælte Medlidenhed; han saa blot Meget alvorlig ud . . . J stiltiende Anerkendelse af disse rosvasrdige Egenslaber talte Tribunen til ham, ikte som en Heere taler til en Stank-, tnen som tnelletn to ligestillede den crldre taler til den yngm ,,Opsyn5manden sonde, at Du var hans bcdste Rot larl.« »De! var meget venligt as Opsynsmanden.« »Hm-or lcenae liar Du tjent?« »ch Aar.« ,,.Lieie Tiden smn Normer » »Ja, lwer Taq.« : ,.Tet er strenat Arbeiten Der er manns, som tun; holder det ud et Aar, — - on Tu er endda saa unal« ! »Den ædle Vlrrius alemmer. at Villien kan note stasrt.«" »Hier lwad jeq lan l)øre, er du Jedes« »Im kaler Fursædee blandt Hebræerne, lange for de sørste Rainere var til.« »Du bar not en ordentlia Nein as Hut-en as dit Falls Stoltl)ed,« sagte Teil-Innen, sum laade Mcerle til, at det unge TIJienneste hnvde rødmet, da han saade de sidste Ord. ,,E-toltheden viser sig starkest, naar den ligger i Lan-i ter.« Arrius smilte. — »Im har aldrig selv vceret i Jeru salem,« sande bnn saa, ,,nIen jea ljar hørt adslilliat for tcelle om Jerusalems Stormasnd En af detis Fyrster kendte jeg: on han havde unagtelig sortjent at vcere Feonae . . . As hvad Rang er Du?« »Hei sra Rorbænlene har jea itle andet at svare, end at jeg er Slave. Men min Fader var Fyrste as Jerusalem; som Købtnand besor han Havene, og den store Augustus tendte ham og hcedrede ham. Han hed Jthtmak, as Huset Hur.« · Tribunen løstede sorbavset Haandem — »Hvad for noget, er Du en Sen as Huset Hur!?« — Han tav en Stund og sad og saa paa Rottarlen . . . Saa sputgte han: ,,Hvordan er du lonnnet her?« Judah blev bleg og slvg Øjene ned; han tæmpede sor at blive Heere over scg selv. Saa saa han Tribunen aerligt i Øjnene og svarede: »Man bestylder mig sor, at jeg skal have sorsøgt at drerde Prokuratoren Valetius Gratus.« »Vat- det Dig?!« udbrød Tribunen og traadte et Slridt tilbage: «Snigmorderen, som hele Rom snatlede om!? . . . Jkg hstte det fortælle paa mit Stib ved Bodi· num.« Der blev en Pavse . . . Saa sagde Tribunem »Jeg teoede ellers, at Familien Hur var blevet udryddet as Jorden!« Et Mylder as blide Erindtinger strømmede ind paa det unge Menneslr. Hans Stvlthed svandt, han sit Taarer i Øjnene: —- ,,Aa min Moder -— og lille Tirzahl hvad er der blevet as dem? Ædle Teil-um hvis Du ved noget om dem, saa sig mig det! Lever de endnu? og hvis de lever, hvordan har de det saa? Jeg bsnsalder Dig, sig mig alt!« Han var traadt taet hen til Tribunen og bersrte bedende hans Kappe. »Na er der gaaet tre Aar siden hin forsaetdelige Dag — hele tte Aar! — og hver en Time var Kval og Sorg sor mig uden anden Lindring end del haatde Arbejdel Naar jeg endda havde kunnet glemme! Men bestandig, selv under Storm og Kamp, saa jeg sor mig det tcedselsfulde Ltjeblil, da Moder og min statlels Systek blev slcebt bortl . . . Og san at tænke fig, at det var mig, der havde styrtet dem i Ulylle, mig, som . . .« »Du gjorde det altsaa med suldt Overlæg?« spurgte Tribunen strengt. Det var, som om Judah pludselig sorvandledes. Hans Øjne lynede, det direede om hans Mund, Handerne knyttedes. Stemmellangen blev starpere. ——— »Du hat vist hort, Tribun,« svarede han, »Hm mine Fædres Gud, den almægtige Jehovah· Saa sandt han lever og regerer og hat vist idel Karlighed Inod Jstaels Foll, — saa sandt et jeg uslyldig, det svcerger jeg Dig til!« . . . Og da Tri bunen lod til at føle Deltagelse, tilsøjede han buttigt: »Tec- mig, ædle Tribunl slænl mig i alt Fald den Trost i min store Kummer!« stintuö vendte sig fra lham og gav sig til at gaa skem og tilbage paa Dællet Pludselig standsede han: »Men Sagen maa jo vcere blevet undersøgt,« sagde han. »Nej!« Romeren sperrede sorbavset Øjnene op: »Hvad for nvget, ille undersegttl Blev der itte fett Bidner? . . . hvem seeldede da Dom over Dig?« (Lasseken maa erindre, at just i dekes Forsalds-Tid; ncrede Romerne den dybeste Respect ssor alle retslige For maliteter). ,,De bandt mig med Reb og ssrte mig ind i et Hul i Tat-met Jeg saa ingen; og ingen talte til mig. Men nieste Dag trat nogle Soldater as med mig til Kysten, —- og siden hat jeg vceret Galejscave.« »Hm-de Du da tunnet bevise, at Du var ustyldlgt« »Jeg var et Barn endnn, alt sot ung til at tunne vtlle sptlle Sntgmorder. Og set endda, at jeg havde vtllet der-be hem, — etlde jeg da have valgt det Sted og den Tit-I han ted mtdt i en Legton, og det var heilys Dag, vg der var lagen Multghed soe, at jeg lunde have sluppet boett Desuden thsete jeg ttl det Parti, som var velsindet mod Romena jeg Ihavde itte Spoe as Grund ttl Dad, tveertimod: Fadet havde udmcerlet sig i Kessetens Tier-eite, vi. havde en stoe Fvemue at tade, og mtn Sam vttttghed, Loven —- alt det, hvori en Jöraelit levek og aander, -— maatte have holdt min Haand tilbage. Fra Forftanden var jeg illel Jeg vilde have foretrullet Dod for StandseL — sont jeg got det den Dag i Dag!" . . . Tribunen havde hnrt opmcerlfomt efter. Han var en erfaren Mand, og han sagde til sig selv, at entcn stoo han her overfor en udlært Hykler, eller ogsaa var det nnge Mennesle utvivlsomt uslyldig. Men var han usiyldig, hvor hensynsløst og grusoint havde saa ilte Magten faret frem! En hel Familie var blevet ofret, — fordi der var indirusset en ulyllelig Hendelsel . . . Sofollene plejede at lalde Qvintus Arrins »den gode Tribun«: der var ad flilligt i. det unge Mennesles Bcesen og Historie, som ap pellerede til hans Godhed. Kan hænde ogsaa, at han itle var nogen Ven af Balerius Gratus, eller at han perfonlig jhavde lendt Fyrft Hur. Judah havde i Samtalens Lob spurgt derom, men ille faaet Svar. Not er det — Qvin ins Arrins var tvivlraadig. Han var uindslreenket Herster ombord, han lnnde løse og binde efter Behag . . . Men (tcenlte han saa igen paa den anden Side) det har jo intet Jag, nemlig med at komme til Cythara: han lunde ille give Slip paa sin bedfte Rorkarl line nn! Nei, han nnmtte se at saa noget mere at vide . . . han maatte i alt Falo vcere vis paa, om det Unge Mennesle virlelig var en Zion af Fyrst Hur. Slaver var nasten altid store Lognere . . . »Bei er godt!« sagde han. »Saa lan Du gaa hen paa din Plads igen!« Judah butkebe cerbødigi, on faa faa atter op paa Trilntnen: der var intet i denn-es Anfints-Udtryt, sont lnnde give ham Himb. Langsomt ajorde han ocnlring — men vennte sig atter oin og sagdet »Hvi5 Du, Tributl, nogensinde slnlde tamle paa min, faa beder jeg Dig erindre, at jeg ilte bad om andei end oin at faa at vide, hvao der er blevet af min Moder on Inin Lasterl« Derined ais han. — Tribunen saa benndrende efter hain. »Hast vilde blive en Pryd for Arennen!« tænlte han: »saadan en Lober der kund-e blive af ham! on fanden en Arm, han hat —— til at svinne Siiærdet og til Vrndei lampl . . . .L)oldt!« lommanderede han. Judah fiod stille. » ,,Hvad vilde Du gere, i Fald Du sit din Frilied?« »Den cedle Arrius got sig lustig over mig!« sagte Judah, fteelvende af Sindgbevcegelse. »Svar!« »Vel! . . . Forsi og fremmest vilde jeg gore min Plini. Jlle en Time vilde jeg unde mig Rast eller Ro, før jeg havde fundet min Moder og Softer og slaffet dem et Hiem igen. Og saa vilde jeg ofre alt for at faa dem lytlelige Meget har de mistet, men ved mine Fadres Gudl jeg flulde staffe dem mer end det igen!« Dei Svar havde Romeren ille ventet. Han lod til at blive tvivlraadig og spurgte saa: ,,Men hvis nu din Familie var døo eller ille til at sinde?« Judah bleo ligbleg og saa en Stand nd over Bandet. Da han entelig havde fatte« sil soakeze han: »Du inei!er, bvad Kald jeg saa vilde verng mig?'« «Ja«« »Jeg slal sige dig Sandheden, Tribnn. Netop Af tenen for hin forfaerdelige Dag, Du ved, havde jeg faaet Lov af Moder til at blive Soldat. Det onster jeg endnu den Dag i Dag at blive. Og da der i hele Verden tun, sindes en Krigs-Slole, vilde jeg ssge den.« i »Arenaen?'« »Nei, en romerst Lejr.« »Men Du maatte jo dog first have leert at beuge Vaaben!« - En Herre bsr aldrig indlade sig paa at rcefonnere med en Slave . . . Naeppe var de sidste Ord fluppet Tribunen ud af Munden, for han selte, at han havde haaret sig galt; ad, . . . og han blev pludselig kold og streng af Besen. ; ,,Saa lan Du gaa!« sagde han. »Og saet intet Haasb til, hvad jeg her hat talt med Dig oml Kan hcende, jeg blot har leget med Dig! Men vil Du endelig,« tilføjede han langsam, »«haabe noget af Fremtiden, saa se at vælge meacm en Gtaviatoks Ry og en Soll-ais Sud og Stahl Til beromt Gladiator tan Keiseren gore Dig; fom Soldat finder Du hverlen Stette eller Anerkendelfe, for Du er ingen Romerl . . . Ja, gaa saa!« . . . Kort efter fad Judah igen ved sin Aare . . . Er man let om Hiertet, falder lelv tungt Arbejde let: og aldrig havde Aaren ligget lettere i Judahs Haand end nn, da der pludselig var blinlet et Haab frem for ham! Atter og atter grublede han over det, at den niægtige Tribun havde laldt hain til sig og spurgt ham ud om hans Slæbne Og i sit stille Sind bad han: »O, Gub, jeg er en cegte Søn af det Foll JsraeL som Du hat elslei saa saure. Af hele mit Hierte raaber jeg til Dig: hjcelp mig!" Vl. De hundrede Gnlejer samledes i AniemonaiBuatem øst for Øen Cytham og Tribunen bruqte en Dag til at inspicere Indem-. Saa sejlede han til Naxos, den storste af Cyrladerne, der midtvejg mellem Grcekenland og Asien rager som en mægtig Klippe op af Havet. Herfra kunde han holde Øje med alle Skibe, der kom forbi, og ftraks fcette efter Sørøverne, enten de saa viste sig i Winter-Hahn ellek i Middelhavet. Just som Flaaden i. fortræsselig Orden roede ind mod Øens bjergsfulde Bred, duklede Ude mod Nord en Galej frem. Arrius sejlede den iMøde. Den gik i Transport Fart og kom lige fra Byzanz. Hos Befalingsmanden ombord sit Tribunen en bel Del Oplysninger om, hvor Søroverne stammede fra, og om hvor hemmeligt de havde trusset dekes Forbetedelser. Jngen havde anet noget om dem, for de pludselig en Dag havde vist sig i den tshraciste Bugt og sdelagt alle Skibene der. Senere var alle Far tojer mellem hin Bugt og Hellespont blevet taget af dem. Estadren bestod af 60 vel bevcebnede og vel udrustede Ga lejer. En Greeler var svetstsbefalende, ogi ogsaa Lodferne var Greekere, oel kendte med de Istllge Farvande. Endog Byerne havde Sstsverne fat Skrcek i, faa de alle nu holdt deres Perle lukkede og stillede Nattevagt paa Murme. Handelen var fuldsicendig gaaet i Staa. Sstsvernes sidste Bedrift hat-de veret at overfalde og udplyndre He phaestia paa Øen Lemnos; dekefter var de blevet set ovre ved den thessalisie Øgeuppe —- og var forsvundne, mellem Eubøa og hella3. — Saaledes lsd Meldingerne. Lotlede as det sjældne Sluespil: at se en Flaade paa hundrede Stibe, dar Jndbyggerne begyndt at strømme ned til Kysten. De tom lige tids nol til at vcere Vidner til, at de sørste Skibe styrede mod Nord, og at derpaa Resten sulgte ester! . . . Ogsaa her paa Øen havde man ooeret angst sor Sen-verne; men nu fattede man Mod, thi man vidste as Ersaring, at hvad Rom tog sat paa, det plejede Rom at søre krastigt igennem, og at til Vederlag sot de Slatter, Rom inddrev, staenkede den i Reglen sine Statteydere Vaern og Sitkerhed. Tribunen var yderst tilsreds. Han havde itte blot hurtig saaet paatidelig Esterretning om Fjenden, men han shavde ogsaa loktet ham ind i et Fardand, hvor den sitre Undetgang syntes at dente ham. En eneste Galej tunde udtette stor Stade i Middelhavet og var samtidig soanskelig at opspore og saa Bugt med: desto starre Nytte ’vilde han nu kunne gøre og desto større Haeder dilde han: indlægge sig, om han paa een Gang odelagde hele Sw rødernes Flaade! Paa et Kort over Gartenland og ÆgckepHadet vil man tunne se, hvorledeg Øen Eubøa strcrtter sia ud sor den tlassiste Kyst, som en Stags Dcemning imcsd Asien, da hvorledes der mellem Øen og Fastlandet løber en siaiiah som er en ZU Mit lang, men knap en hald Fjerdingdci bred. J Buaten ded Jndløbet opholdt Sdrøderne sia: Bnerne derinde paa Finsten dar jo oasaa 1iqe, B.«,sttet saare indbydende! . . . Tribnnen besinttede at se at indeslutte Fjenden fra Nord oq Syd. Men stillt-e ket Unless-, uiaatte han stynde sia. Følzielig lod han ro starpt til, - indtil han, tort for Natten saldt paa, sit Zije Paa Biernet Lcha og Stnrtnanden erlleerede, at Eubøag Lust dar i Sigm Saa bled der nidet Tenn, og man holdt op at ro. Tribunen delte Galejerne i to Afdeli:iaer, lider paa Jst Stil-se; med den ene sejlede lsan ind i staunten, den anden sendte l)an om paa den modsatte Side as Dei Jnaen as Vlfdelingerne hadde rigtignok saa meaet Mandslab sozn Zarødernex men der dar utdidlsomt bedre Disciplin hds Romerne, og desuden — scet ogsaa, den ene Asdeling bled slaaet, saa tuiide da del den anden Asdeling angribe og besejre Fjenden Ben Hur eller Judah hadde imidlertid pas-set sin Tie neste Ved Aaren. Kun hver sjette Time dar han bledet afløst; men det HviL Mandslabet hadde haft i Antemona bunten, haddc styrtet hani sdcrrt, dg Haabet, sont Samtalen med Tribunen havde vatt hos dam, holdt ham yderligere oppe. Før havde han sløvt roet vcel uden at tcenke syn derlig paa, hdorhen Farten gib Men nu, da hder Lyd ombord syntes at Vatgle ham et Omslag i hans Stcebne, dar der kommet en underlig Spænding og angerrighed over ham. As Solstraalerne, som saldt gerinem Aabnin gerne ned i Kahytten, havde han leert sig at bestemme Sti bets Retning. Da de roede bort sra Cythara, hadde han sørst troet, de satte Kursen mod Jodeland, og det havde givet ham som et Stil i Brystet; men saa opdagede han, at de pludselig drejede mod Nord. Hvad kunde Grunden dcere? Jngen sagde nogensinde Slaverne noget. Aldtig tom de op paa Datteh ja, de anede ilte en Gang, om deres Galej var ene eller havde mange Skibe i Folge. Uden sor deres Plads ved Aaren var intet i Verden til for dem. Da Solnedgangen sendte sine sidste Straaler ned i Slibet, styrede dette endnu stadig mod Nord. Mortet saldt paa, — og der stete ingen Forandting. Men oppe sra Dcektet trcengte Dust as brændende Rogelse ned til Rottatlene . . . ,,Tribunen er ved Alteret,« tæntte Ben Hur, ,,vi stal timeligvis i Kamp.« Han vidste nemlig, at baade Romerne og Graterne plejede at bringe Guderne Oste, sør de begyndte et Slag. Selv hadde han været med i mange Ttæsninger, men han bavde aldrig set en Kamp, han havde blot hørt Larmen as den. Alligevel havde slige Begivenheder sstor Interesse sor ham og hans Kammetater. J Tilfcelde as et Nederlag var der jo nemlig Mulighed sor, at der tunde ste en Fotandring i Rottatlenes Skæbne, ja nogle as dem tunde maaste endog saa deres Frihed. Til danlig Tid blev Lygterne tcendt og blev hængt op ved Siden as Trappen. Tribunen kom ned sra Dceklet. Han gav Ordre til, at Marinesoldaterne skulde iføre sig deres Rustninger. Store Bundter Spyd, Kastespyd og Pile blev slcebi stem; Olie, Kurve med Bomulds-Boldte og andet let antaendeligt Materiale holdtes i Beredskab. Da Ben Hur saa tilmed saa Tribunen gaa od paa Plat sormen, isøre sig Rustning og stille Hjcelm og Skjold frem, sotstod han, at der itle lunde vcere Tvivl lcengere om, at der stulde lcempes . . . Og sta nn as drejede alle hans Tan ter sig om, hvorvidt ogsaa han stulde lide den vcerste as de Ydmygelser, som var sorbundet med det at vaere Stabe j Ved hver Rorkarls Plads dar der anbragt en Lænke med svaere Fod-Jern. Hottatoren begyndte at gaa sra Nummer til Nummer og at slutte Rorkarlene i chem. De havde itte andet at gøre end tavse tat sinds sig deri. Blev Skihet voket i Scene »var de redningsløst sortabte. Alle følte de, hvil jlen Slcendsel der bedes dem; men ingen as dem solte del Jsaa dybt som Bcn Hut-. Han lunde here as Lænkernes -Raslen, hvorledes Hortatoren tom naekmere og ncermere:l snart maatte Turen vcere til ham, —- eller vilde Tribunent lade ham slippest Han ventede i seberagtig Spænding7 Tiden, der gil, syntes ham en Evighed. Hver Gang han lostede og hver Gang han scentede Aaren, stottede han op ester Tribunen. szintus Arriuö havde lagt sig paa sin Lojbænh han lod ;ikte til at stcenke Rottatlene en Taute. Ben Hur stceldte sig selv en Taabe, —- ljvor havde han kunnet bilde sig ind, at der stulde gutes en Undtagelse med ham?! hortatoren kom ncermere; Lenkerne raslede og ras lede. Nu var han ved Nr. 60. Med Fortvivlelsens Sløv hed holdt Ben Hur op at to og kalte Faden srem . . . Saa rejste Tridunen sig halvt over Ende og vintede. Det svim lede for Ben Hut; han lod Aaren salde igen; hele Stil-et var som sorklaret t hans Øjnr. Hvad der blev sagt, harte han ikke, han vidste tun, at han var itte blevet lagt i Irren-! hortatoeens var gaaet op paa sin Plads ved Re sonnanöbordeL Aldrig havde Hammerens Slag lydt saa lysttgt i Ben Dass Orent Ihan bøjede sig frem og trat paa Aaren, saa den bsjeUs og var neer ved at tncette . . . Dortatoren saa’«op paa Tribunem Denne sagde: »Ja, sackdan en Kraft og saadant et Mod! Han stal itle i Jærn met, han er flintest, naar han er sei«. —- — Detmed straktet Qvintuö Atrtus sig tgen ud paa Løjbæntem » l Skibet styrede ustandseligt stemad. De af Of ningen, der intet havde at bestille, sov — Arrius psc Løjbænl, Soldaterne paa de bare Planken Een Gans og to Gange blev Ben Hur asløst; men han tun-de ille Tre Aar i Bcelgmørke — og nu endelig en Stribe E Under saadanne Omstcendigheder fly’r Søvnen En. si drømte skg allerede udfriet as sin Elendighed, samlet III sin Moder og Søster, hjemme igen og velstaaende. Og III sølte sig saa lyklelig som maaste aldrig sør . Ooer »Astraea« hvilte just det taette Marte, som plejek iat gaa umiddelbart sorud sor Daggryet. Da kom en M løbende sra Dæklet ned paa Tribunens Platsotm og MS kede ham. Qvintug Arrius sprang op, satte sin Oft-U paa, tog Svcerd oa Skjold, og gil hen ad Trappen til, so sørte op paa Dcetkei. VIL Alle ombord vaagnede. Ossicererne styndte sig pas Post, Soldaterne greb deres Vaaben og blev fort op pas Dcektet, hoorthen der var blevet bragt hele Bundter af Pise og Favne snlde as Spyd. Oliebeholderne og Jldkugletue , bleo holdt rede; der blev tændt endnu slere Lyater rg sym Band i« en Mikngde star. De Rortarle, som var srii Ijebiikket, stitnlede samtnen om Opsynsmandem blanbl dein Var Ben Hur. Ovenfra tom den dampede Staj af de sidste ForberedelseU Sejlet bleo slaaet ud, Nei blev bredt 11d, illiasliner blev ajort klar. Da saa blev alt iaen gansle stille, -— ulmageliat og liaesom dødsens stille. Pan et Tegn, der bleo gioet oppe sra Deelkct og som en Underbefalingsss mand haode sagt Hortatoren Besked om, holdt pludselis alle op at ro. Hvorsork -——— Ja derover tæntte maaste iike en as Rortarlene . . . « Men Bett Hur bleo plndseliq opmærksom paa, at lienne fra. Siibet5 Baastadn kom der en Lyd som as en Galejg Aareslaa. Oa saa annaede ,,Astrcea« med et, som om det var Storm . .Ben Hur anede, at nu sited en hel Zylaadet til «.)lnqreb, og den Jde optog c høj Grad ltanH Jud dildninagkraft Atter blev der givet Tegn oppe fra Der-tier. Aarerne sasnlcde sia, Galejen bevcraede sia sremad — men ganste smaat, næsten umærteligt: som en Kat, der skylder sig stem Paa Buaen, sør den sprinaer paa. Pludselia lod saa oppe sra Dcekket et højt, lanatrutkent Trompet-Signal. Hot tatoren sloa Takt paa sit Bord, saa det rungede estet; , Nortarlene trat as al Kraft Paa Aarerne; lztagende i alle « Fuger stod Galejen srenmd. Nr) Trompetstrald lod otmne « sra Agterstaonen; sorude var der et Viroar as Raub, lske dovende Larm. Og saa kom der et vceldigt Stad: Rot karlene ncermest ved Hortatorens Platsorm da kle:e, enkelte saldt Slibet veg tilbage, ligesom tog Tilløb, og stod after stem. Bulderet as Sammenstødet og Trompeternes Stin- z, gren overdøvede ncesten et Rædselshyl fra mange Strichen og saa hørte Ben Hur et Brag, som om Planker lnækledeTs og oppe sra Dceklet et Jubelskrig: Romerne «t)avde boret isåg Stib i Saent Hvis Stib? Hvem slugte Havet nu. hvad Stags Foll og sra hoad Land var Fjenden? -» Der var itke Tid til at taenle. Ustandselig ttængtz : »Astrcea« fremad. Soldater lom lebende hen til DIE-? be-holderne, dyppede Bomuldsboldtene i Olien, og IT ’ Jld paa dem: Flammers Knittren blandede sig i Sink vilde Larm. Og igen dukkede Galejen, saa Rotfär» 3 lnap kunde holde sig oprejst, og igen lød Romennes Jubel- sp» strig og Fjendernes Rædsels-Brøl. Not et Slisb var ble-— f« vet spaltet as den romerske Galejs Snabel og sendt til Bunds. Brag paa Brag, Strig paa Steig —- ti.l hojte, til venstre, sorude, bagude raste Kampen, saa man hoerken lunde sanse eller samle. Endan var alt uasgjort. As og til blev en reiner-I Soldat — bloddryppende, doende — baaret nedemtudea Og Røg trængte derned, blansdet med en kvalmende Staat as brcendt Kod. Ben Hur snappede ester Vejret: han for stod, hvad den Stank betød, — man var i Rast-heben as et braendende Stib, hvor de lcenkede Rorkarle sortætedc redningsløst as Flammerne! . . . Saa med et gav det c ooldsomt Ryk i ,,Astræa«, og derester laa den gansie stille-; Rorkarlene tumlede omluld, Aarerne faldt ud as dereiig Hænder; oppe paa Daeklet sblev der en srygtelig Larve-« Liget as en blond Fremrned styrtede ned i Kahytten. Oder-; ; toni det fra? var han blevet grebet ombord paa et sjendts ligt Stib?- — Nei, »Astræa« var i Fjendernes Magtz nu lcempede Romerne sor Livet deroppe paa Dælket. Bett Hur blev som Js as Angst. Tribunen, Qvintus Attinh var i Fare! Sat, han bleo drcebt: saa var alt Haab Ube, alle Drømme om at stulle gense Moder, Stifter, Farbe-elend bristede som Skum paa Vandl Arbrahams Gud, hjclps . . Raadvild stirrede han omkring. Lutter FordikringL Kun Hortatoren sad rolig paa sin Plads og slog, esiev Ordre, Takt paa Resonnansbordet, —- uagtet ingen kotbe oa ingen tunde ro! Rorkarlene havde forst slidt i detedk Lænler sor at slippe los-; sorgæves, Jccrnet gao ille eftet,j — og nu syldte de Lusten med deres sanseløse Hyl. Et Spring, —- og Ben Hur stod midt paa Tkappen,« der forte op til Dækket Han kunde se Jldstceret paa Him- » len, Skibe oa Vragstumpet til alle Sider, Kampen ems bord mellem mange Fjender og saa Romere, —- saa tabte -. han pludselig Fodfæste og styrtede baglcends ned. Galejett var blevet laek, de sydende Bolger siyllede ind over den! Først inkrgmøkke — og saa Band, Band, Vandt · Sondt Ben Hur var stark, og siøndt Faren (so1n det jo plejer at gan) mer end sordoblede hans Krcefter, var «han dog i sørste Øjeblik oillielos og krastesløs. legerne, der strømmede ind, sugede ham —- som lunde han have vie- 1 ret et Stytle Trce —- med sig ned i Kahytten, og han vilde vcere drulnet der, hvis ikte Modstanden, som det syntende Stib mødte, havde løstet ham til Veer igen. Jnde i et .« Bitvar as Vragstumper slængtes han op til Moses-« og greb sat i noget ved Siden as sig: det var en socw Planke, viste det sig, — og den llamrede han sig fast Han trat Vejret dybt, rrystede Vandet as Haar og as disk lrob saa op paa Planken, og sa·’a sig om . . . Rosen lajszf sont en halvt gennemsigtig Taage over Haut; hist og U brændte der Stibe. Der lød Btag paa Mag as » som tornede samtnen. Og as dem, der havde meins bord paa «Asttoea", lotn op Romete og dere- F klamrende sig til hinanden, tampende, huggeude sor sig med Svcerd eller stodende frem for sig med « I. . . medeng det forte, oprorte Band farvedei sBlod og as Flammestcer . . . GMl